Gregers Friisberg

Fransk valg – Nye politiske delinger

Posted in EU, Frankrig, Uncategorized by Gregers Friisberg on 20/04/2017

Det franske præsidentvalg 23. april og 7. maj illustrerer de politiske delinger, som EU’s indre marked, euroen og den økonomiske globalisering har ført med sig. Det er ikke fordi, der i sig selv nødvendigvis er noget forkert i disse fænomener; det er snarere uforstandighed og politisk selvovervurdering i måden, de er forsøgt implementeret på.

eurodilemmaer

Det traditionelle partimønster med to fløje omkring PS (Parti Socialiste/socialdemokrater) fra Venstre fløj og Republikanerne fra Højre fløj  er mere eller mindre gået i opløsning. Ganske vist repræsenteres de sidstnævnte af den katolsk konservative Francois Fillon, men de tre øvrige frontløbere i første valgrunde den 23. april stiller op med “egen liste” eller med et parti (Front National), der som outsidere dårligt nok er parlamentarisk repræsenteret i den franske nationalforsamling. Det hænger sammen med den specielle franske valgmåde, hvor der laves valg ad to omgange; og selv om Front National får mange vælgere, taber de ved præsidentvalg ofte i 2. runde, når de andre partier samles om en mere midtersøgende kandidat.
Parti Socialiste (PS) stiller op med kandidaten Benoit Hamon, der bl.a. foreslår borgerløn som en del af det postindustrielle samfunds løsninger. Han lagde rimelig godt ud, men faldt efterhånden til 7-8 pct af vælgerne. PS blev “straffet” af vælgerne for den nyliberale arbejdsmarkedspolitik.

Mange arbejdervælgere fra socialt og økonomisk nedtrådte dele af Frankrig, herunder også mange tidligere kommunister, går til Le Pen. Front National (FN) er vokset støt siden 1980’erne, hvor liberaliseringer i EU (indførelse af frie kapitalbevægelser og indre marked) begyndte at sætte traditionelle franske erhverv som sværindustrien under pres for outsourcing til billiglande.  I de senere år har FN også hentet store vælgergrupper i “Udkantsfrankrig”, de tradtionelle landbrugsområder, der lider under tiltagene for reformer af EU’s landbrugspolitik. Her forventer man nye – eller genindførelse – af nationale støtteordninger til landbruget og et mere beskyttet marked, end det EU efterhånden kan tilbyde.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon får også betydelig støtte i arbejderklassen, men ellers henter han den hos funktionærer og i de uddannede mellemlag i Frankrigs storbyer, et socialt lag, der i meget højere grad føler sig udsat arbejdsmarkedsmæssigt af den økonomiske globalisering end den tilsvarende gruppe gør i de stærkere EU-økonomier. Melanchon vender sig imod borgerlønsideen, som han frygter fører til mere proletarisering/fattigdom, når den f.eks. som en universel ordning overtager dele af arbejdsgivernes lønforpligtelser.

Frankrig befinder sig et sted midt imellem de økonomisk stærke lande og de økonomisk svage lande i EU.
Landet har høj arbejdsløshed (i underkanten af 10 pct), specielt blandt de unge. Der er gennemført nyliberale arbejdsmarkedsmæssige reformer, der skulle have styrket landets økonomi på udbudssiden, men som kun har gjort dette i meget begrænset omfang, så BNP-væksten har været stagnerende i en længere årrække med dårlige virkninger på beskæftigelsen.

bnptyfr
Kilde: Eurostat.

Hvad er baggrunden?

Det er ikke kommet særlig klart frem i mediedækningen af det franske valg. Men en stor del af de politiske uenigheder drejer sig om virkningerne af ØMU’en (Økonomisk-Monetær Union) og fællesvalutaen euroen. Det er et politisk, føderalistisk projekt, der blev startet af kommissionsformand Jacues Delors, den tyske kansler Helmuth Kohl og den franske præsident Francois Mitterrand som udløbere af den europæiske fællesakt (det indre marked med de 4 friheder) og Maastrichttraktaten. Det var forhastet i forhold til de europæiske økonomiske realiteter, ikke mindst efter optagelsen af 10 østeuropæiske lande i 2004. Den politiske vilje var stærkere end de økonomiske realiteter.
For at kunne få en fællesvaluta til at fungere er det nødvendigt med en betydelig ensartethed i økonomisk udvikling og økonomisk styrke. Eller også skal man have en overbygning i form af en politisk union med fælles finans- og skattepolitik. Det har midterkandidaten til præsidentvalget Emmunel Macron forstået. Han vil løse ØMU’ens problemer med mere integration. Han forestiller sig, at der skal laves en føderalistisk styring af ØMU’en med et parlament for euro-zonen og en harmonisering af de økonomisk-sociale politikker.

Harmonisering (“konvergens”) troede man i lang tid ville komme mere eller mindre af sig selv. Der blev opstillet konvergenskriterier med krav til størrelsen af statsgæld, underskud på statsbudgettet i pct af BNP (højst 3 pct) og ensartede inflationsrater og renter.
Det viste sig imidlertid, at der var for store forskelle i økonomisk styrke imellem en højtudviklet kerne af lande i Nord- og Centraleuropa (Tyskland, Benelux, Østrig og de nordiske lande) og økonomisk lavereudviklede lande i Sydeuropa og Østeuropa.
I de første har man bedre kunnet drage fordel af globaliseringen. Man har deltaget i den nye internationale arbejdsdeling, den har ført med sig. Der var der store overskud på betalingsbalancerne og lav arbejdsløshed, mens der i de sidste, Spanien, Grækenland, Italien og Portugal, var tendenser til meget svagere økonomi, med ringere betalingsbalancer og større arbejdsløshed. Globaliseringen har splintret disse landes økonomier og skabt sociale delinger. Den sociale kontrakt, man havde under den tidligere industrialisering, er brudt op.
Disse lande kunne ikke længere devaluere den nationale valuta, som nogle af dem havde gjort før, fordi de jo havde fællesvalutaen euro. Og de måtte derfor vente på en langsom forbedring af den strukturelle konkurrenceevne.
I Frankrig har det under Francois Hollande ført til reformer, som er blevet voldsomt upopulære i socialdemokraternes traditionelle vælgerlag i arbejderklassen, – ikke mindst blandt de unge, der lider under de mange midlertidige ansættelsesforhold. Forsøgene på at lave en mere fleksibel økonomi er kun ført halvhjertet igennem og har skabt delinger blandt lønmodtagerne i A- og B-hold.

I især Frankrig og Italien bredte den folkelige skepsis sig i form af dannelsen af populistiske bevægelser, Front National i Frankrig under ledelse af Marine le Pen, og fem-stjernebevævelsen i Italien under ledelse af Beppe Grillo. De forlangte deres lande trukket ud af euroen/folkeafstemninger om fortsat deltagelse. Marine Le Pen har i valgkampen 2017 illustreret problematikken, som den ser ud fra hendes synsvinkel, med diagrammet herunder.

lepensgrafik
Kilde: Le Figaro.  Figuren viser udviklingen i industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og de svagere sydeuropæiske lande. Det hænger sammen med stærkere tysk konkurrenceevne. Euroen er en “billig valuta” for Tyskland, en dyr for de svagere sydeuropæiske økonomier.

I Frankrig deltes den folkelige skepsis imod “elitens EU-projekt” op til præsidentvalget i 2017 i dels Marine Le Pens højrenationalisme, dels i den mere venstreorienterede retning under ledelse af Jean-Luc Melenchon, hvor man vil genforhandle den økonomiske del af EU-traktaten og reetablere Frankrigs deltagelse i internationalt samarbejde på et mere universalistisk, FN-baseret grundlag.

De to kandidater er ofte set som en del af samme kategori. Begge populister. Begge “uansvarlige” økonomisk og politisk. De er dog så forskellige, at det er meget angribeligt at se dem som to alen ud af et stykke. Le Pen har nok set noget rigtigt i det franske konkurrenceevneefterslæb og de tilhørende problemer i euro-konstruktionen, men ellers er hendes 144 forslag til præsidentiel politik i den kommende 5-års periode en deprimerende udstilling af højrenational, xenofobisk, lov-og-orden og isolationistisk politik.
Det er derfor mere relevant at sammenligne hende med Donald Trump, end når det gælder Melenchon. Han er blevet dæmoniseret i dele af den franske presse som en fransk “Hugo Chavez” tilsat lidt Fidel Castro. Det er urimeligt, da hans politik hviler på et gennemarbejdet økonomisk program, som ikke er en kopi af sydamerikanske samfundsmodeller.
Men man kan ikke lade være med at spørge, om ikke meget af det er prøvet før? Det gælder f.eks. forslagene om nedsættelse af arbejdstiden og forøgelsen af mindstelønnen (Le SMIC, Salaire Minimum), der som bekendt er fastsat ved lov i Frankrig. Det var nogenlunde det samme, socialisten (PS)  Francois Mitterrand forsøgte i 1981 efter at være blevet valgt til præsident. Det førte til en svækkelse af fransk konkurrenceevne, stigende inflation, voksende underskud på statens budget og betalingsbalanceunderskud, og man måtte i løbet af et par år skifte kurs. Det skete imidlertid i en anden konjunktursituation end den, Frankrig formodentlig står over for nu, hvor der langt om længe ser ud til at være tendens til øget økonomisk vækst i EU-kerneområdet.

I de franske erhvervsinteressers talerør Les Echos har der mildt sagt ikke været opbakning bag en fransk udtræden af euroen. Det vil angiveligt øge udlandsgælden, føre til fordyrelse af importen (efter devaluering), skræmme investeringer væk og føre til kaotiske forhold for de mange komplicerede værdi- og forsyningskæder, som over 30.000 globaliserede franske vireksomheder deltager i henover grænserne. Økonomierne er så sammenfiltret, at det ses som eventyrpolitik at genetablere en mere national økonomisk ramme med en ny franc til erstatning for euro.
Så selv om arbejdsløsheden i 2017 var knap 10 pct i Frankrig og under 5 pct i Tyskland, og sidstnævnte land endvidere havde et eksportoverskud på over 8 pct af BNP, var det ikke på dette plan, en løsning for Frankrig skulle findes, hvis man “spørger virksomhederne”.

ØMU’ens problemer med skabelse af et stærkt center og svage periferier reproduceres internt i den franske økonomi. I Paris-området og andre centre er arbejdsløsheden meget lavere end i den franske udkant.

Arbejdsløshedsprocenten (taux de chomage) i egne af Frankrig. (I pct af erhvervsaktive):

arbejdslfr
Kilde: Le Monde. Moins de: Under.

I de franske udkantsområder er arbejdsløsheden over dobbelt så høj som i centret. Det er i disse områder Le Pen får størst opbakning.

Det hjalp ikke til at få afhjulpet ØMU’ens problemer, at den konservative tyske regering under ledelse af CDU (Kristelig Demokratiske Union) insisterede på økonomisk besparelsespolitik (austerity politik) med krav om ligevægt eller meget små underskud (op til 0,5 pct af BNP) i underskud på statsbudgetterne i ØMU-medlemslandene. Hvis man i stedet i de økonomisk stærke lande efter finanskrisen havde ført en økonomisk stimulanspolitik med større offentlige investeringer og udgifter, ville man i højere grad have kunnet skabe et marked for de fattigere lande i syd, så de interne spændinger i unionen ikke havde udviklet sig så voldsomt.

Det er ikke kun de økonomiske spørgsmål, der fører til nye delinger i vælgermassen. Det gør det multikulturelle samfund også. Frankrig  er et af de lande, der har størst muslimsk befolkningsgruppe, og tørklæde og andre religiøse symboler er stødt på hård modstand fra den franske sækulariseringstradition (adskillelse af kirke og stat), hvor religionen søges holdt ude af det offentlige rum. I 2016 blev den såkaldte burkini forbudt af 30 franske borgmestre, især i det sydlige Frankrig. Forbudet blev senere dømt ude af den franske forfatningsdomstol. Samtidig er frygten for de kulturelle strømninger udefra forøget som følge af terrorismen, der har ramt Frankrig særlig hårdt de seneste år. Det er en frygt, især Front National har formået at drage fordel af.

Advertisements

Comments Off on Fransk valg – Nye politiske delinger

%d bloggers like this: