Gregers Friisberg

Fransk valg – skæbnevalg for Europa?

Posted in EU, Frankrig by Gregers Friisberg on 23/04/2017

Overskriften er dramatisk – men det er ikke desto mindre, hvad man ser i dele af den internationale presse.

Hvordan er det kommet så vidt, at et bestemt udfald af valget i dag skulle indebære en opløsning af EU, eller dele af EU-samarbejdet?

Som vi var inde på i sidste blogpost, så ligger en betydelig del af skylden hos EU selv. Euroen var et politisk motiveret projekt, der er blevet presset ned over et alt for uensartet økonomisk grundlag, uden at man har sørget for den nødvendige politiske overbygning. Og problemerne er blevet forværret af den uforstandige økonomiske politik, som de stærke EU-økonomier har ført.
Et Frankrig, der er præget af betydelige statsligt dirigerede velfærdstraditioner, kan logisk set tvinges til at vælge en anden vej, hvis man vil beskytte sin velfærdsmodel.
Det er mærkeligt, at der er så ringe forståelse for det, men at man mere ser euroskepsisen som en uforståelig form for nationalchauvisme.
Det er en snæversynet måde at se det på.

nyedelinger2
Kilde: Le Monde. Det er kun de fem kandidater med størst tilslutning i vælgermålingerne, der er vist ovenfor. I alt er der 11 kandidater med forskellige politiske og økonomisk-sociale prioriteringer.

Når det er sagt, så er det nok alt for tidligt at varsle EU’s undergang som følge af Frankrigs valg. Den kandidat, der ser ud til at stå stærkest, Emmanuel Macron (jvf figuren ovenover), er stærk tilhænger af EU. Og de fleste meningsmålinger tyder på, at han vil slå Le Pen i 2. valgrunde, fordi han som midterkandidat vil samle over et bredere politisk spektrum end hun kan. Men det er klart at drabet på en politibetjent et par dage før valget – på selveste Champs Elysees i centrum af Paris, kan sætte ny gang i terrorfrygten i den franske befolkning og dermed måske gøre udfaldet usikkert.

Det er dog svært at forudsige, hvordan valget vil falde ud denne gang, fordi en stor del af vælgerne få dage før valget ikke har bestemt sig for, hvilken kandidat de vil stemme på. Der er blandt vælgerne en stigende fremmedgørelse i forhold til det, der er kaldt “den politiske klasse”, en stigende afstand imellem elite og folk.
Det ser ud til, at “den politiske klasse” har erkendt dette. Det er et valg, der er præget af en utrolig mængde af forskellige politiske prioriteringer og nye ideer. Der er vilje til at bevæge sig. Det er f.eks. slående at se, hvordan PS-kandidaten Benoit Hamon tilfører nye ideer til det traditionelle socialdemokratiske tankegods, f.eks. mere direkte demokrati, skat på robotter, borgerløn (revenue universelle), erkendelse af “udbrændthed” på arbejdsmarkedet og politiske initiativer imod det. Der tages afstand fra den nyliberale politik under Francois Hollande.
Der er kritisk af den franske 5. republik (præsidentiel forfatning indstiftet af De Gaulle i 1958) for at være for kejserligt præsidentiel. Altså mere magt til Nationalforsamlingen og mere direkte demokrati med konsultering af vælgerne.

POLITISK IDEOLOGISKE DELINGSLINJER:

nyedelinger
Ovenover er hovedskillelinjer i det politisk-ideologiske landskab mellem de 5 førende kandidater søgt skildret. Og herunder kan man se resultatet af en socioøkonomisk kortlægning via interviewdata af vælgerpositionerne.

Det socioøkonomiske vælgerkort feb. 17:

nyedelinger3
Kilde: Le Monde. Cadre superieur: Højere funktionær (ikke synonymt med højere uddannet, men vil være det i stort omfang). Profession independante: Selvstændig. Retraité: Pensionist. Autres inactifs: Andre uden for arbejdsmarkedet.

Man siger, at klassestemme af faldende i det senmoderne samfund, hvor industrien afløses af serviceerhverv og IT. Det er imidlertid en noget let omgang med politisk sociologi. Det er korrekt, hvis man ser klassestemmehypotesen som det traditionelle politisk-ideologiske mønster, hvor arbejderne forventes at stemme socialistisk, og borgerskab og de mere velstående forventes at stemme borgerligt.
Det fremgår af de ovenstående interviewdata, at de franske arbejdere (ouvrier) overvejende stemmer på Le Pen. Men der er også mange, der (absentionistes potentiels) vil vælge sofaen. Sofa-partiet er det største arbejderparti. Blandt de, der har tilendegivet, de vil stemme, er FN det største parti. Det er kun en mindre del af arbejderne, der vil stemme socialistisk (Melenchon eller Hamon).
Det kan minde om dansk vælgeradfærd, hvor de tilsvarende grupper for en stor del stemmer Dansk Folkeparti.
De lavere funktionærer (emploiée) stemmer også for en stor del på Le Pen. De højere funktionærer (cadre superieur) stemmer i vidt omfang på Macron og i meget mindre omfang på Le Pen.  Forsåvidt kan man, hvis man ser FN som arbejderparti, sige, at der stadig er en udstrakt grad af klassestemme.

Men man kan også se, at delingerne går på globalisering og kultur/livsstil. De uddannede (Cadre superieur og profession intermediaire) er åbne for globalisering og multikulturalitet (kandidater som Macron, Hamon og Melenchon).
Folk på landet/bønder (Agriculteur exploitant/landmænd) er det relativt største sofa-parti, og blandt de, der tilkendegiver at ville stemme, er FN det største parti.

Man finder nogle af de sammen skismaer mellem storbykultur og udkants- og småbykultur, som man så ved det danske 2015-valg. Men skismaerne er større i Frankrig end i Danmark. FN står mere til højre i kultur- og identitetspolitik end DF, og Danmark er en større økonomisk “globaliseringssucces” end Frankrig.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: