Gregers Friisberg

Globalisering eller højrenationalisme?

Posted in Frankrig by Gregers Friisberg on 27/04/2017

Er det virkelig kun det, der kan vælges imellem ved 2. runde af det franske præsidentvalg?

Der er ikke noget at sige til, at mange unge føler sig snydt. Ifølge meningsmålingerne (jvf forrige blogpost) ville 30 pct af de 18-24 årige have Melenchon. Det har startet en bevægelse, hashtag, #sansmoile7mai, på twitter med opfordringer til ikke at stemme.

Men hermed risikerer man at hjælpe en demagog til magten, som én skriver.

Hvorfor har Frankrig lavet en valgmåde med to valgrunder, der fører til, at valget for en stor del af befolkningen bliver et valg mellem pest og kolera?

Begrundelsen er at sikre, at de, der vælges, sidder med et solidt folkeligt mandat på over 50 pct. Men man glemte at gennemtænke konsekvensen af, at der stemmes efter ideologi og mavefornemmelser i første runde og efter – formodes det – fornuften i anden runde. Det er ligesådan ved valg til Nationalforsamlingens 577 medlemmer. Det foregår ved flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Ved præsidentvalget har det ført til meget modstående kandidater, en nyliberal, globaliseringsbegejstret EU-tilhænger på den ene side, og på den anden side en højrenational, xenofobisk globaliseringsskeptiker. – Hvis det kan stilles så simpelt op.

For sandheden om politik er jo, at der kommer til at ske bevægelse undervejs. Som nu sagen om den amerikanske elektronikproducent Whirlpool, som vil flytte 600 jobs fra byen Amiens i det arbejdsløshedsplagede Nordfrankrig til Polen, en klassisk sag om globaliseringens omstillinger af økonomien, og hvor Marine Le Pen med sans for god valgpropaganda stiller sig på det arbejdende folks side.
Hun kom uanmeldt til byen, hvor Macron mødtes med fagforeningsrepræsentanterne i byens industri- og handelskammer. I stedet mødte hun arbejderne, der lavede fysisk blokade af virksomheden, på parkeringspladsen uden for virksomheden.
Sagen blev en stor historie i de franske medier og er formentlig kommet til at danne baggrund for en uheldig start på 2. runde kampagnen for Macron. Det kan diskuteres, om det er en hensigtsmæssig måde at føre valgkamp på, men man må lade Macron, at han ikke er bange for at møde folket i øjenhøjde (fra hans facebookside). Berømt er også hans udtalelse til en demonstrant, hvor han sagde, at måden at få råd til en habit på, det er ved at arbejde. Det gælder heldigvis ikke for Danmark, hvor dagpengene er højere!

Et stort tema i fransk politik er jo, hvordan den franske økonomis integration i EU-økonomien og den globale økonomi virker.
Det store opbrud, der er sket i forhold til de traditionelle partier, hænger ikke alene sammen med, at “vælgerne er trætte af traditionel partipolitik”, herunder Republikaneres og socialisters rotation på magten, men også, at den franske økonomi ikke har klaret tilpasningen til den internationale økonomiske integration så let som andre EU-økonomier. Frankrig ligner for meget en mellemting mellem en tysk dynamo og et italiensk-græsk hængedynd, og hvordan udvikles der politik i det spænd? – Det er spørgsmålet.

Udviklingen i den globale varehandel i faste priser:

globtradeonriseagain
Kilde: Bloomberg.

Tal fra det anerkendte hollandske Centraal Planbureau, Central Planning Bureau  tyder på, at den internationale handel igen er begyndt at vokse ganske kraftigt, – i faste priser med 4,2 pct. fra juni 2016 til februar 2017, jvf figuren ovenover. Der kan her ligge noget af forklaringen på, hvorfor EU-økonomierne – efter flere års lavvækst og sparepolitik – endelig er begyndt at få lidt gang i væksten.

Opgangen i økonomien betyder, at arbejdsløsheden er begyndt at falde.

Umiddelbart kunne det blive en appelsin i turbanen for Emmanuel Macron. Hans program er en noget tyndbenet blanding af håbets og optimismens budskab og nyliberale reformer, som skal gøre det muligt for fransk økonomi at drage mere fordel af den tætte økonomiske integration i euro-zonen. I stedet for 600 tabte industrijobs hos Whirlpool skal der gerne opstå 600 højere betalte jobs andre steder. Men vil det ske?
Selskabsskatten skal nedsættes fra 33,3 til 25 pct, og virksomhederne skal have øgede muligheder for decentralt at lave aftaler med de ansatte. De “overenskomster, der laves ude på virksomhederne, skal afspejle forholdene på det lokale sted”, siger han. Det kan imidlertid få konsekvenser for, at der kommer øget ulighed i samfundet som helhed. Der er stor forskel på, hvad high-tech virksomheder i Paris og Grenoble kan tilbyde de ansatte, og hvad andre mere traditionelle virksomheder kan give dem.
Den strukturelle konkurrenceevne foreslås styrket via bedre uddannelser, iværksætteri og forskning.
Som økonomiminister i Francois Hollandes socialistiske regering har Macron medvirket til gennemførelse af reformer, herunder arbejdsmarkedsreformen, loi de travail, som giver arbejdsgiverne større muligheder for at overskride 35-timers arbejdsugen (som blev indført ved lov under socialisten Lionel Jospin (1997-2002)).
I tilfælde af arbejdstid ud over 35 timer foreslår han, at de såkaldte cotisations sociales (arbejdsgiverafgifter) sættes ned. Endvidere bliver det lettere for virksomhederne at hyre og fyre lønmodtagere.
Whirlpool-sagen rammer lige ned i disse problematikker og er med til at give mange lønmodtagere en dårlig smag i munden.

Spørgsmålet er imidlertid også, om disse tiltag er gennemgribende nok og/eller om den franske økonomi er i stand til at tage fra?
Hvis det ikke er tilfældet, står Macron med det problem, at han ikke erkender – og har ordentlige bud på løsning af  –  de alvorlige udviklingsproblemer og sociale og økonomiske modsætninger, det franske samfund står midt i, og som bl.a. illustreres af de enorme modsætninger mellem center og periferi, mellem storbyområder, især Paris-regionen, og de små byer og landet, og som viser sig i de store forskelle på arbejdsløshedsprocenterne de to steder. Det er tilsyneladende ikke nok bare at vente på, at det kapitalistiske markeds dynamik ordner problemerne.
For Macron er globaliseringen et livsvilkår. Det er ikke noget, der kan vælges til eller fra. Derfor er man nødt til at tilpasse sig den ved at acceptere de betingelser, den sætter.

Le Pens første skud i bøssen i valgkampens 2. runde har været denne “la mondialisation sauvage“, den “vilde globalisering”, som hun kalder det, og dens konsekvenser for  uligheden i landet og almindelige menneskers livsvilkår.
Det skal i hendes xenofobiske optik løses med en “fransk-først” politik. Som medicin imod den vilde globaliserings virkninger foreslår hun bl.a. mere statsstyring af økonomien og en mulig trækken sig ud af euro-samarbejdet, så landet kan føre sin egen valuta- og pengepolitik.
Hun er dog begyndt at glide af på direkte spørgsmål om, hvordan og hvornår en exit fra euroen skal finde sted. Hun går målrettet efter præsidentposten nu og forsøger at appellere til de mange vælgere, der er utrygge ved for store forandringer, eller vælgere, der har stemt på andre af 1. runde kandidaterne. Derfor nedtones anti-euroretorikken noget, bl.a. via en større prioritering af proceduren (folkeafstemning/vedtagelse i Nationalforsamling).
Det bliver noget, den nyvalgte præsident ikke kommer til at få direkte indflydelse på, da det vil afhænge af, hvilken og hvor meget repræsentation, hun som evt. nyvalgt præsident vil få i Nationalforsamlingen.
Fransk politik er kommet til at dreje sig om personer (Melenchon, Le Pen og Macron) og deres bevægelser, snarere end traditionelle partier. Front National er et topstyret traditionelt parti. Det er ikke gode vibrationer at sende i et land, hvor sådan politik ikke fænger mere.
Så hun har taget “orlov” fra sin formandspost i Front National for at koncentrere sig 100 pct om valgkampen.
Front National har for mange lig med i lasten til, at man under den hat kan favne bredt nok til at blive præsident. Med til billedet hører de absurde forsøg på udlægninger af, hvad der skete under II. Verdenskrig, hvor faren Jean-Marie Le Pen omtaler “gaskamrene” som en detalje, og der er diskursive perspektiveringer af, hvad der skete med franske jøder, og i hvilket omfang den franske regering kan holdes ansvarlig (Vichy contra Frie Franske). Der er nogle ting her, som skal prioriteres ned i vælgernes bevidsthed inden 7. maj.

Det står i den franske forfatning, at landet er medlem af EU. Og landet er medlem af EU på Maastrichttraktatens grundlag, hvor ØMU og fællesvaluta følger med som en del af pakken.
Det vil sige, at en gennemførelse af programmet ikke er så ligetil. Front National har kun to medlemmer af Nationalforsamlingen.

Macron har et lignende problem. Hans bevægelse En Marche er kun et år gammelt. Det er ikke repræsenteret. Det skal stille op til valget til Nationalforsamlingen i juni med nye kandidater.  Højst sandsynligt vil man komme til at få cohabitation, hvor præsidenten skal leve med et andet flertal i parlamentet end sin egen partifarve.

Advertisements

Comments Off on Globalisering eller højrenationalisme?

%d bloggers like this: