Gregers Friisberg

Hvorfor stoppede den højrepopulistiske bølge i Frankrig?

Posted in Frankrig by Gregers Friisberg on 10/05/2017

Først Brexit i juni 2016. Så donald Trumps valg til præsident i USA i november 2016. Og endelig det franske præsidentvalg i april-maj 2017, som kunne føre til fællesvalutaen euroens fald og måske EU’s opløsning. Det var det scenarie, mange så for sig.

Sådan kom det ikke til at gå. Det er der givet mange forklaringer på. En af de mere interessante kan man læse sig til i en Washington Post artikel. Som James McAuley skriver, var alle forudsætningerne ellers til stede. Høj arbejdsløshed igennem mange år og terroristangreb, som har dræbt over 230 mennesker de sidste par år, og som tilskrives islamisk terrorisme. Og hertil en højrepopulistisk bevægelse i form af Front National, der har fornemmet mulighederne for at profitere af det?

Forklaringen skulle ligge i to faktorer, dels at Frankrig i langt højere grad end USA og Storbritannien er præget af lighed og en af de mest generøse velfærdsmodeller i Verden, dels den historiske baggrund, hvor et stort kommunistparti har haft tag i en stor del af arbejderklassen.
Frankrig snusede godt nok til den nyliberale markedsmodel i 1980’erne, efter at Francois Mitterrands socialistiske eksperiment havde fået lov til at løbe ud i sandet, men man var slet ikke nyliberale i samme omfang som USA under Ronald Reagan og Storbritannien under Margaret Thatcher. Frankrig har et af Verdens mest udbyggede statslige velfærdssystemer, hvor de offentlige udgifter samlet set udgør over 55 pct af BNP. Det tager noget af luften ud af “Udkants-“Frankrigs protester.

Men det med ligheden, – er det nu også så korrekt? Det er klart, at rigelige offentlige velfærdsydelser i sig selv kan virke udjævnende, men ulighed måles også med f.eks. Gini-koefficient over indkomstulighed.
Når det gælder gini-koefficient, henvises til OECD’s tal, der rigtigt nok viser en fransk gennemsnitlig indkomstulighed under britisk og amerikansk ulighed.

Gini-koefficienter for indkomst og relativ indkomstfattigdom (50 pct af medianindkomster efter skat og overførsler):

PikginiOECD
Kilde: OECD.

Som det ses af OECD statistikken ovenover ligger den franske gini-koefficient for indkomstulighed (fra 0 (total lighed) til 1 (total ulighed)) under den britiske og amerikanske. Målt på størrelsen af den relative fattigdom ligger Frankrig også lavt med 8 pct fattige.

Ikke desto mindre kan man konstatere, at mange føler sig fattige i Le Pens kerneområder i Nord- og Sydfrankrig, hvor der er tabt mange industrielle arbejdspladser.

Dette forbehold tager McAuleys artikel dog også, idet det erkendes, at uligheden i Frankrig er steget i forhold til tidligere. Der henvises til data, som Piketty har offentliggjort på sin blog på Le Monde:

PikettyBlogUligh

Figuren viser realindkomstudviklingen før skat i percentiler for forskellige grupper i to 30 årsperioder, nemlig 1950-1983 og 1983-2014, dvs før og efter globaliseringen slog igennem i den internationale økonomi. I den første periode var væksten høj for lav- og mellemindkomster og lavere for de højeste indkomster (højeste 1 procent, promille og tiendedele promille). I den anden periode har det forholdt sig omvendt. Indkomstfremgangen er stagneret for de lavere indkomster og steget kraftigt for de højeste indkomster.

Det er just det, den almindelige befolkning i de økonomisk depressive områder af Frankrig beklager sig over, og som Le Pen har forstået at udnytte: Mange ufaglærte klager over, at de nu i adskillige år har ligget på en løn lidt over eller lidt under 10 euro i timen (den franske mindsteløn). De forklarer det med den lave efterspørgsel på deres arbejdsydelser, som igen forbindes med den lave franske konkurrenceevne/euroen og tilgangen af ufaglært arbejdskraft udefra.

Men det har dog ikke ført til en så voldsom populistisk bølge som i USA, hvad der kan forklares med de citerede tal for ulighed og fattigdom. Men det kan nok også forklares med Le Pens noget uheldige valgkamp, hvor hun kom til at vikle sig ind i selvmodsigelser omkring euro og en “fællesvaluta”, der nærmest ville svare til en genindførelse af den europæiske valutaenhed, ECU, som var en regneenhed bestående af de valutaer, der svingede i et kontrolleret svingningsbånd omkring regneenheden.
Hun har formentlig gjort det, da hun fornemmede, at et stort antal vælgere følte sig utrygge over udsigten til en opløsning af den økonomisk-monetære union (devaluering og dermed stigende inflation og faldende levestandard i en overgangsperiode), og har så ikke haft tilstrækkelig kontrol over diskursen omkring det til at kunne gøre dette skift midt i en valgkamp troværdigt.
Hun har heller ikke haft nok styr på diskussionen om, hvem der har ansvaret for de 76.000 jøder, der blev deporteret til nazi-koncentrationslejre under II. Verdenskrig. Det skete under Vichy-styret, men “det er ikke Frankrig”.
Hertil kommer franskmændenes frygt for de mulige fascistoide konksekvenser af xenofobien og de snævre definitioner af franskhed, som der lægges op til i FN’s program. De har kendt partiets fortid for længe. Det gør dem mindre modtagelige end amerikanerne var over for Trumps retorik.

Det andet argument hænger også sammen med en historik. Jean-Luc Melenchons og det “ukuelige” Frankrigs (La France Insoumise) opstigning i første valgrunde til knap 20 pct af stemmerne, forklares ved, at en effektiv og karismatisk venstrepopulist samler den historiske PCF-stemme (PCF: Parti Communiste Francais) op igennem udvikling af en ny retorik og valgkampsstil, som appellerer til en stor gruppering, der har været “politisk hjemløs” i mange år.

Den populistiske stemme skulle altså angiveligt være blevet delt i en venstre- og højretendens, hvorved den er blevet mere splittet, end det var tilfældet i USA, hvor man nok kunne se en Donald Trump og en Bernie Sanders i lignende positurer, men hvor Bernie Sanders jo som bekendt ikke nåede frem til selve præsidentvalget.
Men man kan også sætte spørgsmålstegn ved et betimelige i at kalde alle, man ikke kan lide, for populister. Der er nok visse fællestræk i skepsisen over for eliterne, men ellers er der store forskelligheder bevægelserne imellem.

Advertisements

Comments Off on Hvorfor stoppede den højrepopulistiske bølge i Frankrig?

%d bloggers like this: