Gregers Friisberg

“Minoritetspræsidenten” og EU’s fremtid – opdateret

Posted in Frankrig by Gregers Friisberg on 15/05/2017

Det franske dagblad Le Monde beklager sig i en leder over, at man i Frankrig har valgt, hvad avisen kalder en “minoritetspræsident”. En præsident, der kun har fået opbakning bag en minoritet af vælgerbefolkningen, dvs godt 43 pct. af vælgerne. Han fik godt nok knap 66 pct i forhold til Marine Le Pens 34 pct, men når de mange sofavælgere tælles med, er procenten langt lavere. Hertil kommer, at en stor del af de 43 pct stemte på Macron, fordi det var dem meget om at gøre at ville undgå den højrenationale modkandidat.

Der er en betydelig vrede over, at venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon, der fik over 19 pct af stemmerne i første valgrunde, ikke ville anbefale sine vælgere at stemme på Macron i 2. runde. Over 4 mio har afgivet en proteststemme ved at stemme blankt eller afgive anden form for ikke-anerkendt stemme.

I stedet er disse nutidens sans-culotter (mænd uden “knæbukser”, som de pæne borgere gik med i 1780’erne) gået på gaden efter 2. runde og startet den “sociale krig” (la guerre sociale) imod den nyvalgte præsident:
sansculottescejour
Kilde: Le Monde. “Den sociale regression valgt. Alle på gaden”.

Og hvordan vil det gå “præsidenten uden demokratisk legitimitet” fremover, når han sætter sig i præsidentstolen og skal styre det stagnerende franske samfund ud af mange års krise? Han får – viser det sig –  flertal i Nationalforsamlingen, hvortil der er valg 11. – 18. juni, idet opstillingen af kandidater til hans bevægelse – som for at gøre forvirringen total lige har skiftet navn til Republikken på vej Frem (La Republique en Marche) – gik i gang ret sent.

Macron lægger stort ud. Han har tilkendegivet, at han vil søge parlamentets (Nationalforsamlingen og Senatet) opbakning til at kunne reformere arbejdsmarkedslovgivningen via præsidentielle dekreter. Det kan ikke gå hurtigt nok at få bragt fransk erhvervsliv på lige konkurrencefod med Tyskland og de andre vindernationer i eurozonen.

Hvad der næppe vil gøre stemningen på gaden bedre, hvor man har andre forklaringer på den franske malaise. Men Macron mener, at det er i liberale arbejdsmarkedsreformer og andre udbudssidereformer, at den vigtigste nøgle til løsning af Frankrigs problemer ligger. Kombineret med reformer i EU, så ØMU’en udbygges med en politisk-budgetmæssig overbygning.

I den nyliberale optik er det ikke nok med arbejdsmarkedsreformer. Skattetrykket skal sættes ned, på både virksomheder og arbejdsindkomst, så incitamenterne i økonomien forbedres. Og der skal ske en hel eller delvis demontering af velfærdsstaten, så det makroøkonomiske udgiftstryk på de konkurrenceudsatte erhverv formindskes. På disse punkter er Macron svag i koderne. Han vil kun skaffe sig af med 120.000 offentlig ansatte (divider med 11 for at sammenligne med Danmark).
Selskabsskatten foreslås sat ned fra godt 33 til 25 pct. Men selskabsskatten betyder reelt ikke ret meget for virksomhedernes konkurrenceevne. Det er på EU-området, han har de mest gennemgribende forslag, idet han vil have et eurozonebudget, der giver mulighed for infrastrukturinvesteringer financieret med euroobligationer og fælles skatte- og finanspolitik. Her rammer han lige ind i det, der er eurozonens hovedproblem. Men det ser ud til at være et utopisk forslag. Tyskerne vil ikke være med til at underskrive de andre landes gæld.
Hans forslag til uddannelsesreformer, grøn økonomisk omstilling og klimapolitik er heller ikke tilstrækkelige til at gøre en forskel for de franske konkurrenceudsatte erhverv.
Hertil kommer den politisk-parlamentariske situation i Nationalforsamlingen efter valget. Macron manglede en partiorganisation til at hjælpe sig til et flertal.
Selv om den franske forfatning lægger op til en form for præsidentielt system på papiret, har virkeligheden vist sig at være helt anderledes, når en præsident har et parlamentarisk flertal af en anden politisk farve end hans egen. Det er i virkeligheden et semi-præsidentielt system af overvejende parlamentarisk tilsnit. Det vistr sig, efter 1. valgrunde, at Macrons nystiftede parti ville få flertal i Nationalforsamlingen, hvad der bl.a. skyldtes Macrons betydelige popularitet, som han bl.a. opnåede ved at optræde med fasthed over for Donald Trump, USA’s præsident.

Udvikling i BNP pr indbygger i USA, Frankrig og Tyskland:

bnpprindbusgermfr
Kilde: Worldbank.org. Hent tallene her.

Figuren ovenover viser med al tydelighed, hvordan den franske økonomi er stagneret i forhold til USA og Tyskland. I 1970’erne og 80’erne var BNP pr indbygger højere i Frankrig end i Tyskland. Efter finanskrisen er Tysklands udvikling accelereret langt hurtigere (baseret på forbedring af tysk konkurrenceevne inden for eurozonen). Det samme er den amerikanske (baseret på ekspansiv finans- og pengepolitik i starten af finanskrisen).
Det øvrige EU kunne hjælpe fransk økonomi – og de andre svagere økonomier i Sydeuropa ved at slække på den tysk inspirerede sparepolitik. Men det er der ikke tegn i sol og måne på vil ske. Information skriver ganske vist, at der er ved at opstå alvorlige sprækker i den tyske regering m.h.t. opretholdelse af austerity (“spare”-) politikken. Førende tyske socialdemokrater vender sig imod den og foreslår, at man kan hjælpe Macron ved hjælp af finanspolitiske lempelser:

“Med 11 mio. franske stemmer på Le Pen er en større fleksibilitet ifølge SPD-udenrigsminister Sigmar Gabriel i direkte tysk egeninteresse.

»Jeg har spurgt forbundskansleren, hvad der er dyrest: et fransk underskud på 0,5 pct. ekstra eller fru Le Pen ved magten? Vi tyskere må ændre holdning,« lød det fra udenrigsministeren, der også bemærkede, at Le Pen er ung nok til at stille op ved næste valg om fem år.

»Vi må holde op med at lave et kæmpedrama ud af 0,2 eller 0,5 procents overskridelse af underskuddet i andre eurolande. Tyskerne hidser sig op, men vi må se på proportionerne. Vi må gøre op med vores finanspolitiske ortodoksi…….Vi overskred  selv Maastricht-kriterierne (de første år af ØMU-samarbejdet), men det skabte vækst. Nu må vi tyskere også lade andre lande få denne fleksibilitet,« sagde Gabriel. Han lagde her flere gange vægt på, at den kun kan gå hånd i hånd med Macrons løfter om reformer af det franske arbejdsmarked og socialsystem. (Information).

Men det andet parti i regeringen deler åbenbart ikke dette syn: “Kun det forbundstyske finansministerium siger noget andet, lød det fra Gabriel med en hilsen til finansminister Wolfgang Schäuble” (CDU).

Det er dog, som det påpeges senere i artiklen, ikke helt korrekt. Der er valg i Tyskland til efteråret, og der er en udbredt frygt i CDU for, hvordan de tyske vælgere vil reagere, hvis der gives los i finanspolitikken. Er det os, der som skatteydere vil komme til at betale regningen for redde Macrons skind? vil de tænke. Ganske vist har den tyske økonomi store fordele af, hvad der for den er en undervurderet fællesvaluta, men derfra og så til at udvise overnational solidaritet, ser der ud til at være et stykke vej! EU har endnu ikke formået at udvikle en tilstrækkelig stærk fælleseuropæisk identitet.

Advertisements

Comments Off on “Minoritetspræsidenten” og EU’s fremtid – opdateret

%d bloggers like this: