Gregers Friisberg

Italien og euroen

Posted in EU by Gregers Friisberg on 28/05/2018

Har den italienske præsident begået en slags statskup ved ikke at anerkende den nyudnævnte regeringsleder Giuseppe Contes valg af finansminister. Kandidaten, Paolo Savona, falder ikke i præsidentens smag, fordi han er kritiker af euroen, og han og de to nye – såkaldt “populistiske” – regeringspartier kan ende i en situation, hvor Italien må forlade euroen.

Det mener præsidenten er uforeneligt med italienernes økonomiske interesse.

Det er spørgsmålet, om præsidenten overhovedet har beføjelser til dette. Han er indirekte valgt af medlemmer af Deputeretkammeret og Sentatet, henholdsvis Andet og Førstekammer i parlamentet, plus delegerede fra provinserne, en forsamling på i alt godt 1000 personer. Og han forventes at føre en politisk-konstitutionel stabilitetspolitik, men ikke en politik, der skal sørge for finansiel og økonomisk stabilitet.

Italiensk parlamentsvalg marts 2018

Party % af stemmer ved valg 2018 Ændring i pct i forhold til foregående valg
 Fem stjerne bevægelse 32.22 6.62
 Democratisk Parti 18.9 -6.5
 Lega 17.69 13.59
 Forza Italia 13.94 -7.66
 Fratelli d’Italia 4.35 2.35
 Fri og Lige 3.38

Resultatet af det italienske parlamentsvalg, jvf ovenfor, blev et flertal til de to “populistiske” partier Femstjernebevægelsen og Lega. Tilsammen fik de omkring 50 pct af stemmerne og flertal i parlamentet. Og de har efter lange og trange forhandlinger opnået en form for enighed om dannelse af en regering.

Det er en regering, der straks kom på koalitionskurs med EU og finansmarkederne. Ganske vist tager den forslag om udgangsmuligheder fra euroen, af bordet, men dens økonomiske politik med f.eks. gennemførelse af et borgerlønsforslag fra Femstjernebevægelsen og offentlige pensioner vil med Italiens gælds- og offentlige finansproblemer antagelig kunne udløse en ny eurokrise.

Præsident Mattarella gav som begrundelse for sit krav, at “usikkerhed om vores stilling i euroen har foruroliget italienske og udenlandske investorer, som har investeret i obligationer og virksomheder”. (The Guardian 28.5.).  Den stigende rente på italienske statsobligationer (som er med til at finansiere en statsgæld på i forvejen 130 pct af BNP) vil formindske mulighederne for fortsatte velfærdsudgifter og dermed udsætte italienerne for risici.

 

Det kan nok være et uangribeligt argument, men ikke et argument for en præsident at agere på med de konstitutionelt definerede beføjelser, han har. Italien er dermed kastet ud i en forfatningskrise, hvor mulighederne for nyvalg nævnes som en løsning. Vælgerne skal tale. Men vælgerne har jo allerede talt. Og det nytter ikke at nedgøre deres tale som “populisme”. Det er et begreb, der i stigende grad bliver brugt til at karakterisere politik, man ikke bryder sig om. Men egentlig er det ret udemokratisk ikke at ville anerkende et valgresultat som det foreliggende.

Det stiller igen eurokonstruktionens store problemer med at kunne udforme en politik, der er gavnlig for både den nordlige og sydlige del af området, på spidsen. Italien har efterhånden gennemlevet ti år med økonomisk stagnation og faldende levestandard som følge af den spareorienterede finanspolitik i eurozonen.

Udvikling i BNP pr indbygger i tusinder af $ i faste 2010 priser
BNP pr indb ItalGer
Kilde: Verdensbanken.

Tallenes tale er tydelig, jvf ovenfor. Det gennemsnitlige BNP pr indbygger ligger i 2018 på et niveau a la årtusindeskiftet. Mange unge er arbejdsløse. Der er dannet et stort prekariat med usikre beskæftigelsesforhold.  I frustration over manglende styr på udviklingen er mange vælgere gået over til de såkaldte “populistiske” partier. “Populisme” er i den sammenhæng et ord, der bekvemt hentes ned fra det “politologiske” vokabularium. Reelt er det et ord, der i denne sammenhæng er blottet for indhold og blot viser en afstandtagen fra disse vælgeres ret til at foretage et demokratisk valg.

Der har dog ellers være visse tendenser til forbedring af Italiens økonomi de sidste par år.
Væksten har ikke været vild, men der er tendens til positiv økonomisk vækst og langsomme forbedringer af arbejdsløshedstal, som figuren ovenover også lader antyde. Betalingsbalanceudviklingen har den seneste tid forbedret sig og er altså udtryk for en langsomt forbedret italiensk konkurrenceevne, og det er denne udvikling, nogle er bange for sættes over styr.
Men som i andre dele af Europa ser man en tendens til regionale forskelle i udvikling – i Italien mellem den nordlige og sydlige del af landet. Det er forskelle i regionaludvikling, som slår særlig stærkt igennem i Italien.
Landet føler sig også svigtet af det øvrige EU i immigrationspolitikken, hvor store ord og fælles oplæg til løsninger ikke er blevet til noget, og Italien står alene tilbage med problemet at skulle håndtere et stort tal migranter udefra.

Den italienske forfatningskrise kan også ses som symptom på de nye politiske værdier i et Europa i forandring. Den gamle fordelingspolitik med højre-venstre skala har delvist måttet vige for værdipolitikken, hvor indvandringsspørgsmål, lov-og-orden politik, miljøpolitik og andre aktuelle politiske sager trænger sig på. Det viser sig f.eks. i valgresultatet for Det demokratiske Parti, en slags socialdemokratisk parti, som længere tilbage er arvtagerne fra euro-kommunismen, den tidligere stærke kommunistiske bevægelse i Italien. En del af disse stemmer kan være gået til Femstjernebevægelsen. De “fordelingspolitiske” islæt viser sig dog stadig i form af forslag om omlægning af offentlig velfærd (borgerløn, pensioner).

Det er en politisk noget umage koalition, idet Lega, det tidligere regionale Lega Nord, er et højreorienteret parti med forslag om skattelettelser. De to partier er fælles i en kritik af euroen for at “kvæle” (bl.a. formuleret som et “tysk bur”) Italiens økonomi med Euro- Finanspagtens krav om budgetdisciplin.

Fra en EU-vinkel ses de økonomisk-politiske forslag som noget, der vil lægge en bombe under den stabilitetsorienterede politik, euro-zonen har forsøgt at føre.
Problemet med denne politik er, at den er meget langsomt virkende i det sydlige Europa, og den risikerer at sænke dele af dette område i en slags “Grækenlandssyndrom” – , hvor statsgælden kommer ud af kontrol.

 

Advertisements

Comments Off on Italien og euroen

%d bloggers like this: