Gregers Friisberg

Allons Enfants!

Posted in Økonomi, Frankrig, Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 09/12/2018

Les Gilets Jaunes – de “gule vestes” oprør. Er det en gentagelse af poujadismen, eller er det en form for græsrodsbevægelse?

Under alle omstændigheder ser man en bevægelse, der i stand til at ryste – ikke alene Frankrig, men også Europa i øvrigt.

Pierre Poujade var en fransk politiker, som satte gang i et oprør imod stigende skatter i 1950’ernes midte.

Det, vi ser nu, er ikke poujadisme. Der er genkendelige træk. Den lille mands oprør imod en overvælgende statsmagts krav om skatter og administrativ regulering. Men poujadisme havde sin rod i små erhvervsdrivende og deres kamp for økonomisk overlevelse. Det gav grobund for en særlig form for populistisk politik.

De “gule vestes oprør er bredere funderet – også selv om det er startet som et oprør imod en økoinspireret forhøjelse af benzin- og dieselafgifter.

Bevægelsen er vanskelig at rubricere efter almindelige politologiske kasser. Normalt er der i et demokratisk politisk system et slags transmissionslag imellem de valgte politikere og vælgerne. Det består af politiske partier, pressionsgrupper og græsrodsbevægelser, som formidler imellem de ledende politikere og folket. Det er væk i dette tilfælde. De gule veste har skåret dette led over og er gået i direkte clinch med magten. Det kan give potentielle risici m.h.t. muligheder for, at den kan blive hijacked af interesser, som ikke umiddelbart er så rare.
Det varede temmelig længe før “Jupiter”, Præsidenten selv, vovede sig ud af sit hi i Elyseepalæet for at sige nogle ord til folket om sagen.

Bevægelsen har i sit udspring været meget tværpolitisk sammensat. Venstre- højredimensionen har ikke kunnet bruges til rubricering af deltagerne. At repræsentanterne for politiske grupperinger og ideologier siden er løbet til og forsøgt at sætte sit præg på bevægelsen, fortolke den og give den retning, rører ikke ved, at den fra start var a-ideologisk.

Aktionerne startede i midten af november 2018 ved at personer fra store dele af den franske provins satte hinanden stævne via Facebook og foranstaltede vejblokeringer ved rundkørsler og vejknudepunkter.
Anledningen kunne synes bagatelagtig – for “eliten” – en ca 50 øres forhøjelse af dieselafgifter for at undgå forurening af diselpartikler og CO2. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Økoskatten vendte fordelingsmæssigt den tunge ende nedad. Det, der var en økoproblematik for de højere magter, var et anslag imod livsformen for mennesker, der var afhængige af at bruge bil til at komme til og fra arbejde i småbyer og mellemstore provinsbyer uden meget offentlig transport.

Diagonalevide

Ifølge den franske geograf Hervé Le Bras kommer en stor del af de aktive i De gule Veste fra det, han kalder den tomme diagonal (Le Diagonal Vide), en diagonal, der går fra Ardennerne i nord til Pyrenæerne i syd, jvf Frankrigskortet ovenover. Det er et område, der igennem nogle årtier er blevet affolket, bl.a. som følge af den globaliserede økonomis måde at allokere befolkning, kapital og ressourcer på efter den økonomiske logik i denne form for økonomisk udvikling. Befolkningstømningen er yderligere forstærket af nedskæringerne på offentlige velfærdsbudgetter, der forsøger at imødekomme den perverse økonomiske logik i den nyliberale globaliseringsdiskurs. I området inden for diagonalen er man blevet afhængig af bilen til transport til og fra arbejde og til de daglige indkøb, hvor der bliver længere og længere imellem megabutikkerne.

Det var dog meget mere end denne afgift på brændstof, der satte gang i gemytterne. Det var protester imod den stigende ulighed i Frankrig, som har været på vej længe, og som præsident Macrons nyliberale reformer har uddybet.

De dygtige og aktive på arbejdsmarkedet skulle have flere incitamenter. Derfor afskaffelse af formueskat og reduktion af skatter på investeringsindkomst og på virksomhederne. Hertil kom et mere “fleksibelt arbejdsmarked” igennem lovindgreb imod fagforeningernes normsættende magt på arbejdsmarkedet.

Det havde måske ikke fået de virkninger for udløsning af aktioner og protester, hvis reformpolitikken var lykkedes, og det franske BNP og indkomsterne var steget markant. Det skete ikke. Godt nok har Frankrig fået lidt del i den økonomiske vækst i euro-zonen de sidste par år, men slet ikke tilstrækkeligt til markant at reducere den fortsat meget høje arbejdsløshed. Og fremgangen i indkomster er højst ulige fordelt. De allerrigeste har fået en uforholdsmæssig stor andel, og de lavere indkomster (herunder “middelklassen”) en ringe del.

Måske som en følge af den særlige politiske kultur i Frankrig er protesterne sat ind her først. Men der er nok ikke noget mærkeligt i, at de ser ud til at brede sig til Belgien og Holland. Hvad skyldes det?

Det er muligt, at den økonomiske politik i euro-zonen kan give en del af baggrunden for det. Den såkaldte “austerity”-politik med vedtagelsen af finanspagten i 2015, der kun giver rum for et underskud på statsbudgetterne på 0,5 pct (“strukturelt” underskud) levner ikke mange frihedsgrader for regeringer, som vil stimulere økonomien og dermed bekæmpe arbejdsløshed v.h.a. offentlige investeringer.
Til gengæld har austeritypolitikken (nedskæringer på offentlige budgetter m.h.p. budgetbalance) ikke givet nævneværdige problemer for de mest konkurrencedygtige euro-zoneøkonomier, f.eks. Tyskland.  Traditionelt har Frankrig kunnet gøre noget ved faldende konkurrenceevne i forhold til Tyskland ved at devaluere franken. Det kan man ikke, når man er med i euro-zonen.

Det er formentlig i denne påtvungne økonomiske stagnation, hvor man er bastet og bundet af den “hårde euro”, der er en væsentlig baggrund for de protester, man ser nu. Og hvis den såkaldte “højkonjunktur” er ved at fade ud, og den stramme økonomiske politik opretholdes, vil man nok komme til at imødese nye, og måske forstærkede protester.

Figur 1: BNP pr indbygger (Internationale $ købekraftsparitet)

BNP Tyskl Frankr

Kilde: Verdensbanken.

Diagrammet ovenover siger det tydeligere end nok så mange ord. Af de to lande er det især Tyskland, der har fået glæde af Euro fort  (“faste og stærke euro”) politikken. Tyskland stryger forbi Frankrig og fortsætter mere og mere i overhalingsbanen,  omtrent lige fra det øjeblik, hvor den fælles euro indføres (omkring 2000). Den franske økonomi har stagneret, og det har ikke hjulpet på det, at man har ført en kynisk “reformpolitik”, der især har begunstiget de højeste indkomster.

Advertisements

Comments Off on Allons Enfants!

%d bloggers like this: