Udenrigspolitik på listefødder

EU har sin egen diplomatiske mission i USAs hovedstad Washington. Det har man set som nødvendigt for, at unionen kan være repræsenteret på effektiv vis over for de amerikanske forbundsmyndigheder. Det er der ikke i sig selv noget mærkeligt i.

Men man kan risikere, at det politiseres. Mange vil f.eks. spørge: Hvilken rolle får EU herved, og hvordan italesættes EU i det globale magtspil? Der er en hel teoriretning i International Politik, der ser det internationale spil i høj grad bestemt af, hvordan “virkeligheden tager sig ud” i vore øjne. Når aktørerne agerer sker det ud fra billeder af, hvordan Verden ser ud. Og det vil indebære, at EU “tager sig mere ud” i Verdensbilledet, der er konstrueret, som en enhed – en potentielt supermagt om man vil, mere end som blot en samling af stater.

Der kan også ske “politisering” på andre måder. USA har – uset af de fleste – for ikke så længe siden downgradet EU-missionens akkreditering (diplomatisk “tilmelding”) over for den amerikanske forbundsadministration fra nationsstatus til status som international organisation.  Det ser ud til at vække harme i Europa, idet det ses om en slags “næse” (snub). – Og sådan er det vel også tilsigtet fra Trumpadministrationens side. EU blev ikke engang orienteret om den ændrede status.

Selv om USA og EU/europæiske NATO-medlemmer er allierede, har præsident Trump set EU som i bedste fald en konkurrent, i værste fald en slags fjende. Man erindrer stadig, hvordan forbundskansleren og EU-toppolitikeren Angela Merkel blev “snubbet”  af Trump under sit første besøg i Washington. Det kunne ses som macho-adfærd, men nok også et udtryk for en demonstration af, hvem der er den stærke i det globale væddeløb, USA eller EU/Tyskland.

Man kan også forsøge at være venlig over for Trump og f.eks. se drengestregerne i forbindelse med Merkel-besøget og efterfølgende topmøder som udtryk for manglende erfaring som politiker.
Eller man kan se en form for begrundelse i Trumps nulsums-verdensbillede. Når USA skal gøres Great Again, hænger det i Trump-optikken bl.a. sammen med, at de påstået ulige handelsrelationer, der viser sig i et stort amerikanske betalingsbalanceunderskud over for EU. Det skal der bødes for. Det ses ikke som et resultat af dårligere amerikansk konkurrenceevne, som det kunne være op til USA selv at gøre noget ved igennem.

En tredje mulighed er at se det som en på sæt og vis velplaceret snub.   Og altså i virkeligheden ikke en snub, men en realistisk forholden sig til, hvordan Verden ser ud.  For, som en dansk politiker har formuleret det: “Unionen er stendød”. Og hvorfor skal den så repræsenteres som “nation” i Washington. Det kan være venligt nok at lade den være en “international organisation”.

Sagen er nok, at EU er både det ene og det andet. Og at sige, at EU kun er én af delene, er noget af en tilsnigelse, et udtryk for, at man ikke vil anerkende af denne økonomiske supermagt (og militære og politiske dværg) hører til den virkelighed, man bliver nødt til at forholde sig til.
Det er desværre udtryk for Trumps klodsede tilgang til udenrigspolitik, herunder sine allierede, at han ikke erkender, at virkeligheden er mere kompleks end som umiddelbart givet, og at man ikke altid bare kan verbalkonstruere sig ud af den.

 

Advertisement