Gregers Friisberg

Grøn New Deal

Posted in Økonomi, Global økonomi, Klimapolitik by Gregers Friisberg on 06/03/2019

Forslag til Grøn New Deal blev fremlagt for Repræsentanternes Hus af et af de nyvalgte demokratiske Kongresmedlemmer Ms. OCASIO-CORTEZ. Det var ved fremlæggelsen støttet af 60 repræsentanter (medlemmer af House of Representatives) og 10 senatorer.

Det er udformet som en resolution, der opfordrer til handling/lovgivning inden for klimaområdet. Det består af forslag til grøn økonomisk omstilling af det amerikanske samfund.

Betegnelsen New Deal er bevidst valgt. Det refererer til den New Deal, som præsident Franklin D. Roosevelt fremlagde i 1930’erne efter en lang periode med økonomisk stagnation og stigende ulighed i det amerikanske samfund. Ligesom dengang er det et opgør med en herskende nyliberal ideologi. Roosevelts New Deal førte til vedtagelse af offentlige arbejder, velfærdsforanstaltninger (arbejdsløshedsunderstøttelse, social security m.m.) og til en langt mere progressiv beskatning, dvs procentvist stigende skatteskala for højere indkomster.

Den grønne new deal (“”ny “kontrakt”/fordeling med grøn omstilling””) tager udgangspunkt i FN-rapporten fra 2018 ‘‘Special Report on Global Warming of 1.5 degrees Celsius’’  udarbejdet af  FN-organet IPCC, the Intergovernmental Panel on Climate Change, ifølge hvilken temperaturstigningen bør holdes på 1,5 – 2 grader. En stigning ud over 2 grader vil føre til voldsomt øgede konsekvenser af klimaændringer (stigning i vandstanden i havene, vilde brande i tørre områder og flere cykloner og storme).  For at undgå det skal der ske:
(A) globale reduktioner i udledning af drivhusgasser på 40 – 60 percent fra 2010 niveau senest i 2030;  og
(B) netto – 0 globale emissioner i 2050.

Resolutionsteksten konstaterer, at USA historisk har været – og er – en af de største udledere af CO2 (20 pct af global udledning). Det hænger sammen med det høje BNP pr indbygger, højt materielt privatforbrug, og en livsform med fossil energi anvendt til boligopvarmning og individuel biltransport.

Der skal altså ske en hastig omstilling til brug af langt mere vedvarende energi.
Heldigvis er – som resolutionen også gør opmærksom på – teknologien inden for vindkraft og solceller nu så fremskreden, at disse energiformer er ved at være kommercielt konkurrencedygtige i forhold til fossil energi. Men der skal foretages en enorm udbygning af infrastruktur for at omstillingen kan gennemføres.

Resolutionsteksten konstaterer, at på trods af det høje BNP pr indbygger lider USA pt under faldende gennemsnitlig levealder. Grundlæggende behov, så som ren luft, rent vand, tilstrækkelig adgang til sundhedsforanstaltninger, boliger, transport og uddannelse, opfyldes ikke for en betydelig del af befolkningen.
Lønningerne er stagneret for den almindelige befolkning henover de seneste 4 årtier. Og samtidig – og forbundet hermed – er der sket en afindustrialisering. Og der er ført en anti-arbejder/antifagforeningspolitik, der har bevirket, at timelønnen overordnet set er stagneret siden 1970’erne trods stigende produktivitet (produktion pr arbejder).
Resolutionsteksten beklager, at de almindelige lønmodtageres forhandlingsmagt (bargaining power) er reduceret, og det har medvirket til stærkt stigende ulighed i det amerikanske samfund, idet lønmodtagernes organisationsmagt ikke har kunnet hamle op med arbejdsgivernes/de selvstændiges organisationsmagt.

Der er nu, efter den store recession, tale om den største indkomstulighed i USA siden 1920’erne:

(A) Den øverste 1 procent af indkomstmodtagerne fik 91 procent af indkomstfremgangen i de første år af indkomsternes stigning efter Den store Recession;
(B) Der er en kæmpemæssig racebestemt ulighed i formuefordelingen, der “beløber sig til en forskel på 20 gange større formue for den gennemsnitlige hvide familie i forhold til den gennemsnitlige sorte familie”
(C) Et kønsmæssigt løngab mellem mænd og kvinder således, at kvinder tjener ca 80 procent af, hvad mænd tjener (målt ved medianen).

Herefter opregner resolutionen i punktform, hvad der kan gøres ved disse problemer.

Resolutionen sætter en ny dagsorden og udviklingsretning for USA i forhold til den hidtidige nyliberale agenda.
Det er forbundsregeringens opgave at gennemføre en grøn New Deal for at bringe drivhusudledninger til ophør. Det skal ske ved en gennemgribende omdannelse af energiforsyningen til rene, vedvarende energiformer.
Der skal laves en universel sundhedsreform med dækning for alle amerikanere, gives jobgarantier og laves gratis højere uddannelser.

Det er et stort skifte i Demokraternes politik i forhold til tidligere, hvor man i klimapolitikken gik ind for handel med CO2-kvoter, dvs erhvervslivet skulle kunne købe sig til udledningsrettigheder. Det har imidlertid været vanskeligt at nå langt med denne markedsmodel for CO2-reduktion.

Resolutionen har ikke udsigt til at kunne blive vedtaget med den nuværende sammensætning af Kongressen.
Dels har Demokraterne kun flertal i Repræsentanternes Hus, dels er en del af dette parti ikke tilhænger af forslaget i den nuværende form. Den demokratiske formand (speaker) i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har talt om energiomstilling og andre tiltag på det mere snævert klimamæssige område, som det, der bør tages op.

Republikanske kritikere har kaldt forslaget for “socialistisk”. Det ligger da også langt fra den trumpianske højrefløj. Trump har trukket USA ud af Paris-klimaaftalen (COP23).

Om det er “socialistisk” afhænger af, hvad man lægger i det begreb. Hvis man mener, at lighedspolitik og grøn omstilling er socialisme – så ja. Men med en anden begrebsanvendelse må man snarere sige, at det, der lægges op til, mere er en form for styret kapitalisme, end socialisme.
Man kan også kalde det for en vision om en mere levedygtig form for grøn kapitalisme end den liberalkapitalistiske model, der praktiseres i USA i dag.
For Ocasio-Cortez og flere andre af de i 2018 nyvalgte medlemmer af Kongressen er den grønne politik ikke bare en sektorpolitik, energipolitik, på linje med andre sektorpolitikker. Den vedrører tværtimod hele samfundet og skal ses som led i en samfundsændrende politik, hvis problemerne med global opvarmning grundlæggende set skal løses.

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: