Bag Racehierarki og forhånelse ligger økonomisk ulighed

Den amerikanske præsident Donald Trump fik for et stykke tid siden journalister og politikere i Washington til at spærre øjnene op, da han udtalte de for en præsident hidtil ubrugte ord som: at nigerianske immigranter til USA “aldrig ville tage tilbage til deres hytter“. “Haitianere har aids” og “Hvorfor lader vi alle disse mennesker fra disse lortelande komme ind?” (“Why are we having all these people from shithole countries come here?”). Det ligger underforstået her: Hvorfor tillader vi egentlig det? Vi kunne jo bare lade være – ikke sandt?

Ja, bortset fra, at amerikansk økonomisk imperialisme kan have et betydeligt medansvar for, at Haiti er endt som “shithole country”.

almadeafrica
Kilde: El Pais, 27.5.2019. Forståelsen af ord afhænger af den kontekst, de siges i. I billedet ovenover vender det andalusisk-afrikanske fodboldhold Alma de Africa forhånelsen på hovedet og gør den til satire. Det gælder ord som negro, gorila, nigga, esclavo, moro (maurer), mono (abe), sin papeles (uden papirer, dvs illegal indvandrer), morena (mørk), ord, der er brugt forhånende imod afrikanere, også ved fodboldkampe. Brugt i anden sammenhæng som navne på fodboldtrøjer, bliver ordene satiriske og vendt imod racisterne.

 

Det er usædvanlige bemærkninger, – måske ikke for en højrenationalistisk populist, men for en amerikansk præsident, som man sædvanligvis vil forvente et vist åndeligt og sprogligt niveau af.

Nu har vi i Danmark fået en lokal aflægger. Ja, måske har vi haft sådan en længe, men nu bliver det i ekstrem grad tydeliggjort, f.eks. når politikeren Rasmus Paludan siger:

Når man som xxxxxx og de fleste negere i Sydafrika ikke er begavede nok til at kunne se, hvordan tingene rent faktisk forholder sig, så er det meget nemmere kun at se i sort/hvid og give skylden til de hvide. Selvfølgelig fordi vi ved, at IQ70-personerne, altså personer fra lav-IQ-befolkningsgrupper, ikke magter at styre en nation, fordi de simpelthen ikke evner det. Deres kognitive funktionsniveau er for lavt til, at de kan styre en nation“.

Folk som Paludan og Trump laver med disse betragtninger om deres medmennesker den ret vidt udbredte fejlræsonnering, at de sætter lighedstegn mellem de materielle livsvilkår og folks (kognitive) evner og altså dermed ræsonnerer, at det er laverestående mennesker. Der tages ikke udgangspunkt i, at det materielle niveau kan være et resultat af en kolonial arv og økonomiske vilkår, der er givet med de økonomiske magtforhold i Verden. Lande som Haiti og Nigeria har historisk fået tildelt en placering i den internationale arbejdsdeling og økonomisk-teknologiske værdikæde, som det kan være svært at komme ud af.

Det er altså denne placering, der er skyld i, at der i intellektuelt dårligt funderede hoveder opstår kortslutninger, som er udtryk for opfattelsen af et “racemæssigt hierarki”, som artiklen i The Atlantic formulerer det. Folk er overfladisk set tilbøjelige til at sætte lighedstegn imellem synlige symboler på rigdom og den åndelige/intelligensmæssige habitus. Og det er farlig kortslutning.

Bag racehierarkiet ligger et økonomisk hierarki. Der er stor forskel mellem rige og fattige lande m.h.t., hvor stor produktionen pr indbygger er, når den måles som et gennemsnit (BNP pr indbygger).

Forskellene i Verden er målt af FN’s udviklingsorganisation UNDP i den årlige Human Development Report.  Her får man et human development index, HDI, frem, der altså viser udviklingsniveau på en række variable for menneskelig velfærd, ligestilling, sundhed, uddannelse, mv.

Der er også banker og økonomiske magasiner med repræsentation i mange lande, som laver undersøgelser over prisniveauer og løn- og omkostningsniveauer forskellige steder i Verden.
Hvad koster det eksempelvist at producere en nogenlunde ensartet vare som en BigMac eller en cappuchino? Priserne kan vise, om valutaer er over- eller undervurderede, når priserne omregnes til en fælles valuta, feks. $. Og det viser forskelle i omkostninger. Hvis lønnen i cafeerne er høje, koster en cappuchino mere, end hvis de er lave, selv om forskelle i effektivitet kan modvirke virkningen af lønforskellene.
I København er prisen på en cappuchino høj, fordi løn og husleje er høje.  I Cairo er prisen langt lavere, fordi husleje og lønninger er betydelig lavere.

Månedsløn efter skat i amerikanske (USD) dollar i rige og fattige storbyer:

MaanedsloenDollar
Kilde: https://www.dbresearch.com/PROD/RPS_EN-PROD/PROD0000000000494405.pdf . En del af ændringerne fra 2014-19 afspejler dollarrevaluering i perioden.

Det økonomiske hierarki er enormt. Ganske vist er leveomkostninger/priser betydelig højere i USA eller Danmark i forhold til Nigeria eller Egypten. Men alligevel er leveniveauet langt højere de rige steder. Det giver ikke nogen ret til at kalde de fattige steder for “shitholes”. Det er racistisk, fordi de ikke selv er skyld i det.

De fattige lande har været udsat for økonomiske kræfter, de ikke har kunnet kontrollere. Og de er det stadig. De dramatiske fald i månedslønnen i Tyrkiet og Argentina afspejler f.eks. de kraftige devalueringer af disse landes valutaer, som fandt sted fra 2014-2019. Samtidig steg den amerikanske dollar i værdi.

De foregående års økonomiske fremgang blev afløst af fald, når investorer trak penge ud af de to lande, hvorved efterspørgselen efter deres valutaer faldt, og de devaluerede. Hvad der fik voldsomme konsekvenser for inflation og levestandard for den almindelige befolkning. De er ofre for økonomiske kræfter udefra – som de stort set altid har været. Oven i det skal de lide den tort at blive kaldt “shitholes”.

 

 

Advertisement