Gregers Friisberg

FV2019 og den svære vej frem i det nye folketing

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 07/06/2019

På en måde kan man sige, at vælgernes tale var klar ved folketingsvalget den 5. juni. Man vil have “en ny retning for Danmark”. Der blev et “rødt flertal” i folketinget på 91 mandater (SD 48, Enh.listen 13, SF 14 og Radikale 16).

Men det blev alligevel til en slags “grumset folketing”, idet disse 4 partier indbyrdes stiller med ret så forskellige krav og er forskellige i deres økonomiske politik. De Radikale har nok et  humanistisk hjerte for børnene fra Sjælsmark og flygtninge/asylansøgere, hvad der har givet partiet et godt valgresultat (fordobling af mandattallet), men de har en borgerlig økonomisk politik, der ikke lader blå blok meget tilbage m.h.t. ønsker om arbejdsmarkedsreformer efter bedste nyliberale opskrift, så arbejdsudbudet kan øges til de danske virksomheder, der angiveligt midt under højkonjunkturen står og mangler arbejdskraft.

Det lagde op til svære regeringsforhandliger for den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen, der fik til opdrag af dronningen at skulle undersøge mulighederne for dannelse af en regering, der ikke ville få et flertal i Folketinget imod sig.

VHkosmopol

Note: Ordet “globalisering” kan ses som et tvetydigt begreb i  den værdipolitiske akse øverst. Ved åbenhed for globalisering forstås der, at man går imod nationalistiske løsninger og ind for mere samarbejde i politisk globalisering. Men der kan være modstand imod negative virkninger af den som f.eks. social dumping som konsekvens af arbejdskraftens frie bevægelighed. Den vandrette fordelingspolitiske akse er en traditionel VH-akse, der går på ligheds-ulighedspolarisering via skattepolitik og velfærdspolitikkens fordelingsvirkninger. Links;  Danmarks Statistiks temaside om folketingsvalget. Se i øvrigt valgresultatet her: DR’s overbliksartikel med valggrafikker,., DR’s webdok, hvor man kan se fordelingen af de 3,6 millioner stemmer – helt ned til lokale gymnastiksale.

 

Mette Frederiksen ønskede at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Der var mange modstridende politikker, der skulle falde i hak, før en sådan regering ville kunne få tilstrækkelig parlamentarisk støtte.
Mette Frederiksen har drejet Socialdemokratiet til højre i indvandrerpolitikken. Begrundelsen er angiveligt, at prisen for ureguleret globalisering med masseindvandring og fri bevægelse af arbejdskraft er blevet betalt af arbejderklassen i form af lavere realløn igennem større konkurrence om jobs og boliger. Hun har set værdipolitik i et fordelingspolitisk perspektiv. Det har hjulpet med til at kapre vælgere fra Dansk Folkeparti, men gjorde det vanskeligere at indgå aftale om parlamentarisk støtte med venstrefløjen (incl. Radikale), der nu værdipolitisk står langt til venstre for hende i disse politiske sager.
På den anden side har det løftet det værdipolitiske åg, som Socialdemokraterne har måttet leve med siden 2001, nemlig at valg og regeringsdannelse i Danmark har været bestemt af, at DF og andre borgerlige partier har “spillet det indvandrerpolitiske kort” og derved har kunnet holde sig ved magten.

Når hun ville danne en mindretalsregering, er det åbenbart for at stå med større manøvremuligheder i det nye folketing, idet hun vil kunne bruge de højrestillede partier til et samarbejde om vedtagelse af finanslov og økonomisk politik, samt ikke mindst indvandrer- og udlændingepolitik, og de venstrestillede partier til dele af velfærdspolitikken, klima- , energi- og transportpolitik. DP

De Radikale kan komme til at overspille deres genvundne position som kongemager midt i HV-spektret. De har som “kongemager” og tunge på vægtskålen muligheden for at lægge deres lodder i den ene eller anden vægtskål.

Det er forståeligt, at Mette Frederiksen vælger étpartiregeringsstrategien, idet bl.a. “vælgerlussingen” til Dansk Folkeparti (DF) delvist kan forklares ved vælgere, der er trætte af den form for blokpolitik, der er ført de forløbne år, hvor mange forlig i Folketinget mellem den blå regering og DF er startet i DF’s inderkreds og har fået farve af den xenofobiske politik, partiet har stået fadder til.
Integrationsminister Inger Støjbergs fødselsdagslagkage med fejringen af 50 udlændingestramninger er ikke kun symbolpolitik, men udtryk for en snigende xenofobisering af dansk politik og den politiske diskurs, der til sidst viser sig at have taget alt for mange vælgere med bukserne nede om haserne.

Det er imidlertid et spørgsmål, om Frederiksens håb om en  “a la carte parlamentarisme” vil være en holdbar vej frem i det nye folketing.
De partier, hun indgår forlig med på nogle områder, vil forsøge at stille betingelser, der binder hende på andre områder.

Når hun går efter denne strategi, er det formentlig bl.a. på baggrund af erfaringerne med S/SF/R – regeringsdannelsen i 2011, hvor De Radikale var bundet op på forlig indgået under den tidligere VK-regering, og dette kom til at lægge rammer for S/SF/R-regeringens arbejde – og dens sluttelige sprængning i januar 2014, da SF gik ud.
Foranlediget af intern splittelse omkring spørgsmålet om salg af aktier i DONG Energy til Goldman Sachs måtte SF gå ud.

Socialdemokratiet er bundet af velfærdsforliget fra 2006. Hovedideen i dette forlig er at opjustere alderen for, hvornår danskerne gennemsnitligt kan gå på pension, i takt med den stigende levealder. Det er svaret på “den demografiske udfordring”, der ellers vil gøre det vanskeligere at finansiere velfærdsstaten (flere og flere over-80-årige, der skal forsørges af færre og færre i de arbejdsdygtige aldre).
Det har ligget som en skygge over SD’s forsøg på at formulere en ny pensionspolitik. Og det har formentlig spillet en rolle for partiets valgresultat, at man ikke over for vælgerne har kunnet skabe klarhed over de fremtidige pensionsvilkår, når og hvis partiet kommer til magten.

Efter nogle ugers forhandlinger kunne Mette Frederiksen præsentere en socialdemokratisk mindretalsregering, som skal bygge på parlamentarisk støtte fra de partier, der anbefalede hende som leder af forhandlingerne om dannelse af regering. Enigheden mellem partierne blev formuleret i en aftale.

BILAG:
Et nyt paradigmeskifte?

Den helt store knast for de kommende regeringsforhandliger bliver formentlig det såkaldte “paradigmeskift”, som det tidligere folketing – foranlediget af DF – vedtog i starten af 2019. Det var i medfør af finanslovsaftalen for 2019, og går under navnet Lov 140: Ifølge Folketingets web lyder det således (resume):

Ministerområde:

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Resumé:
Lovforslaget er en implementereting af de dele af finanslovsaftalen mellem regeringen (V, LA, K) og Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. Aftalen blev indgået den 30. november 2018.
Lovforslaget indeholder ændringer i en række love herunder særligt udlændingeloven, integrationsloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og den kommunale og regionale valglov mm.
I udlændingeloven ændres ordlyden i § 7 og § 8, så det fremgår, at opholdstilladelserne gives med henblik på midlertidigt ophold. Samtidig understreges, at hovedreglen ift. flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse skal være, at en opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, når det er muligt, med mindre det er i direkte modstrid med Danmarks internationale forpligtelser. Ministeren får endvidere mulighed for at indføre et loft over familiesammenføring, hvis kapaciteten hos udlændingemyndigheder og absorptionsevnen i kommunerne er under pres.
Lovforslaget indeholder endvidere en skærpelse af reglerne og straffen for at overtræde opholds- og meldepligt for personer, der er til fare for statens sikkerhed, fremmedkrigere eller afviste udlændinge, der har begået kriminalitet. Et element i stramningen er muligheden for at indføre melde- opholdspligt på f.eks. øen Lindholm. Et andet element i forslaget er en øget straf for brud på et indrejseforbud. Straffen udløses også ved førstegangsovertrædelser.
Derudover omdøbes Integrationsprogram og Integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og til overgangsydelse. Samtidig reduceres satserne, og refusionen for hjælp i særlige tilfælde omlægges. Kommunernes pligt til at anvise en bolig ændres til en pligt til at anvise et midlertidig opholdssted. Det betyder, at det hidtidige retskrav på en permanent bolig til flygtninge ophæves.
Lovforslaget indeholder en styrkelse af mulighederne for og en øget rådgivning om repatriering. Personkredsen med adgang til repatrieringsydelse udvides. F.eks. får personer med dobbelt statsborgerskab adgang til repatriering.
Endelig ændres den kommunale og regionale valglov, så man skal ophold i Danmark 4 år forud for kommunale og regionale valg for at opnå valgret og valgbarhed mod 3 år i dag.
Lovforslaget trådte i kraft den 1. marts 2019. Dele af lovforslaget træder dog i kraft på forskellige tidspunkter over de næste to år.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 76 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 24 (EL, ALT, RV og SF)

 

Socialdemokraterne har altså stemt for dette, og Mette Frederiksen har personligt tilsluttet sig paradigmeskiftet.

Paradigmeskiftet er lodret imod, hvad de øvrige partier, især Enhedslisten og Radikale, mener. Der er tale om skærende kontraster i de politiske holdninger til et væsentligt politikområde. Det lykkedes dog i “aftalen” om et regeringsgrundlag at bygge nogenlunde bro over modsætningerne, så den nydannede regering kunne gå i gang med sit arbejde.

Comments Off on FV2019 og den svære vej frem i det nye folketing

%d bloggers like this: