Klimakrise: Point of No-return?

Britiske forskere mener, at man nu har nået the point of no return i klimaforandringsprocessen. Synspunkterne refereres i The Guardian i dag. Avisen sammenfatter videnskabsmændenes overvejelser i følgende figur:

Figur 1: Klimaprocessernes forbundethed

Tppingpoint
Kilde: The Guardian og Nature (som Guardian-artiklen referer til). Her fordansket af GF.

Indlandsisen er på vej tilbage i Grønland. Den arktiske iskappe reduceres i omfang. Det bevirker større områder med mørke havoverflader, der ikke reflekterer solen, som da det var dækket af is og sne. Dermed øges den globale opvarmning. Den øges også af den allerede kendte drivhuseffekt, der er en følge af den fortsatte øgning af CO2-udledning.

De stigende temperaturer påvirker permafrosten i Sibirien, så store mængder methan og CO2 frigøres. Den stigende frekvens af skovbrande som følge af den øgede tørke og kraftigere vinde/storme fører til øget CO2-udledning.

Om man har nået the point of no-return er naturligvis en fortolkningssag. I artiklen i Nature, som er kilde for Guardian tales der om, at klimaforandringerne nu drives af Dominoeffekter, jvf figuren ovenover.

Der er udfoldet mange apokalypse-visioner igennem verdenshistorien. Men denne gang kan man frygte for, at der er noget om det. Det hviler på mange videnskabelige målinger. Det er muligvis stadigvæk hypoteser, men hypoteser, der virker mere og mere sandsynliggjorte.

Hvorfor tager folk det så så roligt, som de tilsyneladende – måske bortset fra Eva Thunberg og unge i Extention Rebellion – ser ud til at gøre? Kan forklaringen være, at det sandsynligvis ikke er noget, der sker idag, eller i morgen og heller ikke de nærmeste år, men først om nogle årtier? På trods af megen snak om “Climate emergency” er det stadig primært blevet ved snakken.

Advertisement