Britisk valg

Det britiske parlamentsvalg 12.12.19 blev en bragende sejr for Boris Johnson og et lige så bragende nederlag for Labour.:

Party	Seats	Gains	Losses	Net	Vote share	Change	Total votes
Conservative	364	75	9	+66	43.6%	+1.2%	13,941,200
Labour	203	13	55	-42	32.2%	-7.8%	10,292,054
Scottish National Party	48	14	1	+13	3.9%	+0.9%	1,242,372
Liberal Democrat	11	3	13	-10	11.5%	+4.1%	3,675,342
Democratic Unionist Party	8	0	2	-2	0.8%	-0.1%	244,128
Sinn Féin	7	1	1	+0	0.6%	-0.2%	181,853
Plaid Cymru	4	0	0	+0	0.5%	+0%	153,265
Social Democratic and Labour Party	2	2	0	+2	0.4%	+0.1%	118,737
Green	1	0	0	+0	2.7%	+1.1%	864,743
Alliance	1	1	0	+1	0.4%	+0.2%	134,115
Brexit	0	0	0	+0	2%	+2%	642,303
Ind	0	0	23	-23	0.6%	+0.2%	196,843
Change	0	0	5	-5	0%	+0%	10,006
Other	0	0	0	+0	0.8%	-1.6%	263,556

National turnout (valgdeltagelse i pct af stemmeberettigede vælgere i hele landet): 67.25%

Johnson og De Konservative fik med 364 seats(mandater) absolut flertal (over 326 mandater) i Underhuset. Labour fik det dårligste valg siden 1935. En væsentlig baggrund er, at de afgørende swingvælgere i denne valgmåde med flertalsvalg i enkeltmandskredse har ønsket Brexit afgjort.

Kilde: Daily Mail

De Konservative har vundet mange stemmer i arbejdervalgkredse, hvor der var stort flertal for Brexit ved folkeafstemningen. Johnsons budskab har været enkelt: Let’s get Brexit Done, hvorimod det har været et mere komplekst budskab, Labour er kommet med, hvor man har forsøgt at gøre nedskæringspolitikken (austerity-politik) i over 10 år til væsentligt tema, og man ydermere har foreslået en ekstra folkeafstemning efter ny forhandling i Bruxelles. Det kunne synes oplagt, når folkeafstemningen gav resultatet 52-48, og der dermed sker en (u)demokratisk overkøring af de 48 pct, der har stemt remain.

Som man kan se på tallene, giver den britiske valgmåde fortsat anledning til problemer om forholdet mellem repræsentation af vælgerholdningerne i forhold til stemmeandele. F.eks. får De Grønne kun 1 mandat, hvor de ville være berettiget til langt flere (17-18), hvis der havde været forholdstalsvalg. Liberaldemokraterne får 11 mandater. Ved forholdstalsvalg ville de have fået 11,5 % af 650, eller over 70 mandater. Den liberaldemokratiske leder Jo Swinson blev ikke valgt. Hun tabte i sin valgkreds til en skotsk nationalist med knap et par hundrede stemmer.

Udviklingen i vælgerholdninger og politikerstrategier op til valget

Resultatet har ført til konservativ gennembrydning af det, man kalder “den røde mur”, Labours “sikre” bastioner i Midt, -Nord og Nordøstengland. Det kunne ligne et gennembrud for nationalkonservativ populisme a la Donald Trumps blandt arbejdervælgere i de amerikanske nordøstlige og midtvestlige industristater i 2016. Det er dog lidt anderledes i det britiske tilfælde.
Iagttagere af opinionsmålingerne op til valget hæfter sig ved, at de har haft tendens til at dele sig i to hovedkategorier, de, der forudsagde et muligt dødt løb (Hung Parliament) og de, der forudså en sejr til Boris Johnson lidt a la det faktiske valgresultat. Det afgørende har her været at få Brexit-sagen afgjort, en sag, der har redet briter som en mare i 3 1/2 år.
Èn tradition i vælgeradfærdssociologi arbejder med hypoteser om den irrationelle vælger.
Vælgerens stillingtagen og endelige valg er ikke alene et resultat af, hvordan det vil gå med pengepungen (både samfundets og den enkeltes), men kan være et resultat af følelsesstrømninger i dybere lag af psyken. I den sammenhæng tvinges vælgeren psykisk ind i en skruestik, når der kræves et binært valg (valg mellem kun to alternativer): Either You’re in, or You’re out of the EU. Man kan ikke både være med i EU og udenfor. Men det er i virkeligheden, hvad mange vælgere ubevidst ønsker. De vil både være med og ikke med. De vil ikke være med i en klub, der består af Bruxelles-bureaukratiet og højrøvede franske frog-eaters. Men de vil gerne være med, når talen er om nordiske velfærdsdemokratier og miljøsamarbejde.
Og i den sammenhæng har det ikke hjulpet, at man føler, landet er blevet til grin og det hæderkronede Westminsterdemokrati er trukket igennem sølet af den 3 1/2 år lange Brexit-proces.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at dødt-løb forudsigelserne var ukorrekte, men snarere sådan, at de to tendenser i målingerne har afspejlet en faktisk stor volatilitet i vælgerholdningerne. Mange har været i tvivl og besluttede sig først til sidst. Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at indeks over gennemsnit af meningsmålinger rammer relativt tæt på valgresultatet. Se f.eks. The Guardians indeks over gennemsnit af målinger:

Kilde: The Guardian.

Det voksende gab mellem Labour og Liberaldemokraterne afspejler formodentlig, at Remain-tilhængere samler sig omkring Corbyn, hvor de i starten af oktober snarere var tilbøjelige til at gøre Jo Swinson fra LibDems til bannerfører for det synspunkt. Det er denne polaritet, som Corbyn kunne have udnyttet til at få en mere fokuseret kampagne.

Boris Johnson har nok i højere grad været heldig med at skabe sig et klart fokus, der har samlet op på vælgere. Han har bevæget sig imod midten, jvf omtalen nedenfor at hans simple valgprogram. Han har skabt enkle symbolpolitiske slogans: Get Brexit Done. One-Nation Britain, The People’s Government.
Han har dermed udfyldt noget af den tomme plads inde i centrum, der er opstået igennem Corbyns markante valgmanifest og relativt svært gennemskuelige Brexit-politik.
Johnson har endvidere opfanget mulighederne i det, sociologiske teorier om vælgeradfærd kalder affektiv polarisering. Den traditionelle klassepolitik/klassebevidsthed, som ellers har spillet en stor rolle i britisk politik er ved Brexit-valget blevet afløst af: Hvilke naboers/arbejdskammeraters livsstil og holdninger kan jeg bedst lide?
Affektiv polarisering betyder, at vælgerne positionerer sig i modpoler i forhold til hinanden ud fra, hvem de følelsesmæssigt er tættest på. Lige som man gerne bor tæt på dem, man godt “kan lide”, fordi der er kulturelle og adfærdsmæssige fællestræk, så vil man også være tilbøjelig til at stemme på samme måde som dem, “man ligner” socialt, kulturelt og ideologisk/værdimæssigt.
Hypotesen om affektiv polarisering er brugt til at forklare den voksende tendens til populisme, man har set i de vestlige lande i de senere år. Man definerer sig f.eks. som værende en “del af folket”, – og altså anderledes end eliten, der bor i attraktive forstæder eller i gentrificerede kvarterer og boliger i storbyernes midte. Man er lettere “ofre” for billig arbejdskraft udefra, der kommer ind i landet som følge af åbne grænser og globalisering. Så hellere stemme på f.eks. karismatiske populister end på “socialistiske” politikere, der opfattes som en del af eliten.

Hvordan samle en splittet nation?

En væsentlig sideproblematik er dog nu, om Det forenede Kongerige (United Kingdom) fremover vil kunne holde sammen. For det første er der det skotske “problem”. SNP, det skotske nationalistparti, er gået pænt frem og har næsten lavet rent bord i Skotlands Westminstervalgkredse, dvs de skotske Underhusvalgkredse. Og lederen Nicola Sturgeon har krævet ny folkeafstemning om skotsk selvstændighed. Og for det andet er Unionisterne (DUP) i Nordirland gået tilbage, mens de, der vil selvstændighed/sammenslutning med Irland, er gået frem (Sinn Fein og SDLP).

I sin første tale om eftermiddagen 13.12.gjorde Boris Johnson meget ud af, hvordan han vil samle nationen.
Og han brugte igen udtrykket The People’s Government (for øvrigt hugget fra Labour) og understregede, at sparepolitikken er overstået. Der skal bl.a. investeres i 100.000 offentligt ansatte (“varme hænder”) i skoler, politi og det offentlige sundhedsvæsen (National Health Service).

(Uddrag fra Valgmanifest 2019):
I guarantee:

Extra funding for the NHS, with 50,000 more nurses and 50 million more GP surgery appointments a year.

20,000 more police and tougher sentencing for criminals.

An Australian-style points-based system to control immigration.

Millions more invested every week in science, schools, apprenticeships and infrastructure while controlling debt.

Reaching Net Zero by 2050 with investment in clean energy solutions and green infrastructure to reduce carbon emissions and pollution.

We will not raise the rate of income tax, VAT (moms) or National Insurance.

Election Manifesto 2019

Tory-toff (“hård konservativ”), Caring Conservative (Socialkonservativ) eller pragmatisk populist?

Og hvad med arven efter Margaret Thatcher?
Der er intet i det korte manifest om det elendigt fungerende britiske arbejdsmarked, hvor der godt nok er skabt arbejdspladser under konjunkturforbedringen efter finanskrisen, men hvor en stor og stigende del af arbejdsstyrken er ansat på de såkaldte zero-hour kontrakter, som stort set ingen rettigheder giver til arbejdstagerne, og hvor lønnen er af en størrelse, der gør det svært at overleve med de leveomkostninger, der er i dagens England. Prækariatet er vokset kraftigt det sidste tiår.
Der er heller ikke noget om det forfærdelige britiske boligmarked, hvor det bliver vanskeligere for unge og for lave indkomster at få fodfæste, og hvor lejerne er udsat for vilkårlig behandling. Der er heller ikke noget om “Udkantsstorbritannien”, og hvordan de massive underudviklingsproblemer i de områder kan afhjælpes.
Men pludselig er det gået op for Johnson, at en stor del af de mennesker, der bor der, har stemt på ham (p.g.a. “Get Brexit done”), og han måske skal gøre noget for at holde på denne vælgergruppe. Så derfor flettes der noget ind i talen om, hvordan han føler sig inspireret af overgangen fra fordums generationer til de nuværende, som kan finde på at stemme konservativt.
Det virker som om, der er skudt fra hoften i de meget korte og delvist tilfældige løfter, der er linet op i valgmanifestet.

Lidt lov og orden er jo altid godt i disse tider. Om så 20.000 ekstra bobbies vil gøre det, kan diskuteres.

Det kan lyde af mulige meget store udgifter i pkt 1 m.fl., – og skatten må ikke stige, hverken indkomstskat, moms eller obligatoriske bidrag til socialforsikringerne, men husk på, der skal divideres med mere end 10, hvis man vil sammenligne med danske forhold. Dermed er det ikke meget andet end lidt genopretning i forhold til de skader, sparepolitikken fra 2010-19 har anrettede på den britiske velfærdsstat.
Hvis der for alvor skal gøres noget ved det, er det nødvendigt med et anderledes systematisk bud på, hvordan velfærdssamfundet kan bringes på fode igen.

Men ingen tvivl om, at der nu lægges op til en ny gammel retning for konservativt styre i landet.
Johnson, der har været Londons borgmester i et par valgperioder, og som nok har erhvervet en vis portion pragmatisme igennem dette arbejde, er det, man kalder one-nation tory (et-nations konservativ).
Der skal ikke føres politik for èn eller få sociale grupper, men for hele folket. Det er blevet kaldt en form for patriarkalsk politisk konservatisme, hvor fader stat (patriarken) har til opgave at sørge for, at der ikke er nogen, der lider virkelig nød. Det kan minde om det, man kalder social-konservativ, men med tydelige islæt af nationalkonservatisme.
Det kan diskuteres, om Johnson virkelig ønsker en mere konsekvent social genopretningspolitik gennemført, eller om han vil lade det blive ved lidt populistisk ambullancetjeneste over for tilfældigt udvalgte sociale problematikker?
Det vil nok bl.a. komme til at afhænge af, at økonomien ikke tanker helt, når og hvis vanskelighederne med at lave frihandelsområder i stor stil tårner sig for meget op, og Londons Citys finansvirksomheder migrerer til kontinentet i større omfang. Who knows?

Brexit Done! – og hvad så bagefter?

Men m.h.t. det første er der åbenbart hjælp på vej

USA’s præsident Donald Trump var ude med en tweet ikke længe efter valgresultatet var kendt:

 De to frie fugle kan altså nu gå sammen om at lave “en massiv ny handelsaftale efter BREXIT.” Og når det nu er Trump, så vil den selvfølgelig have “potentiale til at blive langt større og mere udbyttegivende end nogen aftale, der kunne laves med EU.”

Som sædvanlig overgår Donald Trump sig selv i verbal svulstighed. Det, han laver, kan blive et bjørnehug, mere end et venne-embrace, som det da også blev dokumenteret i valgkampen, hvor rapporter om USA’ tanker om, hvordan de amerikanske servicegiganter, bl.a. på sundhedsområdet og transportområdet kan komme ind og udnytte det “lukrative” potentiale og dreje det britiske samfund i en retning, de fleste briter nok helst vil være foruden.

Det kan gå hen og blive Thatcher ad bagvejen.

Det afgørende problem for Boris Johnson bliver fremover, at “Brexit will be done” – og hvad så bagefter?
Der er en overgangsperiode på et år, og så kan det hele ende i en hård brexit – med store problemer for britisk økonomi. Allerede i 2019 har man oplevet et betydeligt fald i f.eks. britisk bilproduktion og -eksport. Af-industrialiseringen af britisk økonomi kan fortsætte – denne gang uden at man har noget andet at erstatte den faldende industrisektors beskæftigelse med. Den ellers så givtige britiske finanssektor står over for en fraflytning til kontinentet og mulige gigantiske proportioner, hvis det ikke lykkes at opretholde Indre Markedsreglerne for sektoren, hvad der vil kunne få alvorlige følger for britisk økonomi.