Kampen om 600 $

Det amerikanske politiske system er præget af en hårfin magtbalance mellem den udøvende magt, præsidenten og hans/hendes regering på den ene side, og på den anden side den lovgivende magt, Kongressen. Sat på spidsen af Trump under den økonomiske krise som følge af Coronaen, ser denne kamp ud til foreløbig at ende i dead-lock.

Hvem sidder på pengekassen?

Det gør Kongressen, den amerikanske unions parlament i Washington.

Det er alene Kongressen, der kan udskrive skatter og vedtage unionsregeringens budget. Men præsidenten har forskellige muligheder for at bruge penge, der er bevilget til f.eks. kriseforanstaltninger. Ofte sådan, at indsatsen deles mellem enkeltstater og union.
Kongressen godkendte og vedtog som love en kæmpemæssig plan på 2.200 milliarder dollar i marts 2020 i et forsøg på dels at sætte gang i økonomien, dels at yde hjælp igennem midlertidig forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen til de mange millioner af amerikanske lønmodtagere, der var sendt ud i arbejdsløshed af Coronakrisen.

Grundtræk af magtbalancen og checks i det politiske system i USA:

amerchecks

Man vedtog en midlertidig forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen med 600$ ugentlig – oven i de penge, som de enkeltstatslige arbejdsløshedsstøtteordninger giver. Hertil kom et midlertidigt stop for tvangsauktioner af huse og udsættelser fra lejede lejligheder (evictions).

Med udgangen af juli udløb disse ordninger, og man kunne stå overfor en fattigdomskrise af dimensioner. En relancering af ordningerne løb ind i meget velkendte modsætninger ideologisk og politisk mellem Demokrater og Republikanere – og også modsætninger internt inden for de to partier.
En gruppe republikanere ville fortsætte den ekstra arbejdsløshedsunderstøttelse på et beløb af 200 $, mens Demokraterne ville lægge sig på en fortsættelse af de 600 $. De havde allerede i maj fremlagt og vedtaget i Repræsentanternes Hus, hvor de har flertallet, en budgetpakke på 3000 mia $ til afløsning af den, der ville løbe ud.

I den situation agerede præsident Trump, idet han fik udformet og underskrevet af ham selv en såkaldt executive order, dvs et regeringsdekret, der bl.a. skulle fortsætte føderalregeringens støtte til arbejdsløshedsunderstøttelsen på 400 $, idet Trump mente, at det ville være en ansvarlig mellemproportional imellem de to dominerende holdninger i Kongressen refereret ovenfor. Familierne kunne overleve økonomisk (hvad der i mange tilfælde er tvivlsomt) og incitamenterne til “at bestille noget og ikke ligge på sofaen” ville ikke lide skade.
Da kompetencen til at bevilge penge og udskrive skatter ligger hos den lovgivende magt, Kongressen, opstod der nu et juridisk slagssmål, hvor Demokrater – og mange republikanere, bestred præsidentens ret til at underskrive et sådant dekret og bevilge føderale penge til formålet.

Trump mente ikke, at han overskred forfatningsmæssige rammer, idet han dels kunne henvise til føderale krisefonde af penge, dels til medfinansiering fra enkeltstaterne. Men her meldte sig også det problem, at hos mange af enkeltstaterne var der ikke penge nok til medfinansiering af arbejdsløshedsunderstøttelse i det omfang. Hermed står man i en muligvis uløselig situation, som ikke lover godt for regeringens renommè over for vælgerne.
Men for Trump kan det være vigtigt at signalere over for sine (arbejder-)vælgere, at han er klar til at hjælpe i en nødsituation. Der er præsidentvalg den 3. november, og han ligger bagud i meningsmålingerne.

Man kan spørge, om det amerikanske politiske system er dysfunktionelt – altså reelt ikke fungerende, når det sander til i stridigheder imellem forskellige “magter” og institutioner?
Det er et spørgsmål, der ikke er mindre relevant, når man f.eks. sammenligner, hvordan to store lande som USA og Tyskland har håndteret Covid-19 krisen. (Tyskland er som bekendt også en forbundsstat).
Her er der i USA sket en tilsanding af løsningsmuligheder som følge af præsidentens inkompetence og det vanskelige spil imellem føderalstat og enkeltstater (hvilke sidste jo har beslutningsret på sundhedsområdet, hvad der dog ikke forhindrer føderalregeringen i at lave koordinerende foranstaltninger).