Demokraterne, velfærden og de hvide arbejdervælgere

Siden præsident Franklin D. Roosevelt i 1930’erne samlede arbejder- og funktionærvælgere i millionvis med sine økonomiske stimulanser og reformer, har Demokraterne kæmpet for at fastholde billedet som partiet for den almindelige arbejdende amerikaner.
Når det kan være svært at fastholde et sådant billede, hænger det sammen med både kulturelle og økonomiske skillelinjer i den amerikanske befolkning. Sociale ydelser er ofte udformet sådan, at de fattigste tilgodeses. Man kalder det da også residual velfærd, penge forbeholdt den rest af fattige, der ikke kan klare sig.
Når det så har ført til, at der er modtaget bistand uden modydelser, har det ført til, at social bistand har fået et dårligt ry. Præsident Bill Clinton forsøgte at ændre systemet i 1990’erne ved at forlange arbejdsmæssige eller uddannelsesmæssige modydelser fra bistandsmodtagerne – “workfare” i stedet for welfare.

Med den store hjælpepakke på 1.900 mia$ , der lige er vedtaget af Kongressen, forsøges problemet addresseret ved, at man giver velfærden et mere universelt udtryk. Den direkte indkomsthjælp på 1400$ tilfalder ikke alene de fattigste, men også en bredere middelklasse.

Der er særligt et betydeligt universelt element i loven om child tax credit (reduktion i skat pr barn), som indgår i hjælpepakken
Skattereduktionen udvides i loven til 3.600$ pr barn. De laveste indkomster tilgodeses procentuelt mest, men der gives betydelig støtte ganske langt op ad indkomststigen. Det er i lighed med andre velfærdstiltag i pakken, så som den 1,400$-per-person direkte stimulans check, en udvidet føderal arbejdsløshedsunderstøttelse , samt meget større støtte til at købe sundhedsforsikring i den såkaldte Obama-Care (officielt Affordable Care Act (“loven om sundhed, der er til at betale”)),
Det er ved næsten at kunne overgå, hvad Franklin Roosevelt fik igennem med Social Security Act (loven om social sikkerhed), der gav alle amerikanere en grundliggende folkepension fra pensionsalderens indtræden, – altså universel velfærd. I modsætning til den historiske parallel, er der dog i Biden-pakken tale om hovedsagelig midlertidige ordninger, der udløber efter et årstid. Men mange demokrater presser på for en forlængelse efter den dato.

Forude toner midtvejsvalget frem. Der skal vælges alle 435 kandidater til Repræsentanternes Hus og 1/3 af Senatet i efteråret 2022.

Biden-pakken addresserer et problem, der i vælgermæssig forstand har plaget Demokraterne i flere årtier: Hvordan får man hvide arbejdervælgere uden collegeuddannelse til at stemme på sig? De stemmer traditionelt efter kulturelle og identitetsmæssige skillelinjer og i mindre grad efter økonomisk klasse:

Resultater (exit polls) fra valgsteder ved præsidentvalget i 2016: Krydstabulering af præsidentkandidater Hillary Clinton og Donald Trump, og race/uddannelsesniveau

Kilde: Exit Polls 2016.

Andelen af hvide uden højere uddannelse, der stemte på henholdsvis Trump og Clinton var 66 pct mod 29 pct.
Selv om det er en talmæssigt faldende gruppe som følge af demografiske forskydninger og generelt stigende uddannelsesniveau, er den betydningsfuld, fordi den igennem flere valg har været udslagsgivende i vigtige swing-stater i Nordøst og Syd.
Det lykkedes netop Biden, måske med sit arbejderklasse-image (“Scranton-Joe“) at vippe så stor en del af disse over på sin side, at han kunne vinde i de pågældende swingstater. Men pendulet kan svinge tilbage igen næste gang og måske endda bringe Donald Trump tilbage i Det hvide Hus.

Hjælpepakken er skruet sådan sammen, at muligheden for at fastholde en større andel af denne vælgergruppe ligger lige for, i hvert fald og især hvis det lykkes at forlænge de midlertidige ordninger.

Underskud på de føderale budgetter kan dog blive et problem m.h.t. at fastholde en ordning med mere universelle ydelser, end man ellers har haft. Så længe pandemiens skygge har hvilet over lovgiverne, er det gået. Men kan det klare sig igennem en almindelig hverdag? Det er spørgsmålet. Der er frygt for overophedning af økonomien. Inflation og rentestigninger tager fart.

Hjælpepakken adskiller sig fra tidligere finanspolitiske stimuli ved, at mange penge kommer hurtigt ud til borgerne. Der skal ikke først afventes gennemførelsen af en ny skattelov eller projektering af ny offentlig infrastruktur. Pengene er hos borgerne ret hurtigt og kan hurtigt omsættes til forbrug, med en vis overvægt til de mindrebemidlede. Det sidste øger effekten på økonomien pga den højere forbrugsandel af indkomsten.

Dele af pakken har såkaldte udbudssideeffekter, f.eks. øget arbejdsudbud. Det følger af hjælp til hurtigere genstart af skoler og til børnepasning. Hvorved et større antal forældre til børn kan komme i gang med arbejde.

Når det gælder det for Demokraterne særlige problem, at den hvide uuddannede arbejderklasse i stort omfang stemmer efter kultur- og identitetsfaktorer (race, våbenlovgivning, klimapolitisk skepsis), kan hjælpepakken måske kun virke begrænset i tid, fordi en del af de direkte betalinger er midlertidige.
En alternativ vej kunne være, at man tager fat ved de strukturelle faktorer bag den ufaglærte arbejderklasses problemer: Den uhensigtsmæssige form for globaliseret økonomi, der er bedrevet, når jobs flyttes ud af landet til lavtlønsområder, de uddannelsesmæssige problemer og helt generelt uligheden. I den henseende kunne en forhøjelse af mindstelønnen have udvirket noget. Men det blev trukket ud af pakken som følge af republikanernes brug af procedureregler i Senatet.

Advertisement