Fodslæbende vestligt samarbejde

Det er ikke just mangel på festivitas og højtflyvende ord, der prægede det nys overståede G7 møde i Cornwall i Sydengland. For værten, Boris Johnson repræsenterede mødet en mulighed for at bedre sit image efter den katastrofale start på Covid-19 politik i sit hjemland, og en mulighed for at glatte ud i forholdet til EU-lande, der er rasende over brud på Brexit-aftalen omkring Nordirland. Med sin veludviklede sans for den politiske metafor sammenlignede Boris Johnson Nordirlandssituation med, at man i Frankrig ikke ville kunne få importeret specialiteten saucisson (pølse) fra de sydlige Frankrig til Paris. Hvilket fik Macron til syrligt at kommentere: “Ja, men Frankrig er ét land”. Det skulle ifølge flere medier have gjort Boris ganske rasende.

G7 lederne nyder en hummer-barbecue, altimens de lader sig underholde af Royal Air Forces jetakrobater. Der er plads nok til CO2 i luftrummet.

Den store beslutning på mødet var vedtagelsen af en anbefaling af 15 pct i selskabsskat for store virksomheder. Denne beslutning blev forberedt på et finansministermøde inden G7-mødet. Og det er et klart fremskridt, så nogle af de værste udskejelser i skatteunddragelse forhåbentlig kan undgås. Der er dog kritikere, som påpeger, at man herved legitimerer, at store virksomheder kun skal betale 15 pct i skat af deres overskud. Og der vil stadig være mulighed for unddragelser, – selv af denne beskedne skattebetaling.

G7 gentog tidligere klimamål fra Parisaftalen om begrænsning af temperaturstigning til 1,5 grad celsius, men der var ingen krav om forpligtende CO2-reduktion, endsige finansieringskrav til omstillingen af økonomien.

G7 er en selvbestaltet forum af rige lande, der oprindelig startede som et forsøg på fra flere af disse toneangivende landes side (jvf billede af nuværende statsoverhoveder/regeringsledere ovenover) at løse økonomiske koordineringsproblemer efter oliekriserne i 70’erne, der fik betydelige depressive økonomiske virkninger.
Nedgangskonjunkturerne kunne evt løses ved koordinerede finans- og pengepolitiske tiltag, hvor overskudslande som Tyskland og Japan skulle gå foran med ekspansiv finanspolitik (være “lokomotiver” for verdensøkonomien).
G7 har dog aldrig som organ haft nogen formel magt. Denne ligger i FN og NATO (sikkerhedspolitik). Verden har ændret sig så meget siden 1970’erne, at det i dag må siges at være påfaldende, at lande som Kina og Indien ikke er med i udfoldningen af de globale visioner for hele menneskehedens fremtid, som G7 optræder med, når der er tid imellem barbecues og cocktails.

Efterfølgende var der mandag den 14. juni NATO-topmøde i Bruxelles. Samlet set gav de to møder på højt plan mulighed for for Joe Biden at få udfoldet sine storpolitiske visioner om “demokraternes udfordring i forhold til autokratierne” (Rusland og Kina), herunder hvordan NATO skal tage den “sikkerhedspolitiske udfordring”, repræsenteret af det økonomisk og militært opadstigende Kina, på sig.
Det antages uden videre, at USA er et demokrati, hvad der godt kan stilles spørgsmålstegn ved, når begivenhederne den 6. januar med stormen på Capitol, og behandlingen af store minoriteter i landet, tages i betragtning. En del stater med republikansk styre fortsætter den voter repression (undertrykkelse af stemmeretten), som har plaget den afroamerikanske minoritet, og som reelt har sat den uden for demokratisk indflydelse mange steder i landet.

Der var ikke fra EU-ledernes side den store lyst til at sige Biden imod. “USA var tilbage” i en venskabelig ånd af samarbejde og nærhed i forhold til de allierede i især Vesteuropa.
Man havde lagt Trump-æraen bag sig, hvor Vesteuropa blev set i højere grad som fjende på de økonomisk-handelsmæssige område, som det blev set som nødvendig allieret. MAGA (Make America Great Again) var nationalkonservativ isolationisme. Bidens måde at gøre USA stor på (for at kunne klare sig i den kommende konkurrence med Kina) er at inddrage Vesteuropa i et tæt samarbejde. Mere negativt formuleret kan man dog sige, at problemet for Europa/DK bliver at man involveres i en ny kold krig, der kan komme til at strække sig over årtier. Nye fjendebilleder vil blive presset ned over befolkningerne – hjulpet på vej af de altid villige medier.

Advertisement