Fragmenteret politisk landskab efter varm sommer

Efter en varm sommer præget af frygt for øget global opvarmning står Danmark med et noget fragmenteret politisk landskab. Der er konflikter og opbrud i både rød og blå blok. I sidstnævnte f.eks. Nye Borgerliges fremlæggelse af “Planen“, et markant nyliberalistisk forslag til en politik for Danmark, som vil gøre det vanskeligere for en samlet blå blok at formulere et oppositionsalternativ til Rød blok.

Men Rød blok er også karakteriseret ved et øget internt konfliktpotentiale, idet “støttepartierne” til den socialdemokratiske mindretalsregering under Mette Frederiksens ledelse, river sig i tøjret. Op til efterårets forhandlinger om finanslov, mangler de resultater at vise frem for deres vælgere. Enhedslisten truer – efter svensk inspiration, hvor Vänsterpartiet stillede mistillidsvotum til den svenske socialde,mokratiske regering – med forslag til mistillidsvotum, hvis man ikke får resultater på velfærdsområdet (Familieydelser/børnefattigdom) og en hurtigere indsats på klimapolitikken.

Figur 1. Partier i Folketinget positioneret efter værdier, holdninger/ideologi.

Det er dog for meget at sige, at taburetten vakler under den socialdemokratiske statsminister. Man kan måske ligefrem sige: Tværtimod. Meningsmålingerne siger fortsat solid opbakning fra vælgerne og fremgang i forhold til folketingsvalget i 2019.

Kilde: Voxmeter. Anm: Kristendemokraterne er repræsenteret i Folketinget v. Rad.Kal. -udbryderen Jens Rohde. Og under Øvrige er Frie Grønne, der består af rester fra Alternativets opløsning i blokke. Frie Grønne: Politisk Leder: Sikandar Siddique. Partiet erklærer sig som “grønt og feministisk”. Det samler underskrifter til opstilling v. næste folketingsvalg. Alternativet har ét medlem af Folketinget.

Støttepartierne, SF, Enhedslisten og De Radikale, er modstandere af Socialdemokraternes konsekvente indvandrerpolitik. Socialdemokraterne holder fast i den med henvisning til, at man ikke kan tage flere udlændinge ind i landet end en vellykket integration af dem tilsiger. Det er en politik, der gjorde det muligt at flytte et stort antal vælgere fra Dansk Folkeparti (DF) til Socialdemokraterne (SD) ved valget i 2019. Meningsmålingerne kunne tyde på, at der fortsat i vælgerbefolkningen er en ret bred opbakning til den faste indvandrerpolitik.
Men måske er den for “fast”. Spørgsmålet om hjemtagelse af danske børn fra syriske flygtningelejre og spørgsmålet om ydelse af asyl til afghanske tolke har skudt brecher i den.

Fragmenteringen af Blå blok ligger ikke blot i den ideologiske afstand mellem Venstre og Nye Borgerlige på skattepolitikken (fjernelse af topskatten til fordel for en flat rate tax på 37%), jvf linket til “Planen” ovenover. Den ligger også i mangelen på lederskab. Det tætte løb i meningsmålingerne mellem Venstre og Konservative skaber tvivl om, hvilken partileder i Blå blok, der kan samle og lede blokken om formulering af et alternativ.
Venstrelederen Jakob Ellemann-Jensen er svækket af intern splid omkring den tidligere statsminister Løkke Rasmussen, der forsøger at samle underskrifter til et nyt centrum-højre parti. Den i dele af baglandet populære Inger Støjberg, der samlede en stor højrefløj i Venstre omkring en meget fast indvandrerpolitik, har forladt partiet i forbindelse med sagen om individuel behandling af unge indvandrerpar. Endelig forlod den populære erhvervsmand Tommy Ahlers Folketinget i august 2021. Det var de tre største stemmeslugere for Venstre ved valget i 2019.
Jakob Ellemann-Jensen forsøgte at lægge op til samling omkring 10 punkter.

På det seneste har den socialdemokratiske regering mødt stærk kritik fra sine støttepartier på den klimapolitiske dagsorden og den politiske implementering af klimaplan og klimamålsætninger. Kritikken har fået vind i sejlene i bogstaveligste forstand af både en våd, varm og skybrufspræget sommer 2021 og FN’s klimapanels Assessment Report 6, der skal danne grundlag for COP26 konferencen i Glasgow til november 2021. Ifølge rapporten vil man allerede i 2030 med nuværende tendens i udledning af CO2 nå en global middeltemperatur på 1,5 grad opvarmning af kloden, et mål, der blev formuleret som nødvendigt ved Paris-COP-konferencen i 2015.

Den socialdemokratiske regering beskyldes for at være fodslæbende i klima- og miljøpolitikken. Det er en kritik, der kommer fra et bredt politisk og organisationsmæssigt spektrum, men med forskellig baggrunde og betoninger: Hvordan skal den “grønne omstilling af samfundet” ske? Er man rød før man er grøn? Eller omvendt? Eller er det muligt at lave en grøn “new deal”, der sikrer en grøn omstilling, hvor den sociale balance (skattepolitik og indkomst-/formuefordeling) opretholdes eller forbedres?