Kan et politisk parti være en ènmandshær?

I midten af september 2021 lykkedes det for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen at nå op på de magiske godt 20.182 vælgererklæringer, der er nødvendige for at blive opstillingsberettiget som parti til næsten folketingsvalg.

Hvad vil Løkke Rasmussen så med det?

Det spørgsmål er der mange, der stiller.
Han erklærer (Politiken 16.9.21), at han “vil låse blokkene op”, så yderfløjene ikke får for meget indflydelse på dansk politik. Der skal styres fra midten. Efter det nævnte interview at dømme er det snarere fra centrum-højre, der skal føres politik. Der er ingen konkrete programpunkter. Han mener, at det er en kernesag, at aktieafkastskatten ikke må sættes længere op end de 42 pct, den er pt. For så vil Danmark ikke kunne konkurrere om investeringer i en “åben verden”. Derudover er der ikke nævnt mange andre programpunkter end en reform af SU.

Det er ikke noget problem, da politikken, Moderaterne skal føre, skal blive til i en debat imellem medlemmer af hans netværk/parti og evt. andre interesserede. Denne debat er nødvendig, siger han, da han netop er interesseret i at undgå, at det skal blive et énmandsparti.

Bag forestillingen om Moderaterne ligger en betydelig borgerlig vælgermæssig skepsis over for “tonen” i den danske indvandrerdebat. Løkke lægger sig op ad denne strømning og forsøger at tage næring fra den.

Skaden er imidlertid sket. Og Danmark står i dag som et af de mest fremmedfjendtlige lande i den vestlige kulturkreds – et image, der kan komme til at skade landet, når og hvis økonomien fortsat udvikler sig i globaliserende retning, hvor tilgang af arbejdskraft udefra presser sig på.

Det er ikke første gang i historien, at en politisk bevægelse starter som en ènmandsbevægelse.
Det er et varemærke med ikke ringe muligheder for succes. Man kan bevæge sig frit mellem Højre – Venstre, da man jo har afsvoret denne gammeldags måde at kategorisere politik på. Man kan bevæge sig frit mellem Nord og Syd, Øst og Vest og finde alliancepartnere, hvor det må være mest opportunt.

Emmanuel Macrons projekt blev – i hvert fald rent vælgermæssigt – en tordnende succes. Han blev valgt til fransk præsident i 2017, for en 5-årig periode, og stiftede samtidig LRM, La Republique en Marche, et nyt politisk parti, der opnåede at få flertal i den franske nationalforsamling.
Macron havde dermed alle muligheder for at få sin politik igennem. Men hvem kunne se, hvad denne tidligere bankmands politik egentlig gik ud på?
På visse punkter var det en “progressiv” politik, der skulle reformere Frankrig.
Man kan sige, den var nyliberalt progressiv, idet Macron foreslog arbejdsudbudsreformer, der skulle øge udbuddet af arbejdskraft på det franske arbejdsmarked, hvor man havde 35 timers arbejdsuge, og arbejdsgiverne følte sig begrænset af snærende arbejdskontraktet og fagforeninger, der godt nok kun organiserer 9-10 pct af arbejdstagerne, men som alligevel har forbløffende stor dagsordenssættende magt.
Det er til en vis grad lykkedes at bryde fagforeningernes magt og få et mere fleksibelt arbejdsmarked. Det kan dog diskuteres, om det har hjulpet særlig meget på fransk konkurrenceevne.
Frankrig er fortsat den lille i forholdet til Tyskland (større arbejdsløshed, svagere udenrigshandel).

Macron så løsningen på problemer i den europæiske udfordring.

EU skulle reformeres. Og det var ikke nogen dårlig ide. Han ville styrke muligheden for, at den økonomisk-monetære union (ØMU) blev suppleret med en fælles finanspolitik, så man kunne føre en mere ekspansiv økonomisk politik. Bankmanden viste sig at være keynesianer.
Dette projekt blev dog stoppet af Merkelismen og de tyske ønsker om fortsat sparepolitik.
Senere har Covid19 ændret denne dagsorden. Og Macron er blevet mødt med andre udfordringer i den hjemlige politik, f.eks. den store og stigende økonomisk-sociale ulighed, som førte til De gule Vestes demonstrationer.

Macron er efterhånden gået i stå i en stadig mere nyliberal reformpolitik, som støder på store vanskeligheder og har ført til voldsomme demonstrationer i Frankrig. Det gælder ikke mindst forsøgene på at reformere de franske pensionsordninger.

Macron vil gerne genvælges i 2022 for en ny 5-årig periode. Men hvor han i 2017 repræsenterede fornyelse, står han i dag som en politiker, der har svært ved at få formuleret et interessant program med programpunkter, som folk kan identificere sig med.
Det er tydeligt nok, at han står for en moderationens politik i forhold til Marine Le Pen, men hvor står han ellers?
Hans afstandtagen fra V – H skillelinjen og dens fastlæggelse af politik i forhold til pejlemærker omkring lighed-ulighed, klima, arbejdsmarked og pensioner har ført ham ud i en formløshedens politik. Han har taget afstand fra noget, uden at have sikret sig at kunne formulere mere tydelige vedvarende alternativer til andre politikere.

Som det er sket i de skandinaviske lande, er socialdemokratismen også på fremmarch i Frankrig.
Paris’ populære socialistiske borgmester Anne Hidalgo har meldt sit kandidatur til præsidentvalget i 2022. Hun har en vifte af reforminitiativer (progressiv urbanisme, kamp imod forurening, flere cykler og offentlig transport, etc.) fra bystyret i Paris, hun kan fremføre i en valgkamp.

Hvad har Lars Løkke Rasmussen med sig? Et kuldsejlet projekt “hen-over-midten” omkring etablering af samarbejde med Socialdemokraterne.

Det medvirkede til, at han blev gået af sit eget parti, Venstre, fordi han ikke havde gjort sig den ulejlighed at lufte ideen med dem inden lanceringen.

Man kan nok lære af fransk politik, at énmandsbevægelser kan være et middel til at få mediers opmærksomhed, men de er næppe farbare som mere langsigtede politiske projekter.
Løkke Rasmussen har næse for, at politikken i et parlamentarisk flerpartisystem ofte føres inde omkring midten af det politiske spektrum.
Det er her, kompromisserne til mange politiske forlig kan støbes. Og det er her, en kendt, selverklæret centrum-Højre, midterpolitiker kan blive tunge på vægtskålen og dermed sikre sig selv en politisk fremtid. Men det er ikke der, de mest fængende politiske ideer bliver til.

Advertisement