UK, IMF og boligmarkedet

“We are closely monitoring recent economic developments in the UK and are engaged with the authorities.  We understand that the sizable fiscal package announced aims at helping families and businesses deal with the energy shock and at boosting growth via tax cuts and supply measures. However, given elevated inflation pressures in many countries, including the UK, we do not recommend large and untargeted fiscal packages at this juncture, as it is important that fiscal policy does not work at cross purposes to monetary policy. Furthermore, the nature of the UK measures will likely increase inequality. The November 23 budget will present an early opportunity for the UK government to consider ways to provide support that is more targeted and reevaluate the tax measures, especially those that benefit high income earners.” (IMF, 27.9.22)

Det er ganske opsigtsvækkende at se IMF på denne måde gå i rette med et stort medlemslands økonomiske politik.
Problemet er bare, at den pågældende politik evt kan udløse en ny økonomisk recession. Markederne var ved at reagere med panik i den forløbne uge efter, at den britiske regering annoncerede skattelettelser på 45 mia £ og en energipakke på 120 mia til virksomheder og husholdninger. Da meget af det er ufinansieret vil det give stor finanspolitisk ekspansion.

Den nye britiske PM, Liss Truss, har en så stor ideologisk betonet tiltro til “Reaganomics”, at hun mener, skattelettelser (bl.a. nedsættelse af topskattesatsen fra 45-40 pct) af den størrelsesorden vil kunne stimulere økonomien så meget, at der med et betydeligt større BNP senere ikke vil være problemer med skatteindtægter, selv med de lavere satser, jvf uddybende nedenfor.
For øvrigt er det mest de højere indkomster, der vil komme til at nye godt af skattelettelserne. Det gøres formodentlig for at støtte iværksættertrang og innovation. Denne form for markedsoptimisme er tidligere udformet i den såkaldte Laffer-kurve af økonomen Laffer, som Ronald Reagan rådførte sig med i 1980’erne. Den hævder, at skattelettelser kan føre til så meget dynamik, at man ender med en så stor produktionsforøgelse, at det samlede skatteprovenu bliver større. Det afhænger imidlertid af den økonomiske konjunktur. I en situation, hvor tendenslen til nedgangskonjunktur er stærk, er denne påståede virkning svag.
Men det berører også, som IMF bemærker, indkomstfordelingen i stærkt negativ retning. De fattige skulle ifølge de mere socialt indstillede Laffertilhængere tilgodeses af “trickle-down-effekt” (“nedrisling” af indkomster fra den større “kage til deling”). Men denne sidegevinst ved den stærkt neoliberale økonomiske politik er også blevet betvivlet.

Som IMF yderligere bemærker, er problemet med den politik ikke alene den skævere indkomstfordeling, men også den, at finanspolitikken kommer til at virke kontracyklisk i forhold til pengepolitikken. For øjeblikket er centralbankerne (Federal Reserve, ECB, den danske nationalbank m.fl.) i gang med at stramme pengepolitikken med øgede renter og stop for obligationsopkøb.

Resultatet af den kontracykliske politik kan blive stærkt øget inflation. Og der tegner sig et truende billede af gentagelse af 1970’ernes stagflation (inflation og stagnation i økonomien samtidig).

Der var for nogle dage siden lige ved at gå panik i det britiske obligations- og aktiemarked. Store pensionskapitaler stod for at kaste betydelige mængder af obligationer på markedet med rentestigninger til følge (obligationsrenten stiger, når kurserne falder). Den britiske valuta kom i en kort tid ud i noget, der lignede frit fald i forhold til amerikanske dollar og euro.
Den britiske nationalbank reagerede ved hastigt at købe store mængder af obligationer op (med forsikring om at fortsætte så længe det er nødvendigt (“whatever it takes”!).
Det kan være godt som et nødvendigt kortsigtet kriseindgreb, men det virker også som pengepolitisk stimulans, idet der pumpes penge ud i kredsløbet igennem obligationsopkøbene. Da en stor del af købene var i britiske statsobligationer vat det imidlertid medvirkende til at redde den britiske stat fra en truende kommende fallit, når ingen længere – med udsigt til faldende kurser – vil købe britiske gældsbeviser.

Den nytiltrådte britiske regering har ikke kunnet redegøre tilfredsstillende for, hvordan de finanspolitiske tiltag kan finansieres. På den baggrund er det skønnet, at den britiske stats budget i 2023-24 vil løbe ind i underskud på 7,5 pct af BNP. Det gør en evt statsbankerot sandsynlig, hvis ikke økonomien som helhed retter sig op.

Om det vil ske, ser det ikke ud til. Snarere tværtimod. Væksten falder i UK, og udenrigshandelen er på vej ud i større og større underskud.

Liz Truss’ stærkt ideologiske politik viser sig også på andre områder, hvor det kan få fatale konsekvenser. En del af britisk velfærd finansieres” via tvungne bidrag til sociale ordninger. Denne “recycling” af skattepenge mener hun er problematisk, hvorfor det vil være fordyrende at fortsætte på denne måde. Det kan hun forsåvidt have ret i, men hvis det ender med, at der ikke sættes noget andet i stedet, der giver bedre anvendelse af samme ressourcetilførsel, kan man ende i en social katastrofe, noget mange mener, man allerede er endt i.

Det er bekymrende for os andre, at den britiske panik ser ud til at brede sig. Man var dårligt nok på det danske obligationsmarked kommet i gang med 5 pct 30-årige lån, før realkreditinstitutterne nu annoncerer 6 pct lån, og der endda tale om, at dette lån snart vil blive afløst af et 7 pct lån. Altså nærmest en chokbehandling af det danske boligmarked, hvor de nuværende priser ser ud til slet ikke at kunne holde. Hvordan man kan holde dansk økonomi skadesløs for disse vilde eksperimenter, forlyder der ikke meget om. Foreløbig føler man sig tryg ved at lade kronekursen følge euroen. Det kan give en vis stabilitet m.h.t. valuta og betalingsbalance.
Men hvordan redde boligmarkedet?
Tusindevis af boligejere, der har købt bolig fornylig, kan blive teknisk insolvente (gæld større end husets pris) med mulige fallitter til følge. Og mange flere vil få problemer, når renten stiger ved ny finansiering af de meget populære rentetilpasningslån. Det danske boligmarked har i mange år nu levet i illusionen om, at de meget lave – og negative – renter var kommet for at blive.

EFTERSPIL: https://www.theguardian.com/politics/2022/oct/03/liz-truss-abandon-plan-scrap-45p-top-rate-income-tax-tory-revolt-kwasi-kwarteng-chancellor

Advertisement