Valg og regeringsforhandlinger

Det er ofte trættende at høre folk sige, at noget er “historisk”. Begrebet misbruges ved at blive brugt for tit.

Men når det gælder folketingsvalget den 1.11.2022, må man sige, at ordet “historisk” er relevant. Ikke siden “jordskredsvalget” i 1973 har man set så store forskydninger og nydannelser af partier.

Ændringer i stemme- og mandatfordeling ved FV22:

Kilde: DR.dk.

Det er voldsomme ændringer imellem de to folketingsvalg i 2019 og 2022. To nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, er ikke alene kommet ind i Folketinget. Nej, de er kommet ind som relativt store partier.

Imod alle odds og forventninger er Socialdemokratiet gået frem – og det skønt formanden Mette Frederiksen er blevet kværnet igennem minksagen og truet med rigsretssag af den borgerlige opposition i Tinget (hvis man kan få lavet en uafhængig advokatundersøgelse om det).
Vælgerne har uanfægtet bakket den siddende statsminister og regering op. Det hænger måske sammen med den stigende usikkerhedsfølelse, som krigen i Ukraine og den stigende inflation og højere renter giver.
Radikale Venstre er halveret. Konservative går 2 mandater tilbage, men er reduceret til 1/3 i størrelse i forhold til meningsmålinger nogle uger inden valget. DF er kommet tæt på 2 pct spærregrænsen til valg til Folketinget.

Og se så bare de fortsatte store vælgerforskydninger ved en af de første opinionsmålinger efter valget:

Voxmeter: Valg og meningsmåling nov. 22:

Alt i alt et billede af vælgere på vandring mellem partierne. Tidligere fast partiidentifikationer gælder ikke mere. Antallet af partiskiftere er steget. Og samtidig er antallet af kernevælgere altså faldet (læs mere herom på dette link).


Over 3 uger efter valget var der endnu ikke dannet en regering. Det skulle ellers se ud til at være muligt at “tælle til 90” for den socialdemokratiske regeringsleder Mette Frederiksen, der var valgt til “kongelig undersøger” af muligheden for dannelsen af en regering. Hun havde genvundet det “røde flertal” (SD,Rad.,,Alternat., Enh.listen, SF og “røde” nordatlant. mandater). Men problemet var, at SD var gået til valg på at danne “en bred regering henover midten”. SD så nok også større manøvremuligheder for en bred regering over midten, idet den krisepolitik, der skulle lægges op til med Ukrainekrig m.m., ville være mere fremkommelig med en bred regering end én med støtte fra venstrefløjen, hvor der stadig er en del skepsis omkring EU, NATO, oprustning m.v. Men en “rød” regering med støtte fra “røde” støttepartier, som i foregående valgperiode, var en tilbagefaldsmulighed.
Det var ikke så ligetil. Det var især Venstre, man gerne ville fri til. Venstreformanden havde imidlertid inden valget meldt ud, at han “ikke havde tillid til Mette Frederiksen”. Minksagen spøgte stadig. Der blev dog iværksat tillidsskabende tiltag. Den gamle Venstrekæmpe Søren Gade blev indsat som formand for Folketinget, og Jacob Ellemanns søster Karen Ellemann blev udnævnt til ny generalsekretær for Nordisk Råd. Hertil kom vægtige råd fra en gammel Venstrehøvding/tidligere statsminister.

Man kan vurdere spørgsmålet om regeringsdannelsesmulighederne ud fra en partiadfærdsmodel, jvf ovenover. Der indgår dels partiernes grundliggende holdninger og anskuelser (ideologi), altså f.eks. om de er “socialistiske” eller “liberalistiske” (viser sig f.eks. i fordelingspolitikken i den gamle VH-skala), eller om de f.eks. afviser VH-opdelingen (Moderaterne, DF Danmarksdemokrater og Nye Borgerlige). Der indgår også personlighedsfaktorer, f.eks. de individuelle partigrundlæggere som Løkke Rasmussen (Moderaterne), Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) og Pernille Vermund (Nye Borgerlige). Ville Venstre i regering med SD, eller ville de ikke?
De ydre faktorer spiller en stor rolle i netop denne periode. Det gælder ikke mindst Ukrainekrigen og EU’s rolle heri, samt de internationale klimaforhandlinger i COP27.
En anden væsentlig ydre faktor er migration(vandring af mennesker over grænserne). Det er en af de sager, der virkelig skiller mellem partierne, f.eks. mellem Radikale på den ene side og SD og dele af blå blok (DF, Danmarksdemokrater, Nye Borgerlige) på den anden.
Ofte er det ikke så meget de ydre faktorer i sig selv, men hvordan de perciperes (ses/opfattes) af de politiske aktører. Der handles på den opfattelse, man har, f.eks. om indvandring er en trussel – eller det modsatte – for den danske nation. Herudfra anlægges en strategi for, hvordan der ageres under forhandlingerne. Interesse og ideologi spiller også væsentlige roller.

Advertisement