Gregers Friisberg

OK!

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 28/03/2018

Ved den danske model forstås, at en mængde regler i det danske samfund, på arbejdsmarkedet, er blevet til igennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, dvs fagforbund (f.eks. 3f, Dansk Metal, HK etc) og de modstående arbejdsgiverorganisationer, f.eks. DA, Dansk Industri.
Herved har det været muligt i Danmark at lave regler og ordninger, der gælder for store grupper i det danske samfund, uden at man har måttet involvere folketinget. Det vil sige, at mange anliggender, som der lovgives om i andre lande, bliver besluttet mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark. Et typisk eksempel er mindsteløn, som man ikke har nogen lov om i Danmark. Baggrunden for, at det har kunnet lade sig gøre, er den høje organisationsgrad, dvs den højde procentdel af lønmodtagerne, der er medlemmer af fagforeningerne. Den danske model er imidlertid under pres. Det viser sig i tendens til fald i medlemsskabet af de store landsdækkende forbund, og det viser sig i globaliseringens pres.

arbmarkhierarki3

Offentligt arbejdsmarked

Men når det gælder det offentlige arbejdsmarked, er det ikke altid OK eller uproblematisk, sådan som det foregår, når staten både er arbejdsgiver og lovgiver.

Der er i første omgang tale om det, man kalder asymmetrisk magt.
   Staten sendte lockoutvarsler til over 440.000 offentlig ansatte. Og staten (regering/Folketing) kan afslutte det hele med et lovindgreb.
Det viste sig dog at blive lidt af en boomerang for de offentlige arbejdsgivere, idet overenskomstforhandlingerne bl.a. kom til at dreje sig om, hvem der stod stærkest i offentligheden. Der blev offentliggjort opinionsmålinger, der viste en udbredt støtte i offentligheden til lønmodtagersiden, hvad der så ud til at medvirke til en opblødning af arbejdsgiversiden. OK-forhandlingerne blev også en kamp om hearts and minds, så det asymmetriske magtspil blev mere komplekst end først antaget. De offentlige arbejdsgivere blev bevidste om, at de udover at være arbejdsgiver også var politikere, der skulle positionere sig til den næste valgkamp.

Op til påsken 2018 mødtes forhandlerne for de offentlig ansatte i Forligsinstitutionen efter forhandlinger, der trak ud og trak ud.

 

Løn

Innovationsminister Sophie Løhde, der er arbejdsgivermodpart for de statsansatte (ca. 180.000) har spillet ud med et lønløft på 6,7 pct over den kommende treårige overenskomstperiode. For staten er overenskomstforhandlingerne med de offentlig ansatte blevet en del af både udgiftspolitikken og konkurrenceevnepolitikken (over for udlandet).
Man ser de offentlige udgifter blive øget, og derfor vil man holde igen. Og man ser konkurrenceevnen over for  udlandet blive reduceret af lønstigninger til de offentlig ansatte, der måtte “smitte af” på løndannelsen i den private sektor.
Regeringen blødede dog sin holdning op, – måske under indtryk af opinionsmålinger, der viste bred støtte blandt vælgerne til de offentlig ansatte.

Løn omregnet til timeløn. Gennemsnit 2016.

Mænd og kvinder i alt Mænd Kvinder Kvinder i pct af mænd
Offentlig forvaltning og service 294,56 314,7 285,57 90,7
Stat (inklusiv sociale kasser og fonde) 319,2 324,81 312,51 96,2
Kommuner og regioner i alt 286,52 306,97 280,35 91,3
Regioner 319,7 379,49 303,06 79,9
Kommuner 276,33 286,43 273,2 95,4
Virksomheder/org (privat sektor) 306,22 319,35 281,43 88,1

Kilde: Statistikbanken. (Lonss20)

Tabellen ovenover viser store summariske gennemsnit, hvor offentlig sektor føring på lønnen nogle steder hænger sammen med højere uddannelsesniveau, f.eks. regionerne (hospitaler) med mange læger og staten med mange DJØF’ere. Ellers ligger lønnen, når der ses på funktioner, mange steder højere i den private sektor end i den offentlige.

Det er også forskelle i uddannelsesniveau, der er med til at forklare forskelle mellem kønnene. Det er eller imod bestemmelserne om ligeløn i lovgivningen. Men der er stadig betydelige kønsforskelle m.h.t. løn på arbejdsmarkedet. Mænd får ofte højere tillæg, og de har jobfunktioner, der aflønnes med en højere sats. Målet om mere ligestilling lønmæssigt forsøges der taget højde for igennem skævdeling til fordel for de laverelønnede, f.eks. FOA’ere (SOSU-assistenter) og pædagoger. Men åbenbart ikke nok til at sikre kønsmæssig ligestilling. På mange områder har kvinder også mere deltidsarbejde.

loenindeks17
Kilde: Statistikbanken (Danmarks Statistik maner til forsigtighed m.h.t. at bruge de ovenstående tal til sammenligning af lønudvikling over tid)

En stor del af diskussionen drejede sig om, hvem der var lønførende, den offentlige sektor eller den private? Det afhænger af tidshorisonten. Indeksberegninger kan “snyde”, idet udviklingen bl.a. afhænger af de absolutte tal i basisåret og ikke mindst af, at personalesammensætningen i beskæftigelsesområderne ændrer sig. Det sidste kan der tages højde for ved en standardberegning, hvor personalesammensætningen (f.eks. forholdet mellem akademisk personale og HK’ere) holdes konstant.

Modparten, lønmodtagerorganisationerne, krævede lidt over 8 pct. for den kommende OK18.
Det må betegnes som ret moderate krav, idet højkonjunkturen formentlig vil føre til en lønglidning i den private sektor (som de offentlig ansatte får 80 pct af som følge af den reguleringsordning, der er i de offentlige overenskomster, – men det sker med en betydelig forsinkelse i tid i forhold til lønglidningen).
Reguleringsordningen kan skabe cykliske forløb, hvor de offentlig ansatte som nævnt kan stige efter en regulering, der kommer efter en konjunkturopgang (men altså kun med 80 pct) plus tillagte stigninger, der følger af det, der er aftalt ved sidste OK-forhandling. De privatansatte kan stige hurtigere i en konjunkturopgang, hvor de offentlig ansatte kommer på med forsinkelse.

De overraskende positive tal for samfundsøkonomien i 2018 burde blødgøre de offentlige arbejdsgivere. Når det ikke sker, hænger det sammen med, at de i vidt omfang ligger under for den dagsorden, der sættes af konkurrencestatskonceptet og globaliseringen.

Opsigelsen af spisepausekutymerne på de statslige arbejdspladser kan give effektivitetsgevinster på 7 pct (en halv times frokost pr dag omsat til ugentlig tid) – og omsat til penge et betydeligt mia-beløb. Det er en helt afgørende trofæ for den statslige arbejdsgiver, hvor Bjarne Corydon-ånden stadig huserer i lokalerne.

 

OK-system og økonomisk situation

Man kan undre sig lidt over, at det er så svært at nå en aftale, i hvert fald når det gælder løn. Der var blevet offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, som viser, at de offentlige finanser ender i et pænt plus på omkring 21 mia kr for 2017:

Off_finanser18
Kilde: Danmarks Statistik.

Det skyldes konjunkturopsvinget, hvor det økonomiske opsving endelig var kommet ud af finanskrisens lange skygge.
Når konjunkturen bedres, kommer der flere i beskæftigelse. Dermed stiger skatteindtægterne, og udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og social velfærd formindskes.

Danmark har med 7,8 pct overskud på betalingsbalancen i pct af BNP en så stærk økonomi, at man overskrider EU’s vejledende retningslinjer for 6 pct for dette overskud. Sært nok vanker der ikke bøder, når det går den vej. – Omvendt ved betalingsbalanceunderskud på over 3 pct, hvor det teoretisk set kan give bøder ifølge EU’s Vækst- og stabilitetspagt.

De offentlig ansatte kan gøre Danmark en tjeneste ved at komme igennem med lønstigninger og en efterfølgende forøgelse af forbruget, som kan nedbringe det enorme betalingsbalanceoverskud bare en lille smule. Det er værd at tænke over, når forhandlerne mødes i Forligsen!

Det er efterhånden et nærmest byzantinsk system, der er bygget op omkring overenskomster (OK) i den højt celebrerede “danske model”:

OKoffentlig
Forhandlingerne foregår på de tre niveauer: kommuner (KL), Regioner (Danske Regioner) og staten. Inden man mødtes med arbejdsgiverne aftalte lønmodtagerorganisationerne en slags musketered med hinanden. Man ville hjælpe Danmarks Lærerforening (DLF) til at få en arbejdstidsaftale igennem. Lærerne er stadig fortørnede over behandlingen af dem ved 2013 overenskomsten, hvor et lovindgreb blev trukket ned over dem efter ugers konflikt, der tømte en del af deres strejkekasse. På statsområdet vil man have en OK-sikret frokostpause.

Staten er klar overhund på arbejdsgiversiden. Hvis kommuner og regioner skulle formaste sig til at indgå en OK, som ikke er klaret af med staten, kan staten teoretisk set nægte at betale for det igennem bloktilskuddene til de to andre instanser. Hertil kommer de årlige forhandlinger mellem staten på den ene side og kommuner og regioner på den anden om rammen for de sidstnævntes budgetter. Derfor overlades det normalt til finansministeren at bestemme den samlede offentlige ramme.

Det kan overordnet set gøre det muligt at holde OK inden for en samlet nationaløkonomisk ramme, men giver problemer m.h.t. at tilpasse forhandlinger til mindre OK-områder med særlige behov og krav.
De kan ofte se sig kørt over, når der sker sammenkædninger af Overenskomster i forhandlingsaftaler og i de endelige afstemninger. Både lærere og gymnasielærere er således kommet gevaldigt i klemme med de særlige arbejdstidsaftaler, der er behov for på deres områder for, at arbejdsvilkårene kan blive tålelige.
De særlige behov på disse områder er blevet pakket væk med krav om “normalisering” af arbejdet, så det afspejler, hvad der foregår i den private sektor.

 

Udsættelse af varslede konflikter

Den 28. marts udskød Forligsinstitutionen de varslede konflikter med 2 uger. Det så ud til, at der var mulighed for nogenlunde enighed om lønspørgsmålene, hvorimod de to andre spørgsmål (læreres tjenestetidsaftale og de statsansattes frokostpause) stadig indeholdt stort konfliktpotentiale. Og hvor langt vil solidariteten mellem de faglige organisationer så kunne holde? Det er evident, at i lys af den danske økonomis potentiale i 2018 og nogle år frem skulle selve lønspørgsmålet være den mindste tandpine for arbejdsgiverne. Meget mere afgørende vil det være, at man kan komme videre med moderniserings- og fleksibiliseringsprogrammerne for den offentlige sektor. Derfor skal “ufleksible” regler, der beskytter de ansatte og begrænser arbejdsgiverledelsesretten, fjernes.
Det er derfor, de virkelige “knaster” er tjenestetidsaftaler (DLF, men indbefatter også årsnorm, dvs optælling af arbejdstid på årsbasis, for f.eks. sygeplejersker og andre i Sundhedskartellet). samt kravene om OK-dækning af frokostpauser.

DA blander sig  –  muligt regeringsindgreb

Efterhånden som det trak op til en historisk omfattende konflikt på det offentlige arbejdsmarked, begyndte en vis panik at brede sig, både blandt politikere på Christiansborg og i organisationsverdenen. Var nødberedskaberne på sygehusene tilstrækkelige, når så mange ansatte stod til at blive lockoutet? DA (Dansk Arbejdsgiverforening) blandede sig med en kommentar, hvad der er usædvanligt for denne organisation, idet den danske model bl.a. implicerer, at parterne kører showet til ende uden den form for indblanding via medierne. Men der var helt oplagt en frygt fra DA’s side for, at de offentlige lønforhandlingers dagsorden var ved at spille til lønmodtagernes fordel, og det gav frygt for afsmitning til det private arbejdsmarked (via lokale lønforhandlinger) og dermed for konkurrenceevnen over for udlandet.

Det kunne potentielt trække op til et indgreb fra regeringens/Folketingets side under henvisning til de samfundsmæssige interesser, der var på spil. Men ingen tvivl om, at denne part nødig vil gøre noget uden det er med udgangspunkt i f.eks. en forligsskitse fra Forligsinstitutionen. Sporene fra lærerkonflikten i 2013 var stadig i frisk erindring. Efter 4 ugers konflikt greb Folketinget ind med lov 409, der tvang folkeskolelærerne i arbejde (efter der var gjort godt indhug i deres konfliktfond). Den danske stat måtte senere høre for i ILO (FN’s International Labour Organisation), at man sad retten til indgåelse af kollektive aftaler overhørig.

De politiske partier, som er de aktører, der kommer til at gribe ind, hvis det bliver aktuelt, udviste forskellige holdninger. Socialdemokraterne afviste indblanding under henvisning til, at det ville være imod den danske model. Parterne skulle altså selv finde en løsning. Partiet sad ikke i regering,  –  i modsætning til i 2013, hvor man deltog i indgrebet i læreroverenskomsten. Nu var situationen en anden. Partiet var i opposition, og der var kommet ny ledelse til.
Venstrefløjspartierne er imod regeringsindgreb. De borgerlige regeringspartiers holdning til et indgreb i en konflikt vil formentlig udvikle sig under konflikten og i takt med, at folkestemningen evt.  ændrer sig.

 

BILAG

Gennemsnitsløn for de 10 største faggrupper i kommuner og regioner:

(Med i bruttolønnen er pension og særydelser. Statistikken dækker over månedslønnede og timelønnede, men ikke elever, ekstraordinært ansatte og personer i fleksjob)

Stilling Bruttoløn, september 2008, i kr. Bruttoløn, september 2017, i kr. Stigning i pct.
Lærere, KL 33.603,44     41.885,88     24,65
Pædagoger, KL 28.235,51     34.550,54     22,37
Sygeplejersker, Regioner 32.247,22     37.933,93     17,63
Social- og sundhedshjælpere, KL 26.535,27     32.308,31     21,76
Social- og sundhedsassistenter, KL 27.915,17     33.614,25     20,42
Specialister (kontor og administration), KL 33.336,09     38.706,87     16,11
Socialpædagoger, KL 30.107,57     35.749,21     18,74
Pædagogmedhjælpere, KL 21.227,53     25.650,37     20,84
Socialrådgivere, KL 31.472,33     36.565,84     16,18
Dagplejere (fire fuldtidsbørn), KL 24.626,57     30.334,30     23,18

Kilde:  Finans.dk

 

LINKS endvidere til: Statens løndatabase (gymnasielærere, DJØF’ere i ministerier, ansatte i forsvaret mv.).

Statistiske diagramdiskurser fra OK-parterne.

P.s.  Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a., at jeg i en årrække har været TR på min arbejdsplads og medlem af hovedbestyrelsen i min fagforening (GL) et par perioder. Desuden er jeg forfatter til bogen “Organisationer, stat, arbejdsmarked”. Gyldendal 1987.

Advertisements

Comments Off on OK!

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Ny krise?

Posted in Økonomi, Global økonomi by Gregers Friisberg on 09/10/2017

Hvem husker ikke den britiske finansminister for nogle år siden – inden finanskrisen – sige, at “boom og bust er afskaffet”. Så kom finanskrisen, og man fik endnu engang syn for sagn for, at økonomien bevæger sig i konjunkturer. Nu er en ny finanskrise måske på vej.

I hvert fald ifølge The Economist, der bruger CAPE-indekset til forudsigelse af det:

cape
Kilde her: The Economist.

Det måske vigtigste globale kendetegn for krise, der nærmer sig, er det såkaldte CAPE, Cyclically adjusted Price Earnings ratio, den inflations- og konjunkturudjævnede kurve for forholdet mellem aktiekurs og overskud.
Med andre ord: Hvor mange kroner skal man betale ved køb af en aktie for at få del i en krones overskud? Niveauet i dag er på niveau med niveauet i 1929 lige inden den store depression, der blev udløst af kraftige aktiedyk på Wall Street børsen i New York. New York-børserne er stadig de toneangivende i Verden. Hvad der sker der, plejer at blive reflekteret i udviklingen på både europæiske og asiatiske børser.

“Boblen uden brus” kalder bladet den nuværende spekulationsboble (ukontrolleret stigning i aktiver som ejendomme, aktier, værdipapirer i øvrigt), fordi stigningerne denne gang finder sted over en bred front, hvor det tidligere alene var aktieindekset bredt(1929) eller high-tech/dot.com aktier (1999). Meget høje niveauer af CAPE er hver gang blevet fulgt af recession (de røde streger i figuren ovenover).
Det går galt, når overdrevne aktiekurser drives op for lånte penge, hvad der ifølge artiklen i The Economist også delvist er tilfældet denne gang.

The Economist skriver konkluderende:

If portfolio managers wake up in two years regretting the high price they paid for shares in one tech giant or another, or wishing they didn’t own a 98-year dollar bond issued by Argentina, so be it. The least—and perhaps the best—that can be done is to ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property. It also means ensuring banks have enough capital to withstand a correction in asset prices.

Årsagen er bl.a. centralbankernes udpumpning af penge igennem obligationskøb de senere år. I alt over 11 trillioner$ (11.000 milliarder$!!).

Det er klart, at alt for lave renter og stor pengerigelighed fører til overvurderede aktiver, f.eks. aktier i high-tech selskaber, som er steget 30-40 pct (uden påviselige grunde i stigende overskud) den seneste tid. Siden nytår er aktiekurserne i Europa og Nordamerika steget op imod 13 pct, – alene på optimisme begrundet i Trumps forventede gaver til erhvervslivet, herunder skattelettelser og andre lettelser for erhvervslivet.
I realiteten er det ledige penge på jagt efter noget at blive anbragt i.

Om ikke andet kan de blive brugt til spekulation i ejendomme. At der er en boligprisboble, er der mange tegn på. – Og en del økonomer, der er enige i. Inklusive det såkaldte systemiske risikoråd i Danmark, der har lagt op til stramninger af lånevilkår på det københavnske og århusianske ejerboligmarked. – For i 11. time at se sig undercuttet af den evigglade Brian Mikkelsen.
Problemet med de høje boligpriser i København er jo, at folk kan blive teknisk insolvente, når der går hul på boligboblen, og de sidder med for mange af de sjove rentetilpasningslån, der senere skal refinansieres til en højere rente. Og i den verden trækker den ene fallit som bekndt den anden med sig, fordi långivning og -tagning er forbundet med hinanden.

Som The Economist skriver, så skal man ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property.  Illikvide aktiver (f.eks. usælgelige ejendomme eller værdipapirer, der er faldet i værdi),  købt for lånte penge. er opskriften på, hvordan et kriseforløb skabt i den finansielle sektor, kan udvikle sig.

Faresignalerne er mange. Man må håbe, myndighederne reagerer – og ikke stikker hoved i busken, som vi har set Brian Mikkelsen gør det, i misforstået solidaritet med de evigglade børsaktivister.

Reality check på den førende præsidentkandidat

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi, Frankrig by Gregers Friisberg on 28/04/2017

Reality checks er blevet a la mode efter Trumps valgkampagne i USA. Jvf det danske TV-program Detektor. Det laves ikke altid lige elegant, og der er tit overdrevne forestillinger om, hvor meget man kan tilnærme diskursive udlægninger af virkeligheden til virkeligheden.

Derfor må man lykønske den franske avis Le Monde med meget præcise gendrivelser af påstande, som den førende franske præsidentkandidat Macron er kommet med i kampens hede. Han fører klart i målingerne – med 60 pct i forhold til Le Pens 40 pct. Men letsindigt at føle sig for sikker. Derfor kan det være vigtigt at være præcis.

F,eks. m.h.t. arbejdsløshedsproblemet, der bliver et af hovedemnerne mellem de to kandidater, bl.a. fordi deres udlægninger af globaliseringsbegrebet virkelig skiller.

Macron har sagt, at “Frankrig er “et af  de sidste større lande i EU, der har formået at klare massearbejdsløshedsproblemet”.

Avisen dokumenterer med statistik fra Eurostat:
chomageenfrance
Frankrig ligger snarere omkring et gennemsnit (ca 9,5 pct af arbejdsstyrke) for euro-zonen, og adskillige store lande (Portugal, Spanien, Italien) har betydelig højere arbejdsløshed.
Hvad kan grunden være til ikke at være præcis på dette punkt? – Måske at tage luften ud af det væsentligste i Le Pens kritik af “den vilde globalisering”, som går ud over den franske arbejderklasse, specielt de mest udsatte? Måske at tage luften ud sejlene på kritikken af euro-zonemodellen som en levedygtig økonomisk model?
Måske at antyde, at man er relativt tæt på en “løsning på problemet”, og at man derfor kan imødese hans egne løsningsforslag med sindsro.
Han ser det som en problematik, der primært skal løses af markedskræfterne og i et tæt parløb med EU. Hertil skal så komme udbudssideøkonomiske tiltag fra den franske stats side, så som primært større fleksibilitet på arbejdsmarkedet (jvf foregående blogposts). Men som han også selv siger: problemet har været der i over 30 år, – og hvorfor skulle det være så meget tættere på en løsning nu?
Det, der i den sammenhæng er ret afgørende, er, at man er tilbøjelige til at undervurdere forskellene i strukturel konkurrenceevne mellem den tyske økonomi (Allemagne ovenover i figuren) på den ene side og de svage mellemeuropæiske og sydeuropæiske økonomier. Det er forskelle, der hænger sammen med institutionelle faktorer, som ikke uden videre er så lette at komme udenom. Hvis man er opdraget i den neoklassiske økonomiske teoritradition kan det forekomme at være en let sag. Her ses det som markedsuligevægte, der kan overkommes via øget transparens og øget markedsmæssig styring. Så let er det imidlertid ikke.

 

Comments Off on Reality check på den førende præsidentkandidat

Kina – “Verdens fabrik”

Posted in Økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/03/2017

Kina – “Verdens fabrik” er måske ved at være en saga blot. Det er der i hvert fald en del medier, der rapporterer i denne tid. Det rappoDrteres, at en gennemsnitstimeløn i Kinas industri er 3,60 $ pr time i 2016, en stigning på 64 pct siden 2011. Lønnen i Kinas industri skulle så være 5 gange så høj som lønnen i Indiens industri, højere end i Brazilien og tæt på at være på højde med den fattigste del af Sydeuropa.

Så kunne tro, at så må Kina høre op med at være Verdens fabrik, som alle har travlt med at outsource til. Det sidste er nok korrekt. Outsourcingstempoet vil formodentlig falde noget. Og det skyldes ikke kun Trump og hans nationalkonservative America1st politik.

Det er dog ikke sikkert, at rollen som “Verdens fabrik” er et overstået stade – ikke helt i hvert fald. Kina er i gang med at tilpasse sig de højere lønninger. Det sker ved, at landet går mere upmarket, og ved at der indføres mere automatiserede produktionsmetoder. Hemmeligheden bag udviklingen i Kina er, at der allerede er foregået store produktivitetsstigninger, og at landet derfor er i stand til at betale højere timelønninger. Det ser ud som om, Kina er ved at gennemgå en udvikling, der ligner den, Japan var igennem i 1980’erne og 90’erne. Lønningerne steg, fordi produktiviteten steg. Og de steg kraftigt målt i global fællesvaluta som $, fordi landets konkurrenceevne afspejledes i en højere kurs på den nationale valuta.

Noget lignende er sket i Kina og vil formentlig ske også i de kommende år. Der vil ske en valutarisk tilpasning, som vil afspejle sig i endnu højere lønninger fremover, målt i f.eks. amerikanske $. – Hvis ikke en ny global krise sætter en stopper for denne udvikling!

 

Comments Off on Kina – “Verdens fabrik”

Boligboblen giver for meget fætter højben i fordelingspolitikken

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 02/01/2017

Vi har tidligere på denne blog beskæftiget os med de stigende boligpriser i Danmark. Nu ser det ud til, at Nationalbanken er af samme mening. Den skriver i en pressemeddelelse:

Dansk økonomi på vej ind i højkonjunktur

“Prisen på ejerlejligheder i København er høj i forhold til indkomst- og renteniveau, og der er en risiko for, at prisudviklingen er drevet af selvopfyldende forventninger,” siger Lars Rohde.

I København vil boligejerne blive ramt relativt hårdere af rentestigninger end boligejere andre steder i landet.

“Det gør det københavnske boligmarked sårbart over for pludselige rentestigninger. Der er dermed stor risiko for, at en fortsættelse af de seneste års reale prisstigninger vil blive efterfulgt af tilsvarende prisfald,” siger Lars Rohde.”

Det, der kan undre én i den sammenhæng, er politikernes passivitet. Man ser til fra sidelinjen. Frem for alt gælder det tilsyneladende om at undgå, at boligejerne skulle blive vrede, hvis man foreslår, at stoppet for ejendomsværdiskat – og nu også grundskylden – skulle aftrappes, hvad der kunne medvirke til at holde boblen i skak.

“Det skal kunne betale sig at arbejde” – hører vi igen og igen. Det er et harmløst slogan, som næppe nogen kan være uenig i. Men det er ensidigt rettet mod bistandsmodtagere og andre socialt udsatte, der kommer under øget pres, når de præsenteres for disse forventninger.

Hvordan harmonerer det med, at man kan sidde på sin flade og tjene ofte fra en halv til en hel mio. – eller endnu mere – skattefrit om året, hvis man købte bolig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt? – Og andre – mindre heldige –  sidder i huse og lejligheder andre steder i landet, hvor de dårligt nok kan flytte fra uden at gå ind i tab, hvis de skal af med boligen.

boligboble
Ovenover et tilfældigt udsnit af boligsiden en tilfældig dag i januar. Hvis det lykkes at få den udbudte pris, vil ejeren af den øverste ejendom have scoret omkring 1 mio skattefrit om året. I den nederste lidt mindre samlet set – men i forhold til tiden ikke et beløb, man behøver at føle sig flov over (fra 6,7 mio i midten af 2014 til godt 11 mio i begyndelsen af 2017) .

Der er kommet for meget Fætter Højben ind over dansk fordelingspolitik, når det er blevet så let – og tilfældigt – for nogle at score kassen, mens andre fortsætter med “at være på røven i Nakskov” – og alle de andre steder i udkantsdanmark, hvor penge ikke hænger på træerne.

I virkeligheden er overskriften til dette blogindlæg meget misvisende. – Politik!!? Det er alt for ambitiøst et ord. Ordet “politik” indebærer noget villet, noget bevidst. I dette tilfælde er det ikke en politik, men en udvikling, der er skyllet ind over land og folk  –  og politikere – som samlede konsekvenser af en række tilsyneladende tilfældige faktorer og begivenheder. .

Comments Off on Boligboblen giver for meget fætter højben i fordelingspolitikken

En kommende boble på ejendomsmarkedet?

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 23/05/2016

….bubbles can form and spread quickly. Moreover, with high shares of “interest only” and variable rate loans, households are already exposed to substantial interest rate risk

Sådan skriver IMF i en vurdering af den danske økonomis udvikling. Der er betydelige risici på boligmarkedet. IMF hæfter sig ved de stærkt stigende ejendomspriser i især København, hvor priserne på lejligheder er steget over 50 pct siden 2009.

Der er et hip til de afdragsfrie lån (“interest only” lån) og variabelt forrentede lån. Det bevirker, at husholdningerne er udsat for betydelig renterisiko. Hvis der kommer en rentestigning, vil mange, der har bygget deres økonomi op omkring en relativt begrænset “husleje”, kunne blive ramt hårdt, når prisen på lånene pludselig stiger kraftigt, og prisstigningerne på boligmarkedet går over i stagnation og måske ligefrem tilbagegang. Man vil da kunne opleve, at måske i hundredetusindevis af familier rammes af den tekniske insolvens’ knock-out effekt: De vil ikke kunne flytte fra deres bolig, og man risikerer, at en boble, der går hul i, kan udvikle sig til økonomisk recession.

De afdragsfrie og variabelt forrentede lån blev indført i 2003, midt under den florissante økonomiske ekspansion i Fogh-æraen.

IMF skriver om det “systemiske risikoråd” og “kreditdiamenten” (“Supervisory Diamond for Mortgage Credit Institutions (MCIs),”) , men hvor meget plads optager disse institutioner og instrumenter i danskernes bevidsthed.
Det er vist noget af det, der kan kaldes vinduespynt, som får frygtsomme nationalbankdirektører og andre økonomiske fundamentalister til at klappe i – mere end det har været reelle instrumenter til reel afbødning af risiciene.

Når det ikke er eksploderet op i hovederne på de politiske beslutningstagere endnu, er det formentlig fordi, man har haft så lang en periode med faldende renter. Det har muliggjort det fortsatte Eldorado på boligmarkedet.

 

Denne udvikling på boligmarkedet har været stærkt medvirkende til forøgelse af den økonomiske ulighed blandt danskerne. Titusindevis af boligejere i de centrale dele af de store byer har kunnet sidde på deres flade og tjene masser af penge skattefrit i form af stigende friværdier, altimens familier i udkantsdanmark har mærket ubehaget, som den ulige geografiske udvikling efterlader.

Comments Off on En kommende boble på ejendomsmarkedet?

Grexit?

Posted in Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 27/01/2015

 

 

Syrizas sejr ved det græske parlamentsvalg rejser spørgsmålet, om Grækenland kommer til at forlade eurozonen og genindføre en national valuta? Der ser umiddelbart her lige efter valget ud til at være linet op til et sådant udfald. Syriza har ved at indgå koalition med det højreorienterede parti Uafhængige Grækere (ANEL) erhvervet sig absolut flertal (over 150 mandater). Syriza fik 36 – 37 pct af stemmerne og 149 mandater i parlamentet. (Det særlige græske system med forholdstalsvalg, hvor man vil sikre sig et regeringsdygtigt valgresultat, bevirker, at der kommer en bonus på 50 mandater mere til det største parti).

Med to anti-austerity partier ved roret i Grækenland og med de foreløbige tyske reaktioner er der lagt op til konflikt med Bruxelles – og ikke mindst den tyske økonomiske politik. Det er da også det, man har et mandat fra vælgerne til. Spørgsmålet er, om det vil komme til et brud, eller om Syrizalederen Tsipras vil søge et kompromis, hvis der ellers er appetitlige nok kompromismuligheder?

IMF har ifølge den amerikanske økonom Krugman indrømmet, at det har været en helt umulig opgave, Grækenland har stået overfor. Figuren herunder anskueliggør det.

grexit1

Kilde: The Independent 27.1.15

Droppet i det græske BNP på 26 har gjort det stort set umuligt at betale tilbage fuldt ud. Faldet i BNP har bl.a. bevirket, at gælden nu udgør over 175 pct af BNP. Det er en ond økonomisk cirkel, der først for nylig ser ud til at være på vej til at blive brudt, – om end i utilstrækkelig grad.

Den græske økonomi viser forsigtige tegn på fremgang.  Den tårnhøje arbejdsløshed på over 25 pct viser tegn på fald. Den primære balance (uden rentebetalinger) på statsbudgettet er nu positiv. Betalingsbalancens løbende poster er i plus på 1,5 pct af BNP (The Economists tal for 2014). Men det er ikke en fremgang, der er massiv nok hverken til at kunne sikre fortsat tilbagebetaling af gæld eller til at muliggøre en gennemførelse af den politik, Syriza har stillet i udsigt i valgkampen. – Ikke uden at EU – og andre –  spæder til, f.eks. igennem lempelser af lånevilkårene (forlængelse af afdragsperiode og nedsættelse af rente).

Der er måske også det mulige scenarie, at konfrontationen køres igennem, og der kommer et brud med EU, som fører til Grexit – græsk exit fra eurosamarbejdet. Det vil ikke nødvendigvis være en katastrofe for landet. Det kunne ovenikøbet være interessant at se, om landet ville kunne klare sig via en hurtig genoprettelse af konkurrenceevne gennem en større devaluering. Det kunne fordyre euro-gæld. Men hvis det lykkedes, kunne det få alvorlige konsekvenser for euroen, i fald flere sydeuropæiske lande efterlignede denne politik.

Tsipras og Syriza har besværet sig over, at det er en incognito embedsmandsgruppe uden demokratisk mandat, der i form af den såkaldte Trojka stiller lande over for økonomiske ultimatum’er. Det er al ære værd, at der gøres op med dette teknokrati, og befolkningens ønsker om at komme i en demokratisk proces omkring løsningen af landets økonomiske problemer.

Eurozonens problemer viser sig i dramatisk form i den meget høje ungdomsarbejdsløshed, der er kommet i og med finanskrisen:

grexit3
Kilde: Eurostat.

Den meget ulige økonomiske udvikling viser sig i rendyrket form her. Ekstremerne mellem det rige og effektive Nord og det fattige og underudviklede Syd springer frem.  Det bliver ikke mindre paradoksalt, når man ser på, hvordan vigtige økonomiske nøgletal har udviklet sig. Ifølge The Economist (3.1.15) har euroområdet et omtrent lige så stort overskud (2,3 pct af BNP) som USA har underskud på betalingsbalancen. Den offentlige budgetbalance i eurozonen er 2,5 pct. Man har økonomiske muskler til på samme tid at afhjælpe den uhyggeligt høje ungdomsarbejdsløshed og svække muligheden af, at økonomien går i deflation. Politikerne sidder imidlertid blot og ser på. Den europæiske centralbank har dog reageret ved at starte et obligationsopkøbsprogram. Der er dog ingen garanti for, at det fører til investeringer og jobs. I modsætning til, hvad effektiven ville være af offentlige infrastrukturinvesteringer.

Det er ærgerligt for EU, at man ikke har kunnet finde på andre måder end austerity at tackle problemer på. Vi  sidder i det høje Euro-nord med de stærke økonomiske nøgletal og priser os lykkelige over, at vi ikke er i grækernes situation. – Og selvfølgelig burde de have fjernet korruption og satset på andre økonomiske sektorer end turisme og bygge- og anlæg, men det er alligevel for nemt! Eurokonstruktionen kunne være udformet anderledes. Overskudslandene i nord kunne have droppet austerity og ført mere finanspolitisk stimulerende økonomisk politik.

Politiske perspektiver

Politisk udfald og perspektiver af valget kan blive omfattende. Valgresultatet er sidste skud på stammen af fundamentale ændringer af europæisk politik. Der er opbrud fra traditionelle mønstre af partipolitik og vælgeradfærd.

Man kan se det af vedlagte figur over valgresultatet (Wikipedia på basis af det græske indenrigsministerium):
grexit2
Anm: ND: Nyt Demokrati: Det konservative parti, der sad ved magten indtil valget. XA: Gyldent daggry. Nynazistisk parti. Potami: Floden: Centrum-/venstreparti startet af en kendt journalist (Stavros Theodorakis). KKE: Græske kommunistparti. ANEL: Uafhængige grækere (partiet, der er gået i koalition med Syriza), dannet ved nationalkonser- vativ afskalning fra det Nyt Demokrati som følge af uenighed om, at udlændinge får indflydelse via austerity og bailouts. PASOK: Det traditionelle græske socialdemokrati, der er faldet voldsomt i tilslutning. En stor del af Syrizas vælgerbase kommer fra PASOK, som har fået eroderet kernevælgerstammen af partiets forsøg på gennemførelse af Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav til græsk økonomisk politik.
Der er en spærregrænse på 3 pct for at blive repræsenteret i parlamentet.

Græsk politik har igennem mange år været præget af, at Konservative og Socialdemokrater (PASOK) har afløst hinanden på regeringsmagten. Det mønster er fuldstændig brudt nu. Vælgerne er trætte af korruption og traditionel partipolitik. PASOK var lige ved ikke at opnå repræsentation.

Et lignende mønster – om ikke i helt samme omkalfatrende form – er set i andre europæiske lande: Front National i Frankrig. UKIP i England.  Og ikke mindst Podemos (“Vi kan”) i Spanien, et parti, der bygger på græsrodsprotestaktionerne i græske storbyer de seneste år.

Overraskelserne politik viser sig eksempelvist også symptomatisk ved, at der i The Economist 3. januar er en længere diskussion af, hvem Syriza mon vil gå i koalition med, hvis de vinder valget, men skal finde en samarbejdspartner for at få en majoritetskoalition?
Bladet forestiller sig flere muligheder: PASOK og To Potami (Floden) springer umiddelbart i øjnene, da de ud fra traditionelle ideologiske højre – venstre forestillinger er mest oplagte som koalitionspartnere.
Bladet forestiller sig slet ikke, at ANEL ville komme i spil. Det er da også tænkeligt, at Tsipras vil få problemer med sin relativt rørige venstrefløj i Syriza. Det, der har spillet ind, har formentlig været “sagen“, hvor ANEL på trods af den højreorienterede sociale og økonomiske politik, er enig med Syriza, nemlig modstanden imod austerity-politikken og vigtigheden af at byde Bruxelles trods i kampen for at bevare et skin af græsk nationalt demokrati.

Syriza kan hurtigt få problemer med uro på bagsmækken. Den medieorienterede topledelse af partiet har længe haft det som et langsigtet projekt at få fat i dele af vælgerne i det nationalistiske anti-nedskæringspolitiske højre. Det ses som en nødvendighed at opnå national enighed snarere end at tage udgangspunkt i partiets traditionelle base i arbejderklassens og middelklassens vælgere i kampen mod nedskæringspolitikken. Logikken har været en traditionel centrum-venstre politik gående på, at man kun vinder magten ved at sætte sig på den vælgermæssige midte.

P.S: Syrizas insolvensdiskurs

I Syrizas selvforståelse for, hvad der er sket, indgår “insolvensdiskursen” som en vigtig del.
Tsipras sendte i midten af januar 2015 et åbent brev til den tyske offentlighed, hvor han forsøgte at forklare Grækenlands insolvensproblem over for den tyske befolkning. Da det økonomiske grundlag for håndteringen af den græske gæld brød sammen i 2010, behandledes det som et illikviditetsproblem, altså et problem, der hænger sammen med manglende kontant betalingsevne. Man så det ikke som et problem med insolvens, hvad der vil sige manglende sammenhæng mellem indtægter og udgifter som følge af en stor gæld. Derved blev det grundlæggende problem ikke løst, og Grækenland kom ud i den uheldige nedadgående spiral, der har ført til et fald i BNP og derved en totalt manglende evne til at løse gældsproblematikken.
Det ville svare til en dansk husejer, der lider rentedøden sådan, at de samlede renter på huslånet er højere end husstandens indkomster. Det vil ikke hjælpe denne husejer at få tilført yderligere lån til løsning af midlertidige likviditetsmangler. Det, der skal til, er en sanering af en håbløs gæld, f.eks. i form af en sletning/nedskrivning af dele af gælden. Grækenland skulle altså have været taget under en form for konkursbehandling i stedet for blot at få flere lån.

Comments Off on Grexit?

Det er ganske vist: Trickle down economics virker ikke!

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 09/12/2014

Endelig kommer det længe ventede officielle opgør med trickle down economics, troen på, at hvis økonomien løftes via de incitamenter, øget ulighed kan give, så vil det blive til fordel for alle, for indkomstfremgangen vil “risle ned” også til de lavere indkomstlag. Men nu giver OECD denne økonomiske tro et skud for boven i sine seneste opgørelser. Og OECD’s generalsekretær formulerer det glade julebudskab:

Everyone should be able to realise their potential and to share the benefits of growth and increased prosperity. (OECD Secretary-General)

Når enhver får mulighed for det, giver det gavnlige effekter på væksten.

Figur     : Sammenlignende indkomstfordelingsstatistik

inequal
Kilde: OECD.

På sin hjemmeside har organisationen ovenstående gode interaktive statistik, der gør det muligt hurtigt at lave sammenligninger af gennemsnittet for ulighed i OECD sammenholdt med enkelte lande.  Man ser f.eks. Danmark og Sverige (grøn og rødlig) sammenholdt med et gennemsnit for OECD. Det er Ginikoefficienten, relativ indkomstfattigdom og de øverste 10 pct af indkomstmodtageres andel i forholdl til de laveste 10 pct. Det sidste tal er 10 gange i snit, mens f.eks. Danmark ligger på godt 5 gange så meget.
Der er opadgående tendens, også i de nordiske velfærdsstater, og specielt i Sverige. Det skyldes bl.a. de senere års skattepolitik i dette land, hvor højeste marginalskat er sat ned.
Det er ikke så overraskende, at trickle down economics ikke fungerer. Det overraskende er, at det har kunnet lade sig gøre igennem årtier at bilde Verden ind, at det forholder sig sådan.  Det er ikke mindst Ronald Ragans og Margaret Thatchers, samt Chicago-økonomernes (Milton Friedman m.fl.) fortjeneste.
Det siger måske lidt om den diskursive magt, at man har kunnet bilde verden det ind så længe. Men hvorfor ændrer det sig så nu? Er det kun fordi den økonomiske forsknings resultater kan give belæg for det? Eller er det fordi, magten i samfundet ændrer sig? Fordelings- og velfærdspolitikken kommer på forunderlig vis til ære og værdighed igen. Man har jo set det før. Roosevelts New Deal politik  Keynes’ økonomiske tænkning eksempelvis.  Den kom også oven på en periode med stærk liberalistisk dominans i den økonomiske grundfilosofi.

 

Comments Off on Det er ganske vist: Trickle down economics virker ikke!

Burgernomics og mindsteløn

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 20/11/2014

Burgernomics er som bekendt “videnskaben” om, hvordan man kan bruger prisen på en Big Mac til at vægte landes omkostningsniveauer i forhold til hinanden. Der produceres burgere på samlebånd over hele kloden. Det er en af de mest globaliserede varer. Derfor kan man bruge den til at lave sammenligninger af pris- og omkostningsniveauer (hvis de lokale produktions- og distributionsforhold, herunder ikke mindst varens indhold og kvalitet, ellers er sammenlignelige?), og man kan dermed korrigere valutaers vekselkurser (nominel/real værdi) og se, hvad den virkelige værdi af en vare- eller tjenesteydelse er.

Nu har et britisk blad brugt burgerindekset til beregning af den “virkelige”, sammenlignelige værdi af mindsteløn rundt omkring i Verden. Hvor mange Big macs kan man købe for en times mindsteløn, er den simple beregning:
Bigmacprhour
Kilde: The Guardian. (For Tysklands vedkommende er regnet med den mindsteløn, der indføres ved lov i 2015). Man kan i øvrigt finde europæiske mindstelønsdata hos Eurostat.

Danmark er ikke med i opgørelsen, formentlig af den simple grund, at der ikke er nogen mindsteløn i Danmark, – eller i hvert fald ikke nogen lov om mindsteløn. Den mindsteløn, man taler om for Danmark, er den, der er vedtaget i større overenskomster på arbejdsmarkedet, f.eks. industrioverenskomsten (Dansk Industri/CO-Industri). Den ligger på omkring 110 kr pr time. Da en Big Mac opgives til at koste 28,50 kr i Danmark, skal der ikke meget købmandsregning til at se, at Danmark ville ligge i spidsen i tabellen med en værdi på 3,85, formentlig tæt fulgt af de andre nordiske lande.
Mens vi nyder denne fantastiske mulighed for at spise næsten 4 big macs i timen – med tilsvarende sundhedsrisici for langsigtet overvægt og hjertekvababbelse, kan man fundere lidt over, hvorfor den nordiske model stadig skiller sig så klart ud fra andre lande. – Og ikke mindst stille spørgsmålet: Hvor længe endnu? Det er en model, der er under kraftigt pres af globalisering og indre marked i EU.
Og man kan endvidere stille spørgsmålet, om det ikke snart er på tide, man også får en lov om mindsteløn i Danmark, så man dermed kan beskytte udsatte arbejdstagere, der udnyttes af kyniske arbejdsgivere? Når der ikke er nogen lov, og arbejdsgiveren ikke er organiseret, behøver vedkommende strengt taget ikke at betale “mindstelønnen”.

 

 

Comments Off on Burgernomics og mindsteløn