Gregers Friisberg

Reality check på den førende præsidentkandidat

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi, Frankrig by Gregers Friisberg on 28/04/2017

Reality checks er blevet a la mode efter Trumps valgkampagne i USA. Jvf det danske TV-program Detektor. Det laves ikke altid lige elegant, og der er tit overdrevne forestillinger om, hvor meget man kan tilnærme diskursive udlægninger af virkeligheden til virkeligheden.

Derfor må man lykønske den franske avis Le Monde med meget præcise gendrivelser af påstande, som den førende franske præsidentkandidat Macron er kommet med i kampens hede. Han fører klart i målingerne – med 60 pct i forhold til Le Pens 40 pct. Men letsindigt at føle sig for sikker. Derfor kan det være vigtigt at være præcis.

F,eks. m.h.t. arbejdsløshedsproblemet, der bliver et af hovedemnerne mellem de to kandidater, bl.a. fordi deres udlægninger af globaliseringsbegrebet virkelig skiller.

Macron har sagt, at “Frankrig er “et af  de sidste større lande i EU, der har formået at klare massearbejdsløshedsproblemet”.

Avisen dokumenterer med statistik fra Eurostat:
chomageenfrance
Frankrig ligger snarere omkring et gennemsnit (ca 9,5 pct af arbejdsstyrke) for euro-zonen, og adskillige store lande (Portugal, Spanien, Italien) har betydelig højere arbejdsløshed.
Hvad kan grunden være til ikke at være præcis på dette punkt? – Måske at tage luften ud af det væsentligste i Le Pens kritik af “den vilde globalisering”, som går ud over den franske arbejderklasse, specielt de mest udsatte? Måske at tage luften ud sejlene på kritikken af euro-zonemodellen som en levedygtig økonomisk model?
Måske at antyde, at man er relativt tæt på en “løsning på problemet”, og at man derfor kan imødese hans egne løsningsforslag med sindsro.
Han ser det som en problematik, der primært skal løses af markedskræfterne og i et tæt parløb med EU. Hertil skal så komme udbudssideøkonomiske tiltag fra den franske stats side, så som primært større fleksibilitet på arbejdsmarkedet (jvf foregående blogposts). Men som han også selv siger: problemet har været der i over 30 år, – og hvorfor skulle det være så meget tættere på en løsning nu?
Det, der i den sammenhæng er ret afgørende, er, at man er tilbøjelige til at undervurdere forskellene i strukturel konkurrenceevne mellem den tyske økonomi (Allemagne ovenover i figuren) på den ene side og de svage mellemeuropæiske og sydeuropæiske økonomier. Det er forskelle, der hænger sammen med institutionelle faktorer, som ikke uden videre er så lette at komme udenom. Hvis man er opdraget i den neoklassiske økonomiske teoritradition kan det forekomme at være en let sag. Her ses det som markedsuligevægte, der kan overkommes via øget transparens og øget markedsmæssig styring. Så let er det imidlertid ikke.

 

Comments Off on Reality check på den førende præsidentkandidat

Kina – “Verdens fabrik”

Posted in Økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/03/2017

Kina – “Verdens fabrik” er måske ved at være en saga blot. Det er der i hvert fald en del medier, der rapporterer i denne tid. Det rappoDrteres, at en gennemsnitstimeløn i Kinas industri er 3,60 $ pr time i 2016, en stigning på 64 pct siden 2011. Lønnen i Kinas industri skulle så være 5 gange så høj som lønnen i Indiens industri, højere end i Brazilien og tæt på at være på højde med den fattigste del af Sydeuropa.

Så kunne tro, at så må Kina høre op med at være Verdens fabrik, som alle har travlt med at outsource til. Det sidste er nok korrekt. Outsourcingstempoet vil formodentlig falde noget. Og det skyldes ikke kun Trump og hans nationalkonservative America1st politik.

Det er dog ikke sikkert, at rollen som “Verdens fabrik” er et overstået stade – ikke helt i hvert fald. Kina er i gang med at tilpasse sig de højere lønninger. Det sker ved, at landet går mere upmarket, og ved at der indføres mere automatiserede produktionsmetoder. Hemmeligheden bag udviklingen i Kina er, at der allerede er foregået store produktivitetsstigninger, og at landet derfor er i stand til at betale højere timelønninger. Det ser ud som om, Kina er ved at gennemgå en udvikling, der ligner den, Japan var igennem i 1980’erne og 90’erne. Lønningerne steg, fordi produktiviteten steg. Og de steg kraftigt målt i global fællesvaluta som $, fordi landets konkurrenceevne afspejledes i en højere kurs på den nationale valuta.

Noget lignende er sket i Kina og vil formentlig ske også i de kommende år. Der vil ske en valutarisk tilpasning, som vil afspejle sig i endnu højere lønninger fremover, målt i f.eks. amerikanske $. – Hvis ikke en ny global krise sætter en stopper for denne udvikling!

 

Comments Off on Kina – “Verdens fabrik”

Boligboblen giver for meget fætter højben i fordelingspolitikken

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 02/01/2017

Vi har tidligere på denne blog beskæftiget os med de stigende boligpriser i Danmark. Nu ser det ud til, at Nationalbanken er af samme mening. Den skriver i en pressemeddelelse:

Dansk økonomi på vej ind i højkonjunktur

“Prisen på ejerlejligheder i København er høj i forhold til indkomst- og renteniveau, og der er en risiko for, at prisudviklingen er drevet af selvopfyldende forventninger,” siger Lars Rohde.

I København vil boligejerne blive ramt relativt hårdere af rentestigninger end boligejere andre steder i landet.

“Det gør det københavnske boligmarked sårbart over for pludselige rentestigninger. Der er dermed stor risiko for, at en fortsættelse af de seneste års reale prisstigninger vil blive efterfulgt af tilsvarende prisfald,” siger Lars Rohde.”

Det, der kan undre én i den sammenhæng, er politikernes passivitet. Man ser til fra sidelinjen. Frem for alt gælder det tilsyneladende om at undgå, at boligejerne skulle blive vrede, hvis man foreslår, at stoppet for ejendomsværdiskat – og nu også grundskylden – skulle aftrappes, hvad der kunne medvirke til at holde boblen i skak.

“Det skal kunne betale sig at arbejde” – hører vi igen og igen. Det er et harmløst slogan, som næppe nogen kan være uenig i. Men det er ensidigt rettet mod bistandsmodtagere og andre socialt udsatte, der kommer under øget pres, når de præsenteres for disse forventninger.

Hvordan harmonerer det med, at man kan sidde på sin flade og tjene ofte fra en halv til en hel mio. – eller endnu mere – skattefrit om året, hvis man købte bolig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt? – Og andre – mindre heldige –  sidder i huse og lejligheder andre steder i landet, hvor de dårligt nok kan flytte fra uden at gå ind i tab, hvis de skal af med boligen.

boligboble
Ovenover et tilfældigt udsnit af boligsiden en tilfældig dag i januar. Hvis det lykkes at få den udbudte pris, vil ejeren af den øverste ejendom have scoret omkring 1 mio skattefrit om året. I den nederste lidt mindre samlet set – men i forhold til tiden ikke et beløb, man behøver at føle sig flov over (fra 6,7 mio i midten af 2014 til godt 11 mio i begyndelsen af 2017) .

Der er kommet for meget Fætter Højben ind over dansk fordelingspolitik, når det er blevet så let – og tilfældigt – for nogle at score kassen, mens andre fortsætter med “at være på røven i Nakskov” – og alle de andre steder i udkantsdanmark, hvor penge ikke hænger på træerne.

I virkeligheden er overskriften til dette blogindlæg meget misvisende. – Politik!!? Det er alt for ambitiøst et ord. Ordet “politik” indebærer noget villet, noget bevidst. I dette tilfælde er det ikke en politik, men en udvikling, der er skyllet ind over land og folk  –  og politikere – som samlede konsekvenser af en række tilsyneladende tilfældige faktorer og begivenheder. .

Comments Off on Boligboblen giver for meget fætter højben i fordelingspolitikken

En kommende boble på ejendomsmarkedet?

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 23/05/2016

….bubbles can form and spread quickly. Moreover, with high shares of “interest only” and variable rate loans, households are already exposed to substantial interest rate risk

Sådan skriver IMF i en vurdering af den danske økonomis udvikling. Der er betydelige risici på boligmarkedet. IMF hæfter sig ved de stærkt stigende ejendomspriser i især København, hvor priserne på lejligheder er steget over 50 pct siden 2009.

Der er et hip til de afdragsfrie lån (“interest only” lån) og variabelt forrentede lån. Det bevirker, at husholdningerne er udsat for betydelig renterisiko. Hvis der kommer en rentestigning, vil mange, der har bygget deres økonomi op omkring en relativt begrænset “husleje”, kunne blive ramt hårdt, når prisen på lånene pludselig stiger kraftigt, og prisstigningerne på boligmarkedet går over i stagnation og måske ligefrem tilbagegang. Man vil da kunne opleve, at måske i hundredetusindevis af familier rammes af den tekniske insolvens’ knock-out effekt: De vil ikke kunne flytte fra deres bolig, og man risikerer, at en boble, der går hul i, kan udvikle sig til økonomisk recession.

De afdragsfrie og variabelt forrentede lån blev indført i 2003, midt under den florissante økonomiske ekspansion i Fogh-æraen.

IMF skriver om det “systemiske risikoråd” og “kreditdiamenten” (“Supervisory Diamond for Mortgage Credit Institutions (MCIs),”) , men hvor meget plads optager disse institutioner og instrumenter i danskernes bevidsthed.
Det er vist noget af det, der kan kaldes vinduespynt, som får frygtsomme nationalbankdirektører og andre økonomiske fundamentalister til at klappe i – mere end det har været reelle instrumenter til reel afbødning af risiciene.

Når det ikke er eksploderet op i hovederne på de politiske beslutningstagere endnu, er det formentlig fordi, man har haft så lang en periode med faldende renter. Det har muliggjort det fortsatte Eldorado på boligmarkedet.

 

Denne udvikling på boligmarkedet har været stærkt medvirkende til forøgelse af den økonomiske ulighed blandt danskerne. Titusindevis af boligejere i de centrale dele af de store byer har kunnet sidde på deres flade og tjene masser af penge skattefrit i form af stigende friværdier, altimens familier i udkantsdanmark har mærket ubehaget, som den ulige geografiske udvikling efterlader.

Comments Off on En kommende boble på ejendomsmarkedet?

Grexit?

Posted in Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 27/01/2015

 

 

Syrizas sejr ved det græske parlamentsvalg rejser spørgsmålet, om Grækenland kommer til at forlade eurozonen og genindføre en national valuta? Der ser umiddelbart her lige efter valget ud til at være linet op til et sådant udfald. Syriza har ved at indgå koalition med det højreorienterede parti Uafhængige Grækere (ANEL) erhvervet sig absolut flertal (over 150 mandater). Syriza fik 36 – 37 pct af stemmerne og 149 mandater i parlamentet. (Det særlige græske system med forholdstalsvalg, hvor man vil sikre sig et regeringsdygtigt valgresultat, bevirker, at der kommer en bonus på 50 mandater mere til det største parti).

Med to anti-austerity partier ved roret i Grækenland og med de foreløbige tyske reaktioner er der lagt op til konflikt med Bruxelles – og ikke mindst den tyske økonomiske politik. Det er da også det, man har et mandat fra vælgerne til. Spørgsmålet er, om det vil komme til et brud, eller om Syrizalederen Tsipras vil søge et kompromis, hvis der ellers er appetitlige nok kompromismuligheder?

IMF har ifølge den amerikanske økonom Krugman indrømmet, at det har været en helt umulig opgave, Grækenland har stået overfor. Figuren herunder anskueliggør det.

grexit1

Kilde: The Independent 27.1.15

Droppet i det græske BNP på 26 har gjort det stort set umuligt at betale tilbage fuldt ud. Faldet i BNP har bl.a. bevirket, at gælden nu udgør over 175 pct af BNP. Det er en ond økonomisk cirkel, der først for nylig ser ud til at være på vej til at blive brudt, – om end i utilstrækkelig grad.

Den græske økonomi viser forsigtige tegn på fremgang.  Den tårnhøje arbejdsløshed på over 25 pct viser tegn på fald. Den primære balance (uden rentebetalinger) på statsbudgettet er nu positiv. Betalingsbalancens løbende poster er i plus på 1,5 pct af BNP (The Economists tal for 2014). Men det er ikke en fremgang, der er massiv nok hverken til at kunne sikre fortsat tilbagebetaling af gæld eller til at muliggøre en gennemførelse af den politik, Syriza har stillet i udsigt i valgkampen. – Ikke uden at EU – og andre –  spæder til, f.eks. igennem lempelser af lånevilkårene (forlængelse af afdragsperiode og nedsættelse af rente).

Der er måske også det mulige scenarie, at konfrontationen køres igennem, og der kommer et brud med EU, som fører til Grexit – græsk exit fra eurosamarbejdet. Det vil ikke nødvendigvis være en katastrofe for landet. Det kunne ovenikøbet være interessant at se, om landet ville kunne klare sig via en hurtig genoprettelse af konkurrenceevne gennem en større devaluering. Det kunne fordyre euro-gæld. Men hvis det lykkedes, kunne det få alvorlige konsekvenser for euroen, i fald flere sydeuropæiske lande efterlignede denne politik.

Tsipras og Syriza har besværet sig over, at det er en incognito embedsmandsgruppe uden demokratisk mandat, der i form af den såkaldte Trojka stiller lande over for økonomiske ultimatum’er. Det er al ære værd, at der gøres op med dette teknokrati, og befolkningens ønsker om at komme i en demokratisk proces omkring løsningen af landets økonomiske problemer.

Eurozonens problemer viser sig i dramatisk form i den meget høje ungdomsarbejdsløshed, der er kommet i og med finanskrisen:

grexit3
Kilde: Eurostat.

Den meget ulige økonomiske udvikling viser sig i rendyrket form her. Ekstremerne mellem det rige og effektive Nord og det fattige og underudviklede Syd springer frem.  Det bliver ikke mindre paradoksalt, når man ser på, hvordan vigtige økonomiske nøgletal har udviklet sig. Ifølge The Economist (3.1.15) har euroområdet et omtrent lige så stort overskud (2,3 pct af BNP) som USA har underskud på betalingsbalancen. Den offentlige budgetbalance i eurozonen er 2,5 pct. Man har økonomiske muskler til på samme tid at afhjælpe den uhyggeligt høje ungdomsarbejdsløshed og svække muligheden af, at økonomien går i deflation. Politikerne sidder imidlertid blot og ser på. Den europæiske centralbank har dog reageret ved at starte et obligationsopkøbsprogram. Der er dog ingen garanti for, at det fører til investeringer og jobs. I modsætning til, hvad effektiven ville være af offentlige infrastrukturinvesteringer.

Det er ærgerligt for EU, at man ikke har kunnet finde på andre måder end austerity at tackle problemer på. Vi  sidder i det høje Euro-nord med de stærke økonomiske nøgletal og priser os lykkelige over, at vi ikke er i grækernes situation. – Og selvfølgelig burde de have fjernet korruption og satset på andre økonomiske sektorer end turisme og bygge- og anlæg, men det er alligevel for nemt! Eurokonstruktionen kunne være udformet anderledes. Overskudslandene i nord kunne have droppet austerity og ført mere finanspolitisk stimulerende økonomisk politik.

Politiske perspektiver

Politisk udfald og perspektiver af valget kan blive omfattende. Valgresultatet er sidste skud på stammen af fundamentale ændringer af europæisk politik. Der er opbrud fra traditionelle mønstre af partipolitik og vælgeradfærd.

Man kan se det af vedlagte figur over valgresultatet (Wikipedia på basis af det græske indenrigsministerium):
grexit2
Anm: ND: Nyt Demokrati: Det konservative parti, der sad ved magten indtil valget. XA: Gyldent daggry. Nynazistisk parti. Potami: Floden: Centrum-/venstreparti startet af en kendt journalist (Stavros Theodorakis). KKE: Græske kommunistparti. ANEL: Uafhængige grækere (partiet, der er gået i koalition med Syriza), dannet ved nationalkonser- vativ afskalning fra det Nyt Demokrati som følge af uenighed om, at udlændinge får indflydelse via austerity og bailouts. PASOK: Det traditionelle græske socialdemokrati, der er faldet voldsomt i tilslutning. En stor del af Syrizas vælgerbase kommer fra PASOK, som har fået eroderet kernevælgerstammen af partiets forsøg på gennemførelse af Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav til græsk økonomisk politik.
Der er en spærregrænse på 3 pct for at blive repræsenteret i parlamentet.

Græsk politik har igennem mange år været præget af, at Konservative og Socialdemokrater (PASOK) har afløst hinanden på regeringsmagten. Det mønster er fuldstændig brudt nu. Vælgerne er trætte af korruption og traditionel partipolitik. PASOK var lige ved ikke at opnå repræsentation.

Et lignende mønster – om ikke i helt samme omkalfatrende form – er set i andre europæiske lande: Front National i Frankrig. UKIP i England.  Og ikke mindst Podemos (“Vi kan”) i Spanien, et parti, der bygger på græsrodsprotestaktionerne i græske storbyer de seneste år.

Overraskelserne politik viser sig eksempelvist også symptomatisk ved, at der i The Economist 3. januar er en længere diskussion af, hvem Syriza mon vil gå i koalition med, hvis de vinder valget, men skal finde en samarbejdspartner for at få en majoritetskoalition?
Bladet forestiller sig flere muligheder: PASOK og To Potami (Floden) springer umiddelbart i øjnene, da de ud fra traditionelle ideologiske højre – venstre forestillinger er mest oplagte som koalitionspartnere.
Bladet forestiller sig slet ikke, at ANEL ville komme i spil. Det er da også tænkeligt, at Tsipras vil få problemer med sin relativt rørige venstrefløj i Syriza. Det, der har spillet ind, har formentlig været “sagen“, hvor ANEL på trods af den højreorienterede sociale og økonomiske politik, er enig med Syriza, nemlig modstanden imod austerity-politikken og vigtigheden af at byde Bruxelles trods i kampen for at bevare et skin af græsk nationalt demokrati.

Syriza kan hurtigt få problemer med uro på bagsmækken. Den medieorienterede topledelse af partiet har længe haft det som et langsigtet projekt at få fat i dele af vælgerne i det nationalistiske anti-nedskæringspolitiske højre. Det ses som en nødvendighed at opnå national enighed snarere end at tage udgangspunkt i partiets traditionelle base i arbejderklassens og middelklassens vælgere i kampen mod nedskæringspolitikken. Logikken har været en traditionel centrum-venstre politik gående på, at man kun vinder magten ved at sætte sig på den vælgermæssige midte.

P.S: Syrizas insolvensdiskurs

I Syrizas selvforståelse for, hvad der er sket, indgår “insolvensdiskursen” som en vigtig del.
Tsipras sendte i midten af januar 2015 et åbent brev til den tyske offentlighed, hvor han forsøgte at forklare Grækenlands insolvensproblem over for den tyske befolkning. Da det økonomiske grundlag for håndteringen af den græske gæld brød sammen i 2010, behandledes det som et illikviditetsproblem, altså et problem, der hænger sammen med manglende kontant betalingsevne. Man så det ikke som et problem med insolvens, hvad der vil sige manglende sammenhæng mellem indtægter og udgifter som følge af en stor gæld. Derved blev det grundlæggende problem ikke løst, og Grækenland kom ud i den uheldige nedadgående spiral, der har ført til et fald i BNP og derved en totalt manglende evne til at løse gældsproblematikken.
Det ville svare til en dansk husejer, der lider rentedøden sådan, at de samlede renter på huslånet er højere end husstandens indkomster. Det vil ikke hjælpe denne husejer at få tilført yderligere lån til løsning af midlertidige likviditetsmangler. Det, der skal til, er en sanering af en håbløs gæld, f.eks. i form af en sletning/nedskrivning af dele af gælden. Grækenland skulle altså have været taget under en form for konkursbehandling i stedet for blot at få flere lån.

Comments Off on Grexit?

Det er ganske vist: Trickle down economics virker ikke!

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 09/12/2014

Endelig kommer det længe ventede officielle opgør med trickle down economics, troen på, at hvis økonomien løftes via de incitamenter, øget ulighed kan give, så vil det blive til fordel for alle, for indkomstfremgangen vil “risle ned” også til de lavere indkomstlag. Men nu giver OECD denne økonomiske tro et skud for boven i sine seneste opgørelser. Og OECD’s generalsekretær formulerer det glade julebudskab:

Everyone should be able to realise their potential and to share the benefits of growth and increased prosperity. (OECD Secretary-General)

Når enhver får mulighed for det, giver det gavnlige effekter på væksten.

Figur     : Sammenlignende indkomstfordelingsstatistik

inequal
Kilde: OECD.

På sin hjemmeside har organisationen ovenstående gode interaktive statistik, der gør det muligt hurtigt at lave sammenligninger af gennemsnittet for ulighed i OECD sammenholdt med enkelte lande.  Man ser f.eks. Danmark og Sverige (grøn og rødlig) sammenholdt med et gennemsnit for OECD. Det er Ginikoefficienten, relativ indkomstfattigdom og de øverste 10 pct af indkomstmodtageres andel i forholdl til de laveste 10 pct. Det sidste tal er 10 gange i snit, mens f.eks. Danmark ligger på godt 5 gange så meget.
Der er opadgående tendens, også i de nordiske velfærdsstater, og specielt i Sverige. Det skyldes bl.a. de senere års skattepolitik i dette land, hvor højeste marginalskat er sat ned.
Det er ikke så overraskende, at trickle down economics ikke fungerer. Det overraskende er, at det har kunnet lade sig gøre igennem årtier at bilde Verden ind, at det forholder sig sådan.  Det er ikke mindst Ronald Ragans og Margaret Thatchers, samt Chicago-økonomernes (Milton Friedman m.fl.) fortjeneste.
Det siger måske lidt om den diskursive magt, at man har kunnet bilde verden det ind så længe. Men hvorfor ændrer det sig så nu? Er det kun fordi den økonomiske forsknings resultater kan give belæg for det? Eller er det fordi, magten i samfundet ændrer sig? Fordelings- og velfærdspolitikken kommer på forunderlig vis til ære og værdighed igen. Man har jo set det før. Roosevelts New Deal politik  Keynes’ økonomiske tænkning eksempelvis.  Den kom også oven på en periode med stærk liberalistisk dominans i den økonomiske grundfilosofi.

 

Comments Off on Det er ganske vist: Trickle down economics virker ikke!

Burgernomics og mindsteløn

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 20/11/2014

Burgernomics er som bekendt “videnskaben” om, hvordan man kan bruger prisen på en Big Mac til at vægte landes omkostningsniveauer i forhold til hinanden. Der produceres burgere på samlebånd over hele kloden. Det er en af de mest globaliserede varer. Derfor kan man bruge den til at lave sammenligninger af pris- og omkostningsniveauer (hvis de lokale produktions- og distributionsforhold, herunder ikke mindst varens indhold og kvalitet, ellers er sammenlignelige?), og man kan dermed korrigere valutaers vekselkurser (nominel/real værdi) og se, hvad den virkelige værdi af en vare- eller tjenesteydelse er.

Nu har et britisk blad brugt burgerindekset til beregning af den “virkelige”, sammenlignelige værdi af mindsteløn rundt omkring i Verden. Hvor mange Big macs kan man købe for en times mindsteløn, er den simple beregning:
Bigmacprhour
Kilde: The Guardian. (For Tysklands vedkommende er regnet med den mindsteløn, der indføres ved lov i 2015). Man kan i øvrigt finde europæiske mindstelønsdata hos Eurostat.

Danmark er ikke med i opgørelsen, formentlig af den simple grund, at der ikke er nogen mindsteløn i Danmark, – eller i hvert fald ikke nogen lov om mindsteløn. Den mindsteløn, man taler om for Danmark, er den, der er vedtaget i større overenskomster på arbejdsmarkedet, f.eks. industrioverenskomsten (Dansk Industri/CO-Industri). Den ligger på omkring 110 kr pr time. Da en Big Mac opgives til at koste 28,50 kr i Danmark, skal der ikke meget købmandsregning til at se, at Danmark ville ligge i spidsen i tabellen med en værdi på 3,85, formentlig tæt fulgt af de andre nordiske lande.
Mens vi nyder denne fantastiske mulighed for at spise næsten 4 big macs i timen – med tilsvarende sundhedsrisici for langsigtet overvægt og hjertekvababbelse, kan man fundere lidt over, hvorfor den nordiske model stadig skiller sig så klart ud fra andre lande. – Og ikke mindst stille spørgsmålet: Hvor længe endnu? Det er en model, der er under kraftigt pres af globalisering og indre marked i EU.
Og man kan endvidere stille spørgsmålet, om det ikke snart er på tide, man også får en lov om mindsteløn i Danmark, så man dermed kan beskytte udsatte arbejdstagere, der udnyttes af kyniske arbejdsgivere? Når der ikke er nogen lov, og arbejdsgiveren ikke er organiseret, behøver vedkommende strengt taget ikke at betale “mindstelønnen”.

 

 

Comments Off on Burgernomics og mindsteløn

Stagnationsøkonomi med lokale bobler

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 18/11/2014

Der er da i det mindste én god ting ved stagnationsøkonomien, og det er virkningerne for jordens klima. Når den økonomiske vækst tager af, falder CO2-udslippene. Den ses også i de faldende oliepriser, som hænger sammen med en aftagende efterspørgsel efter olie.

euunepl_infl
Kilde: ECB og The Guardian.

Det, der imidlertid er det urovækkende er, at en stagnationstilstand kan uddybes. Man kan komme til at grave sig ned i så dybt et hul, at det kan tage mange år at komme op igen. Priserne er ved at komme så langt ned, at egentlig deflation truer. Og deflation vil kunne føre til faldende forbrug og investeringer. Den “japanske syge” med efterhånden årtiers stagnation lurer som en mulighed. Danmarks Statistik har offentliggjort tal, der viser et fald i  prisindeks, der er vigtige for dansk økonomi.  I Danmark er arbejdsløsheden lavere end EU-gennemsnittet, men faldet i den er gået i stå.

I al denne økonomiske mistrøstighed er der dog et lyspunkt  – udover klimaudsigterne, og det er ejendomsmarkedet i de større danske byområder. Der er så kraftig opgang i ejendomspriser især i København, at man snart kan begynde at tale om noget, der ligner en gentagelse af boligboblen i de glade 00’ere.

Kvadratmeterpriser på ejerlejligheder i København

kvadrprejerlKbh
Kilde: Realkreditrådet. Boligmarkedsstatistikken.

Figuren viser, hvordan der lige efter, der blev prikket hul på boligboblen i 00’erne var stor afstand mellem udbudspris og realiseret handelspris. Senere forsvinder denne afstand. Boligerne bliver solgt hurtigere og hurtigere, og der er ved at opstå en ny boble. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt midt i en økonomisk stagnation, men bliver af mange politikere set som et positivt tegn: Nu går det endelig fremad, og forbrugerne er ved at blive mere optimistiske, lyder det glade budskab.

Intet kunne være mere forkert. Det er snarere udtryk for, at man ikke har kunnet fjerne de farlige låneformer med afdragsfrie lån, som var med til at fyre op under den første boligboble. Det er efterhånden over halvdelen af boligejerne, der har sådanne toxic loans. Politikerne er som smør i hænderne på finanssektorens lobbyister. Finansinstitutionerne lever af at formidle de mange lån. I en stagnationsøkonomi er det imidlertid farligt for de mennesker, der kommer til at købe boliger for dyrt. Når en boligboble brister, kan det komme til at vare mange år, før man kommer ud af den derved påførte tekniske insolvens, når kommende sælgere måske igen skal vente årevis på, at priserne finder et naturligt leje. Ved en pludselig rentestigning kan mange boligejere, der har købt til høje kontantpriser, komme til at så med ubetalelige huslejer, når der refinansieres og ikke mindst, når den afdragsfrie periode for lånene er forbi. Bølger af tvangsauktioner kan blive resultatet.
Når der går hul på spekulative bobler, kan det få konsekvenser for realøkonomien. Forbrugeres og investorers adfærd påvirkes, og det kan uddybe recessionstendenser. Artiklen i The Guardian taler om en “global økonomi, der svæver mellem vækst og stagnation”. Der skal evt ikke så meget til, før det går i den ene eller den anden retning, og tendensen peger måske nedad pt. Man kan se på Japans væksttal. I Japan falder BNP for øjeblikket. Kinas vækst er aftagende.  Og USA afviser at spille rollen som “lokomotiv for verdensøkonomien“.  Man må nok også erkende, at de tider er ved at være forbi, hvor USA kan spille den rolle. Den økonomiske balance i Verden er ved at tippe over mod Øst- og Sydasien. USA kan efterhånden højst være en katalysator for at skubbe læsset den ene eller den anden retning. Men det er måske også situationen lige nu?

Det kan være én måde at formulere dilemmaet på. I virkeligheden ligger der nok dybere årsager til den længerevarende økonomiske downturn. Der er et bekymrende træk ved den relative økonomiske fremgang, som USA og Storbritannien oplever. Arbejdsløsheden er faldende betydeligt mere end i Eurozonen, men den faldende arbejdsløshed har ikke ført til stigende lønninger for almindelige indkomst. Det er en slags wage-stagnation-growth. Derfor kan man også forudse, at den relative fremgang kan afløses af ny nedgangskonjunktur, fordi lønstagnationen bevirker, at forbrugsefterspørgselen fra bredere grupper ikke følger med.

 

 

 

Comments Off on Stagnationsøkonomi med lokale bobler

Bæltestramning: Kvæler den barnet?

Posted in Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 18/10/2014

Det er ofte både sjovt og oplysende at besøge The New York Times’ hjemmeside og se, hvordan amerikanske økonomer kommenterer på bæltestramningspolitikken i EU. Man bruger ord som “gospel” (evangelium) om det: The gospel of austerity (bæltestramningspolitikkens evangelium). Amerikanerne fatter simpelthen ikke den germanske økonomiske logik, der er blevet hegemonisk økonomisk diskurs i Europa. Modsat Danmark, hvor ingen længere tør protestere over finanspagtens krav om at spænde livremmen ind til kun 0,5 pct underskud (strukturelt underskud).

Men nu har amerikanerne spottet en ny udvikling. Der er ved at danne sig en blok imod bæltestrammerne.  Hvis ellers de flittige amerikanske journalister har ret, må man sige, det er et noget ulige partnerskab, der dannes. Det består af Frankrig, Italien og – hold nu fast: Den europæiske Centralbank. Ifølge avisen er Mario Draghi (ECB’s nationalbankdirektør) efterhånden ikke engang på talefod med Jens Weidman, den tyske repræsentant i ECB’s styrelsesråd. I et desperat forsøg på at undgå deflation, skulle der være ved at tegne sig et flertal i styrelsesrådet for at indlede obligationsopkøb, så pengemarkederne stimuleres og økonomien derved kan undgå stagnerende og måske efterhånden faldende priser.

Hvor står Danmark mon i hele denne strid om udformningen af EU’s økonomiske politik? Ganske vist er Danmark ikke formelt set med i euroen (ØMU’ens tredje fase), men derfor kunne man vel godt give sit besyv med. Man kunne udstyre den såkaldte “aktivistiske udenrigspolitik” med et udenrigsøkonomisk ben ved at tage initiativ til en vis økonomisk stimulanstænkning, der kunne gøre noget ved arbejdsløshedsproblemerne i Europa.

Den tyske regering står indtil videre fast. Når der lægges pres på den, reagerer f.eks. finansminister Schäuble med at sige, at finanspolitik ikke er EU’s gebet, så derfor kan man ikke gøre noget ved det. Men det er jo en noget nem undvigelse. Der er ikke noget principielt til hinder for, at man kunne lave koordinerede finanspolitiske lempelser. Og når det gælder f.eks. skattepolitik, som også er nationalt anliggende, er det velkendt, at Tyskland ofte har lagt pres på for at få koordineret skatteregler.

Comments Off on Bæltestramning: Kvæler den barnet?

Ikke alt, der bobler, er god champagne

Posted in Økonomi by Gregers Friisberg on 17/10/2014

Det er en kendt sag, at aktieinvestorer lever livet farligt i oktober måned.  I denne måned er aktiemarkedet ofte, som det hedder i fagjargonen, volatilt, dvs det svinger overdrevent op og ned, undertiden på meget uforudsigelige måder. Wall Street krakket    – krakket over alle krak -fandt sted i oktober 1929. Børsfaldet i 1987 var også i oktober. I midten af september 2008 krakkede den store amerikanske bank Lehman Brothers, og det førte til kraftige kursfald den følgende periode. Og i oktober 2014 gik de første par uger med globale bølger af kursfald,  ført an af de amerikanske børser.

Se nu engang på f.eks. en af de toneangivende danske aktier i det danske eliteindeks, OMXC20, A.P. Møller. I løbet af den første halvdel af oktober måned tabte A.P. Møller B-aktien omkring 20 pct af sin værdi. Den faldt fra en værdi på 15000 til omkring 12000. Helt uforklarligt. Det måtte da være udtryk for bobleøkonomi, hvor boblen bristede;  –  irrational exuberance, som Nobel-økonomen Robert Shiller døbte det for nogle år siden.  Eller var det  fordi, virksomhedens direktør, Smedegaard Andersen, på en tale i starten af måneden havde ironiseret over, hvordan investorer med hovedet under armen blev ved med at bygge overskudskapacitet op i containerbranchen, hvad der ville gøre det noget op ad bakke at tjene penge i branchen de følgende år. Mange indså pludselig, at det, der ellers var anset for et af de mest guldrandede papirer, måske var bygget på et svagt fundament i en af kerneforretningerne.

Forstandige folk manede til besindighed: Det var naturligt, at efter perioder med kraftige og længerevarende kursstigninger må der komme en korrektion i markedet.

Aktiemarkedet var ellers en af de ting, der havde udviklet sig gunstigt under den lange recession i finanskrisens kølvand. Krise berører ikke nødvendigvis virksomhedernes indtjeningsevne.

Samme Shiller har forsøgt at regne på det og systematisere generaliseringerne, så det, vi har med at gøre, ikke bare er børsens hystader, lemmingeagtige gruppepsykoser, eller overnaturlige kræfter, men et fænomen, der måske kan forstås af rationelt tænkende mennesker.

Figur 1: Robert Shillers beregninger af P/E værdier i fast pris og med 10-årige løbende udglatning af earnings (indtjening)

shiller2

Kilde: Robert Shillers hjemmeside. Price-earnings ratio viser, hvad der skal betales i kurs på aktien for at få andel i 1 $ af overskuddet. Klikker man på linket, kommer man ind på Shillers regneark, hvor man kan se, hvordan han har lavet sine beregninger. Der deflateres med prisindekset og beregnes et løbende 10-årssnit, og Kursværdi (P) divideres med earnings. Tallene opdateres løbende.

Nogle køber aktier for at styrke omstillingen til en grøn økonomi. Men den ultimative grund til at købe aktier er nu nok for mange at få del i et overskud. Derfor må man kigge på tal, så det hele ikke ender i farlige luftspejlinger.
Når p/e-værdien er 25, betales der altså 25 $ for at få 1 $ i overskud.  De 25.78 er den beregnede p/e-værdi i oktober 2014.
Som det kan ses af grafen, er det historisk en meget høj værdi. Det kunne altså tyde på, at markedet var i boblehumør og urealistisk højt lige før, det krakkede.

Så er spørgsmålet, hvad der har bragt det op på det høje niveau. En forklaring er de ekstremt lave renter (den røde kurve). Når man ikke får et ordentligt afkast af at sætte penge i banken eller i obligationer er én udvej at købe aktier og håbe på kursstigninger på disse. Penge søger altså fra passive pengeanbringelser over i måske lidt mindre passive, altså aktier.
Men stimulerer det investeringerne? – Ikke nødvendigvis. Det kan godt ende med blot at gøre aktieejerne rigere. Hvis der ikke er afsætningsmuligheder for en øget produktion, er der ikke noget motiv for at investere i en øgning af produktionen.

En anden forklaring på den “irrationelle opstemthed” på aktiemarkedet er den pengeudpumpning, centralbanker som The Fed og Bank of England har lavet igennem en længere periode i et forsøg på at stimulere økonomien. Det har ført til øget pengeudbud, som for en dels vedkommende ender i aktiekøb. Derfor vil kurserne nok også vende næsen opad igen, når “korrektionen” er overstået, og investorerne har lagt hysteriet bag sig og fået mandsmodet tilbage. De historiske erfaringer har også vist, at efter horrible October vender julemanden heldigvis tilbage, som han har gjort det hvert år ved den tid. I november vender kurserne nemlig ofte retningen mod nordøst igen.

Alt i alt er det udtryk for en noget usund økonomisk laden-stå-til. Pengene burde investeres i produktion og arbejdspladser.

Hvad forårsager op- og nedturene på lidt længere sigt? Det er der snart lige så mange meninger om, som der er økonomer. Hvad er op og ned i denne debat?

Samme Robert Shiller tager stilling til det i en artikel i New York Times. Ejendommeligt nok for en økonom tillægger han narrativerne om økonomien stor vægt i sin forklaring:

stock markets are driven by popular narratives, which don’t need basis in solid fact. True or not, such stories may be described as “thought viruses.” When they are pernicious, they are analogous to the Ebola virus: They spread by contagion.

Altså formodentlig en slags “tankeviruser”, der spredes som “smitte”, analogt med ebolavirusen?

“Folkelige narrativer” kan selvfølgelig godt tillægges en vis betydning, idet aktiemarkedet klart drives af massepsykologi (“hystaderne” på Børsen, lemmeeffekterne). Når alle løber i én retning og køber op, så stiger kurserne – og omvendt, når de løber i den anden retning  Men folkelige narrativer drives af andet en tilfældige narrativer og overfladiske psykologiske faktorer. Disse forstærker tendenser, der bæres af den underliggende økonomi. Via aktieeje ejes jo en del af egenkapitalen i virksomhederne. Og på det længere sigt er det afgørende, hvordan det går med indtjening og opbygning af egenkapital i disse.

Det indrømmer Shiller da også i en del af artiklen, hvor han tager stilling til nogle af de lidt dybere teorier. Han ser f.eks. på Keynes’ underkonsumptionsteori, altså den opfattelse af i en moden kapitalistisk økonomi vil forbrugskvoten (den andel af disponible indkomster, der går til forbrug) have en faldende tendens. Det vil formindske afsætningsmulighederne og dermed virksomhedernes indtjeningsevne.

Figur 2: Reallønsudviklingen for alnidelige britiske lønmodtagere
Pricedout
Kilde: Guardian/Observer.

En anden kilde til underkonsum er den stadig mere ulige indkomstfordeling i de vestlige økonomier, jvf Storbritannien som eksempel i figur 2. Som følge af de svækkede fagforeninger falder lønmodtagernes forhandlingsstyrke over for arbejdsgiverne. Og som følge af  den teknologiske udvikling og globaliseringen, er efterspørgselen efter uuddannet og lavere kvalificeret arbejdskraft for svag til, at markedskræfterne yder et ordentligt bidrag til at holde reallønnen oppe. I den anden ende af lønskalaen, hvor der er efterspørgsel efter arbejdskraften, stiger lønnen.

Shiller tager endvidere stilling til formindskede investeringsmuligheder i en økonomi, hvor der ikke længere er så stort et behov for investeringer i tungt maskineri. Det påvirker den såkaldte multiplikator-accelerator model, der bygger på, at produktionsapparatet er flere gange større end den løbende produktion. Når der så kommer en relativ investeringsøgning vil den får en forstærket effekt i økonomien. Men hvis afkastraten er lav, vil incitamentet til at investere ikke være til stede. Shiller tager ikke nok hensyn til, at produktionsapparatet også kan være dyrt i IT-sektoren, når værdien af videnskapitalen og perifere produktionsanlæg inddrages. Når det måles i videnskapital, er det meget mere værd end varm luft og tomme bytes, og der kan være store indgangsbarrierer for nyetablerede virksomheder. Tænk f.eks. på Amazon, og hvor svært det vil være i dag for nyetablerede virksomheder at konkurrere med denne virksomhed.

Keynes’ opskrift på at gøre noget ved det var, at Centralbanken nedsætter renten, dvs der skal føres en ekspansiv pengepolitik med kreditudvidelse og lavere rente. Når lånerenten er på et lavere niveau end afkastraten (den forventede interne rente) af investeringsprojekter, vil disse blive øget. Problemet er imidlertid i den nuværende situation, at lånerenten er tæt på bunden og ikke kan sættes yderligere ned, og at den interne rente af nyinvesteringer er for lav, eller at der ikke er tilstrækkeligt med attraktive nyinvesteringer med højt internt afkast.

Der er andre opfattelser, så som at det er de aldrende befolkninger i den vestlige verden, der gør væksten i disse økonomier fodslæbende ved at tage dynamikken ud af arbejdsmarkedets fornyelse. Og atter andre hæfter sig ved de fortsatte virkninger af finanskrisen, der f.eks. viser sig i de tilbagevendende eurokriser, når spanske, italienske og græske statsobligationer oplever nye kursfald, og statsgældskrisen truer med fallit i disse økonomier, hvorved euroen igen kommer under pres. Da den europæiske økonomi samlet udgør 1/3 af verdensøkonomien, er det klart, at dette kan få stor betydning.

Det afgørende narrativ er efter Shillers mening teorien om “sekulær stagnation”. “Sekulær” er i denne sammenhæng afledt af det franske ord “siecle” (séculaire = hundredårig):

“...the most prominent story since the September peak seems to be one of a “global slowdown” with associated “deflation.” Underlying this tale are deeper, longer-term fears. There is a name for these concerns too. It is “secular stagnation” — the idea that there is disturbing evidence that the world economy may languish for a very long time, even for generations, as the word “secular” suggests.

Det er klart, at en sådan form for pessimismefortælling kan veje tungt i “massepsykologien”. Men er den overhovedet relevant som forklaring? I hvert fald som hovedforklaring?

Det kan der sættes et stort spørgsmålstegn ved.  Man skal nok gå lidt tilbage til klassikere som Marx, Schumpeter og Keynes, hvis man vil finde de egentlige dybereliggende årsager til de meget vedvarende krisetendenser, som vi kan se i verdensøkonomien, især nu, hvor det ser ud til, at væksten begynder at klinge af også i nogle af de nye økonomier, f.eks. Kina og andre BRIK-økonomier. Det er en mangel på innovation, iværksætteri og nye investeringsmuligheder, som påpeget af f.eks. Schumpeter. Kapitalismens kreative destruktion, når nye industrier udkonkurrerer gamle, foregår ikke i fornødent omfang.
Som væsentlige faktorer må understreges tendenser til faldende forbrug og faldende rentabilitet af nyinvesteringer. Man kommer ikke uden om, at det er nyinvesteringer, der stadig er en væsentlig dynamo for økonomisk vækst.

 

 

 

 

Comments Off on Ikke alt, der bobler, er god champagne