Gregers Friisberg

Rammes Danmark af Trumps “valutavrede” 2.-3. september?

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 12/08/2019

Cheføkonom Steen Bocian diskuterer ovenstående spørgsmål i Børsen den 12.8.? Anledningen er præsidentens besøg i Danmark i starten af september, og Bocian mener, at det muligvis kan blive aktuelt, fordi Danmark er et af de lande, der har størst handelsoverskud over for USA. Han mener dog ikke, at der er overhængende fare for, at Danmark vil blive kaldt “valutamanipulator”, som Kina er blevet det, da den danske valutafastsættelse som bekendt sker ved, at kronens kurs ligger fast i forhold til euroen.

Det er naturligvis korrekt. Men Bocian tager ikke i betragtning, at det, der har Trumps hovedinteresse næppe er det danske handelsforhold, men snarere forholdet til hovedvalutaerne yuan og euro og det økonomiske samkvem mellem disse store blokke. Samlet set er der et stort amerikansk handelsunderskud over for EU:

useutrade19
Kilde: Congressional Research service. Goods: Varer. Services: Tjenesteydelser. Det amerikanske underskud i handelen med varer over for EU var 169 mia$ i 2018. Tjenestehandelen har nok rettet lidt op på det, da USA har ret stor konkurrenceevne inden for IT og tjenesteydelser.

 

Der er et stort – og tilsyneladende – voksende handelsunderskud. Det er dog af begrænset størrelse i forhold til det underskud, USA har over for Kina:

uschtrade19
Kilde: BBC News. Trade deficit: Handelsunderskud.

 

Trump glemmer som regel at fortælle, at store amerikanske virksomheder har mange fordele af denne samhandel. Det samme har amerikanske forbrugere, da det sikrer dem billige forbrugsvarer (ofte via indkøb i de kæmpemæssige Walmartmarkeder). Trumps meget aggressive handelspolitik kan da let gå hen og blive et skud i foden, der kan forhindre hans genvalg til præsident i 2020.

Når det gælder EU, er det især den tyske bilindustri, Trump har i kikkerten. Ellers er det især den enorme danske pilleeksport til den amerikanske sundhedssektor, der kommer i skudlinjen, men her især m.h.t. priserne på medicin – mere end handelsmæssig uligevægt.

Men har der været tale om “valutamanipulation”, der kunne gøre den amerikanske vrede delvist berettiget?

 

Kursen på US$/Danske kroner (Værdi af 100$ målt i danske kr):
usdk$
Kilde: Nationalbanken.

 

Som bekendt afspejler den danske krone euroens værdi (100 euro = 746 kr). Derfor kan man aflæse dollarværdien både i forhold til kr og euro i ovenstående figur fra Nationalbankens daglige valutanoteringer.
Figuren viser, at den danske krone faktisk er faldet i værdi (devalueret) med omkring 10% i forhold til US$ fra slutningen af februar 2018 til begyndelsen af august 2019 (hvor værdien af 1$ er ca 6,67).
Det kan lyde voldsomt, og man kan se, at devalueringen er endnu større, hvis 2014 tages som udgangspunkt.

Det er dog ikke normalt noget, man vil kalde valutamanipulation, da det er udtryk for svingninger mellem store økonomiske områders valutaer – og ikke bestemte nationale valutamyndigheders politisk-centralbankmæssige beslutninger om pengepolitik og valutakurs. Men der er næppe nogen tvivl om, at det har styrket europæisk priskonkurrenceevne over for USA og dollarzonelandene i øvrigt(de lande, der følger den amerikanske dollar i deres valutapolitik). – Og det er det, der gør Trump rasende, når han ser på handelssamkvemmet, fordi han lægger hovedbegrundelsen for den for USA svage udvikling her. Han ser ikke på, at konkurrenceevne kan udgøres af meget andet end netop den valutarisk bestemte indflydelse.

USAs og EUs centralbanker har de seneste år ført modsatgående pengepolitikker. The Federal Reserve (USAs centralbank) har sat renten op; først fornylig har man for første gang i 11 år sat den 1/4 pct ned) EU-eurozonens centralbank ECB har omvendt sat renten ned, så man nu mange steder skal betale for at låne penge.
Det har ført til en øget efterspørgsel efter dollar, fordi det har gjort det attraktivt for investorer at parkere penge i USA, hvor man både får et pænt renteafkast og sikkerhed for investeringen. Og dermed er dollarkursen steget. Og den er altså steget i forhold til euro og dermed givet euroområdet en priskonkurrencefordel.

En rasende Trump har reageret på dette ved at gå voldsomt i rette med den af ham selv udpegede Federal Reserve-chef Jerome Powell. På sæt og vis kan man altså sige, at Trump forsøger at manipulere dollarkursen ned ved at få Fed til at føre end anderledes pengepolitik, end den stabilitetsorienterede inflationsdæmpende politik, the Fed har ført – under hensyntagen til, at der er konjunkturopgange og begyndende arbejdskraftmangel i USA.

Vi kommer nok til at møde en amerikansk præsident, der går med en betydelig vrede over disse ting. Men om han vil lade galden flyde på dansk grund, ved vi naturligvis ikke på nuværende tidspunkt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Comments Off on Rammes Danmark af Trumps “valutavrede” 2.-3. september?

MMT

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 21/03/2019

MMT står for Modern Monetary Theory (“moderne pengeteori”). Det er en “teori”, der er kommet meget i vælten på det seneste. Det skyldes imidlertid mere en “politisk konjunktur” end, at det er en egentlig ny teori.

Når opfattelsen, eller “teorien” om man vil, har fået stor udbredelse, skyldes det ikke mindst det nye politiske ikon hos Demokraterne i USA, Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af  Den amerikanske Kongres i 2018. Hun bruger MMT som økonomisk begrundelse for den økonomiske politik, hun foreslår.
Hendes forslag til grøn økonomiske omstilling er fremlagt som et resolutionsforslag i Kongressen under navnet en Green New Deal. For at en sådan kan lade sig gøre, skal der laves omfattende infrastrukturinvesteringer, der kan lette overgangen til elektriske biler, “intelligente” el-net, vedvarende energi (vind og sol), etc.

Hun har ikke villet lade sig slå omkuld af moderate økonomiske kommentatorer, som kritiserer teorien, og som har spurgt, hvor pengene skal komme fra i en amerikansk økonomi, der i forvejen er præget af et stort underskud på statsbudgettet og voksende statsgæld.

Hun har foreslået, at penge kan komme fra det enorme amerikanske militærbudget, højere progressiv skat på de høje indkomster, samt ikke mindst større accept af underskudsfinansiering på statsbudgettet.

Det centrale i MMT er, at en stor offentlig gæld ikke nødvendigvis er det problem, som det gøres til i traditionel økonomisk teori, hvor man mener, at budgettet skal holdes i balance for at undgå inflation og for at undgå, at offentligt forbrug og offentlige investeringer presser private ud.

MMT medgiver, at det kan medvirke til inflation, hvis budgettet er i underskud i længere tid, men mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at centralbanken pengestimulerer økonomien, når der er ledig arbejdskraft og ledig kapacitet i erhvervslivet.
Det er imidlertid ikke problemet i amerikansk økonomi pt. Præsident Donald Trump har ført en ekspansiv finanspolitik med kraftig underskudsbudgettering for at opretholde den økonomiske højkonjunktur, og han kritiserer centralbanken (Federal Reserve), når den som modtræk vil stramme pengepolitikken igennem renteforhøjelser og stop for centralbankens køb af obligationer (gennem køb af obligationer pumpes der penge ud i økonomien).
Ifølge konventionel økonomisk visdom skal man have en uafhængig centralbank, der kan rette op på lovgivernes tendenser til at imødekomme eventuelle vælgerønsker om større offentligt forbrug. Det ses som den bedste garanti for en stabil økonomi på længere sigt.

Når Trump kan gøre det, kan Demokraternes venstrefløj  vel også gøre det, hvis de vil have luft under vingerne på deres grønne New Deal?, lyder argumentet.
Fuld beskæftigelse er målet for økonomisk politik ifølge MMT, og Centralbankens opgave er at følge op på dette mål – i stedet for lade lavinflation være det centrale mål. MMT vender den økonomiske lære fra den nyliberale periode siden 1970’erne og 1980’erne (Milton Friedman i USA og Thatcher i Storbritannien) om den offentlige sparepolitiks dyder på hovedet, når teorien siger, at en stat, der udsteder sin egen valuta, ikke kan gå fallit. Folk ikke at gå arbejdsløse, når de kan sættes i beskæftigelse i offentlige arbejder, hvor udgifterne finansieres igennem statens pengeforbrug (hvor pengene hentes i Centralbanken, når det er nødvendigt).

Det er en politik, der på længere sigt er mere realistisk i et land som USA, der udsteder en dominerende international reservevaluta, end det er realistisk i et mindre europæisk land med en åben økonomi og egen valuta. Her vil en løs pengepolitik føre til inflation og devaluering af valutaen. Devalueringen af valutaen vil yderligere sætte gang i inflation.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle.
Selv om USA udsteder den internationale reservevaluta US-dollar, vil en meget stor pengemæssig stimulans kunne udløse en global inflation. Men i mindre omfang – og i
kortere tidsintervaller – er der ikke noget i vejen for, at USA kan underskudsbudgettere og finansiere en voksende offentlig gæld. Når den amerikanske dollar er international reservevaluta, vil der vedblive med at være stor efterspørgsel efter den til internationale betalinger og til værdiopbevaring af pengene. Derfor vil den undgå devaluering i større omfang.
Men det kan på længere sigt give betydelige problemer – både for USA og andre lande.

 

Comments Off on MMT

Bobleøkonomi

Posted in Økonomi, Finanskrise, Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 12/03/2019

Globalhusindex
Kilde: The Economist.

Det har i de seneste år været diskuteret frem og tilbage mellem økonomer, om der er spekulationsbobler i den danske økonomi. De seneste tal fra bl.a. The Economist kunne tyde på, at det er der. Det kan man se på figuren ovenover, der viser udviklingen i reale boligpriser i den danske hovedstad. København er en af de internationale storbyer, der måles i bladets global house price index.  Priserne er i realværdi mere end fordoblet. I nominel værdi (kr og ører på markedet) er stigningen mere end tredoblet. Og endelig måler man også i forhold til indkomster, hvor indeksværdien er 140 (klik på link).

Byudviklingen i de globaliserede metropolstorbyer har skabt efterspørgsel efter boliger. Men der ligger også forklaringer i den lemfældige økonomiske politik, der er ført. Det drejer sig f.eks. om indførelsen af afdragsfrie lån i 2003 og det voldsomme rentefald siden 2012, hvor man er kommet ned på, eller nær, nul-renter. Man har rost sig meget af, at den almindelige forbrugerprisinflation er dæmpet. Til gengæld er det, man kalder asset price (pris på aktiver som jord og fast ejendom, samt aktier) steget gevaldigt. Som følge af centralbankernes pengeudpumpning (såkaldt quantitative easing, hvor der er købt obligationer og dermed pumpet penge ud) og lavrentepolitik, har der været masser af penge i omløb, og de er søgt over i aktivinvesteringer.

Når det sker i flere lande samtidig giver det risiko for et samlet økonomisk kollaps, når der går hul på aktivboblerne (aktier og boliger). Det kan medvirke til at udløse en økonomisk recession.

 

 

Comments Off on Bobleøkonomi

Grøn New Deal

Posted in Økonomi, Global økonomi, Klimapolitik by Gregers Friisberg on 06/03/2019

Forslag til Grøn New Deal blev fremlagt for Repræsentanternes Hus af et af de nyvalgte demokratiske Kongresmedlemmer Ms. OCASIO-CORTEZ. Det var ved fremlæggelsen støttet af 60 repræsentanter (medlemmer af House of Representatives) og 10 senatorer.

Det er udformet som en resolution, der opfordrer til handling/lovgivning inden for klimaområdet. Det består af forslag til grøn økonomisk omstilling af det amerikanske samfund.

Betegnelsen New Deal er bevidst valgt. Det refererer til den New Deal, som præsident Franklin D. Roosevelt fremlagde i 1930’erne efter en lang periode med økonomisk stagnation og stigende ulighed i det amerikanske samfund. Ligesom dengang er det et opgør med en herskende nyliberal ideologi. Roosevelts New Deal førte til vedtagelse af offentlige arbejder, velfærdsforanstaltninger (arbejdsløshedsunderstøttelse, social security m.m.) og til en langt mere progressiv beskatning, dvs procentvist stigende skatteskala for højere indkomster.

Den grønne new deal (“”ny “kontrakt”/fordeling med grøn omstilling””) tager udgangspunkt i FN-rapporten fra 2018 ‘‘Special Report on Global Warming of 1.5 degrees Celsius’’  udarbejdet af  FN-organet IPCC, the Intergovernmental Panel on Climate Change, ifølge hvilken temperaturstigningen bør holdes på 1,5 – 2 grader. En stigning ud over 2 grader vil føre til voldsomt øgede konsekvenser af klimaændringer (stigning i vandstanden i havene, vilde brande i tørre områder og flere cykloner og storme).  For at undgå det skal der ske:
(A) globale reduktioner i udledning af drivhusgasser på 40 – 60 percent fra 2010 niveau senest i 2030;  og
(B) netto – 0 globale emissioner i 2050.

Resolutionsteksten konstaterer, at USA historisk har været – og er – en af de største udledere af CO2 (20 pct af global udledning). Det hænger sammen med det høje BNP pr indbygger, højt materielt privatforbrug, og en livsform med fossil energi anvendt til boligopvarmning og individuel biltransport.

Der skal altså ske en hastig omstilling til brug af langt mere vedvarende energi.
Heldigvis er – som resolutionen også gør opmærksom på – teknologien inden for vindkraft og solceller nu så fremskreden, at disse energiformer er ved at være kommercielt konkurrencedygtige i forhold til fossil energi. Men der skal foretages en enorm udbygning af infrastruktur for at omstillingen kan gennemføres.

Resolutionsteksten konstaterer, at på trods af det høje BNP pr indbygger lider USA pt under faldende gennemsnitlig levealder. Grundlæggende behov, så som ren luft, rent vand, tilstrækkelig adgang til sundhedsforanstaltninger, boliger, transport og uddannelse, opfyldes ikke for en betydelig del af befolkningen.
Lønningerne er stagneret for den almindelige befolkning henover de seneste 4 årtier. Og samtidig – og forbundet hermed – er der sket en afindustrialisering. Og der er ført en anti-arbejder/antifagforeningspolitik, der har bevirket, at timelønnen overordnet set er stagneret siden 1970’erne trods stigende produktivitet (produktion pr arbejder).
Resolutionsteksten beklager, at de almindelige lønmodtageres forhandlingsmagt (bargaining power) er reduceret, og det har medvirket til stærkt stigende ulighed i det amerikanske samfund, idet lønmodtagernes organisationsmagt ikke har kunnet hamle op med arbejdsgivernes/de selvstændiges organisationsmagt.

Der er nu, efter den store recession, tale om den største indkomstulighed i USA siden 1920’erne:

(A) Den øverste 1 procent af indkomstmodtagerne fik 91 procent af indkomstfremgangen i de første år af indkomsternes stigning efter Den store Recession;
(B) Der er en kæmpemæssig racebestemt ulighed i formuefordelingen, der “beløber sig til en forskel på 20 gange større formue for den gennemsnitlige hvide familie i forhold til den gennemsnitlige sorte familie”
(C) Et kønsmæssigt løngab mellem mænd og kvinder således, at kvinder tjener ca 80 procent af, hvad mænd tjener (målt ved medianen).

Herefter opregner resolutionen i punktform, hvad der kan gøres ved disse problemer.

Resolutionen sætter en ny dagsorden og udviklingsretning for USA i forhold til den hidtidige nyliberale agenda.
Det er forbundsregeringens opgave at gennemføre en grøn New Deal for at bringe drivhusudledninger til ophør. Det skal ske ved en gennemgribende omdannelse af energiforsyningen til rene, vedvarende energiformer.
Der skal laves en universel sundhedsreform med dækning for alle amerikanere, gives jobgarantier og laves gratis højere uddannelser.

Det er et stort skifte i Demokraternes politik i forhold til tidligere, hvor man i klimapolitikken gik ind for handel med CO2-kvoter, dvs erhvervslivet skulle kunne købe sig til udledningsrettigheder. Det har imidlertid været vanskeligt at nå langt med denne markedsmodel for CO2-reduktion.

Resolutionen har ikke udsigt til at kunne blive vedtaget med den nuværende sammensætning af Kongressen.
Dels har Demokraterne kun flertal i Repræsentanternes Hus, dels er en del af dette parti ikke tilhænger af forslaget i den nuværende form. Den demokratiske formand (speaker) i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har talt om energiomstilling og andre tiltag på det mere snævert klimamæssige område, som det, der bør tages op.

Republikanske kritikere har kaldt forslaget for “socialistisk”. Det ligger da også langt fra den trumpianske højrefløj. Trump har trukket USA ud af Paris-klimaaftalen (COP23).

Om det er “socialistisk” afhænger af, hvad man lægger i det begreb. Hvis man mener, at lighedspolitik og grøn omstilling er socialisme – så ja. Men med en anden begrebsanvendelse må man snarere sige, at det, der lægges op til, mere er en form for styret kapitalisme, end socialisme.
Man kan også kalde det for en vision om en mere levedygtig form for grøn kapitalisme end den liberalkapitalistiske model, der praktiseres i USA i dag.
For Ocasio-Cortez og flere andre af de i 2018 nyvalgte medlemmer af Kongressen er den grønne politik ikke bare en sektorpolitik, energipolitik, på linje med andre sektorpolitikker. Den vedrører tværtimod hele samfundet og skal ses som led i en samfundsændrende politik, hvis problemerne med global opvarmning grundlæggende set skal løses.

 

 

 

Allons Enfants!

Posted in Økonomi, Frankrig, Politisk økonomi by Gregers Friisberg on 09/12/2018

Les Gilets Jaunes – de “gule vestes” oprør. Er det en gentagelse af poujadismen, eller er det en form for græsrodsbevægelse?

Under alle omstændigheder ser man en bevægelse, der i stand til at ryste – ikke alene Frankrig, men også Europa i øvrigt.

Pierre Poujade var en fransk politiker, som satte gang i et oprør imod stigende skatter i 1950’ernes midte.

Det, vi ser nu, er ikke poujadisme. Der er genkendelige træk. Den lille mands oprør imod en overvælgende statsmagts krav om skatter og administrativ regulering. Men poujadisme havde sin rod i små erhvervsdrivende og deres kamp for økonomisk overlevelse. Det gav grobund for en særlig form for populistisk politik.

De “gule vestes oprør er bredere funderet – også selv om det er startet som et oprør imod en økoinspireret forhøjelse af benzin- og dieselafgifter.

Bevægelsen er vanskelig at rubricere efter almindelige politologiske kasser. Normalt er der i et demokratisk politisk system et slags transmissionslag imellem de valgte politikere og vælgerne. Det består af politiske partier, pressionsgrupper og græsrodsbevægelser, som formidler imellem de ledende politikere og folket. Det er væk i dette tilfælde. De gule veste har skåret dette led over og er gået i direkte clinch med magten. Det kan give potentielle risici m.h.t. muligheder for, at den kan blive hijacked af interesser, som ikke umiddelbart er så rare.
Det varede temmelig længe før “Jupiter”, Præsidenten selv, vovede sig ud af sit hi i Elyseepalæet for at sige nogle ord til folket om sagen.

Bevægelsen har i sit udspring været meget tværpolitisk sammensat. Venstre- højredimensionen har ikke kunnet bruges til rubricering af deltagerne. At repræsentanterne for politiske grupperinger og ideologier siden er løbet til og forsøgt at sætte sit præg på bevægelsen, fortolke den og give den retning, rører ikke ved, at den fra start var a-ideologisk.

Aktionerne startede i midten af november 2018 ved at personer fra store dele af den franske provins satte hinanden stævne via Facebook og foranstaltede vejblokeringer ved rundkørsler og vejknudepunkter.
Anledningen kunne synes bagatelagtig – for “eliten” – en ca 50 øres forhøjelse af dieselafgifter for at undgå forurening af diselpartikler og CO2. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Økoskatten vendte fordelingsmæssigt den tunge ende nedad. Det, der var en økoproblematik for de højere magter, var et anslag imod livsformen for mennesker, der var afhængige af at bruge bil til at komme til og fra arbejde i småbyer og mellemstore provinsbyer uden meget offentlig transport.

Diagonalevide

Ifølge den franske geograf Hervé Le Bras kommer en stor del af de aktive i De gule Veste fra det, han kalder den tomme diagonal (Le Diagonal Vide), en diagonal, der går fra Ardennerne i nord til Pyrenæerne i syd, jvf Frankrigskortet ovenover. Det er et område, der igennem nogle årtier er blevet affolket, bl.a. som følge af den globaliserede økonomis måde at allokere befolkning, kapital og ressourcer på efter den økonomiske logik i denne form for økonomisk udvikling. Befolkningstømningen er yderligere forstærket af nedskæringerne på offentlige velfærdsbudgetter, der forsøger at imødekomme den perverse økonomiske logik i den nyliberale globaliseringsdiskurs. I området inden for diagonalen er man blevet afhængig af bilen til transport til og fra arbejde og til de daglige indkøb, hvor der bliver længere og længere imellem megabutikkerne.

Det var dog meget mere end denne afgift på brændstof, der satte gang i gemytterne. Det var protester imod den stigende ulighed i Frankrig, som har været på vej længe, og som præsident Macrons nyliberale reformer har uddybet.

De dygtige og aktive på arbejdsmarkedet skulle have flere incitamenter. Derfor afskaffelse af formueskat og reduktion af skatter på investeringsindkomst og på virksomhederne. Hertil kom et mere “fleksibelt arbejdsmarked” igennem lovindgreb imod fagforeningernes normsættende magt på arbejdsmarkedet.

Det havde måske ikke fået de virkninger for udløsning af aktioner og protester, hvis reformpolitikken var lykkedes, og det franske BNP og indkomsterne var steget markant. Det skete ikke. Godt nok har Frankrig fået lidt del i den økonomiske vækst i euro-zonen de sidste par år, men slet ikke tilstrækkeligt til markant at reducere den fortsat meget høje arbejdsløshed. Og fremgangen i indkomster er højst ulige fordelt. De allerrigeste har fået en uforholdsmæssig stor andel, og de lavere indkomster (herunder “middelklassen”) en ringe del.

Måske som en følge af den særlige politiske kultur i Frankrig er protesterne sat ind her først. Men der er nok ikke noget mærkeligt i, at de ser ud til at brede sig til Belgien og Holland. Hvad skyldes det?

Det er muligt, at den økonomiske politik i euro-zonen kan give en del af baggrunden for det. Den såkaldte “austerity”-politik med vedtagelsen af finanspagten i 2015, der kun giver rum for et underskud på statsbudgetterne på 0,5 pct (“strukturelt” underskud) levner ikke mange frihedsgrader for regeringer, som vil stimulere økonomien og dermed bekæmpe arbejdsløshed v.h.a. offentlige investeringer.
Til gengæld har austeritypolitikken (nedskæringer på offentlige budgetter m.h.p. budgetbalance) ikke givet nævneværdige problemer for de mest konkurrencedygtige euro-zoneøkonomier, f.eks. Tyskland.  Traditionelt har Frankrig kunnet gøre noget ved faldende konkurrenceevne i forhold til Tyskland ved at devaluere franken. Det kan man ikke, når man er med i euro-zonen.

Det er formentlig i denne påtvungne økonomiske stagnation, hvor man er bastet og bundet af den “hårde euro”, der er en væsentlig baggrund for de protester, man ser nu. Og hvis den såkaldte “højkonjunktur” er ved at fade ud, og den stramme økonomiske politik opretholdes, vil man nok komme til at imødese nye, og måske forstærkede protester.

Figur 1: BNP pr indbygger (Internationale $ købekraftsparitet)

BNP Tyskl Frankr

Kilde: Verdensbanken.

Diagrammet ovenover siger det tydeligere end nok så mange ord. Af de to lande er det især Tyskland, der har fået glæde af Euro fort  (“faste og stærke euro”) politikken. Tyskland stryger forbi Frankrig og fortsætter mere og mere i overhalingsbanen,  omtrent lige fra det øjeblik, hvor den fælles euro indføres (omkring 2000). Den franske økonomi har stagneret, og det har ikke hjulpet på det, at man har ført en kynisk “reformpolitik”, der især har begunstiget de højeste indkomster.

Comments Off on Allons Enfants!

OK!

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi by Gregers Friisberg on 28/03/2018

Ved den danske model forstås, at en mængde regler i det danske samfund, på arbejdsmarkedet, er blevet til igennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, dvs fagforbund (f.eks. 3f, Dansk Metal, HK etc) og de modstående arbejdsgiverorganisationer, f.eks. DA, Dansk Industri.
Herved har det været muligt i Danmark at lave regler og ordninger, der gælder for store grupper i det danske samfund, uden at man har måttet involvere folketinget. Det vil sige, at mange anliggender, som der lovgives om i andre lande, bliver besluttet mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark. Et typisk eksempel er mindsteløn, som man ikke har nogen lov om i Danmark. Baggrunden for, at det har kunnet lade sig gøre, er den høje organisationsgrad, dvs den højde procentdel af lønmodtagerne, der er medlemmer af fagforeningerne. Den danske model er imidlertid under pres. Det viser sig i tendens til fald i medlemsskabet af de store landsdækkende forbund, og det viser sig i globaliseringens pres.

arbmarkhierarki3

Offentligt arbejdsmarked

Men når det gælder det offentlige arbejdsmarked, er det ikke altid OK eller uproblematisk, sådan som det foregår, når staten både er arbejdsgiver og lovgiver.

Der er i første omgang tale om det, man kalder asymmetrisk magt.
   Staten sendte lockoutvarsler til over 440.000 offentlig ansatte. Og staten (regering/Folketing) kan afslutte det hele med et lovindgreb.
Det viste sig dog at blive lidt af en boomerang for de offentlige arbejdsgivere, idet overenskomstforhandlingerne bl.a. kom til at dreje sig om, hvem der stod stærkest i offentligheden. Der blev offentliggjort opinionsmålinger, der viste en udbredt støtte i offentligheden til lønmodtagersiden, hvad der så ud til at medvirke til en opblødning af arbejdsgiversiden. OK-forhandlingerne blev også en kamp om hearts and minds, så det asymmetriske magtspil blev mere komplekst end først antaget. De offentlige arbejdsgivere blev bevidste om, at de udover at være arbejdsgiver også var politikere, der skulle positionere sig til den næste valgkamp.

Op til påsken 2018 mødtes forhandlerne for de offentlig ansatte i Forligsinstitutionen efter forhandlinger, der trak ud og trak ud.

 

Løn

Innovationsminister Sophie Løhde, der er arbejdsgivermodpart for de statsansatte (ca. 180.000) har spillet ud med et lønløft på 6,7 pct over den kommende treårige overenskomstperiode. For staten er overenskomstforhandlingerne med de offentlig ansatte blevet en del af både udgiftspolitikken og konkurrenceevnepolitikken (over for udlandet).
Man ser de offentlige udgifter blive øget, og derfor vil man holde igen. Og man ser konkurrenceevnen over for  udlandet blive reduceret af lønstigninger til de offentlig ansatte, der måtte “smitte af” på løndannelsen i den private sektor.
Regeringen blødede dog sin holdning op, – måske under indtryk af opinionsmålinger, der viste bred støtte blandt vælgerne til de offentlig ansatte.

Løn omregnet til timeløn. Gennemsnit 2016.

Mænd og kvinder i alt Mænd Kvinder Kvinder i pct af mænd
Offentlig forvaltning og service 294,56 314,7 285,57 90,7
Stat (inklusiv sociale kasser og fonde) 319,2 324,81 312,51 96,2
Kommuner og regioner i alt 286,52 306,97 280,35 91,3
Regioner 319,7 379,49 303,06 79,9
Kommuner 276,33 286,43 273,2 95,4
Virksomheder/org (privat sektor) 306,22 319,35 281,43 88,1

Kilde: Statistikbanken. (Lonss20)

Tabellen ovenover viser store summariske gennemsnit, hvor offentlig sektor føring på lønnen nogle steder hænger sammen med højere uddannelsesniveau, f.eks. regionerne (hospitaler) med mange læger og staten med mange DJØF’ere. Ellers ligger lønnen, når der ses på funktioner, mange steder højere i den private sektor end i den offentlige.

Det er også forskelle i uddannelsesniveau, der er med til at forklare forskelle mellem kønnene. Det er eller imod bestemmelserne om ligeløn i lovgivningen. Men der er stadig betydelige kønsforskelle m.h.t. løn på arbejdsmarkedet. Mænd får ofte højere tillæg, og de har jobfunktioner, der aflønnes med en højere sats. Målet om mere ligestilling lønmæssigt forsøges der taget højde for igennem skævdeling til fordel for de laverelønnede, f.eks. FOA’ere (SOSU-assistenter) og pædagoger. Men åbenbart ikke nok til at sikre kønsmæssig ligestilling. På mange områder har kvinder også mere deltidsarbejde.

loenindeks17
Kilde: Statistikbanken (Danmarks Statistik maner til forsigtighed m.h.t. at bruge de ovenstående tal til sammenligning af lønudvikling over tid)

En stor del af diskussionen drejede sig om, hvem der var lønførende, den offentlige sektor eller den private? Det afhænger af tidshorisonten. Indeksberegninger kan “snyde”, idet udviklingen bl.a. afhænger af de absolutte tal i basisåret og ikke mindst af, at personalesammensætningen i beskæftigelsesområderne ændrer sig. Det sidste kan der tages højde for ved en standardberegning, hvor personalesammensætningen (f.eks. forholdet mellem akademisk personale og HK’ere) holdes konstant.

Modparten, lønmodtagerorganisationerne, krævede lidt over 8 pct. for den kommende OK18.
Det må betegnes som ret moderate krav, idet højkonjunkturen formentlig vil føre til en lønglidning i den private sektor (som de offentlig ansatte får 80 pct af som følge af den reguleringsordning, der er i de offentlige overenskomster, – men det sker med en betydelig forsinkelse i tid i forhold til lønglidningen).
Reguleringsordningen kan skabe cykliske forløb, hvor de offentlig ansatte som nævnt kan stige efter en regulering, der kommer efter en konjunkturopgang (men altså kun med 80 pct) plus tillagte stigninger, der følger af det, der er aftalt ved sidste OK-forhandling. De privatansatte kan stige hurtigere i en konjunkturopgang, hvor de offentlig ansatte kommer på med forsinkelse.

De overraskende positive tal for samfundsøkonomien i 2018 burde blødgøre de offentlige arbejdsgivere. Når det ikke sker, hænger det sammen med, at de i vidt omfang ligger under for den dagsorden, der sættes af konkurrencestatskonceptet og globaliseringen.

Opsigelsen af spisepausekutymerne på de statslige arbejdspladser kan give effektivitetsgevinster på 7 pct (en halv times frokost pr dag omsat til ugentlig tid) – og omsat til penge et betydeligt mia-beløb. Det er en helt afgørende trofæ for den statslige arbejdsgiver, hvor Bjarne Corydon-ånden stadig huserer i lokalerne.

 

OK-system og økonomisk situation

Man kan undre sig lidt over, at det er så svært at nå en aftale, i hvert fald når det gælder løn. Der var blevet offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, som viser, at de offentlige finanser ender i et pænt plus på omkring 21 mia kr for 2017:

Off_finanser18
Kilde: Danmarks Statistik.

Det skyldes konjunkturopsvinget, hvor det økonomiske opsving endelig var kommet ud af finanskrisens lange skygge.
Når konjunkturen bedres, kommer der flere i beskæftigelse. Dermed stiger skatteindtægterne, og udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse og social velfærd formindskes.

Danmark har med 7,8 pct overskud på betalingsbalancen i pct af BNP en så stærk økonomi, at man overskrider EU’s vejledende retningslinjer for 6 pct for dette overskud. Sært nok vanker der ikke bøder, når det går den vej. – Omvendt ved betalingsbalanceunderskud på over 3 pct, hvor det teoretisk set kan give bøder ifølge EU’s Vækst- og stabilitetspagt.

De offentlig ansatte kan gøre Danmark en tjeneste ved at komme igennem med lønstigninger og en efterfølgende forøgelse af forbruget, som kan nedbringe det enorme betalingsbalanceoverskud bare en lille smule. Det er værd at tænke over, når forhandlerne mødes i Forligsen!

Det er efterhånden et nærmest byzantinsk system, der er bygget op omkring overenskomster (OK) i den højt celebrerede “danske model”:

OKoffentlig
Forhandlingerne foregår på de tre niveauer: kommuner (KL), Regioner (Danske Regioner) og staten. Inden man mødtes med arbejdsgiverne aftalte lønmodtagerorganisationerne en slags musketered med hinanden. Man ville hjælpe Danmarks Lærerforening (DLF) til at få en arbejdstidsaftale igennem. Lærerne er stadig fortørnede over behandlingen af dem ved 2013 overenskomsten, hvor et lovindgreb blev trukket ned over dem efter ugers konflikt, der tømte en del af deres strejkekasse. På statsområdet vil man have en OK-sikret frokostpause.

Staten er klar overhund på arbejdsgiversiden. Hvis kommuner og regioner skulle formaste sig til at indgå en OK, som ikke er klaret af med staten, kan staten teoretisk set nægte at betale for det igennem bloktilskuddene til de to andre instanser. Hertil kommer de årlige forhandlinger mellem staten på den ene side og kommuner og regioner på den anden om rammen for de sidstnævntes budgetter. Derfor overlades det normalt til finansministeren at bestemme den samlede offentlige ramme.

Det kan overordnet set gøre det muligt at holde OK inden for en samlet nationaløkonomisk ramme, men giver problemer m.h.t. at tilpasse forhandlinger til mindre OK-områder med særlige behov og krav.
De kan ofte se sig kørt over, når der sker sammenkædninger af Overenskomster i forhandlingsaftaler og i de endelige afstemninger. Både lærere og gymnasielærere er således kommet gevaldigt i klemme med de særlige arbejdstidsaftaler, der er behov for på deres områder for, at arbejdsvilkårene kan blive tålelige.
De særlige behov på disse områder er blevet pakket væk med krav om “normalisering” af arbejdet, så det afspejler, hvad der foregår i den private sektor.

 

Udsættelse af varslede konflikter

Den 28. marts udskød Forligsinstitutionen de varslede konflikter med 2 uger. Det så ud til, at der var mulighed for nogenlunde enighed om lønspørgsmålene, hvorimod de to andre spørgsmål (læreres tjenestetidsaftale og de statsansattes frokostpause) stadig indeholdt stort konfliktpotentiale. Og hvor langt vil solidariteten mellem de faglige organisationer så kunne holde? Det er evident, at i lys af den danske økonomis potentiale i 2018 og nogle år frem skulle selve lønspørgsmålet være den mindste tandpine for arbejdsgiverne. Meget mere afgørende vil det være, at man kan komme videre med moderniserings- og fleksibiliseringsprogrammerne for den offentlige sektor. Derfor skal “ufleksible” regler, der beskytter de ansatte og begrænser arbejdsgiverledelsesretten, fjernes.
Det er derfor, de virkelige “knaster” er tjenestetidsaftaler (DLF, men indbefatter også årsnorm, dvs optælling af arbejdstid på årsbasis, for f.eks. sygeplejersker og andre i Sundhedskartellet). samt kravene om OK-dækning af frokostpauser.

DA blander sig  –  muligt regeringsindgreb

Efterhånden som det trak op til en historisk omfattende konflikt på det offentlige arbejdsmarked, begyndte en vis panik at brede sig, både blandt politikere på Christiansborg og i organisationsverdenen. Var nødberedskaberne på sygehusene tilstrækkelige, når så mange ansatte stod til at blive lockoutet? DA (Dansk Arbejdsgiverforening) blandede sig med en kommentar, hvad der er usædvanligt for denne organisation, idet den danske model bl.a. implicerer, at parterne kører showet til ende uden den form for indblanding via medierne. Men der var helt oplagt en frygt fra DA’s side for, at de offentlige lønforhandlingers dagsorden var ved at spille til lønmodtagernes fordel, og det gav frygt for afsmitning til det private arbejdsmarked (via lokale lønforhandlinger) og dermed for konkurrenceevnen over for udlandet.

Det kunne potentielt trække op til et indgreb fra regeringens/Folketingets side under henvisning til de samfundsmæssige interesser, der var på spil. Men ingen tvivl om, at denne part nødig vil gøre noget uden det er med udgangspunkt i f.eks. en forligsskitse fra Forligsinstitutionen. Sporene fra lærerkonflikten i 2013 var stadig i frisk erindring. Efter 4 ugers konflikt greb Folketinget ind med lov 409, der tvang folkeskolelærerne i arbejde (efter der var gjort godt indhug i deres konfliktfond). Den danske stat måtte senere høre for i ILO (FN’s International Labour Organisation), at man sad retten til indgåelse af kollektive aftaler overhørig.

De politiske partier, som er de aktører, der kommer til at gribe ind, hvis det bliver aktuelt, udviste forskellige holdninger. Socialdemokraterne afviste indblanding under henvisning til, at det ville være imod den danske model. Parterne skulle altså selv finde en løsning. Partiet sad ikke i regering,  –  i modsætning til i 2013, hvor man deltog i indgrebet i læreroverenskomsten. Nu var situationen en anden. Partiet var i opposition, og der var kommet ny ledelse til.
Venstrefløjspartierne er imod regeringsindgreb. De borgerlige regeringspartiers holdning til et indgreb i en konflikt vil formentlig udvikle sig under konflikten og i takt med, at folkestemningen evt.  ændrer sig.

 

BILAG

Gennemsnitsløn for de 10 største faggrupper i kommuner og regioner:

(Med i bruttolønnen er pension og særydelser. Statistikken dækker over månedslønnede og timelønnede, men ikke elever, ekstraordinært ansatte og personer i fleksjob)

Stilling Bruttoløn, september 2008, i kr. Bruttoløn, september 2017, i kr. Stigning i pct.
Lærere, KL 33.603,44     41.885,88     24,65
Pædagoger, KL 28.235,51     34.550,54     22,37
Sygeplejersker, Regioner 32.247,22     37.933,93     17,63
Social- og sundhedshjælpere, KL 26.535,27     32.308,31     21,76
Social- og sundhedsassistenter, KL 27.915,17     33.614,25     20,42
Specialister (kontor og administration), KL 33.336,09     38.706,87     16,11
Socialpædagoger, KL 30.107,57     35.749,21     18,74
Pædagogmedhjælpere, KL 21.227,53     25.650,37     20,84
Socialrådgivere, KL 31.472,33     36.565,84     16,18
Dagplejere (fire fuldtidsbørn), KL 24.626,57     30.334,30     23,18

Kilde:  Finans.dk

 

LINKS endvidere til: Statens løndatabase (gymnasielærere, DJØF’ere i ministerier, ansatte i forsvaret mv.).

Statistiske diagramdiskurser fra OK-parterne.

P.s.  Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a., at jeg i en årrække har været TR på min arbejdsplads og medlem af hovedbestyrelsen i min fagforening (GL) et par perioder. Desuden er jeg forfatter til bogen “Organisationer, stat, arbejdsmarked”. Gyldendal 1987.

arbmarkbog

Comments Off on OK!

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Ny krise?

Posted in Økonomi, Global økonomi by Gregers Friisberg on 09/10/2017

Hvem husker ikke den britiske finansminister for nogle år siden – inden finanskrisen – sige, at “boom og bust er afskaffet”. Så kom finanskrisen, og man fik endnu engang syn for sagn for, at økonomien bevæger sig i konjunkturer. Nu er en ny finanskrise måske på vej.

I hvert fald ifølge The Economist, der bruger CAPE-indekset til forudsigelse af det:

cape
Kilde her: The Economist.

Det måske vigtigste globale kendetegn for krise, der nærmer sig, er det såkaldte CAPE, Cyclically adjusted Price Earnings ratio, den inflations- og konjunkturudjævnede kurve for forholdet mellem aktiekurs og overskud.
Med andre ord: Hvor mange kroner skal man betale ved køb af en aktie for at få del i en krones overskud? Niveauet i dag er på niveau med niveauet i 1929 lige inden den store depression, der blev udløst af kraftige aktiedyk på Wall Street børsen i New York. New York-børserne er stadig de toneangivende i Verden. Hvad der sker der, plejer at blive reflekteret i udviklingen på både europæiske og asiatiske børser.

“Boblen uden brus” kalder bladet den nuværende spekulationsboble (ukontrolleret stigning i aktiver som ejendomme, aktier, værdipapirer i øvrigt), fordi stigningerne denne gang finder sted over en bred front, hvor det tidligere alene var aktieindekset bredt(1929) eller high-tech/dot.com aktier (1999). Meget høje niveauer af CAPE er hver gang blevet fulgt af recession (de røde streger i figuren ovenover).
Det går galt, når overdrevne aktiekurser drives op for lånte penge, hvad der ifølge artiklen i The Economist også delvist er tilfældet denne gang.

The Economist skriver konkluderende:

If portfolio managers wake up in two years regretting the high price they paid for shares in one tech giant or another, or wishing they didn’t own a 98-year dollar bond issued by Argentina, so be it. The least—and perhaps the best—that can be done is to ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property. It also means ensuring banks have enough capital to withstand a correction in asset prices.

Årsagen er bl.a. centralbankernes udpumpning af penge igennem obligationskøb de senere år. I alt over 11 trillioner$ (11.000 milliarder$!!).

Det er klart, at alt for lave renter og stor pengerigelighed fører til overvurderede aktiver, f.eks. aktier i high-tech selskaber, som er steget 30-40 pct (uden påviselige grunde i stigende overskud) den seneste tid. Siden nytår er aktiekurserne i Europa og Nordamerika steget op imod 13 pct, – alene på optimisme begrundet i Trumps forventede gaver til erhvervslivet, herunder skattelettelser og andre lettelser for erhvervslivet.
I realiteten er det ledige penge på jagt efter noget at blive anbragt i.

Om ikke andet kan de blive brugt til spekulation i ejendomme. At der er en boligprisboble, er der mange tegn på. – Og en del økonomer, der er enige i. Inklusive det såkaldte systemiske risikoråd i Danmark, der har lagt op til stramninger af lånevilkår på det københavnske og århusianske ejerboligmarked. – For i 11. time at se sig undercuttet af den evigglade Brian Mikkelsen.
Problemet med de høje boligpriser i København er jo, at folk kan blive teknisk insolvente, når der går hul på boligboblen, og de sidder med for mange af de sjove rentetilpasningslån, der senere skal refinansieres til en højere rente. Og i den verden trækker den ene fallit som bekndt den anden med sig, fordi långivning og -tagning er forbundet med hinanden.

Som The Economist skriver, så skal man ensure that the real economy is protected should prices suddenly fall. That means guarding against purchases made with too much borrowed money of illiquid assets, especially property.  Illikvide aktiver (f.eks. usælgelige ejendomme eller værdipapirer, der er faldet i værdi),  købt for lånte penge. er opskriften på, hvordan et kriseforløb skabt i den finansielle sektor, kan udvikle sig.

Faresignalerne er mange. Man må håbe, myndighederne reagerer – og ikke stikker hoved i busken, som vi har set Brian Mikkelsen gør det, i misforstået solidaritet med de evigglade børsaktivister.

Reality check på den førende præsidentkandidat

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi, Frankrig by Gregers Friisberg on 28/04/2017

Reality checks er blevet a la mode efter Trumps valgkampagne i USA. Jvf det danske TV-program Detektor. Det laves ikke altid lige elegant, og der er tit overdrevne forestillinger om, hvor meget man kan tilnærme diskursive udlægninger af virkeligheden til virkeligheden.

Derfor må man lykønske den franske avis Le Monde med meget præcise gendrivelser af påstande, som den førende franske præsidentkandidat Macron er kommet med i kampens hede. Han fører klart i målingerne – med 60 pct i forhold til Le Pens 40 pct. Men letsindigt at føle sig for sikker. Derfor kan det være vigtigt at være præcis.

F,eks. m.h.t. arbejdsløshedsproblemet, der bliver et af hovedemnerne mellem de to kandidater, bl.a. fordi deres udlægninger af globaliseringsbegrebet virkelig skiller.

Macron har sagt, at “Frankrig er “et af  de sidste større lande i EU, der har formået at klare massearbejdsløshedsproblemet”.

Avisen dokumenterer med statistik fra Eurostat:
chomageenfrance
Frankrig ligger snarere omkring et gennemsnit (ca 9,5 pct af arbejdsstyrke) for euro-zonen, og adskillige store lande (Portugal, Spanien, Italien) har betydelig højere arbejdsløshed.
Hvad kan grunden være til ikke at være præcis på dette punkt? – Måske at tage luften ud af det væsentligste i Le Pens kritik af “den vilde globalisering”, som går ud over den franske arbejderklasse, specielt de mest udsatte? Måske at tage luften ud sejlene på kritikken af euro-zonemodellen som en levedygtig økonomisk model?
Måske at antyde, at man er relativt tæt på en “løsning på problemet”, og at man derfor kan imødese hans egne løsningsforslag med sindsro.
Han ser det som en problematik, der primært skal løses af markedskræfterne og i et tæt parløb med EU. Hertil skal så komme udbudssideøkonomiske tiltag fra den franske stats side, så som primært større fleksibilitet på arbejdsmarkedet (jvf foregående blogposts). Men som han også selv siger: problemet har været der i over 30 år, – og hvorfor skulle det være så meget tættere på en løsning nu?
Det, der i den sammenhæng er ret afgørende, er, at man er tilbøjelige til at undervurdere forskellene i strukturel konkurrenceevne mellem den tyske økonomi (Allemagne ovenover i figuren) på den ene side og de svage mellemeuropæiske og sydeuropæiske økonomier. Det er forskelle, der hænger sammen med institutionelle faktorer, som ikke uden videre er så lette at komme udenom. Hvis man er opdraget i den neoklassiske økonomiske teoritradition kan det forekomme at være en let sag. Her ses det som markedsuligevægte, der kan overkommes via øget transparens og øget markedsmæssig styring. Så let er det imidlertid ikke.

 

Comments Off on Reality check på den førende præsidentkandidat

Kina – “Verdens fabrik”

Posted in Økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/03/2017

Kina – “Verdens fabrik” er måske ved at være en saga blot. Det er der i hvert fald en del medier, der rapporterer i denne tid. Det rappoDrteres, at en gennemsnitstimeløn i Kinas industri er 3,60 $ pr time i 2016, en stigning på 64 pct siden 2011. Lønnen i Kinas industri skulle så være 5 gange så høj som lønnen i Indiens industri, højere end i Brazilien og tæt på at være på højde med den fattigste del af Sydeuropa.

Så kunne tro, at så må Kina høre op med at være Verdens fabrik, som alle har travlt med at outsource til. Det sidste er nok korrekt. Outsourcingstempoet vil formodentlig falde noget. Og det skyldes ikke kun Trump og hans nationalkonservative America1st politik.

Det er dog ikke sikkert, at rollen som “Verdens fabrik” er et overstået stade – ikke helt i hvert fald. Kina er i gang med at tilpasse sig de højere lønninger. Det sker ved, at landet går mere upmarket, og ved at der indføres mere automatiserede produktionsmetoder. Hemmeligheden bag udviklingen i Kina er, at der allerede er foregået store produktivitetsstigninger, og at landet derfor er i stand til at betale højere timelønninger. Det ser ud som om, Kina er ved at gennemgå en udvikling, der ligner den, Japan var igennem i 1980’erne og 90’erne. Lønningerne steg, fordi produktiviteten steg. Og de steg kraftigt målt i global fællesvaluta som $, fordi landets konkurrenceevne afspejledes i en højere kurs på den nationale valuta.

Noget lignende er sket i Kina og vil formentlig ske også i de kommende år. Der vil ske en valutarisk tilpasning, som vil afspejle sig i endnu højere lønninger fremover, målt i f.eks. amerikanske $. – Hvis ikke en ny global krise sætter en stopper for denne udvikling!

 

Comments Off on Kina – “Verdens fabrik”