Gregers Friisberg

Demokratiets vagthund

Posted in 4. statsmagt, Demokrati, Frankrig by Gregers Friisberg on 04/01/2018

Den traditionelle statskundskabsteori om mediernes rolle i demokratiet er under skud disse år. Ifølge denne teori er medierne demokratiets vagthund, som råber op, når magten misbruges. Medierne beskrives som dagsordenssættende, dvs de har en rolle m.h.t. , hvad der er vigtigt at tage op i offentligheden. Og de beskrives som “den fjerde statsmagt” – udover den lovgivende, udøvende og dømmende, fordi medierne får magt igennem formuleringen af den interessante dagsorden for debatten og for ny lovgivning, og fordi de tvinger politikerne til at kommunikere til vælgerne på bestemte måder.

De sociale medier er i gang med at sætte ny rammer for mediernes funktion. De traditionelle medier er på tilbagetog. Det gælder de trykte aviser og TV-nyhedsmedier, som har svært ved at fange den unge generations opmærksomhed. En stigende andel af befolkningen stiller sig tilfreds med nyheds-titbits fra deres Facebook- og Twittergfeeds, eller fra nye, utiltalende online-medier. Fake news kan rejse shitstorms, der kan få selv garvede politikere til at smide tøjlerne og opgive den politiske kamp. Og ofte må rutinerede politikere give op over for nye populistiske politikere, der har en mere sikker adgang til at bruge de nye medier. Det så man f.eks. under den amerikanske valgkamp, hvor reality-TV værten Donald Trump kunne feje sine republikanske modstandere af banen og køre hele vejen op til præsidentembedet igennem en valgkamp, hvor arsenalet af nye medier blev udnyttet effektivt.

Der er reageret forskelligt på denne udvikling rundt omkring i Verden. Et af de nye, opsigtsvækkende initiativer, er det den franske præsident Emmanuel Macron tog den 3. januar, hvor han annoncerede fremlæggelsen af ny lovgivning imod fake news i valgkampsperioder. Den nye lov skal ifølge forslaget indeholde krav om mere gennemsigtighed om sponsoreret indhold. Man skal kunne se, hvem der finansierer indhold. Og der skal lægges loft over den mulige finansiering fra disse kilder. Statens kontrolmyndigheder skal udstyres med muligheder for at kræve indhold fjernet – og endda have mulighed for at kunne blokere et website.
“Hvis vi skal kunne beskyttet det liberale demokrati, må vi være stærke og have klare regler”,  udtalte Macron ved fremlæggelsen af initiativet.

Det er opsigtsvækkende – og en noget modsigelsesfyldt erklæring, for de gode intentioner til trods, må man stille spørgsmålet: Hvem skal definere, hvad der er “fake”, og hvad der må accepteres som indlæg i en debat om politik op til en valgkamp?
Macron kan åbenbart godt selv se problemet, for han foreslår samtidig, at man kan lade sig inspirere af en procedure, som organisationen Reporters sans frontieres (“Journalister uden Grænser”) har sat i gang, hvor de laver en slags anerkendelses- eller certificeringsordning for sociale mediers nyhedsorganer.  Det er måske et organ, man kunne have en vis tillid til, men om det løser problemet er noget usikkert.

Macrons interesse i at stække de sociale medier under valgkampe har også en baggrund i hans egne erfaringer under den franske præsidentvalgkamp i 2017, hvor de russiske stationer RT og Sputnik angiveligt blandede sig med løgnagtige nyheder og kampagner.

Macron blev endvidere udsat for “nyhedshistorier” under valgkampen om påståede konti i skattely. National Front lederen Marine Le Pen refererede historier om hans placering af midler i offshore konti på Bahamas, en sag, han satte advokater på, fordi det angiveligt var pure opspind. Rygterne cirkulerede en masse på Nettet via tusindevis af sociale medie-konti i timer før den afgørende TV-duel mellem Macron og Le Pen. Der blev også rundsendt forfalskede dokumenter, der skulle bevise Macrons deltagelse i uhyrlighederne. Blandt de fantasifulde tiltag var website, der var bygget op og lay-outed som den respekterede belgiske avis Le Soir (Aftenbladet), som “rapporterede”, at Saudiske pengekilder finansierede Macrons kampagne. Le Soir tog afstand fra sagen og sagde, de intet havde med disse interessante “nyheder” at gøre.

Hvad der skete under den franske præsidentvalgkamp er beskrevet som et lærebogseksempel på, hvor galt det kan gå. Det illustrerer, hvor naiv den traditionelle opfattelse af mediernes rolle i det parlamentariske demokrati (jvf ovenfor) er. De nye medier har skabt en karikatur af vagthunderollen. Vagthunden er kommet til at lide af en farlig form for hundegalskab, der gør dens bid samfundsnedbrydende i alvorlig grad. Spørgsmålet er blot, om den franske reaktion er den mest relevante måde at reagere på. Man kan frygte, den vil kunne nedbryde forudsætningerne for demokratiet på andre måder. Efter Macrons og La France En Marches valgsejr i foråret 2017 er der koncentreret meget magt i den i forvejen meget stærke franske statsmagt. Præsidenten sidder ikke alene på en stærk præsidentiel magtposition. Han har også i dette tilfælde absolut flertal i den franske nationalforsamling.

Advertisements

Comments Off on Demokratiets vagthund

For og imod Leveson

Posted in 4. statsmagt, Demokrati by Gregers Friisberg on 01/12/2012

Man må tage hatten af for Lord Leveson og det enorme arbejde, der er lagt i undersøgelsen The Leveson Inquiry og den næsten 2000 sider rapport. Der er leveret et grundigt materiale om forholdet mellem politikere, offentlighed og medier i Storbritannien.
Offentligheden er rystet over en rådden presseetik, hvor en 13-årig afdød piges mobiltelefon er aflyttet, og hvor der er sket mange andre overtrædelser af privatlivets fred i pressens jagt på “den gode historie”. Vi kender det også fra Danmark – omend i lidt mere behersket omfang. Leveson har gået på en knivsæg i afvejningen af hensynene til en anstændig presseetik, hensyn til privatlivets fred,  straffelovens injurieregler og regler om beskyttelse af minoriteter, samt hensynene til ytringsfriheden.
Noget af det virkelig problematiske gælder forholdet mellem medier og politikere, og hvordan det har udviklet sig i Storbritannien. De to grupper føder gensidigt hinanden. Medierne er afhængig af politikerne for at få fat i “gode historier”. Politikerne må ofte bøje sig for mediernes magt, hvis de vil genvælges. Det har stået klart siden 1992, hvor det Rupert Murdoch ejede tabloidorgan The Sun efter manges mening fik forhindret valget af Labourlederen Neil Kinnock til ny premierminister efter års konservativt styre.

Noget af det virkelig interessante er dog at se reaktionerne på hans forslag til øget regulering, og hvordan de deler vandene. Premierminister David Cameron vil ikke følge forslaget om et lovbefalet pressenævn, der uafhængigt skal kontrollere medierne. De store pressefriheds-NGO’er med sæde i London er også delt i spørgsmålet.

Levesons forslag om et uafhængigt pressenævn fastlagt ved lov minder om det danske pressenævn. Der foreslås en lavere brancherepræsentation end i Danmark, så den, der skal kontrolleres ikke kontrollerer sig selv.

Camerons begrundelse for afvisning af forslaget er, at det kan true ytringsfriheden. Det er dog langt ude, når nogle sammenligner med Kazakstan og andre diktaturstater.

Den virkelige trussel mod pressefriheden er måske snarere ejerskabsforholdene i medierne. Efter Murdochimperiets overtagelse af The Times og andre britiske dagblade og lanceringen af Sky News sidder denne kapitalgruppe på over 40 pct af de britiske medier. Deraf trangen til at “cosy up to” Murdoch og hans mediebaroner, som har præget britiske toppolitikere siden Kinnocks nederlag. Det seneste skud på stammen er David Camerons venskab med og omgang med Rebekah Brooks.

Når den politiske magt underlægger sig Big Press, er der virkelig et problem for pressefrihed og demokrati.

Comments Off on For og imod Leveson