Gregers Friisberg

Et kapitel i US – tyske relationer

Posted in Amerikansk udenrigspolitik by Gregers Friisberg on 21/03/2017

merkeltweet

Man kan sige meget om Trump, men at han forstår at få fuld valuta for pengene, når han tweeter, kan der ikke herske nogen tvivl om. I en sag som det vigtige forhold til den ledende europæiske magt, Tyskland, skal man ikke lade sig begrænse af Twitter-grænsen på 140 karakterer. Har man et vigtigt budskab, spreder man sig naturligvis over to tweets, som altså skal læses bagfra.

Der behøver vel næppe længere at være nogen tvivl om, hvad retningen for USA’s udenrigspolitik under Trump vil blive: The Business man’s udenrigspolitik. Tyskland skylder angiveligt penge for i så lang tid at have betalt for beskyttelse under USA’s atomparaply. Det er ikke kun et spørgsmål om at leve op til 2 pct målet for forsvarsudgifterne, men om også at betale for det omfattende amerikanske militær, der har  været udstationeret i Tyskland.

Det er et absurd krav, og det illustrerer et gammelt ordsprog om, at ikke alt kan opgøres i penge. Det indgår åbenbart ikke i Trumps regnestykke, at USA selv har haft en interesse i at sikre sin indflydelse i Europa og sikre sig en position som leder af “den frie Verden”, noget, tidligere amerikanske præsidenter har påpeget gang på gang. Hvad denne interessevaretagelse for USA er værd, kan vanskeligt opgøres i penge.

Mødet var åbenbart – set fra Trumps side – “GREAT”, trods den pinagtige handshake-scene, der må få smilet frem hos enhver diplomat, der bare er nogenlunde trænet på de bonede gulve. Det kan minde om onkel Alberts uheldige opførsel ved familiefesten, når han har fået for meget at drikke og falder i søvn under talen til konfirmanden. Men er det det, det drejer sig om her?

Måske handles der fuldt bevidst og med køligt overlæg fra Trumps side – og ikke impulsivt og ud fra mavefornemmelser, som mange synes at mene. Bemærkningen “Send nu nogle gode billeder tilbage til Tyskland” siger det hele.

Det hensynsløse snub af kansler Merkel kan forklares ved enten præsidentens kvindeforagt eller hans frygt for sit populistiske vælgerbagland. Efter strongman-retorikken i valgkampen er det svært hurtigt at blive alfavnende statsmand.
Han viser, at han billedligt talt “ikke sælger ud” til hverken en kvinde eller til de tyske interesser, som han er optaget af at få placeret på rette sted. Tysklands plads er – ikke i Europa, men et sted, hvor et land med blot 80 mio indbyggere bør ligge. Hun forsøges pillet ned fra piedestalen som “den frie verdens nye leder” og flygtningenes ven, når han hævder, hun gør ubodelig skade med denne politik.
Hans opførsel var anderledes, da Theresa May var på besøg. Det var et besøg, der var i en anden kategori. Hun ilede til Washington hurtigst muligt, som repræsentant for klientnationen, der er blevet helt afhængig af USA efter Brexit-afstemningen. Tyskland ses som en udfordrer – og i Trumps øjne en ikke værdig udfordrer.
Det er ham uforståeligt, hvorfor den amerikanske middelstand og overklasse foretrækker at køre i BMW eller Mercedes frem for Chevrolet eller Cadillac. Det store tyske  – og i øvrigt europæiske  –  handelsoverskud i samhandelen med USA er en stor anstødssten, som Trump agter, i samarbejde med handelszar Peter Navarro, at gøre noget ved. Det er ikke kun NATO og sikkerhedspolitikken, der er en bad deal for USA.

Den centrale antagelse hos Trump og Navarro er, at euroen er en konstruktion, der leverer en undervalueret valuta til det konkurrencedygtige tyske erhvervsliv.
– Og det er der måske nok lidt om!
På den anden side var amerikanerne bare kommet til at betale endnu mere for de eftertragtede tyske produkter, hvis valutaen havde ligget højere i værdi. Amerikanernes svage konkurrenceevne inden for disse produktområder er et problem, de selv har været med til at skabe. – Hvad tyskerne diskret har gjort opmærksom på igennem deres lærlinge-træningsprogrammer ved BNW-fabrikken i Spartanburg, South Carolina.
Trump ligger under for en farlig illusion, hvis han tror, at manglende konkurrenceevne er et problem, der kan klares med snuptagsløsninger (som f.eks. en 35 pct told på tyske biler). Det vil kunne varme lidt i starten, men vil give problemer på længere sigt.

Set fra en forretningsmands synsvinkel må det til gengæld glæde Trump, at USA sidder på mindst halvdelen af våbenhandelen i Verden, ifølge The Washington Post.

usarmssales
Kilde: Washington Post 22.3.17. Nogle af de største aftagere, Saudiarabien, Israel, Forenede Arabiske Emirater, Australien og Taiwan, er ikke med i figuren ovenover.

Igen er der tale om noget, som ikke bare kan gøres op i dollars og cents. USA har store fordele af at sidde på denne våbenhandel, teknologisk og handelspolitisk. Og det er ingen hemmelighed, at EU-landene igennem en del år har set med slet skjult misundelse på det. Det er en del af baggrunden for det forsvarsmæssige samarbejde i EU. En koordineret EU politik vil kunne øge Europas økonomiske fordele og mindske importafhængigheden af USA.

Det er to meget forskellige politikere, der mødtes i Washington. Kropssprogene er afslørende. Han buser ud, og hun holder sig til takt og tone og siger tingene på en mere indirekte måde.
Amerikansk diplomati kan komme rendende bagefter og feje op efter den uslebne forretningsmand. Det har man set i både Ukraine-politikken og Kina-politikken. Amerikansk udenrigspolitik har en lang historisk tradition og et stort bureaukrati i State Department bag sig, som formentlig vil medvirke til en vis kontinuitet. Prøveballonen om et-Kina politikken blev hurtigt skudt ned. Men den Trumpske impulsivitet kan komme til at anrette meget skade på amerikanske interesser rundt omkring i Verden, før en evt. rigsretssag for løgnagtighed og fake news tvinger ham til at indstille skydningen.

 

Comments Off on Et kapitel i US – tyske relationer

Supermagtskonfrontation?

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 07/02/2017

Det er muligt, man skal trække noget fra, når man ser på Trumps udtalelser om forholdet til Kina. Det kan også være, han mener det. Foreløbig har han skrinlagt TPP-aftalen om en storstilet handelsaftale mellem 12 lande omkring Stillehavet. Kina var ikke med i denne aftale.

Aftalen var faktisk ment som en måde at komme omkring Kinas voksende indflydelse i Stillehavsområdet på. Den ville have styrket USA’s forbindelser til en hel række af voksende økonomier i området.
Trump må have haft sit handelsskeptiske bind for øjnene, når han på denne måde sætter USA’s interesser i skyggen over for et stadig stærkere Kina. Man kan da også se, at Kina er hurtige til at tage bolden op. Xi Jinpings tale i Davos fornylig vidner om et Kina, der ser sig som USA’s arvtager m.h.t. fremme af en markedsbaseret globalisering – og så formodes vi måske at glemme det manglende demokrati og menneskerettighedskrænkelserne i Kina?

uschinagdpcompared
Kilde: Verdensbanken.

Tallenes tale er tydelig: Det ser ud til, at vi – når styrke måles på BNP –  er ved at gå fra et unipolært system under amerikansk dominans, over et bipolært system i disse år, til et system, hvor Kina kan komme i en dominerende position. Økonomisk styrke vil normalt føre til øget politisk styrke.

Kina er i disse år ved at passere USA m.h.t. størrelsen af produktion/nationalindkomst, i hvert fald når man opgør det i købekraftsparitet (PPP).
I en PPP-måling ser man på, hvordan de forskellige prisniveauer i landene spiller ind på opgørelsen i markedspriser (landenes BNP i sammenlignelige $-værdier).
I en mere realistisk PPP-baseret opgørelse er den kinesiske produktion nu større end den amerikanske, jvf tabellen ovenover.

kinausabnp
Kilde: The Economist. Den årlige vækst er ved at nærme sig 6 pct. (Klik på linket og stil på den interaktive model. Værdier er årlige ændringer i procent). Ord: Yuan appreciation: Yuanopskrivning. BNP måles i tusinder mia (trn.).

Når man laver projektioner ud fra eksisterende tal, ser det ud til, at paritet mellem de to lande nås i 2024 (figur ovenover), når der forudsættes en kinesisk vækst på 6 pct om året, en nogenlunde parallel inflation og en yuan-opskrivning årligt på 2 pct. Yuan-opskrivningen kan muligvis komme til at ske med større satser, så USA indhentes noget tidligere.
Forskellen på BNP til markedspriser og BNP målt ved købekraftsparitet kunne tyde på, at den kinesiske valuta er undervurderet, når man ser på  PPP-opgørelsen.

Det indtryk får man også, når man kigger på det såkaldte BigMac indeks, hvor man kan konstatere, at prisen på en burger er langt lavere i f.eks. Kina eller Vietnam end i Danmark, USA eller Norge/Schweiz. Det interessante ved dette amerikanske produkt er, at det laves over hele kloden. Derfor kan det bruges til sammenligninger af valutaer, økonomisk effektivitet og prisniveauer i landene. Det er lidt som en genvej til PPP-måling (hvor det er en kurv af varer for et gennemsnitsforbrug, der anvendes).
På det tidspunkt, hvor indekset blev samlet ind i starten af 2017, var den amerikanske dollar lige steget betydeligt i værdi. Det afspejler altså, at priskonkurrenceevnen for amerikanske produkter lavet i USA var faldet (til stor fortrydelse for Trum. Derfor har han også forsøgt at “tale den ned”).
Omvendt var konkurrenceevnen målt på denne måde steget i f.eks. Danmark, hvor man kunne lave en Big Mac billigere end i USA (hvad der var ret usædvanligt i forhold til tidligere år). Men i Kina kan man altså lave en BigMac superbilligt, hvad der både vidner om lave priser i landet og en effektiv og relativt lavtlønnet arbejdskraft.

I handelsrelationerne ser Kina ud til at være stærkest, især i varehandelen:
kinausahandelsbalance
Kilde: The Economist.

Læg mærke til, at det er målt i pct af BNP. Det forklarer en stor del af den faldende tendens i Kinas eksportoverskud efter 2005-6. BNP-stigningen i Kina betyder, at eksportoverskuddet sættes i forhold til et hastigt voksende BNP.

Det er disse tal, der har ført til den kraftige mistænkeliggørelse af Kina fra Trumps side. Vi har været her før. I 1980’erne var det Japan, det drejede sig om, og om nogle år formentlig Vietnam, Indonesien og Malaysia.

En stor del af mistænkeliggørelsen er overdreven. Det gælder f.eks. påstandene om valutamanipulation. Kina har faktisk på det seneste forsøgt at understøtte kursen på yuan, så den ikke blev devalueret så meget, som markederne ellers lagde op til. Kina har været udsat for lidt af det samme nedagående pres på valutakursen, andre emerging economies har oplevet, som følge af de faldende råvarepriser de seneste år.

Kina blev medlem af WTO i 2001, og det var med til at danne baggrund for en kraftig fremgang i kinesisk eksport, fordi der fra da af ikke længere var så gode begrundelser for at beskylde Kina for at dumpe varer billigt på eksportmarkederne og lægge hindringer i vejen for landets eksport. Det kan man forestille sig, der vil komme fremover – i hvert fald fra Trumpadministrationens side. Og der vil komme kraftige reaktioner fra kinesisk side, reaktioner, der kan ende i konfrontationer mellem de to stormagter.
Den siddende kinesiske ledelse virker ikke som én, der vil lade sig bosse rundt i manegen af en Trump. Og spørgsmålet er egentlig, hvor mange Trump cards, han kan spille ud med?
Kinesernes verdensbillede er i dag præget af et indtryk af globaliseringens muligheder og ikke mindst det vakuum, der står tilbage i Asien og Stillehavsområdet efter, at USA har kastet TPP (Transpacific Partnership) på møddingen. Men der kan stadig være rester af det postkoloniale verdensbillede med de uretfærdige handelstraktater, landet blev udsat for efter Opiumskrigene og den engelske kolonialisme i midten af det 19. århundrede, hvor de sidste kejserdømmer blev kørt over af Vestmagterne.
Nok er de to landes BNP ved at nærme sig hinanden i størrelse, men når vi antager, at der måske allerede nu er parallellitet, så indebærer det jo også et amerikansk BNP pr indbygger, der er over 4 gange det kinesiske. Den amerikanske velstand er altså betydelig større. Det kan hænge sammen med et større kapitalapparat og et højere teknologisk niveau, men det hænger måske også sammen med en evne til at tage højere priser for ens varer – og ikke mindst tjenesteydelser. Der er bygget globale forsynings- og værdikæder op, som gør Vesten overlegen i forhold til “Verdens fabrik”, som har fået overladt den mere forurenende og billigere industriproduktion. Fra kinesisk side ses dette som mere end bare udtryk for større dygtighed og mere avanceret teknologi. Der indgår også magtaspekter i ulige økonomiske relationer, magtaspekter kineserne gerne vil have gjort op med.
Man vil ikke én gang til underlægge sig Vestens fortolkning af situationen. Det er en måde at se virkeligheden på, der er totalt fremmed for en Trump med hans énsidige America First optik. Det kan derfor være ret uforudsigeligt, hvad en konfrontation mellem USA og Kina kan udvikle sig til.

Comments Off on Supermagtskonfrontation?

A new Deal – or just a slightly bad Deal?

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 03/02/2017

Ja, det er jo det, det drejer sig om – ikke sandt? Når nu USA er i gang med at lægge op til handelskrig med dele af Verden, må man undre sig, når man ser på “tallenes tale”. Og det er ikke fake news. Det er ganske vist, for det er tørre kvantitative data, der kommer fra det rimelig respekterede amerikanske census.gov.

Hvad siger disse tal?

ustrade1
Kilde: census.gov. Tallene er i mia$ (billion dollars)

Overfladisk set kan tallene tage sig dramatisk ud. Et underskud på 670 mia i varehandelen med resten af Verden.

Når man inddrager handelen med tjenesteydelser, ser Verden straks mildere ud for amerikanerne.
ustrade2

Figuren ovenover er fra samme kilde. Den viser betalingsbalancen for november 2016 og et vejet gennemsnit af tre måneder. Det er altså for den samlede handel, hvor både varer og tjenester er med. Ganger man op til et år, vil det samlede US-underskud i samhandelen med udlandet løbe op i lidt under 500 mia$ eller svarende til godt 2,5 pct af BNP.

Det er ikke større, end at USA kan klare det ved at bruge et gammelkendt trick, som indehaveren af den dominerende globale reservevaluta kan betjene sig af, nemlig ved at “trykke penge”, altså betale med tilgodehavender i amerikansk valuta – og uden at true den globale likviditetsbalance alvorligt.

Underskuddet i varehandelen med Kina, Japan og Tyskland.kan tage sig ganske voldsomt ud, men det er – især i Kinas tilfælde – underskud, der er planlagt og gennemført af nogle af de store multinationale amerikanske firmaer, fordi det passer ind i de føde- og værdikæder, som disse virksomheder har bygget op på globalt plan. De kan blive ødelagt ved en gennemførelse af nogle af de tiltage, som det ser ud på, at man pønser på i Det hvide Hus, hvor typer som Steve Bannon og Peter Navarro er kommet til at sidde ved højenbords.

Donald Trump tænker som amerikansk forretningsmand, og han er kommet til den dybe overbevisning, at “America’s got a bad deal”. Når man tænker forretningsmæssigt, vil man kræve at få “a good deal”. Relationerne skal i højere grad være i USA’s favør. Det er imidlertid problematisk, når de allerede er det. Det er totalt meningsløst, hvis USA vil kaste verden ud i opslidende handelskrige, hvis det, man reagerer på, er et indre billede af Verden, som den overhovedet ikke ser ud.

 

Comments Off on A new Deal – or just a slightly bad Deal?

Trumpadministration blander sig i EU anliggender

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/02/2017

Trumps nylig udnævnte handelszar Peter Navarro har ikke siddet længe i embedet inden han skal ud i et frontalangreb på Tyskland og EU.  Tyskland skulle angiveligt “bruge euroen til at “udbytte” (exploit) både USA og det øvrige EU.

Synspunktet er, at euroen er en “groft undervurderet” valuta, og Tyskland altså udnytter en valutamanipuleret valuta til at kunne øge sin eksport på andres bekostning. Han taler om, at der inde i euroen ligger en skjult Deutsche Mark, som ikke behøver at blive revalueret, fordi den er pakket ind i euroen. Taberne er de sydeuropæiske lande som Grækenland, Italien og Spanien, der ikke har konkurrencekraft til at kunne konkurrere på markederne med en valuta, der for dem er stærk.

Det er et synspunkt, der før er blevet fremført, bl.a. af økonomer som Krugman og Stiglitz. Og man må sige, at for en gangs skyld kan Trumpadministrationen have delvist ret i sin kritik af Verdens handelspolitiske tilstand.

Én ting er at have ret, men det er en utrolig uelegant og rent ud sagt udiplomatisk måde at sige tingene på. Det ser ud til at der lægges op til handelskrig med Tyskland (EU).

Navarro kunne have taget Danmark med i sin karakteristik af “udbytternationerne”. Danmark har også lave arbejdsløshedstal, store overskud i udenrigshandelen og næsten balance på statsbudgettet.

Men Tyskland skal naturligvis efter Trumpsk logik tages ud til specialbehandling. Tyskland er den (økonomisk) stærke i klassen. Og landet har – ligesom Kina – meget store overskud i samhandelen med USA.

Man kan også undre sig over, når det gælder forholdet til Sydeuropa, at Tyskland ikke selv har haft mere blik for sydeuropæernes desperate situation og gået over til at hjælpe med mere end lånepakker, som ofte er mere hjælp til egne banker og investorer end hjælp til de mindre konkurrencedygtige lande mod syd.

Inden vi fik euroen devaluerede disse lande med regelmæssige mellemrum deres valuta og opretholdet derved deres konkurrenceevne over for de mere konkurrencedygtige tyskere (og hollændere, skandinaver og østrigere). Det er udelukket nu. En genindført græsk drachme ville synke som en sten på valutamarkederne. – Men det er måske det, der skal til. I stedet benytter man den brutale politik, der går under navnet “intern devaluering”, når man forsøger at tilpasse konkurrenceevne. Det sørgelige er imidlertid, at det går uhyre langsomt, og det formodentlig ikke er nok.

Det er svært at indføre en fællesvaluta i et så uhomogent område.

Det er også svært at få det af vide af en mand som Navarro, som fører utrolig “divisive” tale. Og i virkeligheden er det vel bare bugtalerdukkens, his master’s voice, tale. Trump har tidligt været ude i kritik af BMW, en kritik, der bunder i uvidenhed om, hvordan bilindustrien fungerer – og det er ikke altid til ulempe for amerikanerne, som det ligeledes udskældte New york Times skriver.

Sandheden er jo også, at amerikanerne igennem mange år har forsømt at udvikle deres infrastruktur og uddannelsessystem, så de nu står og har svært ved at konkurrere med både europæere og asiater. – Og hvem siger, at disse gider blive ved med at finansiere de amerikanske betalingsbalanceunderskud?

usgermantrade
Kilde: census.gov. Tallene for december ikke med.

Tabellen viser underskud i varehandelen. Hvis man tager serviceydelser med, forbedres billedet noget, men det samlede betalingsbalanceunderskud for USA over for Tyskland er stort. Men USA nyder jo det privilegium at have den mest anvendte reservevaluta, så man kan altid betale!!

Comments Off on Trumpadministration blander sig i EU anliggender

Udenrigspolitik på de sociale medier

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 07/12/2016

Det vakte en vis opsigt i Europa, da Barack Obama i starten af sin første præsidentperiode lancerede “Pivot to Asia”, den nye primære grundpille i amerikansk udenrigspolitik. Nu skulle Asiden komme før Europa i amerikanernes prioritering. Udenrigspolitikken følger som bekendt ofte pengene! Det blev dog ikke til meget mere end det stille diplomati og traditionel pleje af traditionel amerikansk udenrigspolitik i forhold til regionen.

Med Trump ser det hele ud til at komme i spil på nye måder. Det kan være forfriskende. Men det kan også gå hen og blive farligt for fred og sikkerhed i Verden. Han har – måske uden at vide det? – formået at udfordre et-Kina politikken med sin telefonsamtale med Taiwans præsident Tsai Ing-wen. En spontan handling? Eller en bevidst provokation, der skal nystarte USA’s politik over for Kina. Det står hen i det uvisse.

trumptweetup

Det er ikke den eneste provokation over for kineserne. Den næste var de to tweets ovenfor, der gentager nogle af Trumps valgkampstemaer (Læs fra neden. Trump ordner Twitter-konventioner med de 140 karakterer ved at skrive flere tweets).

Beskederne hænger sammen med den famøse telefonsamtale. Behøvede han spørge kineserne om lov til at tale med Taiwans præsident, når kineserne ikke spurgte om lov til at manipulere med deres valuta? Tonen er nærmest det forurettede barns! Det kan ligne en fortalelse – eller ren og skær stupiditet? Ifølge nogle analytikere er det et bevidst led i en snigende iværksættelse af en stærkt højreorienteret politik.

Og kineserne bad heller ikke om lov til at bygge et militært kompleks i det sydkinesiske hav. Nu kunne man retorisk spørge, om Trump har bedt om lov til at bygge en mur – eller et forstærket hegn – til Mexico? Men det er nok at drive gækken for vidt.

Nu er det jo sådan, at sandheden sommetider kommer fra “børn og ……”, og måske er det på tide at tage ét-Kina politikken op til revision? Når briterne kan lade skotterne stemme om suverænitet, hvorfor skulle fastlandskineserne ikke lade taiwaneserne bestemme deres nationale identitet og tilhørsforhold? Trump kan have ret i, at kinesernes touchiness er overdreven. Måske skulle de gøre et-Kina politikken mere tillokkende ved at tillade en større demokratisering af Fastlands-Kina, så Taiwan-kineserne kan genkende sig selv i det politiske system?

Hvad angår spørgsmålet om valutaspekulation, er det mere komplekst. Kina har faktisk revalueret valutaen over det længere tidsforløb. Men den er kommet under pres på det seneste – i lighed med andre “emerging economies” – hvis man stadig kan kalde Kina det? Og landet har det sidste års tid brugt kæmpemæssige mia-beløb på at modvirke den faldende yuan.

Hvad angår påstanden om, at “USA ikke beskatter kinesiske varer”, skal man til at fortolke, hvad Trump egentlig mener. Hvis han mener told, er han ikke informeret om, at USA faktisk bruger toldsatser ifølge WTO-aftaler, bl.a. også på nogle Kina-varer. Hvis han bruger det som argument for 45-pct told, lægger han op til handelskrig. Det vil næppe være i USA’s egen interesse.

Det mest originale – og fornyende – i Trumps tweets, er dog den måde, udenrigspolitikken, eller kommunikationen af den, rykker over på de sociale medier, hvor Trump kan iscenesætte sig med sin vante showman-optræden. Det er usædvanligt i forhold til, hvordan diplomatisk stil plejer at være! Men også på dette punkt kan det måske forfriske med lidt fornyelse?!

I et interview på Fox News lægger Trump op til, at fortsættelse af et-Kina politikken kan gøres afhængig af mere gunstige handelsbetingelser fra Kinas side. Det er et nyt lavpunkt i de trumpske udmeldinger. Derved gør han over 20 mio Taiwan-kinesere til brikker i et kommercielt forhandlingsspil. Meget usympatisk!

 

 

Comments Off on Udenrigspolitik på de sociale medier

Dimensioner i amerikansk udenrigspolitik

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 11/01/2010

(Figuren viser orienteringslinjer/fixpunkter i den amerikanske udenrigspolitiske diskurs ifølge FP. Det er Wilson ud mod venstre. Hamilton mod højre. Begge disse herrer er samtidig opad i retning mod globalismepilen. Nedad mod populisme/lokalisme befinder Jefferson og Jackson sig)

“Karklud eller kriger?” – det er det spørgsmål, det amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Policy stiller om Barack Obama i sit seneste nr. Bladet mener, han lider under Carter-syndromet, altså mere karklud end kriger. Præsidenten tørrer op efter sig ude omkring i Verden og forsøger at forbedre denne v.h.a. tale om menneskerettigheder og styrkelse af det multilaterale element i den internationale politik.
Det er naturligvis et temmelig fortegnet billede af, hvad Carter egentlig stod for. Det er nok især i hans pensionisttilværelse, han har udviklet sig i den retning, hvor han f.eks. har opfordret til, at Hamas skal inddrages i forhandlingerne om Palæstinas fremtid, og hvor han i det hele taget er en af de internationale statsmænd, der mest utvetydigt er gået ind for en anstændig behandling af Palæstinaproblematikken.
Men der er ingen tvivl om, at amerikanerne strides om fortolkningen af de udenrigspolitiske udfordringer, og hvilken diskurs der vil være den bedste. Diskurskampen er vigtig. Det har været et problem for Barack Obama, at han konstant får hæftet etiketten “Wimp” på sig fra højrefløjens side. Den går lige ind hos en stor del af den offentlige opinion (og dermed også hos Obama selv), når trætheden over den siddende præsident begynder at sætte ind, og han falder i meningsmålingerne.
I artiklen i Foreign Policy kommer debatten om Wimp/warrior præsidenten op på et højere niveau, end man ellers ser i en stor del af den amerikanske debat.
Til spørgsmålet om det er en ny Carter, der er på vej, siger bladet, at det vil afhænge af, på hvilken måde det lykkes Obama at forlige sin indre Jefferson med sin indre Wilson. Bliver han en koldblodet realist eller en idealist med et blødende hjerte? Bladet sætter fire orienteringspunkter op for, hvordan den udenrigspolitiske diskurs har udfoldet sig i USA siden landets grundlæggelse. Retningslinjerne er de fire giganter i amerikansk historie: Alexander Hamilton, Woodrow Wilson, Thomas Jefferson (præsident 1801-09), og Andrew Jackson (præsident 1829-1837).
Hamilton var landets første finansminister. Han gik ind for en stærk føderal regering, der indretter et stærkt militær og som forfølger en realistsk global politik. Den amerikanske stat skal gå efter at fremme økonomisk udvikling og den amerikanske kapitals interesser, både hjemme og i udlandet. Woodrow Wilson, der var USA’s præsident under I. Verdenskrig, og som kom med de berømte 14 punkter til Versailleskonferencen efter krigen, er enig i behovet for en stærk global politik, men vil i højere grad fremme den via demokrati og menneskerettigheder, som det f.eks. kom til udtryk i vedtagelsen af planen om Folkeforbundet (der imidlertid blev forkastet af Senatet). Jeffersonianere er imod den globalistiske koncensus. USA skal ikke forpligte sig længere end bukserne kan holde. Den nationale sikkerhedsstat med et stærkt militær skal nedtones. Jacksonianerne er ifølge Foreign Policy de tryghedssøgende og populistiske Fox News TV-kiggere. De er mistænksomme over for den hamiltonianske big business-linje, Wilsoniansk “god vilje” politik, men de er også imod Jeffersoniansk svaghed.
Obama ses nu som en modstræbende Wilsonianer/Jeffersonianer, som vi kendte ham fra præsidentvalgkampen, der tvinges ud i en stillingtagen til det komplekse amerikanske imperiale cirkus af internationale aftaler, basesystemer, det hele krydret med dårligere opinionsratings, en populistisk folkelig opinion og krav fra et militært-industrielt kompleks derhjemme. Denne cocktail – eller den måde, han lod sig påvirke af det – forklarer dels, at han måtte vandre rundt i Det hvide Hus i et par måneder og overveje McCrystalrapportens mål for troppeforstærkninger i Afghanistan, samt glidningerne i retorikken fra præsidentvalgkampens taler om, hvordan USA skal trække sig ud af Irak og til Nobelfredspristalen om “retfærdig krig”.
Den seneste udvikling er Detroit-fly-bombemandens påvirkning af retorikken. Efter flere dages møder med sine sikkerhedsrådgivere i Det hvide Hus kommer Obama ud med udtalelser, der rykker ham længere væk fra den wilsonianske pladderhumanisme og over imod en mere hamiltoniansk linje. Han gør, hvad han kan for at stryge den uheldige “wimp”-mærkat af sig. I sit svar på kritik af en for forsigtig linje, siger han “we are at war against al-Qaeda”.
Den wilsonianske multilateralistiske linje kommer især frem i talerne i Cairo 6.4.09 og talen om atomnedrustning i Prag. I Cairo siger han f.eks.:
Så længe vort forhold defineres af vore forskelle, vil vi forstærke de, der sår had frem for at så fred, de, der fremmer konflikt snarere end det samarbejde, der kan hjælpe vore folk på begge sider til at nå retfærdighed og velstand. Og denne cyklus af mistænkelighed og uenighed må bringes til afslutning.
 
 
Obama kommer ikke til at leve op til denne målsætning ved at tale om at være i “krig med Al-Qeada”. Dermed er ikke sagt, at man skal føre dialog med Al-Qeada, men man risikerer, at man just falder i den fælde, disse terrorister har sat op for det sekulære Vesten.
Det er forståeligt (og nødvendigt), at man vil bekæmpe terrorisme. Men hvordan bør det gribes an? Der er en socio-økonomisk baggrund for terrorisme, som kan være vanskelig at fange og ikke mindst formulere i en politisk diskurs over for offentligheden. Det er her, problemet ligger i forhold til amerikansk populisme, og just her, præsidenten skulle have stoppet op. Et af USA’s store retoriske fejlgreb siden 2001 har været omtalen af terroristbekæmpelse som “krig”. Det har mudret folkeret og internationale retsbegreber, herunder krigens regler i Genevekonventionerne, til.
Den traditionelle politologiske diskurs om amerikansk politik, som den kommer til udtryk i Foreign Policy artiklen er imidlertid også forfejlet. Realisme og idealisme bør ikke ses som modstående størrelser, som der kan vælges imellem i førelsen af politikken, men forskellige måder, hvorpå supermagten varetager sine interesser på og udvikler en politisk diskurs til det. Wilson var idealist, fordi det var en mere behændig måde at føre stormagtspolitik på i forhold til de europæiske kolonimagter på den tid. Det var ikke kun for folkenes blå øjnes skyld, at man ville indføre princippet om folkenes selvbestemmelse i de 14 punkter. Det var en behændig måde for amerikansk big business, der på det tidspunkt var ved at blive dominerende i Verden, at komme til fadet på i en situation, hvor de europæiske kolonimagter var ved at have udspillet deres rolle. Og ikke mindst fordi, man konkurrerede med et fremstormende Tyskland om at komme først til dette fad.

Comments Off on Dimensioner i amerikansk udenrigspolitik