Gregers Friisberg

Reality check på den førende præsidentkandidat

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi, Frankrig by Gregers Friisberg on 28/04/2017

Reality checks er blevet a la mode efter Trumps valgkampagne i USA. Jvf det danske TV-program Detektor. Det laves ikke altid lige elegant, og der er tit overdrevne forestillinger om, hvor meget man kan tilnærme diskursive udlægninger af virkeligheden til virkeligheden.

Derfor må man lykønske den franske avis Le Monde med meget præcise gendrivelser af påstande, som den førende franske præsidentkandidat Macron er kommet med i kampens hede. Han fører klart i målingerne – med 60 pct i forhold til Le Pens 40 pct. Men letsindigt at føle sig for sikker. Derfor kan det være vigtigt at være præcis.

F,eks. m.h.t. arbejdsløshedsproblemet, der bliver et af hovedemnerne mellem de to kandidater, bl.a. fordi deres udlægninger af globaliseringsbegrebet virkelig skiller.

Macron har sagt, at “Frankrig er “et af  de sidste større lande i EU, der har formået at klare massearbejdsløshedsproblemet”.

Avisen dokumenterer med statistik fra Eurostat:
chomageenfrance
Frankrig ligger snarere omkring et gennemsnit (ca 9,5 pct af arbejdsstyrke) for euro-zonen, og adskillige store lande (Portugal, Spanien, Italien) har betydelig højere arbejdsløshed.
Hvad kan grunden være til ikke at være præcis på dette punkt? – Måske at tage luften ud af det væsentligste i Le Pens kritik af “den vilde globalisering”, som går ud over den franske arbejderklasse, specielt de mest udsatte? Måske at tage luften ud sejlene på kritikken af euro-zonemodellen som en levedygtig økonomisk model?
Måske at antyde, at man er relativt tæt på en “løsning på problemet”, og at man derfor kan imødese hans egne løsningsforslag med sindsro.
Han ser det som en problematik, der primært skal løses af markedskræfterne og i et tæt parløb med EU. Hertil skal så komme udbudssideøkonomiske tiltag fra den franske stats side, så som primært større fleksibilitet på arbejdsmarkedet (jvf foregående blogposts). Men som han også selv siger: problemet har været der i over 30 år, – og hvorfor skulle det være så meget tættere på en løsning nu?
Det, der i den sammenhæng er ret afgørende, er, at man er tilbøjelige til at undervurdere forskellene i strukturel konkurrenceevne mellem den tyske økonomi (Allemagne ovenover i figuren) på den ene side og de svage mellemeuropæiske og sydeuropæiske økonomier. Det er forskelle, der hænger sammen med institutionelle faktorer, som ikke uden videre er så lette at komme udenom. Hvis man er opdraget i den neoklassiske økonomiske teoritradition kan det forekomme at være en let sag. Her ses det som markedsuligevægte, der kan overkommes via øget transparens og øget markedsmæssig styring. Så let er det imidlertid ikke.

 

Comments Off on Reality check på den førende præsidentkandidat

Konkurrenceevneparadokser og lønforhandlinger

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi by Gregers Friisberg on 03/12/2012

Det er efterhånden ved at lykkes for centrum-venstre tænketanken Cevea at komme i medierne. – Ikke i samme grad som CEPOS, men man har jo heller ikke pr atutomatik så mange venner i det borgerligt dominerede mediebillede i Danmark. Så det er godt gået af Cevea, når de kommer ud med en så relativt tynd rapport som den nyligt udgivne om “Høj løn og beskæftigelse går hånd i hånd i Europa”.

Der påpeges en sammenhæng, der ikke i særlig grad har haft offentlighedens bevågenhed i al den hysteriske snak om “konkurrenceevne og reformer”, hvor man nærmest får indtrykket, at jo mere man kan lægge sig i spidsen i “the spiralling race to the bottom”, jo tættere kommer man frelsen.

Figur 1: Beskæftigelsesgrad og lønomkostninger pr time

cevealoenbesk

Kilde: Cevea.

Som det påpeges allerede i titlen, så går de to variable, lønomkostninger pr time og beskæftigelsesgrad hånd i hånd. Man kan naturligvis ikke påstå, at øger man lønnen, så stiger beskæftigelsen.

I visse tilfælde kan stigende lønninger anspore virksomheder til at øge produktivitet (produktion pr arbejder pr tidsenhed) og effektivitet. Men når øget beskæftigelse og højere løn går hånd i hånd, hænger det som oftest sammen med nogle bagvedliggende faktorer, så som stærkere institutioner, gennemskuelige regler, velfungerende offentlige sektorer, der sikrer god uddannelse af arbejdskraften og en god sundhedstilstand, velfungerende infrastruktur, etc. Disse faktorer gør samlet, at lønnen kan være høj og beskæftigelsen god.

Det er et godt argument for de faglige organisationer i overenskomstforhandlinger. Lønnen er ikke bare en omkostning, men en vigtig personalepolitisk faktor, der giver incitamenter, arbejdsglæde og bedre fungerende arbejdspladser.

Arbejdsomkostningerne i den danske industri steg markant i de glade år under VK(O). Det førte til, at megen lavteknologisk produktion måtte forlade landet. Men virksomhederne fandt ud af at tilpasse sig ved at gå over i produktioner, hvor lønnen ikke er det mest afgørende for konkurrenceevnen.

Den såkaldte røde regering har taget udfordringen op ved at nedsætte en produktivitetskommission, og de første resultater af arbejdet er begyndt at komme.

I den traditionelle økonomis nyttekalkuler måler man resultater af produktionsfaktorers indsats på en meget konkret facon. Det fører til sjove resultater, som f.eks. at Polen og Slovakiet har en fantastisk høj stigning i produktivitet. Det er jo ikke så underligt, da der her er tale om to lande, der er i gang med catch-up i forhold til omkringliggende mere avancerede lande. Den høje produktivitetsstigning er her mere udtryk for tyske firmaers evne til at udnytte arbejdskraftomkostningsforskelle igennem outsourcing, end det er udtryk for disse økonomiers selvberoende styrke.

Det danske produktivitetsparadoks er også forklarligt ved den florissante økonomi VK(O)’s bedste år. Når der er stor optimisme og trækkes meget arbejdskraft ind i produktionen vil produktiviteten logisk set falde, for den måler jo ikke andet end et givent produktionsresultat divideret med den indsatte mængde af produktionsfaktorer (her: arbejdskraft).

Cevea er med sin rapport på vej til at formulere disse komplekse økonomiske sammenhænge på en mere meningsfuld facon, end de nyliberale økonomer hidtil har villet. Det er fint. Og det er specielt fint i forhold til de faglige organisationer på arbejdsmarkedet, der skal gå Roma midt imod og forklare, hvorfor det stadig giver mening at stille lønkrav ved overenskomstforhandlinger.

Comments Off on Konkurrenceevneparadokser og lønforhandlinger

En omsorgsfuld finansminister

Posted in Arbejdsmarked by Gregers Friisberg on 21/11/2012

Finansminister Bjarne Corydon kunne ikke nøjes med at sidde på sidelinjen og betragte SAS-dramaet udfolde sig. I 11. time sendte han en SMS til forhandlerne for Kabinepersonalet. Det påvirkede angiveligt ikke forhandlerne.

Det er problematisk, at finansministeren på denne måde viser sin store omsorg for dansk økonomi. Han har flere kasketter på: Generaliseret varetager af landets økonomiske politik via ansvaret for statens finanser, bestyrer af den danske stats aktiepost i SAS og arbejdsgiver for omkring 200.000 statsansatte, der snart skal indgå overenskomst.

Han er imidlertid ikke direkte arbejdsgiver for SAS’ ansatte. Det er SAS-bestyrelsen, der er det. Derfor burde han ikke have blandet sig. Men det er jo så let at sende SMS’er rundt. Der er bare det ved det, at den ulidelige lethed her fører til massakre på den danske model og denne models princip om, at arbejdsmarkedets parter selv forhandler løn- og ansættelsesforhold.

Man kan ikke lade være med at synes, at det er lidt ironisk, at SAS-forligene kommer ind i billedet lige op til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.
Det kan jo tænkes, at SAS-eksemplet smitter. Det vil sige, at en lang række virksomheder, der ligger i skarp konkurrence med udlandet, vil kræve fald i lønningerne for de ansatte.
Det vil i værste fald kunne indebære, at de, der holder fast i reguleringsordningen, som er et fast inventar i de offentlig ansattes overenskomster, bliver store tabere. Deflation og faldende lønniveau i den private sektor vil via reguleringsordningen føre til fald i lønningerne i den offentlige sektor.
Det er vigtigt, at organisationerne på det offentlige område erkender det og står fast på, at reallønnen ikke må udhules i den kommende overenskomstperiode.

Det er jo allerede sket mere end tilstrækkeligt i den nuværende periode. Det vil være udtryk for økonomisk samfundssind, hvis man kan stå fast og kræve reallønnens fastholdelse – og endnu bedre: stigning i reallønnen. Derved vil man kunne bidrage til at forhindre den nedadgående spiral – race to the bottom, som den såkaldte austerity politik har ført Europa ind i de seneste år. Danske lønmodtagere skal ikke bøde for en euro-krise, som Danmark hverken har lod eller del i.

Udfordringen er at indrette aftalegrundlaget, så det i højere grad bidrager til at skabe en sammenhæng mellem løn, produktivitet og opgaveløsning.

Det citerede, der er fra Finansministeriets “serviceeftersyn” af de offentlige overenskomster, er en uheldig tankegang, der må afvises på det bestemteste på undervisnings- og kulturområdet. Det er hverken møtrikker eller kyllinger, vi har med at gøre. Differentieret løndannelse på den beskrevne måde kan skabe splittelse og dårlig stemning på arbejdspladserne i den offentlige sektor, hvor der er en  betydelig professionsstolthed og omsorg for opgavevaretagelsen.

Comments Off on En omsorgsfuld finansminister

Kur imod arbejdsløshed?

Posted in Arbejdsmarked by Gregers Friisberg on 20/09/2011

Det er imponerende. Danske økonomer har fundet en kur imod arbejdsløshed. Man skal blot indskrænke arbejdsløshedsperioden. Så vil de arbejdsløse af sig selv sørge for at komme i job i rimelig tid, inden de falder for tidsgrænsen for understøttelse.  Det tyder de danske erfaringer  på.
     I USA har man ikke lignende erfaringer. Tidligere har Obamaadministrationen fået gennemført en forlængelse af føderal arbejdsløshedsunderstøttelse i forhold til de  ordninger der er i enkeltstaterne  (26 uger). Den amerikanske forlængelse kom imidlertid under pres, da Kongressen fornylig vedtog foranstaltninger imod det amerikanske budgetunderskud. Og flere stater har skåret ned på arbejdsløshedsunderstøttelsen. Det ser dog ikke ud til at have påvirket den amerikanske arbejdsløshed nedad.

Hvis man i al soberhed skal se på denne problematik, må man nok konstatere, at det er mere overordnede makroøkonomiske variable (den samlede effektive efterspørgsel), der bestemmer økonomiens aktivitetsniveau og dermed også de overordnede arbejdsløshedstal. Men derfor kan der måske godt hentes lidt ind på nogle marginaler igennem en stramning af regler og tidsgrænser for ydelser. Men det er nok ret små marginaler. Det tyder de amerikanske erfaringer på.

 

Comments Off on Kur imod arbejdsløshed?

Arbejdsløshed og sociale problemer i Spanien

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi, EU by Gregers Friisberg on 23/05/2011

Den voldsomme stigning i arbejdsløsheden i Spanien, og det høje niveau arbejdsløsheden har lagt sig på (over 21 pct), har forbløffet. Det er over det dobbelte af EU-gennemsnittet. Og især blandt unge har arbejdsløsheden nået et højt niveau – op til 45 pct for unge under 25.  Det er en væsentlig del af baggrunden for de folkelige protester, der løb af stabelen i over 40 spanske byer op til lokalvalgene den 22.5.11.

Arbejdsløsheden i Frankrig og Spanien sammenlignet

Figur 1: Arbejdsløsheden i Frankrig og Spanien, 1975 - 2010. Kilde: http://www.voxeu.org/index.php?q=node/6039

En gruppe franske og spanske økonomer har undersøgt, hvorfor arbejdsløshedsbilledet i Frankrig og Spanien er så forskelligt.  De franske tal ligger tættere på EU-gennemsnittet, og der er ikke nær så voldsomme udsving som i Spanien.
    Det undrer, fordi de to lande har lignende arbejdsmarkedsmodeller. Det er den sydeiuropæiske model, hvor staten spiller en aktiv rolle m.h.t. lovgivning, der skulle give tryghed for de fastanssatte med permanent tilknytning til arbejdsmarkedet og en kompenserende arbejdsløshedsforsikring i tilfælde af arbejdsløshed.  Og i begge lande er der en stor prekariseret og marginaliseret arbejdsstyrke med midlertidige kontrakter. De går ind og ud af jobs og har ofte midlertidig beskæftigelse. Det er ofte unge, der skal ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, der kommer til at stå med de midlertidige kontrakter og dermed rammes hårdt under recessionen. Det ses da også ved, at de folkelige protester har en ret middelklassepræget karakter, i hvert fald i flere af de store byer med universiteter og højere læreanstalter.

Forklaringen på forskellen mellem de to lande skulle ifølge økonomerne ligge i, at  Spanien har en større forskel mellem afskedigelsesomkomstningerne for arbejdere på permanente kontrakter sammenlignet med arbejdere på midlertidige kontrakter, og at der i Spanien er en meget slappere lovgivning omkring midlertidige kontrakter.
     Arbejdsgiverne i Frankrig har altså et væsentligt større incitament til at holde lønmodtagere beskæftiget hen over nedgange i produktionen, idet det er væsentligt dyrere for dem at ansætte på midlerltidige kontrakter og dyrere i det hele taget at skaffe sig af med arbejdere.

Man skal nok også se på forskellige i den økonomiske struktur i de to lande. Frankrig har betydelig flere store og  højteknologiske virksomheder med stærke positioner på verdensmarkedet. De er ikke ramt så hårdt af krisen som de spanske virksomheder, der har styrkepositioner i turisme, bygge- og anlægssektor, finansvirksomhed og telesektor, hvoraf i hvert fald de tre første har oplevet stærk nedgang under krisen.

Boligboblen har været meget voldsommere i Spanien. Da der gik hul på den for nogle år siden, steg arbejdsløsheden meget hastigt, som det kan ses af figur 1, – og endda hastigere end i de foregående recessioner.

Kilde: Juventud sin Futuro. Photograccion. Ungdom uden fremtid: Uden job, uden bolig, uden pension, uden frygt.

Protester og krav om demokratiske reformer

De unge uddannedes situation har givet afsæt til landsdækkende demonstrationer, hvor mange andre ting bringes på bane. Det er korruptionen i det politiske system og mangelen på demokratisk deltagelse i det topartidominerede spanske politiske system.  Den “politiske klasse” har sat sig for tungt på magten, og den er blevet for sammenspist med den økonomiske elite.
    De konservatives (Partido Popular) og socialisterne (PSOE) dominerer bl.a. p.g.a. valgmåden og den regionale politiske struktur med de autonome regioner (autonomias).
   Ja, men har et folk ikke de politikere, det fortjener? Når der er repræsentativt demokrati, kan man vel bare vælge nogle andre? Her er de unges argument, at så simpelt er det ikke. Kapitalismen gennemtrænger ifølge Juventud sin Futuro med sit system samfundet og bevirker, at det fungerer efter dennes strukturelle bestemmelse. Medierne ses som styret af kapitalinteresser. Det giver vidt forskellige forudsætninger for at kunne deltage i demokratiske beslutningsprocesser.
    (Men her kunne man indskyde, at det naturligvis ikke gælder alle medier. Et dagblad som El Pais har i høj grad – om ikke ligefrem stillet sig på 15. Maj Bevægelsens side i sin dækning af, hvad der sker, så i hvert fald lavet en afbalanceret dækning af bevægelsen og dens aktionsformer).

Valgloven og det politiske system understøtter den etablerede politiske elites dominans. Der er  en tre pct spærregrænse til parlamentet i Madrid, El Congreso.  
  

"Der er ikke demokrati, hvis markederne regerer". En af Juventud sin Futoros plakater. Bevægelsen kritiserer markedets anonyme magt.

  Man benytter den d’hondtske tællemetode til fordeling af kandidater mellem partierne, og den har tendens til at favorisere store partier. Det er altså meget vanskeligt for de marginaliserede at få stemme i forhold til det politiske system. “Du stemmer hvert fjerde år”, siger teksten øverst i valgplakaten til venstre. ” børsen gør det hver dag”. Dermed menes, at de beslutninger om køb og salg af aktier og obligationer, der sker hver dag på Børsen, har betydning for folks dagligdag  –  og altså større betydning end de beslutninger, folk kan være med til ved at afgive stemme. Et af bevægelsens krav er en udvidelse af demokratiet til også at omfatte økonomien.
    På trods af det store boligbyggeri de senere år er det svært for de unge at få en bolig, de kan betale. Derfor kræver de bl.a. en udbygning af det sociale boligbyggeri med øget støtte til nedbringelse af huslejer. Reformer af arbejdsmarkedslovgivning og pensioner kræves trukket tilbage. Loven om arbejdskontrakter kræves revideret, og der kræves en nedbringelse af de voksende økonomiske forskelle mellem højtlønned og lavtlønnede.  Og man vil have en større progression i indkomstskatteskalaerne, så der sker en større udjævning af de disponible indkomster.  Toma la calle: Gå på gaden!
   Og de gik på gaden. Og når man har gjort det et stykke tid, hvornår går man så hjem igen? Og hvad har man fået ud af det? Og hvor repræsentativ er man i forhold til byens øvrige befolkning?
   Efter to ugers camp på centrale pladser i Madrid og Barcelona, besluttede man at fortsætte et stykke tid endnu – og i øvrigt derefter at gå over til naboskabsorganisering, såkaldte Asambleas (kvartersråd/forsamlinger). Og det blev besluttet at benytte sig af netværksorganisering i det videre arbejde frem.

 Med til at forklare udviklingen hører selvfølgelig også den fejlslagne økonomiske politik i eurozonen.

Økonomisk politik bestemt af eurozone og EU-finanspolitik

I en videre sammenhæng skal de økonomiske og sociale problemer ses i sammenhæng med den forfejlede EU-krisepolitik.
Den europæiske centralbank, ECB, sætter inflationsbekæmpelse i højsædet. Eurozonen har svært ved at fungere som valutaområde, fordi den økonomiske udvikling forløber så forskelligt i forskellige dele af zonen. Der er for store forskelle mellem teknologi- og produktionsudvikling i de nordligt beliggende lande i forhold til de sydeuropæiske lande. Derfor er der en proces i gang, hvor beskæftigelse fastholdes i Tyskland, Benelux og Finland (og delvist Frankrig), og arbejdsløshed eksporteres sydpå til Spanien, Portual, Grækenland og det sydlige Italien. 
    De hårdt ramte sydeuropæiske lande kan ikke føre deres egen krisepolitik. De kan ikke devaluere valutaen for at få konkurrenceevne og øget eksport på den måde. De kan ikke føre en selvstændig stimulerende finanspolitik, altså lade de offentlige udgifter og offentlige investeringer stige, fordi så truer de euroens eksistens som stærk og inflationsreducerende valuta.
    Alternativt kunne EU have ført en politik med øgede offentlige udgifter, som blev koordineret mellem landene, så aben ikke endte ét sted. Men det gør man ikke, fordi det er den tyske tradition for konservativ og inflationsbekæmpende økonomisk politik, der er sat i højsædet. Tyskerne har fordel af det, fordi den stærke tyske eksportindustri sælger masser af produktionsmidler, teknologi og forbrugsvarer til de nye økonomier i Asien og Latinamerika. Og tyskerne vinder endda markedsandele på de svage sydeuropæiske markeder.
    Der mangler ikke så lidt reel solidaritet i EU. Solidariteten er mestendels en solidaritet med de tyske og franske storbanker, der vil lide enorme tab, hvis der er sydeuropæiske eurozonelande, der går ned, idet det er disse banker, der ejer en stor del af de statsobligationer, der finansierer landenes underskud.  Det giver et kraftigt incitament til den fransk-tyske topledelse i EU til at modvirke en omstrukturering (nedskrivning) af gælden hos sydeuropæerne. 
    Det ser foreløbig ud til, at spanierne må tage det lange seje træk (tough it out, som det hedder på globalt nyengelsk), der består i en meget langvarig deflationspolitik, der ad åre kan bedre konkurrenceevnen. I mellemtiden vil det så desværre være de unge arbejdsløse, der vil have mistet konkurrencekraft, når deres kvalifikationer vil blive nedbrudt igennem mange års ledighed.

Links:
Udviklingen i arbejdsløshedsprocenten (tasa de paro: antal arbejdsløse i pct af arbejdsstyrken) kan følges via dette link til det spanske statistiske bureau.  Det er karakteristisk for den spanske (og europæiske) økonomiske diskurs, at man ofte skal lede længe efter arbejdsløshedstal. De ligger langt nede på listen, og det er så godt som umuligt at finde historiske tidsserier der er interessante. Arbejdsløshed er en anomali i den nyliberale økonomiske diskurs.  Det er mere væsentligt at interessere sig for priser, konkurrenceevne, produktivitet, og andre indikatorer for økonomiens fleksibilitet set fra en producentsynsvinkel.  

Comments Off on Arbejdsløshed og sociale problemer i Spanien

ØMU underskud

Posted in Arbejdsmarked, Økonomi by Gregers Friisberg on 07/04/2011
ØMU underskud (pct af BNP venstre akse) og ØMU gæld (pct af BNP højre akse). Kilde: Statistikbanken. Danmarks Statistik

Kilde: dst.dk. Hent fil her.

ØMU underskud og ØMU gæld er ved at udvikle sig til de helt store dyr i åbenbaringen i den økonomisk politiske debat i Danmark, – ikke mindst aktualiseret af de enorme fejlberegninger af statsbudgetunderskuddets størrelse. Denne sag er så utrolig, at jeg kommer til at gentage mig selv i forhold til det foregående blogindlæg.

Overvismand Whitta Jacobsen fra Det økonomiske Råd er gået i rette med de, der angiveligt skulle have skudt Finansministeriets embedsmænd i skoene, at de er ansvarlige for disse store fejlskud.

Selvfølgelig skal man ikke skyde løs på offentlig ansatte embedsmænd, som har svært ved at forsvare sig,  men man må nok sige, at det i øvrigt er den såkaldte økonomiske videnskab, der har et problem med sine analyser og prognoser. Og det er naturligvis ikke første gang, den samfundsvidenskabelige metode kommer til kort over for at prognosticere  hastige samfundsændringer.

Den danske udfoldelse af spin omkring ØMU underskud og gæld når nok ikke græske proportioner, men givet er det, at tal for offentlige finanser kan gøres op på mange forskellige måder, og derfor er EU da også gået ind i et standardiseringsarbejde.  Det er en forudsætning for at kunne få euroen til at fungere. De tal, der ligger bag figuren ovenover er Danmarks Statistiks tal, som bygger på disse EU harmoniserede definitioner.  

Hvad enten der er stukket noget under gulvtæppet eller ej, ligger det klart, at der tidligere er brugt tal for et langt højere offentligt underskud til at inddrage EU  og  ØMUens konvergenskriterier (og europagten) som krabask over for danskerne.  Denne krabask har medvirket til at give krisebevidsthed, som øger opsparing, og som giver tilbageholdenhed m.h.t. ønsker om lønforhøjelser.

Den er således brugt i de nyligt overståede overenskomstforhandlinger med de offentlig ansattes organisationer til, at de har accepteret 0-vækst i lønnen ud fra “hensyn til samfundsøkonomien”. Og den er brugt til krav om finanspolitisk disciplin, f.eks. i genopretningspakken fra maj måned og i 2020-planen.

Sagen er fascinerende  –  også ud fra en diskursiv og politisk synsvinkel. Danmark er ikke med i ØMU’ens tredje fase, hvor man får fælles mønt. Det har de danske vælgere stemt nej til. Alligevel er landet med på bagperronen. Og Danmark har tilsluttet sig europagten, ud fra formodninger om, at det altid lønner sig at underkaste sig finanspolitisk disciplin fra disciplinstærke landes (Tyskland) side.  Det har et stort folketingsflertal i al hast  – og uden dybere undersøgelser – taget en hurtig beslutning om.

Comments Off on ØMU underskud