Gregers Friisberg

Catalonien

Posted in Catalunya, Latino by Gregers Friisberg on 22/12/2017

Valget den 21.12. til Cataloniens lokalparlament gav det næsten værst tænkelige resultat. Det kan fortolkes både som en sejr for selvstændighed/separatisterne og for tilhængerne af fortsat union med Spanien. De første fik et flertal af pladserne i Cataloniens parllament, de sidste fik flest stemmer:

Valgresultat 21.12.:
cataluna1

Kilde: El Pais. ERC: Det traditionelle republikanske uafhængighedsparti. Har traditionelt nydt godt af, at en stor del af katalanerne forbinder uafhængighed med muligheden for at frigøre sig fra det spanske monarki – og altså få en republik i stedet. CUP: Venstreorienteret frihedsparti. Juntsxcat: Junts per Cataluna. Catcomu: Sammen om Catalonien (Podemosborgmesters lokalparti, som ikke vil tage stilling for den ene eller anden lejr). PSC: Partido Socialista de Cataluna: Lokalvariant af PSOE, det socialdemokratiske spanske socialistparti. PP: Partido Popular: Det konservative spanske parti, fik historisk dårligt valg.

 

Uafhængighedstilhængere i venstre side ovenover. Puigdemonts parti Juntsxcat fik 34 mandater (“Independentistats”). Men det største parti blev Ciudadans (CS), et midterparti udgået af de folkelige bevægelser for fornyelse af Spaniens demokrati de senere år. De fik 37 mandater. De catalanske socialister (PSC) fik 17. Det mest glødende separatistiske parti, CUP (Candidatura de Unidad Popular),  blev tungen på vægtskålen.
Der kan altså teoretisk set dannes en flertalsregering af tilhængere af fuld uafhængighed. Problemet er bare, at lederen af det hele, – eller af det største af uafhængighedspartierne, Puigdemont, befinder sig i udlandet og ikke har lyst til at vende hjem, fordi der er udstedt en arrestordre på ham.

Den noget kluntede konservative premierminister Mariano Rajoy har kørt den hårde linje over for uafhængighedsbevægelsen. Og det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at bløde op på det. Han har tilbudt forhandlinger,  – på et legalitetens grundlag.

Målt i stemmer (søjlen til venstre) har unionstilhængerne flertal. Med godt 52 pct af de afgivne stemmer. Det hænger sammen med demografi og valgkredsinddeling. Man kan se, at der er flere unionstilhængere i storbyerne end ude i provinsen og på landet:

cataluna2
Kilde: El Pais. Man kan f.eks. se, at i Barcelona får uafhængighedstilhængerne (Independentistas) kun 44 pct, og resten går til no independentistas.

Det i sig selv burde afholde en eventuel uafhængighedsregering fra at erklære uafhængighed. Det ville ikke være særlig demokratisk, at en meget lille majoritet – eller minoritet målt i stemmer –  kører hen over et lille flertal af vælgeres ønsker. Det er heller ikke godt at vide, om den spanske centralregering i Madrid igen vil sende politi og specialstyrker af sted for med alle midler at banke de genstridige katalanere på plads. Det ville igen kunne få situationen til at gå i hårdknude. Der er ikke andet for, end at parterne må til forhandlingsbordet og få start i en ændring af den spanske forfatning, der evt. omdanner landet til en forbundsstat med flere muligheder for mere udstrakt selvstyre.

Den catalanske nationalisme er blevet sammenlignet med andre auafhængighedsbevægelser og fremblomstrende regionalisme i Europa, og man taler om, at en evt. succes for dens politiske projekt vil føre til en opblomstring af “nationalismer” og regionale bevægelser, ikke alene i Europa, men også i dele af Mellemøsten (kurderne).
Det er der nok lidt om kan ske. Men bortset fra det, så er den katalanske nationalisme unik. Det er en unik kultur, der har rødder århundreder tilbage, hvor Barcelona var hjemsted for en blomstrende økonomi med vidtstrakte forbindelser ud  i Middelhavsområdet. På sin vis var det mere naturligt at handle den vej end ind i de uvejsomme bjergområder i Spanien. Under den spanske borgerkrig i 1930’erne var regionen hjemsted for republikanske og anarkistiske samfundseksperimenter – i opposition til kongemagt og kirke i det øvrige Spanien, og ikke mindst i opposition til spansk fascisme, repræsenteret af General Franco.
Da Franco kom til magten, blev den katalanske nationalisme og særlige kultur og samfundsform slået ned med hård hånd. Om det så var sproget, blev det forbudt. Mariano Rajoys måde at slå uafhængighedsbevægelsens og lokalparlamentets politik ned på, bl.a. med påkaldelse af artikel 155 i den spanske forfatning og arrestationer og rettergange imod lokalpolitikere, påkalder hos katalanerne mindelser om Frankoperioden. Et af resultaterne er valgresultatet for Partido Popular (PP).

Noget af det interessante nye i udviklingen er valgresultatet for Barcelona, jvf ovenfor. Barcelona har igennem de seneste årtier udviklet sig til en globaliseret metropolstorby med en ret blomstrende økonomi og tilgang af arbejdskraft udefra, både fra det øvrige Spanien og fra udlandet. En meget stor del af denne nye befolkning er ofte mere spansksindet end katalansktænkende. Det er måske også derfor, man fornemmer en vis desperation i den stærke katalanske nationalfølelse. Det er nu eller aldrig.

 

Min baggrund for at skrive om disse ting er bl.a. , at jeg sammen med Per Werge har skrevet bogen Catalonien – vil selv:

Catvilselv

 

 

Advertisements

Comments Off on Catalonien