Det truede demokrati

In secretly recorded conversations, Cambridge Analytica’s CEO, Alexander Nix, claimed he had met Trump “many times”, while another senior member of staff said the firm was behind the “defeat crooked Hillary” advertising campaign (nedkæmp forbryderiske Hillary reklamekampagnen).

“We just put information into the bloodstream of the internet and then watch it grow, give it a little push every now and again over time to watch it take shape,” said the executive. “And so this stuff infiltrates the online community, but with no branding, so it’s unattributable, untrackable.”

Det er ganske opsigtsvækkende afsløringer, The Guardian bringer i dag om skandalerne forårsaget af Cambridge Analytica. Det føjer sig til The Observers historier i søndags om, hvordan det er lykkedes at tappe omkring 50 mio Facebook konti for for deres og deres venners m.fl. venners personlige data, – data, der så kan anvendes til målrettede kampagner rettet specifikt til dette hovedsagelig amerikanske brugersegment.

Det siger ikke så lidt om, hvor skrøbeligt, det amerikanske repræsentative demokrati er, når det angiveligt skulle kunne væltes omkuld af en veltilrettelagt kampagne. Det skyldtes også, at marginerne var så små imellem de to kandidater Trump og Clinton. Hilary Clinton vandt endda på stemmer – omkring 3 mio – men tabte i nogle afgørende swingstater og dermed i valgmandskollegiet, der afgjorde valget.

 

Påvirkning af vælgere via targeted ads og kampagner

 

Cambridge Analytica, selskabet bag datatyveriet, arbejder i politiske kampagner ud fra en opfattelse af, at det afgørende ikke er facts, og hvem der vinder den saglige diskussion. Det drejer sig derimod om følelser. Politiske valg vindes på, hvem der er bedst til at fortolke de følelser, der rører sig i de afgørende vælgersegmenter og sætte ind på at vinde dem over ved at finde kerneargumenterne i relation til følelserne. Det kan eksempelvist i 2016-valget i USA være vælgersegmenters frygt for indvandring og det, der er kaldt “the browning of America”. Det kan være en irrationel frygt for, at nationens arbejdspladser siver ud af landet. Eliten behøver ikke at bekymre sig om det. Det er ikke dens arbejdspladser, der er truet.
Herefter gælder det så om at lave målrettede (targeted) reklamespots, der rammer, evt helt ned på individniveau. Data fra Nettet skal filtreres, så segmenter af vælgere kan nås v.h.a. targeted slogans og ads, jvf billedet herunder.

Kilde: The Guardian.

I figuren ovenover er givet et rids af metoden i datamarkedsføringen af politiske budskaber. Man fik som sagt adgang til rådata fra 50 mio Facebrookbrugere.
Data scientists laver ved hjælp af datasorteringsprogrammer modellering, som gør  de relevante data brugbare. Dvs de ønskede oplysninger, der kan bruges i en politisk sammenhæng, trækkes ud. De analyseres og oversættes til relevant indhold. De færdige ads målrettes brugere på sociale medier efter brugersegmenteringsmodeller (brugerne opdelt efter sociale kategorier, så som uddannelse, jobs, race/etnicitet, køn, geografisk lokalisering, etc).

Af indhold, der blev betragtet som særlig virkningsfuldt i 2016-valgkampen, er de ti “ubekvemme sandheder” om Hilary Clinton, jvf figuren ovenover. Den blev målrettet brugere af sociale medier i de vigtigste swing-stater. Man brugte adskillige minutter på at klikke på de ti billeder øverst, og så kom den tilhørende historie frem nedenunder, f.eks. som vist ovenover Clintonfondens brug af 50 mio$ til rejseudgifter.

Det var reelt omkring 40.-50.000 vælgere i swing-stater som Wisconsin og Pennsylvania, der kom til at rykke valget til Trumps fordel, idet disse hidtidige demokratiske højborge leverede mange valgmandsstemmer (samtidig med, at Clinton fik flere mio overskydende stemmer i en sikker demokratisk stat som Californien).

Når det måske kom til at spille en vis rolle i det amerikanske valg, skyldes det ikke mindst det amerikanske valgsystem, det tætte løb, og kandidaternes egen optræden. Hillary Clinton var, udover historierne om  Clintonfonden, uheldig i håndteringen af nogle af sine kernevælgergrupper – jvf f.eks udtalelsen om “a Basket of Deplorables” om Trump-vælgere.
Hun har derved selv medvirket til at give næring til de primitive kampagner imod hende.  Der er ikke noget at sige til, at vælgere i den amerikanske arbejderklasse har følt sig forrådt, og en demagog af Trumps kaliber dermed har haft relativt let spil hos nogle vælgere.

Denne brug, eller misbrug, af Internettet og de sociale medier giver næring til en frygt for det repræsentative demokratis fremtid.

 

Klarer den amerikanske forfatning og politiske demokrati udfordringen?

 

Men der kan ligge en større trussel for demokratiet i populismen og den forstærkede højrenationale konservatisme.

Autoritære ledere styrkes rundt omkring. Man kan nævne, hvordan den kinesiske præsident Xi Jinping har fået ophævet den tidsmæssige begrænsning på genvalg til præsidentposten i Kina. Donald Trumps kommentar til dette var “Maybe we’ll give that a shot some day”. Det var en udtalelse, der faldt under en fund-raising dinner (the “gridiron dinner”)  i Trumps residens i Mar-A-Lago Florida. Og som det er karakteristisk for mange Trump udtalelser, skal det måske forstås som en morsomhed. Men måske er det alvorligt ment. Det vil fremtiden vise.

Men hvilke muligheder har den amerikanske præsident for at styre USA i mere autoritær retning og indføre flere og flere diktatoriske tiltag?
Man har set Trump udvikle sig til en flittig bruger af de såkaldte executive orders of the President.  Det er præsidentielle dekreter, der kan udsendes begrundet i lovgivningen eller præsidentens beføjelser. Det gjorde han i de indledende direktiver om indvandring fra nogle muslimske lande, et småracistisk tiltag.
Og f.eks. har Trump kunnet indføre toldtariffer med henvisning til hans rolle i sikkerhedspolitikken (hensynet til, at landet har en stål- eller aluminiumsproduktion, hvis der opstår alvorlige internationale spændinger, der kan sætte en stopper for vigtig import).

Muligheden for at tiltage sig diktatorisk magt begrænses i vidt omfang af den amerikanske forfatning, der bygger på magtdelingslæren og de såkaldte checks-and-balances, hvor udøvende, lovgivende og dømmende magt holder hinanden i skak.

Den amerikanske forfatning er lavet oprindelig for at forhindre royal eller anden centralmagt (King George i England) fra at tiltage sig diktatorisk magt.
Derfor magtdeling, checks-and-balances og ikke mindst relativt stor autonomi for enkeltstaterne. De kan på flere områder være mere autonomt selvbestemmende end f.eks. landene i EU. Amendment (tilføjelse) 10 til forfatningen knæsætter princippet om, at alle anliggender/kompetencer, der ikke eksplicit i forfatningen er tillagt unionen, er enkeltstaternes domæne. Hertil kommer på mange områder et veludbygget direkte demokrati med referendumafstemninger lokalt og på enkeltstatsniveau om en lang række anliggender. Et sådant både direkte (refernda) og indirekte (repræsentativt) demokrati kan umiddelbart være svært at udrydde, da forsøg herpå vil blive mødt af modstand fra mange sider.

Men en øverste populistisk leder kan mobilisere folkelig opbakning bag sine tiltag. Det vil være svært for Trump i den nuværende situation (primo 2018), hvor hans approval ratings ikke er særlig høje. Men i f.eks. en eventuel international krisesituation vil man ofte bakke op om de nationale samlingssymboler, herunder ikke mindst præsidenten, der jo som bekendt er valgt af vælgerne og i øvrigt også er øverstkommanderende for unionens væbnede styrker.

 

De sociale medier og den demokratiske proces

 

De sociale medier er tidligere blevet hyldet som et gode for demokratiet. Man mindes det arabiske forår i 2011 og frem, hvor arabiske befolkninger rejste sig imod diktatorer og autokratiske ledere. Facebook var et af medierne, der blev brugt til debatter i lukkede fora og til at kalde folk til demonstration. Senest har anti-schoolshooterbevægelsen med udspring i Parkland Florida brugt samme metoder til at kalde gymnasieelever sammen i flere amerikanske storbyer.
Nettet blev set som en velkommen folkelig erstatning for de gamle, trætte traditionelle medier, der havde stigende vanskeligheder med at udfylde deres rolle som vagthunde for demokratiet igennem kritisk journalistik. Her kunne nogle af de sociale medier være en kærkommen anden mulighed, – med hurtige debatter, friske indlæg, samt kritisk folkelig “citizen-journalistik”, der kunne udfordre magten.

I dag ser man noget anderledes på sagen. Man er kommet på den anden side af 2016 med Breitbart, Bannon-Trump og russisk indblanding i amerikansk valgkamp. De sociale medier ses nu af mange som farlige for demokratiet.
I lande, hvor alle har smartphone og en stor del af befolkningen “er på” i gennemsnit op imod 3-4 timer om dagen, kan falske nyheder og stupide debatter, der “går viralt” føre til en spredning af misinformation og dannelse af holdninger, der kan indebære væsentlige risici for demokratiet – igennem støtte til svagt funderede populister og pengefolk, der vil malke systemet for nogle af de enorme potentielle reklameindtægter, det kan give.

Det gennemsnitlige stykke indhold på de sociale medier bliver kun betragtet nogle sekunder. Men det er den overordnede læggen-mærke til, ikke den specifikke information, der betyder noget. Jo mere folk bruger deres afhængighedsskabende sociale medier, jo mere opmærksomhed kan disse selskaber sælge til annoncører – og jo flere data om deres brugeres adfærd kan de samle sammen til sig selv. Det er en stadig mere overskudsgivende forretning….. Tilsammen kontrollerer Facebook og Alphabet (Google) omkring halvdelen af Verdens digitale reklameindtægter. …
    Folk deler ikke indhold udelukkende fordi det er informativt. De deler, fordi de vil have opmærksomheden selv og for, hvad de ting, de deler, siger om dem. De ønsker at blive hørt og set, – og respekteret. De vil have deres posts skal likes, deres tweets retweeted. Informationerne spredes via de sociale medier som vira. – Noget, der normalt er patologisk (sygeligt) er i de sociale medier en aktivitet, der belønnes. Med baggrund i viden fra alle de data, de samler har de sociale medier en god forestilling om, hvad der går viralt, og hvordan et budskab kan vrides, indtil det går viralt (The Economist 4.11.17).

Det er just denne evne til at vride budskaber, så de går viralt, der gør de sociale medier farlige for demokratiet. Det er det, der er med til at skabe fake news og ekkorum, der bliver falske billeder af virkeligheden, men som folk ikke desto mindre spejler sig i i noget, der kan blive en farlig kollektiv rus.

LINKS: I denne artikel fra The Atlantic beskrives det, hvordan selv simple apps som Cow Clicker kan bruges til at lokke personlige data fra Facebook-brugere.

She Downloaded all her Facebook data. Hun konkluderede: I came to the realization that the act of Facebooking should not be a passive sport.

Advertisements

Demokratiets vagthund

Den traditionelle statskundskabsteori om mediernes rolle i demokratiet er under skud disse år. Ifølge denne teori er medierne demokratiets vagthund, som råber op, når magten misbruges. Medierne beskrives som dagsordenssættende, dvs de har en rolle m.h.t. , hvad der er vigtigt at tage op i offentligheden. Og de beskrives som “den fjerde statsmagt” – udover den lovgivende, udøvende og dømmende, fordi medierne får magt igennem formuleringen af den interessante dagsorden for debatten og for ny lovgivning, og fordi de tvinger politikerne til at kommunikere til vælgerne på bestemte måder.

De sociale medier er i gang med at sætte ny rammer for mediernes funktion. De traditionelle medier er på tilbagetog. Det gælder de trykte aviser og TV-nyhedsmedier, som har svært ved at fange den unge generations opmærksomhed. En stigende andel af befolkningen stiller sig tilfreds med nyheds-titbits fra deres Facebook- og Twittergfeeds, eller fra nye, utiltalende online-medier. Fake news kan rejse shitstorms, der kan få selv garvede politikere til at smide tøjlerne og opgive den politiske kamp. Og ofte må rutinerede politikere give op over for nye populistiske politikere, der har en mere sikker adgang til at bruge de nye medier. Det så man f.eks. under den amerikanske valgkamp, hvor reality-TV værten Donald Trump kunne feje sine republikanske modstandere af banen og køre hele vejen op til præsidentembedet igennem en valgkamp, hvor arsenalet af nye medier blev udnyttet effektivt.

Der er reageret forskelligt på denne udvikling rundt omkring i Verden. Et af de nye, opsigtsvækkende initiativer, er det den franske præsident Emmanuel Macron tog den 3. januar, hvor han annoncerede fremlæggelsen af ny lovgivning imod fake news i valgkampsperioder. Den nye lov skal ifølge forslaget indeholde krav om mere gennemsigtighed om sponsoreret indhold. Man skal kunne se, hvem der finansierer indhold. Og der skal lægges loft over den mulige finansiering fra disse kilder. Statens kontrolmyndigheder skal udstyres med muligheder for at kræve indhold fjernet – og endda have mulighed for at kunne blokere et website.
“Hvis vi skal kunne beskyttet det liberale demokrati, må vi være stærke og have klare regler”,  udtalte Macron ved fremlæggelsen af initiativet.

Det er opsigtsvækkende – og en noget modsigelsesfyldt erklæring, for de gode intentioner til trods, må man stille spørgsmålet: Hvem skal definere, hvad der er “fake”, og hvad der må accepteres som indlæg i en debat om politik op til en valgkamp?
Macron kan åbenbart godt selv se problemet, for han foreslår samtidig, at man kan lade sig inspirere af en procedure, som organisationen Reporters sans frontieres (“Journalister uden Grænser”) har sat i gang, hvor de laver en slags anerkendelses- eller certificeringsordning for sociale mediers nyhedsorganer.  Det er måske et organ, man kunne have en vis tillid til, men om det løser problemet er noget usikkert.

Macrons interesse i at stække de sociale medier under valgkampe har også en baggrund i hans egne erfaringer under den franske præsidentvalgkamp i 2017, hvor de russiske stationer RT og Sputnik angiveligt blandede sig med løgnagtige nyheder og kampagner.

Macron blev endvidere udsat for “nyhedshistorier” under valgkampen om påståede konti i skattely. National Front lederen Marine Le Pen refererede historier om hans placering af midler i offshore konti på Bahamas, en sag, han satte advokater på, fordi det angiveligt var pure opspind. Rygterne cirkulerede en masse på Nettet via tusindevis af sociale medie-konti i timer før den afgørende TV-duel mellem Macron og Le Pen. Der blev også rundsendt forfalskede dokumenter, der skulle bevise Macrons deltagelse i uhyrlighederne. Blandt de fantasifulde tiltag var website, der var bygget op og lay-outed som den respekterede belgiske avis Le Soir (Aftenbladet), som “rapporterede”, at Saudiske pengekilder finansierede Macrons kampagne. Le Soir tog afstand fra sagen og sagde, de intet havde med disse interessante “nyheder” at gøre.

Hvad der skete under den franske præsidentvalgkamp er beskrevet som et lærebogseksempel på, hvor galt det kan gå. Det illustrerer, hvor naiv den traditionelle opfattelse af mediernes rolle i det parlamentariske demokrati (jvf ovenfor) er. De nye medier har skabt en karikatur af vagthunderollen. Vagthunden er kommet til at lide af en farlig form for hundegalskab, der gør dens bid samfundsnedbrydende i alvorlig grad. Spørgsmålet er blot, om den franske reaktion er den mest relevante måde at reagere på. Man kan frygte, den vil kunne nedbryde forudsætningerne for demokratiet på andre måder. Efter Macrons og La France En Marches valgsejr i foråret 2017 er der koncentreret meget magt i den i forvejen meget stærke franske statsmagt. Præsidenten sidder ikke alene på en stærk præsidentiel magtposition. Han har også i dette tilfælde absolut flertal i den franske nationalforsamling.

Valg i Holland

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19 – moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5 – animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3 – Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3 – anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2 – fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Demokratisk underskud i ny udformning

Det “demokratiske underskud” er et gammelkendt problem i forbindelse med EU-beslutninger. Det går på, at der er lang vej fra vælgerne til beslutningerne og på, at et embedsmandsorgan som Kommissionen har fået så stor en rolle i EU’sbeslutningstagning med initiativretten og opgaven med at drive integrationen fremad.
Med beslutningen om den 3. græske gældsaftale i 2015 rejstes demokratiproblemet på en ny måde.
Var det demokratisk, at Alexis Tsipras, den græske premierminister, udskrev folkeafstemning 5. juli for at lade de græske vælgere tage stilling til forslaget fra Eurogruppen?
Det var vel tilsyneladende demokratisk at lade det direkte demokrati råde her? Hvis folket skulle “have ejerskab” til den lange proces med at komme igennem gældsafviklingen var det vel rimeligt at lade folket bestemme?
Ja, men problemet var bare, at det endte med en aftale, der var endnu værre end det forslag, der blev stemt ned ved folkeafstemningen. Det var også et stort demokratisk problem, at EU’s topledere blandede sig med at komme med gode råd til vælgerne om, hvad de burde stemme.
Eurogruppen – og specielt nok de tyske beslutningstagere – blev midlt sagt rasende over, at sagen kom ud til folkeafstemning. Det var første gang i EU’s historie, at der blev lavet en nationalt folkeafstemning i en sådan sag. Det var en ny og uventet procedure at smide ind i en forhandling, hvor mange teknikaliteter indgik, og hvor sagen normalt var blevet løst imellem de indirekte folkevalgte repræsentanter (regeringslederne) og embedsmændene. Hertil kom det principielle spørgsmål: Hvad nu, hvis grækerne havde stemt ja, og “hjælpepakken” efterfølgende ville blive stemt ned af vælgere i andre lande? For hver af eurolandene skal efterfølgende tage stilling til det, der er besluttet, enten via parlamentet i det pågældende land, eller ved folkeafstemning, hvis landet beslutter det. Eurogruppen tager beslutning ved konføderal procedure (mellemstatslig, ikke overnational), idet eurogruppen er en til lejligheden sammensat gruppe af lande. Den er ikke et formaliseret led i belsutningsprocedurerne nævnt i unionstraktaten. Derfor skal alle være enige (Finland var f.eks. ved i lang tid at blokere for en beslutning om gældslettelse/gældsomstrukturering).

Demokratiets tilstand

Ved et årsskifte er det almindeligt at gøre status. Det gør det britiske magasin The Economist over demokratiets tilstand i World in 2014.
Demokratiet har som styreform gået sin sejrsgang over kloden de senere år. Flere og flere lande er blevet demokratiske. Det kan man se af f.eks. Freedom House’s opgørelser over demokratiets udbredelse. Men hvad forstås ved demokrati? Det er ikke nok, at man har indført det procedurale demokrati. Der skulle også gerne være deltagelse fra vælgerne – både ved valgene og imellem valgene. Og på dette punkt udtrykker Economist-lederen stor foruroligelse over demokratiets tilstand.

Figur 1: Valgdeltagelse ved valg i rige lande efter II. Verdenskrig

Kilde: The Eonomist efter Internationale IDEA.

Det er den britisk-amerikanske repræsentative demokratimodel, der er i krise, skriver bladet. Der var ikke så meget i vejen med demokratiet i det klassiske Grækenland, i hvert fald ikke for den mandlige del af befolkningen, der deltog. Det var et direkte demokrati, hvor folk mødte op i Agora (forum) og deltog i debatter og afstemninger.

Det moderne repræsentative demokratis krise forklares ved, at den økonomiske krise har gjort det sværere for politikerne at levere varen, mere velfærd og økonomisk fremgang, til borgerne. Det er set før, f.eks. under krisen i 30’erne. – Og ligesom dengang kan der frygtes for følgerne, hvis krisen bliver ved.

Man er også inde på, at det betyder mindre og mindre at deltage i valgene, fordi beslutningerne i stigende grad flyttes væk fra de folkevalgte. Deres indflydelse på økonomien formindskes løbende igennem f.eks. de store virksomheders magt og centralbankernes øgede selvstændighed. På flere og flere områder tager teknokraterne over. Den europæiske finanspagt har med sine stramme krav til budgetlægningen for de offentlige finanser yderligere formindsket de nationale politikeres råderum i de lande, der er med i finanspagten.

Politikerlede og sofavælgeradfærd er dog et større problem nogle steder end andre. I USA (sequester og dead-lock mellem Senat og Repræsentanternes Hus) og Storbritannien  rapporteres om betydelige problemer. I Storbritannien er valgdeltagelsen faldet.
Dette problem ser man dog i mindre grad i de nordiske lande, herunder Danmark. Det kan hænge sammen med en mere velkørende økonomi og bedre fungerende velfærdsstater, men måske også med bedre repræsentativitet af vælgerholdninger i kraft af proportionalvalgsprincippet. Den såkaldte Westminstermodel med flertalsvalg (first-past-the-post) og majoritetsprincip levner endnu mindre indflydelse til den enkelte vælger.

Hvis vælgerne føler sig frustrerede og fremmedgjorte, og det politiske system ikke gør nok for at løse problemerne, kan det ende i social uro, sociale og politiske protester. Det har bladet også sat sig for at undersøge. Og her er man ikke i tvivl om, at politiske protester har en socio-økonomisk baggrund:

The common backdrop is the 2008-09 financial crisis and its aftermath. Economic distress is almost a necessary condition for serious social or political instability, but it is not a sufficient one. Declines in income and high unemployment are not always followed by unrest. Only when economic trouble is accompanied by other elements of vulnerability is there a high risk of instability. Such factors include wide income-inequality, poor government, low levels of social provision, ethnic tensions and a history of unrest.

Økonomiske afsavn er altså en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Der skal andre “sårbarhedselementer” til, så som ulighed i indkomstfordelingen, ringe regeringsførelse, lave niveauer i imødekommelse af behov/velfærd, samt etniske spændinger og en “forhistorie/protestkultur” (history of unrest).
Bladet stiller på den baggrund en liste op over, i hvor høj grad lande er ramt af risiko for social uro. Danmark og Norge er blandt de få lande, der har meget lav risiko, hvorimod Sverige ligger i kategorien for lav risiko for social uro. Det hænger måske sammen med, at Sverige har relativt store indvandrerpopulationer i nogle storbyer og en relativt højere arbejdsløshedsprocent end Norge og Danmark. De to sidstnævntes  placering hænger sammen med et højt BNP pr indbygger, lav indkomstulighed og udbyggede velfærdsydelser, – kombineret med udvidet adgang til uddannelser og uddannelsesstøtte, der sikrer mulighed for en betydelig opadgående social mobilitet.  Occupy Wall Street bevægelsen nåede til Danmark, men det blev her mere et Facebook-vennefænomen end en egentlig levende og holdbar politisk protestbevægelse, som det er blevet i USA, hvor den socio-økonomiske baggrund er betydelig mere bastant tilstedeværende for en sådan bevægelse. En politisk protestbevægelse opstår netop bl.a. fordi almindelige demokratiske kanaler for indflydelse er frosset til.
At dårlige sociale og økonomiske forhold kan føre til protester og uro, så man under The London Riots i 2011. Men der er ikke nogen automatisk overførselsmekanisme. Der er også den mulighed, at det vendes indad.

 

For og imod Leveson

Man må tage hatten af for Lord Leveson og det enorme arbejde, der er lagt i undersøgelsen The Leveson Inquiry og den næsten 2000 sider rapport. Der er leveret et grundigt materiale om forholdet mellem politikere, offentlighed og medier i Storbritannien.
Offentligheden er rystet over en rådden presseetik, hvor en 13-årig afdød piges mobiltelefon er aflyttet, og hvor der er sket mange andre overtrædelser af privatlivets fred i pressens jagt på “den gode historie”. Vi kender det også fra Danmark – omend i lidt mere behersket omfang. Leveson har gået på en knivsæg i afvejningen af hensynene til en anstændig presseetik, hensyn til privatlivets fred,  straffelovens injurieregler og regler om beskyttelse af minoriteter, samt hensynene til ytringsfriheden.
Noget af det virkelig problematiske gælder forholdet mellem medier og politikere, og hvordan det har udviklet sig i Storbritannien. De to grupper føder gensidigt hinanden. Medierne er afhængig af politikerne for at få fat i “gode historier”. Politikerne må ofte bøje sig for mediernes magt, hvis de vil genvælges. Det har stået klart siden 1992, hvor det Rupert Murdoch ejede tabloidorgan The Sun efter manges mening fik forhindret valget af Labourlederen Neil Kinnock til ny premierminister efter års konservativt styre.

Noget af det virkelig interessante er dog at se reaktionerne på hans forslag til øget regulering, og hvordan de deler vandene. Premierminister David Cameron vil ikke følge forslaget om et lovbefalet pressenævn, der uafhængigt skal kontrollere medierne. De store pressefriheds-NGO’er med sæde i London er også delt i spørgsmålet.

Levesons forslag om et uafhængigt pressenævn fastlagt ved lov minder om det danske pressenævn. Der foreslås en lavere brancherepræsentation end i Danmark, så den, der skal kontrolleres ikke kontrollerer sig selv.

Camerons begrundelse for afvisning af forslaget er, at det kan true ytringsfriheden. Det er dog langt ude, når nogle sammenligner med Kazakstan og andre diktaturstater.

Den virkelige trussel mod pressefriheden er måske snarere ejerskabsforholdene i medierne. Efter Murdochimperiets overtagelse af The Times og andre britiske dagblade og lanceringen af Sky News sidder denne kapitalgruppe på over 40 pct af de britiske medier. Deraf trangen til at “cosy up to” Murdoch og hans mediebaroner, som har præget britiske toppolitikere siden Kinnocks nederlag. Det seneste skud på stammen er David Camerons venskab med og omgang med Rebekah Brooks.

Når den politiske magt underlægger sig Big Press, er der virkelig et problem for pressefrihed og demokrati.

“Dybt demokrati”

Under mange reportager om Egyptens politiske styre har ligget en antagelse om, at det da heldigvis er meget bedre i Europa og Nordamerika. Disse steder er jo så at sige demokratiets vugge – eller det var i Europa, at demokratiet fødtes. Og i USA opfandt de magtdelingslæren, – eller fandt ud af at bruge denne ide i praksis.

Derfor kan vi godt tiltage os en vis ret til at belære andre om demokrati, som f.eks. EUs udenrigsminister Baronesse Ashton gjorde det efter EU-topmødet, hvor EU’s ledere drøftede krisen i Egypten. Her indførte hun begrebet “dybt demokrati”. Dybt demokrati kan egypterne ikke regne med at få overnight. Det er noget, det tager tid at udvikle.

Man kunne også vælge at forholde sig mere kritisk til begrebet: Er vi egentlig så gode til demokrati? Der tortureres heldigvis ikke, men fungerer demokratiet så ideelt, som det burde?

Det spørgsmål tager New York Times’ faste klummeskriver Bob Herbert op i en af sine klummer, og hans svar er et dundrende nej. Amerikanerne kan ikke besmykke sig som demokrater, når man ser, hvordan det amerikanske demokratiske system har udviklet sig i praktiseringen af styreformen.

Man må da nok retfærdigvis for demokratiet tilføje, at Herberts demokratidefinition bevæger sig videre ud end det rent formelle, det rent procedurale, idet han ser på det substantielle indhold i demokratiet og deltagelsen i det: Deltager befolkningen? Kan styreformen bruges til at der også opnås den spredning af økonomiske muligheder til alle, som er en forudsætning for, at de kan deltage? Han finder frem til, at det gør den ikke:

Mens millioner af almindelige amerikanere kæmper med arbejdsløshed og faldende levestandarad, er den virkelige magts styretøjer næsten totalt overtaget af den finansielle og forretningsmæssige elite. Det betyder i virkeligheden ikke noget, hvad almindelige mennesker ønsker. De rige dirigerer orkestret, og politikerne danser efter melodien.

Det er jo næsten det samme som det, ungdommen i Egypten kæmper imod.  –  Selvfølgelig kan man sige, at der kan være ytringsfriheden. Men hvis man igen kigger på det substantielle – er det så en rettighed, de, der er uden ressourcer, kan deltage i? Medierne er for en stor del ejet og kontrolleret af den forretningsmæssige elite.

Bob Herbert kommer endvidere med følgende argument:

Så hvad vi  altså får i dette vort demokrati er forbløffende store og stadig mere obskøne skattenedsættelser og andre appelsiner-i-turbanen fordele for de rigeste, mens de købte politikere hakker løs på grundlæggende sociale ydelser og det sociale sikkerhedsnet og siger, at det har vi ikke råd til.

Her går Herbert ind og ser på de beslutninger, der kommer ud af de demokratiske procedurer. Hertil kan modargumentet jo lyde, at folk får de politikere, de har fortjent. Bryder de sig ikke om beslutningerne, må de vælge nogle andre næste gang. Det er demokratiets vilkår. Men hertil siger Herbert, at politikerne er købt af storkapitalen, idet forretningsfolk giver støtte igennem valgkomiteer og på andre måder, og at politikere, der vælges på basis af en sådan støtte vil være tilbøjelige til ikke at spytte efter hånden, der fodrer dem.

Hertil kommer, at de rige velgørere i USA giver mange penge til tænketanke, universiteter og skoler – altsammen naturligvis i en god mening. Det drejer sig om at højne kvaliteten af uddannelse og forskning. Men ikke alle ser det sådan.

Hvis vort fungerende demokrati er så problematisk, hvordan kan vi så egentlig få stillet kriterier op til vurdering af demokratiets reelle tilstand – og få formuleret forslag til forbedringer?

Der er nogle, der systematisk forsøger at måle graden af demokrati, f.eks. ved at opstille demokratiindeks, hvor man måler scoren på forskellige demokrativariable. Nogle af disse indeks kan være ikke så lidt etnisk-kulturelt centrerede. Ikke overraskende kommer de ud med et resultat, der viser, at de selv lever i den bedste af alle verdener, det vestlige demokrati. Det gælder f.eks. Freedom House . 

Et af de bedste af den slags indeks er det, The Economist’s interne tænketank, EIU, laver. Her er ikke helt den samme tendens til vestlig selvros. USA og Storbrtiannien ligger f.eks. lavt, idet terrorlovgivningen, ifølge EIU, har medvirket til en forringelse af borgerrettigheder, så som beskyttelse imod vilkårlig fængsling og beskyttelse imod aflytning o.lign.

Kilde: EIU. Note: Electoral process and pluralism: Her måles valg og pluralisme (flere partier). Functioning of government: Demokratiske procedurer i staten, f.eks. objektiv sagsbehandling, retsstatsprinciipper, o.lign. Political participation: Valgdeltagelse, deltagelse uden for valg, etc. Civil liberties: Borgerrettigheder, f.eks. ytringsrihed, forsamlingsfrihed, beskyttelse af bolig og privatliv.

Det er måske ikke overraskende, at de nordiske lande scorer højt, når demokrati måles på EIU’s facon. De formelle kriterier opfyldes i de nordiske landes retssamfund. Men herudover kan de godt lide under nogle af de problemer, som Bob Herbert hæfter sig ved i det amerikanske demokrati. Der er også i de nordiske lande en stor kapitalkoncentration, hvor store kapitaler og erhvervslivets organisationer giver støtte til politiske partier/politikere og til kunst og videnskab. Ved den nylige generalforsamling i Den danske Bank kunne Danmarks største kapitalgruppe A.P. Møller Mærks f.eks. sætte sin egen mand, Eyvind Kolding, ind som bestyrelsesformand i Danmarks absolut største bank, hvor Mærsk sidder på en stor aktiepost. Det var der ikke mnge, der hæftede sig ved i den politiske debat. Tværtimod blev det fremhævet, at Mærsk nu “strammer grebet om Danske Bank”. Men uproblematisk i en demokratisk sammenhæng er det ikke.  Det giver en stor koncentration af økonomisk magt, der igen kan ytre sig, åbent eller skjult, igennem udøvelse af politisk indflydelse.

Franske politologer, f.eks. Michel Camau, har kritiseret den skarpe opdeling mellem “demokratiske” og “autoritære” regimer, som man ofte foretager i amerikansk (og dansk) inspireret politologi. Det er værdiladede begreber, som så efterfølgende kan bruges til at kritisere araberne for at være “udemokratiske”. Det er også med til at komplicere sagen, at de “udemokratiske” træk ofte kan hænge sammen med en kolonialistisk historik, der har skabt en afhængig økonomi, og som dermed medvirker til at fastholde “umoderne” samfundsstrukturer. Hvorfor skal Egyptens BNP pr indbygger være en tiendedel af Italiens? I det romerske imperium var de ligestillede, ja, en by som Alexandria var endda et lysende eksempel på civilisation. Det giver ikke mening at sige, at det er fordi, araberen i modsætning til europæeren ikke mestrer en moderne industri- og serviceøkonomi. Det giver måske mere mening at sige, at når han ikke gør det, er det fordi, europæerens oldeforældre har anbragt ham i en økonomisk inferiør position, som han har svært ved at rejse sig fra i dag p.g.a. fastfrosne økonomiske strukturer og spilleregler.

Man har i den franske politologiske tradition, som Camau repræsenterer, forsøgt at relativere forskellene mellem de to typer af politiske systemer og i stedet foreslå modeller, hvor Nord-/Sydsystemerne konvergerer. De etablerede “demokratier” bliver mindre og mindre “demokratiske” i og med deres beslutningsprocesser præges af en opdeling i udemokratiske enklaver af indlemmede (koopterede) eksperter og særinteresser (interesseorganisationer/pressionsgrupper), hvorimod de “autoritære” systemer er i fuld gang med at åbne sig  i forhold til EU’s, Verdensbankens og Den internationale Valutafonds smukke ord om “god regeringsførelse”.  Globaliseringen er med til at skabe opdelte og decentraliserede beslutningsprocesser, samtidig med, at der for visse beslutninger sker en centralisering. Det fører til grundlæggende ændringer af det nationale demokrati, som vi plejer at se på, når vi taler om demokrati. Nogle nationale parlamenter bliver på det nærmeste reduceret til sogneråd, – og det hvadenten det drejer sig om styrer i de rige, vestlige lande eller i de fattige lande i Syd.  

På det overordnede plan fører det til blandingsformer af politiske systemer snarere end en dikotomi (to-delthed) af demokratier over for autoritære styrer.

The Medium is the Message. Egyptiske “borgerjournalister”

Le Monde online har en interessant artikel om de egyptiske bloggere, der har ført an i “Twitter- og Facebookrevolutionen” i Egypten. Det er bl.a. Mona Seif og Gigi Ibrahim:

Idet de på en gang identificerer sig som “aktivister” og som “borgerjournalister”, holder de flammen ved lige over for de tusindvis af  “followers” på Twitter idet de bærer vidnesbyrd om, hvad der sker, i realtid , og samtidig spreder fotos og videoer på Nettet.

Gigi Ibrahim har givet et længere interview over Skype til New York Times, hvor hun uddyber, hvad hun mener er det nye i disse oprør, der bæres kommunikativt igennem de nye sociale medier. Man hæfter sig bl.a. ved hastigheden, hvormed information kan spredes. Og at det kan ske til folk, der befinder sig langt væk fra hinanden rent geografisk. Det er der noget nyt i, men derudover er det stadig de socioøkonomiske forhold og mangelen på demokrati, der er den dybere motivation.

Gigi Ibrahim fortæller mere om sig selv på sin Facebookside.  Her fortæller hun bl.a., at hun er meget interesseret i politik, men ikke har tænkt sig at blive politiker:

 I have a great passion for politics and i am planning to have a career in it somehow (not a politician) but more as a revolutionary professional (go figure out that). I was born in California, but raised in Egypt for most of my life, then went to high school and 3 yrs of college in Cali, and finally came back to the mother land. I consider myself as a person with a bipolar identity of part free-spirit American and part just simply angry Egyptian

Det er ret generelt for den nye generation af unge egyptere. Politiker er det sidste man har tænkt sig at lægge billet ind på at blive. Det samme indtryk har man fra andre af de nordafrikanske lande. I Algeriet taler man om det “facadedemokrati“, man har haft de sidste par årtier. Den almindelige befolkning er marginaliseret og deltager i et tomt paradedemokrati uden indhold, – andet end at stille udenlandske iagttagere tilfredse. De etablerede politiske partier ses som en del af et korrumperet politisk system. Selv om Egypten er fattigere end Algeriet, er der forholdsmæssigt mange flere, der har adgang til Internettet i Egypten end i Algeriet. I  Algeriet er det kun godt 1/10 af befolkningen, i Egypten over 1/4. Udover den forskellige historik i de to lande, er det en del af baggrunden for, at oprøret har bredt sig først og langt hurtigere i Egypten.

Gigi Ibrahim beskriver sin rolle i demonstrationerne således:

“to be part of this wave of change. I tweet a lot while at the protests; I tell everybody the security situation, how many people are at protests. I’m trying to spread accurate information and paint a picture at the ground for people who aren’t here, via Twitter and Facebook.”

Mona Seif henviser i en af sine Tweets til et stort galleri af billeder om opstandene.

Dominobrikker vakler

Dominoeffekten af demokratibevægelserne i Mellemøsten har fået mange til at stille spørgsmålet: Hvorfor? Og hvorfor lige netop nu? Hvad er baggrunden for de revolutionære omvæltninger – elle mere beskedent: Kravene om demokrati?

Gene Sharps bog Fra Diktatur til Demokrati giver gode råd om, hvordan et diktatur kan væltes. Bogen skulle efter sigende være blevet benyttet af demokratibevægelser rundt omkring i Verden, også i Tunesien og Egypten.  Sharp indkredser diktaturernes svage punkter og giver på den baggrund det råd, at modstandsbevægelserne skal være ikke-voldelige. Hvis der vælges voldelige metoder, vælges der en slagmark, der passer diktaturet perfekt, fordi det så kan benytte de samme metoder og dermed befæste undertrykkelsesapparatet.  

I sidste instans, skriver Sharp, beror et diktaturs magt på, at det har befolkningens passive eller aktive støtte i et eller andet omfang. Hvis det ikke har det, kan det godt pakke sammen, som begivenhederne i Tunesien og Egypten da også viser.

Det er en gammel sandhed i den politiske videnskab, at det forholder sig sådan. Den amerikanske politolog David Easton har f.eks. beskrevet, hvordan ethvert politisk system holder sig oppe ved at forarbejde krav og støtte til politiske beslutninger. Krav og støtte kan have udspring i socioøkonomiske forhold, der hører til det politiske systems omgivelser. Det er altså krav også om andet end demokrati og menneskerettigheder, men også f.eks. fødevarer, der er til at betale, jvf figuren herunder, der viser, at fødevarepriserne globalt steg over 30 pct i løbet af sidste halvdel af 2010.  Ofte er priserne på basale forbrugsvarer politisk bestemt i disse lande. Der gives subsidier, men det er ikke altid, subsidierne reguleres opad med prisstigningerne.

Kilde: IMF.org. Udviklingen i priser på fødevarer og forskellige råvarer

Den tyske sociolog Max Weber har beskrevet, hvordan politiske systemer benytter sig af forskellige legitimitetsgrundlag, fra traditionel over karismatisk og til juridisk-rationel legitimitet. Den traditionelle legitimitet har man f.eks. i Iran, hvor præstestyret bygger på en fortolkning af islam. Man får hermed legitimitet via befolkningens tro. Det holder kun, så længe befolkningen er dybt religiøs. Når den økonomiske modernisering fremtvinger nye rationelle forestillinger og sekularisering, vil denne form for legitimitet begynde at bryde sammen. Den karismatiske legitimitet manglede man netop i Tunesien og Egypten, fordi hverken Ben Ali eller Mubarak var særlig karismatiske ledere. De har ikke samme karisma som f.eks. en Hugo Chavez i Venezuela.  Den juridisk-rationelle legitimitet bygger på en slags samfundskontrakt mellem de styrende og styret. Det har man f.eks. i Kina, hvor Kommunistpartiet kan holde sig ved magten, så længe økonomien drøner derudad med høje vækstrater, men hvor det er noget uvist, hvad der sker, når væksten evt. begynder at stagnere. Det er da også netop med finanskrisens gennemslag, at regimerne i Mellemøsten er begyndt at vakle.  De har fået vanskeligere ved at levere varen til stadig mere kritiske befolkninger.

Det hjælper ikke på traditionelt legitimeret magt at smykke sig med lånte fjer, som når emiren af Bahrain udnævner sig til konge i 2002. Det hjælper formentlig heller ikke at modtage Dannebrogsordenen. som det skete under det nylige danske statsbesøg.

Efter demonstrationerne i går, hvor tre mennesker blev skudt af sikkerhedsstyrker i Bahrain, vil de britiske myndigheder genoverveje tilladelser til salg af våben til Bahrain. Skønt menneskerettighedsorganisationer havde udtrykt betænkelighed ved menneskerettighedssituationen i Bahrain, havde britiske virksomheder fået tilladelse til salg af “crowd control” våben som dem, der førte til dødsfaldene i går.

Bahrain er på grund af sin strategiske beliggenhed en strategisk vigtig partner for Vesten. Den amerikanske Femte Flåde har base der. Landet illustrerer, hvor svært det er for USA at balancere mellem sine ønsker om at støtte folkelige kræfter, samtidig med, at man gerne vil opretholde støtten til loyale allierede i landets magtstruktur:

“the US secretary of state, Hillary Clinton, telephoned her Bahraini counterpart to express “deep concern” after riot police stormed a protest camp”

Stillet over for realpolitikken kommer menneskerettigheder og demokrati til kort.

 The Economist har forsøgt at indkredse, hvad der fører til krav om samfundsændring i de fattige lande i Mellemøsten, i form at et “skokasterindeks“. Det vægter 35 pct for andelen af befolkningen, der er under 25; 15 pct for antallet af år, regeringen har været ved magten: 15 pct for både korruption og mangel på demokrati som målt i eksisterende indeks; 10 pct for BNP per person; 5 pct for et censurindeks og 5 pct for det absolutte antal unge under 25. For Bahrains vedkommende spiller det yderligere en rolle at en lille Sunni-muslimsk minoritet dominerer en shiitisk majoritet. Denne opdeling har demonstranterne dog afvist og udtrykt, at de kæmper en fælles kamp imod korruption og undertrykkelse.

Skokasterindekse  er alt for skematisk. BNP per person kan f.eks. tælle begge veje i mellemindkomstlande. Dyb fattigdom kan give apati, og højt BNP per capita kan give mæthed og tilfredshed. Det er i laget midt imellem, der sker noget, og især når der sker hastige ændringer i BNP per indbygger, og dette tal i øvrigt ændrer sig samtidig med andre ændringer, især f.eks. i klassestrukturen, evt via udbygning af uddannelser og iværksætteraktivitet i landet.

Hvad med Saudiarabien – konservatismens store, stærke bolværk i regionen? Vakler det saudiske kongehus? Vurderinger går her på, at den saudiske konge har større karisma end de andre mellemøstlige ledere,  at levestandarden er relativt høj (højt BNP pr indbygger) og at de religiøse institutioner er stærke i landet.

Libyen har med op imod 100 døde udøvet den voldsomste repression. Den regeringstro avis  Al-Zahf al-Akhdar har advaret om, at staten vil slå hårdt ned på protesterne. De, der modsætter sig regimet, risikerer “selvmord”. Den britiske udenrigsminister William Hague har fordømt volden som “uacceptabel og afskyvækkende”. Storbritannien har imidlertid travlt med at tage afstand fra det ellers hyggelige venskabsforhold, man har opbygget med Gaddafi, en fornyelse af forholdet, der oprindelig blev startet af Tony Blair i 2004. Tilnærmelsen førte til, at Libyen åbnede dørene for britiske olieselskaber. Gaddafi blev en ny allieret i “krigen imod terror”, og Storbritannien solgte våben til landet.

I sidste ende er det naturligvis et åbent spørgsmål, hvor store ændringer de pågående “revolutioner” reelt kommer til at indebære? Nøglen til forandring ligger i mange tilfælde hos militæret. I hvilket omfang er f.eks. det egyptiske militær indstillet på virkelige forandringer? Når det var parat til at give Mubarak silkesnoren, var det netop fordi han var en potentielt trussel for militærets magtstilling p.g.a. hans stigende upopularitet.

Fra kleptokrati til demokrati?

Ifølge forskellige undersøgelser og rapporter skulle det være godtgjort, at Mubarakfamilien har været i stand til at udplyndre Egypten for store summer. Der kan være tale om beløb op til 70 mia$. Det er ikke alene Hosni Mubarak selv, men også hustruen og sønnerne, der har taget godt for sig af retterne, hver med personlige formuer på mia af dollars. Der er ikke noget usædvanligt i dette. Det er en del af de despotiske regimers kultur i de mellemøstlige lande.  Ifølge andre kilder er det ikke bevist, at Mubarakfamilien har raget så meget til sig. Embedsmænd i Washington taler om et beløb på 2 – 3 mia $.  Det er naturligvis også i sig selv et problem. Men det egentlig store problem er nok snarere den crony capitalism, der har forhindret egentlige reformer i at slå igennem og derved har holdt økonomisk udvikling tilbage.  En stålmagnat har f.eks. monopol på det egyptiske marked, som han har opnået igennem politiske forbindelser med bl.a. Gamal Mubarak. Og det bevirker, at der ikke importeres f.eks. langt billigere kinesisk stål.

Det er en del af en kultur, der hænger sammen med klientelisme systemet. Man beskytter sig og sine og betaler for tjenester, der er ydet. Det viser sig mange steder i samfundet. Mubarakfamilien er toppen af en pyramide af offentlig korruption og klientelisme. Mange offentlig ansatte er dårligt lønnet og forsøger i stedet at supplere deres indkomst med ekstraarbejde og i mange tilfælde betaling for korruption. Det har, sammen med forventninger om, at man er berettiget til en offentlig ansættelse, hvis man har fået en højere uddannelse, givet en overopsvulmet offentlig sektor. En ægte demokratisk udvikling kan hjælpe med at addressere dette problem, idet de valgte politikere vil kunne stilles til ansvar for, hvordan den offentlige sektor fungerer, og blive skiftet ud, hvis de ikke passer jobbet.

Demokratiudvikling får støtte udefra. Danmark har således givet støtte via Det arabiske Initiativ og Dialoginstituttet i Egypten. Der er tale om hæderværdige forsøg, men fremmer de virkelig de folkelige kræfter, der vil et ægte demokrati?

At indføre demokrati i et land som Egypten kan være vanskeligt af flere grunde. Mubarakstyrets accept af  at afholde de manipulerede valg, der faktisk har været der,  har hængt sammen med ønsker om at imødekomme de udenlandske samarbejdspartnere, der har stillet betingelser for at yde bistand. Derfor er det heller ikke blevet et ægte demokrati, men et demokrati, der gøres til genstand for manipulation. Det gode ved Tahrirpladsoprøret er, at det  nu er folkelige kræfter fra neden, der stiller krav om demokrati. Det er bl.a. de unge, der er hårdt ramt af den økonomiske krise, og som benytter sig af mulighederne for kommunikation på SMS, Facebook og Twitter til hastigt at mobilisere netværkene.  Demokratibevægelsen vurderes at være en bredt baseret bevægelse.:

Det er en bredt baseret bevægelse, bestående af flere sociale klasser. Egyptere fra arbejderklassen udgør klart en betydelig andel af mængden på Tahrir pladsen. 

Denne bevægelse  har i starten  fejet den gamle opposition af Det muslimske Broderskab og de intellektuelle liberale partier til side.  Under oprøret indgår de dog i samarbejde med hinanden, og man kan sammen pege på El Baaradei, Nobelprisvinderen, som en samlende figur, der kan lede forhandlinger. Det er dog ikke den løsning, der ender med at  blive bakket op af USA og EU.

 Ved et EU topmøde i Bruxelles 4. februar blev der talt om en skærpet europæisk holdning og herunder en vag trussel om  evt tilbageholdelse af udviklingsbistand til Egypten.  Men som sædvanlig var EU lammet af forskellige holdninger hos de store lande, idet Italiens leder Berlusconi ikke så noget af kritisere hos den egyptiske leder, tværtimod. Men lederen af Centrum-Venstre gruppen i Europaparlamentet Martin Schultz kritiserede den svage EU-udenrigspolitik:

EU opfører sig som en skræmt kanin foran lygterne på en bil. EU topmødet burde komme med en klar udtalelse om, at den egyptiske præsident Mubaraks tid er talt.

EU’s udenrigsminister, Baronesse Ashton, rykkede ud med en kommentar i The Guardian.  Her erklærede hun, at EU står klar til at hjælpe Egypten og Tunesien. Der er behov for et “dybt demokrati”, skriver hun. Ved det forstår hun et “demokrati, der er mere end stemmer og valg”. Hun henviser bl.a. til den lange proces, som prægede dannelsen af det europæiske proces.  “Dybt demokrati” drejer sig om “respekt for retssamfundet, ytringsfrihed, et uafhængigt retssystem og en upartisk administration. Der skal være garanti for ejendomsret (enforceable property rights) og frie fagforeninger. Det drejer sig ikke kun om at kunne skifte regeringer ud, men også om at bygge de rette institutioner og holdninger.”

Klientelismesystemet rækker på sin vis ud over landets grænser. Egypten er effektivt en klientstat af USA. Ved sin tale ved sikkerhedskonferencen i München 5.2. gav USA’s udenrigsminister udtryk for opbakning til Mubaraks mand, vicepræsident Omar Suleiman. Mubarak fik silkesnoren. Som en avis udtrykte det: “Mubaraks magt svinder, idet USA bakker op bag hans vicepræssident”.  Suleiman fik til opgave at sørge for en “orderly transition”, hvor ordentlige valg kan forberedes i ro og mag til afholdelse i september. Hvor demonstranterne havde ønsket sig en meget hurtigere indførelse af reelt demokrati. Den amerikanske løsning blev sekunderet af EU.

Figur 1: BNP pr indbygger i sammenlignelige løbende dollars

Kilde: IMF. World Economic Outlook database. Hent ark her. I perioden 1980-2010 har infl. i $ været ca 160 pct.

Det er en gammelkendt sandhed, at økonomisk udvikling kan være en forudsætning for demokrati. Igennem økonomisk udvikling skabes nye sociale lag, der kan bære et demokrati, som vi har set det i Europa siden den industrielle revolution, oplysningstiden og den franske revolution. Men det er ikke ligegyldigt, hvad det er for en økonomisk udvikling, der sker. Hvis det skal fremme opbygningen af et nationalt demokrati, skal det ikke være en afhængig økonomi.  En sådan økonomi vil fortsat være for meget underlagt styring fra udlandet. Som man kan se af figur1, har udviklingen været præget af, at Egypten nok ligger ret lavt i BNP pr indbygger, men der har været en ret kraftig vækst.

Figur 2: BNP pr indbygger i løbende sammenlignelige dollars. 1980=100

Kilde: Samme som Figur 1. Estimerede tal fra ca 2008.

Det viser sig tydeligt, når man laver samme basisår for de 4 landes vækst. Indien og Egypten spurter af sted med høje vækstrater, netop de senere år, i hvert fald før krisen satte ind. Det kan give det, udviklingssociologer kalder the “revolution of rising expectations”, de voksende forventningers revolution; og det kan meget vel være en del af det, der ligger bag den egyptiske revolution. Når de voksende forventninger støder ind i inertien af et gammeldags, autokratisk og korrupt styre, og det hele forbindes med en midlertidig nedgang i væksten, sker der ting og sager.

Efter at have givet sin støtte til Omar Suleiman, stod USA tilbage med problemet, om dette nu var foreneligt med den “demokratiske revolution“. Suleiman er en forlængelse af det styre, der har siddet.  Ved at tillade Mubarakstyret at sætte hælene i igen og konsolidere sin magt, vil man kunne deraile (afspore) den folkelige revolution, som det er blevet sagt. Man vil bringe landet endnu længere væk fra det “dybe demokrati”, som EU-udenrigsministeren taler om. Stillet over for tiltagende amerikansk lunkenhed kunne det være interessant, hvis EU bakkede den folkelige revolution op. I stedet for en intellektuel udredning om “dybe revolutioner” kunne EU-udenrigsministeren have foreslået noget mere aktiv opbakning fra EU-side.  Oprørerne har nogle af de samme mål som EU’s middelhavsinitiativ: Demokrati og menneskerettigheder.