Valg i Holland

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19 – moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5 – animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3 – Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3 – anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2 – fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Demokratisk underskud i ny udformning

Det “demokratiske underskud” er et gammelkendt problem i forbindelse med EU-beslutninger. Det går på, at der er lang vej fra vælgerne til beslutningerne og på, at et embedsmandsorgan som Kommissionen har fået så stor en rolle i EU’sbeslutningstagning med initiativretten og opgaven med at drive integrationen fremad.
Med beslutningen om den 3. græske gældsaftale i 2015 rejstes demokratiproblemet på en ny måde.
Var det demokratisk, at Alexis Tsipras, den græske premierminister, udskrev folkeafstemning 5. juli for at lade de græske vælgere tage stilling til forslaget fra Eurogruppen?
Det var vel tilsyneladende demokratisk at lade det direkte demokrati råde her? Hvis folket skulle “have ejerskab” til den lange proces med at komme igennem gældsafviklingen var det vel rimeligt at lade folket bestemme?
Ja, men problemet var bare, at det endte med en aftale, der var endnu værre end det forslag, der blev stemt ned ved folkeafstemningen. Det var også et stort demokratisk problem, at EU’s topledere blandede sig med at komme med gode råd til vælgerne om, hvad de burde stemme.
Eurogruppen – og specielt nok de tyske beslutningstagere – blev midlt sagt rasende over, at sagen kom ud til folkeafstemning. Det var første gang i EU’s historie, at der blev lavet en nationalt folkeafstemning i en sådan sag. Det var en ny og uventet procedure at smide ind i en forhandling, hvor mange teknikaliteter indgik, og hvor sagen normalt var blevet løst imellem de indirekte folkevalgte repræsentanter (regeringslederne) og embedsmændene. Hertil kom det principielle spørgsmål: Hvad nu, hvis grækerne havde stemt ja, og “hjælpepakken” efterfølgende ville blive stemt ned af vælgere i andre lande? For hver af eurolandene skal efterfølgende tage stilling til det, der er besluttet, enten via parlamentet i det pågældende land, eller ved folkeafstemning, hvis landet beslutter det. Eurogruppen tager beslutning ved konføderal procedure (mellemstatslig, ikke overnational), idet eurogruppen er en til lejligheden sammensat gruppe af lande. Den er ikke et formaliseret led i belsutningsprocedurerne nævnt i unionstraktaten. Derfor skal alle være enige (Finland var f.eks. ved i lang tid at blokere for en beslutning om gældslettelse/gældsomstrukturering).

Demokratiets tilstand

Ved et årsskifte er det almindeligt at gøre status. Det gør det britiske magasin The Economist over demokratiets tilstand i World in 2014.
Demokratiet har som styreform gået sin sejrsgang over kloden de senere år. Flere og flere lande er blevet demokratiske. Det kan man se af f.eks. Freedom House’s opgørelser over demokratiets udbredelse. Men hvad forstås ved demokrati? Det er ikke nok, at man har indført det procedurale demokrati. Der skulle også gerne være deltagelse fra vælgerne – både ved valgene og imellem valgene. Og på dette punkt udtrykker Economist-lederen stor foruroligelse over demokratiets tilstand.

Figur 1: Valgdeltagelse ved valg i rige lande efter II. Verdenskrig

Kilde: The Eonomist efter Internationale IDEA.

Det er den britisk-amerikanske repræsentative demokratimodel, der er i krise, skriver bladet. Der var ikke så meget i vejen med demokratiet i det klassiske Grækenland, i hvert fald ikke for den mandlige del af befolkningen, der deltog. Det var et direkte demokrati, hvor folk mødte op i Agora (forum) og deltog i debatter og afstemninger.

Det moderne repræsentative demokratis krise forklares ved, at den økonomiske krise har gjort det sværere for politikerne at levere varen, mere velfærd og økonomisk fremgang, til borgerne. Det er set før, f.eks. under krisen i 30’erne. – Og ligesom dengang kan der frygtes for følgerne, hvis krisen bliver ved.

Man er også inde på, at det betyder mindre og mindre at deltage i valgene, fordi beslutningerne i stigende grad flyttes væk fra de folkevalgte. Deres indflydelse på økonomien formindskes løbende igennem f.eks. de store virksomheders magt og centralbankernes øgede selvstændighed. På flere og flere områder tager teknokraterne over. Den europæiske finanspagt har med sine stramme krav til budgetlægningen for de offentlige finanser yderligere formindsket de nationale politikeres råderum i de lande, der er med i finanspagten.

Politikerlede og sofavælgeradfærd er dog et større problem nogle steder end andre. I USA (sequester og dead-lock mellem Senat og Repræsentanternes Hus) og Storbritannien  rapporteres om betydelige problemer. I Storbritannien er valgdeltagelsen faldet.
Dette problem ser man dog i mindre grad i de nordiske lande, herunder Danmark. Det kan hænge sammen med en mere velkørende økonomi og bedre fungerende velfærdsstater, men måske også med bedre repræsentativitet af vælgerholdninger i kraft af proportionalvalgsprincippet. Den såkaldte Westminstermodel med flertalsvalg (first-past-the-post) og majoritetsprincip levner endnu mindre indflydelse til den enkelte vælger.

Hvis vælgerne føler sig frustrerede og fremmedgjorte, og det politiske system ikke gør nok for at løse problemerne, kan det ende i social uro, sociale og politiske protester. Det har bladet også sat sig for at undersøge. Og her er man ikke i tvivl om, at politiske protester har en socio-økonomisk baggrund:

The common backdrop is the 2008-09 financial crisis and its aftermath. Economic distress is almost a necessary condition for serious social or political instability, but it is not a sufficient one. Declines in income and high unemployment are not always followed by unrest. Only when economic trouble is accompanied by other elements of vulnerability is there a high risk of instability. Such factors include wide income-inequality, poor government, low levels of social provision, ethnic tensions and a history of unrest.

Økonomiske afsavn er altså en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse. Der skal andre “sårbarhedselementer” til, så som ulighed i indkomstfordelingen, ringe regeringsførelse, lave niveauer i imødekommelse af behov/velfærd, samt etniske spændinger og en “forhistorie/protestkultur” (history of unrest).
Bladet stiller på den baggrund en liste op over, i hvor høj grad lande er ramt af risiko for social uro. Danmark og Norge er blandt de få lande, der har meget lav risiko, hvorimod Sverige ligger i kategorien for lav risiko for social uro. Det hænger måske sammen med, at Sverige har relativt store indvandrerpopulationer i nogle storbyer og en relativt højere arbejdsløshedsprocent end Norge og Danmark. De to sidstnævntes  placering hænger sammen med et højt BNP pr indbygger, lav indkomstulighed og udbyggede velfærdsydelser, – kombineret med udvidet adgang til uddannelser og uddannelsesstøtte, der sikrer mulighed for en betydelig opadgående social mobilitet.  Occupy Wall Street bevægelsen nåede til Danmark, men det blev her mere et Facebook-vennefænomen end en egentlig levende og holdbar politisk protestbevægelse, som det er blevet i USA, hvor den socio-økonomiske baggrund er betydelig mere bastant tilstedeværende for en sådan bevægelse. En politisk protestbevægelse opstår netop bl.a. fordi almindelige demokratiske kanaler for indflydelse er frosset til.
At dårlige sociale og økonomiske forhold kan føre til protester og uro, så man under The London Riots i 2011. Men der er ikke nogen automatisk overførselsmekanisme. Der er også den mulighed, at det vendes indad.

 

For og imod Leveson

Man må tage hatten af for Lord Leveson og det enorme arbejde, der er lagt i undersøgelsen The Leveson Inquiry og den næsten 2000 sider rapport. Der er leveret et grundigt materiale om forholdet mellem politikere, offentlighed og medier i Storbritannien.
Offentligheden er rystet over en rådden presseetik, hvor en 13-årig afdød piges mobiltelefon er aflyttet, og hvor der er sket mange andre overtrædelser af privatlivets fred i pressens jagt på “den gode historie”. Vi kender det også fra Danmark – omend i lidt mere behersket omfang. Leveson har gået på en knivsæg i afvejningen af hensynene til en anstændig presseetik, hensyn til privatlivets fred,  straffelovens injurieregler og regler om beskyttelse af minoriteter, samt hensynene til ytringsfriheden.
Noget af det virkelig problematiske gælder forholdet mellem medier og politikere, og hvordan det har udviklet sig i Storbritannien. De to grupper føder gensidigt hinanden. Medierne er afhængig af politikerne for at få fat i “gode historier”. Politikerne må ofte bøje sig for mediernes magt, hvis de vil genvælges. Det har stået klart siden 1992, hvor det Rupert Murdoch ejede tabloidorgan The Sun efter manges mening fik forhindret valget af Labourlederen Neil Kinnock til ny premierminister efter års konservativt styre.

Noget af det virkelig interessante er dog at se reaktionerne på hans forslag til øget regulering, og hvordan de deler vandene. Premierminister David Cameron vil ikke følge forslaget om et lovbefalet pressenævn, der uafhængigt skal kontrollere medierne. De store pressefriheds-NGO’er med sæde i London er også delt i spørgsmålet.

Levesons forslag om et uafhængigt pressenævn fastlagt ved lov minder om det danske pressenævn. Der foreslås en lavere brancherepræsentation end i Danmark, så den, der skal kontrolleres ikke kontrollerer sig selv.

Camerons begrundelse for afvisning af forslaget er, at det kan true ytringsfriheden. Det er dog langt ude, når nogle sammenligner med Kazakstan og andre diktaturstater.

Den virkelige trussel mod pressefriheden er måske snarere ejerskabsforholdene i medierne. Efter Murdochimperiets overtagelse af The Times og andre britiske dagblade og lanceringen af Sky News sidder denne kapitalgruppe på over 40 pct af de britiske medier. Deraf trangen til at “cosy up to” Murdoch og hans mediebaroner, som har præget britiske toppolitikere siden Kinnocks nederlag. Det seneste skud på stammen er David Camerons venskab med og omgang med Rebekah Brooks.

Når den politiske magt underlægger sig Big Press, er der virkelig et problem for pressefrihed og demokrati.

“Dybt demokrati”

Under mange reportager om Egyptens politiske styre har ligget en antagelse om, at det da heldigvis er meget bedre i Europa og Nordamerika. Disse steder er jo så at sige demokratiets vugge – eller det var i Europa, at demokratiet fødtes. Og i USA opfandt de magtdelingslæren, – eller fandt ud af at bruge denne ide i praksis.

Derfor kan vi godt tiltage os en vis ret til at belære andre om demokrati, som f.eks. EUs udenrigsminister Baronesse Ashton gjorde det efter EU-topmødet, hvor EU’s ledere drøftede krisen i Egypten. Her indførte hun begrebet “dybt demokrati”. Dybt demokrati kan egypterne ikke regne med at få overnight. Det er noget, det tager tid at udvikle.

Man kunne også vælge at forholde sig mere kritisk til begrebet: Er vi egentlig så gode til demokrati? Der tortureres heldigvis ikke, men fungerer demokratiet så ideelt, som det burde?

Det spørgsmål tager New York Times’ faste klummeskriver Bob Herbert op i en af sine klummer, og hans svar er et dundrende nej. Amerikanerne kan ikke besmykke sig som demokrater, når man ser, hvordan det amerikanske demokratiske system har udviklet sig i praktiseringen af styreformen.

Man må da nok retfærdigvis for demokratiet tilføje, at Herberts demokratidefinition bevæger sig videre ud end det rent formelle, det rent procedurale, idet han ser på det substantielle indhold i demokratiet og deltagelsen i det: Deltager befolkningen? Kan styreformen bruges til at der også opnås den spredning af økonomiske muligheder til alle, som er en forudsætning for, at de kan deltage? Han finder frem til, at det gør den ikke:

Mens millioner af almindelige amerikanere kæmper med arbejdsløshed og faldende levestandarad, er den virkelige magts styretøjer næsten totalt overtaget af den finansielle og forretningsmæssige elite. Det betyder i virkeligheden ikke noget, hvad almindelige mennesker ønsker. De rige dirigerer orkestret, og politikerne danser efter melodien.

Det er jo næsten det samme som det, ungdommen i Egypten kæmper imod.  –  Selvfølgelig kan man sige, at der kan være ytringsfriheden. Men hvis man igen kigger på det substantielle – er det så en rettighed, de, der er uden ressourcer, kan deltage i? Medierne er for en stor del ejet og kontrolleret af den forretningsmæssige elite.

Bob Herbert kommer endvidere med følgende argument:

Så hvad vi  altså får i dette vort demokrati er forbløffende store og stadig mere obskøne skattenedsættelser og andre appelsiner-i-turbanen fordele for de rigeste, mens de købte politikere hakker løs på grundlæggende sociale ydelser og det sociale sikkerhedsnet og siger, at det har vi ikke råd til.

Her går Herbert ind og ser på de beslutninger, der kommer ud af de demokratiske procedurer. Hertil kan modargumentet jo lyde, at folk får de politikere, de har fortjent. Bryder de sig ikke om beslutningerne, må de vælge nogle andre næste gang. Det er demokratiets vilkår. Men hertil siger Herbert, at politikerne er købt af storkapitalen, idet forretningsfolk giver støtte igennem valgkomiteer og på andre måder, og at politikere, der vælges på basis af en sådan støtte vil være tilbøjelige til ikke at spytte efter hånden, der fodrer dem.

Hertil kommer, at de rige velgørere i USA giver mange penge til tænketanke, universiteter og skoler – altsammen naturligvis i en god mening. Det drejer sig om at højne kvaliteten af uddannelse og forskning. Men ikke alle ser det sådan.

Hvis vort fungerende demokrati er så problematisk, hvordan kan vi så egentlig få stillet kriterier op til vurdering af demokratiets reelle tilstand – og få formuleret forslag til forbedringer?

Der er nogle, der systematisk forsøger at måle graden af demokrati, f.eks. ved at opstille demokratiindeks, hvor man måler scoren på forskellige demokrativariable. Nogle af disse indeks kan være ikke så lidt etnisk-kulturelt centrerede. Ikke overraskende kommer de ud med et resultat, der viser, at de selv lever i den bedste af alle verdener, det vestlige demokrati. Det gælder f.eks. Freedom House . 

Et af de bedste af den slags indeks er det, The Economist’s interne tænketank, EIU, laver. Her er ikke helt den samme tendens til vestlig selvros. USA og Storbrtiannien ligger f.eks. lavt, idet terrorlovgivningen, ifølge EIU, har medvirket til en forringelse af borgerrettigheder, så som beskyttelse imod vilkårlig fængsling og beskyttelse imod aflytning o.lign.

Kilde: EIU. Note: Electoral process and pluralism: Her måles valg og pluralisme (flere partier). Functioning of government: Demokratiske procedurer i staten, f.eks. objektiv sagsbehandling, retsstatsprinciipper, o.lign. Political participation: Valgdeltagelse, deltagelse uden for valg, etc. Civil liberties: Borgerrettigheder, f.eks. ytringsrihed, forsamlingsfrihed, beskyttelse af bolig og privatliv.

Det er måske ikke overraskende, at de nordiske lande scorer højt, når demokrati måles på EIU’s facon. De formelle kriterier opfyldes i de nordiske landes retssamfund. Men herudover kan de godt lide under nogle af de problemer, som Bob Herbert hæfter sig ved i det amerikanske demokrati. Der er også i de nordiske lande en stor kapitalkoncentration, hvor store kapitaler og erhvervslivets organisationer giver støtte til politiske partier/politikere og til kunst og videnskab. Ved den nylige generalforsamling i Den danske Bank kunne Danmarks største kapitalgruppe A.P. Møller Mærks f.eks. sætte sin egen mand, Eyvind Kolding, ind som bestyrelsesformand i Danmarks absolut største bank, hvor Mærsk sidder på en stor aktiepost. Det var der ikke mnge, der hæftede sig ved i den politiske debat. Tværtimod blev det fremhævet, at Mærsk nu “strammer grebet om Danske Bank”. Men uproblematisk i en demokratisk sammenhæng er det ikke.  Det giver en stor koncentration af økonomisk magt, der igen kan ytre sig, åbent eller skjult, igennem udøvelse af politisk indflydelse.

Franske politologer, f.eks. Michel Camau, har kritiseret den skarpe opdeling mellem “demokratiske” og “autoritære” regimer, som man ofte foretager i amerikansk (og dansk) inspireret politologi. Det er værdiladede begreber, som så efterfølgende kan bruges til at kritisere araberne for at være “udemokratiske”. Det er også med til at komplicere sagen, at de “udemokratiske” træk ofte kan hænge sammen med en kolonialistisk historik, der har skabt en afhængig økonomi, og som dermed medvirker til at fastholde “umoderne” samfundsstrukturer. Hvorfor skal Egyptens BNP pr indbygger være en tiendedel af Italiens? I det romerske imperium var de ligestillede, ja, en by som Alexandria var endda et lysende eksempel på civilisation. Det giver ikke mening at sige, at det er fordi, araberen i modsætning til europæeren ikke mestrer en moderne industri- og serviceøkonomi. Det giver måske mere mening at sige, at når han ikke gør det, er det fordi, europæerens oldeforældre har anbragt ham i en økonomisk inferiør position, som han har svært ved at rejse sig fra i dag p.g.a. fastfrosne økonomiske strukturer og spilleregler.

Man har i den franske politologiske tradition, som Camau repræsenterer, forsøgt at relativere forskellene mellem de to typer af politiske systemer og i stedet foreslå modeller, hvor Nord-/Sydsystemerne konvergerer. De etablerede “demokratier” bliver mindre og mindre “demokratiske” i og med deres beslutningsprocesser præges af en opdeling i udemokratiske enklaver af indlemmede (koopterede) eksperter og særinteresser (interesseorganisationer/pressionsgrupper), hvorimod de “autoritære” systemer er i fuld gang med at åbne sig  i forhold til EU’s, Verdensbankens og Den internationale Valutafonds smukke ord om “god regeringsførelse”.  Globaliseringen er med til at skabe opdelte og decentraliserede beslutningsprocesser, samtidig med, at der for visse beslutninger sker en centralisering. Det fører til grundlæggende ændringer af det nationale demokrati, som vi plejer at se på, når vi taler om demokrati. Nogle nationale parlamenter bliver på det nærmeste reduceret til sogneråd, – og det hvadenten det drejer sig om styrer i de rige, vestlige lande eller i de fattige lande i Syd.  

På det overordnede plan fører det til blandingsformer af politiske systemer snarere end en dikotomi (to-delthed) af demokratier over for autoritære styrer.

The Medium is the Message. Egyptiske “borgerjournalister”

Le Monde online har en interessant artikel om de egyptiske bloggere, der har ført an i “Twitter- og Facebookrevolutionen” i Egypten. Det er bl.a. Mona Seif og Gigi Ibrahim:

Idet de på en gang identificerer sig som “aktivister” og som “borgerjournalister”, holder de flammen ved lige over for de tusindvis af  “followers” på Twitter idet de bærer vidnesbyrd om, hvad der sker, i realtid , og samtidig spreder fotos og videoer på Nettet.

Gigi Ibrahim har givet et længere interview over Skype til New York Times, hvor hun uddyber, hvad hun mener er det nye i disse oprør, der bæres kommunikativt igennem de nye sociale medier. Man hæfter sig bl.a. ved hastigheden, hvormed information kan spredes. Og at det kan ske til folk, der befinder sig langt væk fra hinanden rent geografisk. Det er der noget nyt i, men derudover er det stadig de socioøkonomiske forhold og mangelen på demokrati, der er den dybere motivation.

Gigi Ibrahim fortæller mere om sig selv på sin Facebookside.  Her fortæller hun bl.a., at hun er meget interesseret i politik, men ikke har tænkt sig at blive politiker:

 I have a great passion for politics and i am planning to have a career in it somehow (not a politician) but more as a revolutionary professional (go figure out that). I was born in California, but raised in Egypt for most of my life, then went to high school and 3 yrs of college in Cali, and finally came back to the mother land. I consider myself as a person with a bipolar identity of part free-spirit American and part just simply angry Egyptian

Det er ret generelt for den nye generation af unge egyptere. Politiker er det sidste man har tænkt sig at lægge billet ind på at blive. Det samme indtryk har man fra andre af de nordafrikanske lande. I Algeriet taler man om det “facadedemokrati“, man har haft de sidste par årtier. Den almindelige befolkning er marginaliseret og deltager i et tomt paradedemokrati uden indhold, – andet end at stille udenlandske iagttagere tilfredse. De etablerede politiske partier ses som en del af et korrumperet politisk system. Selv om Egypten er fattigere end Algeriet, er der forholdsmæssigt mange flere, der har adgang til Internettet i Egypten end i Algeriet. I  Algeriet er det kun godt 1/10 af befolkningen, i Egypten over 1/4. Udover den forskellige historik i de to lande, er det en del af baggrunden for, at oprøret har bredt sig først og langt hurtigere i Egypten.

Gigi Ibrahim beskriver sin rolle i demonstrationerne således:

“to be part of this wave of change. I tweet a lot while at the protests; I tell everybody the security situation, how many people are at protests. I’m trying to spread accurate information and paint a picture at the ground for people who aren’t here, via Twitter and Facebook.”

Mona Seif henviser i en af sine Tweets til et stort galleri af billeder om opstandene.

Dominobrikker vakler

Dominoeffekten af demokratibevægelserne i Mellemøsten har fået mange til at stille spørgsmålet: Hvorfor? Og hvorfor lige netop nu? Hvad er baggrunden for de revolutionære omvæltninger – elle mere beskedent: Kravene om demokrati?

Gene Sharps bog Fra Diktatur til Demokrati giver gode råd om, hvordan et diktatur kan væltes. Bogen skulle efter sigende være blevet benyttet af demokratibevægelser rundt omkring i Verden, også i Tunesien og Egypten.  Sharp indkredser diktaturernes svage punkter og giver på den baggrund det råd, at modstandsbevægelserne skal være ikke-voldelige. Hvis der vælges voldelige metoder, vælges der en slagmark, der passer diktaturet perfekt, fordi det så kan benytte de samme metoder og dermed befæste undertrykkelsesapparatet.  

I sidste instans, skriver Sharp, beror et diktaturs magt på, at det har befolkningens passive eller aktive støtte i et eller andet omfang. Hvis det ikke har det, kan det godt pakke sammen, som begivenhederne i Tunesien og Egypten da også viser.

Det er en gammel sandhed i den politiske videnskab, at det forholder sig sådan. Den amerikanske politolog David Easton har f.eks. beskrevet, hvordan ethvert politisk system holder sig oppe ved at forarbejde krav og støtte til politiske beslutninger. Krav og støtte kan have udspring i socioøkonomiske forhold, der hører til det politiske systems omgivelser. Det er altså krav også om andet end demokrati og menneskerettigheder, men også f.eks. fødevarer, der er til at betale, jvf figuren herunder, der viser, at fødevarepriserne globalt steg over 30 pct i løbet af sidste halvdel af 2010.  Ofte er priserne på basale forbrugsvarer politisk bestemt i disse lande. Der gives subsidier, men det er ikke altid, subsidierne reguleres opad med prisstigningerne.

Kilde: IMF.org. Udviklingen i priser på fødevarer og forskellige råvarer

Den tyske sociolog Max Weber har beskrevet, hvordan politiske systemer benytter sig af forskellige legitimitetsgrundlag, fra traditionel over karismatisk og til juridisk-rationel legitimitet. Den traditionelle legitimitet har man f.eks. i Iran, hvor præstestyret bygger på en fortolkning af islam. Man får hermed legitimitet via befolkningens tro. Det holder kun, så længe befolkningen er dybt religiøs. Når den økonomiske modernisering fremtvinger nye rationelle forestillinger og sekularisering, vil denne form for legitimitet begynde at bryde sammen. Den karismatiske legitimitet manglede man netop i Tunesien og Egypten, fordi hverken Ben Ali eller Mubarak var særlig karismatiske ledere. De har ikke samme karisma som f.eks. en Hugo Chavez i Venezuela.  Den juridisk-rationelle legitimitet bygger på en slags samfundskontrakt mellem de styrende og styret. Det har man f.eks. i Kina, hvor Kommunistpartiet kan holde sig ved magten, så længe økonomien drøner derudad med høje vækstrater, men hvor det er noget uvist, hvad der sker, når væksten evt. begynder at stagnere. Det er da også netop med finanskrisens gennemslag, at regimerne i Mellemøsten er begyndt at vakle.  De har fået vanskeligere ved at levere varen til stadig mere kritiske befolkninger.

Det hjælper ikke på traditionelt legitimeret magt at smykke sig med lånte fjer, som når emiren af Bahrain udnævner sig til konge i 2002. Det hjælper formentlig heller ikke at modtage Dannebrogsordenen. som det skete under det nylige danske statsbesøg.

Efter demonstrationerne i går, hvor tre mennesker blev skudt af sikkerhedsstyrker i Bahrain, vil de britiske myndigheder genoverveje tilladelser til salg af våben til Bahrain. Skønt menneskerettighedsorganisationer havde udtrykt betænkelighed ved menneskerettighedssituationen i Bahrain, havde britiske virksomheder fået tilladelse til salg af “crowd control” våben som dem, der førte til dødsfaldene i går.

Bahrain er på grund af sin strategiske beliggenhed en strategisk vigtig partner for Vesten. Den amerikanske Femte Flåde har base der. Landet illustrerer, hvor svært det er for USA at balancere mellem sine ønsker om at støtte folkelige kræfter, samtidig med, at man gerne vil opretholde støtten til loyale allierede i landets magtstruktur:

“the US secretary of state, Hillary Clinton, telephoned her Bahraini counterpart to express “deep concern” after riot police stormed a protest camp”

Stillet over for realpolitikken kommer menneskerettigheder og demokrati til kort.

 The Economist har forsøgt at indkredse, hvad der fører til krav om samfundsændring i de fattige lande i Mellemøsten, i form at et “skokasterindeks“. Det vægter 35 pct for andelen af befolkningen, der er under 25; 15 pct for antallet af år, regeringen har været ved magten: 15 pct for både korruption og mangel på demokrati som målt i eksisterende indeks; 10 pct for BNP per person; 5 pct for et censurindeks og 5 pct for det absolutte antal unge under 25. For Bahrains vedkommende spiller det yderligere en rolle at en lille Sunni-muslimsk minoritet dominerer en shiitisk majoritet. Denne opdeling har demonstranterne dog afvist og udtrykt, at de kæmper en fælles kamp imod korruption og undertrykkelse.

Skokasterindekse  er alt for skematisk. BNP per person kan f.eks. tælle begge veje i mellemindkomstlande. Dyb fattigdom kan give apati, og højt BNP per capita kan give mæthed og tilfredshed. Det er i laget midt imellem, der sker noget, og især når der sker hastige ændringer i BNP per indbygger, og dette tal i øvrigt ændrer sig samtidig med andre ændringer, især f.eks. i klassestrukturen, evt via udbygning af uddannelser og iværksætteraktivitet i landet.

Hvad med Saudiarabien – konservatismens store, stærke bolværk i regionen? Vakler det saudiske kongehus? Vurderinger går her på, at den saudiske konge har større karisma end de andre mellemøstlige ledere,  at levestandarden er relativt høj (højt BNP pr indbygger) og at de religiøse institutioner er stærke i landet.

Libyen har med op imod 100 døde udøvet den voldsomste repression. Den regeringstro avis  Al-Zahf al-Akhdar har advaret om, at staten vil slå hårdt ned på protesterne. De, der modsætter sig regimet, risikerer “selvmord”. Den britiske udenrigsminister William Hague har fordømt volden som “uacceptabel og afskyvækkende”. Storbritannien har imidlertid travlt med at tage afstand fra det ellers hyggelige venskabsforhold, man har opbygget med Gaddafi, en fornyelse af forholdet, der oprindelig blev startet af Tony Blair i 2004. Tilnærmelsen førte til, at Libyen åbnede dørene for britiske olieselskaber. Gaddafi blev en ny allieret i “krigen imod terror”, og Storbritannien solgte våben til landet.

I sidste ende er det naturligvis et åbent spørgsmål, hvor store ændringer de pågående “revolutioner” reelt kommer til at indebære? Nøglen til forandring ligger i mange tilfælde hos militæret. I hvilket omfang er f.eks. det egyptiske militær indstillet på virkelige forandringer? Når det var parat til at give Mubarak silkesnoren, var det netop fordi han var en potentielt trussel for militærets magtstilling p.g.a. hans stigende upopularitet.

Fra kleptokrati til demokrati?

Ifølge forskellige undersøgelser og rapporter skulle det være godtgjort, at Mubarakfamilien har været i stand til at udplyndre Egypten for store summer. Der kan være tale om beløb op til 70 mia$. Det er ikke alene Hosni Mubarak selv, men også hustruen og sønnerne, der har taget godt for sig af retterne, hver med personlige formuer på mia af dollars. Der er ikke noget usædvanligt i dette. Det er en del af de despotiske regimers kultur i de mellemøstlige lande.  Ifølge andre kilder er det ikke bevist, at Mubarakfamilien har raget så meget til sig. Embedsmænd i Washington taler om et beløb på 2 – 3 mia $.  Det er naturligvis også i sig selv et problem. Men det egentlig store problem er nok snarere den crony capitalism, der har forhindret egentlige reformer i at slå igennem og derved har holdt økonomisk udvikling tilbage.  En stålmagnat har f.eks. monopol på det egyptiske marked, som han har opnået igennem politiske forbindelser med bl.a. Gamal Mubarak. Og det bevirker, at der ikke importeres f.eks. langt billigere kinesisk stål.

Det er en del af en kultur, der hænger sammen med klientelisme systemet. Man beskytter sig og sine og betaler for tjenester, der er ydet. Det viser sig mange steder i samfundet. Mubarakfamilien er toppen af en pyramide af offentlig korruption og klientelisme. Mange offentlig ansatte er dårligt lønnet og forsøger i stedet at supplere deres indkomst med ekstraarbejde og i mange tilfælde betaling for korruption. Det har, sammen med forventninger om, at man er berettiget til en offentlig ansættelse, hvis man har fået en højere uddannelse, givet en overopsvulmet offentlig sektor. En ægte demokratisk udvikling kan hjælpe med at addressere dette problem, idet de valgte politikere vil kunne stilles til ansvar for, hvordan den offentlige sektor fungerer, og blive skiftet ud, hvis de ikke passer jobbet.

Demokratiudvikling får støtte udefra. Danmark har således givet støtte via Det arabiske Initiativ og Dialoginstituttet i Egypten. Der er tale om hæderværdige forsøg, men fremmer de virkelig de folkelige kræfter, der vil et ægte demokrati?

At indføre demokrati i et land som Egypten kan være vanskeligt af flere grunde. Mubarakstyrets accept af  at afholde de manipulerede valg, der faktisk har været der,  har hængt sammen med ønsker om at imødekomme de udenlandske samarbejdspartnere, der har stillet betingelser for at yde bistand. Derfor er det heller ikke blevet et ægte demokrati, men et demokrati, der gøres til genstand for manipulation. Det gode ved Tahrirpladsoprøret er, at det  nu er folkelige kræfter fra neden, der stiller krav om demokrati. Det er bl.a. de unge, der er hårdt ramt af den økonomiske krise, og som benytter sig af mulighederne for kommunikation på SMS, Facebook og Twitter til hastigt at mobilisere netværkene.  Demokratibevægelsen vurderes at være en bredt baseret bevægelse.:

Det er en bredt baseret bevægelse, bestående af flere sociale klasser. Egyptere fra arbejderklassen udgør klart en betydelig andel af mængden på Tahrir pladsen. 

Denne bevægelse  har i starten  fejet den gamle opposition af Det muslimske Broderskab og de intellektuelle liberale partier til side.  Under oprøret indgår de dog i samarbejde med hinanden, og man kan sammen pege på El Baaradei, Nobelprisvinderen, som en samlende figur, der kan lede forhandlinger. Det er dog ikke den løsning, der ender med at  blive bakket op af USA og EU.

 Ved et EU topmøde i Bruxelles 4. februar blev der talt om en skærpet europæisk holdning og herunder en vag trussel om  evt tilbageholdelse af udviklingsbistand til Egypten.  Men som sædvanlig var EU lammet af forskellige holdninger hos de store lande, idet Italiens leder Berlusconi ikke så noget af kritisere hos den egyptiske leder, tværtimod. Men lederen af Centrum-Venstre gruppen i Europaparlamentet Martin Schultz kritiserede den svage EU-udenrigspolitik:

EU opfører sig som en skræmt kanin foran lygterne på en bil. EU topmødet burde komme med en klar udtalelse om, at den egyptiske præsident Mubaraks tid er talt.

EU’s udenrigsminister, Baronesse Ashton, rykkede ud med en kommentar i The Guardian.  Her erklærede hun, at EU står klar til at hjælpe Egypten og Tunesien. Der er behov for et “dybt demokrati”, skriver hun. Ved det forstår hun et “demokrati, der er mere end stemmer og valg”. Hun henviser bl.a. til den lange proces, som prægede dannelsen af det europæiske proces.  “Dybt demokrati” drejer sig om “respekt for retssamfundet, ytringsfrihed, et uafhængigt retssystem og en upartisk administration. Der skal være garanti for ejendomsret (enforceable property rights) og frie fagforeninger. Det drejer sig ikke kun om at kunne skifte regeringer ud, men også om at bygge de rette institutioner og holdninger.”

Klientelismesystemet rækker på sin vis ud over landets grænser. Egypten er effektivt en klientstat af USA. Ved sin tale ved sikkerhedskonferencen i München 5.2. gav USA’s udenrigsminister udtryk for opbakning til Mubaraks mand, vicepræsident Omar Suleiman. Mubarak fik silkesnoren. Som en avis udtrykte det: “Mubaraks magt svinder, idet USA bakker op bag hans vicepræssident”.  Suleiman fik til opgave at sørge for en “orderly transition”, hvor ordentlige valg kan forberedes i ro og mag til afholdelse i september. Hvor demonstranterne havde ønsket sig en meget hurtigere indførelse af reelt demokrati. Den amerikanske løsning blev sekunderet af EU.

Figur 1: BNP pr indbygger i sammenlignelige løbende dollars

Kilde: IMF. World Economic Outlook database. Hent ark her. I perioden 1980-2010 har infl. i $ været ca 160 pct.

Det er en gammelkendt sandhed, at økonomisk udvikling kan være en forudsætning for demokrati. Igennem økonomisk udvikling skabes nye sociale lag, der kan bære et demokrati, som vi har set det i Europa siden den industrielle revolution, oplysningstiden og den franske revolution. Men det er ikke ligegyldigt, hvad det er for en økonomisk udvikling, der sker. Hvis det skal fremme opbygningen af et nationalt demokrati, skal det ikke være en afhængig økonomi.  En sådan økonomi vil fortsat være for meget underlagt styring fra udlandet. Som man kan se af figur1, har udviklingen været præget af, at Egypten nok ligger ret lavt i BNP pr indbygger, men der har været en ret kraftig vækst.

Figur 2: BNP pr indbygger i løbende sammenlignelige dollars. 1980=100

Kilde: Samme som Figur 1. Estimerede tal fra ca 2008.

Det viser sig tydeligt, når man laver samme basisår for de 4 landes vækst. Indien og Egypten spurter af sted med høje vækstrater, netop de senere år, i hvert fald før krisen satte ind. Det kan give det, udviklingssociologer kalder the “revolution of rising expectations”, de voksende forventningers revolution; og det kan meget vel være en del af det, der ligger bag den egyptiske revolution. Når de voksende forventninger støder ind i inertien af et gammeldags, autokratisk og korrupt styre, og det hele forbindes med en midlertidig nedgang i væksten, sker der ting og sager.

Efter at have givet sin støtte til Omar Suleiman, stod USA tilbage med problemet, om dette nu var foreneligt med den “demokratiske revolution“. Suleiman er en forlængelse af det styre, der har siddet.  Ved at tillade Mubarakstyret at sætte hælene i igen og konsolidere sin magt, vil man kunne deraile (afspore) den folkelige revolution, som det er blevet sagt. Man vil bringe landet endnu længere væk fra det “dybe demokrati”, som EU-udenrigsministeren taler om. Stillet over for tiltagende amerikansk lunkenhed kunne det være interessant, hvis EU bakkede den folkelige revolution op. I stedet for en intellektuel udredning om “dybe revolutioner” kunne EU-udenrigsministeren have foreslået noget mere aktiv opbakning fra EU-side.  Oprørerne har nogle af de samme mål som EU’s middelhavsinitiativ: Demokrati og menneskerettigheder.

Oprør i Tunesien breder sig

Oprøret i Tunesien ser nu ud til at brede sig til Nordafrikas mest folkerige land, Egypten. The Guardian, der har kontakt med bloggere og reportere i Egypten, skriver:

• Tens of thousands of anti-government protesters have clashed with police in Cairo in the largest demonstration in Egypt in a generation. Demonstrators want an end to the authoritarian president Hosni Mubarak’s near 30 years of power.

• Police have responded with batons, water cannons and tear gas in a bid to quell the crowd. The demonstration, said to be inspired by the uprising in Tunisia, began peacefully before clashes occurred.

• As night falls in Egypt protests have also broken out in the Mediterranean port city of Alexandria. Roads are also being blocked by demonstrators in the Sinai Peninsula, and large rallies are being reported across the Nile Delta and the Suez Canal region.

Lige som i Tunesien er også disse protester inspireret af en enkelt persons skæbne, nemlig Khaled Said, der skulle være udsat for tortur af politiet, med efterfølgende død. På samme måde som i Tunesien har en bevægelse spredt sig via Facebook og Twitter. Og så samme måde som i Tunesien har det autoritære Mubarakregime forsøgt at forbyde Twitter. Facebook-bevægelsen,  We are all Khaled Said, skulle dog stadig være levende og aktiv.

Der har været meget diskussion i især franske medier om det tunesiske oprør, bl.a. om det er en revolution eller bare en paladsrevolution? Og der er gjort meget ud af de specifikt tunesiske træk ved opstanden i Tunesien. Dette land har en meget sekulær tradition og en ret stor og relativt veluddannet middelklasse. Den udviklede nordlige del af Tunesien hører måske kulturelt mere til Europa og Middelhavskulturen end til traditionel nomadisk-arabisk kultur. Ben Ali styret satte sig tungt på magten i over 23 år, som det f.eks. beskrives i et Wikileaks-telegram fra den amerikanske ambassade i Tunis:

På mange måder burde Tunesien være en nær USA-allieret. Men det er landet ikke. Hvor vi deler nogle kerneværdier,  og landet har opnået udviklingsresultater, har Tunesien imidlertid store problemer. Præsident Ben Ali er aldrende, hans regime er præget af sclerose, og der er ingen klar efterfølger. Mange tunesere er frustrerede over mangelen på politisk frihed, og de er vrede over den præsidentielle families korruption, den høje arbejdsløshed og de regionale uligheder. Ekstremismen udgør en fortsat trussel. Og det medvirker til problemerne, at den tunesiske regering ikke tager imod eller tåler nogen form for råd eller kritik, hverken indenlandsk eller internationalt. I stedet søger den at iværksætte stadig større kontrol, ofte gennem brug af politiet. Det er sigende for situationen i landet, at regimet har forsøgt at forbyde og forhindre adgang til disse Wikileaks-telegrammer, hvor den amerikanske ambassadør blotlægger den socioøkonomiske og politiske situation i landet på en måde, der ikke var tilsigtet offentliggørelse.

Egypten er om muligt et mindre udviklet land. Gennemsnitsindkomsten for en egypter er under 1/10 af EU-gennemsnittet.  Mubarak har, i lighed med forgængeren Anwar Sadat, forsøgt sig med økonomiske reformer. De har måske medvirket til en vis vækst, men den berømte “nedrislingseffekt” af nyliberal politik er udeblevet:

Sadat bekendtgjorde økonomiske reformer, bl.a. privatisering, idet han pegede på, at et friere marked ville tilgodese alle egyptere. Disse tanker er blevet gentaget under Mubarak, især siden udpegelsen af premierminster Nazif og hans regering af økonomiske reformatorer i 2004. De økonomiske fremskridt er dog, på samme måde som i 1981, ufuldkomne. Kæmpemæssige statssubsidier har nu, som dengang, tjent til at bremse større økonomiske reformer. I 1981 gik 21,5 % af Bruttonationalindkomsten (BNI) til de rigeste 5 % af befolkningen, mens de fattigste 20 % af befolkningen kun modtog 5 pct af de samlede indkomster. I 2007 vedbliver en almindelig opfattelse af, at Egyptens økonomiske vækst kun tilgodeser en meget lille del af befolkningen. 17 % lever under fattigdomsgrænsen, næsten identisk med tallene i 1981. 
    Det kan altså så diskuteres, om de nyliberale reformer ikke er ført konsekvent nok igennem, eller om disse reformer i virkeligheden har været en del af problemet? Nogen kinesisk eller indisk udviklingsmodel har der ikke været tale om, selv om størrelsen af det indre marked med en befolkning på over 85 mio måske kunne gøre det muligt.

Figur 1: BNP per indbygger i Algeriet, Tunesien og Egypten. 1950-2008. Geary-Khamis$

Kilde: The Conference Board. Ark kan downloades her . Note: Geary-Khamis$: Teoretisk international købekraftsparitets$ (PPP), hvor valutaenheden måles i forhold til den købekraft, amerikanske dollars havde i USA i 1990 eller 2000.

Når man sammenligner Maghgreb-økonomierne Algeriet og Tunesien med Egypten over et længere historisk forløb, jvf figtur 1, kan man se, at Tunesien måske har nydt godt af den åbne økonomi og placeringen tæt på EU, i hvert fald når det vurderes på gennemsnitlig BNP pr indbygger. Problemet er, som nævnt, at der ikke har været nok “nedrisling” (“trickling-down-effect”). Indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Samtidig er landene ramt hårdt af krisen fra 2008, hvad der virker som en kraftig knock-down effekt på den “revolution af stigende forventninger”, der har præget den voksende middelklasse i alle tre lande siden sluthalvfemserne.  Det kan forklare revolutionen, og at den bliver sekulær. Denne effekt er stærkest i Tunesien.  Algeriet er præget af perioden med kraftig økonomisk nedgang, først da franskmændene forlod landet omkring 1960, og siden i slutfirserne og  begyndelsen af halvfemserne, hvor FIS, den islamiske bevægelse blev snydt for en valgsejr (1991), og det som bekendt førte til et tiår med borgerkrigslignende tilstande. Både dengang og nu er demokratibevægelserne, hvor forskellige de end er, blevet svigtet af Vesten.

Egypten er præget af nogle af de samme politiske problemer som Tunesien under Ben Ali, med en sklerotisk, aldrende ledelse og overdreven udøvelse af poitimyndighed og tortur. Mubarak førte en politik, hvor han tillod en svag og ineffektiv intellektuel opposition, og lod denne stille op til valg. Herved skabte han en facade af “demokrati” med manipulerede valg og mangel på presse- og ytringsfrihed. Hans egen søn kørtes i stilling til at efterfølge ham, hvorved kongedømmet næsten  –  dog uden formel kongetitel – kunne genindføres ad bagvejen. Det har været med til at stille det sekulære styre og dets samarbejde med Vesten i et dårligt lys over for befolkningen. Samtidig blev det Islamiske Broderskab, der havde bred opbakning i befolkningen, isoleret og gjort ulovligt. Med det nuværende oprør er der meget hurtigt dannet en ny opposition af unge, der kommunikerer via de sociale net, Facebook, Twitter, m.fl. De er dog blevet udsat for systematisk forfølgelse, en forfølgelse, der kulminerede den 28.1., hvor hele Internettet blev lukket ned, angiveligt første gang, dette skete i et større land i Internettes historie.

EU har forsøgt at udvikle regionen og knytte den nærmere til Europa igennem associeringsaftaler og anspore til udvikling inden for rammerne af Barcelonainitiativet. Reelt har man dog været alt for sendrægtige m.h.t. at udøve effektiv kritik af de diktatoriske regimer. De har været effektive håndlangere i kampen mod terror, og så har man set igennem fingre med de menneskeretskrænkelser og den korruption, der er foregået. Specielt når det gælder Tunesien, har ladet været et mønsterland for nyliberal økonomisk politik. Landet er åbnet op for udenlandske investeringer og samhandel, og det har p.g.a. den overvejende sekulariserede kultur været set som et idealland.
    EU burde have medvirket mere aktivt  til en reel udvikling af landene i Nordafrika, fra Maghreb i Vest til Egypten i øst.
    I stedet for indenlandsk drevet ekspansion, er økonomien i Tunesien karakteriseret ved en fastholdelse i en regional arbejdsdeling, hvor de tunesiske kystområder er investeringsområde for den europæiske turistindustri, og det indre af landet er leverandør af råvarer og lavtbetalt arbejdskraft. Det har nok givet en vis fremgang i den gennemsnitlige indkomst, jf figtur 1. Den fattige del af befolkningen fastholdes dog i arbejdsfunktioner i turistindustri og præindustrielt landbrug, som ikke har meget udviklingspotentiale.  Mange steder er landbruget blevet udkonkurreret af det mere effektive EU-landbrug og landbrugsstøtteordningerne.

I stedet har man i Maghreblandene måttet bruge store mængder fremmedvaluta på import af basale fødevarer. Det gælder ikke mindst et land som Algeriet, at fødevareimportafhængigheden er blevet en økonomisk fælde, idet landet via en ret høj olieproduktion har haft valutaindtægterne til import. På den måde er olieindtægter nærmest blevet en sovepude, i stedet for at blive brugt til udvikling.

Westminstermodellen i forandring

Hvad er det, der gør, at den såkaldte Westministermodel opfattes som værende i en stadig mere alvorlig krisetilstand? Det er et spørgsmål, iagttagere af britisk politik længe har overvejet. 
    Det er imidlertid en krise ikke alene for Westminister, men for parlamentarisk politik generelt, og som ifølge iagttagere viser sig på mange måder:
   Tiltagende politisk apati og fremmedgørelse for eksempel. Vælgerne deltager ikke, eller meget lidt. Eller har de overhovedet muligheder for at deltage på tilfredsstillende vis? – andet end som klakører på forskellige hadeblogs som f.eks. Guide Fawkes?
    Der er faldende medlemsskab af partierne. 

Der er en række fænomener, Storbritannien har fælles med andre lande med demokratiske systemer: Det er f.eks. markedsmæssiggørelse af politik, hvor politik designes til spiselige pakker af politiske eksperter og spindoktorer, så der er overskuelige valg for vælgerne at træffe. Det har ofte den modsatte effekt, nemlig at forskellen på de politiske alternativer forsvinder.
    Hertil kommer, at globalisering og EU-integrationen indsnævrer valg- og råderum for det nationale demokrati.
     Man plejer at sige, at vælgerne har de politikere, de fortjener. De har jo selv valgt dem. Den kan også vendes om til, at “democratic polities get the levels of political participation they deserve”, som Colin Hay, forfatteren til “Why we hate Politics” (Polity Press 2007), har formuleret det. Parlamentariske systemer hænger fast i et niveau for deltagelse (retten til at sætte et kryds hvert fjerde år), der går tilbage til industrialiseringens barndom og demokratiets opståen, hvor det var en helt anden kamp, der var relevant.
    Hertil kommer den stigende anvendelse af rational choice til udformning af politik. Hvor politik tidligere drejede sig om et valg for kollektivet (collective choice) og aktøransvarlighed bag valget, så har markedsmæssiggørelsen af samfundet igennem de seneste årtier skubbet collective choice og politikeransvarlighed til side. Råd og nævn med udpegede eksperter er sat til at tage beslutninger med stor rækkevidde på flere og flere områder. Udliciteringer og privatiseringer har overladt beslutninger til anonyme bestyrelser.
     Vælgerne er de senere år blevet vænnet til, at politik drejer sig om rationelle kalkuler af fordele og ulemper, der vejes op imod hinanden. Kontraktpolitikken skulle have gjort disse valg nemme, men den har i stedet udløst utilfredshed og apati. Hvorfor får jeg ikke mere for at afgive min stemme på det parti? – synes den utilfredse vælger at spørge. Forestillingen om det repræsentative demokrati tog ikke oprindeligt udgangspunkt i en nyliberal model for, hvordan markedets usynlige hånd skal styre alle samfundsmæssige valg og prioriteringer.
     Men der er også specielle træk ved Westministermodellen, som gør den særlig.

Hvad går modellen ud på?

Westministermodellen er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post).

    Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt “Her Majesty’s loyal opposition” med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. Det giver et magtmæssigt duopol, der nok kan være med til at levere stabile regeringer, men som også kan gøre politik kedsommelig.

Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition, man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de dominerende partier, jf f.eks. at Labours venstrefløj i perioder har lignet SF/Enhedslisten.
    Der er et Green Party i Storbritannien, der faktisk er ret populært. Det er således repræsenteret i Londons bystyre (Greater London Council) og andre storbyer, men har svært ved at komme “past the post” ved Underhusvalg. Det har ikke flertal i nogen enkelt valgkreds, hvor der skal vælges én.

Under Irakkrigen rejste kritikken af Westminstermodellen sig i visse tilfælde til en proteststorm. Man mente fra flere sider, at grunden til, at England kunne finde på at deltage i denne krig, som så mange var imod, hang sammen med, at statsministeren, der var pro-krig, havde for meget magt. Det blev fremført, at som følge af mangelen på en forfatning, var Labourlederen Tony Blair end ikke nødt til at fremlægge spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle deltage i krigen, for Underhuset. Nu gjorde han det alligevel. Men principielt set kunne det have været en regeringsafgørelse.       

Det udmærker altså også Westminstermodellen, at der kan være lovlig lidt magtadskillelse mellem den udøvende magt og den lovgivende magt. Det bevirker, at en lang række af beslutninger rykker helt ind i statsministerkontoret, i stedet for at blive afgjort via politisering, politisk konflikt og demokratiske forhandlingsprocedurer mellem partierne i Underhuset.

Traditionelt har magten i en britisk regering ligget i Kabinettet, der består af de 15-20 vigtigste ministre. De holder regelmæssigt møder, hvor regeringens politik fastlægges. Under New Labour 1997 – er magten imidlertid blevet centraliseret mere og mere omkring statsministerens og dennes særlige råde af presserådgivere og særlige rådgivere. Det fremgik af, og blev dokumenteret af, en kritik fremført af tidligere kabinetssekretærer over for en forfatningskomité i Overhuset.

Et centralt punkt i deres kritik er, at “Whitehall er blevet politiseret” igennem udpegningen af de særlige rådgivere og centraliseringen af magten. Whitehall er betegnelsen for centraladministrationen, ministerierne. Her har man tidligere haft billedet af den neutrale embedsmand (“Yes Minister”), der ideelt set overlod politisering og politiske beslutninger til politikerne. Embedsmandens opgave var at levere et “objektivt” forarbejde med angivelse af alternativer og mulige beslutninger, som politikeren kunne vælge imellem. Nu sker der en politisering. Man retter ind efter, hvad topledelsen forventer. Det svækker Underhusets magt, når parlamentsmedlemmerne står over for et toptunet bureaukratisk og politiseret hierarki i Whitehall.

Det er måske med til at forklare det britiske parlamentariske systems krise i 2009, hvor man løb ind i bilagsskandalen. MP’erne (Members of Parliament) har lov til at få betalt en række udgifter i forbindelse med deres arbejde i London, f.eks. a second home, reparationer og vedligeholdelse af det og forskellige udgifter, udover gagen på omkring 65.000 £ årligt. Bilagsskandalen viste, at det var gået over gevind, og det førte til stor politisk fremmedgørelse og parlamentslede blandt en stor del af vælgerne. Premierminister Gordon Browns forsøg på at få “ryddet op” ved at udpege Sir Thomas Legg til at undersøge sagerne, gav bagslag, idet han selv blev pålagt at betale over 12.000 £ tilbage.  

En opinionsundersøgelse viste midt under bilagsskandalen allerede i august, at støtten til de tre gamle partier var på et lavpunkt. Over 40 pct ville stemme på et af de mindre, ukendte partier, eller blive hjemme ved valget til Europaparlamentet, der blev afholdt i begyndelsen af juni 2009. Men sådan plejer det nu at være ved disse valg. I Storbritannien er der traditionelt en meget lav valgdeltagelse til Europaparlamentet. Ved dette valg, hvor der stemmes i store valgkredse, er det lettere for små partier at komme ind. Det lykkedes således BNP, British National Party, at få to valgt ind i Europaparlamentet.

Hvis De Konservative kommer til magten ved næste Underhusvalg, og det tyder opinionsmålingerne på, vil der komme en betydelig mere EU-skeptisk regering i landet.

Det er især Labour, der ser ud til at blive “straffet” for bilagssagen, selv om også konservative MP’ere har været involveret i betydeligt omfang.
   Labour har  næsten været på niveau med Liberaldemokraterne i nogle målinger.

   Det er et spørgsmål, om utilfredsheden med de to store partier er sådan, at det kan bringe Liberaldemokraterne på banen som parti nr 2, som altså kan fortrænge Labour som det andet parti, der favoriseres af first-past-the-post flertalsvalget? Det er dog nok tvivlsomt. Så skulle det være gået forbi Labour i meningsmålingen.

Det er et alvorligt problem for Storbritannien midt under den økonomiske krise, at støtte i befolkningen er på et sådant lavpunkt. Det er et politisk system i krise. Hvad kan så gøres for at demokratisere det? Bringe det tættere på vælgerne?

Mange forlanger et opgør med valgmåden. Flertalsvalget har tendens til at favorisere de udholdende, der vil blive ved i politik valg efter valg efter valg. Det er ikke levebrødspolitikere, befolkningen har behov for i en situation med mistillid til politikere og det politiske system. En del kommentatorer forestiller sig, at forholdstalsvalg vil kunne bidrage til en løsning, måske ikke på hele problematikken, men måske gøre, at vælgerne føler sig bedre repræsenteret.

Stemmeresultat til Underhusvalg. Kun én valgt i hver af de over 600 Underhusvalgkredse

 

 

 

Ideologier og partier

 

 

Tony Blair var sammen med sociologiprofessoren Anthony Giddens opfinderen af “den 3. vej” , og hvad der lidt er det samme New Labour. Det drejede sig om at finde en mellemvej mellem, hvad man så som gammeldags statsstyret socialisme på den ene side og liberalistisk markedsøkonomi på den anden. I stedet for et shareholder society ville man lave et stakeholder society, som alle kunne få lod og del i via en form for socialt “ejerskab”, – ikke kun dem med kapital. Det blev dog mestendels ved de smukke ord, og mange har kritiseret Blair (og Brown) for i virkeligheden at videreføre arven fra Margaret Thatcher, et fleksibelt markedsstyret samfund. Det har vist sig ved initiativer i retning af at udvikle markedsstyringsmodeller, udlicitering o.lign. inden for velfærdsstatens kerneområder, sundhed og uddannelse. Labours ideologiudvikling kan også analyseres ud fra Oxymoronmetoden (jf nedenfor), hvor ideologiretninger ses i deres paradoksale sammensathed. Man kan da f.eks. tale om rød thatcherisme, når man bruger markedet og offentlig udlicitering af opgaver (sammen med evt. skattemæssig finansiering) som middel til at skabe incitamenter og omstilling.

Oxymoron-pakker på inputsiden

 

De Konservative (The Tories) har siden finanskrisens gennemslag i 2008 og de gunstige meningsmålinger konstant måttet knibe sig i armen: Kan det virkelig være sandt?
     Tvivlen har affødt et behov for ideologi. Kritikken af de konsensussøgende vælgere og politikere, der får al politik til at tage sig ens ud, har gjort sin virkning på partiet. Men hvordan udvikle konservativ ideologi i det 21. århundrede? Det er blevet til en optagethed af det, Colin Hay kalder politikkens inputside: Hvordan udvikle en politik – en ny pakke, der kan appellere til vælgerne? 
     Herudaf er kommet en pose blandede, noget bittersøde bolsjer, såkaldte oxymorons (Oxymoron ex: “deafening silence”), hvor et udsagn indeholder sin egen modsætning i sig. Det gør det muligt at sælge varen til et bredere udsnit. Man taler f.eks. om Red Toryism: Omfavning af velfærdsstaten. I visse henseender har De Konservative bevæget sig til venstre for New Labour i forsvaret af f.eks. National Health Service (NHS). Partiformand David Cameron har talt begejstret for at bevare NHS i sin kendte form med universelle sundhedstilbud til borgerne.  Hvor New Labours Tony Blair sagde i sine valgkampe: Der er tre ord, der betyder noget: Education, education, education, som svaret på, hvadd man vil, siger Cameron: Der er tre bogstaver, der udtrykker det, De Konservative vil: N… H…. S… På dette punkt ligger Cameron dog i strid med andre fløje i sit parti, der ikke er så begejstrede for den “betontunge statsmastodont”. Det er Cameron heller ikke selv. Når det drejer sig om the National Health Service ser han netop denne mastodont som en organisk institution i bedste konservative ideologitradition.

    En anden centrumtendens hos De Konservative er kommunitarismen, hvis credo er fællesskab og borgeren som samfundsborger. Et grundsynspunkt er, at der kan være så lidt social kapital i et samfund, at det truer med at gå i opløsning i brudte kvarterer, familier og med omsiggribende kriminalitet og drikkeri, altså en tilstand af samfundsmæssig opløsning og fremmedgørelse. Den konservative kommunitarisme vil tage fat på denne trussel og på finanskrisens problemer ved at indføre en “samfundsetisk dimension af markedet”. Markedet skal styres ud fra fællesskabets interesser. De fattige skal ikke overlades til deres fattigdom. De skal udstyres med sociale ressourcer, social kapital, via uddannelse og almene boliger.  Retningen “progressiv konservatisme” vil decentralisere magten og bruge internettet til at øge den offentlige sektors responsivitet i forhold til borgerne.
    Så er der den atomiserede liberalisme, ultraliberalismen, også kendt under navnet thatcherismen. Det er den mest udprægede højrevariant af konservativ ideologi, hvor partiets ideologiudvikling nærmer sig liberalismen. Da man ikke i Storbritannien har et stærkt markedsliberalistisk parti, er dette vel det nærmeste, man kommer det. Fløjen er dog ikke særlig stærk hos De konservative længere.
    Libertær paternalisme vil forene den traditonelle socialkonservatismes tagen hold om de svage i samfundet med, at man modsætter sig en for stærkt intervenerende stat, der kan fjerne friheden for den enkelte.  Der er i denne fløj tendenser i retning ad fiskal konservatisme. Man ser med rædsel på, hvordan Gordon Browns Labourregerings forsøg på at styre landet uden om finanskrisen ved at øge underskuddet på de offentlige finanser, fører til opbygningen af en gigantisk statsgæld. “Hvad er det for en arv, vi overlader til vore børn”? –  “Kommende generationer skal ikke bøde for denne generations fejltagelser”.  Endelig er der den gode gamle nationalistiske konservatisme, der vil holde Storbritannien fri af unionsudviklingen i EU, bevare pundet og udbygge det “atlantiske fællesskab” som et modtræk til “Bruxelles-socialismen”.

Irrational choice

 

 

Den rigtige højre-nationale ideologi finder man hos BNP, British National Party

I 1997 var partiformand Griffin medforfatter til en pamflet, hvor han stillede spørgsmålet, om der var en betydelig zionistisk indflydelse i de britiske medier. Han fik en betinget dom for at uddele materiale, der kan opildne til racehad.

Griffin er en ret dreven politiker, uddannet på Cambridge University, velklædt og velartikuleret. Det er meget hans fortjeneste, at partiet fik over 10 pct af stemmerne i det industrielle rustbælteområde i den britiske nordvestregion. Om fortidens konfrontatoriske marcher har han fornylig sagt i et interview, at det var mægtig sjovt at slås med de venstreorienterede, men det var en “forfærdelig dårlig måde at lave politik på”. Han er i de senere år gået målrettet efter at maksimere partiets vælgerbasis, hvad der er lykkedes netop i de tidligere britiske industrielle kerneområder, hvor en uuddannet arbejderklasse sidder tilbage og føler sig svigtet af især Labours udvikling til middelklasseparti. Disse vælgere har der ikke været mange tilbud til i “den trejde vej”. De har ikke været med i omstillingen til vidensøkonomi. De har ikke erhvervet de kompetencemæssige forudsætninger for det. Det er en omstilling, der for øvrigt viser sig at have hvilet delvist på varm luft, når man tager finanssektorens sammenfald under finanskrisen i betragtning.

Disse vælgere siger ofte, når de bliver spurgt, at de “ikke er racister”, men politikerne i London har godt af at lære en lektie. Om det så nødvendigvis er en lektie, der går på, at den britiske “løve” skal rejse sig i al sin magt og vælde og vise fordums storhed igen, er nok tvivlsomt. Det er nok snarere en lektie, der går på, at de ikke vil affinde sig med en ekskluderende, marginaliserende politik, der skiver dem selv af samfundets udvikling.

Hos Griffin er der en storladen retorik, der går langt ud over brød-og-smør politik, og som for øvrigt ville have fået både Churchill og Thatcher til at blegne i deres variant af lysebrun nationalkonservatisme:

“The far left and the Tory types who thought that the British spirit was dead and that they could walk all over 10,000 years of history, tradition, culture and heritage, were wrong. The British lion has awoken, and its roar will now be heard throughout the world“.

Det er lige før, man er ved at blive helt glad for, at denne løve er bundet op i NATO og det anglo-amerikanske partnerskab. Det sætter vel visse begrænsninger for dens udfoldelser!

I kabinettet af sære ideer indgår noget, der nærmest ligner en dolkestødslegende om, at Storbritannien er blevet forrådt af globaliseringen. Internationale interesser er kommet ind og har overtaget britiske aktiver via et “privatiseringstyveri” af de fælles goder. En oprydning i og udforskning af dette har han og Andrew Brons tænkt sig skal være en af deres første indsatser. Som indvalgte i Europaparlamentet får de priviligeret adgang også til arkiverne i Westminster, hvor det britiske parlament og de væsentligste ministerier ligger.

“The dissolution of the institutions and property of the British nation into the hands of the internationalists is the single greatest piece of larceny in our history”

Man tør næsten ikke tænke på, hvad denne “analyse” bringer mindelser om. “Internationalists” bringer mindelser om et ord, man ikke vil kunne bringe i anvendelse i den sammenhæng, – ikke mindst når man tænker på Griffins og Brons’ antisemitiske fortid. I nazitidens Tyskland var der lignende analyser af internationale finansfolks skyld m.h.t. det økonomiske morads i trediverne og Tysklands betaling af krigsskadeserstatninger.

Liberaldemokraterne, LibDems, kaldtes tidligere the Wigs. Det var før Labour det andet af de to store partier. Men med den britiske industrialisering og dannelsen af en stor arbejdklasse fra slutningen af det 19. århundrede, kunne det efterhånden se skriften på væggen. Op igennem det 20. århundrede blev det reduceret til det 3. parti, der måtte lide under valgmåden. Det har undertiden haft over 20 pct af stemmerne, men det har kun givet partiet måske 5 pct af pladserne i Underhuset. Det har imidlertid flere gange været ved at blive tungen på vægtskålen, med mulighed for indflydelse.  Partiet har som regel ideologisk ligget i midten af det politiske spektrum, et socialliberalt parti ikke ulig det danske Radikale Venstre. Det har dog i de senere år udviklet sig i “venstreorienteret” retning med modstand imod Irakkrig og skepsis over for Afghanistan-ditto og med en øget grøn profil.

 Forslag til reformer af det britiske politiske system

The Independent nævner følgende i en artikel om behovet for reformer. For det første er der behov for reform af den måde, Underhuset fungerer på. Almindelige MPs (Members of Parliament) skal have en reel rolle som lovgivere, i stedet for at at være i rugekasse som wannabe ministre, der venter på en plads i regeringen eller kabinettet ved næste regeringsomdannelse. Det kræver, at den reelle lovgivningsbeføjelse gives tilbage fra statsministerkontoret til Underhuset, og det kræver, at Underhuset bliver udstyret med mere effektive instrumenter til parlamentarisk kontrol (f.eks. efterspørgsler som i det danske folketing, eller høringer med vidneaflæggelse under strafansvar, som man har i den amerikanske Kongres). Lovgiverne må hævde parlamentets suverænitet i det politiske system, siger avisen.  Det betyder, at udvalgene (select committees) bør få større magt. Endvidere skal det være parlamentet, der skal bestemme over dagsordenen, bl.a. hvor lang tid der må gå til  behandling af love, og hvordan taletidsregler er. Sådan er det i USA (og Danmark). I Storbritannien er det regeringen, der bestemmer dette.  Avisen nævner videre behovet for reform af valgmåden:

 We need an end to the first-past-the post voting system in the House of Commons. Proportional representation is the obvious way to put an end to safe-seat apathy and get voters to reconnect with the political system.

Med safe-seat apathy menes, at mange valgkredse i Storbritannien p.g.a. valgsystemet er så sikre, at man ikke behøver at bekymre sig om genvalg og derfor ikke behøver at anstrenge sig særlig meget i det politiske arbejde. Det fører til apatiske levebrødspolitikere.  Reformer af valgmåden er tidligere foreslået af den såkaldte Jenkins kommission: 

The mechanisms for this were clearly set out by the 1998 Jenkins commission which proposed the alternative vote plus system which has most recently been endorsed by Labour’s leader-in-waiting, Alan Johnson, who wants a referendum on the subject on the same day as the next general election. About time, too; the Labour manifesto pledged that in 1997, but the party has consistently reneged on that promise under both Tony Blair and Gordon Brown ever since. Britain has already introduced PR in the elections for the Scottish Parliament and the Welsh Assembly; it has reinvigorated politics there and could do so nationally. It will create a more responsive electoral system that will make politicians more accountable. And it will also make it easier for parties to foster a more inclusive political culture. Der peges også på behov for reformer i Overhuset:

Further reform is needed in the House of Lords too. MPs voted in 2007 for an upper chamber with between 80 per cent and 100 per cent of its members elected. It is time to put that “in principle” vote into practice, perhaps with a system of an electoral college which will allow electors to find seats for members of the great and the good who can continue to scrutinise the actions of the government in a more independent-minded manner than would a chamber entirely controlled by government whips. Endelig peges på behovet for større decentralisering:

Greater decentralisation is needed elsewhere. In education that means more power to schools and their governors. Mechanisms are also needed to get power down to the people in health and other sectors of the community too. There should also be greater responsibilities for local government in carefully targeted areas 

© Gregers Friisberg 2009