Fransk valg – skæbnevalg for Europa?

Overskriften er dramatisk – men det er ikke desto mindre, hvad man ser i dele af den internationale presse.

Hvordan er det kommet så vidt, at et bestemt udfald af valget i dag skulle indebære en opløsning af EU, eller dele af EU-samarbejdet?

Som vi var inde på i sidste blogpost, så ligger en betydelig del af skylden hos EU selv. Euroen var et politisk motiveret projekt, der er blevet presset ned over et alt for uensartet økonomisk grundlag, uden at man har sørget for den nødvendige politiske overbygning. Og problemerne er blevet forværret af den uforstandige økonomiske politik, som de stærke EU-økonomier har ført.
Et Frankrig, der er præget af betydelige statsligt dirigerede velfærdstraditioner, kan logisk set tvinges til at vælge en anden vej, hvis man vil beskytte sin velfærdsmodel.
Det er mærkeligt, at der er så ringe forståelse for det, men at man mere ser euroskepsisen som en uforståelig form for nationalchauvisme.
Det er en snæversynet måde at se det på.

Kilde: Le Monde. Det er kun de fem kandidater med størst tilslutning i vælgermålingerne, der er vist ovenfor. I alt er der 11 kandidater med forskellige politiske og økonomisk-sociale prioriteringer.

Når det er sagt, så er det nok alt for tidligt at varsle EU’s undergang som følge af Frankrigs valg. Den kandidat, der ser ud til at stå stærkest, Emmanuel Macron (jvf figuren ovenover), er stærk tilhænger af EU. Og de fleste meningsmålinger tyder på, at han vil slå Le Pen i 2. valgrunde, fordi han som midterkandidat vil samle over et bredere politisk spektrum end hun kan. Men det er klart at drabet på en politibetjent et par dage før valget – på selveste Champs Elysees i centrum af Paris, kan sætte ny gang i terrorfrygten i den franske befolkning og dermed måske gøre udfaldet usikkert.

Det er dog svært at forudsige, hvordan valget vil falde ud denne gang, fordi en stor del af vælgerne få dage før valget ikke har bestemt sig for, hvilken kandidat de vil stemme på. Der er blandt vælgerne en stigende fremmedgørelse i forhold til det, der er kaldt “den politiske klasse”, en stigende afstand imellem elite og folk.
Det ser ud til, at “den politiske klasse” har erkendt dette. Det er et valg, der er præget af en utrolig mængde af forskellige politiske prioriteringer og nye ideer. Der er vilje til at bevæge sig. Det er f.eks. slående at se, hvordan PS-kandidaten Benoit Hamon tilfører nye ideer til det traditionelle socialdemokratiske tankegods, f.eks. mere direkte demokrati, skat på robotter, borgerløn (revenue universelle), erkendelse af “udbrændthed” på arbejdsmarkedet og politiske initiativer imod det. Der tages afstand fra den nyliberale politik under Francois Hollande.
Der er kritisk af den franske 5. republik (præsidentiel forfatning indstiftet af De Gaulle i 1958) for at være for kejserligt præsidentiel. Altså mere magt til Nationalforsamlingen og mere direkte demokrati med konsultering af vælgerne.

POLITISK IDEOLOGISKE DELINGSLINJER:

Ovenover er hovedskillelinjer i det politisk-ideologiske landskab mellem de 5 førende kandidater søgt skildret. Og herunder kan man se resultatet af en socioøkonomisk kortlægning via interviewdata af vælgerpositionerne.

Det socioøkonomiske vælgerkort feb. 17:

Kilde: Le Monde. Cadre superieur: Højere funktionær (ikke synonymt med højere uddannet, men vil være det i stort omfang). Profession independante: Selvstændig. Retraité: Pensionist. Autres inactifs: Andre uden for arbejdsmarkedet.

Man siger, at klassestemme af faldende i det senmoderne samfund, hvor industrien afløses af serviceerhverv og IT. Det er imidlertid en noget let omgang med politisk sociologi. Det er korrekt, hvis man ser klassestemmehypotesen som det traditionelle politisk-ideologiske mønster, hvor arbejderne forventes at stemme socialistisk, og borgerskab og de mere velstående forventes at stemme borgerligt.
Det fremgår af de ovenstående interviewdata, at de franske arbejdere (ouvrier) overvejende stemmer på Le Pen. Men der er også mange, der (absentionistes potentiels) vil vælge sofaen. Sofa-partiet er det største arbejderparti. Blandt de, der har tilendegivet, de vil stemme, er FN det største parti. Det er kun en mindre del af arbejderne, der vil stemme socialistisk (Melenchon eller Hamon).
Det kan minde om dansk vælgeradfærd, hvor de tilsvarende grupper for en stor del stemmer Dansk Folkeparti.
De lavere funktionærer (emploiée) stemmer også for en stor del på Le Pen. De højere funktionærer (cadre superieur) stemmer i vidt omfang på Macron og i meget mindre omfang på Le Pen.  Forsåvidt kan man, hvis man ser FN som arbejderparti, sige, at der stadig er en udstrakt grad af klassestemme.

Men man kan også se, at delingerne går på globalisering og kultur/livsstil. De uddannede (Cadre superieur og profession intermediaire) er åbne for globalisering og multikulturalitet (kandidater som Macron, Hamon og Melenchon).
Folk på landet/bønder (Agriculteur exploitant/landmænd) er det relativt største sofa-parti, og blandt de, der tilkendegiver at ville stemme, er FN det største parti.

Man finder nogle af de sammen skismaer mellem storbykultur og udkants- og småbykultur, som man så ved det danske 2015-valg. Men skismaerne er større i Frankrig end i Danmark. FN står mere til højre i kultur- og identitetspolitik end DF, og Danmark er en større økonomisk “globaliseringssucces” end Frankrig.

Fransk valg – Nye politiske delinger

Det franske præsidentvalg 23. april og 7. maj illustrerer de politiske delinger, som EU’s indre marked, euroen og den økonomiske globalisering har ført med sig. Det er ikke fordi, der i sig selv nødvendigvis er noget forkert i disse fænomener; det er snarere uforstandighed og politisk selvovervurdering i måden, de er forsøgt implementeret på.

Det traditionelle partimønster med to fløje omkring PS (Parti Socialiste/socialdemokrater) fra Venstre fløj og Republikanerne fra Højre fløj  er mere eller mindre gået i opløsning. Ganske vist repræsenteres de sidstnævnte af den katolsk konservative Francois Fillon, men de tre øvrige frontløbere i første valgrunde den 23. april stiller op med “egen liste” eller med et parti (Front National), der som outsidere dårligt nok er parlamentarisk repræsenteret i den franske nationalforsamling. Det hænger sammen med den specielle franske valgmåde, hvor der laves valg ad to omgange; og selv om Front National får mange vælgere, taber de ved præsidentvalg ofte i 2. runde, når de andre partier samles om en mere midtersøgende kandidat.
Parti Socialiste (PS) stiller op med kandidaten Benoit Hamon, der bl.a. foreslår borgerløn som en del af det postindustrielle samfunds løsninger. Han lagde rimelig godt ud, men faldt efterhånden til 7-8 pct af vælgerne. PS blev “straffet” af vælgerne for den nyliberale arbejdsmarkedspolitik.

Mange arbejdervælgere fra socialt og økonomisk nedtrådte dele af Frankrig, herunder også mange tidligere kommunister, går til Le Pen. Front National (FN) er vokset støt siden 1980’erne, hvor liberaliseringer i EU (indførelse af frie kapitalbevægelser og indre marked) begyndte at sætte traditionelle franske erhverv som sværindustrien under pres for outsourcing til billiglande.  I de senere år har FN også hentet store vælgergrupper i “Udkantsfrankrig”, de tradtionelle landbrugsområder, der lider under tiltagene for reformer af EU’s landbrugspolitik. Her forventer man nye – eller genindførelse – af nationale støtteordninger til landbruget og et mere beskyttet marked, end det EU efterhånden kan tilbyde.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon får også betydelig støtte i arbejderklassen, men ellers henter han den hos funktionærer og i de uddannede mellemlag i Frankrigs storbyer, et socialt lag, der i meget højere grad føler sig udsat arbejdsmarkedsmæssigt af den økonomiske globalisering end den tilsvarende gruppe gør i de stærkere EU-økonomier. Melanchon vender sig imod borgerlønsideen, som han frygter fører til mere proletarisering/fattigdom, når den f.eks. som en universel ordning overtager dele af arbejdsgivernes lønforpligtelser.

Frankrig befinder sig et sted midt imellem de økonomisk stærke lande og de økonomisk svage lande i EU.
Landet har høj arbejdsløshed (i underkanten af 10 pct), specielt blandt de unge. Der er gennemført nyliberale arbejdsmarkedsmæssige reformer, der skulle have styrket landets økonomi på udbudssiden, men som kun har gjort dette i meget begrænset omfang, så BNP-væksten har været stagnerende i en længere årrække med dårlige virkninger på beskæftigelsen.

Kilde: Eurostat.

Hvad er baggrunden?

Det er ikke kommet særlig klart frem i mediedækningen af det franske valg. Men en stor del af de politiske uenigheder drejer sig om virkningerne af ØMU’en (Økonomisk-Monetær Union) og fællesvalutaen euroen. Det er et politisk, føderalistisk projekt, der blev startet af kommissionsformand Jacues Delors, den tyske kansler Helmuth Kohl og den franske præsident Francois Mitterrand som udløbere af den europæiske fællesakt (det indre marked med de 4 friheder) og Maastrichttraktaten. Det var forhastet i forhold til de europæiske økonomiske realiteter, ikke mindst efter optagelsen af 10 østeuropæiske lande i 2004. Den politiske vilje var stærkere end de økonomiske realiteter.
For at kunne få en fællesvaluta til at fungere er det nødvendigt med en betydelig ensartethed i økonomisk udvikling og økonomisk styrke. Eller også skal man have en overbygning i form af en politisk union med fælles finans- og skattepolitik. Det har midterkandidaten til præsidentvalget Emmunel Macron forstået. Han vil løse ØMU’ens problemer med mere integration. Han forestiller sig, at der skal laves en føderalistisk styring af ØMU’en med et parlament for euro-zonen og en harmonisering af de økonomisk-sociale politikker.

Harmonisering (“konvergens”) troede man i lang tid ville komme mere eller mindre af sig selv. Der blev opstillet konvergenskriterier med krav til størrelsen af statsgæld, underskud på statsbudgettet i pct af BNP (højst 3 pct) og ensartede inflationsrater og renter.
Det viste sig imidlertid, at der var for store forskelle i økonomisk styrke imellem en højtudviklet kerne af lande i Nord- og Centraleuropa (Tyskland, Benelux, Østrig og de nordiske lande) og økonomisk lavereudviklede lande i Sydeuropa og Østeuropa.
I de første har man bedre kunnet drage fordel af globaliseringen. Man har deltaget i den nye internationale arbejdsdeling, den har ført med sig. Der var der store overskud på betalingsbalancerne og lav arbejdsløshed, mens der i de sidste, Spanien, Grækenland, Italien og Portugal, var tendenser til meget svagere økonomi, med ringere betalingsbalancer og større arbejdsløshed. Globaliseringen har splintret disse landes økonomier og skabt sociale delinger. Den sociale kontrakt, man havde under den tidligere industrialisering, er brudt op.
Disse lande kunne ikke længere devaluere den nationale valuta, som nogle af dem havde gjort før, fordi de jo havde fællesvalutaen euro. Og de måtte derfor vente på en langsom forbedring af den strukturelle konkurrenceevne.
I Frankrig har det under Francois Hollande ført til reformer, som er blevet voldsomt upopulære i socialdemokraternes traditionelle vælgerlag i arbejderklassen, – ikke mindst blandt de unge, der lider under de mange midlertidige ansættelsesforhold. Forsøgene på at lave en mere fleksibel økonomi er kun ført halvhjertet igennem og har skabt delinger blandt lønmodtagerne i A- og B-hold.

I især Frankrig og Italien bredte den folkelige skepsis sig i form af dannelsen af populistiske bevægelser, Front National i Frankrig under ledelse af Marine le Pen, og fem-stjernebevævelsen i Italien under ledelse af Beppe Grillo. De forlangte deres lande trukket ud af euroen/folkeafstemninger om fortsat deltagelse. Marine Le Pen har i valgkampen 2017 illustreret problematikken, som den ser ud fra hendes synsvinkel, med diagrammet herunder.

Kilde: Le Figaro.  Figuren viser udviklingen i industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og de svagere sydeuropæiske lande. Det hænger sammen med stærkere tysk konkurrenceevne. Euroen er en “billig valuta” for Tyskland, en dyr for de svagere sydeuropæiske økonomier.

I Frankrig deltes den folkelige skepsis imod “elitens EU-projekt” op til præsidentvalget i 2017 i dels Marine Le Pens højrenationalisme, dels i den mere venstreorienterede retning under ledelse af Jean-Luc Melenchon, hvor man vil genforhandle den økonomiske del af EU-traktaten og reetablere Frankrigs deltagelse i internationalt samarbejde på et mere universalistisk, FN-baseret grundlag.

De to kandidater er ofte set som en del af samme kategori. Begge populister. Begge “uansvarlige” økonomisk og politisk. De er dog så forskellige, at det er meget angribeligt at se dem som to alen ud af et stykke. Le Pen har nok set noget rigtigt i det franske konkurrenceevneefterslæb og de tilhørende problemer i euro-konstruktionen, men ellers er hendes 144 forslag til præsidentiel politik i den kommende 5-års periode en deprimerende udstilling af højrenational, xenofobisk, lov-og-orden og isolationistisk politik.
Det er derfor mere relevant at sammenligne hende med Donald Trump, end når det gælder Melenchon. Han er blevet dæmoniseret i dele af den franske presse som en fransk “Hugo Chavez” tilsat lidt Fidel Castro. Det er urimeligt, da hans politik hviler på et gennemarbejdet økonomisk program, som ikke er en kopi af sydamerikanske samfundsmodeller.
Men man kan ikke lade være med at spørge, om ikke meget af det er prøvet før? Det gælder f.eks. forslagene om nedsættelse af arbejdstiden og forøgelsen af mindstelønnen (Le SMIC, Salaire Minimum), der som bekendt er fastsat ved lov i Frankrig. Det var nogenlunde det samme, socialisten (PS)  Francois Mitterrand forsøgte i 1981 efter at være blevet valgt til præsident. Det førte til en svækkelse af fransk konkurrenceevne, stigende inflation, voksende underskud på statens budget og betalingsbalanceunderskud, og man måtte i løbet af et par år skifte kurs. Det skete imidlertid i en anden konjunktursituation end den, Frankrig formodentlig står over for nu, hvor der langt om længe ser ud til at være tendens til øget økonomisk vækst i EU-kerneområdet.

I de franske erhvervsinteressers talerør Les Echos har der mildt sagt ikke været opbakning bag en fransk udtræden af euroen. Det vil angiveligt øge udlandsgælden, føre til fordyrelse af importen (efter devaluering), skræmme investeringer væk og føre til kaotiske forhold for de mange komplicerede værdi- og forsyningskæder, som over 30.000 globaliserede franske vireksomheder deltager i henover grænserne. Økonomierne er så sammenfiltret, at det ses som eventyrpolitik at genetablere en mere national økonomisk ramme med en ny franc til erstatning for euro.
Så selv om arbejdsløsheden i 2017 var knap 10 pct i Frankrig og under 5 pct i Tyskland, og sidstnævnte land endvidere havde et eksportoverskud på over 8 pct af BNP, var det ikke på dette plan, en løsning for Frankrig skulle findes, hvis man “spørger virksomhederne”.

ØMU’ens problemer med skabelse af et stærkt center og svage periferier reproduceres internt i den franske økonomi. I Paris-området og andre centre er arbejdsløsheden meget lavere end i den franske udkant.

Arbejdsløshedsprocenten (taux de chomage) i egne af Frankrig. (I pct af erhvervsaktive):

Kilde: Le Monde. Moins de: Under.

I de franske udkantsområder er arbejdsløsheden over dobbelt så høj som i centret. Det er i disse områder Le Pen får størst opbakning.

Det hjalp ikke til at få afhjulpet ØMU’ens problemer, at den konservative tyske regering under ledelse af CDU (Kristelig Demokratiske Union) insisterede på økonomisk besparelsespolitik (austerity politik) med krav om ligevægt eller meget små underskud (op til 0,5 pct af BNP) i underskud på statsbudgetterne i ØMU-medlemslandene. Hvis man i stedet i de økonomisk stærke lande efter finanskrisen havde ført en økonomisk stimulanspolitik med større offentlige investeringer og udgifter, ville man i højere grad have kunnet skabe et marked for de fattigere lande i syd, så de interne spændinger i unionen ikke havde udviklet sig så voldsomt.

Det er ikke kun de økonomiske spørgsmål, der fører til nye delinger i vælgermassen. Det gør det multikulturelle samfund også. Frankrig  er et af de lande, der har størst muslimsk befolkningsgruppe, og tørklæde og andre religiøse symboler er stødt på hård modstand fra den franske sækulariseringstradition (adskillelse af kirke og stat), hvor religionen søges holdt ude af det offentlige rum. I 2016 blev den såkaldte burkini forbudt af 30 franske borgmestre, især i det sydlige Frankrig. Forbudet blev senere dømt ude af den franske forfatningsdomstol. Samtidig er frygten for de kulturelle strømninger udefra forøget som følge af terrorismen, der har ramt Frankrig særlig hårdt de seneste år. Det er en frygt, især Front National har formået at drage fordel af.

Erdogans gamble

Præsident Erdogan spiller højt spil. Han har længe villet reformere den tyrkiske forfatning, så præsidentmagten øges, men han har problemer med at gøre det på en måde, der ikke støder vælgerflertallet så langt væk, at han taber folkeafstemningen den 16. april. Det er det, der forklarer den voldsomme retorik, hvor han beskylder Holland og Tyskland for fascisme og nazisme. Det var ellers beskyldninger, der kunne rettes mod ham selv, når man tænker på den måde, militærkupforsøget i juli 2016 blev slået ned på, – og ikke mindst efterspillet, hvor medier lukkes, journalister forfølges og offentlig ansatte i titusindevis mister deres job på formodede mistanker.
Han mener, det er udslag af fascisme, at regeringerne i Holland og Tyskland udelukker tyrkiske ministre i at komme til valgmøder om forfatningsudkastet for at “oplyse” tyrkere med stemmeret i udlandet om udkastet. Derved skulle den demokratiske debat angiveligt være trådt under fode.

Realiteten er imidlertid, at det er en autoritær statsmagt, der sender sine ministre ud for at propagandere for en forfatning, der vil gøre Erdogan til en slags enevoldshersker. Det er ikke en fri debat mellem ligeværdige. Derfor er reaktionen fra hollandsk og tysk side forståelig. Den hollandske reaktion er også begrundet i indenrigspolitiske forhold. Den hollandske statsminister har behov for at vise “fasthed” i konfrontationen med Geert Wilders ved valget i Holland den 15. marts.

Professor i politologi ved Syracuse University Yüksel Sezgin analyserer forfatningsreformen i Washington Post.  Reformen skal ændre Tyrkiets politiske system fra et parlamentarisk system, hvor præsidenten mest har ceremonielle funktioner, til et præsidentielt system. Det er imidlertid et præsidentielt system, der tildeler præsidenten mere magt, end man har i både Frankrigs og USA’s præsidentialisme.
Præsidenten leder regeringen. Statsministerposten afskaffes. Præsidenten vil blive både regeringschef og statsoverhoved. Præsidenten skal kunne sidde i tre femårsperioder. Og han vil kunne fortsætte som leder af sit parti (AKP). Det vil indebære, at Erdogan vil kunne sidde til 2029, – forudsat at vælgerne giver ham flertal. Men det er der gode muligheder for – af let gennemskuelige grunde. Han vil selv kunne udpege, hvem der stiller op til parlamentet for AKP. Det vil have let ved at fortsætte som dominerende parti. Det er allerede sådan, at der er en spærregrænse til repræsentation i parlamentet på 10 pct, noget, der udelukker oppositionsgrupper fra at komme ind.
Valg til præsident og parlament skal holdes på samme dag, hvad det vil lette det for magten, når valgene skal tilrettelægges og synkroniseres.
Regeringsmedlemmer udpeges af præsidenten, herunder også vicepræsidenten, der bliver stedfortræder for præsidenten, når denne er væk på rejser. Kabinettets (ledende ministres) udnævnelser skal ikke godkendes i parlamentet, som det f.eks. er tilfældet i USA. Forfatningen nævner ikke parlamentariske kontrolmuligheder, så som f.eks. forespørgsel eller muligheder for mistillidsvotum, som det kendes fra parlamentariske systemer. Der bliver ikke mulighed for impeachment (rigsretssag) imod præsidenten, som det er tilfældet i USA, men præsidenten kan med 2/3 flertal indlages for Højesteret for forbrydelser, han måtte have begået i sit hverv som præsident. Men præsidenten kan på et hvilket som helst tidspunkt selvstændigt beslutte at opløse parlamentet og udskrive valg.

Præsidenten kan endvidere udstede dekreter, der har lovvirkning.
Man mangler altså en del af de checks and balances (magtafbalancering, .f.eks. ministerudnævnelsers godkendelse) og magtdeling mellem udøvende og lovgivende magt, som man har i det amerikanske system. Den amerikanske præsidents dekreter skal holdes inden for eksisterende lovgivning.

Hensigten med den nye forfatning er angiveligt at “øge stabiliteten” i landet i en vanskelig tid med terrorisme og kupforsøg som det i juli, hvor fjendtlige kræfter truer landets sikkerhed, herunder også nogle, der, som f.eks. Gulen, gør det fra en position i udlandet.

Erdogans AKP parti har i de senere år kunnet ride på en bølge af økonomisk fremgang. Der har været god vækst i den tyrkiske økonomi, som har kunnet komme relativt brede lag af befolkningen til gode. Det har imidlertid ændret sig noget de seneste år. Arbejdsløsheden er nu relativt høj (12 pct). Priserne stiger meget og truer dermed levestandarden for store grupper af befolkningen. Der er voksende ulighed,  både mellem forskellige grupper af befolkningen og imellem forskellige dele af landet.

De kraftige prisstigninger hænger bl.a. sammen med en større glidende devaluering af den tyrkiske lira de senere år, bl.a. som følge af store betalingsbalanceunderskud.
Landet har en stor udenrigshandel, ikke mindst med EU (60-70 mia euro hver vej), og importvarerne stiger i pris med devalueringen og forringer dermed levevilkårene for den almindelige befolkning.

Det kan være med til at forklare Erdogans populistiske retorik. Han forsøger at aflede opmærksomheden fra problemer, der bliver mere og mere påtrængende. Og han har fundet en bekvem prügelknabe i den europæiske union, som man igennem mange år har forhandlet optagelse i EU med, – men foreløbig uden andet resultat end et medlemsskab af toldunionen. Man har måttet lide den tort at få at vide, at man ikke lever op til de såkaldte Københavnskriterier for medlemsskab (demokrati, menneskerettigheder og retsstat). Hvad er så mere nærliggende over for den indenlandske opinion end at vende disse kriterier om imod EU og beskylde unionen for hykleri, når den forhindrer tyrkiske ministre i at komme ind og debattere “forfatningsreformer”, der skal vedtages ved en formodet demokratisk referendumafstemning i april? Det er grov vildledende demagogi.

Tyrkiet har haft betydelige fordele af at være med i toldunionen. Den er mere vidtgående m.h.t. handelsfordele end de associeringsaftaler, andre middelhavslande har fået tilbudt. Og der har været betydelige EU-investeringer i landet. Erdogan kan potentielt  løbe en betydelig risiko ved nu at køre retorikken så langt, at han begynder at true EU med økonomiske sanktioner og med at ophæve aftalen om indsats imod menneskesmuglerne, som kan forhindre yderligere flygtningestrømme fra Syrien. Hvordan vil der blive reageret fra EU’s side? Man kan forestille sig, at det kan blive vanskeligt at udforme en fælles beslutning om reaktion fra EU-side. Måske skal den fremprovokeres af yderligere eskalering af konfliktniveauet?

Kilde: The Guardian 2.11.15. HDP: Moderne parti med kurderstøtte. CHP: Det republikanske Folkeparti: Det førende sækulariserede parti med fortsættelse af det kemalistiske tankesæt. AK/AKP: Retfærdigheds- og udviklingspartiet. Moderat islamisk konservativt-nationalistisk parti ledet af Erdogan. Der er kun vist partier, der fik repræsentation (med over 10 pct af afgivne stemmer).

 

Der var parlamentsvalg i Tyrkiet 2 gange i 2016, først i juni, hvor Erdogan/AKP ikke fik det ønskede absolutte flertal, og anden gang 1.11., hvor det lykkedes at få absolut flertal, men ikke nok (330) til at lave folkeafstemning om ny forfatning. Det højrenationalistiske parti MHP leverede de nødvendige stemmer til dette i januar 17.

Finanskrise og fordelingsproblematik i Barcelona

Barcelona er en by, som igennem lange perioder har nydt godt af forskellige former for internationale økonomiske forbindelser. Som hovedbyen for Catalonien har den været centrum for en catalansk økonomi, som har nydt godt af økonomiske forbindelser til store dele af Middelhavsområdet og været bindeled mellem dette og økonomien i det catalanske og – fra det 19. århundrede – det spanske bagland.
I dag er byen en af Europas største turistmagneter. Byen giver enestående muligheder for både storbyferie og strandferie. Det skulle give gode muligheder for udvikling af servicesektoren.
Byen forsøger samtidig at tilpasse sig afindustrialisering (faldende beskæftigelse i traditionelle industrier) og globalisering ved at udvikle højere uddannelser, IT og nye typer af iværksættervirksomhed.

Finanskrisen
Byen er blevet ramt hårdt af finanskrisen fra 2008 – ca 2014. Spanien er blevet indrangeret under det såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien), som er blevet ramt i krydsfeltet af germansk austerity-politik og en relativ lønhøjde, der har gjort, at det har været svært at konkurrere med Østen og Sydasien om at få outsourcing-investeringer fra de rigeste lande. Tidligere justerede flere af de sydeuropæiske lande med regelmæssige mellemrum deres valuta i forhold til den hårde Deutsch-mark. Efter euroens indførelse kan de ikke længere det. Nu er de nødt til at outperforme Nordeuropa m.h.t. lavinflation, – eller sats på strukturel konkurrenceevne, hvad de ikke har haft stor succes med i de første år efter finanskrisen. Det har heller ikke hjulpet, at de kom ind i denne krise med opsvulmede ejendoms- og anlægssektorer, et resultat af fællesvalutaen og lavrentepolitikken i den europæiske Centralbank, som førte til prioritering af boliginvesteringer.

Årsager til stigende ulighed
Den spanske avis El Pais peger på følgende hovedfaktorer som årsag til stigende ulighed:

1 Finans- og investeringsplanlægning, der muliggør mindre territoriel rodfæstethed og gør det lettere at undgå skatteforpligtelser, hvilket giver på den ene side større ophobning af indkomster hos nogle og ringere ressourcer hos de offentlige myndigheder til styrke fordelingspolitikken fra det offentliges side.
2 Vekselvirkningen mellem globalisering og teknologiske ændringer giver betydelige virkninger på arbejdsmarkedet, idet nogle udsættes for for tidlig udstødning, andre kommer ud i marginaliseret beskæftigelse, og endelig er der en almindelig tendens til fald i indkomster.

Vekselvirkningen mellem teknologiudvikling og arbejdsmarked gør lønhierarkierne yderligere hierarkiske, når globaliseringen  bevirker en langt større efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft end lavtuddannet.
Det virker voldsomt i et land som Spanien, hvor uddannelsessektoren er udbygget de senere år men uden, der er tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder lokalt.
Mange nyuddannede arbejdstagere har dog draget fordel af det indre markeds fri bevægelighed til at forlade landet og søge arbejde andre steder. Denne brain drain har ikke gjort det spanske problem mindre.
Fra 2014 er det efter mange økonomers mening begyndt at gå lidt fremad m.h.t. vækst og beskæftigelse.
Det ser ikke så sort ud som i Grækenland, et land, der har tabt 25 af sit BNP siden finanskrisen, men det har i perioder været lidt derhenad.

Ulighed imellem bydele i Barcelona
Arbejdsløsheden i Spanien er stadig meget høj, og bedringen af økonomien sker langsomt. Hertil kommer, at, ifølge den catalanske avis El Periodico, så sker der en fortsat uddbygning af indkomstforskelle i storbyen Barcelona. Ud fra indsamlede data fra skattekontoret – og altså ud de opgive skattedata – kan man se, at indkomstforskelle er blevet dramatisk forøget under krisen. Det rigeste kvarter i byen, Pedralbes, har gennemsnitsindkomster, der er over 7 gange så høje som det fattigste kvarter, la Trinitet Nova, der ligger i den nordlige del af byen omgivet af andre tilsvarende fattige kvarterer.

Kilde: El Periodico.  På linket til venstre får du forbindelse til kortet, der er vist ovenover. Faneblade øverst giver (på linket) mulighed for at sammenligne udviklingen fra 2014-15.
Ordforklaring: Indice de renta familiar: Indeks for familieindkomst (gennemsnitsindkomst indeks 100). Muy baja: Meget lav. Muy alta: meget høj. Der er lavet en ranking af kvartererne fra 1, det rigeste, til 72, det fattigste. Når man klikker på kvartererne på kortet, viser det en taleboble som ovenfor med oplysningerne. Los barrios (kvartererne) indgår i distritos (distrikter).

El Periodico følger op med en artikel 17. januar: La Rente sigue a cayendo....  Indkomsten fortsætter med at falde som bly i de fattigste kvarterer i Barcelona.

I denne artikel vises der en figur over udviklingen i kvarterer på forskellige indkomstniveauer:

Avisen mener, at trods al snakken om økonomisk opsving uddybes de sociale kløfter stadig i en by som Barcelona:

Byen er “stadig offer for krisen”, skriver man. De deprimerende tal kommer fra Barcelonas kommune (ayuntamiento de Barcelona).

Bystyre og lokalt demokrati?
Barcelonas bystyre har traditionelt været præget af en gammel “politisk kaste”,  der består dels de landsdækkende partier Partido Popular (Konservative) og PSOE (socialdemokrater), dels regionale catalanske partier som CiU (det tradtionelt dominerende borgerligt catalansk-nationalistiske parti) og det mere venstredrejede ERC (Esquerra Republicana Cataluna).
Finanskrisens voldsomme gennemslag i Spanien med massearbejdsløshed, tvangsauktioner og udsættelse af lejere, som ikke kunne betale huslejen, førte til dannelse af spontane græsrodsbevægelser.
Ved sidste valg til bystyret i 2015 opstillede disse bevægelser et fælles politisk valgprogram (Barcelona en comun), og de rykkede ind i bystyret med Barcelonas første kvindelige borgmester, Ada Colau, der havde været aktiv i bevægelsen imod udsættelser. Det politiske flertal var skiftet, og der blev fremlagt planer om støtte til nogle af de værst fattigdomsramte bydele:

“Denne uge annoncerede den nuværende kvindelige borgmester Ada Colau (Barcelona en Comú, “Barcelona Står sammen”), en plan for kvartererne, der just lægger hovedvægten på de værst ramte kvarterer i byen, så som Nou Barris, Ciutat-Vella y Sants-Montjuïc. Borgmesteren lovede en investering på 150 mio euro i 15 kvarterer“.

Det må siges at være et relativt begrænset beløb, og man kan spekulere over, hvor stor forskel det kan gøre? Men det er som bekendt svært at klippe flere hår af en skaldet. Der må satses på udvikling af økonomien, dels efter velkendte markedsøkonomiske principper, og dels efter principperne om kollaborativ økonomi, som de blomstrende græsrodsbevægelser i byen har eksperimenteret med.

Den nye spanske politiske bevægelse Podemos (“Vi kan”) står relativt stærkt i Barcelona. Partiet er mere åbent over for catalanernes krav om folkeafstemning om selvstændighed end de etablerede partier, det konservative Partido Popular og det socialdemokratiske PSOE. I et forsøg på at få løst op for fastlåste regeringsforhandlinger i Madrid har man dog renonceret lidt på kravet.

EU 
Spanien er underskriver af Finanspagten i EU (2014), hvor man fastsatte som mål, at et land højst må have 0,5 pct i strukturelt underskud på statsbudgettet. Det strukturelle underskud er underskuddet renset for virkningerne af konjunkturen.
Det er den tyske besparelsespolitik (austerity), der slår igennem som fælles økonomisk politik for eurozonen (Danmark er dog også med i finanspagten, selv om DK ikke er med i euroen).
Man forsøger at spare sig ud af de store statsbudgetunderskud, der underminerer mulighederne for at få orden i den offentlige sektors økonomi fremover p.g.a. voksende rente- og afdragsudgifter på statsgælden. Politikken kritiseres af keynesianske økonomer, som mener, det fører til en nedadgående økonomisk spiral i især de svageste lande.

Økonomiske nøgletal 
Er det korrekt, at man nu har set bunden af krisen, og det går fremad for den spanske økonomi?

Man kan faktisk se spæde tegn på en fremgang:

Kilde: The Economist 8.2.17.

Figuren ovenover viser, at der er nogenlunde fremgang i produktionen (GDP, BNP), men med svagt faldende tendens fra 2016-17. Selv forbrugerprierne er nu stigende. Spanien er ellers tæt på at være blevet ramt af det europæiske deflationsspøgelse – med negativ prisudvikling. Det afgørende opmuntrende – hvis man kan kalde arbejdsløshedstal på over 18 pct det – er, at arbejdsløsheden (og ungdomsledigheden) har været faldende de sidste par år.

Andre økonomiske indikatorer vidner også om en spæd fremgang:

Kilde: Samme som foregående.

Spaniens handelsbalance (trade balance) er stadig negativ med et minus på over 20 mia euro. Men betalingsbalancen, som også indbefatter tjenesteydelser, er i plus, endda et ret stort plusbeløb. Det er bla. Barcelonas ganske betydelige turistindustri, der er med til at skovle disse penge ind. Spanien er en del af eurozonen. Så der er ikke noget overraskende i valutakursen. Det mest negative nøgletal er nok det offentlige budgetunderskud på -4,6 pct af BNP. Det skyldes dels virkningerne af krisen, som giver lavere skatteindtægter og større udbetalinger af understøttelser, dels at centralregeringen i Madrid har evige problemer med at styre de ret “autonome” provinsers (Las Autonomías) finanser. Catalonien overfører som en af  de rigeste af provinserne ganske betydelige midler til centralregeringen, hvad der traditionelt er et af hovedkonfliktpunkterne imellem Catalonien og Madrid. Et centralt krav for selvstændighedsbevægelsen er egen skatte- og finanspolitik, så man selv kan bestemme over finansoverførslerne via centralregeringen i Madrid til de fattige regioner.

Man kan se på især renten (interest rate) på benchmark-obligationen, den tiårige statsobligation (government bond), at Spanien er ved at have fjernet sig fra en situation som den, den græske katastrofeøkonomi er i.
Der er stadig langt ned til dansk eller tysk lavrente, men selv med en rente på 1,82 er det formodentlig ikke helt umuligt at forrente og afdrage statsgælden. Med det fortsat betydelige budgetunderskud, der løbende skal finansieres igennem optagelse af statslån, kan man dog ikke sige, at Spanien er helt ude af krisen. Udviklingen i industriproduktionen ser heller ikke for god ud.

---

Husbesætterbevægelsen
Finanskrisen ramte hårdt i Spanien, og bl.a. i Barcelona var antallet af tvangsauktioner stort:

Kilde: El Periodico (catalansk avis). Desahucios: Husudsættelser (ved fogedens hjælp). Impago de alquiler: Manglende huslejebetaling. Impago de hipotecas: Manglende prioritetslånsbetaling. Ved 353 huse og lejligheder (viviendas) blev der ydet støtte i 2015 fra de sociale myndigheder til evt genhusning eller anden hjælp.

De mange husudsættelser førte til dannelse af bevægelsen imod (Desahucios). I lighed med andre sociale bevægelser, der kom i medfør af krisen, f.eks. arbejdsløshedsbevægelsen og den bredt baserede 15-M bevægelse, der bl.a. var med til dannelsen af partiet Podemos, der fik stor tilslutning ved de seneste valg i december 2015 og juni 2016. Det tabte dog en del stemmer ved valget i 2016, men var i stand til at opretholde samme parlamentariske repræsentation, idet det var gået i valgsamarbejde med partiet IU (Unidos Podemos).
Der blev også dannet et parti i den politiske midte. Partiet Ciudadanos (“borgere”). Det blev dannet på modstand imod korruption i det politiske system.
I december 2015 blev spansk politik altså totalt omkalfatret. Siden systemskiftet i 1978, hvor en  demokratisk forfatning blev indført, var magten skiftet imellem de to partier, Partido Popular (konservativt) og PSOE (socialdemokratisk). Mange spaniere var trætte af de to partier og belønnede de nye bevægelser (Podemos og Ciudadanos) ved stor vælgerstøtte i 2015. De havde dog vanskeligheder ved at klare overgangen fra at være bevægelser til at være partier. Regeringsforhandlingerne efter valget i 2015 trak ud, og det endte nærmest i kaos, som førte til nyt valg i juni 16. Her blev PP-statsministeren Rajoy belønnet for sin stædighed i fastholdelse af regeringsmagten, så PP fik betydelig fremgang. Rajoy dannede en skrøbelig mindretalsregering med støtte fra Ciudadanos. Det systemskifte Podemos havde håbet på, hvor partiet ville passere PSOE, materialiserede sig ikke.

Kilde: El Mundo.

Spanien er et parlamentarisk demokrati, hvor et regerende flertal i Deputeretkammeret udgør 176, jvf fig. ovenover. Rajoy-regeringen har ikke flertal alene eller sammen med Ciudadanos. En mulighed kan være småpartierne, der stiller op både til parlamentet i Madrid og i provinsparlamenterne, f.eks. ERC fra Catalonien eller EAJ-PNV fra Baskerlandet. ERC ligger noget til venstre for PP og vil derfor nok ikke kunne indgå i parlamentarisk basis. Mandatet fra de Kanariske Øer og EAJ-PNV vil være mere oplagte. PSOE kan måske også være en mulighed, med mindre socialdemokraterne frygter for vælgerafskalning til Podemos, hvis de støtter en finanslov med PP.

---

Links:
Udvikling i gini-koefficient. (Worldbank)
Landeprofil Spanien hos worldbank.org.
Arbejdsløshed (Spanien sammenlignet med EU. Hos Eurostat). Arbejdsløshed i Catalonien og Barcelona (tasa de Paro: Arbejdsløshedsrate).
Gini-koefficienter ifølge Eurostat.
Risiko for fattigdom regionalt fordelt. Og stigning i risici for fattigdom regionalt.

Barcelonas kommunalstatistik indeholder interessante tal for udviklingen i indkomstfordeling, fattigdom og social eksklusion: http://www.idescat.cat/pub/?id=ecv&n=7596&lang=en

Min baggrund for at skrive om Catalonien er bogen Catalonien vil Selv (Geografforlaget 2006), som jeg har skrevet sammen med geografen Per Werge.

That calls for an end to Austerity!

Eurozonens problemer i midt 10’erne har ført til en intens debat om, hvem der nyder godt af den meget ulige udvikling, der har været i området. Er det Grækenland, Italien og andre sydeuropæiske lande, der har ført en letsindig politik med overforbrug og ineffektive offentlige finanser, eller er det Nordeuropa med overskud på betalingsbalance og lavere arbejdsløshed? De sidste kom til at betale for hjælpepakker til at klare de førstes problemer med at betale for en stor statsgæld.
Når man ser danske mainstreammediers behandling af problematikken synes der ikke at være meget tvivl om, hvem der skal bebrejdes. Grækerne har levet over evne. Nordeuropæerne – ikke mindst danskerne – har optrådt dydigt, som de økonomiske dukse, de er. Og det er kun ret og rimeligt, at straffen nu kommer til de dovne grækere, når græske småøer sælge til Warren Buffett og andre finanstycoons.
Den tidligere amerikanske direktør for Federal Reserve (den amerikanske nationalbank) har skrevet om problemet på sin blog, og han ser lidt anderledes på problemet. Han mener, at det er Tyskland, der især har nydt godt af en euro, der giver en god konkurrenceevne til de tyske virksomheder, så de har kunnet stå for en eksport, der har givet Tyskland et kæmpestort (over 7 pct af BNP) vedvarende betalingsbalanceoverskud. Hvis euroen ikke var der, ville en tysk valuta blive revalueret, så de tyske virksomheder ville få sværere ved at opretholde så stor en eksport. Han dokumenterer det bl.a. ved at vise tal for udviklingen i arbejdsløshed i eurozonen uden Tyskland og i Tyskland, hvor den er meget højere i eurozonen uden Tyskland og lav i Tyskland.
Han sammenligner endvidere væksten i USA og eurozonen, hvor sammenligningen klart falder ud til USA’s fordel – med en betydelig bedre udvikling i beskæftigelsen de senere år.
Bernanke konkluderer, at euro-konstruktionen (reglerne for ØMU’ens funktionsmåde, jvf nedenfor) er forkert skruet sammen. Man burde ikke kun straffe underskudslande, men også lande, der som Tyskland (og Danmark?) har vedvarende høje betalingsbalanceoverskud.
Og sparepolitikken (austerity) har bevirket, at eurozonen som helhed har måttet døje med langt lavere vækst end andre områder i Verden.

Det er bemærkelsesværdigt, at danske politikere ikke har forholdt sig til denne problematik. Godt nok er Danmark ikke med i ØMU’ens tredje fase (et af de fire danske forbehold til Maastrichttraktaten), men man er jo med i finanspagten, der sætter de snævre kriterier for budgetunderskud, og man kunne godt formulere sig sammen med andre kræfter i EU-området, fordi mange lande, og ikke mindst de svage på arbejdsmarkedet i disse lande lider under den førte politik, der ikke har skabt arbejdspladser nok.

“With a Knife at my neck”

Meget kan man sige om Tsipras, den græske premierminister, men at han er en ganske effektiv politiker, der forsøger at få det mest mulige ud af en fastlåst situation, er der næppe nogen tvivl om.

Det er forståeligt, at han spiller op til den hjemlige opinion, som det sker med ovenstående bemærkning, som han fyrede af på græsk TV i går. Men om det har været klogt i forhold til dem, der skal laves aftaler med, er en anden sag. Han er dog formentlig nødt til at forsøge at sælge en dårlig aftale over for den græske vælgeroffentlighed. Selv om det  bliver en hård kamp at få følgelovgivningen igennem det græske parlament, og det måske ender med en opløsning af hans eget parti, Syriza, så er spørgsmålet om, han ikke netop handler ud fra, hvad det græske folk inderst inde helst vil have? Opinionsmålinger har vist, at de med 85 pct flertal foretrækker at blive i euroen. Utrygheden ved alternativet er for stor. – selv om det nok er det, landet ville have bedst af på længere sigt. Og her tænker man ikke på det tyske paradeforslag om at gå ud af euroen i fem år.

De argentinske erfaringer fra 2002 og årene frem viser, at en kraftig devaluering kan få store virkninger på en fastlåst stagnationsøkonomi. Argentina havde bundet sin valuta til den amerikanske dollar v.h.a. et currency board, som sikrede en fast dollardækning i forhold til argentinske pesos. Men reallønsnedgangen for store befolkningsgrupper var smerteligt.

Det, der er galt med den græske aftale, der lige er indgået efter lange natteforhandlinger, er, at det er austerity oven på austerity. Og det har vist sig allerede én gang at være en dårlig ide. Statistiske data for BNP vækst bekræfter dette, jvf figuren herunder.

Kilde: Eurostat. Det er interessant at se, hvordan det er gået UK, som har kørt med egen valuta.

Figuren viser, hvor dybt det græske BNP-fald var. Resultatet blev en arbejdsløshed, der har slået rekorder i forhold til recessioner andre steder. Men man kan også se tendens til, at økonomien begynder at rejse sig lidt fra. Der er en opadgående trend. I den situation hælder man så ekstra austerity-kul på kedlen, så der formentlig kommer nye dyk i væksten. Det er en hovedrystende politik. Den tidligere finansminister Varoufakis har sammenlignet aftalen med Versaillestraktaten i 1919, der som bekendt førte til tysk gæld og tyske krigsskadeserstatninger i et omfang, der førte til en økonomisk stagnation, som indirekte kunne have banet vejen for Hitlers magtovertagelse. Historiens ironi er så, at man belært af disse erfaringer lod Tyskland nedskrive omkring halvdelen af sin krigsgæld fra II. Verdenskrig ved Londonkonference i 1953.

Nu står Tyskland så som det land, der er kommet bedst ud af euro-konstruktionen (valutaen er jo for øvrigt modelleret efter deuschemarken med lavinflation som topprioritet for den europæiske centralbanks ageren), jvf figuren. Tyskland har efterhånden euroområdets laveste arbejdsløshedssatser.

Det er dog ikke euroen i sig selv, der er problemet, men den tåbelige økonomiske politik, man har ført i et misforstået forsøg på at gøre den til en stærk valuta og en tro på strukturreformer som tilstrækkeligt kriseværktøj. Den tysk inspirerede sparepolitik viste sig at være en fejltagelse, når den kom som opfølgning på en finanskrise, der i forvejen tog pippet fra de økonomiske konjunkturbevægelser.

Demokratisk underskud i ny udformning

Det “demokratiske underskud” er et gammelkendt problem i forbindelse med EU-beslutninger. Det går på, at der er lang vej fra vælgerne til beslutningerne og på, at et embedsmandsorgan som Kommissionen har fået så stor en rolle i EU’sbeslutningstagning med initiativretten og opgaven med at drive integrationen fremad.
Med beslutningen om den 3. græske gældsaftale i 2015 rejstes demokratiproblemet på en ny måde.
Var det demokratisk, at Alexis Tsipras, den græske premierminister, udskrev folkeafstemning 5. juli for at lade de græske vælgere tage stilling til forslaget fra Eurogruppen?
Det var vel tilsyneladende demokratisk at lade det direkte demokrati råde her? Hvis folket skulle “have ejerskab” til den lange proces med at komme igennem gældsafviklingen var det vel rimeligt at lade folket bestemme?
Ja, men problemet var bare, at det endte med en aftale, der var endnu værre end det forslag, der blev stemt ned ved folkeafstemningen. Det var også et stort demokratisk problem, at EU’s topledere blandede sig med at komme med gode råd til vælgerne om, hvad de burde stemme.
Eurogruppen – og specielt nok de tyske beslutningstagere – blev midlt sagt rasende over, at sagen kom ud til folkeafstemning. Det var første gang i EU’s historie, at der blev lavet en nationalt folkeafstemning i en sådan sag. Det var en ny og uventet procedure at smide ind i en forhandling, hvor mange teknikaliteter indgik, og hvor sagen normalt var blevet løst imellem de indirekte folkevalgte repræsentanter (regeringslederne) og embedsmændene. Hertil kom det principielle spørgsmål: Hvad nu, hvis grækerne havde stemt ja, og “hjælpepakken” efterfølgende ville blive stemt ned af vælgere i andre lande? For hver af eurolandene skal efterfølgende tage stilling til det, der er besluttet, enten via parlamentet i det pågældende land, eller ved folkeafstemning, hvis landet beslutter det. Eurogruppen tager beslutning ved konføderal procedure (mellemstatslig, ikke overnational), idet eurogruppen er en til lejligheden sammensat gruppe af lande. Den er ikke et formaliseret led i belsutningsprocedurerne nævnt i unionstraktaten. Derfor skal alle være enige (Finland var f.eks. ved i lang tid at blokere for en beslutning om gældslettelse/gældsomstrukturering).

Aftale om græsk gæld

Sådan beskriver det amerikanske online-magasin Politico Tysklands stærke duo, finansminister Schäuble og forbundskansler Angela Merkel. Set fra den anden side af Atlanten tager den nye drejning i det græske eurodrama sig temmelig kuriøs ud. Der må efterlyses mere solidaritet fra EU-toppens side, siger mange amerikanske kommentatorer, herunder også økonomerne Krugman og Stiglitz.

Det forklares ved, at Merkel er underlagt populistiske hensyn til indenrigspolitikken og den tyske opinion, som ser rødt, når snakken går på at skulle vise mere solidaritet med Grækenland.
Derfor de utrolig hårde krav til Grækenland. Som betingelse for, at man overhovedet vil gå i gang med at forhandle en ny hjælpepakke til landet, skal det græske parlament inden onsdag have vedtaget en række af Eurogruppens krav (som Euro-gruppen ikke engang indbyrdes er enige om). Det er næsten med disse krav som om, Grækenland er blevet indlemmet  som delstat i Tyskland. Landets suverænitet er tilsyneladende blæst bort.

Det er betænkeligt, at to af de toppolitikere, der skulle være ansvarlige for Europas fremtid, underlægger sig en opinion, der har fået åndelig massage af sensationelle medier, der har set gode historier i den græske nedtur – og ikke ser, hvordan Tyskland og dets rige nærmeste naboer i høj grad er medansvarlige for den græske situation igennem flere års austerity politik med tilhørende opbygning af asymmetriske ubalancer i EU’s udenrigsøkonomi. Det burde kalde på mere solidaritet med landet, der er endt i en arbejdsløshed på over 25 pct (50 pct for unge).

Merkels koreografi var perfekt. Lige efter at være ankommet til topmødet i Bruxelles søndag fyrede hun karske kanonader ud i medierne om græsk adfærd og troværdighed som den “valuta”, der havde lidt mest skade. Det var få timer før de tyske nyhedsmedier, som overværes af flest tyskere, gik i luften med nyheder om den fortsatte udvikling i den græske tragedie. Med bogholderimæssig sans for detaljer er tyskerne rasende over de godt 90 mia euro, som var prisen for at redde de tyske storbanker ud af det græske gældsdynd i 2012, en situation, disse banker selv havde anbragt sig i.

Når det kommer til stykket, er intet menneske jo en ø, som John Donne så smukt formulerede det for over 400 år siden:

No man is an island,
Entire of itself,
Every man is a piece of the continent,
A part of the main.
If a clod be washed away by the sea,
Europe is the less.

Sidste nyt:

Der blev nået en aftale om en tredje hjælpepakke mandag morgen, men når man ser på det samlede resultat, må man nok sige, at Donnes ord stadig står til troende. Eurogruppens formand præsenterede det således:

Eurogroup president Jeroen Dijsselbloem says that the Greek parliament must immediately start passing legislation to implement the measures agreed in Brussels.

If Athens does that on Tuesday and Wednesday, then the Eurogroup can take a view on Wednesday, and then national parliaments can give their own approval for a third bailout.

Det er med nogle betingelser om handling i retning ad hurtig vedtagelse af reformer i det græske parlament knyttet til.
Tsipras opnåede igennem den lange natteforhandling, at en fond med indtægter fra græske privatiseringsaktiver, der efter tysk krav skulle være stationeret i Luxembourg, og som skulle bruges til ny kapitalisering (dvs opbygning af tilstrækkelig egenkapital) af de græske banker, nu kunne anbringes i Athen i stedet.
I forhold til Merkel nåede han ikke langt med de græske ønsker. Han risikerer at stå til en ordentlig omgang, når han kommer hjem – måske opløsning af Syriza?
Med hensyn til det vigtige spørgsmål om reduktion af gæld, siger aftalen, at der ikke bliver nogen hair cut (nedskrivning af gælden).
Til gengæld nævner aftalen, at det samlede finansieringsbehov for gældsomstrukturering og reformer over årene kan komme op på 82 – 86 mia euro:

The Euro Summit takes note of the possible programme financing needs of between EUR 82 and 86bn, as assessed by the Institutions. It invites the Institutions to explore possibilities to reduce the financing envelope, through an alternative fiscal path or higher privatisation proceeds.

men uden klart at sige, hvem der kommer til at stå for den ekstra finansiering. Noget forventes af komme via nye skatter og privatisering.  “The institutions” er trojkaen (Kommissionen, ECB og IMF).
Og den taler om, at gælden skal være “bæredygtig” for grækerne. På den måde imødekommer man faktisk de ønsker om at forblive i euroen, som opinionsmålinger har vist, at det græske folk prioriterer højt. Der er formentlig frygt for det drop i levestandard, en indførelse af en meget devalueret ny drachme kan føre til.

Det er for øvrigt sandsynligvis første gang, topmødebeslutninger i EU kan være påvirket af de sociale medier. Hashtaggen
#thisisacoup var med til at rejse en storm af forargelse over de tyske krav. Kommentatorer var ikke utilbøjelig til at mene, det kunne have påvirket stemningen til fordel for Grækenland. Det er også muligt, at Tyskland kom med det formål at få en aftale, og altså den bedst mulige aftale i tyske øjne ved at konstruere en fremskudt forhandligsposition tidligt i forløbet.

Grexit – endnu engang

Grexit er blevet en never-ending story.  Hvorfor lader denne krise for EU sig ikke løse?
Grækenland var dårligt forberedt, da finanskrisen kom i 2008. Inden da havde man levet af lån, som var blevet billige som følge af den fælles pengepolitik i eurozonen. Bygge- og anlægssektoren ekspanderede alt for voldsomt i forhold til landets behov for boliger og turisthoteller på længere sigt. Man var for rundhåndet med lønninger og pensioner til nogle grupper af offentlig ansatte. Og det var alt for svært for en svag stat at inddrive skatter fra de velhavende og fra de mange småvirksomheder i landet. En EU-rapport fra 2014 har opgjort, at 1/3 af momsindtægterne forsvandt i svindel med regnskaber og skatteunddragelser.
Det gamle fjendskab til naboen Tyrkiet førte til fortsat høje militærudgifter (2,1 pct af BNP i forhold til et gennemsnit for NATO på 1,6 pct af BNP). Efter østudvidelsen af EU kørte en del af støtten fra EU’s fonde væk fra Grækenland og henimod disse nye medlemslande.

Hertil kom så problemer, der hang sammen med selve eurokonstruktionen. Den fælles valuta sikrede en lav valutakurs for de stærke nordlige EU-økonomier over for lande uden for EU, samtidig med, at valutakursen var rigelig høj for de langt mindre konkurrencedygtige sydeuropæiske økonomier. Lande som Tyskland, Danmark og Sverige oparbejdede stigende betalingsbalanceoverskud. Det blev modsvaret af stigende underskud i de sydlige lande. Denne skævhed var der ikke noget sanktionssystem imod, som der f.eks. var og er over for statsbudgetunderskud.

Underskuddene på det græske statsbudget blev finansieret ved udstedelse af statsobligationer, som i vidt omfang blev købt af tyske og franske banker. Da krisen kom, blev renterne (lave kurser) på disse ubærlige. I den situation startede man hjælpepakker (bail outs), som egentlig var imod de regler, der var stillet op for ØMU’en, hvor landet snarere skulle idømmes strafbøder, hvis det overskred konvergenskriterierne. Hvis Grækenland havde handlet efter ØMU-reglerne, var landet blevet nødt til at misligholde lånene, og det europæiske banksystem kunne være blevet hårdt ramt af tabet på de store obligationsbeholdninger. Men det er jo den risiko, investorer må påtage sig, når de investerer. Hjælpepakkerne blev altså brugt på at holde liv i en række storbanker, som ellers ville have lidt store tab. Og alternativt kunne de stater, som de var hjemhørende i, være blevet tvunget til at undsætte dem via deres egne statsudgifter (når man nu engang retter sig efter “too big to fail” princippet).

Den græske gældskrise er tilspidset dramatisk her i sommeren 2015. Landet kan ikke længere overholde låneforpligtelserne. Eurogælden på 320 mia euro udgør omkring 177 pct af BNP (efter BNP-fald på 25 pct som følge af den nedadgående spirals økonomi).

De store hjælpepakker, landet fik i 2010 – 12 var som nævnt  i vidt omfang gået til at betale en række af de investorer, der havde investeret i græske obligationer i håb om en økonomisk gevinst. Det var en mindre del af hjælpepakkerne, der havde tilflydt det græske folk.

Hvis pengene var blevet investeret i udbygning af uddannelser og infrastruktur i Grækenland, villle landet have haft bedre udsigter til en langsigtet løsning, idet det græske erhvervsliv så var blevet mere konkurrencedygtigt.

I stedet stillede man som betingelser for yderligere forlængelse af lån, at der skulle “gennemføres reformer”. Det havde Syriza-regeringen, der trådte til efter et valg i starten af 2015 svært ved at goutere, da reformerne ville ramme pensioner, offentlige lønninger og sociale ordninger.
Man sagde derfor nej til Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav om reformer. En del af reformkravene drejede sig også om udbudssideeffekter på økonomien, f.eks. krav om forøgelse af pensionsalderen (til 67 år, hvilket regeringen var indstillet på), samt forskellige opblødninger/dereguleringer, der skulle kunne øge udbudet af arbejdskraft og gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Det var dog ret tvivlsomt, hvor stor effekt reformerne reelt ville få, også selv om de blev gennemført helt og fuldt.

Den græske regering lagde det ud til en folkeafstemning den 5.6., om man skulle imødekomme kravene, der kunne føre til en forlængelse af lånene og dermed fortsat tilførelse af euro. I tilfælde af nej kunne det føre til græsk exit fra euroen. En sådan exit erklærede den græske regering, at man ikke kunne affinde sig med.
Der er ikke nogen juridisk bestemmelse i ØMU’en om ophør af medlemsskab. De øvrige euro-lande vil altså ikke formelt kunne smide Grækenland ud af euroen. Men i mangel af tilførelse af euro fra ECB, ville landet reelt kunne komme i en situation, hvor man ville blive nødt til at begynde at printe drachmer igen, hvis man ville undgå en total nedsmeltning af økonomien, hvor der ikke ville være penge til at aflønne offentlig ansatte og udbetale sociale ydelser, eller i det hele taget få en normal pengeøkonomi til at fungere.
Det ville imidlertid blive en stærkt devalueret drachme, man ville stå med. Derfor havde mange grækere da også trukket penge ud af bankerne i den forløbne periode for at undgå et devalueringstab på deres penge.
Landet var nødt til at indføre kapitalkontroller for at modvirke yderligere udtrækning af penge.
Folkeafstemningen endte som bekendt med et dundrende “nej” til lånevilkårene. Det var udtryk for tillid til den siddende regering med premierminister Tsipras i spidsen. Finansministeren valgte at trække sig, idet han følte, at han i for høj grad var blevet en rød klud i investorernes/kreditorernes øjne. Han kom med en besk bemærkning om, at han var blevet skydeskive for disses had, hvilket han i øvrigt følte sig stolt over.

Det medvirkede næppe til et bedre forhandlingsklima, men det understregede det problematiske i behandlingen af landet og de udemokratiske i at behandle landets valgte ledere på den måde.

Bruxelles burde ikke befatte sig med at skabe og vælte regeringer. Men det er ikke desto mindre det farlige punkt, som Eu’s dårlige håndtering af den græske krise har medført. Unionen “skabte” den nuværende Syriza-regering i januar ved at nægte dens forgænger Nyt Demokrati de mildere lånevilkår på gælden, som ville have givet den muligheden for at blive ved magten. Men det ville blive udlagt som det, der nu engang kan ske.

Det er en problematisk udvikling, som aldrig var forudset eller ønsket, da man lavede planerne om en europæiske union. Det skulle være formelt ligestillede nationer, der indgik i projektet, og det er temmelig udemokratisk, at en blanding af finansiel og bureaukratisk magt som Trojkaen (IMF, ECB og Kommissionen) har fået den magt over et EU-medlems økonomiske politik, som det er sket i det græske tilfælde.

Da de græske vælgere stemte nej ved folkeafstemningen den 5.7.15, tilspidsedes den græske krise. Tsipras-regeringen fremlagde et forslag til løsning, som efter manges opfattelse lignede det, de græske vælgere havde stemt nej til. Der var dog den temmelig vigtige tilføjelse, at man samtidig forlangte en omstrukturering af gælden (til et beløb af 53 mia euro), som ville indebære længere løbetider og evt lavere renter, så det ville blive mere overkommentligt for grækerne at klare det.
Eurogruppens (euromedlemslandene) finansministre holdt lange møder week-enden efter folkeafstemningen, men det lykkedes ikke at finde fælles fodslag til en imødekommelse af det græske forslag. EU var stærkt delt i spørgsmålet, idet der var opbakning til det fra store lande som Frankrig og Italien, men modstand fra den ret afgørende europæiske stormagt Tyskland. Her var holdningen, at det græske udspil (forhøjelse af pensionsalder til 67, skærpelse af skatteudskrivning, reformering momsen, besparelser på forsvaret) ikke var vidtgående nok. Fra tysk side fremkom en ide om, at Grækenland kunne gå ud af euroen i 5 år og så træde ind igen. Det mest stålsatte land, som ikke mente, at grækerne gik langt nok, var dog Finland. Det blev regeret af en koalition, hvori indgik et nationalkonservativt EU-modstanderparti. Her var holdningen, at den bedste løsning ville være, at Grækenland forlader euroen og indfører en national valuta igen.
I denne sag så man, hvordan nationale hensyn og de nationale politiske systemer spillede en rolle, idet der skulle enstemmighed til i euro-gruppen og på et senere berammet topmøde af stats- og regeringschefterne til for at tage en beslutning.

EU plejer at kunne bryste sig af, at uenighed altid overvindes, og den overvindes på en måde, der styrker unionen og driver integrationen fremad. Sådan så det ikke ud til at komme til at gå i eurokrisen omkring Grækenland. I betragtning af, at det græske BNP udgør under 2 pct af det samlede, kan man undre sig over, at det var så vanskeligt.
På tidspunktet for den græske krise var EU imidlertid præget af store modsætninger imellem nogle stærke økonomier i nord og nogle svage økonomier i syd.

Tabel  Vigtige balanceindikatorer for EU-landes og andre landes økonomi

Kilde: The Economist 10.7.15. Ordforklaringer:
GDP: BNP. Trade: Handel. Current account: Betalingsbalancens løbende poster. Budget balance: statsbudgets balance. Interest: rente.

Tabellen ovenover illustrerer det tydeligt. De nordeuropæiske økonomier har store overskud på betalingsbalancerne og samtidig små underskud eller ligefrem overskud på statsbudgetterne (f.eks. Tyskland). Det viser, hvor svært det har været at gennemføre euro-princippet om, at one size fits all (renter og valuta). Det gør det ikke i dette tilfælde. Det har været til fordel for Tyskland og andre lande i nord, som har haft lav og faldende arbejdsløshed (fremgår ikke af tabellen) og gode økonomiske indikatorer. Men betalingsbalanceoverskud modsvares af andres underskud. Tidligere kunne de devaluere deres valutaer over for D-marken. Det har de ikke kunnet i euroen.
Når man ser på euro-områdets økonomiske balance, så udviser den også et meget flot plus (overgår selv Kina!). Heri indgår dog det kæmpestore tyske overskud.
Tyskland har haft dette overskud i årevis, og man kan spørge, hvad der normalt vil ske, når en økonomi så vedvarende har så store overskud på betalingerne over for udlandet? Svaret er, at dette land naturligvis vil få revalueret sin valuta, så konkurrenceevnefortrinnet kan konkurreres væk igennem en fordyrelse af dette lands varer og tjenester. Det er ikke sket. I stedet er det hele unionen, eller i dette tilfælde eurozonen, der har samlet har fået revalueret fællesvalutaen. Og her kommer problemet med one-size-fits-all ind. Det er ikke en størrelse, der passer mindre konkurrencedygtige økonomier.

Det burde man måske have taget højde for, da man lavede ØMU-konstruktionen. I stedet for kun at straffe dem, der har  underskud, kunne man  f.eks. have indført straffe over for lande med vedvarende overskud og ladet Kommissionens overvågning af deres økonomi fokusere på dette aspekt også.  Alternativt kan man sige, at det burde have været en reel union – med en stærk politisk overbygning, der havde overført midler til de svagere områder, herunder havde investeret meget mere massivt i infrastruktur og uddannelser i “udkantsområderne”. I USA, som i højere grad er en reel union, ville man aldrig lade en stat sejle sin egen sø, som det åbenbart er god latin at gøre i det græske tilfælde.

Det, der er interessant ved tallene ovenover, er, at de er tegn på et mønster, der er blevet mere og mere udtalt igennem flere år. Og her er vi nok ved noget af kernen i EU-konflikten. Den drejer sig ikke kun om Grækenland og Grexit, men om et EU, der er ved at bryde op. Det bærende i EU har været den tysk-franske tætte alliance. Når Hollande udtaler sin uforbeholdne støtte til at beholde Grækenland inden for euroen, og den italienske statsminister Renzi siger, at nu må “ydmygelsen af grækerne høre op”, udtrykkes en irritation over det langsigtede sigte med den tyske austerity politik. Tyskerne har haft for travlt med at imprægnere EU med deres egen økonomiske model, i stedet for at tage hensyn til, at en levedygtig union kræver, at der udvises hensyn til alle sider, – ikke mindst til de noget svagere sydeuropæiske økonomier. En leven op til det ville have krævet et opgør med austerity og et sats på en mere solidarisk økonomisk politik, der ville have medvirket til mere vækst i hele området, hvad der ville have reddet Sydeuropa fra økonomisk tilbagegang.

Grexit?

 

 

Syrizas sejr ved det græske parlamentsvalg rejser spørgsmålet, om Grækenland kommer til at forlade eurozonen og genindføre en national valuta? Der ser umiddelbart her lige efter valget ud til at være linet op til et sådant udfald. Syriza har ved at indgå koalition med det højreorienterede parti Uafhængige Grækere (ANEL) erhvervet sig absolut flertal (over 150 mandater). Syriza fik 36 – 37 pct af stemmerne og 149 mandater i parlamentet. (Det særlige græske system med forholdstalsvalg, hvor man vil sikre sig et regeringsdygtigt valgresultat, bevirker, at der kommer en bonus på 50 mandater mere til det største parti).

Med to anti-austerity partier ved roret i Grækenland og med de foreløbige tyske reaktioner er der lagt op til konflikt med Bruxelles – og ikke mindst den tyske økonomiske politik. Det er da også det, man har et mandat fra vælgerne til. Spørgsmålet er, om det vil komme til et brud, eller om Syrizalederen Tsipras vil søge et kompromis, hvis der ellers er appetitlige nok kompromismuligheder?

IMF har ifølge den amerikanske økonom Krugman indrømmet, at det har været en helt umulig opgave, Grækenland har stået overfor. Figuren herunder anskueliggør det.

Kilde: The Independent 27.1.15

Droppet i det græske BNP på 26 har gjort det stort set umuligt at betale tilbage fuldt ud. Faldet i BNP har bl.a. bevirket, at gælden nu udgør over 175 pct af BNP. Det er en ond økonomisk cirkel, der først for nylig ser ud til at være på vej til at blive brudt, – om end i utilstrækkelig grad.

Den græske økonomi viser forsigtige tegn på fremgang.  Den tårnhøje arbejdsløshed på over 25 pct viser tegn på fald. Den primære balance (uden rentebetalinger) på statsbudgettet er nu positiv. Betalingsbalancens løbende poster er i plus på 1,5 pct af BNP (The Economists tal for 2014). Men det er ikke en fremgang, der er massiv nok hverken til at kunne sikre fortsat tilbagebetaling af gæld eller til at muliggøre en gennemførelse af den politik, Syriza har stillet i udsigt i valgkampen. – Ikke uden at EU – og andre –  spæder til, f.eks. igennem lempelser af lånevilkårene (forlængelse af afdragsperiode og nedsættelse af rente).

Der er måske også det mulige scenarie, at konfrontationen køres igennem, og der kommer et brud med EU, som fører til Grexit – græsk exit fra eurosamarbejdet. Det vil ikke nødvendigvis være en katastrofe for landet. Det kunne ovenikøbet være interessant at se, om landet ville kunne klare sig via en hurtig genoprettelse af konkurrenceevne gennem en større devaluering. Det kunne fordyre euro-gæld. Men hvis det lykkedes, kunne det få alvorlige konsekvenser for euroen, i fald flere sydeuropæiske lande efterlignede denne politik.

Tsipras og Syriza har besværet sig over, at det er en incognito embedsmandsgruppe uden demokratisk mandat, der i form af den såkaldte Trojka stiller lande over for økonomiske ultimatum’er. Det er al ære værd, at der gøres op med dette teknokrati, og befolkningens ønsker om at komme i en demokratisk proces omkring løsningen af landets økonomiske problemer.

Eurozonens problemer viser sig i dramatisk form i den meget høje ungdomsarbejdsløshed, der er kommet i og med finanskrisen:

Kilde: Eurostat.

Den meget ulige økonomiske udvikling viser sig i rendyrket form her. Ekstremerne mellem det rige og effektive Nord og det fattige og underudviklede Syd springer frem.  Det bliver ikke mindre paradoksalt, når man ser på, hvordan vigtige økonomiske nøgletal har udviklet sig. Ifølge The Economist (3.1.15) har euroområdet et omtrent lige så stort overskud (2,3 pct af BNP) som USA har underskud på betalingsbalancen. Den offentlige budgetbalance i eurozonen er 2,5 pct. Man har økonomiske muskler til på samme tid at afhjælpe den uhyggeligt høje ungdomsarbejdsløshed og svække muligheden af, at økonomien går i deflation. Politikerne sidder imidlertid blot og ser på. Den europæiske centralbank har dog reageret ved at starte et obligationsopkøbsprogram. Der er dog ingen garanti for, at det fører til investeringer og jobs. I modsætning til, hvad effektiven ville være af offentlige infrastrukturinvesteringer.

Det er ærgerligt for EU, at man ikke har kunnet finde på andre måder end austerity at tackle problemer på. Vi  sidder i det høje Euro-nord med de stærke økonomiske nøgletal og priser os lykkelige over, at vi ikke er i grækernes situation. – Og selvfølgelig burde de have fjernet korruption og satset på andre økonomiske sektorer end turisme og bygge- og anlæg, men det er alligevel for nemt! Eurokonstruktionen kunne være udformet anderledes. Overskudslandene i nord kunne have droppet austerity og ført mere finanspolitisk stimulerende økonomisk politik.

Politiske perspektiver

Politisk udfald og perspektiver af valget kan blive omfattende. Valgresultatet er sidste skud på stammen af fundamentale ændringer af europæisk politik. Der er opbrud fra traditionelle mønstre af partipolitik og vælgeradfærd.

Man kan se det af vedlagte figur over valgresultatet (Wikipedia på basis af det græske indenrigsministerium):

Anm: ND: Nyt Demokrati: Det konservative parti, der sad ved magten indtil valget. XA: Gyldent daggry. Nynazistisk parti. Potami: Floden: Centrum-/venstreparti startet af en kendt journalist (Stavros Theodorakis). KKE: Græske kommunistparti. ANEL: Uafhængige grækere (partiet, der er gået i koalition med Syriza), dannet ved nationalkonser- vativ afskalning fra det Nyt Demokrati som følge af uenighed om, at udlændinge får indflydelse via austerity og bailouts. PASOK: Det traditionelle græske socialdemokrati, der er faldet voldsomt i tilslutning. En stor del af Syrizas vælgerbase kommer fra PASOK, som har fået eroderet kernevælgerstammen af partiets forsøg på gennemførelse af Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav til græsk økonomisk politik.
Der er en spærregrænse på 3 pct for at blive repræsenteret i parlamentet.

Græsk politik har igennem mange år været præget af, at Konservative og Socialdemokrater (PASOK) har afløst hinanden på regeringsmagten. Det mønster er fuldstændig brudt nu. Vælgerne er trætte af korruption og traditionel partipolitik. PASOK var lige ved ikke at opnå repræsentation.

Et lignende mønster – om ikke i helt samme omkalfatrende form – er set i andre europæiske lande: Front National i Frankrig. UKIP i England.  Og ikke mindst Podemos (“Vi kan”) i Spanien, et parti, der bygger på græsrodsprotestaktionerne i græske storbyer de seneste år.

Overraskelserne politik viser sig eksempelvist også symptomatisk ved, at der i The Economist 3. januar er en længere diskussion af, hvem Syriza mon vil gå i koalition med, hvis de vinder valget, men skal finde en samarbejdspartner for at få en majoritetskoalition?
Bladet forestiller sig flere muligheder: PASOK og To Potami (Floden) springer umiddelbart i øjnene, da de ud fra traditionelle ideologiske højre – venstre forestillinger er mest oplagte som koalitionspartnere.
Bladet forestiller sig slet ikke, at ANEL ville komme i spil. Det er da også tænkeligt, at Tsipras vil få problemer med sin relativt rørige venstrefløj i Syriza. Det, der har spillet ind, har formentlig været “sagen“, hvor ANEL på trods af den højreorienterede sociale og økonomiske politik, er enig med Syriza, nemlig modstanden imod austerity-politikken og vigtigheden af at byde Bruxelles trods i kampen for at bevare et skin af græsk nationalt demokrati.

Syriza kan hurtigt få problemer med uro på bagsmækken. Den medieorienterede topledelse af partiet har længe haft det som et langsigtet projekt at få fat i dele af vælgerne i det nationalistiske anti-nedskæringspolitiske højre. Det ses som en nødvendighed at opnå national enighed snarere end at tage udgangspunkt i partiets traditionelle base i arbejderklassens og middelklassens vælgere i kampen mod nedskæringspolitikken. Logikken har været en traditionel centrum-venstre politik gående på, at man kun vinder magten ved at sætte sig på den vælgermæssige midte.

P.S: Syrizas insolvensdiskurs

I Syrizas selvforståelse for, hvad der er sket, indgår “insolvensdiskursen” som en vigtig del.
Tsipras sendte i midten af januar 2015 et åbent brev til den tyske offentlighed, hvor han forsøgte at forklare Grækenlands insolvensproblem over for den tyske befolkning. Da det økonomiske grundlag for håndteringen af den græske gæld brød sammen i 2010, behandledes det som et illikviditetsproblem, altså et problem, der hænger sammen med manglende kontant betalingsevne. Man så det ikke som et problem med insolvens, hvad der vil sige manglende sammenhæng mellem indtægter og udgifter som følge af en stor gæld. Derved blev det grundlæggende problem ikke løst, og Grækenland kom ud i den uheldige nedadgående spiral, der har ført til et fald i BNP og derved en totalt manglende evne til at løse gældsproblematikken.
Det ville svare til en dansk husejer, der lider rentedøden sådan, at de samlede renter på huslånet er højere end husstandens indkomster. Det vil ikke hjælpe denne husejer at få tilført yderligere lån til løsning af midlertidige likviditetsmangler. Det, der skal til, er en sanering af en håbløs gæld, f.eks. i form af en sletning/nedskrivning af dele af gælden. Grækenland skulle altså have været taget under en form for konkursbehandling i stedet for blot at få flere lån.