Gregers Friisberg

Governance og vækstskøn?

Posted in EU, Finanskrise by Gregers Friisberg on 28/11/2012

OECD har lige offentliggjort sin Economic Outlook, der udsendes to gange om året. Her gøres status over OECD-økonomierne, og der laves projektioner for den økonomiske udvikling fremover. Det er ikke lyse toner, der manes frem. OECD mener, at situationen i Europa/eurozonen udgør en større risiko for Verdensøkonomien end the fiscal cliff (den økonomiske afgrund) i USA. Gældskrisen i Europa kan påvirke verdensøkonomien negativt p.g.a. det ødelæggende potentiale i det, man beskriver som den negative spiral i forholdet mellem banker og statsgæld. Det er det forhold, at bankernes aktiver er præget af f.eks. store beholdninger af sydeuropæiske statsobligationer. Jo mere disse har “zombiestatus”, jo højere er risikoen for både bankfallitter og statsbankerot (højere rente på statsgæld).

Der er ellers visse gennembrud i forhandlingerne om hjælp til både Grækenland og Spanien. Men det sker på baggrund af en erkendelse af, at besparelser på statsbudgetterne ikke er nok, men at de tværtimod kan forværre problemerne, fordi de sætter væksten i stå.

Paradoksalt er det også, at eurozonens samlede økonomiske balanceproblemer ser meget bedre ud end de amerikanske og britiske. Både USA og Storbritannien har kæmpe underskud på både betalingsbalancer og statsbudgetter. I eurozonen er der efterhånden et pænt stort betalingsbalanceoverskud og det samlede budgetunderskud er ikke alarmerende højt.

Generelt må man ellers sige, at OECD er præget af tro på fremtiden. Se f.eks. deres fremstilling af mulighederne i en lille tegneserie på organisationens hjemmeside:

1 De offentlige finanser skal genoprettes.
2 Jobs og kvalifikationer skal have et boost,
3 tilliden til bankerne genoprettes, og
4  der skal findes nye kilder til vækst, og dem ser det ud til, man især finder i den spirende grønne økonomiomstilling.

Problemet er imidlertid, at faktorerne så at sige “bider sig selv i halen”. Årsagen til dårlige offentlige finanser er jo en dårlig økonomi, en dårlig konjunktur, der øger offentlige udgifter og reducerer skatteindtægterne. Der mangler en ekstern stimulus, f.eks. at et større antal virksomheder får lyst til at øge de erhvervsmæssige investeringer. Her er mantraet om reformer på arbejdsmarkedet næppe nok. En anden slags løsning af euro-krisen havde måske også kunnet hjælpe. Løsningsforslagene har indtil videre mest medvirket til at uddybe kløften mellem de rige velfungerende økonomier i nord og de fattige, “ufleksible” økonomier i syd.

OECD har endvidere lige fremlagt en rapport, hvor man fremskriver de 50 års ændringer i den økonomiske balance i Verden. Den er også præget af (formentlig overdreven) optimisme.

Det forudsættes i rapporten, at væksten i Verden i gennemsnit vil være 3 pct årligt de næste 50 år, med meget højere vækst i de nye økonomier og noget lavere i de udviklede, modne økonomier.

Man må næsten ikke håbe for Verden, at OECD får ret!  –  Med mindre, der sker en uventet voldsom udvikling i den grønne energiomstilling (rude 4 ovenover i første figur).  Ellers vil det kunne øge de globale miljømæssige balanceproblemer i uhyggelig grad.

Man har nok ret m.h.t. trenden i fordeling mellem de to landegrupper, men vækstskønnene er meget optimistiske. Men man må sige, at hvis de kommer til at holde stik, vil de i starten omtalte problemer med eurogæld og “fiscal cliff” kunne imødeses med noget større optimisme, end der ellers pt er linet op til. Efterspørgselen fra de nye økonomier vil da kunne løfte det meste af verdensøkonomien.

Advertisements

Comments Off on Governance og vækstskøn?

Fjæsebogsboblen

Posted in Økonomi, Finanskrise by Gregers Friisberg on 23/05/2012

Det er godt 10 år siden, der gik hul på dot.com boblen. I 2001 drønede aktiekurserne på en lang række selskaber i den såkaldte “nye økonomi” i bund. En store del af egen-“kapitalen” i mange af dot.com virksomhederne viste sig at være varm luft. Koblet med 9/11 angrebet på Twin Towers i New York var det lige ved at udløse en global krise. Den fik vi dog først i 2008.

Nu er den gal igen i den ellers så lovende “nye økonomi”. Fjæsebogen – Verdens førende sociale netværk og IT-virksomhed, er gået “public” og udbudt en større mængde aktier på Nasdaq-børsen i New York. Det blev en meget mediehypet Global event, som alle medier over hele verden bøjede sig dybt i støvet for. – Og det i en grad så mange små investorer nu står delvist blanket af, efter at kursen de seneste dage er drønet over 30 pct ned.

De amerikanske børstilsynsmyndigheder er gået i gang med at undersøge, hvad der er gået galt. Det er en IPO (børsintroduktion), der har favoriseret insiderne i forhold til de mange marginaliserede outsidere, småinvestorer, der troede, at Wall Street også var den lille mands lille bid af den amerikanske drøm.

Ifølge Nasdaq-børsens stock quotes (børsnoteringer) kan man læse sig til følgende om udviklingen i de første dage efter børsintroduktionen:

Last Sale:$ 31
Change Net/%:3.03 8.9%
 1 Year Target: 45
Read more: http://www.nasdaq.com/symbol/fb#ixzz1vf1lf0iQ

Der er i alt tale om et fald på over 30 prct, siden aktien toppede i kurs 45 lige efter introduktionen og i løbet af den følgende tirsdag var faldet til 31 $ pr aktie.

I fjæsebogens bedste ånd var det en kamp mellem robot og menneske, som det malende beskrives i Huffpostens gennemgang af forløbet:

As retail investors have seen before, high-frequency trading can contribute to scary flash crashes

Dette volatile marked kunne udnyttes af hurtige day traders. Nasdaqs system kunne ikke følge med, når køb- og salgsrobotter bød ind og ud i markedet, med det resultat, at mange investorer ikke vidste, om de(r) var købt eller solgt flere timer efter, ordrer var afgivet. Og det bevirkede som sagt et marked, der hoppede vildt op og ned (volatilitet).
Èn ting var sikker: Insiderne havde nået at malke den mulige profit ud af IPO’en.  Lige op til børsintroduktionen kom nogle af de førende markedsanalytikere med nye analyser af Fjæsebogens forretningsmodel, der viste, at den fremtidige profit var vildt overdrevet i forhold til tidligere estimater.  Problemet er, at flere og flere af de nye brugere går på via smartphones, hvis skærme ikke giver muligheder for de reklamer, der skal give indtægterne til firmaet. Det var ikke de almindelige investorer, der fik denne information, før det var for sent.

Fjæsebogens forretningskoncept er dog mere komplekst end som så. Der vil kunne være store indtjeningsmuligheder i salg af oplysninger om kunderne. Der ligger i denne Big Brother informationskapitalisme et uudnyttet potentiale for forretningsmuligheder, som man man først lige er begyndt at tappe af. Men her står også mange andre virksomheder på spring. Fjæsebogens aktiv er her de over 900 mio brugere. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at ballonen begynder at indtage luft igen, når den første skuffelse har lagt sig.

 

Comments Off on Fjæsebogsboblen

G8 – en mere vækstorienteret dagsorden

Posted in EU, Finanskrise by Gregers Friisberg on 21/05/2012

EU kom ikke ved det nylig afholdte G8-møde i Camp David ret meget videre i retning ad en løsning på problemerne med eurozonen og de sydeuropæiske økonomiers statsgældsproblemer.

Mødet havde sine mere komiske indslag, som f.eks. når den britiske premierminister David Cameron belærte de ikke-tilstedeværende grækere om, at det kommende parlamentsvalg bliver en folkeafstemning om at forlade eller forblive i euroen, og at det nu i øvrigt er på tide, at man laver nødplaner for en græsk exit. Det er komisk, når man tænker på, at det land, han repræsenterer, ikke er med i fællesvalutaen. Når man kender finansmarkedernes nervøsitet, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan sådanne ord kan medvirke til at udløse det kaos, der advares imod.

Ellers var mødet præget af den nye franske præsident, der faktisk sammen med præsident Obama var i stand til at dreje euro-diskussionen væk fra den meget udsigtsløse austerity-besparelsespolitik over imod en mere vækstorienteret linje, som måske kan bidrage til at mildne arbejdsløshedsproblemer.

Som helhed er der ingen grund til at være særlig imponeret over statsledernes visioner og handlekraft. Det udstiller endnu engang G8 som den uforpligtende diskussionsklub, det er.

Et af de mere perspektivrige forsøg på at formulere løsninger på Euroens problemer kommer Robert Kuttner med i et indlæg på Huffington Post:  Der indgår følgende i hans forslag til en vej ud af Europas krise:

En vidtgående gældseftergivelse til Grækenland.
Det vil være en forudsætning for, at den græske økonomi kan begynde at vokse igen. Men det skal kombineres med en skattereform i landet, så de velstående grækere ikke kan slippe for at  betale til fællesskabet.
Det er imidlertid svært at forestille sig en stor gældseftergivelse. Selv om Grækenlands situation kan minde om Østtysklands situation efter indførelsen af den tyske valutaunion i 1990-92, så var østtyskerne jo netop tyskere. Og det betød, at vesttyskerne pungede ud med over 1000 mia $ til den tidligere Østzone. Sådan er der ingen, der vil betale til grækerne. Den højtbesungne europæiske identitet  – og hermed sammenhængende solidaritet –  er foreløbig et håbløst fremtidsprojekt.

En ændring af den europæiske centralbank (ECB), så den kan låne direkte til europæiske lande.
Indtil videre er det foregået i form af en håbløs genvej, hvor ECB giver billige lån til de private banker, som så køber højtforrentede statsgældsbeviser for pengene. Det fører til en udsat position for bankerne, når deres aktiver består af pyramidalske korthuse af sådanne statslån, og det fører til uheldig spekulation, i stedet for, at der burde lånes penge til investeringer i de europæiske erhverv.

Vidtgående begrænsninger i mulighederne for finansiel spekulation.
Kapitalfonde og banker skal ikke have mulighed for at spekulere imod (f.eks. igennem shorting) statsgældsbeviser fra svage økonomier. I stedet skal deres investeringskapital kanaliseres ind i produktive erhvervsinvesteringer. Det kan opnås igennem en blanding af en styrket reguleringspolitik over for finanssektoren og en Tobinskat på finansielle transaktioner. Det sidste kom Hollande med forslag om på mødet, men det vandt ikke gehør hos fortalerne for den angelsaksiske model, hvor finanskapitalens smartness er blevet en way of life, der giver smør på brødet.

Statsgæld skal mutualiseres igennem fælles udstedelse af euroobligationer.
De stærke økonomier skal altså stå inde for obligationer i statsgæld hos alle lande. Dermed vil de svage lande undgå at skulle betale enorme renter, der forkrøbler deres økonomi og gør det umuligt at betale gælden tilbage. Det ville desuden fjerne grundlaget for spekulationen i de svage landes gæld. Pengemarkedernes adfærd virker i den nuværende europæiske nedgangskonjunktur procyklisk. De forstærker de svage landes krise.

Muligheden for at køre med underskud ifølge den oprindelige stabilitets- og vækstpagt skal genindføres.
Stabilitets- og vækstpagten, der blev lavet samtidig med Maastrichttraktaten indeholdt faktisk en undtagelse fra reglen om, at statsbudgetunderskud skal nedbringes. Der kan undtages herfra, når et land er i en økonomisk nødsituation. Kansler Merkel og ECB har konsekvent opført sig som om, denne mulighed ikke findes. Tværtimod har de lagt voldsomt pres på de sydeuropæiske lande, selv om disse befinder sig i en dyb depression, der netop kan karakteriseres som en økonomisk nødsituation.

Selv om tiltagene virker logisk rimelige og yderst fornuftige, er det vel nærmest utopi at forestille sig, at de kan gennemføres. Så den europæiske krise ruller nok videre med noget af den samme ubønhørlige logik som i et græsk drama. Så er det til gengæld en trøst, at man i mellemtiden kan blive underholdt af et (græsk kor) med en forsanger af David Camerons format.

Comments Off on G8 – en mere vækstorienteret dagsorden

To – tre lande. To sten i skoen

Posted in EU, Finanskrise by Gregers Friisberg on 17/05/2012

Argentina 2002  –  Grækenland og Spanien 2012. Kan de to situationer sammenlignes? Det er der temmelig delte meninger om i den internationale økonomiske debat om euro-krisen. Er det virkelig rigtigt, at de sydeuropæiske lande skal udsættes for den tyske medicin, der indebærer det, man kalder intern devaluering: Et langt sejt træk, der i årevis betyder løntilbagegang og besparelser på de offentlige udgifter? Sporene er skræmmende, når man står over for ungdomsarbejdsløshed på over 50 pct i de to værst ramte lande, Grækenland og Spanien.

Figur 1: Sammenlignelige BNP veje til økonomisk genopretning: Argentina og Grækenland

Kilde: Mark Weisbrot og CEPR.  Argentina’s historiske trend bruger landets reale BNP vækst fra 1980 til 1997 (1.9%) , mens Grækenland bruger vækstraten mellem 1980 og 2007  (2.1%).

Det er værd at notere sig, at de sociale konsekvenser af Argentinas genopretning var enorme. Selv om landet havde en kort nedtur under Verdensrecessionen i 2009, er beskæftigelsen i Argentina nu på rekordniveau. Fattigdom og ekstrem fattigdom er blevet reduceret med 2/3 og velfærdsydelser er næsten tredoblet i realværdi siden fallitten. (CEPR-rapporten)

Man har sagt, at de to situationer ikke kan sammenlignes, fordi Argentina har noget at handle med (soyakager og kød), som både europæere og kinesere har villet købe da landet blev mere konkurrencedygtigt. Mark Weisbrot mener imidlertid, at styrkelsen af den argentinske økonomi fandt sted i mindst lige så høj grad på det indre marked i landet. Den kraftige devaluering af den argentinske peso efter løsningen af landets valuta fra dollaren i 2001-02 gavnede hjemmemarkedet igennem fordyrelse af importen.

Figur 2: Eksport af varer og tjenester i pct af BNP. Grækenland og Argentina

Kilde: Paul Krugman blog.

Den anden sten i skoen i debatten om euro-krisen er Nobeløkonomen Paul Krugman.  Han viser på sin blog ovennævnte figur for argentinsk og græsk eksport i pct af BNP. Argumenterne for valutajustering i stedet for intern økonomijustering ser umiddelbart oplagte ud.

Der er dog den forskel på de to lande, at Argentina allerede havde en valuta. Den var bundet i fast vekselkursforhold til dollaren (i Argentinas tilfælde bakket op af et currency board, der kontrollerede, at dollarmængden i valutabeholdningen var i et fast procentvist forhold til pengemængden i pesos), men den kunne relativt let stilles fri og devalueres. Grækenland skal først genindføre drachmaen og derefter devaluere. Weisbrot/tænketanken CEPR mener ikke, logistikproblemerne forbundet hermed vil være uovervindelige.

At Krugman er blevet en mere end almindelig irriterende sten i skoen, vidner en debat i det spanske parlament om. Den spanske finansminister er gået stærkt i rette med Krugmans påstande om, at en indefrysning af bankindeståender er på vej i Spanien.  Det var en sådan indefrysning af opsparing (for at forhindre kapitalflugt), der blev et af de meget synlige symptomer på den argentinske krise. Og i Grækenland er der allerede sket en betydelig kapitalflugt.

Det er klart, at sådanne udtalelser fra en økonom af Krugmans position kan få et element af selvopfyldende profeti.
Krugman er kendt som kritiker af det europæiske valutasamarbejde. Det vil være skæbnens ironi, hvis det er ham, der bringer euroen til fald. Men det er dog nok at overdrive hans betydning.

Spørgsmålet er, om det er en korrekt vurdering, at euroen skulle vakle i den grad?

Med 47 mio mennesker og eurozonens 4. største økonomi følges situationen i Spanien med særlig opmærksomhed.
Den græske økonomi kan formentlig ikke true euroen, men det kan man ikke afvise, at den spanske kan. Risikopræmien ved at holde spanske statsobligationer, dvs forskellen mellem den tyske og spanske rente på ti-årige statsobligationer, er steget til over 5 pct. Hvis den udvikling fortsætter, kan serviceringen af den spanske gæld blive prohibitivt dyrt. En stor del af de spanske banker står over for rekapitalisering, idet de bærer rundt på for mange dårlige lån efter det spanske byggeeldorado under højkonjunkturen.

Figur 3: Risikopræmie ved at holde spanske obligationer. Målt i basispunkter: 100 = 1 pct forskel til tysk rente

Kilde: El Pais.  Det er angivet, ved hvilket risikoniveau EU hjælpeprogrammer trådte i kraft i Irland, Portugal og Grækenland.

Spanske aviser er begyndt daglig at offentliggøre udviklingen i risikopræmien for den spanske gæld. Smertegrænsen for renten menes at være ca 7 pct (rente pt ca 6,5 pct ved tysk rente ca 1,5 pct og risikopræmie ca 5 pct). Ved den pct bliver det for dyrt for landet at servicere gæld. Det lægger an til yderligere neskæringer på de offentlige budgetter for at please investorerne. For en stor del af den spanske befolkning smerter det at lægge ryg til nedskæringer, og det vækker harme at se 1 pct lån fra ECB blive konverteret til nem profit for køberne af de spanske obligationer.

CEPR-rapporten stiller spørgsmålet: “Er euroen virkelig omkostningen ved den interne devaluering og den procykliske konkunkturpolitik værd?” Ved den procykliske konjunkturpolitik forstås den finanspolitiske sparepolitik, der følger med at holde sig i euroen.  Der er ingen tvivl om, at det for rapporten nærmest er et retorisk spørgsmål, hvor svaret er givet.

På sæt og vis er det et besynderligt spørgsmål at stille, da euroen er en meget mere kompleks økonomisk-identitetsmæssig-politisk størrelse end som så. Euroens eksistens eller ikke-eksistens kan ikke afgøres ved økonomiske nyttekalkuler. Derfor er det også absurd at beregne f.eks., at en græsk exit vil koste 1000 mia $ eller euro – eller “kun” 300 mia.  Euroen skal endvidere vurderes som det politiske projekt, den er. Men her er det også tænkeligt, at den kommer til kort, når nu Europas ledere ikke kan finde ud af, hvilke ben de skal stå på i denne sag. De har skabt en “union” uden at vedkende sig, hvad begrebet indebærer m.h.t. gensidig forpligtethed.

Comments Off on To – tre lande. To sten i skoen

Advarsel om græsk sammenbrud

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 16/02/2012

Ifølge Bloomberg finansnyheder har den store amerikanske kapitalfond Paulson & Co, der ledes af John Paulson, sendt et brev ud til sine investorer, hvor de advares imod et forestående græsk sammenbrud:

We believe a Greek payment default could be a greater shock to the system than Lehman’s failure, immediately causing global economies to contract and markets to decline,” the hedge fund said in the letter, a copy of which was obtained by Bloomberg News. The euro is “structurally flawed and will likely eventually unravel,” it said.

Konsekvenserne vil ifølge kapitalfonden blive værre end Lehman Brothers’ konkurs i 2008.  Efter kapitalfondens mening er euroen grundlæggende fejlkonstrueret (structurally flawed), hvorfor et sammenbrud vil være uundgåeligt. Når man ser på den store økonomiske kløft mellem Nord og Syd i EU og den manglende politiske overbygning på euro-konstruktionen, er der noget rigtigt i analysen. Det afhænger af politisk vilje til at spæde til med midler, og den vilje ser ud til at mangle nu, hvor der stilles flere og flere betingelser til grækerne, før de kan få tilført den 130 mia euro bailout.  Den tyske finansminister Schäuble har advaret om, at Grækenland bliver et “bundløst hul“. Det er en udtalelse, der er blevet tolket på forskellige måder m.h.t., hvad reaktionen fra EU-ledelsens side så bør være – og som har såret græsk nationalfølelse.  Men hvis man ikke kan undgå, at Grækenland evt bliver et ” bundløst hul”, beviser det jo netop, at hypotesen om euroen som strukturelt fejlkonstrueret er korrekt. Det er mangelen på en vækstpolitik, der har drevet landet i den retning.

Når virkningerne af en græsk fallit formodes at blive værre end Lehman Brothers’ fald, skyldes det ifølge analysen, at de europæiske banker er for dårligt kapitaliseret (egenkapitalandelen af samlede aktiver er for lav) til, at de vil kunne absorbere et shock af de dimensioner, som tabene på græske papirer vil indebære. Men det fordrer naturligvis, at de europæiske stormagter (Tyskland og Frankrig) bare vil sidde med hænderne i skødet og se deres banker gå ned.

Comments Off on Advarsel om græsk sammenbrud

Hvorfor lyttede ingen til advarslerne om krisen?

Posted in Finanskrise by Gregers Friisberg on 12/11/2011

Det er altid let at være bagklog. Men man må alligevel undre sig over, at der ikke er flere, der lyttede til advarslerne om krisen, der var på vej. For der var faktisk nogle, der forudså dens komme. Det britiske økonomiske ugeblad The Economist forudså således krisens komme, jvf ikke alene forsiden nederst i dette blogindlæg om husprismurstenen, der styrter ned fra himlen, men også lederen i samme nr, hvor man skriver:

We have been warning for some time that the price of housing was rising at an alarming rate all around the globe, including in America. Now that others have noticed as well, the day of reckoning is closer at hand. It is not going to be pretty. How the current housing boom ends could decide the course of the entire world economy over the next few years.

Det var ikke så længe efter, at bladet var begyndt at lave et indeks over huspriser i en lang række lande, og man kunne her se, hvordan boblen udviklede sig med dramatisk hastighed, så der byggedes friværdi op i husene langt ud over, hvad de var værd. Det gjorde det muligt for husejere at bruge deres huse til belåning af forbrug (“Your house is your own ATM-machine”!). Og det muliggjorde pakningen af de obligationslån, der senere var medvirkende til sammenbrud i banksektoren, når dårligt polstrede banker gik ned med deres mange “giftige aktiver” (“toxic assets“). Formidlingen af lånene blev hjulpet godt på vej af de ratingbureauer, som nu sidder og nedgraduerer europæiske euro-landes gæld: “Fra 2000 – 2007 gav Moody’s triple A rating til 45.000 obligationer sammensat af amerikansk husgæld“.

Advarslen fra The Economist kom 2 – 3 år før henholdsvis Bear Stearns og Lehman Brothers’, to af USAs største banker, sammenbrud. “Regnskabets time er tæt på”. Og det “vil ikke gå hen og blive kønt“.  Og “det vil påvirke hele verdensøkonomiens udvikling“.  Herunder den amerikanske økonomi. Som et udvalg i Senatet har beskrevet det:

Imens denne rapport går i trykken, er mere end 26 mio amerikanere kommet i en situation, hvor de enten er arbejdsløse, ikke er i stand til at finde et fuldtidsjob, eller helt er holdt op med at søge arbejde. Omkring 4 mio familier har mistet deres hjem ved tvangsauktioner…… Næsten 11.000 mia$ er forsvundet i husfriværdier, i livsforsikringer og i pensionsopsparinger.

Man må uvægerligt spørge, hvad der er sket med det politiske systems evne til at styre den åbenbart “ustyrlige” økonomi?  Det har rapporten også et svar på. Det skyldes bl.a. ifølge rapporten en intensiv lobbyvirksomhed, der nærmest har bragt den amerikanske Kongres i lommen på finanssektorens lobbyister. Det er foruroligende. Som rapporten imidlertid viser: Der er åbenbart ikke noget galt med den intellektuelle analyseevne, når det gælder om at afdække de mange fejltrin, der førte frem til krisen. Men vejen fra erkendelse til målrettet handling synes at være lang.

The Economists forside 16. juni 2005

 

Comments Off on Hvorfor lyttede ingen til advarslerne om krisen?

Showdown i Cannes?

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 03/11/2011

Det var fra fransk side ment som topmødet, der skulle hjælpe med til at genindsætte Sarkozy i pomp og pragt i Elyséepalæet.
    Præsident Sarkozy har stået til dårlige meningsmålinger forud for næste års præsidentvalg i Frankrig. G20 topmødet kunne give mulighed for relancering, idet man på mødet kunne præsentere resultatet af den foreløbig sidste store redningspakke i EU-regi.
   Og så kom Papandreou ind over med sit i fransk-tyske øjne meget dårligt timede forslag om referendum om den græske “hjælpepakke”. Det ender måske med, at den græske regering falder for et mistillidsvotum i parlamentet. Flertallet balancerer på 1 – 2 mandater. I så fald er et muligt scenarie en ny græsk regering, der vedtager redningsplanen og derefter udskriver valg for at få vælgernes dom via et parlamentsvalg.  

G20 står over for så vanskelige problemer, at man har svært ved at se, hvordan der kan opnås en enighed, der kan bringe Verden videre. – Rent bortset fra, at G20 er en uformel klub af lande, der har enedes om at mødes med visse mellemrum, men hvor rækkevidden og forpligtetheden af fælles resolutioner og beslutninger er noget uklar. Det er et mellemstatsligt organ, hvor beslutninger skal bakkes op senere af beslutninger i nationale parlamenter.

Note: Amerikanske institutioner har forsikret europæisk gæld for 518 mia$.

Mange har set hen til Kina som den, der kan kaste en redningskrans ud. Sarkozy har personligt ringet til Hu Jintao og talt om en mulig tilførsel af midler til den europæiske fond. Men kineserne gør ikke dette uden betingelser. Der har igennem flere møder i G20 og G8 været forventninger om – og et vist pres på Kina – for at landet skal gøre noget ved det, USA, og også kræfter i EU, anser for den “undervurderede kinesiske valuta”. Beijing vil imidlertid ikke kunne leve med, at der kom til at så i en topmødeerklæring, at landets valuta er overvurderet, eller at dets handelsbalanceoverskud er for stort. Det er også muligt, at Kina forlanger eller forventer, at Vesten lukker munden omkring menneskerettigheder i Kina.
    Hvis ikke Kina vil addressere valutaubalancen, forventes landet i stedet til gengæld at kunne overføre dele af de opsparede midler i landets enorme valutareserver (3.200 mia $). Det er kun en fjerdedel, der menes at være i eurotilgodehavender. Det giver rum for kinesiske investeringer i Europa.
   Kina anmodes om at anbringe 50 – 100 mia $ i EFSF, den europæiske stabilitetsfond, eller evt i en ny fond sat op i et samarbejde med IMF.  Som formand for G20 har Sarkozy i årets løb talt for at øge den kinesiske valuta internationale rolle ved at  bringe den ind i IMF’s SDR (Special Drawing Rights), en slags IMF-papirpenge, der bygger på indbetalte kvoter af medlemslandenes valutaer. Kineserne forventer imidlertid til gengæld, at de kan få forøget deres stemmeretter i IMF.  IMF, Den internationale Valutafond, kommer til at spille en større rolle fremover. Her er f.eks. jo også EU’s ikke-euromedlemmer med. Derved kan de komme til at betale for fælles redningsforsøg over for svage økonomier, bl.a. i Sydeuropa. Men det indebærer paradoksalt nok, at lande med større underskudsproblemer, f.eks. Storbritannien og USA, kommer til at hjælpe med via IMF at baile out bedre kørende medlemmer af Eurozonen  –  et af resultaterne af “markedernes” absurde styring af den kollektive psyke.

Kineserne vil altså have større stemmeandele i IMF, hvad de logisk set, landets nu betydelig større økonomi taget i betragtning, kan siges at være berrettigede til. Kineserne vil også gerne have øget mulighed for at kunne købe sig ind i europæisk kapitals teknologiske stjernevirksomheder. Her er begejstringen fra EU eller amerikansk side nok behersket.

Som det er illustreret i figuren ovenover, kan de græske, italienske m.fl. gældsbomber true det globale finanssystem med sammenbrud p.g.a. de gensidige forpligtetheder i systemet og finansvirksomhedernes utilstrækkelige kapitalpostring. Gældsproblematikken i Sydeuropa bliver mere og mere akut p.g.a. den manglende økonomiske vækst. Når gælden måles i pct af BNP, vil et stagnerende BNP ikke kunne hjælpe.  USA’s styrkeposition er paradoksal, al den stund, at USA har problemet, der er værre end de sydeuropæiske. Men USA har egen valuta, nationalstatslig beslutningskompetence og et forsvar, der nogenlunde kan holde det vaklende imperium oppe. Derfor er USA stadig safe haven for usikre globale investorer. Mange ser derfor nok hen til Barack Obama som den, der skal sikre, at mødet ikke ender i den værste fiasko. Obamas problem er imidlertid, at USA pt har et noget dysfunktionelt politisk system, hvor den eksisterende deadlock imellem et Senat med demokratisk flertal, et Repræsentanternes Hus med republikansk flertal og en præsident, der pt arbejder hårdt på at holde sin regnbuekoalition sammen før næste præsidentvalg, giver beslutningsusikkerhed.

Det blev nok fortolket som en symbolsk handling, da Jûrgen Stark forlod styrelsesrådet i Den europæiske Centralbank (ECB),  men det er i denne symbolik, den europæiske malaise ligger skjult. Hvis tyskerne havde tilladt ECB at foretage de nødvendige opkøb af nødlidende landes obligationer, ville renten på de sydeuropæiske landes statsgæld aldrig være kommet ud af kontrol. Det er altså just  EU’s manglende evne til at optræde som en stat, der forklarer, at USA og England kan leve med et budgetunderskud på 9-10 pct af BNP, mens Italien ikke kan leve med et i underkanten af 4 pct.  Tysk fundamentalistisk fiskalkonservatisme er i gang med at køre EU i sænk.

Comments Off on Showdown i Cannes?

OWS

Posted in Finanskrise, USA by Gregers Friisberg on 09/10/2011

OWS står for “Occupy Wall Street” – besæt Wall Street, en oprindelig amerikansk massebevægelse, der er så amorf, at de fleste kommentatorer har svært ved at få hold om den. Den kører i de digitale, sociale medier.
    Den omfatter meget forskellige slags demonstranter, lige fra traditionelle venstrefløjsaktivister og -anarkister, til Ron Paul tilhængere på Republikanernes yderste højrefløj og nu også til organiserede arbejdere. Ron Paul tilhængerne er der, fordi de vil nedlægge USA’s centralbank, The Federal Reserve. De ser årsagerne til krisen i pengeskabelsen i centralbanksystemet.  Fagforeningstilhængerne og venstrefløjsdemonstranterne aktionerer imod den amerikanske finanskapitalismes manglende evne til at gøre noget ved krisen og de fortsatte udslag af grådighed i Wall Street kombineret med tvangsauktionerne på huse i fortæderne, når de teknisk insolvente husejende amerikanere ikke længere kan klare afdragene på deres lån.

Bevægelsen breder sig for øjeblikket ud over USA,  –  med afstikkere til Canada og Europa, og det rejser spørgsmålet, hvad den vil udvikle sig til? Vil den blive koopteret af Det demokratiske Parti og danne en slags venstreorienteret modvægt til The Tea Party på højrefløjen? Occupy-metoden har imidlertid ikke meget lighed med traditionel partipolitik.

De fleste venstredrejede masseprotester i USA siden 1960’erne har været en kamp for et ideal, f.eks. alternativkulturens (the counter culture) idealer om en anti-materialistisk livsstil eller en Verden i fred eller fri for kolonnialisme (protesterne imod USA’s aktioner i Nicaragua og Mellemamerika, og krigen i Vietnam). Eller de har været en kamp for lige borgerrettigheder (Civil Rights Movement). Occupy Wall Street hævdes at være anderledes, idet en del af dens udspring er personlige protester imod ulidelige livsvilkår, som f.eks. når man står uden job, men med en kæmpestor studiegæld, eller man bor i en trailerpark eller er hjemløs, fordi man er sat ud af sit hus p.g.a subprimelånekrisen. Eller man har et job, men det kan ikke betale for sundhedsforsikring. Ungdomsarbejdsløsheden er steget, f.eks. blandt højtuddannede, der så oveni står med studiegældsproblemer.
     Men det er nok for generaliserende at se bevægelsen  udelukkende på denne måde. Den er også blevet italesat som en fortsættelse af Verdens Sociale Forum og Seattle-demonstrationerne i 1999 imod WTO og en forlængelse af det arabiske forår og den spanske acampadabevægelse.  

Bevægelsen omtaler sig som “de 99 pct imod den ene procent”. Der citeres statistik om den voksende ulighed i USA. Den ene procent af de højeste indkomster har en indkomstmasse som andel af de samlede indkomster, der svarer til, hvad de laveste 50 pct har.

Figur 1: Udviklingen i indkomstfordelingen i USA, herunder den rigeste 1 pct af indkomstmodtagernes andel af samlede indkomster

Kilde:  Kongressens budgetkontor. Tallene er renset for inflation.

Økonomisk statistik indsamlet af Kongressens budgetkontor, jvf figur 1 ovenover, bekræfter påstandene om den skæve indkomstfordeling.  

Der er også offentliggjort økonomisk statistik, der viser, at medianindkomsten renset for prisstigninger for den almindelige amerikanske familie er faldet med omkring 10 pc t siden recessionen slog igennem i 2008, jvf figur 2.

Figur 2: Udviklingen i en amerikansk families medianrealindkomst 2000-2010

 Sources: Analysis of Current Population Survey data by Gordon W. Green Jr. and John F. Coder, Sentier Research. Her efter: New York Times 9.10.11

Undersøgelsen, der er sammenfattet i figur 2, viser, at amerikanske lønmodtagere, der har været arbejdsløse under recessionen, tager meget betydelige lønnedgange, når de finder et job. Dermed kan man sige, at arbejdsmarkedet fungerer med udbud og efterspørgsel, men at dette samtidig medvirker til at trykke den samlede efterspørgsel i økonomien. Organisationsgraden blandt amerikanske arbejdere er lav uden for den offentlige sektor.

Hvad er det i øvrigt, der præger denne “Gatsbykapitalisme”?

Det er for det første m.h.t. statens rolle en manglende regulering af finanssektoren. På trods af alle gode intentioner og på trods af, at en stor kommission har undersøgt årsagerne til finanskrisen og placeret en stor del af skylden i netop dette forhold, er der ikke sket ret meget. Præsidenten bliver ved med at holde sine oratorisk kønne taler om behovene for indgreb imod grådighed og finanssektorens tag-selv-bord, men når det kommer til handling, viser det politiske system sig at være handlingslammet. Barack Obama bliver ofte sammenlignet med Franklin D. Roosevelt, en anden demokrat, der var præsident under krisen i 30’erne, men han har indtil videre ikke haft dennes evne til at lave krisebekæmpende tiltag.

Den ulige indkomstfordeling er altså i sig selv en årsag til, at krisen bider sig mere og mere fast. Når almindelige indkomster stagnerer, som det er sket i USA siden 1980’erne, er der ikke den indkomst i den brede befolkning, der skal til for at holde efterspørgselen oppe. Og den investeringsgenererede efterspørgsel er ikke høj nok til at tage over. I stedet outsourcer amerikanske multinationale jobbene til Asien.

Et andet af bevægelsens kritikpunkter går på, at det repræsentative demokrati er blevet hijacket af kapitalinteresser. I USA viser det sig i de mange støttekommitteer med penge fra erhvervene, der giver penge til politikeres valgkampe. I Storbritannien har en undersøgelse vist, at der er stor asymmetri i organisationers adgang til at mødes med statsmagtens repræsentanter og udøve lobbyvirksomhed.

Organisatorisk set er Occupy Wall Street en meget flad bevægelse. Det har været, hvad aktivisterne har fundet på her og nu, der bestemmer, hvad der skal ske. Der er fagforeningsfolk, der har forsøgt at forhindre Ron Paul tilhængere i at komme til talerstolene, men det er ikke blevet taget nådigt op. Der har været betydelig konsensus om, at bevægelsen skal bevare sin brede karakter. Der er dog en General Assembly (stormøde) og aktionskommitteer, og herfra er der blevet produceret et manifest. I manifestet siges bl.a.:

“Vi har samlet os fredeligt her, som det er vores demokratiske ret, til at lade disse kendsgerning blive kendt:

De har beslaglagt vores huse igennem illegale tvangsauktionsprocesser (foreclosure process), skønt de ikke har den oprindelige prioritet (mortgage) (Der tænkes formentlig på, at prioriteter i nødlidende lån er overtaget i bailoutprocessen efter finanskrisen, så pengene skyldes til en tredjepart, der er ukendt for skyldneren).

De har ustraffet taget imod bailouts fra skatteydere og fortsætter med at give direktørerne eksorbitante bonuser.

De har fortsat uligheden og diskrimination på arbejdspladserne baseret på alder, hudfarve, køn, kønsidentitet og seksuel orientering.

De har forgiftet fødevareforsyningen gennem forsømmelighed og undermineret landbrugssystemet gennem monopolisering.

De har profiteret af tortur, indespærring og grusom behandling af talløse dyr og aktivt holdt disse praksiser skjult (her kom dyreaktivisterne igennem med en point!)

De har kontinuerligt søgt at fjerne ansattes ret til at forhandle løn og bedre arbejdsvilkår.

De har holdt studerende som gidsler for titusindevis af dollars som studielån. Sådanne lån burde være en menneskeret.

De har vedholdende outsourcet arbejde og brugt den outsourcing som løftestang til at skære i arbejderes sundhedsforsikringer og løn.

De har påvirket domstolene til at få status som “juridiske personer”, så de kan blive ligestillet med mennesker, men uden at have den samme mulighed for skyld eller ansvar, som mennesker har i retssystemet.

De har brugt millioner af dollars på advokatteams, der søger veje til at få dem (de store virksomheder) ud af kontrakter i sundhedsforsikringer.

De har solgt vores ret til privatliv som en vare.

De har brugt militær og politistyrker til forhindre ytringsfriheden. De har bevidst, af profithensyn, nægtet at tilbagekalde produkter behæftet med fejl.

De bestemmer den økonomiske politik, trods de katastrofale fejl deres politik har fremkaldt og fortsætter med at fremkalde.

De har doneret store pengesummer til politikere, som er ansvarlige for at regulere dem.

De bliver ved met at blokere alternative energiformer for at holde os i afhængighed af olie.

De bliver ved med at blokere generisk medicin, som kunne frelse menneskers liv.……

De har bevidst dækket for olieudslip, uheld, kreativ bogføring og inaktive ingredienser i jagten på profit.

De holder med vilje folk fejlinformerede og frygtsomme via deres kontrol med medierne. (…..)

De har fortsat kolonialisme hjemme og i udlandet. De har deltaget i tortur og mord på uskyldige civile i udlandet (der tænkes her formentlig på droneflyangreb i Pakistan og Afghanistan)

De fortsætter med at producere masseødelæggelsesvåben for at modtage statskontrakter.

Hvilken status, dette manifest har, og hvordan det skal udmøntes i politisk handling, står ikke særlig klart. Det står heller ikke klart, i hvilken grad Demokraterne kan og/eller vil kooptere bevægelsen. Præsident Obama har skærpet sin retorik på det seneste. Når han af den republikanske højrefløj bliver beskyldt for at være “klassekriger”, fordi han “vil beskatte de rige”, går han med på spøgen og siger, at hvis det er “klassekrig”, så er han parat til det.  Den britiske avis The Independent konkluderer efter en historisk gennemgang af fortilfælde i USA’s historie, at demokratiske præsidentkandidater ikke har nydt afgørende fordel af at dykke ned i folkedybets venstrepopulisme, men at de højst kan bruge denne som inspirationskilde til at jagte stemmer i det centrum, der bestemmer præsidentvalget, og at Obama er klar over dette i den strategi, han er ved at anlægge frem til præsidentvalget.

I 1896 stod USA også midt i en krise, og William Jennings Bryan, der var Demokraternes præsidentkandidat forsøgte at profitere vælgermæssigt af det voksende venstrepopulistiske oprør imod krisen, bl.a. med en malende religiøst  inspireret metafor “You shall not press down upon the brow of labour this crown of thorns (“I skal ikke presse denne tornekrone ned over panden på det arbejdende folk”),  tordnede han. “You shall not crucify mankind upon a cross of gold.” (“”I skal ikke korsfæste menneskeheden på et kors af guld”).  Det er stærk billedlig tale og et højdepunkt af politisk retorik, som ikke engang Barack Obama kan konkurrere med.  I et land, hvor “labour” er parcelleret ud i mange segmenter, når man dog ikke langt med en sådan retorik. Bryan tabte valget, måske fordi han blev identificeret for meget med The American West og landbrugsinteresser.  Metaforen går ikke på kritik af kapitalismen som sådan, men på en kritik af Østkystens bankiers og kapitalejere og en uheldig økonomisk politik, idet “korset af guld” er en metafor for og protest imod guldmøntfoden, der bandt den amerikanske valuta til guldets værdi (papirpengene skulle kunne veksles til guld).  Man opretholdt altså pengenes værdi – en slags revalueringspolitik – der gjorde krisen værre, end den behøvede at være.  Også dengang var det en økonomisk nationalisme imod internationalisme, hvor Bryan stod for det første, men mente, at spørgsmålet om guldmøntfoden var vigtigere end toldspørgsmålet.
    I dag under præsident Obama og Ben Bernanke som centralbankchef er der ikke nogen dollar, der er bundet til guld. Det er i højere grad de “løse penges” politik, der føres. Den politik kan føres, så længe USA kan hævde sin stilling som Safe Haven og dollarens status som anerkendt international reservevaluta.   
    Hvis man skulle trække en parallel til idag, er det snarere euroens stilling som pengegarant i EU, der er pendanten til den guldindløselige valuta i USA  –  med nogle af de samme konsekvenser for det “arbejdende folk” i især Sydeuropa.

Finanskrisens udløbere kan vise sig at blive alvorligere end krisen i slutningen af det 19. århundrede. Det kapitalistiske marked er i dag i betydelig højere grad globalt, præget af interdependens og hastigt formidlede betalingsstrømme (bl.a. p.g.a. IT-revolutionen), og en manglende overordnet styring.
        Og man ser da også, at der løbende sker en uddybning af de problemer, der har sat gang i OWS-bevægelsen. Den ene procent sidder nu på næsten 50 pct af de samlede formuer (financial wealth) i USA, skriver The Independent. Den højt besungne amerikanske drøm rykker længere og længere væk for middelklasseamerikaneren.  Det skærper modsætningerne i samfundet:

The election of 2012 will be an ideological contest like few others – a referendum on the future of capitalism as currently practised in America.

Obama Kansas speech

Comments Off on OWS

Ponzi og Wall Street – finanskrise da capo?

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 11/03/2011

Det er nu over to år siden, at Bernie Madoff blev arresteret for Verdenshistoriens største svindelnummer. Igennem en såkaldt Ponzi scheme fik han franarret intetanende investorer op imod 50 mia dollars. Nogle har siden fået dækket dele af deres tab.

En Ponzi scheme kan beskrives som en slags pyramide, hvor man får penge ind i bunden og udbetaler udbytte i toppen. Den kan kun fungere så længe, pyramidens bund har større areal end pyramidens top, så der hele tiden kan udbetales udbytte. Det kunne gå i lang tid i højkonjunkturårene, men da de var omme, begyndte det at vakle, og bekymrede investorer meldte Madoff til politiet.

For et stykke tid siden udløb to-års fristen for indlevering af retslige krav om geninddrivelse af midler til de snydte investorer. Og i den tid har kuratoen Irving Picard haft travlt. Nogle af de sidst indregistrerede krav fik folk til at spærre øjnene op, idet nogle af Verdens største banker: JPMorgan Chase, UBS, HSBC, Citigroup og Merrill Lynch er involveret.  Søgsmålene beskylder dem for enten at undlade at opspore svindelen, eller, i nogle tilfælde, bevidst at give en aktiv hånd i formidlingen af den. Et søgsmål til 9 mia $ indeholder bl.a. en påstand om, at den britiske storbank HSBC to gange hyrede KPMG, et multinationalt revisionsfirma, til at undersøge Madoffs metoder, og at HSBC efterfølgende undlod at foretage sig noget, da revisorerne udtrykte foruroligelse over, hvad der mon foregik i Madoffs fremgangsrige firma.

Det er måske ikke så mærkeligt, at det forholder sig sådan. Offentligheden lukkede øjnene for fejlene i det økonomiske system under finanskrisen. Og det virkelig foruroligende er, at denne strudsepolitik fortsætter også efter krisen. At politikere også lukkede øjnene, – eller i hvert fald lod være med at foretage sig noget, er blevet dokumenteret nu, og det fra den mest usandsynlige kilde, nemlig de efterhånden berømte Wikileaks.

I et opsigtsvækkende telegram fra USAs Londonambassade fortælles i detaljer om en parlamentarikerkomsammen, hvor amerikanske parlamentarikere fra Kongressen besøgte London i flere dage og havde møder med medlemmerne af Underhusets finansudvalg, det britiske finanstilsyn og topdirektører fra nogle af storbankerne.  Det var midt under finanskrisen og giver et interessant billede af lovgivernes forestillinger om finanskrisen.

De mener, at den afgørende årsag til den økonomiske krise var finansfolks “gruppetænkning” (group think) og mangel på opsyn/tilsyn fra bestyrelser (lack of oversight from boards of directors).  

John McFall, formand for Finansudvalget og Labour MP kritiserede bestyrelsen for Royal Bank of Scotland (RBS)  for ikke at sætte spørgsmålstegn ved RBS’ køb af  den hollandske storbank ABN Ambro på toppen af højkonjunkturen, hvorved RBS’s balance blev så dårlig, da konjunkturen vendte, at den britiske stat ud fra too-big-to-fail filosofien måtte undsætte RBS med milliarder af tilskud i pund.

Michael Fallon, Konservativ MP, fremhævede mangelen på ansvarlig virksomhedsledelse  (corporate governance) og ineffektiv selvregulering i branchen!!

Når der skal foreslås ændringer, der kan bringe cirkuset under kontrol, foreslås øget styring af  –  og regler – om bonusudbetalinger og lønningernes højde i finanssektoren. Til nyheder om, at bonusudbetalinger og høje lønninger ser ud til at fortsætte, siger man lige ud, at Punch bowlen er flyttet ind midt på bordet, og skeen er blevet større!

Møderne finder sted lige inden det store G20 topmøde i London i april 2009, hvor lederne af Verdens største industrinationer gav hinanden håndslag på, at nu skulle der gøres noget ved junglelovene i finanssektoren.  I den anledning diskuterer lovgiverne temaet om de to kapitalismemodeller, der lagde op til konflikt med hinanden under mødet, men som hurtigt blev afsporet, da Barack Obama tog pippet fra de vesteuropæiske statsledere ved at starte med at mødes på tomandshånd med Kinas præsident Hu Jintao. De to modeller, der stod over for hinanden på mødet, var den angel-saksiske model med stor frihed til finanssektoren og den francogermanske europæiske kontinentalmodel propageret af Sarkozy og Merkel, hvor finanssektoren skal styres mere stramt og kravene til egenkapitaldækning/opsparing skal øges markant.

Det kan undre, at både Labour og konservative parlamentarikere i Storbritannien er enige om, at den anglo-saksiske model skal forsvares for enhver pris imod EU’s forsøg på at indføre mere regulering:  Alle MPs udtrykte bekymring for, at Storbritanniens interesser i den finansielle sektors økonomi kunne blive undermineret af beslutninger fra Bruxelles. Mark Todd, Labour MP, sagde, at “Brusselles så krisen som en mulighed for at udfordre den angel-saksiske markedsmodel”. Det lyder som en efterklang af Margaret Thatcher, den konservative jernlady, der så Bruxelles som centret for “reguleringssocialisme” og derfor lagde sig i selen med at få udviklet britisk markedskapitalisme via det berømte “Big Bang” i 1986, hvor Londonbørsen blev dereguleret.

Nationale økonomiske interesser går forud for internationale regler, der kan lægge bånd på finanssektoren. I det lys er det måske ikke så mærkeligt, at det ikke er lykkedes at komme igennem med en effektiv regulering af finanssektoren, hverken i USA eller Europa.

Kongressen har haft en undersøgelseskommission siddende, som i januar barslede med en stor rapport om årsagerne til finanskrisen. Den konkluderer bl.a.:

Krisen nåede et seismisk omfang i september 2008, hvor Lehman Brothers gik ned, og et muligt sammenbrud af forsikringsgiganten American International Group (AIG) lå lige om hjørnet. Panikken blev opildnet af en manglende gennemsigtighed af balancen (forhold mellem aktiver og passiver) i de største finansvirksomheder, samtidig med at  forholdet mellem de store too-big-to-fail institutioner var præget af et kompliceret væv af gensidige forbindelser, som ingen kunne gennemskue. Det fik kreditmarkederne til at gå i sort. Aktiemarkedet styrtdykkede. Økonomien røg ud i en dyb recession.

Rapporten er præget af en ret dyb indsigt i årsagerne til krisen og en rystende ærlighed, når man tager i betragtning, hvem det er, der fra politisk hold må siges at være ansvarlige. Er der nogen, der kunne være ansvarlige, må det netop være Kongressen, der har mulighed for at lovgive sig ud af en del af problemet med den amerikanske finanssektor.

Det understreges i rapporten, at det er de seneste årtiers ændringer af finansmarkederne igennem globaliseringen – den øgede globale gensidighed og forbundethed, der sammen med manglende transparens og styring kan få finanssektoren til at løbe amok. Det er et problem, der ikke er blevet løst. Derfor kan man læne sig tilbage og vente på det næste sammenbrud.

Comments Off on Ponzi og Wall Street – finanskrise da capo?

Britiske BNP-tal får diskussionen mellem keynesianere og udbudssideøkonomer til at blusse op igen

Posted in Finanskrise, Global økonomi by Gregers Friisberg on 26/01/2011

Efter at de første chok oven på offentliggørelsen af de britiske BNP-tal for 4. kvartal 2010 har lagt sig, er eftertænksomheden begyndt at indfinde sig. Der har hidtil været en vis enighed om at tilskrive faldet på 0,5 pct i produktionen vejret i slutningen af året. De kraftige snefald og kulden gik hårdt ud over den britiske økonomi, der for 3/4 er baseret på produktion af tjenesteydelser.

Nu er tvivlen rigtig begyndt at melde sig. For, som The Economist skriver, vejrforholdene på det europæiske kontinent har været af lignende vintermæssig strenghed, og her ser det ikke ud til, at der har været et lignende produktionsfald. Årsagen kan altså i stedet ligge i de voldsomme nedskæringer på de offentlige budgetter, som blev vedtaget af den konservativt-liberale regering. Disse kan dog næppe være begyndt at virke med fuld styrke endnu. Det vil sige, at så har man måske endda det værste i vente?

Problemet er altså: Hvor meget skal man i en økonomisk nedgangskonjunktur satse på budgetmæssig disciplin? En for stærk sats på balance på budgettet kan risikere at kvæle en spirende opgang i økonomien. Det er netop det keynesianske argument, at under konkunkturnedgang skal økonomiens automatiske budgetvirkninger få lov til at udfolde sig for at modvirke konjunkturnedgangen. Den øgede arbejdsløshed fører til mindskede skatteindtægter. Samtidig vil udbetalingterne af arbejdsløshedsunderstøttelse virke som en forøgelse af de offentlige udgifter, der holder efterspørgselen oppe hos de dele af indkomstmodtagerne, der har den højeste forbrugskvote.

Den automatiske budgetreaktion kan sammen med politisk besluttet økonomisk stimulanspolitik virke krisedæmpende.

Hvis denne dyrekøbte britiske erfaring er korrekt, kan det være et kraftigt indlæg i den danske debat om krisebekæmpelse. Der synes i Danmark at være en overordentlig udbredt udbudssideøkonomisk opfattelse blandt danske mainstreamøkonomer, hvad enten de sidder i bankerne eller Det økonomiske Råd. Det viser opbakningen til den udbudssideorienterede økonomiske “reform”-dagsorden. De offentlige velfærdsydelser skal tilpasses, så udbudet af arbejdskraft øges. Men om der er beskæftigelsesmuligheder for den større tilgang af arbejdskraft, synes ikke at være studium værd. Det antages uden videre for givet, at en større tilgang af +60-årige til arbejdsstyrken da naturligvis vil kunne finde beskæftigelse.

Det er klart, at den forbedret konkurrenceevne vil kunne øge beskæftigelsesmulighederne i eksportindustrien i en meget åben økonomi med stor udenrigshandel. Men beskæftigelsesmulighederne beror overordnet set på, hvor stor efterspørgselen efter varer og tjenester er.  I en situation med udbredt konjunkturnedgang, er det ikke nok at øge konkurrenceevnen, når afsætningsmulighederne ikke er der.

Det er bl.a. det, de britiske erfaringer viser. Ikke alene er man i gang med at øge arbejdsudbudet ved at fyre løs af offentlig ansatte, – efter nedskæringerne. Man har også en selvstændig valutapolitik i Storbritannien. Pundet flylder, og det er igennem 2009-10, altså under krisen, flydt nedad, så der er tale om en samlet betydelig devaluering over for eurozonen. Det har dog ikke skabt tilstrækkelig konkurrenceevne i forhold til en eurozone, hvor problemet snarere er utilstrækkelig efterspørgsel p.g.a. krisen. Det lægger ideelt set op til, at man burde føre keynesiansk krisebekæmpende politik koordineret i hele Europa. Man gør imidlertid det modsatte. Overalt er man i gang med at spænde livremmen ind. Fiskalkonservatismen fejrer triumfer som dominerende politisk-økonomisk ideologi.  Og hvis nogle protesterer, bliver de præsenteret for de græsk-irske budgethelveder. Men de er dels selvforskyldt, forårsaget af en uheldig håndtering af bankkrisen, og de er forårsaget af den generelle europæiske budgettilbageholdenhed, der forårsager, at aben ender på skuldrene af  de svageste euroøkonomier.

I virkeligheden forholder det sig sådan, at afvejningen af økonomisk politik for meget globaliserede økonomier er en vanskelig balancegang imellem at holde efterspørgselen oppe af hensyn til afsætningsmuligheder og beskæftigelse på hjemmemarkedet på den ene side, og på den anden side muligheden for at gavne international konkurrenceevne på den anden side  på en måde, der kunne modvirke effekten af efterspørgselsudvidelse på hjemmemarkedet. Hvis der er opgangskonjunktur på de internationale markeder, og det pågældende land har det rette mix af afsættelige varer og tjenesteydelser, kan eksportstrategien kombineret med konkurrenceevneforbedring i nogle tilfælde være en mere økonomisk udbyttegivende vej end keynesiansk efterspørgselsregulering, der kan føre til bundløs gæld, når renten evt. begynder at stige. Argumentet om efterspørgselsstimulans kan derved for den åbne globaliserede økonomi forskydes til det supranationale niveau.

Euroens konstruktion gør det vanskeligt at lave modcyklisk økonomisk politik. Hvert land er indstillet på at bringe orden i eget hus, snarere end at tænke på, hvor høj efterspørgselen er i hele unionen.  Den europæiske Centralbank er gearet til at lave inflationsbekæmpelse, og der er ikke noget effektivt centralt  finanspolitisk beslutningsniveau, der kan vedtage en samlet stimulanspakke, som man f.eks. så det ske i både USA og Kina i 2009.

Comments Off on Britiske BNP-tal får diskussionen mellem keynesianere og udbudssideøkonomer til at blusse op igen