“Minoritetspræsidenten” og EU’s fremtid – opdateret

Det franske dagblad Le Monde beklager sig i en leder over, at man i Frankrig har valgt, hvad avisen kalder en “minoritetspræsident”. En præsident, der kun har fået opbakning bag en minoritet af vælgerbefolkningen, dvs godt 43 pct. af vælgerne. Han fik godt nok knap 66 pct i forhold til Marine Le Pens 34 pct, men når de mange sofavælgere tælles med, er procenten langt lavere. Hertil kommer, at en stor del af de 43 pct stemte på Macron, fordi det var dem meget om at gøre at ville undgå den højrenationale modkandidat.

Der er en betydelig vrede over, at venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon, der fik over 19 pct af stemmerne i første valgrunde, ikke ville anbefale sine vælgere at stemme på Macron i 2. runde. Over 4 mio har afgivet en proteststemme ved at stemme blankt eller afgive anden form for ikke-anerkendt stemme.

I stedet er disse nutidens sans-culotter (mænd uden “knæbukser”, som de pæne borgere gik med i 1780’erne) gået på gaden efter 2. runde og startet den “sociale krig” (la guerre sociale) imod den nyvalgte præsident:

Kilde: Le Monde. “Den sociale regression valgt. Alle på gaden”.

Og hvordan vil det gå “præsidenten uden demokratisk legitimitet” fremover, når han sætter sig i præsidentstolen og skal styre det stagnerende franske samfund ud af mange års krise? Han får – viser det sig –  flertal i Nationalforsamlingen, hvortil der er valg 11. – 18. juni, idet opstillingen af kandidater til hans bevægelse – som for at gøre forvirringen total lige har skiftet navn til Republikken på vej Frem (La Republique en Marche) – gik i gang ret sent.

Macron lægger stort ud. Han har tilkendegivet, at han vil søge parlamentets (Nationalforsamlingen og Senatet) opbakning til at kunne reformere arbejdsmarkedslovgivningen via præsidentielle dekreter. Det kan ikke gå hurtigt nok at få bragt fransk erhvervsliv på lige konkurrencefod med Tyskland og de andre vindernationer i eurozonen.

Hvad der næppe vil gøre stemningen på gaden bedre, hvor man har andre forklaringer på den franske malaise. Men Macron mener, at det er i liberale arbejdsmarkedsreformer og andre udbudssidereformer, at den vigtigste nøgle til løsning af Frankrigs problemer ligger. Kombineret med reformer i EU, så ØMU’en udbygges med en politisk-budgetmæssig overbygning.

I den nyliberale optik er det ikke nok med arbejdsmarkedsreformer. Skattetrykket skal sættes ned, på både virksomheder og arbejdsindkomst, så incitamenterne i økonomien forbedres. Og der skal ske en hel eller delvis demontering af velfærdsstaten, så det makroøkonomiske udgiftstryk på de konkurrenceudsatte erhverv formindskes. På disse punkter er Macron svag i koderne. Han vil kun skaffe sig af med 120.000 offentlig ansatte (divider med 11 for at sammenligne med Danmark).
Selskabsskatten foreslås sat ned fra godt 33 til 25 pct. Men selskabsskatten betyder reelt ikke ret meget for virksomhedernes konkurrenceevne. Det er på EU-området, han har de mest gennemgribende forslag, idet han vil have et eurozonebudget, der giver mulighed for infrastrukturinvesteringer financieret med euroobligationer og fælles skatte- og finanspolitik. Her rammer han lige ind i det, der er eurozonens hovedproblem. Men det ser ud til at være et utopisk forslag. Tyskerne vil ikke være med til at underskrive de andre landes gæld.
Hans forslag til uddannelsesreformer, grøn økonomisk omstilling og klimapolitik er heller ikke tilstrækkelige til at gøre en forskel for de franske konkurrenceudsatte erhverv.
Hertil kommer den politisk-parlamentariske situation i Nationalforsamlingen efter valget. Macron manglede en partiorganisation til at hjælpe sig til et flertal.
Selv om den franske forfatning lægger op til en form for præsidentielt system på papiret, har virkeligheden vist sig at være helt anderledes, når en præsident har et parlamentarisk flertal af en anden politisk farve end hans egen. Det er i virkeligheden et semi-præsidentielt system af overvejende parlamentarisk tilsnit. Det vistr sig, efter 1. valgrunde, at Macrons nystiftede parti ville få flertal i Nationalforsamlingen, hvad der bl.a. skyldtes Macrons betydelige popularitet, som han bl.a. opnåede ved at optræde med fasthed over for Donald Trump, USA’s præsident.

Udvikling i BNP pr indbygger i USA, Frankrig og Tyskland:

Kilde: Worldbank.org. Hent tallene her.

Figuren ovenover viser med al tydelighed, hvordan den franske økonomi er stagneret i forhold til USA og Tyskland. I 1970’erne og 80’erne var BNP pr indbygger højere i Frankrig end i Tyskland. Efter finanskrisen er Tysklands udvikling accelereret langt hurtigere (baseret på forbedring af tysk konkurrenceevne inden for eurozonen). Det samme er den amerikanske (baseret på ekspansiv finans- og pengepolitik i starten af finanskrisen).
Det øvrige EU kunne hjælpe fransk økonomi – og de andre svagere økonomier i Sydeuropa ved at slække på den tysk inspirerede sparepolitik. Men det er der ikke tegn i sol og måne på vil ske. Information skriver ganske vist, at der er ved at opstå alvorlige sprækker i den tyske regering m.h.t. opretholdelse af austerity (“spare”-) politikken. Førende tyske socialdemokrater vender sig imod den og foreslår, at man kan hjælpe Macron ved hjælp af finanspolitiske lempelser:

“Med 11 mio. franske stemmer på Le Pen er en større fleksibilitet ifølge SPD-udenrigsminister Sigmar Gabriel i direkte tysk egeninteresse.

»Jeg har spurgt forbundskansleren, hvad der er dyrest: et fransk underskud på 0,5 pct. ekstra eller fru Le Pen ved magten? Vi tyskere må ændre holdning,« lød det fra udenrigsministeren, der også bemærkede, at Le Pen er ung nok til at stille op ved næste valg om fem år.

»Vi må holde op med at lave et kæmpedrama ud af 0,2 eller 0,5 procents overskridelse af underskuddet i andre eurolande. Tyskerne hidser sig op, men vi må se på proportionerne. Vi må gøre op med vores finanspolitiske ortodoksi…….Vi overskred  selv Maastricht-kriterierne (de første år af ØMU-samarbejdet), men det skabte vækst. Nu må vi tyskere også lade andre lande få denne fleksibilitet,« sagde Gabriel. Han lagde her flere gange vægt på, at den kun kan gå hånd i hånd med Macrons løfter om reformer af det franske arbejdsmarked og socialsystem. (Information).

Men det andet parti i regeringen deler åbenbart ikke dette syn: “Kun det forbundstyske finansministerium siger noget andet, lød det fra Gabriel med en hilsen til finansminister Wolfgang Schäuble” (CDU).

Det er dog, som det påpeges senere i artiklen, ikke helt korrekt. Der er valg i Tyskland til efteråret, og der er en udbredt frygt i CDU for, hvordan de tyske vælgere vil reagere, hvis der gives los i finanspolitikken. Er det os, der som skatteydere vil komme til at betale regningen for redde Macrons skind? vil de tænke. Ganske vist har den tyske økonomi store fordele af, hvad der for den er en undervurderet fællesvaluta, men derfra og så til at udvise overnational solidaritet, ser der ud til at være et stykke vej! EU har endnu ikke formået at udvikle en tilstrækkelig stærk fælleseuropæisk identitet.

Hvorfor stoppede den højrepopulistiske bølge i Frankrig?

Først Brexit i juni 2016. Så donald Trumps valg til præsident i USA i november 2016. Og endelig det franske præsidentvalg i april-maj 2017, som kunne føre til fællesvalutaen euroens fald og måske EU’s opløsning. Det var det scenarie, mange så for sig.

Sådan kom det ikke til at gå. Det er der givet mange forklaringer på. En af de mere interessante kan man læse sig til i en Washington Post artikel. Som James McAuley skriver, var alle forudsætningerne ellers til stede. Høj arbejdsløshed igennem mange år og terroristangreb, som har dræbt over 230 mennesker de sidste par år, og som tilskrives islamisk terrorisme. Og hertil en højrepopulistisk bevægelse i form af Front National, der har fornemmet mulighederne for at profitere af det?

Forklaringen skulle ligge i to faktorer, dels at Frankrig i langt højere grad end USA og Storbritannien er præget af lighed og en af de mest generøse velfærdsmodeller i Verden, dels den historiske baggrund, hvor et stort kommunistparti har haft tag i en stor del af arbejderklassen.
Frankrig snusede godt nok til den nyliberale markedsmodel i 1980’erne, efter at Francois Mitterrands socialistiske eksperiment havde fået lov til at løbe ud i sandet, men man var slet ikke nyliberale i samme omfang som USA under Ronald Reagan og Storbritannien under Margaret Thatcher. Frankrig har et af Verdens mest udbyggede statslige velfærdssystemer, hvor de offentlige udgifter samlet set udgør over 55 pct af BNP. Det tager noget af luften ud af “Udkants-“Frankrigs protester.

Men det med ligheden, – er det nu også så korrekt? Det er klart, at rigelige offentlige velfærdsydelser i sig selv kan virke udjævnende, men ulighed måles også med f.eks. Gini-koefficient over indkomstulighed.
Når det gælder gini-koefficient, henvises til OECD’s tal, der rigtigt nok viser en fransk gennemsnitlig indkomstulighed under britisk og amerikansk ulighed.

Gini-koefficienter for indkomst og relativ indkomstfattigdom (50 pct af medianindkomster efter skat og overførsler):

Kilde: OECD.

Som det ses af OECD statistikken ovenover ligger den franske gini-koefficient for indkomstulighed (fra 0 (total lighed) til 1 (total ulighed)) under den britiske og amerikanske. Målt på størrelsen af den relative fattigdom ligger Frankrig også lavt med 8 pct fattige.

Ikke desto mindre kan man konstatere, at mange føler sig fattige i Le Pens kerneområder i Nord- og Sydfrankrig, hvor der er tabt mange industrielle arbejdspladser.

Dette forbehold tager McAuleys artikel dog også, idet det erkendes, at uligheden i Frankrig er steget i forhold til tidligere. Der henvises til data, som Piketty har offentliggjort på sin blog på Le Monde:

Figuren viser realindkomstudviklingen før skat i percentiler for forskellige grupper i to 30 årsperioder, nemlig 1950-1983 og 1983-2014, dvs før og efter globaliseringen slog igennem i den internationale økonomi. I den første periode var væksten høj for lav- og mellemindkomster og lavere for de højeste indkomster (højeste 1 procent, promille og tiendedele promille). I den anden periode har det forholdt sig omvendt. Indkomstfremgangen er stagneret for de lavere indkomster og steget kraftigt for de højeste indkomster.

Det er just det, den almindelige befolkning i de økonomisk depressive områder af Frankrig beklager sig over, og som Le Pen har forstået at udnytte: Mange ufaglærte klager over, at de nu i adskillige år har ligget på en løn lidt over eller lidt under 10 euro i timen (den franske mindsteløn). De forklarer det med den lave efterspørgsel på deres arbejdsydelser, som igen forbindes med den lave franske konkurrenceevne/euroen og tilgangen af ufaglært arbejdskraft udefra.

Men det har dog ikke ført til en så voldsom populistisk bølge som i USA, hvad der kan forklares med de citerede tal for ulighed og fattigdom. Men det kan nok også forklares med Le Pens noget uheldige valgkamp, hvor hun kom til at vikle sig ind i selvmodsigelser omkring euro og en “fællesvaluta”, der nærmest ville svare til en genindførelse af den europæiske valutaenhed, ECU, som var en regneenhed bestående af de valutaer, der svingede i et kontrolleret svingningsbånd omkring regneenheden.
Hun har formentlig gjort det, da hun fornemmede, at et stort antal vælgere følte sig utrygge over udsigten til en opløsning af den økonomisk-monetære union (devaluering og dermed stigende inflation og faldende levestandard i en overgangsperiode), og har så ikke haft tilstrækkelig kontrol over diskursen omkring det til at kunne gøre dette skift midt i en valgkamp troværdigt.
Hun har heller ikke haft nok styr på diskussionen om, hvem der har ansvaret for de 76.000 jøder, der blev deporteret til nazi-koncentrationslejre under II. Verdenskrig. Det skete under Vichy-styret, men “det er ikke Frankrig”.
Hertil kommer franskmændenes frygt for de mulige fascistoide konksekvenser af xenofobien og de snævre definitioner af franskhed, som der lægges op til i FN’s program. De har kendt partiets fortid for længe. Det gør dem mindre modtagelige end amerikanerne var over for Trumps retorik.

Det andet argument hænger også sammen med en historik. Jean-Luc Melenchons og det “ukuelige” Frankrigs (La France Insoumise) opstigning i første valgrunde til knap 20 pct af stemmerne, forklares ved, at en effektiv og karismatisk venstrepopulist samler den historiske PCF-stemme (PCF: Parti Communiste Francais) op igennem udvikling af en ny retorik og valgkampsstil, som appellerer til en stor gruppering, der har været “politisk hjemløs” i mange år.

Den populistiske stemme skulle altså angiveligt være blevet delt i en venstre- og højretendens, hvorved den er blevet mere splittet, end det var tilfældet i USA, hvor man nok kunne se en Donald Trump og en Bernie Sanders i lignende positurer, men hvor Bernie Sanders jo som bekendt ikke nåede frem til selve præsidentvalget.
Men man kan også sætte spørgsmålstegn ved et betimelige i at kalde alle, man ikke kan lide, for populister. Der er nok visse fællestræk i skepsisen over for eliterne, men ellers er der store forskelligheder bevægelserne imellem.

Reality check på den førende præsidentkandidat

Reality checks er blevet a la mode efter Trumps valgkampagne i USA. Jvf det danske TV-program Detektor. Det laves ikke altid lige elegant, og der er tit overdrevne forestillinger om, hvor meget man kan tilnærme diskursive udlægninger af virkeligheden til virkeligheden.

Derfor må man lykønske den franske avis Le Monde med meget præcise gendrivelser af påstande, som den førende franske præsidentkandidat Macron er kommet med i kampens hede. Han fører klart i målingerne – med 60 pct i forhold til Le Pens 40 pct. Men letsindigt at føle sig for sikker. Derfor kan det være vigtigt at være præcis.

F,eks. m.h.t. arbejdsløshedsproblemet, der bliver et af hovedemnerne mellem de to kandidater, bl.a. fordi deres udlægninger af globaliseringsbegrebet virkelig skiller.

Macron har sagt, at “Frankrig er “et af  de sidste større lande i EU, der har formået at klare massearbejdsløshedsproblemet”.

Avisen dokumenterer med statistik fra Eurostat:

Frankrig ligger snarere omkring et gennemsnit (ca 9,5 pct af arbejdsstyrke) for euro-zonen, og adskillige store lande (Portugal, Spanien, Italien) har betydelig højere arbejdsløshed.
Hvad kan grunden være til ikke at være præcis på dette punkt? – Måske at tage luften ud af det væsentligste i Le Pens kritik af “den vilde globalisering”, som går ud over den franske arbejderklasse, specielt de mest udsatte? Måske at tage luften ud sejlene på kritikken af euro-zonemodellen som en levedygtig økonomisk model?
Måske at antyde, at man er relativt tæt på en “løsning på problemet”, og at man derfor kan imødese hans egne løsningsforslag med sindsro.
Han ser det som en problematik, der primært skal løses af markedskræfterne og i et tæt parløb med EU. Hertil skal så komme udbudssideøkonomiske tiltag fra den franske stats side, så som primært større fleksibilitet på arbejdsmarkedet (jvf foregående blogposts). Men som han også selv siger: problemet har været der i over 30 år, – og hvorfor skulle det være så meget tættere på en løsning nu?
Det, der i den sammenhæng er ret afgørende, er, at man er tilbøjelige til at undervurdere forskellene i strukturel konkurrenceevne mellem den tyske økonomi (Allemagne ovenover i figuren) på den ene side og de svage mellemeuropæiske og sydeuropæiske økonomier. Det er forskelle, der hænger sammen med institutionelle faktorer, som ikke uden videre er så lette at komme udenom. Hvis man er opdraget i den neoklassiske økonomiske teoritradition kan det forekomme at være en let sag. Her ses det som markedsuligevægte, der kan overkommes via øget transparens og øget markedsmæssig styring. Så let er det imidlertid ikke.

 

Globalisering eller højrenationalisme?

Er det virkelig kun det, der kan vælges imellem ved 2. runde af det franske præsidentvalg?

Der er ikke noget at sige til, at mange unge føler sig snydt. Ifølge meningsmålingerne (jvf forrige blogpost) ville 30 pct af de 18-24 årige have Melenchon. Det har startet en bevægelse, hashtag, #sansmoile7mai, på twitter med opfordringer til ikke at stemme.

Men hermed risikerer man at hjælpe en demagog til magten, som én skriver.

Hvorfor har Frankrig lavet en valgmåde med to valgrunder, der fører til, at valget for en stor del af befolkningen bliver et valg mellem pest og kolera?

Begrundelsen er at sikre, at de, der vælges, sidder med et solidt folkeligt mandat på over 50 pct. Men man glemte at gennemtænke konsekvensen af, at der stemmes efter ideologi og mavefornemmelser i første runde og efter – formodes det – fornuften i anden runde. Det er ligesådan ved valg til Nationalforsamlingens 577 medlemmer. Det foregår ved flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Ved præsidentvalget har det ført til meget modstående kandidater, en nyliberal, globaliseringsbegejstret EU-tilhænger på den ene side, og på den anden side en højrenational, xenofobisk globaliseringsskeptiker. – Hvis det kan stilles så simpelt op.

For sandheden om politik er jo, at der kommer til at ske bevægelse undervejs. Som nu sagen om den amerikanske elektronikproducent Whirlpool, som vil flytte 600 jobs fra byen Amiens i det arbejdsløshedsplagede Nordfrankrig til Polen, en klassisk sag om globaliseringens omstillinger af økonomien, og hvor Marine Le Pen med sans for god valgpropaganda stiller sig på det arbejdende folks side.
Hun kom uanmeldt til byen, hvor Macron mødtes med fagforeningsrepræsentanterne i byens industri- og handelskammer. I stedet mødte hun arbejderne, der lavede fysisk blokade af virksomheden, på parkeringspladsen uden for virksomheden.
Sagen blev en stor historie i de franske medier og er formentlig kommet til at danne baggrund for en uheldig start på 2. runde kampagnen for Macron. Det kan diskuteres, om det er en hensigtsmæssig måde at føre valgkamp på, men man må lade Macron, at han ikke er bange for at møde folket i øjenhøjde (fra hans facebookside). Berømt er også hans udtalelse til en demonstrant, hvor han sagde, at måden at få råd til en habit på, det er ved at arbejde. Det gælder heldigvis ikke for Danmark, hvor dagpengene er højere!

Et stort tema i fransk politik er jo, hvordan den franske økonomis integration i EU-økonomien og den globale økonomi virker.
Det store opbrud, der er sket i forhold til de traditionelle partier, hænger ikke alene sammen med, at “vælgerne er trætte af traditionel partipolitik”, herunder Republikaneres og socialisters rotation på magten, men også, at den franske økonomi ikke har klaret tilpasningen til den internationale økonomiske integration så let som andre EU-økonomier. Frankrig ligner for meget en mellemting mellem en tysk dynamo og et italiensk-græsk hængedynd, og hvordan udvikles der politik i det spænd? – Det er spørgsmålet.

Udviklingen i den globale varehandel i faste priser:

Kilde: Bloomberg.

Tal fra det anerkendte hollandske Centraal Planbureau, Central Planning Bureau  tyder på, at den internationale handel igen er begyndt at vokse ganske kraftigt, – i faste priser med 4,2 pct. fra juni 2016 til februar 2017, jvf figuren ovenover. Der kan her ligge noget af forklaringen på, hvorfor EU-økonomierne – efter flere års lavvækst og sparepolitik – endelig er begyndt at få lidt gang i væksten.

Opgangen i økonomien betyder, at arbejdsløsheden er begyndt at falde.

Umiddelbart kunne det blive en appelsin i turbanen for Emmanuel Macron. Hans program er en noget tyndbenet blanding af håbets og optimismens budskab og nyliberale reformer, som skal gøre det muligt for fransk økonomi at drage mere fordel af den tætte økonomiske integration i euro-zonen. I stedet for 600 tabte industrijobs hos Whirlpool skal der gerne opstå 600 højere betalte jobs andre steder. Men vil det ske?
Selskabsskatten skal nedsættes fra 33,3 til 25 pct, og virksomhederne skal have øgede muligheder for decentralt at lave aftaler med de ansatte. De “overenskomster, der laves ude på virksomhederne, skal afspejle forholdene på det lokale sted”, siger han. Det kan imidlertid få konsekvenser for, at der kommer øget ulighed i samfundet som helhed. Der er stor forskel på, hvad high-tech virksomheder i Paris og Grenoble kan tilbyde de ansatte, og hvad andre mere traditionelle virksomheder kan give dem.
Den strukturelle konkurrenceevne foreslås styrket via bedre uddannelser, iværksætteri og forskning.
Som økonomiminister i Francois Hollandes socialistiske regering har Macron medvirket til gennemførelse af reformer, herunder arbejdsmarkedsreformen, loi de travail, som giver arbejdsgiverne større muligheder for at overskride 35-timers arbejdsugen (som blev indført ved lov under socialisten Lionel Jospin (1997-2002)).
I tilfælde af arbejdstid ud over 35 timer foreslår han, at de såkaldte cotisations sociales (arbejdsgiverafgifter) sættes ned. Endvidere bliver det lettere for virksomhederne at hyre og fyre lønmodtagere.
Whirlpool-sagen rammer lige ned i disse problematikker og er med til at give mange lønmodtagere en dårlig smag i munden.

Spørgsmålet er imidlertid også, om disse tiltag er gennemgribende nok og/eller om den franske økonomi er i stand til at tage fra?
Hvis det ikke er tilfældet, står Macron med det problem, at han ikke erkender – og har ordentlige bud på løsning af  –  de alvorlige udviklingsproblemer og sociale og økonomiske modsætninger, det franske samfund står midt i, og som bl.a. illustreres af de enorme modsætninger mellem center og periferi, mellem storbyområder, især Paris-regionen, og de små byer og landet, og som viser sig i de store forskelle på arbejdsløshedsprocenterne de to steder. Det er tilsyneladende ikke nok bare at vente på, at det kapitalistiske markeds dynamik ordner problemerne.
For Macron er globaliseringen et livsvilkår. Det er ikke noget, der kan vælges til eller fra. Derfor er man nødt til at tilpasse sig den ved at acceptere de betingelser, den sætter.

Le Pens første skud i bøssen i valgkampens 2. runde har været denne “la mondialisation sauvage“, den “vilde globalisering”, som hun kalder det, og dens konsekvenser for  uligheden i landet og almindelige menneskers livsvilkår.
Det skal i hendes xenofobiske optik løses med en “fransk-først” politik. Som medicin imod den vilde globaliserings virkninger foreslår hun bl.a. mere statsstyring af økonomien og en mulig trækken sig ud af euro-samarbejdet, så landet kan føre sin egen valuta- og pengepolitik.
Hun er dog begyndt at glide af på direkte spørgsmål om, hvordan og hvornår en exit fra euroen skal finde sted. Hun går målrettet efter præsidentposten nu og forsøger at appellere til de mange vælgere, der er utrygge ved for store forandringer, eller vælgere, der har stemt på andre af 1. runde kandidaterne. Derfor nedtones anti-euroretorikken noget, bl.a. via en større prioritering af proceduren (folkeafstemning/vedtagelse i Nationalforsamling).
Det bliver noget, den nyvalgte præsident ikke kommer til at få direkte indflydelse på, da det vil afhænge af, hvilken og hvor meget repræsentation, hun som evt. nyvalgt præsident vil få i Nationalforsamlingen.
Fransk politik er kommet til at dreje sig om personer (Melenchon, Le Pen og Macron) og deres bevægelser, snarere end traditionelle partier. Front National er et topstyret traditionelt parti. Det er ikke gode vibrationer at sende i et land, hvor sådan politik ikke fænger mere.
Så hun har taget “orlov” fra sin formandspost i Front National for at koncentrere sig 100 pct om valgkampen.
Front National har for mange lig med i lasten til, at man under den hat kan favne bredt nok til at blive præsident. Med til billedet hører de absurde forsøg på udlægninger af, hvad der skete under II. Verdenskrig, hvor faren Jean-Marie Le Pen omtaler “gaskamrene” som en detalje, og der er diskursive perspektiveringer af, hvad der skete med franske jøder, og i hvilket omfang den franske regering kan holdes ansvarlig (Vichy contra Frie Franske). Der er nogle ting her, som skal prioriteres ned i vælgernes bevidsthed inden 7. maj.

Det står i den franske forfatning, at landet er medlem af EU. Og landet er medlem af EU på Maastrichttraktatens grundlag, hvor ØMU og fællesvaluta følger med som en del af pakken.
Det vil sige, at en gennemførelse af programmet ikke er så ligetil. Front National har kun to medlemmer af Nationalforsamlingen.

Macron har et lignende problem. Hans bevægelse En Marche er kun et år gammelt. Det er ikke repræsenteret. Det skal stille op til valget til Nationalforsamlingen i juni med nye kandidater.  Højst sandsynligt vil man komme til at få cohabitation, hvor præsidenten skal leve med et andet flertal i parlamentet end sin egen partifarve.

Fransk præsidentvalg. 1. runde: Vælgeradfærd

Hvilke socio-økonomiske kategorier af vælgere stemte på hvilke kandidater?:

Kilde: Election Presidentielle Slideshare. Undersøgelsen er lavet på en repræsentativ stikprøve på knap 4700 interviewpersoner, der er udspurgt over Internettet.
Tabellen skal læses på tværs, så den altså viser, hvor stor andel af den socio-økonomiske kategori, der går til den pågældende kandidat.
Kategorier: Cadre: Højere funktionær (ikke helt synonymt med højere uddannet, men vil være det i stort omfang). Profession intermediaire: Mellemlag. Employé: Funktionær (mellem/lavere). Ouvrier: arbejder.  Retraité: Pensionist.

Man siger ofte, at Front National/Le Pen samler arbejderne. Det er korrekt, når man ser på de 37 pct af arbejderstemmerne, – samt en høj pct employés – stemmer.
Med 24 pct arbejderstemmer og 22 pct employés er det imidlertid også en betydelig del af arbejderstemmerne, der går til det “nye venstres” kandidat Melenchon, der var en af de 4 topscorere ved valget med 19,2 pct af stemmerne i første valgrunde.

Tendensen m.h.t. globaliserings- og EU-skepsis i arbejderklassen og omvendt globaliserings- og EU-tiltro hos de højereuddannede ses i vinderkandidaterne Le Pens og  Emmanuel Macrons respektive stemmeandele i disse grupper.
Pensionisterne går i stort omfang til det traditionelle højre (Fillon/Republikanere) og den nye midte (Macron/En Marche). Hvor Front National altså nok kan minde om Dansk Folkeparti m.h.t. at være største arbejderparti (målt på andel af arbejderstemmer), er det ikke et udpræget pensionistparti som DF.

Vælgerundersøgelsen viser en vælgerbefolkning, der i betydelig grad er delt efter uddannelse og globaliserings- og urbaniserings dimensionerne. Le Pen får stor støtte i “Udkantsfrankrig”, de arbejdsløshedsramte områder i Nord- og Sydfrankrig.

Undersøgelsen viser også, at den store stemmesluger blandt de unge 18-24-årige er Jean-Luc Melenchon (30 pct af denne gruppes stemmer).

Den såkaldte klassestemmehypotese siger, at underklassen stemmer på socialistiske partier, som går ind for udjævning af indkomster og formuer via skattepolitikken og velfærdspolitikken, mens de velaflagte stemmer på konservative-liberalistiske partier, som accepterer ulighed (lavere progression i beskatningen). Hvordan rimer det med valgresultatet?:

Ordforklaring: Revenu du foyer: Husstandsindkomst.

En vis bekræftelse kan ses – især hvis man ser FN som “arbejderparti”. Under Marine Le Pens ledelse har partiet gjort mere ud af sikring af social tryghed.

En stor del af de lavestlønnedes (moins de/mindre end 1250 euro pr måned) stemmer Melenchon eller Le Pen. De højtlønnedes (over 3000 euro pr måned) stemmer går for en stor del til Fillon og Macron.

Det siges ofte, at venstre-højreskalaen ikke er relevant mere. Det er dog ofte mere ønsketænkning end realitet. De franske valgdata antyder, at skalaen stadig spiller en rolle i en del vælgeres bevidsthed. De er blevet spurgt om, hvordan de selv vil anbringe sig på en højre-venstreskala:

Ord fra top: I alt. Politisk selvpositionering. Tres a gauche: Meget til venstre. Til venstre. Snarere (plutot) til venstre. Overvejende (SurTout) Venstre. Centrum (au Centre). Snarere (plotot) til højre. Til højre. Meget til højre. Ni a gauche….: Hverken venstre eller højre.

 

Her kan man forestille sig, at vælgerne kan forvirres af, at venstre og højre ofte defineres meget forskelligt i medierne. Når Le Pen kaldes “ekstremt højre”, tænker man først og fremmest på udlændinge- og lov-og-orden politikken. I velfærdspolitikken er partiet imidlertid gået ind imod midten (lige som DF i Danmark). VH-skala kan altså både tænkes nypolitisk og traditionelt som fordelingspolitisk dimension.

Det kan således diskuteres, om den stærke tendens til venstreorienterethed, som kan ses i vælgerdataene hos en del af vælgerbefolkningen, især skal beskrives som en form for politisk kultur eller det er fordelingspolitiske holdninger. Det er formentlig en blanding.

Det er interessant, at “hverken venstre eller højre” tendensen især findes hos de ikke-traditionelle partier/bevægelser, der har markeret sig ved dette valg: Le Pen, Melenchon og Macron.

Hvad med land contra by? Det er blevet fremhævet som en stadig vigtigere politisk deling. Alle landsbytosserne stemmer på Le Pen, mens de veluddannede, der er tændt på modernitetens og oplysningens fremtidsprojekt stemmer på kandidater, der bærer på urbanitetens kultur? Så enkelt er det desværre ikke, selv om man nok kan se nogle tendenser i den retning:

Figuren viser stemmeandele i forhold til grad af landlighed – bymæssighed, lige fra landlig (rural) over småbyer med under 20.000 indbyggere til den meget store Paris-region, hvor op imod en femtedel af Frankrigs befolkning bor. Le Pen får ikke vildt mange stemmer i Metropolen Paris (men dog immervæk 14 pct). Men ellers er det spredt nogenlunde ligeligt ud, som f.eks. også Melenchons valgdata viser.

Snarere end en generel modsætning land-by, kan vi se en slags gentagelse af det trumpske Ohiosyndrom: Der er klart voldsomt stor overvægt i de mest økonomisk nedtrykte arbejderområder. Det kan dog ikke ses af tabellen ovenover, men det drejer sig om industribyer i det nordlige Frankrig, hvor produktionsgrundlaget er udhulet af globaliseringens arbejdsdeling og konkurrencen fra Østeuropa og Kina.

Fransk valg – skæbnevalg for Europa?

Overskriften er dramatisk – men det er ikke desto mindre, hvad man ser i dele af den internationale presse.

Hvordan er det kommet så vidt, at et bestemt udfald af valget i dag skulle indebære en opløsning af EU, eller dele af EU-samarbejdet?

Som vi var inde på i sidste blogpost, så ligger en betydelig del af skylden hos EU selv. Euroen var et politisk motiveret projekt, der er blevet presset ned over et alt for uensartet økonomisk grundlag, uden at man har sørget for den nødvendige politiske overbygning. Og problemerne er blevet forværret af den uforstandige økonomiske politik, som de stærke EU-økonomier har ført.
Et Frankrig, der er præget af betydelige statsligt dirigerede velfærdstraditioner, kan logisk set tvinges til at vælge en anden vej, hvis man vil beskytte sin velfærdsmodel.
Det er mærkeligt, at der er så ringe forståelse for det, men at man mere ser euroskepsisen som en uforståelig form for nationalchauvisme.
Det er en snæversynet måde at se det på.

Kilde: Le Monde. Det er kun de fem kandidater med størst tilslutning i vælgermålingerne, der er vist ovenfor. I alt er der 11 kandidater med forskellige politiske og økonomisk-sociale prioriteringer.

Når det er sagt, så er det nok alt for tidligt at varsle EU’s undergang som følge af Frankrigs valg. Den kandidat, der ser ud til at stå stærkest, Emmanuel Macron (jvf figuren ovenover), er stærk tilhænger af EU. Og de fleste meningsmålinger tyder på, at han vil slå Le Pen i 2. valgrunde, fordi han som midterkandidat vil samle over et bredere politisk spektrum end hun kan. Men det er klart at drabet på en politibetjent et par dage før valget – på selveste Champs Elysees i centrum af Paris, kan sætte ny gang i terrorfrygten i den franske befolkning og dermed måske gøre udfaldet usikkert.

Det er dog svært at forudsige, hvordan valget vil falde ud denne gang, fordi en stor del af vælgerne få dage før valget ikke har bestemt sig for, hvilken kandidat de vil stemme på. Der er blandt vælgerne en stigende fremmedgørelse i forhold til det, der er kaldt “den politiske klasse”, en stigende afstand imellem elite og folk.
Det ser ud til, at “den politiske klasse” har erkendt dette. Det er et valg, der er præget af en utrolig mængde af forskellige politiske prioriteringer og nye ideer. Der er vilje til at bevæge sig. Det er f.eks. slående at se, hvordan PS-kandidaten Benoit Hamon tilfører nye ideer til det traditionelle socialdemokratiske tankegods, f.eks. mere direkte demokrati, skat på robotter, borgerløn (revenue universelle), erkendelse af “udbrændthed” på arbejdsmarkedet og politiske initiativer imod det. Der tages afstand fra den nyliberale politik under Francois Hollande.
Der er kritisk af den franske 5. republik (præsidentiel forfatning indstiftet af De Gaulle i 1958) for at være for kejserligt præsidentiel. Altså mere magt til Nationalforsamlingen og mere direkte demokrati med konsultering af vælgerne.

POLITISK IDEOLOGISKE DELINGSLINJER:

Ovenover er hovedskillelinjer i det politisk-ideologiske landskab mellem de 5 førende kandidater søgt skildret. Og herunder kan man se resultatet af en socioøkonomisk kortlægning via interviewdata af vælgerpositionerne.

Det socioøkonomiske vælgerkort feb. 17:

Kilde: Le Monde. Cadre superieur: Højere funktionær (ikke synonymt med højere uddannet, men vil være det i stort omfang). Profession independante: Selvstændig. Retraité: Pensionist. Autres inactifs: Andre uden for arbejdsmarkedet.

Man siger, at klassestemme af faldende i det senmoderne samfund, hvor industrien afløses af serviceerhverv og IT. Det er imidlertid en noget let omgang med politisk sociologi. Det er korrekt, hvis man ser klassestemmehypotesen som det traditionelle politisk-ideologiske mønster, hvor arbejderne forventes at stemme socialistisk, og borgerskab og de mere velstående forventes at stemme borgerligt.
Det fremgår af de ovenstående interviewdata, at de franske arbejdere (ouvrier) overvejende stemmer på Le Pen. Men der er også mange, der (absentionistes potentiels) vil vælge sofaen. Sofa-partiet er det største arbejderparti. Blandt de, der har tilendegivet, de vil stemme, er FN det største parti. Det er kun en mindre del af arbejderne, der vil stemme socialistisk (Melenchon eller Hamon).
Det kan minde om dansk vælgeradfærd, hvor de tilsvarende grupper for en stor del stemmer Dansk Folkeparti.
De lavere funktionærer (emploiée) stemmer også for en stor del på Le Pen. De højere funktionærer (cadre superieur) stemmer i vidt omfang på Macron og i meget mindre omfang på Le Pen.  Forsåvidt kan man, hvis man ser FN som arbejderparti, sige, at der stadig er en udstrakt grad af klassestemme.

Men man kan også se, at delingerne går på globalisering og kultur/livsstil. De uddannede (Cadre superieur og profession intermediaire) er åbne for globalisering og multikulturalitet (kandidater som Macron, Hamon og Melenchon).
Folk på landet/bønder (Agriculteur exploitant/landmænd) er det relativt største sofa-parti, og blandt de, der tilkendegiver at ville stemme, er FN det største parti.

Man finder nogle af de sammen skismaer mellem storbykultur og udkants- og småbykultur, som man så ved det danske 2015-valg. Men skismaerne er større i Frankrig end i Danmark. FN står mere til højre i kultur- og identitetspolitik end DF, og Danmark er en større økonomisk “globaliseringssucces” end Frankrig.

Fransk valg – Nye politiske delinger

Det franske præsidentvalg 23. april og 7. maj illustrerer de politiske delinger, som EU’s indre marked, euroen og den økonomiske globalisering har ført med sig. Det er ikke fordi, der i sig selv nødvendigvis er noget forkert i disse fænomener; det er snarere uforstandighed og politisk selvovervurdering i måden, de er forsøgt implementeret på.

Det traditionelle partimønster med to fløje omkring PS (Parti Socialiste/socialdemokrater) fra Venstre fløj og Republikanerne fra Højre fløj  er mere eller mindre gået i opløsning. Ganske vist repræsenteres de sidstnævnte af den katolsk konservative Francois Fillon, men de tre øvrige frontløbere i første valgrunde den 23. april stiller op med “egen liste” eller med et parti (Front National), der som outsidere dårligt nok er parlamentarisk repræsenteret i den franske nationalforsamling. Det hænger sammen med den specielle franske valgmåde, hvor der laves valg ad to omgange; og selv om Front National får mange vælgere, taber de ved præsidentvalg ofte i 2. runde, når de andre partier samles om en mere midtersøgende kandidat.
Parti Socialiste (PS) stiller op med kandidaten Benoit Hamon, der bl.a. foreslår borgerløn som en del af det postindustrielle samfunds løsninger. Han lagde rimelig godt ud, men faldt efterhånden til 7-8 pct af vælgerne. PS blev “straffet” af vælgerne for den nyliberale arbejdsmarkedspolitik.

Mange arbejdervælgere fra socialt og økonomisk nedtrådte dele af Frankrig, herunder også mange tidligere kommunister, går til Le Pen. Front National (FN) er vokset støt siden 1980’erne, hvor liberaliseringer i EU (indførelse af frie kapitalbevægelser og indre marked) begyndte at sætte traditionelle franske erhverv som sværindustrien under pres for outsourcing til billiglande.  I de senere år har FN også hentet store vælgergrupper i “Udkantsfrankrig”, de tradtionelle landbrugsområder, der lider under tiltagene for reformer af EU’s landbrugspolitik. Her forventer man nye – eller genindførelse – af nationale støtteordninger til landbruget og et mere beskyttet marked, end det EU efterhånden kan tilbyde.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon får også betydelig støtte i arbejderklassen, men ellers henter han den hos funktionærer og i de uddannede mellemlag i Frankrigs storbyer, et socialt lag, der i meget højere grad føler sig udsat arbejdsmarkedsmæssigt af den økonomiske globalisering end den tilsvarende gruppe gør i de stærkere EU-økonomier. Melanchon vender sig imod borgerlønsideen, som han frygter fører til mere proletarisering/fattigdom, når den f.eks. som en universel ordning overtager dele af arbejdsgivernes lønforpligtelser.

Frankrig befinder sig et sted midt imellem de økonomisk stærke lande og de økonomisk svage lande i EU.
Landet har høj arbejdsløshed (i underkanten af 10 pct), specielt blandt de unge. Der er gennemført nyliberale arbejdsmarkedsmæssige reformer, der skulle have styrket landets økonomi på udbudssiden, men som kun har gjort dette i meget begrænset omfang, så BNP-væksten har været stagnerende i en længere årrække med dårlige virkninger på beskæftigelsen.

Kilde: Eurostat.

Hvad er baggrunden?

Det er ikke kommet særlig klart frem i mediedækningen af det franske valg. Men en stor del af de politiske uenigheder drejer sig om virkningerne af ØMU’en (Økonomisk-Monetær Union) og fællesvalutaen euroen. Det er et politisk, føderalistisk projekt, der blev startet af kommissionsformand Jacues Delors, den tyske kansler Helmuth Kohl og den franske præsident Francois Mitterrand som udløbere af den europæiske fællesakt (det indre marked med de 4 friheder) og Maastrichttraktaten. Det var forhastet i forhold til de europæiske økonomiske realiteter, ikke mindst efter optagelsen af 10 østeuropæiske lande i 2004. Den politiske vilje var stærkere end de økonomiske realiteter.
For at kunne få en fællesvaluta til at fungere er det nødvendigt med en betydelig ensartethed i økonomisk udvikling og økonomisk styrke. Eller også skal man have en overbygning i form af en politisk union med fælles finans- og skattepolitik. Det har midterkandidaten til præsidentvalget Emmunel Macron forstået. Han vil løse ØMU’ens problemer med mere integration. Han forestiller sig, at der skal laves en føderalistisk styring af ØMU’en med et parlament for euro-zonen og en harmonisering af de økonomisk-sociale politikker.

Harmonisering (“konvergens”) troede man i lang tid ville komme mere eller mindre af sig selv. Der blev opstillet konvergenskriterier med krav til størrelsen af statsgæld, underskud på statsbudgettet i pct af BNP (højst 3 pct) og ensartede inflationsrater og renter.
Det viste sig imidlertid, at der var for store forskelle i økonomisk styrke imellem en højtudviklet kerne af lande i Nord- og Centraleuropa (Tyskland, Benelux, Østrig og de nordiske lande) og økonomisk lavereudviklede lande i Sydeuropa og Østeuropa.
I de første har man bedre kunnet drage fordel af globaliseringen. Man har deltaget i den nye internationale arbejdsdeling, den har ført med sig. Der var der store overskud på betalingsbalancerne og lav arbejdsløshed, mens der i de sidste, Spanien, Grækenland, Italien og Portugal, var tendenser til meget svagere økonomi, med ringere betalingsbalancer og større arbejdsløshed. Globaliseringen har splintret disse landes økonomier og skabt sociale delinger. Den sociale kontrakt, man havde under den tidligere industrialisering, er brudt op.
Disse lande kunne ikke længere devaluere den nationale valuta, som nogle af dem havde gjort før, fordi de jo havde fællesvalutaen euro. Og de måtte derfor vente på en langsom forbedring af den strukturelle konkurrenceevne.
I Frankrig har det under Francois Hollande ført til reformer, som er blevet voldsomt upopulære i socialdemokraternes traditionelle vælgerlag i arbejderklassen, – ikke mindst blandt de unge, der lider under de mange midlertidige ansættelsesforhold. Forsøgene på at lave en mere fleksibel økonomi er kun ført halvhjertet igennem og har skabt delinger blandt lønmodtagerne i A- og B-hold.

I især Frankrig og Italien bredte den folkelige skepsis sig i form af dannelsen af populistiske bevægelser, Front National i Frankrig under ledelse af Marine le Pen, og fem-stjernebevævelsen i Italien under ledelse af Beppe Grillo. De forlangte deres lande trukket ud af euroen/folkeafstemninger om fortsat deltagelse. Marine Le Pen har i valgkampen 2017 illustreret problematikken, som den ser ud fra hendes synsvinkel, med diagrammet herunder.

Kilde: Le Figaro.  Figuren viser udviklingen i industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og de svagere sydeuropæiske lande. Det hænger sammen med stærkere tysk konkurrenceevne. Euroen er en “billig valuta” for Tyskland, en dyr for de svagere sydeuropæiske økonomier.

I Frankrig deltes den folkelige skepsis imod “elitens EU-projekt” op til præsidentvalget i 2017 i dels Marine Le Pens højrenationalisme, dels i den mere venstreorienterede retning under ledelse af Jean-Luc Melenchon, hvor man vil genforhandle den økonomiske del af EU-traktaten og reetablere Frankrigs deltagelse i internationalt samarbejde på et mere universalistisk, FN-baseret grundlag.

De to kandidater er ofte set som en del af samme kategori. Begge populister. Begge “uansvarlige” økonomisk og politisk. De er dog så forskellige, at det er meget angribeligt at se dem som to alen ud af et stykke. Le Pen har nok set noget rigtigt i det franske konkurrenceevneefterslæb og de tilhørende problemer i euro-konstruktionen, men ellers er hendes 144 forslag til præsidentiel politik i den kommende 5-års periode en deprimerende udstilling af højrenational, xenofobisk, lov-og-orden og isolationistisk politik.
Det er derfor mere relevant at sammenligne hende med Donald Trump, end når det gælder Melenchon. Han er blevet dæmoniseret i dele af den franske presse som en fransk “Hugo Chavez” tilsat lidt Fidel Castro. Det er urimeligt, da hans politik hviler på et gennemarbejdet økonomisk program, som ikke er en kopi af sydamerikanske samfundsmodeller.
Men man kan ikke lade være med at spørge, om ikke meget af det er prøvet før? Det gælder f.eks. forslagene om nedsættelse af arbejdstiden og forøgelsen af mindstelønnen (Le SMIC, Salaire Minimum), der som bekendt er fastsat ved lov i Frankrig. Det var nogenlunde det samme, socialisten (PS)  Francois Mitterrand forsøgte i 1981 efter at være blevet valgt til præsident. Det førte til en svækkelse af fransk konkurrenceevne, stigende inflation, voksende underskud på statens budget og betalingsbalanceunderskud, og man måtte i løbet af et par år skifte kurs. Det skete imidlertid i en anden konjunktursituation end den, Frankrig formodentlig står over for nu, hvor der langt om længe ser ud til at være tendens til øget økonomisk vækst i EU-kerneområdet.

I de franske erhvervsinteressers talerør Les Echos har der mildt sagt ikke været opbakning bag en fransk udtræden af euroen. Det vil angiveligt øge udlandsgælden, føre til fordyrelse af importen (efter devaluering), skræmme investeringer væk og føre til kaotiske forhold for de mange komplicerede værdi- og forsyningskæder, som over 30.000 globaliserede franske vireksomheder deltager i henover grænserne. Økonomierne er så sammenfiltret, at det ses som eventyrpolitik at genetablere en mere national økonomisk ramme med en ny franc til erstatning for euro.
Så selv om arbejdsløsheden i 2017 var knap 10 pct i Frankrig og under 5 pct i Tyskland, og sidstnævnte land endvidere havde et eksportoverskud på over 8 pct af BNP, var det ikke på dette plan, en løsning for Frankrig skulle findes, hvis man “spørger virksomhederne”.

ØMU’ens problemer med skabelse af et stærkt center og svage periferier reproduceres internt i den franske økonomi. I Paris-området og andre centre er arbejdsløsheden meget lavere end i den franske udkant.

Arbejdsløshedsprocenten (taux de chomage) i egne af Frankrig. (I pct af erhvervsaktive):

Kilde: Le Monde. Moins de: Under.

I de franske udkantsområder er arbejdsløsheden over dobbelt så høj som i centret. Det er i disse områder Le Pen får størst opbakning.

Det hjalp ikke til at få afhjulpet ØMU’ens problemer, at den konservative tyske regering under ledelse af CDU (Kristelig Demokratiske Union) insisterede på økonomisk besparelsespolitik (austerity politik) med krav om ligevægt eller meget små underskud (op til 0,5 pct af BNP) i underskud på statsbudgetterne i ØMU-medlemslandene. Hvis man i stedet i de økonomisk stærke lande efter finanskrisen havde ført en økonomisk stimulanspolitik med større offentlige investeringer og udgifter, ville man i højere grad have kunnet skabe et marked for de fattigere lande i syd, så de interne spændinger i unionen ikke havde udviklet sig så voldsomt.

Det er ikke kun de økonomiske spørgsmål, der fører til nye delinger i vælgermassen. Det gør det multikulturelle samfund også. Frankrig  er et af de lande, der har størst muslimsk befolkningsgruppe, og tørklæde og andre religiøse symboler er stødt på hård modstand fra den franske sækulariseringstradition (adskillelse af kirke og stat), hvor religionen søges holdt ude af det offentlige rum. I 2016 blev den såkaldte burkini forbudt af 30 franske borgmestre, især i det sydlige Frankrig. Forbudet blev senere dømt ude af den franske forfatningsdomstol. Samtidig er frygten for de kulturelle strømninger udefra forøget som følge af terrorismen, der har ramt Frankrig særlig hårdt de seneste år. Det er en frygt, især Front National har formået at drage fordel af.

Mere end én vej til paradis?

Der er stadig mere vedholdende rygter om, at G7 arbejder på en erklæring, der skal forsøge at lægge låg over de simrende tendenser til en global valutakrig, hvor de store økonomier forsøger at tvære problemerne af på hinanden via devalueringer af valutaerne.

Den franske økonomiminister Pierre Moscovici har beklaget sig over en stærk euro. Dermed taber fransk industri markedsandele på eksportmarkederne, og arbejdsløsheden forværres. Euroen er på det senesste steget ganske meget. Det er et resultat af bl.a., at krisen omkring syd-eurozonens statsgældsproblemer momentvis er aftagende.

Figur 1: Arbejdsløshed i pct af arbejdsstyrke i Tyskland, Frankrig og Spanien

Kilde: Tal fra Eurostat (sammenlignelige europæiske tal).

Lignende toner hører man også fra danske økonomer.  Et eller andet sted burde dette jo være ulogisk. Euroen er ikke forankret til nogen anden international valuta. Den flyder, og dens kurs er da målt ved udviklingen i andre valutaers kurser og burde som sådan reflektere de deltagende økonomiers styrke. Da den franske økonomi er temmelig stor, burde en svag fransk økonomi føre til faldende euro. Problemet er jo bare, at der er andre, der trækker euroen op i værdi, og/eller der er kræfter der trækker andre reservevalutaer ned, f.eks. dollar, pund og yen.

Efter at eurokrisen har fortaget sig, bl.a. som følge af ECB-bankchefen Mario Draghis udtalelser i juli 2012 om, at han vil gøre, “hvad der er nødvendigt”, er euroen kun gået én vej, og det er opad. Det er måske ikke så underligt, for hvis man tager den samlede euro-zones økonomiske stilling, ser de grundlæggende økonomiske data meget pæne ud  –  ikke mindst sammenlignet med USA og Storbritannien. Der er overskud på eurozonens samlede betalingsbalance, og de samlede offentlige budgetunderskud er beskedne.  Det er vel disse “economic fundamentals”, der langsomt er ved at gå op for spekulanterne. Og det store økonomiske sug af ledige penge begynder at gå andre veje i de internationale penges planløse anarki. At euroen skulle være overvurderet, modsiges af tysk og europæisk pengepolitiks strongman Jens Weidmann. Derfor mener han da også, at man ikke skal forsøge at svække den via rentenedsættelse og pengeudpumpning, som det pt sker i andre valutazoner.
Det kan naturligvis ikke objektivt fastslås om euroen er overvurderet eller undervurderet. Den er overvurderet for spansk, italiensk og græsk  (og fransk?) økonomi, men ikke for tysk, hollandsk og nordisk økonomi.

Tilbage står altså det francofone problem, der er en utilstrækkelig konkurrenceevne i forhold til Tyskland. Det giver endemiske betalingsbalanceproblemer, der søges løst ved nedskærings- og besparelsespolitik, – en politik, der har tendens til at blive skærpet i takt med euroens stabilisering og stigning.

Den evigglade keynesianer Paul Krugman har samlet nogle tal, der i den sammenhæng er interessante. Da Frankrig i 1920’erne stod over for et lignende problem, havde landet en kæmpemæssig statsgæld. Den var værre end selv den Grækenland har i dag.

Figur 2: Fransk statsgæld i pct af BNP 1920 – 29.

Kilde: P. Krugman.

Frankrig havde flydende valuta i 1920’erne , og man lod den flyde nedad, jvf figuren herunder.

Figur 3: Kurs på franske francs målt i dollar

Det bevirkede en stærkt forbedret konkurrenceevne. Det viste sig i en stigende industriproduktion og forbedrede beskæfitgelsestal.

Figur 4: Indeks for fransk industriproduktion i 1920’erne

Kilde: Federal Reserve St. Loius. Her efter Krugman, citeret artikel.

Det kaldes foragteligt beggar-my-neighbour politik at føre den politik, som Frankrig førte i 1920’erne. Problemerne tværes af på naboerne. Men det ser ud til, at det virkede. Beggar-my-neighbour kan jo imidlertid gøres på mange andre måder også. Sat lidt på spidsen kunne man jo spørge, om det ikke er det, Tyskland bruger eurokonstruktionen til, da der jo ikke er andre, der kan hamle op med tyskerne, når det gælder austerity politik?

I modsætning til Frankrig har Danmark et betydeligt overskud på betalingsbalancen. Så helt i samme båd er de ikke.

Tyskerne opfatter ikke sig selv som usolidariske i EU- eller eurozonesammenhæng. I Davos sagde forbundskansler Merkel: “Det afgørende er styrken i den politiske vilje til at holde eurozonen sammen, forpligtelsen til reformer og styrken i eurozonens solidaritet”. Det sidste viser sig  imidlertid at være mere et slagord end realitet. Solidaritet i den størrelse, der skal til, er næppe mulig inden for den nuværende eurokonstruktion.  Et land må selv finde en vej.

Det gjorde Tyskland da også for sit eget vedkommende, både ved løntilbageholdenhed, “reformer” af arbejdsmarkedet (Harz IV) og ved hjælp af det, man kalder “fiskal devaluering”. Man nedsatte i 2007 virksomhedernes bidrag til sociale ordninger fra 6,5 til 4,2 pct, og samtidig øgede man momsen fra 16 – 19 pct. Det første reducerer omkostningerne for de indenlandske producenter, og det andet øger priserne på de importerede varer. Der betales ikke moms af eksporten ud af landet. Dvs den fiskale devaluering kan virke lidt på samme måde som en valutadevaluering.

Det er anbefalet som én af vejene ud af euroens spændetrøje, som Frankrig pt overvejer. Det er vanskeligere for Danmark at bruge dette middel, da den danske moms i forvejen er meget høj, og pay-roll taxes (“arbejdsmarkedsbidrag”) betales af lønmodtagerne.

To valg, der vil ændre kursen for Europa?

Hvis det repræsentative demokrati ellers betyder noget, må man forvente, at de to valg, der lige er afholdt i Frankrig og Grækenland må kunne påvirke Europas udviklingvej?

Væk fra økonomisk stramningspolitik – eller i hvert fald kombination af denne politik og en vækstpakke – selv om det måske lyder som cirklens kvadratur.

Kilde: Le Monde

Francois Hollande har lovet en mere vækstorienteret politik. Han har forlangt genforhandling af finanspagten, men har de seneste dage inden valget trukket lidt i land over for dette krav. Til gengæld må man formode vækstdelen bliver opprioriteret. Og det bliver nok ikke særlig let. Specielt ikke, når man også går imod traditionel keynesiansk tax- and spend politik – eller erkender, at denne form for økonomisk politik vanskeliggøres under den intensive globalisering/integration af markeder. Men under alle omstændigheder bliver Holland nødt til at lægge et kraftigt pres på tyskerne og andre austerity-ivrige, hvis han ikke skal miste troværdighed over for sine vælgere.

Det græske valg er nok en værre nyser for euro-zonen og de, der gerne vil holde sammen på euroen.

Kilde: The Guardian

De to gamle partier, det socialdemokratiske PASOK og det konservative Nye Demokrati, der har båret EU-aftalekomplekset igennem (i alt 240 mia € i bailouts) har mistet over halvdelen af deres vælgere. De politiske yderfløje er styrket kraftigt, lige fra det nynazistiske Golden Dawn (“Gylden Morgenrøde”) til vestrefløjspartiet Syriza. Det har bl.a. talt om nationalisering af banksektoren for at få den under kontrol. Det Gyldne Morgenrøde har talt for en styrkelse af grænsekontrollen, bl.a. ved mineudlægning, ved den porøse grænse til Tyrkiet, for at stoppe illegal indvandring. Både Det gyldne Morgenrøde og Syriza er store kritikere af EU-aftalerne og austeritypolitikken.
Det kommunistiske KKE er også gået lidt frem ved et valg, der især har indebåret en afstraffelse af de traditionelle partier. Independent Greeks er nationalt-konservative udbrydere fra Nyt Demokrati. De vender sig imod låneaftalerne. Dimar er et demokratisk socialistisk parti. Det er tilhænger af, at Grækenland skal blive i euroen, men det ønsker EU’s betingelser herfor ændret.

I Grækenland har man positiv parlamentarisme, d.v.s. en ny regering skal møde op i parlamentet og få konstateret, at den har flertal (over 150 mandater).
Valgsystemet favoriserer store partier, og der er en spærregrænse på 3 pct.  Der er forholdstalsvalg i 48 storkredse (hvor der altså vælges flere mandater i hver kreds), 8 enmandsvalgkredse og endelig 12 mandater, der vælges på lister med hele landet som èn valgkreds. Til forskel fra Danmark har man altså ikke et stort antal tillægsmandater til at give matematisk retfærdighed på landsplan. Hertil kommer en majoritetspartibonus på 50 mandater (jvf divergensen mellem andel af stemmerne og andel af mandaterne til Nyt Demokrati). Og storkredsene er mindre end i Danmark, hvad der bevirker kraftig favorisering af de store partier. Det har ført til kritik af, at det politiske system ikke er helt demokratisk repræsentativt.
Den græske valgmåde kan altså beskrives som et majoritetsstyrkende forholdstalsvalg, der har til hensigt at sikre et eller to dominerende partier, der kan regere landet. Det kan give regeringsbærende partier, men kan til gengæld føre til legitimitetsfald for det repræsentative demokrati, når befolkningen får svært ved at vise sin eventuelle utilfredshed.
Men denne gang ser resultatet ud til at blive så mudret, at det ikke bliver let at samle en koalition, der kan bære en regering igennem.
Der er desuden ikke tradition for koalitionspolitik i Grækenland.  Præsidenten kan, når regeringsdannelsesmulighederne er udtømt, i den situation udskrive nyvalg igen.

Opdateret 9.5.:

Det konservative Nyt Demokrati fik først opgaven at forsøge at danne en flertalsregering. Men disse forsøg brød sammen for formanden for partiet i løbet af få timer. Dernæst gik opgaven videre til formanden for venstrefløjspartiet Syriza. Og det blive – om ikke i første række en ny kurs for Europa – så i hvert fald en ny kurs for euroen, idet den faldt kraftigt som følge af udtalelser fra den unge partiformand. Han sagde, at hvis de afgående regeringspartier – ilde tilredt i valgurnerne for at være gået med til en så voldsom nedskæringskur for landet –  , ønsker en regeringskoalition med Syriza, “så skal de blot sende breve til EU og IMF, hvor de annullerer Grækenlands binding til denne kur.” Ifølge partiformanden mangler aftalerne legitimitet efter folkets dom ved valget, og Grækenland behøver derfor ikke at følge den strenge austerity-politik, hvori også indgår krav om yderligere besparelser på de græske budgetter på 11,5 mia euro frem til 2015.
Syriza matte opgive at danne en koalitionsregering i løbet af dagen. Og nervekrigen mellem Grækenland på den ene side og Kommissionen og Tyskland på den anden side tilspidsedes, idet tyske ministre advarede om, at Grækenland som sidste konsekvens måtte forlade Euroen, hvis landet ikke lever op til forpligtelserne i den sidste bail-outpakke på 130 mia €.

Den 10. var stafetten givet videre til Venizelos, leder af det socialdemokratiske PASOK-parti. Han lagde ud med en erklæring om forfølgelse af en stabilitetspolitik med overholdelse af den græske nations internationale aftaler:

Det græske folk vil først og fremmest stabilitet, en regeringsløsning, der er klar, og som ikke fører til nye valg. Det altovervældende flertal vil beholde landet i euroen, fordi en exit fra denne fællesvaluta vil indebære fattigdom og formindskelse af offentlige indtægter.

Disse politikeres problem er, at de står over for et splittet folk, – et folk, der for en stor del har dyb mistillid til det politiske system, og hvad integrationen i Euro-zonen og den øvrige globalisering har bibragt landet. På kort sigt har Venizelos nok ret i, at en exit fra euroen kan føre til betydelige velfærdstab.
På længere sigt er det nok vanskeligt at sige, hvad der vil være til Grækenlands fordel. En national enegang med devaluering af en ny drachma kunne være én option. En kraftig devaluering vil føre til mindsket  BNP pr indbygger (målt i euro eller dollar) og dermed lavere gennemsnitlig levestandard, men vil kunne styrke konkurrenceevnen.
Samlet set burde solidariteten i euro-zonen have været større. Man har ikke erkendt, at et forpligtende økonomisk samarbejde ikke kan stå alene.  Den politisk-sociale overbygning skulle have været stærkere, når man laver økonomisk union af lande med så forskellig konkurrenceevne. ØMU’en burde have været fulgt op af en langt mere forpligtende regional udviklingspolitik, end EU’s regionalfonde pt giver mulighed for. Man kunne også have indrettet ØMU’en sådan, at det kunne være lige så forkasteligt at være overskudsgenererende konkurrenceevneland som at være et økonomisk debilt underskudsland. Den enes underskud modsvares jo af de andres (Tysklands) overskud.  Det giver forpligtelser til overskudslandet, som det ikke har levet op til. Ellers er konsekvensen, at det stærke overskudsland reelt reducerer de debile underskudslande til en slags semi-kolonier. De skal bruges som (helst købedygtige) markeder for overskudslandenes produktion og som mål for investeringer.

Fire dage efter valget blev der lavet en opinionsmåling, der gav følgende resultat:

Syriza: 27.7% (up from 16.78% in last Sunday’s election)
New Democracy: 20.3% (up from 18.8%)
Pasok: 12.6% (down from 13.1%
Independent Greeks: 10.2% (down from 10.6%)
KKE: 7% (down from 8.48%)
Golden Dawn: 5.7% (down from 6.97%)
Democratic Left (Dimar): 4.9% (down from 6.1%)

Det ville give følgende mandatfordeling i parlamenet:

Syriza: 128* (up from 52 in last Sunday’s election)
New Democracy: 57 (down from 108)
Pasok: 36 (down from 41)
Independent Greeks: 29 (down from 33)
KKE: 20 (down from 26)
Golden Dawn: 16 (down from 21)
Democratic Left: 14 (down from 19) ( Kilde: The Guardian)

Det er forbløffende, at et parti, der i medierne beskrives som et “yderliggående” venstrefløjsparti, Grækenlands svar på Enhedslisten, o.lign., kan gå frem til at blive dominerende mainstreamparti. Det siger noget om dybden i tabet af legitimitet i den traditionelle del af det politiske system. Syriza blev kendt i offentligheden som anti-bailoutpartiet.  Det har været stærkt ydmygende for græsk identitet, at man har måttet underkaste sig EU’s og finansinstitutionernes lånevilkår. Det er bl.a. derfor, man må sige, at en “argentinsk løsning” kunne have været bedre for landet.

Udfordringerne for euroen

Udfordringerne for euroen af disse to valg er formidable. Vælgerne i Frankrig har givet Hollande et mandat til at skubbe nedskæringspolitikken til side og føre en mere ekspansiv, joborienteret økonomisk politik. Han skal gerne kunne levere dette over for en modstræbende Angela Merkel inden juniparlamentsvalget i Frankrig.

Med de politiske vanskeligheder i Grækenland, der er udløst af, at Syriza er blevet så stort i både parlament og ikke mindst i meningsmålinger efter valget, og dette partis afvisning af at give køb på principperne om ikke købe EU’s og den øvrige trojkas betingelser, står Grækenland formentlig over for at måtte forlade euroen frivilliget, eller blive smidt ud.

Samtidig er alle euroens øvrige problemer ikke løst. De nordeuropæiske budgetfundamentalister har stadig ikke forstået, at det kan være nødvendigt med en mere stimulerende økonomisk politik, eller udvikling af metoder til bedring af de sydeuropæiske landes konkurrenceevne. De vil stadig ikke acceptere en fælles forpligtende euro-obligation, der ville indebære, at finansverdenen ville begynde at se euirozonens gældspapirer i samme lys, som den ser britiske, amerikanske og japanske statsobligationer.