Gregers Friisberg

G20 i konfrontationens tegn

Posted in EU, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 08/07/2017

G20 mødet i juli 2017 var præget af konfrontationer. Først og fremmest en konfrontation mellem frihandelstilhængere repræsenteret ved Tyskland/EU og Kina på den ene side og nyprotektionister repræsenteret ved Trump/Putin på den anden side. Hertil kom USA’s meddelelse om at ville trække sig fra Paris-aftalen om klima.

Over 50.000 demonstranter har vist deres utilfredshed med den manglende demokratiske jordforbindelse i topledernes aftaler, men der er også en mere generel utilfredshed med, at dette globale forum viser en forbløffende mangel på evne til at adressere de virkelige problemer, Verden står overfor: Klimaproblemet, terrorproblemer og flygtningekrisen, der hænger sammen med de fortsatte økonomiske fattigdoms- problemer i dele af verden.

G20 blev dannet i forlængelse af finanskrisen i 2008. Man erkendte, at G7 ikke var tilstrækkelig længere, når Verden nu består af flere betydelige økonomier, herunder Kina, Indien, Rusland og Brazilien (BRIK) end den mere snævre klub af G7. Men G20 er aldrig blevet noget effektivt beslutningstagende forum. Dertil er forskellene imellem landenes interesser for store, og de formelle muligheder for at tage bindende beslutninger for begrænsede. Men det rører ikke ved, at der kan sendes signaler ud om, hvad der rører sig i toppen af den internationale elite. Og det kan være vigtigt nok.

Paradoksalt nok er dette G20 under tysk ledelse præget af en slags EU-revival.        Opinionsundersøgelser i EU-landene viser en øget opbakning bag det europæiske projekt, – ikke mindst blandt de unge.
Paradoksalt, fordi man befinder sig midt i Brexit-problematikken, der fører til britisk udmelding. Men det er måske netop det, der kan danne baggrund for, at de, der er tilbage, samler sig om de ting, der forener, – snarere end det, der skiller. – Og det, der skiller, kan være tungt nok. Det er ikke mindst fremgangen for den populistiske nationalkonservatisme, symboliseret ved Donald Trump og Vladimir Putin, som kan true den globale økonomiske frihandelsorden, andre gerne ser fremmet – ikke mindst Angela Merkel og den kinesiske leder Xi Jinping.

Op til mødet er det lykkedes EU at få vedtaget en frihandelsaftale med Japan. Det vil lægge pres på Donald Trump, der ikke kan fremvise lignende resultater for sin insulære America First politik.

Tyskerne vil få svært ved at få en nogenlunde enig og sammenhængende resolution ud af mødet, men kan trøste sig med, at ikke ret mange gider læse den slags tekster. Mere afgørende kan det blive, at Angela Merkel – og måske Xi Jin Ping, kan stå sammen om at vise en fortsat globaliseringsdagsorden frem for Verden. Den er blevet forberedt af kineserne igennem det berømte Pandadiplomati.

Figur  1  : Fortsatte globale økonomiske ubalancer international investeringsposition (tilgodehavender/gæld) i pct af BNP og betalingsbalanceuligevægte i pct af BNP.

g20tal
Kilde: IMF.org. Row deficit: Rest of World deficit (underskud) og surplus (overskud). Oil: Olieeksporterende lande.

Verdensøkonomien er stadig præget af de “klassiske” uligevægte. Der er overskudslande som Tyskland, Japan og Kina, der genererer store eksportoverskud og får flere tilgodehavender end gæld i kapitalbalancerne (venstre side).

Det er alvorlige problemer, som giver gnidninger – og har gjort det i mange år. Det nye er, at USA nu har fået en præsident, der ser dette som et af hovedproblemerne. Måden, han forsøger at tackle det på, har dog indtil videre ikke vist sig at være særlig konstruktiv. Tværtimod er det den “nye duo” af Tyskland og Kina, der høster image-points på fortsat at ville holde Verden åben for frihandel og globalisering, som står med palmerne.
Xi Jin Ping pointerede dette allerede ved sin tale på World Economic Forum i januar. Angela Merkels bemærkninger om, at Europa ikke er en peninsular udvækst på Asien lader antyde, at der er  – om ikke en rivalisering for globalt lederskab mellem de to globalister, så et klart tysk ønske om at markere interesseskellene, og de er fra tysk side i høj grad økonomiske:

Beijing views Europe as an Asian peninsula. We see it differently,” ….. “Nevertheless, it is a fact that parts of German industry are dependent on China. So we need to deal with China’s demands in a way that brings harmony and advantages for both sides.” (Reuters) .

Merkel har reageret på Trumps nationalistiske America First politik ved at tage den europæiske lederkappe på. Det er sket med udtalelser om, at hvis amerikanerne ikke længere vil prioritere NATO og det atlantiske samarbejde højt, så må europæerne tage skæbnen i egne hænder.

Det er en forståelig reaktion, men det klinger lidt hult så længe, det er Tyskland, der især høster fordele af den austerity  (besparelses-) politik (f.eks. finanspagten), som landet har påtvunget en stor del af det øvrige EU.

Det tyske omverdensrov

Det britiske ugemagasin The Economist har i den sammenhæng nogle instruktive økonomiske statistikker: Et betalingsbalanceoverskud på over 8 pct af BNP.

Figur 2: Tysklands betalingsbalances løbende poster i pct af BNP

g20tal2
Kilde: The Economist.

En arbejdsløshed, der er gået ned under 4 pct af arbejdsstyrken og endelig en voksende positiv balance på de offentlige budgetter (hvad der kun er meget få lande forundt), – og endelig en industribeskæftigelse på knap 20 pct af den erhvervsaktive befolkning, hvad der er næsten det dobbelte af tallene for Storbritannien og USA.  Tyskland har undgået outsourcings- og afindustrialiseringsspøgelset, der eller hjemsøger betydelige dele af Vesteuropa og Nordamerika, og som giver røstelser i det politiske system, når vælgerbefolkningerne samler sig om populistiske politikere, der vil rette op på det.
På dette punkt har den tyske politik været temmelig usolidarisk med det øvrige Europa. Store overskud svarer jo til underskud andre steder. Det er udtryk for, at Tyskland sparer for meget op i forhold til andre lande.

Den stærke eksportsektor er næsten “en historisk arv” for landet, jvf figur 2. Undtagelserne kan forklares som – netop undtagelser.
Det var den tyske genforening i 1990, der pressede lønniveauet op i det samlede Tyskland, fordi en valutaunion i øst og vest blev indført alt for hurtigt med en 1:1 ombytning de to valutaer imellem. Og den førte til store udpumpninger fra den tyske statskasse til genopbygningen af det tidligere DDR. Samtidig skete der en devaluering af andre valutaer i – og udenfor – det europæiske valutasamarbejde, EMS’en. Da disse problemer var overvundet gik det kun fremad med tysk  konkurrenceevne og eksportoffensiv på eksportmarkederne, så den tyske økonomi med Verdens største betalingsbalanceoverskud nu er en trusset for Verdensøkonomien p.g.a. de ubalancer, det skaber. På dette punkt kan man give Trump-administrationen i Washington ret. Men den amerikanske præsident har i øvrigt en alt for naiv opfattelse af handelsproblemerne. Det er ikke en two-way street, der kan klares med bilaterale aftaler. Det er et kompliceret mønster af handelsforbindelser, som store dele af amerikansk erhvervsliv også drager fordel af.

Det, der imidlertid er interessant, er, at der er en udvikling på vej, som på sigt kan reducere problemet med det tyske omverdensrov, i hvert fald i en EU-sammenhæng, jvf figur 3.

Figur 3: Betalingsbalanceunderskud i pct af BNP i euro-zonen. Tyskland og USA.

g20tal3
Kilde: OECD.

Euro-zonen er som samlet økonomisk blok ved at oparbejde et stort eksportoverskud. Målt i absolutte tal er det større end det tyske alene.

Det er ikke bare det tyske overskud, der trækker euro-zonen som helhed op. Adskillige lande har i de senere år forbedret de udenrigsøkonomiske balancer, f.eks. også store økonomier som Italien og Spanien.

Figur 4: Betalingsbalancer i pct af BNP i traditionelle overskudslande og Italien, Spanien og Grækenland
g20tal4
I den forstand er euro-området i gang med at udvikle sig til – om ikke et optimalt valutaområde – så dog et område, der er betydelig mere økonomisk integreret end tidligere. Det kan give mere lovende udsigter for EU m.h.t. at få integrationen til at virke i højere grad til alle landes gavn.
Det er sket igennem en hård proces, der går under betegnelsen “intern devaluering”, dvs man forbedrer konkurrenceevne over flere år igennem en hård nedskæringspolitik og lønreduktion. Det forbedrer lønkonkurrenceevne, men ikke i særlig grad konkurrenceevne igennem højere kvalitet og mere teknologiindhold i varerne. Det øger uligheder, både internt i landene og imellem overskudslande og de traditionelle underskudslande i Sydeuropa.

I forhold til snakken om Angela Merkel som den liberale Verdens og den åbne globaliserings leder, kan man sige, at Tyskland i lyset af disse handelstal spiller sin rolle dårligt. Man beviser jo, at den åbne globalisering ikke er en win-win for alle. Det har ikke engang været en win-win for EU, fordi Tyskland med sin austerity politik har vundet fordele på Sydeuropas bekostning og samtidig har vist manglende vilje til at reformere EU, så handels- og budgetoverskud kunne blive lige så “strafbart” som underskud.

Tyskland har, den stærke økonomi til trods, ikke volumen til at være leder, højst moralsk, hvad der da imidlertid slet heller ligger det kristeligt-konservative CDU fjernt.

Samtidig ser det ud til, at USA har udspillet sin rolle som Verdens leder. Det er i hvert fald en konklusion, som The New York Times er nået frem til:

What recent events have underscored, though — and especially at the G-20 — is that no nation is today large or powerful enough to impose rules on everyone else. In advancing his views, Mr. Trump has alienated allies and made the United States seem like its own private island.

Hvad der må stå klart for alle efter dette G20 topmøde er, at mødet er en milepæl, der viser, at Verden har ændret sig nu. Det er ikke længere en unipolær Verden. Det er heller ikke en bipolær, selv om Putins og Trumps tête-a-tête i over to timer (mens de andre talte om klimapolitik) måske kunne være ment som en antydning af det. Men hvor USA som sin egen “private island” er begyndt at punche under sin vægt, må man nok sige, at Putins Rusland puncher vildt over sin vægt. Ligesom Tyskland i øvrigt gør det med udgangspunkt i det austerity prægede tyske Europa.
Er det da en verden, der må beskrives som multipolær? Det er næppe heller en relevant kategorisering, da enkelte af de store magter er langt større og vægtigere end de andre. Hertil kommer, at magt kan være mange ting. Det er meget andet end BNP og militær styrke.

Ved et G20 møde kommer de andre aspekter i spil. Og det er netop det, der giver muligheder for udøvelse af  “blød” magt som EU, der som bekendt er EU’s specialitet.

G20-mødet i Hamburg vil måske især blive husket for, at det var ved dette møde, præsident Donald Trump forsøgte at realisere et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen, nemlig at nedtone den grønne omstilling af energipolitikken ved bl.a. at trække USA ud af Paris-aftalen om global opvarmning og klimaet. Det var med følgende ordlyd i sluterklæringen fra mødet:

…..24. We take note of the decision of the United States of America to withdraw from the
Paris Agreement. The United States of America announced it will immediately cease
the implementation of its current nationally-determined contribution ………
25. The Leaders of the other G20 members state that the Paris Agreement is
irreversible. We reiterate the importance of fulfilling the UNFCCC commitment by
developed countries in providing means of implementation including financial
resources to assist developing countries…….

Trump trak ved senere interviews lidt i land i forhold til denne holdning, idet han lagde op til en mere pragmatisk amerikansk tilgang med erklæringer som “We’ll see…”.

2017_G20_Hamburg_summit_leaders_group_photo

Den amerikanske isolation viser sig næsten i symbolsk form i gruppebilledet fra mødet. At være isoleret er formentlig ikke noget, der generer Trump særlig meget, men det kan genere USA’s interesser i at gøre sig gældende i Verden. Billedet viser – uden at man naturligvis skal gøre for meget ud af en sådan opstilling – en Verden, hvor EU og Kina – sammen med pragmatisk-moderate stormagter som Japan og Indien er ved at placere sig i centrum, – og USA anbringer sig en selvvalgt isolation.
Oppe mod venstre ser man Christine Lagarde, repræsentanten for Den internationale Valutafond, en institution, der har spillet en stigende rolle de senere år m.h.t. økonomisk governance.

Trumps ageren under mødet har formentlig en indenrigspolitisk baggrund. Det er en relativt gratis omgang at markere sig til fordel for de fossile brændslers økonomi og derved imødekomme dele af det bagland i stater som Kentucky, West-Virginia og Midtvesten, der var med til at sikre ham magten ved præsidentvalget. Der kom følgende ord med i sluterklæringen om USA’s globale energipolitiske rolle:

The United States of America states it will endeavour to work closely with other countries to help them access and use fossil fuels more cleanly and efficiently and help deploy renewable and other clean energy sources, given the importance of energy access and security in their nationally determined contributions.
Vedvarende energi skal efter denne formulering ses i lyset af adgang til energi og national sikkerhed. Men det afgørende har været at få lavet en symbolpolitisk viften med flaget i forhold til baglandet i indenrigspolitikken.

 

Comments Off on G20 i konfrontationens tegn

Supermagtskonfrontation?

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 07/02/2017

Det er muligt, man skal trække noget fra, når man ser på Trumps udtalelser om forholdet til Kina. Det kan også være, han mener det. Foreløbig har han skrinlagt TPP-aftalen om en storstilet handelsaftale mellem 12 lande omkring Stillehavet. Kina var ikke med i denne aftale.

Aftalen var faktisk ment som en måde at komme omkring Kinas voksende indflydelse i Stillehavsområdet på. Den ville have styrket USA’s forbindelser til en hel række af voksende økonomier i området.
Trump må have haft sit handelsskeptiske bind for øjnene, når han på denne måde sætter USA’s interesser i skyggen over for et stadig stærkere Kina. Man kan da også se, at Kina er hurtige til at tage bolden op. Xi Jinpings tale i Davos fornylig vidner om et Kina, der ser sig som USA’s arvtager m.h.t. fremme af en markedsbaseret globalisering – og så formodes vi måske at glemme det manglende demokrati og menneskerettighedskrænkelserne i Kina?

uschinagdpcompared
Kilde: Verdensbanken.

Tallenes tale er tydelig: Det ser ud til, at vi – når styrke måles på BNP –  er ved at gå fra et unipolært system under amerikansk dominans, over et bipolært system i disse år, til et system, hvor Kina kan komme i en dominerende position. Økonomisk styrke vil normalt føre til øget politisk styrke.

Kina er i disse år ved at passere USA m.h.t. størrelsen af produktion/nationalindkomst, i hvert fald når man opgør det i købekraftsparitet (PPP).
I en PPP-måling ser man på, hvordan de forskellige prisniveauer i landene spiller ind på opgørelsen i markedspriser (landenes BNP i sammenlignelige $-værdier).
I en mere realistisk PPP-baseret opgørelse er den kinesiske produktion nu større end den amerikanske, jvf tabellen ovenover.

kinausabnp
Kilde: The Economist. Den årlige vækst er ved at nærme sig 6 pct. (Klik på linket og stil på den interaktive model. Værdier er årlige ændringer i procent). Ord: Yuan appreciation: Yuanopskrivning. BNP måles i tusinder mia (trn.).

Når man laver projektioner ud fra eksisterende tal, ser det ud til, at paritet mellem de to lande nås i 2024 (figur ovenover), når der forudsættes en kinesisk vækst på 6 pct om året, en nogenlunde parallel inflation og en yuan-opskrivning årligt på 2 pct. Yuan-opskrivningen kan muligvis komme til at ske med større satser, så USA indhentes noget tidligere.
Forskellen på BNP til markedspriser og BNP målt ved købekraftsparitet kunne tyde på, at den kinesiske valuta er undervurderet, når man ser på  PPP-opgørelsen.

Det indtryk får man også, når man kigger på det såkaldte BigMac indeks, hvor man kan konstatere, at prisen på en burger er langt lavere i f.eks. Kina eller Vietnam end i Danmark, USA eller Norge/Schweiz. Det interessante ved dette amerikanske produkt er, at det laves over hele kloden. Derfor kan det bruges til sammenligninger af valutaer, økonomisk effektivitet og prisniveauer i landene. Det er lidt som en genvej til PPP-måling (hvor det er en kurv af varer for et gennemsnitsforbrug, der anvendes).
På det tidspunkt, hvor indekset blev samlet ind i starten af 2017, var den amerikanske dollar lige steget betydeligt i værdi. Det afspejler altså, at priskonkurrenceevnen for amerikanske produkter lavet i USA var faldet (til stor fortrydelse for Trum. Derfor har han også forsøgt at “tale den ned”).
Omvendt var konkurrenceevnen målt på denne måde steget i f.eks. Danmark, hvor man kunne lave en Big Mac billigere end i USA (hvad der var ret usædvanligt i forhold til tidligere år). Men i Kina kan man altså lave en BigMac superbilligt, hvad der både vidner om lave priser i landet og en effektiv og relativt lavtlønnet arbejdskraft.

I handelsrelationerne ser Kina ud til at være stærkest, især i varehandelen:
kinausahandelsbalance
Kilde: The Economist.

Læg mærke til, at det er målt i pct af BNP. Det forklarer en stor del af den faldende tendens i Kinas eksportoverskud efter 2005-6. BNP-stigningen i Kina betyder, at eksportoverskuddet sættes i forhold til et hastigt voksende BNP.

Det er disse tal, der har ført til den kraftige mistænkeliggørelse af Kina fra Trumps side. Vi har været her før. I 1980’erne var det Japan, det drejede sig om, og om nogle år formentlig Vietnam, Indonesien og Malaysia.

En stor del af mistænkeliggørelsen er overdreven. Det gælder f.eks. påstandene om valutamanipulation. Kina har faktisk på det seneste forsøgt at understøtte kursen på yuan, så den ikke blev devalueret så meget, som markederne ellers lagde op til. Kina har været udsat for lidt af det samme nedagående pres på valutakursen, andre emerging economies har oplevet, som følge af de faldende råvarepriser de seneste år.

Kina blev medlem af WTO i 2001, og det var med til at danne baggrund for en kraftig fremgang i kinesisk eksport, fordi der fra da af ikke længere var så gode begrundelser for at beskylde Kina for at dumpe varer billigt på eksportmarkederne og lægge hindringer i vejen for landets eksport. Det kan man forestille sig, der vil komme fremover – i hvert fald fra Trumpadministrationens side. Og der vil komme kraftige reaktioner fra kinesisk side, reaktioner, der kan ende i konfrontationer mellem de to stormagter.
Den siddende kinesiske ledelse virker ikke som én, der vil lade sig bosse rundt i manegen af en Trump. Og spørgsmålet er egentlig, hvor mange Trump cards, han kan spille ud med?
Kinesernes verdensbillede er i dag præget af et indtryk af globaliseringens muligheder og ikke mindst det vakuum, der står tilbage i Asien og Stillehavsområdet efter, at USA har kastet TPP (Transpacific Partnership) på møddingen. Men der kan stadig være rester af det postkoloniale verdensbillede med de uretfærdige handelstraktater, landet blev udsat for efter Opiumskrigene og den engelske kolonialisme i midten af det 19. århundrede, hvor de sidste kejserdømmer blev kørt over af Vestmagterne.
Nok er de to landes BNP ved at nærme sig hinanden i størrelse, men når vi antager, at der måske allerede nu er parallellitet, så indebærer det jo også et amerikansk BNP pr indbygger, der er over 4 gange det kinesiske. Den amerikanske velstand er altså betydelig større. Det kan hænge sammen med et større kapitalapparat og et højere teknologisk niveau, men det hænger måske også sammen med en evne til at tage højere priser for ens varer – og ikke mindst tjenesteydelser. Der er bygget globale forsynings- og værdikæder op, som gør Vesten overlegen i forhold til “Verdens fabrik”, som har fået overladt den mere forurenende og billigere industriproduktion. Fra kinesisk side ses dette som mere end bare udtryk for større dygtighed og mere avanceret teknologi. Der indgår også magtaspekter i ulige økonomiske relationer, magtaspekter kineserne gerne vil have gjort op med.
Man vil ikke én gang til underlægge sig Vestens fortolkning af situationen. Det er en måde at se virkeligheden på, der er totalt fremmed for en Trump med hans énsidige America First optik. Det kan derfor være ret uforudsigeligt, hvad en konfrontation mellem USA og Kina kan udvikle sig til.

Comments Off on Supermagtskonfrontation?

A new Deal – or just a slightly bad Deal?

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 03/02/2017

Ja, det er jo det, det drejer sig om – ikke sandt? Når nu USA er i gang med at lægge op til handelskrig med dele af Verden, må man undre sig, når man ser på “tallenes tale”. Og det er ikke fake news. Det er ganske vist, for det er tørre kvantitative data, der kommer fra det rimelig respekterede amerikanske census.gov.

Hvad siger disse tal?

ustrade1
Kilde: census.gov. Tallene er i mia$ (billion dollars)

Overfladisk set kan tallene tage sig dramatisk ud. Et underskud på 670 mia i varehandelen med resten af Verden.

Når man inddrager handelen med tjenesteydelser, ser Verden straks mildere ud for amerikanerne.
ustrade2

Figuren ovenover er fra samme kilde. Den viser betalingsbalancen for november 2016 og et vejet gennemsnit af tre måneder. Det er altså for den samlede handel, hvor både varer og tjenester er med. Ganger man op til et år, vil det samlede US-underskud i samhandelen med udlandet løbe op i lidt under 500 mia$ eller svarende til godt 2,5 pct af BNP.

Det er ikke større, end at USA kan klare det ved at bruge et gammelkendt trick, som indehaveren af den dominerende globale reservevaluta kan betjene sig af, nemlig ved at “trykke penge”, altså betale med tilgodehavender i amerikansk valuta – og uden at true den globale likviditetsbalance alvorligt.

Underskuddet i varehandelen med Kina, Japan og Tyskland.kan tage sig ganske voldsomt ud, men det er – især i Kinas tilfælde – underskud, der er planlagt og gennemført af nogle af de store multinationale amerikanske firmaer, fordi det passer ind i de føde- og værdikæder, som disse virksomheder har bygget op på globalt plan. De kan blive ødelagt ved en gennemførelse af nogle af de tiltage, som det ser ud på, at man pønser på i Det hvide Hus, hvor typer som Steve Bannon og Peter Navarro er kommet til at sidde ved højenbords.

Donald Trump tænker som amerikansk forretningsmand, og han er kommet til den dybe overbevisning, at “America’s got a bad deal”. Når man tænker forretningsmæssigt, vil man kræve at få “a good deal”. Relationerne skal i højere grad være i USA’s favør. Det er imidlertid problematisk, når de allerede er det. Det er totalt meningsløst, hvis USA vil kaste verden ud i opslidende handelskrige, hvis det, man reagerer på, er et indre billede af Verden, som den overhovedet ikke ser ud.

 

Comments Off on A new Deal – or just a slightly bad Deal?

G20 markeringer omkring TTIP

Posted in Global økonomi, Storbritannien by Gregers Friisberg on 16/11/2014

David Cameron, den britiske premierminister, er kendt for at kunne tale med store bogstaver ved internationale møder – og herunder også komme af med nogle af sine yndlingsaversioner. G20 i Brisbane er i den henseende ingen undtagelse. Ved mødets slutning tog han fat på TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og den britiske modstand imod denne aftale. Det er et stort og kompliceret spørgsmål, som har delt mange vande på tværs af Atlanten. Der er blandt forbrugerorganisationer og -interesser frygt for GMO, flere Frankenfoods og andre vederstyggeligheder, som kan risikere at flyve over hegnet ind på det europæiske marked.

Når det tages op i så kraftige toner, som det sker her, er det utvivlsomt fordi, det er en vigtig sag ikke alene for briterne, men også for amerikanerne, der står stærkt på markederne for service og fødevareteknologi, og hvad er mere opportunt end at tage fat på det, hvor  der nu kan være en mulighed for at få en vestlig enighed igennem. Samtidig kan Cameron score indrepolitiske points.

Cameron kører lige ind i hoveduenigheden i den britiske debat: Spørgsmålet om, hvad der kan tænkes at ske med det britiske sundhedssystem, The National Health Service, når TTIP evt går i gang.  The National Health Service, NHS, er den universelle del af det britiske velfærdssystem, det område af velfærden, hvor briterne ikke behøver at skamme sig over for skandinaver eller franskmænd. Og Labourlederen Ed Milliband har linet NHS op som et af hovedspørgsmålene i den britiske valgkamp op til Underhusvalget i 2015. Hvis Cameron kan stille en troværdig argumentation op omkring, at NHS ikke behøver at blive truet af TTIP, har han vundet mange, både hjemlige og internationale points. Hertil kommer de ideologiske stik, der kan tages hjem, hvis TTIP kommer til at booste BNP i de involverede økonomier.

Sagen er imidlertid, at det er meget svært at sige noget om, hvorvidt NHS som universelt sundhedsvelfærdssystem er truet, eller ikke truet, af TTIP. Amerikanerne lægger op til, at det skal være en dynamisk fungerende aftale, når den evt. er etableret, dvs erhvervssynspunkter skal have mulighed for at komme på banen i standardiseringskommiteerne i højere grad end det er tilfældet i EU’s indre marked. Og amerkanerne har et stort marked for sundhed. Det er faktisk det område af amerikansk økonomi, som i de senere år har været en af de mest ekspansive økonomiske sektorer. Det er ikke utænkeligt, at der vil blive presset kraftigt på for at få mere marked og kommercialisering på sundhedsområdet, hvorefter folkevalgte politikere og demokratiet kan blive sat ud af kraft, når sager skal afgøres i arbitreringskommitteer.

Imod det står argumentet om de ekstra arbejdspladser, som den formodede øgede økonomiske aktivitet udløst af en mere omfattende frihandelsaftale kan indebære.

Men det skal ses i forhold til frygten for, at TTIP og TTP (Stillehavsaftalen med asiatiske lande, som ikke indbefatter Kina) fører til isolation af de, der står udenfor.

Det er vigtige spørgsmål, der diskuteres her. Men det er ikke taget særlig meget op i dansk debat. Det kan hænge sammen med, at eliten i dansk offentlighed, Dansk Industri og det meste af regering og folketing forlængst har besluttet sig for, at TTIP er til fordel for Danmark. Og det er sager, der som handels- og toldspørgsmål ordnes af EU-kommissionen. Men som det er set før, er det ikke sikkert, at al globalisering i sig selv er lykkebringende. Det kan komme an på, hvordan det sker.

Comments Off on G20 markeringer omkring TTIP

Befolkningsfremskrivninger – Vender Malthus tilbage?

Posted in Global økonomi by Gregers Friisberg on 09/11/2014

FNs befolkningsdivision har på det seneste revideret tidligere fremskrivninger af Verdens befolkning. Hvor man siden starten af 2000-tallet har sagt, at Verdens befolkning så ud til at toppe i 2050’erne ved et tal på ca 9 mia, så er de seneste fremskrivninger mindre optimistiske. Fødselsraten i Afrika og Sydasien er ikke faldet så meget som forventet.

UNpop
Kilde: FN (kan trækkes ud af befolkningsdatabase som kommasep. filer. Projektion her efter medium forventninger til fremtidig fertilitet (kan også indstilles i en rullemenu på high, low og constant fertilitet)).

 

Man venter altså nu en verdensbefolkning på knap 11 mia mennesker, jvf figuren ovenover. Ja, nogle forudser endda en global befolkning på over 12 mia mennesker.  Hvis det kommer til at holde stik, vil det kunne indebære voldsomme problemer økonomisk og demografisk i Verden i de kommende årtier. Hvor Europa ( og i mindre grad Nordamerika) og Østasien (Japan og Kina) ser ud til at stå over for faldende og aldrende befolkninger, vil især Afrika og i mindre grad Sydasien (Indien) opleve stigende befolkninger – og fattigdom. Det lægger ikke op til restriktiv indvandringspolitik i Europa, hvis denne region skal løse sine demografisk-økonomiske problemer.

UN3

Kilde: UN (dataark her)

Holder de samlede prognoser for Verdens befolkningsudvikling, vil det også give store udfordringer til udformningen af en holdbar klimapolitik. Hvis resten af Verdens befolkning skal op på vesteuropæisk, amerikansk og efterhånden kinesisk levestandard, vil det kunne give uoverstigelige problemer med CO2-udledning, hvis man ikke snart går alvorligt i gang med at addressere disse.

 

 

 

Comments Off on Befolkningsfremskrivninger – Vender Malthus tilbage?

Alle øjne på Kina og EU

Posted in Global økonomi, Kina by Gregers Friisberg on 21/10/2014

Er Kina allerede Verdens største økonomi? Det er der nogle, der mener. Det gælder, når man tager hensyn til prisniveauerne i landene, dvs måler i købekraftsparitet (PPP, purchasing power parity).

Man kan tydeligt mærke en voksende interesse for udviklingen i Kina blandt globalt tænkende økonomer. Således en interessant artikel i New York Times om den øjeblikkelige udvikling i Kinas økonomi: Vokser den med accelererende vækst, eller er væksten aftagende? Det sidste viser sig at være tilfældet, men det er stadig på et højt vækstnviveau:

Figur 1: Vækst i Kinas økonomi pr kvartal yoy (kvartalsvist i forhold til året før)

ch1
Her efter: New York Times.

Hvordan vil Kina reagere? Sidste gang, der var aftagende vækst, var i kølvandet på finanskrisen. Da foretog man en stor finanspolitisk lempelse fra centralregeringens side. Resultaterne ses tydeligt i figuren ovenover. Der kan også være andre faktorer, så som eksportfremgang, der har spillet ind, men landet mere end overvandt nedgangen som følge af finanskrisen.

Denne gang forventes det, at Kina vil reagere anderledes. Det skyldes bl.a. frygt for ejendomsbobler og et gigantisk gældsbjerg (bl.a. i de statsejede banker) på efterhånden over 250 pct af BNP.
I den situation vil det være letsindigt at smide mere benzin på bålet. Hertil kommer, at man er i gang med en ændring af økonomien fra en primært eksportdrevet økonomi til en økonomi, hvor privatforbruget skal udgøre en større del af efterspørgselen. Endvidere er der de mere langsigtede forsøg på at omstille økonomiens internationale orientering fra at være “Verdens fabrik” til at blive et af Verdens innovationscentre i den højere ende af den globale økonomis værdikæde.

Kina har annonceret dannelse af en Verdensbank, der bliver en slags rival til den i dag af USA og Japan dominerede  Verdensbank. Ved at yde lån til de asiatiske nabolande, kan Kina formodentlig komme nærmere med at realisere et af sine mål om at bevæge sig højere op i værdikæden, idet landets virksomheder forventes at ville blive brugt som leverandører til de asiatiske økonomiers modernisering.

Det er ikke kun Kina, der er forventninger til m.h.t. at få stimuleret den globale vækst. EU-økonomien udgør ikke en meget mindre del – måske snarere det modsatte –  af den globale økonomi. Og på det sidste har de fodslæbende tyskere fået mange vink med en vognstang fra både IMF og andre om at gå med til en kraftigere stimulans af økonomien for at undgå deflation i Europa. Om det så virker, er en anden sag.

Comments Off on Alle øjne på Kina og EU

Stigende formueulighed

Posted in Global økonomi by Gregers Friisberg on 16/10/2014

Den schweiziske bank Credit Suisse har offentliggjort en rapport om fordelingen af private formuer i verden og i enkelte lande. Det er andet år, denne form for rapport sendes ud. den viser en voksende formueulighed. Den ene procent, der ejer mest, ejer omkring 48 pct af den samlede velstand.

creditsuisse1

Kilde: Credit Suisse.

De kommer derved frem til den globale velstandspyramide (ovenfor). De, der ejer under 10.000$, udgør 69,8 pct af samtlige individer, der indgår i statistikken. De, der ejer over 1 mio $, udgør 0,7 pct af samtlige, og de ejer 115 trn $ (115.000 milliarder), eller 44 pct af samtlige formuer.

Er det særlig interessant? Eller er det bare noget aggregeret statistik, der har en spinkel forbindelse til virkeligheden?

Både og.
Det er interessant, at uligheden øges, men samtidig er de statistiske kategorier så brede, at man bør gå længere ind og dele op i undergrupper, hvis der skal siges noget interessant om virkeligheden. Det er lidt den samme diskussion, man har om Pikettys undersøgelsesresultater.

Formuer dækker jo over utrolig meget. I en dynamisk økonomisk forstand er det interessante, hvem der ejer produktiv virksomhed (produktionsanlæg, maskiner, transportmidler, logisstik- og distributionssystemer, mediekoncerner, etc), altså den kapitalejende klasse i samfundet. Den indgår. Men når f.eks. Danmark og andre små rige økonomier indgår med mange individer i pyramidens toppunkt, hænger det bl.a. sammen med, at folk bor steder, hvor murstenene bliver mere og mere værd. En del mennesker i Nordsjælland vil f.eks. komme med i ejerskab over 1 mio $, når de har friværdi i velbeliggende huse. Det kan give betydelig velstandseffekt, men mange af dem er lønmodtagere.

Rapporten har også nogle fine longitudinale grafer, f.eks. denne over forholdet mellem formuer på den ene side og de disponible indkomster på den anden i den amerikanske økonomi (wealth relative to disposable income):

creditsuisse3

Den viser med al tydelighed opbygningen af spekulative formuer op til Wall Street krakket i 1929 og igen i 1990’erne (dot.com bølgen), de brølende 00’ere og det spekulative opsving efter finanskrisen, der bl.a. var forårsaget af centralbankernes udpumpning af likviditet via den såkaldte Quantitative Easing (opkøb af obligationer). En del af den øgede likviditet flød ud i banksystemet. Da det var så som så med lån til investeringer i produktiv virksomhed p.g.a de relativt dårlige afkastmuligheder for sådanne investeringer, blev betydelige midler kanaliseret ud i aktie- og obligationskøb.

I figuren herunder ser man de relative indkomst- og formueandele for den øverste tiendedel og den øverste hundrededel af indkomster og formuer i USA 1910 – 2013.

creditsuisse4

M.h.t. indkomstfordelingen er man i 2013 stort set tilbage i Gatsby-æraen i slutningen af 1920’erne: Den bedststillede 1 pct af indkomstmodtagerne tager omkring 20 pct af de samlede indkomster.

 

Comments Off on Stigende formueulighed

Vingeskudt supermagt

Posted in Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/10/2013

Det er en noget forpjusket vingeskudt supermagt, der står tilbage efter det forbitrede opgør imellem Demokrater og Republikanere i Kongressen om forlængelse af gældsloftet og vedtagelsen af budgettet for næste finansår. En yderliggående gren af Republikanerne, anført af den såkaldte Tea Party bevægelse, forsøgte at skyde USA tilbage til det agrar-romantiske udgangspunkt før uafhængighedserklæringen i 1776, hvor en mand dyrkede sin jord og brugte sin gun til at beskytte jord og ejendom. Og engang imellem rejste han til Washington for at delibrere lidt om forholdet mellem centralmagt og staters magt. – Hvis man nu sådan skal sige det lidt firkantet. Nu er dette skønne billede truet af den fremadskridende modernisering af samfundet, som bl.a. vil give de mindrebemidlede sundhedsforsikring.

Figur 1: Udviklingen i føderal gæld (brutto og netto) og balance på budgettet i pct af BNP
usgaeldBNP

Kilde: Office of Management and Budget. The White House.  Anm: Forskellen på de to gældsbegreber udgøres af gæld, som føderale agencies og institutioner har som finansielle mellemværender med hinanden.

Der har været en del diskussion om, hvorvidt den amerikanske økonomiske politik er groft uansvarlig m.h.t. at underskud blot fortsætter uden, at den langsigtede  finansielle dækning af statens udgifter tages virkelig seriøst.  Man kan se problemet i figuren. Der er få år, hvor der har været et egentligt overskud. Samtidig har der også været betydelige underskud på betalingsbalancen.  Er det dermed troværdigt, at USA fungerer som “Verdens central banker”, der forsyner Verdensøkonomien med dollarbetalingsmidler ved at lade seddelpressen løbe og dække underskud gennem salg af statsobligationer?.

Hertil må man sige, at det har været rimelig troværdigt indtil nu. Det, der bringer Uncle Sam – globaliseringen i fare er Tea Party fantasternes ageren. Hvis der opstår usikkerhed om, hvorvidt der er dækning for amerikanske statspapirer (statsobligationerne, de såkaldte “Treasuries”), så er den først gal.  Man har da også set den amerikanske dollar falde i værdi de seneste uger.  Det er problematisk for verdensøkonomien, fordi der er ikke for øjeblikket nogen anden reservevaluta, der kan tage over.

Hvor længe endnu kan USA blive ved med at “kick the can Down the road”? Ja, nu kan Tea party aktivisternes ageren nok rejse tvivl om, hvor længe endnu, men hvis man ellers ser på de grundlæggende økonomiske facts, er det måske temmelig længe endnu. Den amerikanske stat kunne 15. oktober låne 3-årigt til en rente på kun 0,68. Den tiårige statsgældsrente er noget højere, 2,75 pct, og den er steget. Men når man ser på nettogældens udvikling i figuren ovenover – og dens størrelse – ser det ikke umiddelbart ud som om, en bankerot lurer lige om hjørnet. Og det er der flere grunde til. Økonomien er – i hvert fald indtil for nylig – i en vis opadgående fremgangslinje. Det amerikanske BNP stiger betydelig mere end det europæiske. Set i forhold til BNP er budgetunderskud og underskud på betalingsbalancen faldende.

Syds opstigning i ny Human Development Report

Posted in Global økonomi by Gregers Friisberg on 17/03/2013

Midt i Den store Recession er det glædeligt med de relativt gode tidender, der kommer fra FN’s udviklingsorganisation UNDP (United Nations Development Programme). Den udsender hvert år The Human Development Report. 2013 – rapporten bemærker, at væksten gik over i stagnation i de rige lande i nord. Til gengæld fortsatte mange af landene i Syd den økonomiske vækst, der var eskaleret i det nye årtusinde. Alene i Kina er 500 mio mennesker løftet ud af dyb fattigdom.

Rapporten finder det relevant at måle fattigdommen blandt de fattigste 1 mia mennesker på en ny måde. Ud med den gamle definition: leve for under 1,25 eller 2 $ om dagen. Ind kommer i stedet et fokus på ernæring, sundhed og sanitære forhold. Man bruger et tidligere udviklet Multidimensional Poverty Index (MPI), altså et mangedimensionelt fattigdomsindeks, som opererer med ti indikatorer til definition af fattigdom:

Ernæringstilstand, børnedødelighed, år i skole, adgang til brænde til madfremstilling, vand, VVS, elektricitet og et egentligt gulv i boligen, så man ikke bor på den bare jord.  Det er godt en mia mennesker, der mangler disse ting i rimeligt omfang. De findes mestendels i Indien og i Afrika syd for Sahara.

Indkomst, mener man, er et for groft mål, fordi omdannelsen af indkomst til velfærdsparametre afhænger af en lang række institutionelle faktorer:

Translating income into a decent standard of living depends on a range of assets and capabilities. These are all issues in which the state has an important role facilitating access to health, education, and public and personal safety. How income is converted into well-being, particularly for the poor, also depends on environmental circumstances. Poverty can be measured more comprehensively using the Multidimensional Poverty Index (MPI), which looks at overlapping deprivations in health, education and standard of living. The MPI is the product of the  Multidimensional poverty headcount (the share of people who are multidimensionally poor) and the average number of deprivations that each multidimensionally poor household experiences (the intensity of their poverty). Focusing on the intensity of poverty enables the MPI to provide a more complete picture of poverty within a country or a community.

Er “Den store Recession” egentlig en “global krise”, som vi går rundt og forestiller sig i Vesten? Måske er det i overvejende grad en krise for de modne vestlige økonomier. Mange af landene i Syd er måske i gang med en længe ventet catch-up.

Comments Off on Syds opstigning i ny Human Development Report

Statistisk gys fra Storbritannien

Posted in Global økonomi, Storbritannien by Gregers Friisberg on 26/01/2013

Den britiske finansminister George Osborn mødes nu af ny kritik for sin økonomiske besparelses- og nedskæringspolitik (austerity) efter at det britiske statistikkontor ONS (Office of National Statistics) har offentliggjort tal for BNP i fjerde kvartal af 2012. Tallene viser et fald på 0,3 pct. Det var kun i 3.kvartal, hvor der var olympiade, at økonomien voksede en smule. Samlet set er det økonomiske resultat for 2012 et stort 0, og samlet set har økonomien trukket sig sammen med 3 pct siden 2007-08, lige før den økonomiske nedtur begyndte med Lehmann Brothers krakket i USA i september 2008. Det får britiske aviser til at tale om “økonomisk depression” og en krise, der er værre end den i 30’erne, jvf figuren herunder.

Figur 1: 4 – 5 års recessioner sammenlignet. BNP ændringer i pct i faste priser.

reccomparedKilde: The Guardian. Link her til britiske  BNP-tal fra 1955 til i dag.

2008-recessionen er den fuldt optrukne røde kurve.

Tallene gør indtryk, bl.a. fordi både USA og Tyskland nu har en produktion, der er større end i perioden lige før krisen satte ind. Bortset fra skrantende sydeuropæiske lande fremstår Storbritannien mere og mere som “Europas syge mand”.

Hvad er der galt? spørger man, når landet ovenikøbet har kunne devaluere valutaen. Bebrejdelserne rettes i stigende grad imod finansminister Osborn og hans austerity-politik. Nu også fra de konservatives egne rækker. Britisk konservatismes enfant terrible, Londonborgmesteren Boris Johnson, bliver mere og mere højrøstet i sin kritik (“junk the rhetoric of austerity“) af  regeringens økonomiske politik, og forlanger en mere udgiftsorienteret politik, bl.a. med infrastrukturinvesteringer. Selv for Goldman Sachs er det blevet for meget.  Og som en fremtrædende liberaldemokrat siger: “Det er på tide at udfordre den finansministerielle ortodoksi, der intet har lært siden 1930’erne”. Det er sjovt  –  eller måske snarere tragikomisk –  at se historien gentage sig på den måde. Det var det samme opgør, John M. Keynes havde med datidens økonomer af samme ortodokse variant.

Som Johnson og flere andre påpeger, det er nødvendigt at indgyde mere tillid, så forbrugerne begynder at forbruge mere, og erhvervslivet sætter mere gang i investeringerne. Derfor er det nødvendigt med et retorik- og diskursskifte, så økonomien i højere grad “tales op” end tales ned. I økonomi kan ganske meget afhænge af forventninger.

Det kan dog også være hårdere økonomiske realiteter end retorik og forventninger, der spiller en rolle. Der kører en debat i landet om, hvorvidt Storbritannien har afindustrialiseret i for høj grad, siden Thatcher-æraen i 1980’erne fik landet til at satse på servicesektoren, herunder finansielle ydelser med “Big Bang” (deregulering og liberalisering) på Londonbørsen i 1986. De økonomiske effekter af en liberaliseret finanssektor er for længst fordampet. Imens kan briterne sidde og se misundeligt til, mens stjernevirksomheder i de industrielle bælter i Benelux, Nordfrankrig og Tyskland nyder godt af en eksportoffensiv på Verdensmarkedet, bl.a. i de voksende BRIK-økonomier.

Comments Off on Statistisk gys fra Storbritannien