Gregers Friisberg

“Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Posted in Indien, Kina, Uncategorized by Gregers Friisberg on 13/09/2017

Hvad skal der til for at kalde en statsleder for “ond”? At Hitler var det i form af det direkte ansvar for holocaust, kan der nok argumenteres for.
Men hvad med Mao Zedong, som der reelt ikke har været et officielt opgør med, efter at  Deng Xiaoping, efterfølgeren på magten i Kina, bedømte, at han havde 70 pct ret og 30 pct fejl i sin udøvelse af magten? Det var en nem måde at slippe uden om problematikken: Maos eftermæle.   Var han “ond”?
For at være “ond” skal der vel have været en bevidst intention om at ville udøve “ondskab”.

DR K har med en række udsendelser sat sig for at vise “ondskabens ansigter”.

Turen kom den 11.9. til Mao Zedong, Kinas leder fra revolutionen i 1949 til hans død i 1976.
Her fik vi angiveligt serveret sandheden om “den store rorgænger”. Man så, hvordan han systematisk ryddede modstandere af vejen på sin rute til magtens top, hvis eneste formål angiveligt var at fremme egen magt og ambitioner. Det var historiefortælling, mere end historieskrivning. Det var endda dramatisering af historien. Af den mest primitive slags, hvor man så en rollespilsagtig “genopførelse” af scener fra perioden, så man næsten fik det indtryk, at det var Mao personligt, der stod i bødlens rolle. Der var ingen forholden sig til kilder, ikke den mindste stoppen op for at stille relevante spørgsmål. Alt gik ud på at fremme en bestemt pointe: Mandens “ondskab”.

Det er klart, at hvis man mener at kunne bevise, at et menneske –  direkte  – er skyld i “40 – 70 mio menneskers død” (tal, der blev nævnt i udsendelsen), og dette dødstal kunne være undgået, så må det være et ondt menneske, man står overfor, – næsten uanset hvordan man definerer ondskab.
Det var næppe det, der var tale om.
Det betyder ikke, at man skal retfærdiggøre Mao. Men man skal se ham som en del af en anden historisk periode, end vi er i nu og dermed se hans handlinger i et andet perspektiv end den almindelige morders, der laver overlagt mord ud fra tvivlsomme motiver.

Man kan altså diskutere, om ondskab er en særlig relevant term, når man står i nutiden og ser på en tidligere historisk periode og et samfund, som var i en ganske anden situation udviklingsmæssigt end der, hvor vi er i dag i de rige vestlige samfund.
Det kan også diskuteres, om vestlige samfund, især Storbritannien, ikke også har en del af skylden (opiumshandel, tvangsåbning af landet og uretfærdige traktater) for, at Kina kom ned med nakken og stod på randen af totalt kaos og indre opløsning i midten af det 20. århundrede, en situation Mao ville hjælpe landet ud af.

Det var ikke uden videre let at lave jordreformer i et land, hvor godsejere – og fraværende godsejere – sad på en meget stor del af jorden, hvad der førte masser af ineffektivitet og undertrykkelse af småbønder og jordløse bønder med sig. Det var ikke let at bryde konfucianismes og traditionelle tænkemåders magt over sindene.

Mao var en brutal realpolitiker, der brugte ideologi som et legitimationsinstrument for at fremme både personlige ambitioner og det, han så som udviklingsvejen for Kina.
Det store spring Fremad var en fiasko, set på det korte sigt. En del af fiaskoen hang dog også sammen med dårlig høst forårsaget af vejrforhold.
Tvangskollektiviseringer og Kulturrevolutionen bragte mange lidelser med sig. Og en del kunne være undgået med en mere behændig, menneskelig og klartsynende ledelse.

Men den maoistiske politik var også med til at berede et grundlag for Kinas senere økonomiske fremgang. Maoisterne havde en anden opfattelse af kvindens stilling i samfundet, end man havde i det traditionelle kinesiske samfund.
De havde forståelse for, at man skal igennem en industrialiseringsproces for at få udviklet økonomien, og at befolkningen skal have basisuddannelse og sikret grundlæggende sociale og sundhedsmæssige forhold. Som forudsætninger for udvikling ville man også ændre mentaliteten i en traditionelt tænkende befolkning. Skolingskampagner og kulturrevolution var nogle af midlerne til det.

Figur  : Udviklingen i Kinas og Indiens BNP i mia$ 1960-1980 (Verdensbankdata)

chinaindia
Kilde: World Bank.

Tallenes tale er tydelig. Det var ikke først fra Deng XiaoPing reformerne i 1978-80, at Kinas økonomi udviklede sig. Vigtige forudsætninger blev bragt til veje under Mao – efter at de regressive effekter af Det store Spring fremad var overvundet.
Så måske var han medvirkende til, at millioner af kinesere blev hjulpet ud af den mest ekstreme fattigdom. Han kan have frelst mange fra en pinefuld sultedød.

Det kolporterede billede af Mao kommer i sidste instans fra Jung Changs og Jon Halliday’s “Mao, the Unknown Story”, en mursten af en bog, som bygger på interviews og læsning af forskellige kilder, men som ifølge kritikere er præget af en alt for lemfældig omgang med disse, så man ikke kan checke om oplysningerne er korrekte. En af kritikerne går i rette med Chang og Halliday på følgende måde:

Chang and Halliday are magpies: every bright piece of evidence goes in, no matter where it comes from or how reliable it is. Jade and plastic together, the pieces are arranged in a stark mosaic, which portrays a possible but not a plausible Mao. This Mao is lazy, uncommitted, driven by lust for power and comfort, lacking in original ideas, tactically smart but strategically stupid, disliked by everyone he works with, selfish and mindlessly cruel. ‘Absolute selfishness and irresponsibility lay at the heart of Mao’s outlook.’ Mao was a ‘lukewarm believer’ in Marxism. ‘Mao discovered in himself a love for bloodthirsty thuggery.’ He ‘demonstrated a penchant for slow killing’. He ‘out-bandited the bandits’. He ‘was addicted to comfort’. His ‘most formidable weapon was pitilessness’. This was a man with many enemies, generated and regenerated by his persecutions and oppressions. ‘Mao evinced no particular sympathy for peasants’; ‘Mao was extremely unpopular’; ‘Mao was disliked by the locals.’ (London Rev. of Books. LRB)

How could a man like this win power?   –  spørges der?  Ja, det er måske fordi, han har villet noget med magten og været (hensynsløst) dygtig i forsøgene på at nå målene. Ifølge LBR er det gådefulde puslespil omkring Kinas historie ikke faldet på plads med Changs og Hallidays bog:

Chang and Halliday position themselves as near omniscient narrators, permitting themselves to say constantly what Mao and others really thought or really intended, when we seldom have any way of knowing. A cautious historian would avoid taking poems or speeches from Mao as a clear expression of what he felt or intended, understanding that poetry may express a state of feeling, and that a political speech or dialogue may contain rhetorical flourishes, humour or irony, or may be intended to mislead. Chang and Halliday take what Mao says literally, even his well-known outrageous statements that famine and nuclear warfare were no big deal.

Det er klart, at det er problematisk at bedømme en politiker som Mao på retorik. Men hvad skal han da bedømmes på? – Resultater evt. , f.eks. de økonomiske resultater, som faktisk ikke først viste sig efter hans død (jvf diagrammet ovenover), – selv om det er hævdet af adskillige.

I hvert fald kunne man ønske sig et mere nuanceret syn (med brug af mere kildekritik og større forståelse for de historieskabte rammer) end det, der blev præsenteret af TV K i “Ondskabens ansigter”. Det er utrolig, at et public service medie formidler den slags så ukritisk.

Advertisements

Comments Off on “Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Kommende supermagt? Er selv Bihar ved at blive trukket op?

Posted in Indien by Gregers Friisberg on 11/04/2010

Ja, ifølge New York Times har den ellers så bundløst fattige delstat Bihar haft en accelererende økonomisk vækst de senere år. Helt op til 11 pct. Ifølge avisen er hovedårsagen god governance. Bihars delstatsregering har gjort en masse for vedligeholdelse og udbygning af infrastruktur, og m.h.t. skolegang har man sat ind over for de tidligere så store problemer omkring non-attendance fra både elevers og læreres side.

Bihar og den store nabostat Uttar Pradesh, der hver for sig er større end langt de fleste andre lande i Verden, har ellers været notoriske problemområder – og er det vel stadig? Der er stadig store desperat fattige områder.

New York Times er ikke opmærksom på, at den økonomiske vækst i et land som Indien foregår på en måde, der fører en lang række af socioøkonomiske problemer med sig. Væksten er meget ulige fordelt, både geografisk og socialt. Kastesystemet holder masser af mennesker fastholdt i en uholdbar social situation, som det er vanskeligt at komme ud af. Når denne situation kombineres med  økonomisk fremgang for nogle grupper, kan det føre til en revolution of rising expectations, der kan true den sociale sammenhængskraft i landet.

Den kendte indiske forfatter Arundhati Roy beskæftiger sig med dette i en længere beretning om et besøg, hun har aflagt hos den maoistiske bevægelse i det centrale Indien. Beretningen gør alle forudsigelser om denne bevægelses undergang til skamme. Den næres bl.a. af, at stammefolkene i det centrale Indien har været sat grundigt uden for den økonomiske udvikling i landet.  

Naxalitterne (maoisterne) har selv været interesseret i hendes besøg. De er blevet klare over, at den væbnede kamp er blevet udsigtsløst, og vejen frem vil være at gøre Verden opmærksom på stammefolkenes og andre udsatte etniske og sociale gruppers problemer. Man er oppe imod den indiske centralmagts stadig mere effektive undertrykkelse af sådanne gruppers modstand. De ses som en trussel imod den nye stats forsøg på opbygning af en unitær national identitet og vil ikke sky ret mange midler for at afværge det.
    Det bliver til en udsigtsløs kamp. Derfor må der sadles om. Og invitationen til Roy om et besøg er givetvist et af midlerne til at gøre Verden opmærksom på problemerne. Samtidig vil den internationale opinions fokusering på problemerne i Indien kunne påvirke den indiske stats måde at håndtere det på. Indien er stadig et land, det kan være ret vanskeligt at trænge til bunds i. Der er langt fra de glitrende IT-campuser i Bangalore og Bombay og til fattige landsbyer og bjergområder, hvor oksekærren stadig bruges som transportmiddel.

Comments Off on Kommende supermagt? Er selv Bihar ved at blive trukket op?