Gregers Friisberg

Steve Bannons projekt

Posted in Global økonomi, Kina, USA by Gregers Friisberg on 15/09/2017

Hvad har Steve Bannon, den tidligere mørkets fyrste/chefrådgiver i Det hvide Hus, egentlig gang i? Og hvor meget nyder han stadig opbakning fra Mr. Trump himself?

Et af Donald Trumps store udenrigspolitiske projekter var fra starten af præsidentvalgkampen og præsidentperioden forholdet til Kina. Under præsidentvalgkampen beskyldte han Kina for at være valutamanipulator.

Kina holdt altså angiveligt kunstigt en lav kurs på yuan/renminbi for at kunne sælge eksportvarer billigere, bl.a. til USA. Det skulle angiveligt være forklaringen på det store amerikanske handelsunderskud (amerikansk import større end amerikansk eksport til Kina) i samhandelen med Kina. Trump truede med ensidige forhøjelser af told på kinesiske varer og tjenester (helt op til 45 pct), hvis Kina ikke rettede ind og gjorde noget ved problemet.

Det kunne på overfladen se ud til at være ligetil at ordne denne sag. Det viste sig imidlertid at blive vanskeligt. Kina ville ikke uden videre acceptere præmissen, at de manipulerede med valutaen. Uafhængige økonomiske eksperter har betvivlet, at Kina bevidst manipulerer med valutaen, i hvert fald hvis man ser på de seneste år, hvor den kinesiske valuta øgede sin værdi. Og hvis de gør det, kan det måske snarere være i modsat retning, altså i retning ad revaluering.

Trumps USA har imidlertid også andre bekymringer end valutaen.

I september 2017 var Trumps fratrådte chefrådgiver Stephen Bannon i Hong Kong, hvor han holdt oplæg om USA’s forhold til Kina.
Det var en forløber for Trumps senere statsbesøg i landet i november 2017. Bannons besøg har formodentlig været et signal til den kinesiske ledelse om, at USA ønsker Kina som medspiller i denne – og andre sager, f.eks. Nordkoreas missilaffyringer – og hvis ikke Kina vil det, kan det blive ubehageligt.

Under besøget advarer Bannon om, at USA specielt ser med alvor på teknologioverførslen fra USA til Kina, når der handles og – ikke mindst – investeres. Når kinesiske virksomheder køber amerikanske virksomheder – eller bare investerer ved at købe aktier i dem – kan der ske en teknologioverførsel, når kineserne herved får indsigt i den amerikanske teknologi. Amerikanerne er bange for, at deres teknologiførerskab sættes over styr, hvorved USA’s supermagtsstatus kan gå tabt.

Figur  : Udviklingen i vekselkursforholdet renminbi/dollar

chinUSexchangerate
Kilde: St.Louis Fed.

Som man kan se af diagrammet ovenover, er der faktisk sket en revaluering af den kinesiske valuta, renminbien, i det lange forløb fra 2004 – 17. Interessant er det at se, at der siden Trumps tiltræden som præsident er sket en revaluering, der dog nok snarere er en spejling af dollarens devaluering. Det interessante er, at den kinesiske valuta ikke har fulgt dollaren hele vejen, – ikke engang halvdelen af vejen i denne depreciering af $.

Tabel   : US/Kina balance i handelen med varer 2017
chinustradebalance
Kilde: Census.gov.

Den kinesisk-amerikanske handelsbalance har i de seneste år svinget i et plus i kinesisk favør på over 300 mia$. Det ser ikke ud til at devalueringen af dollar det seneste halve år har påvirket dette særlig meget – om overhovedet. Men man mangler tallene fra tjenestebalancen, hvor USA har et overskud, dog ikke nær så stort som varehandelsbalancen. En del af det skyldes amerikanske multinationale koncerners investeringer og interne handel.

Det er for snævert kun at se på én bilateral handelsrelation. Kina har formindsket overskud i forhold til andre lande, og i forhold til nogle af disse har USA forbedret balancen. Steve Bannon og Trump har ikke haft særlig godt øje for disse multilaterale totale balancer, hvor også servicehandel inddrages. Deres kommunikation omkring problemerne kommer derved til at antage for meget karakter af China-bashing, hvad der ikke er fremmende for gode relationer imellem de to stormagter. For Trump er det svært at styre sig, når man skal realisere løfterne i den populistiske politik, man gik til valg på.

 

 

Advertisements

Comments Off on Steve Bannons projekt

“Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Posted in Indien, Kina, Uncategorized by Gregers Friisberg on 13/09/2017

Hvad skal der til for at kalde en statsleder for “ond”? At Hitler var det i form af det direkte ansvar for holocaust, kan der nok argumenteres for.
Men hvad med Mao Zedong, som der reelt ikke har været et officielt opgør med, efter at  Deng Xiaoping, efterfølgeren på magten i Kina, bedømte, at han havde 70 pct ret og 30 pct fejl i sin udøvelse af magten? Det var en nem måde at slippe uden om problematikken: Maos eftermæle.   Var han “ond”?
For at være “ond” skal der vel have været en bevidst intention om at ville udøve “ondskab”.

DR K har med en række udsendelser sat sig for at vise “ondskabens ansigter”.

Turen kom den 11.9. til Mao Zedong, Kinas leder fra revolutionen i 1949 til hans død i 1976.
Her fik vi angiveligt serveret sandheden om “den store rorgænger”. Man så, hvordan han systematisk ryddede modstandere af vejen på sin rute til magtens top, hvis eneste formål angiveligt var at fremme egen magt og ambitioner. Det var historiefortælling, mere end historieskrivning. Det var endda dramatisering af historien. Af den mest primitive slags, hvor man så en rollespilsagtig “genopførelse” af scener fra perioden, så man næsten fik det indtryk, at det var Mao personligt, der stod i bødlens rolle. Der var ingen forholden sig til kilder, ikke den mindste stoppen op for at stille relevante spørgsmål. Alt gik ud på at fremme en bestemt pointe: Mandens “ondskab”.

Det er klart, at hvis man mener at kunne bevise, at et menneske –  direkte  – er skyld i “40 – 70 mio menneskers død” (tal, der blev nævnt i udsendelsen), og dette dødstal kunne være undgået, så må det være et ondt menneske, man står overfor, – næsten uanset hvordan man definerer ondskab.
Det var næppe det, der var tale om.
Det betyder ikke, at man skal retfærdiggøre Mao. Men man skal se ham som en del af en anden historisk periode, end vi er i nu og dermed se hans handlinger i et andet perspektiv end den almindelige morders, der laver overlagt mord ud fra tvivlsomme motiver.

Man kan altså diskutere, om ondskab er en særlig relevant term, når man står i nutiden og ser på en tidligere historisk periode og et samfund, som var i en ganske anden situation udviklingsmæssigt end der, hvor vi er i dag i de rige vestlige samfund.
Det kan også diskuteres, om vestlige samfund, især Storbritannien, ikke også har en del af skylden (opiumshandel, tvangsåbning af landet og uretfærdige traktater) for, at Kina kom ned med nakken og stod på randen af totalt kaos og indre opløsning i midten af det 20. århundrede, en situation Mao ville hjælpe landet ud af.

Det var ikke uden videre let at lave jordreformer i et land, hvor godsejere – og fraværende godsejere – sad på en meget stor del af jorden, hvad der førte masser af ineffektivitet og undertrykkelse af småbønder og jordløse bønder med sig. Det var ikke let at bryde konfucianismes og traditionelle tænkemåders magt over sindene.

Mao var en brutal realpolitiker, der brugte ideologi som et legitimationsinstrument for at fremme både personlige ambitioner og det, han så som udviklingsvejen for Kina.
Det store spring Fremad var en fiasko, set på det korte sigt. En del af fiaskoen hang dog også sammen med dårlig høst forårsaget af vejrforhold.
Tvangskollektiviseringer og Kulturrevolutionen bragte mange lidelser med sig. Og en del kunne være undgået med en mere behændig, menneskelig og klartsynende ledelse.

Men den maoistiske politik var også med til at berede et grundlag for Kinas senere økonomiske fremgang. Maoisterne havde en anden opfattelse af kvindens stilling i samfundet, end man havde i det traditionelle kinesiske samfund.
De havde forståelse for, at man skal igennem en industrialiseringsproces for at få udviklet økonomien, og at befolkningen skal have basisuddannelse og sikret grundlæggende sociale og sundhedsmæssige forhold. Som forudsætninger for udvikling ville man også ændre mentaliteten i en traditionelt tænkende befolkning. Skolingskampagner og kulturrevolution var nogle af midlerne til det.

Figur  : Udviklingen i Kinas og Indiens BNP i mia$ 1960-1980 (Verdensbankdata)

chinaindia
Kilde: World Bank.

Tallenes tale er tydelig. Det var ikke først fra Deng XiaoPing reformerne i 1978-80, at Kinas økonomi udviklede sig. Vigtige forudsætninger blev bragt til veje under Mao – efter at de regressive effekter af Det store Spring fremad var overvundet.
Så måske var han medvirkende til, at millioner af kinesere blev hjulpet ud af den mest ekstreme fattigdom. Han kan have frelst mange fra en pinefuld sultedød.

Det kolporterede billede af Mao kommer i sidste instans fra Jung Changs og Jon Halliday’s “Mao, the Unknown Story”, en mursten af en bog, som bygger på interviews og læsning af forskellige kilder, men som ifølge kritikere er præget af en alt for lemfældig omgang med disse, så man ikke kan checke om oplysningerne er korrekte. En af kritikerne går i rette med Chang og Halliday på følgende måde:

Chang and Halliday are magpies: every bright piece of evidence goes in, no matter where it comes from or how reliable it is. Jade and plastic together, the pieces are arranged in a stark mosaic, which portrays a possible but not a plausible Mao. This Mao is lazy, uncommitted, driven by lust for power and comfort, lacking in original ideas, tactically smart but strategically stupid, disliked by everyone he works with, selfish and mindlessly cruel. ‘Absolute selfishness and irresponsibility lay at the heart of Mao’s outlook.’ Mao was a ‘lukewarm believer’ in Marxism. ‘Mao discovered in himself a love for bloodthirsty thuggery.’ He ‘demonstrated a penchant for slow killing’. He ‘out-bandited the bandits’. He ‘was addicted to comfort’. His ‘most formidable weapon was pitilessness’. This was a man with many enemies, generated and regenerated by his persecutions and oppressions. ‘Mao evinced no particular sympathy for peasants’; ‘Mao was extremely unpopular’; ‘Mao was disliked by the locals.’ (London Rev. of Books. LRB)

How could a man like this win power?   –  spørges der?  Ja, det er måske fordi, han har villet noget med magten og været (hensynsløst) dygtig i forsøgene på at nå målene. Ifølge LBR er det gådefulde puslespil omkring Kinas historie ikke faldet på plads med Changs og Hallidays bog:

Chang and Halliday position themselves as near omniscient narrators, permitting themselves to say constantly what Mao and others really thought or really intended, when we seldom have any way of knowing. A cautious historian would avoid taking poems or speeches from Mao as a clear expression of what he felt or intended, understanding that poetry may express a state of feeling, and that a political speech or dialogue may contain rhetorical flourishes, humour or irony, or may be intended to mislead. Chang and Halliday take what Mao says literally, even his well-known outrageous statements that famine and nuclear warfare were no big deal.

Det er klart, at det er problematisk at bedømme en politiker som Mao på retorik. Men hvad skal han da bedømmes på? – Resultater evt. , f.eks. de økonomiske resultater, som faktisk ikke først viste sig efter hans død (jvf diagrammet ovenover), – selv om det er hævdet af adskillige.

I hvert fald kunne man ønske sig et mere nuanceret syn (med brug af mere kildekritik og større forståelse for de historieskabte rammer) end det, der blev præsenteret af TV K i “Ondskabens ansigter”. Det er utrolig, at et public service medie formidler den slags så ukritisk.

Comments Off on “Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Alle øjne på Kina og EU

Posted in Global økonomi, Kina by Gregers Friisberg on 21/10/2014

Er Kina allerede Verdens største økonomi? Det er der nogle, der mener. Det gælder, når man tager hensyn til prisniveauerne i landene, dvs måler i købekraftsparitet (PPP, purchasing power parity).

Man kan tydeligt mærke en voksende interesse for udviklingen i Kina blandt globalt tænkende økonomer. Således en interessant artikel i New York Times om den øjeblikkelige udvikling i Kinas økonomi: Vokser den med accelererende vækst, eller er væksten aftagende? Det sidste viser sig at være tilfældet, men det er stadig på et højt vækstnviveau:

Figur 1: Vækst i Kinas økonomi pr kvartal yoy (kvartalsvist i forhold til året før)

ch1
Her efter: New York Times.

Hvordan vil Kina reagere? Sidste gang, der var aftagende vækst, var i kølvandet på finanskrisen. Da foretog man en stor finanspolitisk lempelse fra centralregeringens side. Resultaterne ses tydeligt i figuren ovenover. Der kan også være andre faktorer, så som eksportfremgang, der har spillet ind, men landet mere end overvandt nedgangen som følge af finanskrisen.

Denne gang forventes det, at Kina vil reagere anderledes. Det skyldes bl.a. frygt for ejendomsbobler og et gigantisk gældsbjerg (bl.a. i de statsejede banker) på efterhånden over 250 pct af BNP.
I den situation vil det være letsindigt at smide mere benzin på bålet. Hertil kommer, at man er i gang med en ændring af økonomien fra en primært eksportdrevet økonomi til en økonomi, hvor privatforbruget skal udgøre en større del af efterspørgselen. Endvidere er der de mere langsigtede forsøg på at omstille økonomiens internationale orientering fra at være “Verdens fabrik” til at blive et af Verdens innovationscentre i den højere ende af den globale økonomis værdikæde.

Kina har annonceret dannelse af en Verdensbank, der bliver en slags rival til den i dag af USA og Japan dominerede  Verdensbank. Ved at yde lån til de asiatiske nabolande, kan Kina formodentlig komme nærmere med at realisere et af sine mål om at bevæge sig højere op i værdikæden, idet landets virksomheder forventes at ville blive brugt som leverandører til de asiatiske økonomiers modernisering.

Det er ikke kun Kina, der er forventninger til m.h.t. at få stimuleret den globale vækst. EU-økonomien udgør ikke en meget mindre del – måske snarere det modsatte –  af den globale økonomi. Og på det sidste har de fodslæbende tyskere fået mange vink med en vognstang fra både IMF og andre om at gå med til en kraftigere stimulans af økonomien for at undgå deflation i Europa. Om det så virker, er en anden sag.

Comments Off on Alle øjne på Kina og EU

Ruller jasminrevolutionen videre til Kina?

Posted in Kina by Gregers Friisberg on 01/03/2011

Det er et spørgsmål, mange har stillet. Og der er ingen tvivl om, at der er  betydelig nervøsitet for det hos de kinesiske myndigheder. Ord som “Egypt” og “Tunisia” er blevet lukket ved internetsøgning i landet. De kinesiske myndigheder har udviklet instrumenter til effektiv kontrol over nettet, og hvad der kan løbe igennem det i Kina, idet al traffik løber igennem kommunikationsministeriet i Beijing. Der kan naturligvis være vanskeligheder m.h.t. at kontrollere wi-fi traffik via satellitter, men her forsøger man formentlig at overvåge modtagefaciliteter og straffe lovovertrædere.

Søndag den 27.2. indkaldte internetaktivister og menneskerettighedsforkæmpere til møder i kinesiske storbyer. Det blev imidlertid ikke til de massefænomener, som man har set i de arabiske lande i Mellemøsten.   Protesterne blev kvalt af emsigt politi.

Siden Tien-an-Men massakren i 1989 har der ikke været stærke systemkritiske massedemonstrationer, som regimet ikke har kunnet håndtere. Hvad skyldes det? Der er jo fattigdom i landet. Javist, men meget fattige mennesker kan nok være utilfredse med deres levevilkår, men det er næppe herfra, ,man henter revolutionær energi. Det er ofte blandt studerende og i middelklassen. Da de studerende demonstrerede på Tien-An-Men pladsen i 1989 var det da også bl.a. i utilfredshed med nogle af de samme forhold, som de unge demonstrerer imod i de arabiske lande: Arbejdsløshed, stigende fødevarepriser og mangel på ytringsfrihed. Men bortset fra det sidste er der nok som følge af den stærke økonomiske vækst i Kina skabt en økonomi, der holder de værste sult- og arbejdsløshedsproblemer stangen, i hvert fald blandt uddannede.

Der er en betydelig utilfredshed med mangelen på ytringsfrihed, myndighedernes styring af Internettet og ikke mindst mangelen på flere politiske partier at kunne stemme på ved valgene. Da jeg rejste rundt i Kina i sommeren 2010, talte jeg med adskillige kinesere, som gav udtryk for irritation over, at det kun var muligt at stemme på kommunistiske kandidater ved valg. Men det var for det meste kun irritation. Det var ikke noget, man ville gøre noget ved igennem demonstrationer imod myndighederne.

Den mindre klangbund for oprør i Kina skal nok ikke kun forklares ved en effektiv politiindsats, men også ved en bedre socioøkonomisk situation. Det, der gør myndighederne nervøse, er da også udsigten til, at den økonomiske vækst aftager, og der dermed ikke skabes så mange arbejdspladser som tidligere.

Hertil kommer, at det kinesiske regime faktisk er præget af en vis responsitivitet. Det er væsentligt at have for øje, hvordan de forskellige søjler af magt i det kinesiske samfund kan respondere på ønsker og krav fra befolkningen.

Statsorganer og magtsøjler i det kinesiske post-kommunistiske samfund

Politik i Kina er i stigende grad ved at blive et system af countervailing power (modstående interessegrupper). Det er det, figuren ovenover illustrerer. Man så det under den amerikanske forsvarsminister Robert Gates’ nylige møde med præsident Hu Jintao. Få timer før dette møde prøvefløj det kinesiske militær det nye stealthfly, landet har produceret. Det var utrolig dårlig timing og kan næppe være tilfældigt. Landet er ved at få et militært-industrielt kompleks, der kappes med den civile politiske ledelse om at tegne landet.

Klassestrukturen ændrer sig meget hastigt med nye uddannede mellemlag, og en voksende arbejderklasse, der begynder at optræde som aktør på arbejdsmarkedet – og nok snart nok også i andre fora.

Der er endvidere ved at opstå et kinesisk bourgeoisi (kapital- og virksomhedsejere), der søges optaget i partiet. Dele af det politiske system, f.eks. hæren, PLA, fungerer i stigende grad som interessent i forhold til andre dele af det politiske system. Det giver mulighed for udvikling i retning ad pluralistisk demokrati, fordi interesser søger efter alliancepartnere i deres bestræbelser på at udbygge deres magt internt i systemet.

Hvor præsident Hu Jintao repræsenterer konservativ kommunistisk statsræson (med militær afstivning fra PLA), repræsenterer Wen Jiabao som premierminister og partigenosse den blødere linje, der forsøger at imødekomme visse af de folkelige krav eller tage dem i opløbet, inden de bliver til krav. Det er således karakteristisk, at Wen Jiabao har gennemført en chat på det kinesiske internet med kinesiske netizens, hvor han bl.a. addresserer “årsager til ustabilitet”, og hvor han også lover, at der skal gøres noget ved stigende fødevarepriser og den voksende ulighed i landet. Kina skal ikke fremover fokusere så meget på BNP-vækst, siger han, men mere på, at væksten bliver økologisk bærbar, og at indkomstfordelingen ikke bliver for ulige.  At skabe mere social lighed skal altså vægtes i forhold til BNP-vækst som rent mål. Energiforbruget skal nedbringes igennem en effektivisering af energianvendelsen. I den kommende femårige “programperiode” skal væksten “kun” være 7,5 pct årligt, imod 10 i den foregående. Og man kan måske begynde at se konturer af mere velfærd:

Wen sagde, at regeringen havde arbejdet med at få etableret et system af social sikkerhed, som ville addressere pensionsspørgsmål, sundhedstjenester, beskæftigelse og indkomstydelser, og som ville have som mål at reducere indkomstkløften og lade flere mennesker nyde godt af den økonomiske vækst.

Der laves en sammenfatning af Wens bemærkninger.  Listen dækker en lang række af hovedoverskrifter, lige fra Wens løfter om at beskytte gadebørn og til at sørge for genforeningen af Kina. Det er mere konfuciansk end kommunistisk i opfattelsen af lederens ansvar og forpligtelser.  

De kinesiske netizens stillede ikke mindre end 400.000 spørgsmål, hvoraf Wen nåede at besvare 20 i løbet af den to timer lange chat. Chatten holdtes 6 dage før møde i den kinesiske Nationale Folkekongres, der er et slags parlament for landet.

Det giver naturligvis ikke mange muligheder for at slippe damp ud af en trykkoger. Men så kan man spørge, i hvor høj grad Kina er en trykkoger? Så længe partiet kan levere varen, økonomisk vækst, er der mulighed for at holde sig ved magten – i hvert fald i den nærmeste fremtid. Og begrebet “menneskerettigheder” forsøger man at definere på traditionel kinesisk vis som de socioøkonomiske rettigheder. Også her er der dog bevægelse, selv om det tit er et skridt frem og to tilbage.  På det lidt længere sigt er det nok ikke sandsynligt, at en demokratibevægelse kan holdes tilbage. Den nuværende demokratibevægelse er dog ret intellektuel og forankret hos menneskeretsaktivister og  studerende i nogle få eliteuddannelser. Den kan faktisk minde lidt om oppositionen i Egypten før opstandene. Der er behov for en udbredelse til bredere kredse af befolkningen, som det er sket i Mellemøsten.

Medierne i Kina har ikke just svælget i oplysninger om begivenhederne i Mellemøsten. Der er ikke meget tvivl om, at de repræsenterer et problem for den kinesiske ledelse. Og det er et problem på flere niveauer. Der er dels risikoen for dominoeffekt. Dels er der det problem, at den opstigende ideologisk-symbolske stjerne, som den såkaldte Beijingmodel har været de senere år – og ikke mindst efter finanskrisen, svækkes. Kina har ellers stået stærkt i store dele af den 3. Verden efter finanskrisen, hvor de vestlige demokratier er kommet i krise og den nyliberale model for, hvordan en økonomi skal bygges op, er kommet under kraftig kritik p.g.a. den uregerlige – ja, ligefrem systemtruende, finansielle sektor. Nu er en række mellemudviklede lande i både Latinamerika og Mellemøsten måske på vej til at udvikle en – i hvert fald for det politiske systems vedkommende – mere avanceret samfundsmodel. Det er måske derfor en mand som Wen Jiabao, der et eller andet sted, nok må betegnes som demokrat, pludselig får travlt. Samtidig er det karakteristisk for udviklingen, at man ikke længere kan tale om én monolitisk ledelse i Kina. Der er flere magtcentre, der er ved at vokse frem. Og de strides om magten, herunder om, hvem der skal formulere den dominerende magtdiskurs. Men partiet har formået at bevare sit magtmonopol indtil nu. Når modmagt forsøger at etablere sig igennem dannelse af organisationer og mere fasttømrede bevægelser, slås de ned, lederne intimideres – og fængsles eventuelt.

Ved udgangen af 2010 har 457 mio kinesere adgang til Internettet. En stor del af dem har adgang til det via mobiltelefoner. Kina er på dette punkt betydelig mere udviklet end de mellemøstlige lande. Det giver muligheder for, at protester kan spredes via nettet, og der hurtigt kan kaldes til demonstrationer over de sociale net, som man har set det i Mellemøsten. Men det giver også sikkerhedspolitiet øgede muligheder for at kontrollere demonstranter og systemkritikere. Nyere kinesiske mobiltelefoner er udstyret med GPS, der giver mulighed for at lokalisere mobilbrugerne. I Beijingområdet arbejdes med et trafikreguleringssystem baseret på mobiltelefoners GPS. Kinesiske eksperter formoder, at dette systems virkelige begrundelse – eller en skjult dagsorden bag det – er sikkerhedskontrol af befolkningens bevægelser.

Comments Off on Ruller jasminrevolutionen videre til Kina?

Hvornår overhaler Kinas BNP USA’s?

Posted in Global økonomi, Kina by Gregers Friisberg on 20/12/2010

I løbet af 2010 er Kinas økonomi strøget forbi Japans, så Kina nu er den næststørste økonomi i Verden, i hvert fald målt på BNP i købekraftsparitet (PPP: Purchasing Power Parity). Ved denne måling tager man hensyn til – og tilpasser efter de forskellige prisniveauer. Indenlandsk producerede og udvekslede varer og tjenesteydelser vil være billige, når arbejdskraften er billig. Hvis en frisør tjener 20 kr i timen, kan han eller hun udføre en klipning betydelig billigere, end hvis frisøren tjener 150 kr i timen.  Denne faktor indregnes i PPP-opgørelserne af BNP.

Næste land, der vil blive overhalet, er den største økonomi, USA. Man har hidtil troet, at det vil tage lang tid, før Kina overhaler USA, men fortsætter de nuværende vækstrater, ser det ud til at ske omkring 2020, altså om kun ca 10 år. Det vil omkalfatre den verden, vi kender, og skabe en ny global magtbalance.

Figur 1: Vækst i Kinas og USA’s BNI. Mio $, løbende priser PPP

Kilde: Verdensbanken/WRI. Hent fil her.

I figur 1 er de to landes bruttonationalindkomst (BNI) afsat. I 1980, da de økonomiske reformer i Kina lige var startet, var Kinas økonomi 1/10 af den amerikanske. I 2008 var den amerikanske økonomi knap dobbelt så stor.

Figur 2: Kinas og USA’s BNI fremskrevet med antagelse om 3 pct vækst i USA og 8 pct vækst i Kina

 Kilde: Samme som figur 1, og egne beregninger. Regneark kan hentes her. Ifølge tal fra the Conf.Board indhentes USA hurtigere. Og ifølge en ny opgørelse fra Penn World Tables, der offentliggøres i februar 2011 overhalede Kina USA allerede i 2010.

Ved de relativt konservative estimater i figur 2, vil den kinesiske økonomi overskride USA’s i størrelse allerede omkring 2020.  Det er naturligvis ikke sikkert, det er det, der sker. Der er en del økonomer, der mener, at den nuværende kinesiske økonomiske konjunktur er præget af en voldsom ejendomsboble, som der vil blive prikket hul på. Og der er kinesiske økonomer, der vurderer, at den kinesiske økonomi har nået enden af den nuværende udviklingscyklus. Investeringsniveauet har været højt, men kapitaludnyttelsen er ringe, og der er bygget for meget gæld op i økonomien, bl.a. i en overdimensioneret og uproduktiv ejendomssektor:

Der er to bekymrende aspekter forbundet med den høje investeringsrate. For det første har lokale regeringer indflydelse på en stor del af investeringsbeslutningerne. For det andet står investeringer i fast ejendom for næsten 1/4 af totalen. Nogle lokale regeringer graver bogstavelig talt huller og fylder dem op igen for at få det lokale BNP op. Som en følge heraf er der simpelthen alt for mange luksusejendomskomplekser, storslåede kontorbygninger og enorme skyskrabere. Hoteller i Kinas provinsbyer kan få femstjernede hoteller i vestlige hovedstæder til at se tarvelige ud. Kina er blevet en af verdens største forurenere. Støv og smog kvæler landets byer…..  
 
Det siger lidt om det problematiske i at måle en økonomis udviklingsniveau på BNP-tal, for hvad gemmer der sig i virkeligheden bag tallene? Når lokale myndigheder kan have interesse i at puste produktionen op, forklares det bl.a. ved, at den kinesiske økonomi stadig indeholder betydelige planøkonomiske elementer, og det gælder om at leve op til planen.  Men der er naturligvis ingen tvivl om, at der har været kraftig vækst i Kina. Der er også blevet argumenteret for, at BNP’s størrelse undertiden underdrives. Det sker f.eks., når private udbydere vil skjule størrelsen af deres produktion af angst for at komme i myndighedernes søgelys, – eller ud fra ønsker om at undgå betaling til fællesskabet.

Når man kan sætte spørgsmålstegn ved vækstens mulighed for at fortsætte, –  i hvert fald i det hidtidige tempo, hænger det sammen med de omstillingsproblemer, der kan være i den nuværende situation, hvor man skal gå over fra en vækst baseret på eksportsektoren til en, der i højere grad skal bygge på hjemmemarkedet og på  at få alle kinesere med. Og der er problemerne med at klare omstillingen til en vidensøkonomi, der kan køre med på de højere led i de globale værdikæder:

Efter årtier af hurtig ekspansion er Kina blevet fabrikken i den globale økonomi. Problemet er, at landet ikke er andet end en fabrik. En mangel på innovation og kreativitet er økonomiens Achilleshæl. For eksmpel er Kina m.h.t. volumen blevet verdens største bilproducent, der kværner 17 mio køretøjer ud i 2010. Men andelen af modeller, der er udviklet af kinesiske bilfabrikanter, er forsvindende lille.

Der kan ske ting, der for en kortere eller længere periode sætter den kinesiske økonomi ned i et lavere væksttempo.

På den anden side er antagelsen om 3 pct vækst i USA måske også i den høje ende.

Det er rimeligt at antage en løbende yuanopskrivning, der f.eks. også fandt sted fra 2005, hvor Kina foretog kontrolleret flydning af yuan/renminbi. Markedet presser i den retning med stor efterspørgsel på den kinesiske valuta som følge af et stort eksportoverskud. Kina kan modvirke dette, da landet stadig har kontrol med kapitalbevægelser og valutatransaktioner, men det giver tendens til inflation og spekulative bobler i landet. Man vil derfor formentlig i takt med, at den kinesiske eksportsektor bevæger sig upmarket med mere forfinede produkter se en løbende opskrivning af valutaen.

Det kan endda ikke afvises, at Kina allerede overskrider USA i økonomisk størrelse i 2015 – 18. Det skyldes, at Kina for øjeblikket lader de statslige sektorer af økonomien satse meget på forskning og produktudvikling, og der investeres meget i udbygning af de højere uddannelser i landet. Det vil gøre det muligt relativt hurtigt at udvikle produkter, der kan sælges til højere priser, og det vil give et boost til BNP’s størrelse målt i international fællesvaluta.

I en rapport fra Price Waterhouse (PwC) estimeres det, at Kinas BNP allerede i 2018 vil gå forbi USAs, når det måles i købekraftsværdi (Purchasing Power Partity, PPP), hvorimod det først vil ske i 2032, når der måles i markedsdollar. Det kan skyldes, at PwC-rapporten, i modsætning til The Economists opgørelse, ikke beregner effekterne af valutakurstilpasninger (den forventede revaluering af Renminbien).

Figur 3: Tidspunkter for kinesisk overhaling af USA på forskellige områder. Overhalede (overtook) med rødt. Overhaler med blåt.

Kilde: The Economist. Note: Chinas/US ratio: Kinas tal divideret med USAs. Beef consumption: Forbrug af oksekød. Net foreign assets: Nettoværdi af udenlandske aktiver (værdipapirer og investeringer). Patents granted for residents: Indenlændinges erhvervelse af patenter. Fortune Global 500: De 500 største virksomheder i Verden.  GDP at market exchange rates: BNP i markedspriser.  GDP at PPP: BNP i købekraftsparitet.  Stockmarket capitalisation: Værdien af aktienoterede virksomheder (aktiekapital gange kurs).  (Link til interactive chart, hvor vækst-, inflations- og valuta kan indstilles)

I 2010 blev Kina Verdens største producent af industrivarer (manufacturing). Hermed var en hundrede år gammel amerikansk førerposition på dette område overgået. USA er større inden for serviceøkonomi – men hvor længe endnu? 

Ændring af økonomisk magtbalance

Den økonomiske magtbalance i Verden er ved at ændre sig. Økonomerne hos PwC vurderer, at det er finanskrisen, der fremskynder denne ændring. Det kan der nok være noget om. Det er dog ændringer, der har været på vej længe. Men det er klart, at den økonomiske stagnation, som finanskrisen har bevirket for de vestlige økonomier, samtidig med, at de asiatiske og latinamerikanske økonomier ikke er faldet meget tilbage i væksttempo, har fremskyndet udviklingen.

Figur 4: Ændret økonomisk magtfordeling: Fra G7 til E7 (7 Emerging Market Economies)

Kilde: PwC.

I 1970’erne og senere kunne G7 (USA, Japan, Tyskland, Frankrig, UK, Italien, Canada) optræde formynderisk som en slags uofficiel “økonomisk verdensregering”, der forsøgte at komme med tiltag imod den ubehagelige kombination af stagnation og inflation (stagflation) i 1970’erne. Man lavede f.eks. Plazaaftalen, som skulle få den amerikanske valuta ned i værdi i forhold til D-mark og yen, så uligevægten i Verdenshandelen blev mindre.

Nu kan G7 åbenbart erstattes af E7 (Kina, Indien, Brazilien, Rusland, Mexico, Indonesien og Tyrkiet). Men det er selvfølgelig en overdrivelse. I mellemtiden har man opfundet G20, hvor begge grupperinger sidder, og som første gang gjorde sig gældende ved topmødet i London i april 2009.  For godt nok ser E7 ud til at passere G7 allerede før 2020 i økonomisk vægt (BNP i købekraftsparitet), men USA, Japan og Tyskland er stadig betydende økonomier.

 De to “blokke” og G20 er så svage  – og kan dårligt nok kaldes sammenslutninger – , at de næppe får den stor betydning for den reelle magtbalance i Verden. Det får størrelsesforholdet mellem Kina og USA derimod. Og det kommer til at spille en stor rolle for dette bipolære forhold, hvordan EU kommer til at udvikle sig.

Tabel 1: 4 største økonomiers  BNI andele målt i købekraftsparitet


En anden interessant tendens i disse tal er forholdet mellem USA og EU. USA indhenter EU i 2030. Det skyldes den højere befolkningstilvækst i USA  –  og formentlig antagelser om en lidt højere vækstrate. Her er der tale om usikre projektioner. Hvis det lykkes at holde sammen på ØMU og euro, og den tyske økonomiske model breder sig i hele området, vil en apprecieret euro kunne ændre de ovenstående tal ganske meget i eurozone/EU-favør, idet EU-produktionen da vil blive afregnet til en højere pris. Det skulle principielt ikke slå så kraftigt igennem, når målingen er i PPP-værdi, men det vil alligevel afspejle en højere økonomisk værditilvækst i de europæiske økonomier.  

Hvis USA ellers kan regne med, at NATO vil fortsætte med at holde sammen, kan landet se frem til fortsat at udøve en form for hegemoni, men det bliver en hegemoni, der i stigende grad vil kunne udfordres af Kina, som allerede i 2020 –  sammen med EU – vil være den største økonomi. 

Lægger det ikke op til en tripolær Verden? –  Måske , men det vil igen afhænge af, hvordan EU-samarbejdet udvikler sig.

Økonomisk svaghed i at være “Verdens fabrik”

Det er dog ikke altid nok at se på de rå statistiske data, når man skal vurdere økonomiers udviklingsevne. Kinas problem er, at landet kan blive fastholdt i rollen som “Verdens fabrik”. Det betyder, at man ligger i den billige ende af den globale økonomis værdikæde og sælger billige varer, evt at man blot samler produkter, hvor andre har leveret de dyre halvfabrikata. Man kan kalde denne model for “iphone-globalisering“, fordi I-phonen er så fint et eksempel på det.  Officielt vejer iphonen økonomisk 1,9 mia $ i det amerikanske handelsunderskud over for Kina. Bag dette tal gemmer sig imidlertid en anden realitet. Kineserne samler produktet og sender det ud fra Kina, men tjener kun 3,6 pct af dets værdi. USA får 6 pct, japanerne 34 pct, tyskerne 17 pct, sydkoreanerne 13 pct, etc. Produktionen af halvfabrikata finder sted i produktionscentre, hvor man har kunnet byde ind med den bedste state-of-the-art teknologi til den bedste kvalitet sammenholdt med konkurrencedygtig pris. Kina har ikke været interessant som produktionssted for flere af de højteknologiske halvfabrikata. Det er en fejltagelse at kalde iphone et kinesisk produkt, selv om der står “made in China” på det. Det er i virkeligheden mest et japansk-amerikansk produkt, hvor japanerne har stået for det meste af indmaden og amerikanerne har lavet software og design.
     På samme måde siger walmartiserings-globaliseringen en hel del om Kinas økonomiske svaghed. Man laver billigt tøj, legetøj og elektronik til amerikanerne, men hvor meget tjener man egentlig på det i forhold til, at man havde brugt arbejdskraften til at producere noget af det, som f.eks. japanere, sydkoreanere og tyskere producerer med en langt højere lønnet arbejdskraft. Hvis ikke Kina i de kommende år bliver i stand til at overlade disse hylder i Walmartbutikkerne til indere og vietnamesere, vil det på længere sigt se sort ud for den kinesiske udviklingsmodel.

Ændring af politisk og militær magtbalance?

Når man skal vurdere magtbalance, er det ikke nok at se på økonomi.  Den økonomiske tyngde i form af f.eks. BNP’s og eksportens størrelser siger noget om et lands eller områdes muligheder, men det kan være et potentiale, der ikke nødvendigvis udnyttes. Når man ser på det økonomiske potentiale, Kina allerede nu har, må man sige, at det er en relativt stille supermagt, der kunne spille mere med musklerne, end landet gør. Forsøger landet at spille en medierende rolle i Verden? – Måske ikke i de umiddelbare omgivelser og over for f.eks. Tibet, men det betragter Kina jo som bekendt som indre anliggender.

Men i områder, der er  “yderområder” i forhold til Riget i Midten, og i Verden som en global  helhed, ser det ud til at landet lægger op til samarbejde og fredelig løsning af konflikter.  Kina har vundet meget ved at projicere blød magt i Verden de seneste årtier. Landet er i dag en større udlåner til de fattige lande end Verdensbanken. Kina udstationerer ikke tropper i andre Verdensdele, men er samtidig ved at blive en af de største bidragydere til FN’s fredsbevarende styrker. Det er ikke Kina, der sidder fast i umulige krige i Irak og Afghanistan. Mange u-lande ser efterhånden mere hen til Kinas statskapitalistiske økonomiske model end de kigger efter The Statue of Liberty og amerikansk markedsfundamentalisme, når de skal finde inspiration til at komme ud af underudviklingens morads. Menneskeretskrænkelser og mangel på pluralistisk demokrati kan veje til den anden side.  

Figur  5: Militærudgifter i USA og Kina

Kilde: The Economist

Der er mange, der taler om Kinas oprustning, og det kan da også tage sig dramatisk ud, når man f.eks. ser på
venstre side af figuren ovenover. Men det er netop et spørgsmål om perspektivet, der anlægges på det.  USA bruger 6 – 7 gange så meget efter SIPRIs tal.  USA står stadig for tæt ved halvdelen af Verdens samlede militære udgifter.  Og som man kan se af højre side af figuren, bruger USA over dobbelt så stor en andel af et langt større BNP end Kina. Kina kan pt ikke matche USA m.h.t. det teknologiske udviklingsstade af en stor del af det militære isenkram.

Men det lavere udgiftsniveau til militær kan just være det, der er med til at give Kina fordele i det økonomiske kapløb. Opsparing, investeringer og kapitaldannelse kan bruges på udbygning af de civile sektorer. Kina  bygger altså økonomiske  kapabiliteter op, måske med henblik på at bringe sig i front også på det militære område på et senere tidspunkt. Det sker samtidig med, at USA lader sig slide op på de irakiske og afghanske slagmarker.

Kina kan altså se en strategisk mulighed i pt at have en underspillet rolle i Verden.  Det vil være dumt at tirre den hegemone magt for meget, før man har noget mere at have det i.  – Og det varer åbenbart ikke mange år, når man ser på de økonomiske fremskrivninger.

Noget helt andet er, at de to lande snarere er i et økonomisk afhængighedsforhold til hinanden. USA er afhængig af at indkøbe billige forbrugsvarer til at fylde Wal-Marts hylder, og de skal have nogen til at finansiere deres betalingsbalance- og budgetunderskud. Og Kina er afhængig af eksportsektorens udvikling og af at beskytte deres investering i amerikanske værdipapirer.

Kan man uden videre tage for givet, at supermagter vil begynde at udvise hegemon adfærd, når den økonomiske vægt begynder at gøre det relevant? Kinas officielle holdning til dette er, at det er en vestlig diskurs, der har sin baggrund i den vestlige filosofiske og samfundsvidenskabelige tradition.

Den økonomiske udviklingsvej, Kina tilsyneladende har valgt kunne dog ifølge den realistiske teori tilsige det. Der vil opstå mangel på fossile energiråstoffer, hvad der i stigende grad vil føre til oprustning på havene for at olietransporter og transport af andre strategiske råstoffer kan beskyttes. Det vil være nødvendigt at sikre tilførsel af fossil energi til landets fortsatte økonomiske udvikling, med mindre omstillingen til grønne energiformer, som landet satser meget på, lykkes.

Det er ikke første gang, det internationale system skifter karakter p.g.a. nye fremstormende magter. Det skete i 1910’erne, hvor det britiske hegemoni blev undermineret af den stærke økonomiske vækst i Tyskland og USA. Det førte som bekendt til to verdenskrige, før USA kunne trække sig ud som sejrherre og opbygge et nyt hegemoni i slutningen af det 20. århundrede.

Denne gang kan situationen ende med et kinesisk hegemoni i sidste halvdel af det 21. århundrede, men der er bestemt ingen garanti for, at det sker. Et-barnspolitikken har ført til, at Kina står med en aldrende befolkning i midten af det 21. århundrede, hvor Indien kan have vokset sig større befolkningsmæssigt.  Og som man kan se af tabel 1, er det måske snarere en multipolær verden med 4 dominerende økonomiske centre, der tegner sig ude i horisonten. Men som sagt, vil det også afhænge af, om EU kan overvinde “småstatshalløjet”.

Ifølge den strukturrealistiske teori vil en ændring i landes kapabiliteter (økonomiens størrelse, militær m.v.) kunne påvirke det internationale system på forskellige måder. Med en dominerende magt vil man få et unipolært system, hvor den hegemone magt vil forsøge at varetage sine interesser via opbygning af militære kapabiiliteter og ved at foretage intervention i urocentre, der kan true stabiliteten.  Det kan også tænkes, at den hegemone magt vil forsøge at forhindre andre magter i at udfordre hegemoniet. Og det kan gøres på mange forskellige måder. 

Hvis der er to dominerende magter, vil man få et bipolært system. Det forestiller man sig i denne teori er mere stabilt end et multipolært system, der kan blive ustabilt igennem opbygning af alliancer der skaber uligevægt.

Globaliseringswin-win?

Den realistiske teoris antagelser om, at forholdet mellem to supermagter vil blive en bipolær situation præget af underliggende konfrontation, hvor de vil søge at afbalancere hinanden igennem opbygning af kapabiliteter, blev udfordret af den liberale globaliseringsteori omkring årtusindeskiftet og i starten af det 21. århundrede.  Præsident Barack Obama sagde således ved sit besøg i Asien i november 2010:

Vi ser på opstigende magter med det syn, at i det 21. århundrede vil national sikkerhed og økonomisk vækst i det ene land ikke ske på bekostning af det andet. Jeg ved, der er mange, der stiller spørgsmål om, hvordan USA opfatter Kinas opstigning. Men, som jeg har sagt, i en Verden præget af gensidighed og med forbindelser på kryds og tværs, behøver magten ikke være et nulsumsspil, og ingen nationer behøver at frygte andres succes.

Den amerikanske præsident George W. Bush gentog adskillige gange i sine taler, at frihed og demokrati skulle blot vinde frem, så vil Verden efterhånden blive præget i demokratiets billede. Amerikanske og vestlige værdier om demokrati og menneskerettigheder vil blive universelle globale værdier.  Demokratiet vil brede sig på alle niveauer, og demokratiske lande går som bekendt ikke i krig med hinanden!
     Kinas hurtige opstigning har ikke bekræftet denne antagelse – snarere tværtimod. Kina er nok på mange måder blevet et mere åbent og tolerant samfund på mikroplan, og især et mere markedsøkonomisk samfund, men en virkelig tilbundsgående demokratisering har ikke fundet sted. Det kommunistiske parti sidder stadig tungt på magten. Ideologisk har det bevæget sig væk fra maoistisk kommunisme henimod en opfattelse præget af en statsideologi, hvori indgår taoistisk universalistisk harmoni og modsætningerns overvindelse, konfucianisme, og på  partiplanet socialistisk markedsøkonomi,  i en skøn blanding med autoritær nationalisme.
    Kina hævder sine interesser ud fra en noget brysk nationalisme, når landet ser det som nødvendigt – uden hensyntagen til amerikanernes/Vestens synspunkter. Det så man ske ved COP 15 i København i december 2009, og man så det ved G20 topmødet i november 2010, hvor Kina satte sig i spidsen for en gruppe nye økonomier i en effektiv forhindring af den vestlige dagsorden for mødet. Man ville ikke gå med til en global afbalancering af økonomien ud fra den amerikansk opstillede dagsorden: En Pct-grænse for betalingsbalanceuligevægte og en tilpasning af kinesisk og tysk industriel konkurrenceevne via valtuakurstilpasning. Det var paradoksalt nok et næsten planøkonomisk forslag om, hvordan man kunne bringe Verdensøkonomien i balance.  På dette punkt kunne man sige, at amerikanerne faktisk havde vægtige argumenter, men de stødte på en kinesisk selvopfattelse og analyse af de globale økonomiske relationer, der var urokkelig. Kina ville ikke foretage valutarisk tilpasning efter Vestens opfattelse af den korrekte Renminbikurs.

Kina er gået i gang med at udbygge sine militære kapabiliteter, og man vil da nok ad åre se, at der vil blive sat hårdt mod hårdt, når det gælder kapløbet om Afrikas og Latinamerikas tilbageværende ressourcer.  Der vil ikke være voldsomt meget rum for win-win, når de begrænsede ressourcer og de klimapolitiske scenarier bringes ind i billedet. Men de to lande vil formentlig undgå at komme i storkrig med hinanden. Det kan ikke lade sig gøre med de arsenaler af nukleare våben, de har opbygget.

PISA chokket 2010 

De kommende år vil styrkeforholdet de to supermagter imellem kunne blive afgjort af det uddannelsesmæssige og forskningsmæssige kapløb.  På dette punkt er situationen den, at amerikanerne nok stadig fører klart  på højere uddannelse og forskning, men formentlig er på vej til at tabe kapløbet på de øvrige uddannelsesmæssige niveauer.

Tabel 2: PISA score i 2009-underøgelse (kilde: OECD 2010)

En amerikansk iagttager sammenligner resultatet med Sputnik-chokket i 1957, der førte til, at USA  begyndte at bruge mange flere penge på uddannelse og forskning. 

Nicholas Kristof mener i øvrigt, at det skyldes den konfucianske indstilling, at respekten for uddannelse er så høj. Han tager de forbehold, der normalt tages: at der er for meget udenadslære i kinesisk uddannelse, at landområderne sakker bagud i forhold til storbyerne, etc. Det er imidlertid noget, kineserne selv er klar over og arbejder hårdt på at overvinde, men kreativitet og kritisk-analytisk tænkning kan ikke uden videre efterlignes, eller det tager i hvert fald  lang tid at gøre det. Derfor tager mange kinesiske forældre med pengepungen i orden deres børn ud af de kinesiske skoler og sender dem til vestlige skoler i stedet. Men som følge af finanskrisen kan de ikke få jobs der og vender derfor tilbage til Kina.

Det er også vigtigt at have for øje, at skolevæsenet i Shanghai, som Kinas resultater kommer fra, er det bedste i Kina.  Men kvaliteten øges pt overalt i Kina ifølge kommentatoren fra The New York Times, der er kinesisk gift og velbevandret i landet. Det fremgår da også af OECD’s konklusion, at hver af de kinesiske regioner klarede sig bedre i matematik- og science-testene end USA.

Kristof mener ikke, at det er udviklingen af en stealth fighter (fly, der kan undvige radarovervågning), der repræsenterer den største udfordring for USA, men at det er “PISA-chokket”: 

Amerikanere tænker på den kinesiske strategiske udfordring i relation til Stealth-flyet, men den virkelige udfordring er det kinesiske uddannelsessystem og lidenskaben efter at lære, som præger det.

Stealth-fighteren har ført til opstandelse i Pentagon og amerikansk militær.   Set i lyset af militærudgifterne i de to lande, jvf figur 5, må man dog nok sige, at forsvarsminister Gates’ og forskellige vestige mediers ophidselse over den nylige kinesiske oprustning tager sig lidt komisk ud. Kina prøver vel blot at rette lidt op på en i forvejen mangelfuld balance? På den anden side er det måske menneskeligt naturligt, at man hæfter sig ved den part, der rokker ved status quo. Amerikanerne ser deres dominans i Stillehavet truet.

“This is our generation’s Sputnik moment”

Præsident Barack Obama bruger sin State of the Union Address (tale om nationens tilstand) 2011 til at understrege, at USA har behov for offentlige investeringer i forskning og uddannelse for at klare dette nye “Sputnik chok”, som kinesernes satsen på de nye teknologier og deres satsen på uddannelse indebærer. Han understreger bl.a. i talen, at det er de nye teknologier (internet, m.m.), der har medvirket til en situation, hvor de hidtil gældende økonomiske magtforhold i Verden er ved at ændre sig til de nye økonomiers fordel. Det giver ham mulighed for at fremme sin egen dagsorden over for en kongres, der, i hvert fald for Repræsentanternes Hus’ vedkommende, er domineret af  republikanere. Men det skete ved at tale til fælles interesser, henover partiskellene. Og den kinesiske Konfucius-mentalitet blev mødt med en fremhævelse af lærerjobbet som en patriotisk opgave for amerikanske unge: “If you want to make a difference in the life of our nation, if you want to make a difference in the life of a child,” sagde han, “become a teacher. Your country needs you.”

Comments Off on Hvornår overhaler Kinas BNP USA’s?

Renminbi og dollar

Posted in Global økonomi, Kina, Uncategorized, USA by Gregers Friisberg on 08/11/2010

Kilde: The Economist

The Economist offentliggør i sit seneste nr (4.11.10) nogle interessante beregninger, der sætter yuan-dollar forholdet i et interessant perspektiv. Bladet mener, at det, man kan kalde den reale valutakurs, er revalueret langt mere end den nominelle, der viser selve vekselforholdet mellem valutaerne.

Den reale valutakurs er egentlig en opgørelse af de relative prisniveauer landene imellem. Omkostningerne i den kinesiske eksportindustri er vokset kraftigt de seneste år som følge af stigende lønninger i de kystregioner, hvor det meste af denne industri ligger. Samtidig er produktiviteten også steget, men ikke nok til at modvirke lønstigningerne. Alt i alt skulle de øge den amerikanske konkurrenceevne og svække den kinesiske.

Når man ser på handelstallene, er disse dog ikke påvirket særlig meget af denne udvikling. Der er stadig et stort – og måske ligefrem voksende – kinesisk overskud i samhandelen. Det viser en kinesisk evne til konkurrenceevne på tværs af de rene priser. Det vil sige, at kinesiske produkter og serviceydelser er begyndt at bevæge sig upmarket, hvad der gør det muligt at tage højere priser.

Comments Off on Renminbi og dollar

Taiwan som model? – økonomisk omstilling i det kinesiske økonomiske område

Posted in Global økonomi, Kina, Uncategorized by Gregers Friisberg on 21/05/2010

De øjeblikkelige problemer med euroen har formentlig udsat Kinas valutariske tilpasning et stykke tid.

Når man forventer en tilpasning af Kinas valutapolitik, så den faste kurs over for dollaren ændres til en kontrolleret flydning opad (revaluering), hænger det nok ikke så meget sammen med gentagen amerikansk irritation over den undervurderede kinesiske valuta, som det hænger sammen med en udvikling i Kinas egen økonomi. Det mest effektive træk imod stigende inflation og truende finansielle – og ejendomsbobler internt i Kina vil være en revaluering af den kinesiske valuta. Kina er formentlig ved at være klar til at foretage det teknologiske spring fremad, som en længerevarende revaluering af valutaen vil nødvendiggøre for at tilpasse konkurrenceevnen.

I den sammenhæng er det interessant, at Taiwan og andre asiatiske økonomier befandt sig i en lignende situation for et par årtier siden. Med visse tilpasninger kan man næsten se Taiwan i 1980’erne som et laboratorium, hvor man kan teste, hvad der vil ske med Fastlands-Kinas økonomi i den kommende tid.

Fra 1985-89 blev Taiwan-dollaren revalueret med 57 pct over for amerikanske dollar (omrking 21 pct i den reale effektive valutakurs). Det var en kraftig revaluering, der fik dybtgående virkninger på Taiwans økonomi.

Figur 1: Virkninger af Taiwan-dollars revaluering

(Kilde: IMF. Figur øverst til venstre: Real effektiv valutakurs (REER) ad venstre akse og betalingsbalances løbende poster (current account) i pct af BNP op ad højre akse. Figur øverst til højre:BNP-vækst (GDP growth) og Forbrugerprisindeks op ad højre akse. Figur nederst til venstre: opsparing og investering i pct af BNP. Figur nederst til højre: Samlet forbrug og privat forbrug i pct af BNP. De grå søjler: Tidspunkt for start på Taiwan-dollarrevaluering (-appreciation))

Revalueringen af den taiwanesiske valuta førte til et betydeligt fald i BNP-vækst og -eksport. Landet havde indtil da haft et gigantisk eksportoverskud (op imod og i perioder over 20 pct af BNP). Den enorme overskudsopsparing reduceredes, og landet kom i det hele taget i bedre balance med sine omgivelser. Hertil kom, at økonomien blev mere indstillet på indre efterspørgsel.

Figur 2: Omstilling af Taiwan-økonomien

(Kilde: IMF. Note: Manufacturing value added: merværdi fra fremstillingsvirksomhed)

Taiwan opretholdt en stadigvæk høj, men i forhold til tidligere, reduceret eksportvækst. Det skete ved en omstilling af økonomien henimod større værdiforædling og mindre arbejdskraftintensiv produktion. Eksempelvis: Væk fra tekstilproduktion og henimod produktion af computerudstyr og serviceydelser.

Figur 3: Årlig vækst i Taiwans BNP. Mio NewTaiwan$ løbende priser

(Kilde: Taiwan Statistics. )
Revalueringen af Taiwandollaren førte i første række til en nedgang i den økonomiske vækst, men denne nedgang blev overvundet i revalueringsårenes senere fase, formentlig fordi økonomien var hurtig til at tilpasse sig landets ændrede stilling i den internationale arbejdsdeling, henimod produkter og services med større værditilvækst. Siden har der været en tendens til faldende årlig vækst, hvad der nok skal tilskrives, at landet omkring 1990 er ved at opnå status af “moden industri- og serviceøkonomi” med mere begrænset teknologisk cathc-up effekt i forhold til de rigeste økonomier. Den lavere opsparingskvote og højere grad af forbrugerøkonomi har medvirket til det.

Man kan let forestille sig, at Fastlands-Kina kommer til at gennemgå en lignende udvikling de kommende år. Det vil stille krav om omstilling af det kinesiske uddannelsessystem.

Med Kinas størrelse taget i betragtning vil det komme til at påvirke verdensøkonomien ganske betydeligt. Statistisk vil man komme til at få et mere realistisk billede af Kinas egentlige vægt i verdensøkonomien. Med en kraftig opskrivning af den kinesiske valuta vil Kina relativt hurtigt rykke ind i klubben af rige – eller relativt rige – lande (statistisk set).
Landet vil hurtigere, end man ellers har regnet med, ryge forbi USA og blive verdens største økonomi. Det vil påvirke de globale magtforhold. Hvis man ser på virkningerne på den globale økonomiske balance, vil en gentagelse i maksiformat af den taiwanesiske udviklingsmodel ændre balancen.

Figur 4: Globale økonomiske balancer

Man kan af figur 4 se, at Kina, olieproducenterne og Tyskland pt er de væsentligste kilder til de globale ubalancer mellem eksportoverskudslande og importoverskudslande, som forvrider verdensøkonomien og er med til at skabe grundlag for kriser, når de store likvide midler i dollartilgodehavender kastes rundt på markederne. Krisen har reduceret ubalancernes størrelse, men de vil formentlig øges igen, når krisen begynder at takke af. En større kinesisk-amerikansk balance, der vil blive et af resultaterne af en kinesisk-amerikansk valutatilpasning, vil imidlertid virke i retning ad større global balance.

Som argument imod betragtningerne ovenover kunne man hævde, at Kinas valutariske tilpasning vil blive meget langsommere og mere præget af et “politisk” hensyn (ønsket om at vinde konkurrenceevne på andres bekostning). Taiwan blev noget overrumplet af investorer, der spekulerede i fortsat opskrivning af valutaen, og denne tilstrømning af kapital var i sig selv medvirkende til hurtig opskrivning af valutaen. Kina kontrollerer kapitalbevægelserne og kan dermed bedre styre, hvad der skal ske, kan man hævde.
Indvendingen er relevant, men man glemmer, at Taiwans økonomiske styringsregime dengang havde betydelige ligheder med Fastlands-Kinas. Det var et statsautoritært regime, der styrede økonomien med hård hånd. Men dette regime så selv en interesse i en større liberalisering og lade denne virke på det tidspunkt, hvor økonomien var ved at være stærk nok til at kunne foretage omstillingen. Fastlands-Kina er ved at være i en lignende situation nu.

Comments Off on Taiwan som model? – økonomisk omstilling i det kinesiske økonomiske område

Fehmernbro: Prima aus Kina?

Posted in Global økonomi, Kina by Gregers Friisberg on 14/04/2010


Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua citerer den 14.4.10 lederen af Kinas Society for World Economics Yu Yongding for, at Kina bør stoppe med at samle dollars sammen. En stor del af Kinas handelsoverskud de senere år er omsat i amerikanske statsobligationer og andre dollaraktiver, så man i dag regner med, at Kina har for op imod 1000 mia $ af disse tilgodehavender i landets valutabeholdning.

I stedet, mener han, bør Kina satse på at omforme sin økonomi til en mere afbalanceret økonomi, hvilket i realiteten vil sige, at der skal spares mindre op og forbruges mere, så den opsparingsoverskud, som handelsoverskuddet over for udlandet er udtryk for, mindskes. Den kinesiske økonomi skal gøres mere indadvendt og satse mere på det indre kinesiske marked.

Det er et interessant signal, Yongding her sender.  Bloomberg skriver også i dag, at man kan forvente en kinesisk revaluering af yuan inden for den nærmeste fremtid. Hu Jintao og Barack Obama har mødtes under det nylige amerikanske topmøde om atomsikkerhed, og her har Obama signaleret over for sin kinesiske kollega, at valutakurser skal afspejle de reelle konkurrenceforhold. Og det amerikanske finansministerium tilbageholder en rapport om den kinesiske valutapolitik. Man tøver med at sige, at Kina manipulerer med valutakursen.

Den kinesiske valuta har nu været bundet til dollaren over 20 måneder, og tidspunktet er formentlig kommet, hvor landet selv kan se en fordel i at lade kursen på yuan flyde stille og roligt opad. Det kan afbøde tendenser til inflation i landet.

Debatten om de prisbillige kinesere køre på fulde omdrejninger. Den amerikanske kongres har forlangt handling. Man kræver en kraftig engangsrevaluering af yuan. Der er amerikanske økonomer, der skønner, at den kinesiske valuta er over 30 pct undervurderet.

På det seneste har også Dansk Industri blandet sig i debatten. På forsiden af Politikens Økonomitillæg, der laves i samarbejde med Financial Times, kan man i dag læse følgende overskrift: “DI: Kinas prisdumper Europa”. Europæiske (og danske) entreprenører er bekymrede over, at kinesiske virksomheder nu byder på offentlige bygge- og anlægskontrakter, hvor de er op til 30 pct billigere end europæiske virksomheder. Kommer kineserne til at bygge den kommende Fehmern-bro? spørger man bekymret.

 Det er nye toner at høre det ellers så liberalistiske Dansk Industri beklage sig over international konkurrence. Og ifølge Politiken har man da heller “ikke noget ønske om at indlede en ny protektionistisk krig” fra DI’s side. Det vil måske også være letsindigt, al den stund danske virksomheder selv har fordel af kinesisk arbejdskraft. 400 danske virksomheder står for omkring 200,000 kinesiske arbejdspladser (Pol. 13.4.).

Det er i realiteten meget vanskeligt at gennemskue, om Kina laver prisdumping. Det skyldes bl.a. ejerstrukturen i kinesisk erhvervsliv. En del virksomheder er stadig forbundet med staten, og hvorvidt der tilflyder statsmidler, som blandes med privat finansiering, er svært at se. Kineserne afviser selv, at der prisdumpes, og det er klart imod WTO-regler. Hvis man mener, det er tilfældet, kan der indføres beskyttelsesforanstaltninger i en overgangsperiode, mens sagen behandles i WTO. Den debat, der kører om den påståede kinesiske prisdumpning, kan i virkeligheden være et trin i en lobbykampagne over for EU Kommissionen, som er de, der skal agere i en sådan sag.

Kineserne ser sig selv som delvise ofre for et uhensigtsmæssigt opbygget vestligt valutasystem. Som Xinhua skriver, har man “parkeret sine opsparinger i amerikanske statsobligationer (treasuries) samtidig med, at den amerikanske statsgæld eksploderer, hvad der gør det til en uhyre risikabel pengeanbringelse. Man er samtidig bevidst om, at man selv kan udløse et kraftigt dollarfald, hvis man begynder at sælge ud af dollarbeholdningerne. Det er dollarens status som førende international reservevaluta, der gør værdien af de kinesiske investeringer afhængige af den økonomiske politik, som den føderale unionsregering fører i Washington.

Yu suggested that China was the biggest victim of the post-Bretton Woods international monetary system, a system of the dollar standard under which everything hinges on the integrity of the American government and the Fed who had let down those who had trust in them.

Det er stærke ord. “let down” betyder “svigte”. USA har ifølge Yu svigtet de, der troede på USA’s økonomiske førerskab.  I kinesiske øjne er det USA, der er rovdyret i den internationale økonomi – ikke Kina. Derfor går Yu også i rette med den kendte amerikanske økonom Paul Krugman, der i sin column i New York Times har sagt, at nu er tiden kommet til, at den amerikanske regering må “take on China”.  Yu mener, at nobelpristagerens økonomiske ræsonnement er forkert, når Krugman skriver, at den kinesiske overopsparing (handelsoverskud) påfører den øvrige Verden problemer ved at trække købekraft ud af den globale økonomi. Det forholder sig snarere sådan, siger Yu, at Kina stimulerer den øvrige verdens økonomi igennem den fortsat kraftige vækst i landet, som bl.a. skyldes den store kinesiske stimulanspakke på 4 trillioner (586 mia $) yuan, der blev besluttet sat i værk i slutningen af 2008.

Comments Off on Fehmernbro: Prima aus Kina?