Gregers Friisberg

Stigning i energiforbrug på kollisionskurs med fremtiden

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 10/03/2016

Ifølge ny australsk universitetsforskning er Verden på vej til at nå farlige temperaturstigninger som følge af CO2 og andre drivhusgasudledninger meget tidligere end først antaget. Ved Paris mødet COP21 i december fastsatte man målet for maksimal temperaturstigning ved 1,5 grader, en nedsættelse fra de 2 grader, man ellers har opereret med. Ifølge den australske forskning når man 1,5 grader allerede i 2020 og 2 grad omkring 2030.

Forskerne når frem til resultatet ved ekstrapolation af data for energiforbrug, befolkningsvækst og økonomisk vækst, idet de antager, at den hidtidige tendens til energibesparelser pr enhed af BNP vil fortsætte. Da både økonomisk vækst og befolkningsvækst antages at udvikle sig som beskrevet i FN’s fremskrivninger, vil energiforbruget stige så kraftigt, at den heraf følgende stigning i CO2 og global opvarmning vil blive uafvendelig, med mindre verden foretager noget drastisk i retning ad omstilling til mere vedvarende energi, eller den økonomiske vækst og energiforbruget aftager kraftigt.

globalco2future
Kilde: http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0149406

Figuren viser øverst den faldende energiintensitet i forhold til BNP vækst (GDP, Gross Domestic Product), som er fastsat til 0,61 pct besparelse efter IEA (International Energy Agency) Standarder. Neders ser man den grønne energiforbrugsgraf, som er historiske data for energiforbrug i vestre side og til højre for skillelinjen de historiske fremskrivninger. Ved en forventet vækst globalt på 3,9 pct årligt, vil energiforbruget stige eksponentielt (rentes rente princip), og altså føre til de nævnte stigninger i CO2 og global opvarmning.

Udfordringen for Verden ligger i, at kombinere de nye mål for bærbar udvikling, som FN har formuleret som afløser for de traditionelle Millenniummål, med de ønsker, der er til den økonomiske vækst, når man vil reducere fattigdom. Som forskerne skriver:

The global economy is valued at ~$100tn pa [1] and is powered by the $6tn energy sector [2]. By 2050, expansion of the human population to more than 9 billion people and continued global economic growth (3.9% pa growth since 1950) [1], will necessitate 50% more fuel [3] and CO2 emissions cuts of 80% [4], to maintain political, social, fuel and climate security.  .

Er det muligt at forestille sig en reduktion på 80 pct i CO2-udledning? Det er et åbent spørgsmål. Der skal i hvert fald betydelig hastigere ændringer i livsstil og leveformer, end man hidtil har forestillet sig.

 

 

 

Comments Off on Stigning i energiforbrug på kollisionskurs med fremtiden

Klimaaftale

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 13/12/2015

Det er flot nok, at det er lykkedes verdens lande, 195 i alt, at lave en slags aftale  ved COP21 i Partis. Men at kalde det en “historisk aftale”, der vil blive en game-changer for klimaet, er måske at tage munden lidt for fuld.

Landene har meldt ind med frivillige bidrag til nedbringelse af CO2. Og ifølge de meldinger vil det kunne føre til stigninger i den globale temperatur på 2,7 – 3,5. Det er ikke juridisk bindende forpligtelser. Men aftalen indeholder en revisions-mekanisme, hvor man hvert 5. år skal følge udviklingen og holde landene fast på, at målet er en reduktion i den globale opvarmning på 2 pct – i forhold til den præindustrielle periode. Og ydermere nævner man et mål på 1,5 grad som et ønskeligt langtidsmål, hvis man skal forhindre oversvømmelser af lavtliggende områder på jorden.

Med denne aftale skulle Verden endegyldigt have sagt farvel til en æra, hvor produktion og forbrug har været baseret på afbrænding af fossile energiressourcer.

Det må man dog nok stille sig lidt skeptisk til, om det er muligt med den foreliggende aftale. Det er fint nok med de smukke ord og intentionerne. Men kommer det til at holde i praksis? Det er et åbent spørgsmål. Som det er nu, ser forbruget af fossil energi til at spurte derudad. Det hænger sammen med, at de nyindustrialiserede økonomier baserer deres vækst på fossile brændsler. Godt nok har de rige lande, både med denne aftale og COP15 i København, stillet i udsigt, at udviklingslandene vil få 100 mia$ om året til hjælp med grøn omstilling af produktionen. Men har man garanti for, at disse penge faktisk vil komme til udbetaling?
Det er kun en forsvindende lille del af det samlede energiforbrug, der kommer fra sol og vind, jvf figuren herunder.

Figur 1: Verdens forbrug af energi i millioner af tons olieækvivalenter

verdensforbrugmiotonsolieækvivalenter
Kilde: BP. Statistical Review of World Energy.

Som man kan se af figuren, er den mørkorange (renewables) andel forsvindende lille, hvorimod kul, olie og gas udgør de helt store andele. Det er ikke mindst et hastigt voksende forbrug af fossil brændsel i mange ny-industrialiserede lande i Asien og Latinamerika, der gør det. Det er svært at se, hvordan en aftale, der ikke er en juridisk forpligtende traktat, vil kunne gøre op med det.

At det ikke er en traktat, gør det nemmere at få den igennem det amerikanske politiske system, hvor traktater jo ifølge den amerikanske forfatning skal godkendes af Senatet med 2/3 flertal.

At imødegå den triste statistik i figuren ovenover, vil kræve en meget kraftig udbygning af produktionen af vedvarende energi. Er det overhovedet muligt? Vind og solenergi er gået betydeligt frem de senere år m.h.t. reduktion af omkostninger. Men de fleste steder bygger den stadig på subsidier. Og det gør den fossile energisektor for øvrigt også. At gøre vedvarende energi mere attraktiv og få den udbygget hastigt, vil kræve, at subsidierne til traditionel energi nedtrappes eller fjernes.

Link: Nogle af de store udledere af drivhusgasser peaker først i udledning i 2030

 

 

 

 

Comments Off on Klimaaftale

Nye klimaforudsigelser fra USA

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 13/01/2013

Hvert fjerde år offentliggør USA en national vurdering (national assessment) af menneskeligt påførte klimaændringer. Den første rapport kom i 2000. Der blev ikke lavet en under George W. Bush, men igen i 2009, og nu er den næste på trapperne. Den er lige offentliggjort i kladde med invitation til en offentlighedsfase, hvor alle kan kommentere på den. Så offentliggøres den endelige version.  Over 300 videnskabsfolk og kommunikatører har bidraget til den over 1000 sider rapport.

Det er ikke opmuntrende læsning. USA bliver varmere, mere tørt og udsættes for stadig mere ustabilt vejr konkluderes det. I slutningen af århundredet vil astmatiske sygdomme blive langt mere udbredt. Der vil kunne opstå alvorlig fødevaremangel, og landet vil blive hjemsøgt af perioder med storme/orkaner og hæftigt nedbør.  Siden slutningen af det 19. århundrede og frem til i dag er gennemsnitstemperaturen steget 1,5 grad Fahrenheit, og 80 pct af denne stigning har fundet sted siden 1980.

globwarm

Kilde: Federal Climate change Report. Globalchange.gov.

For de amerikanske videnskabsfolk er det ikke en diskurs om klima, man har gang i med denne 1000 siders rapport. Man er kommet ud over hypoteser og teori.  Det er hard core science om den virkelige verden:

 Citizens of the United States and the world make choices every day that change the risks of current and future climate change. The impacts of climate change are already evident, and have been directly and unequivocally linked to human activities. (Klmarapporten)

“….Virkningerne af klimaændringer er allerede evidente, og er blevet direkte og utvetydeligt forbundet med menneskets aktiviteter”. Tydeligere kan det vel ikke siges.  Nu mangler der bare handling!!

Comments Off on Nye klimaforudsigelser fra USA

Al den snak om vækst

Posted in EU, Global økonomi, Klimapolitik by Gregers Friisberg on 16/05/2012

– er jo et eller andet sted lidt for tilbageskuende! Hvad man har behov for, er snarere et opgør med væksten, eller i hvert fald den blinde og materielle af slagsen. – Hvorfor?

Se f.eks. denne figur fra det britiske meteorologiske institut. The Heat is on.  Den atmosfæriske koncentration af partikler fra CO2 – udledning stiger, og dermed stiger overflade- og vandtemperaturer i Verden – med på sigt uoverskuelige konsekvenser. Vækstøkonomien bør omtænkes.

Men det er ikke sådan, man tænker i et EU, der primært er optaget af at løse euro-krisen, der potentielt truer EU-integrationen og hele EU-projektet. Mange taler om vækst, men grundlæggende set er der to modeller for, hvordan det skal gennemføres. Enten taler man om øget fleksibilitet, strukturelle reformer af arbejdsmarkedet og den offentlige sektor. Man forestiller sig, at væksten kommer af sig selv, bare man omtænker den måde, økonomien og den offentlige sektor fungerer på. Færre reguleringer, et boost for Det indre Marked igennem flere liberaliseringer. Væksten kommer imidlertid ikke nødvendigvis af sig selv i det forretningsklima, der pt råder i EU-området – og i øvrigt i store dele af den omgivende verden.

Den anden vækstforestilling er leveret af de franske socialister og andre dele af den reformistiske europæiske venstrefløj. Deres store håb pt er Francois Hollande, den nyvalgte franske præsident. Hans erklærede projekt er at gøre noget ved væksten  – og formentlig som en biomstændighed herved opnå at redde Verdens pt mest generøse velfærdsstat, der trues af den tyske nedskærings- og sparefilosofi. Opskriften er den traditionelt keynesianske: Det kapitalistiske marked kan ikke af sig selv generere en situation med tilstrækkelig efterspørgsel til at sikre afsætning af varer og tjenester. Det kan det måske i højkonjunkturperioder, men ikke i en lavkonjunktur som den, vi er inde i nu. Derfor skal markedet styres. Den samlede efterspørgsel skal styres via indgreb fra det politiske systems side. Ellers kan man komme ind i en nedadgående spiral, der først slutter, når den private kapital har nedskrevet kapitalværdier så meget, at en ny opadgående spiral kan gå i gang. Og det kan være fatalt at vente, indtil det sker.  Derfor foreslår Hollande fælles europæsie projektobligationer til finansiering af infrastrukturinvesteringer og en genoprustning af EU’s regionalfonde, så de indstilles på udligning af regionale forskelle og skabelse af jobs.
Det kan altsammen være meget godt, men gør ikke meget ved de grundlæggende udviklingsproblemer, der gør det nødvendigt med en model, der bevæger Europa henimod en mere grøn økonomi.

Hvor stort et økologisk fodaftryk afsætter borgerne i de forskellige lande. Det måles af bl.a. Global Footprint Network, jvf figuren ovenover (her efter Economist). Det defineres som det antal hektarer af opdyrkelig land, hver person skal råde over. Ifølge Global Footprint Networks beregninger skulle der være 1,8 hektarer land til rådighed til hver Verdensborger i 2008. Danmark kommer ind som en flot nr 1 i EU med 8,3 hektarers brug af klodens ressourcer pr borger. Lavest ligger Portugal. Økofodaftrykket følger i det store hele (mærkværdigvis) BNP pr indbygger. – Altså et resultat af den materielle økonomiske vækst.

Comments Off on Al den snak om vækst

CO2 – jagten på “syndere”

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 31/05/2011

Den britiske avis The Guardian bringer en overskuelig oversigt over CO2 udledning, hvor det er let at se, hvad de forskellige lande bidrager. Kina er nu den største CO2-udleder i absolut værdi:

1. China: 7,711 million tonnes (MT) or 25.4%
2. US: 5,425 MT or 17.8%
3. India: 1,602 MT or 5.3%
4. Russia: 1,572 MT or 5.2%
5. Japan: 1,098 MT or 3.6%
6. Germany: 766 MT 2.5%
7. Canada: 541 MT or 1.8%
8. South Korea: 528 MT or 1.7%
9. Iran: 527 MT or 1.7%
10. UK: 520 MT or 1.7%

Men målt pr indbygger ligger USA stadig over Kina:

Australia: 19.6 tonnes
United States: 17.7 tonnes
Russia: 11.2 tonnes
Germany: 9.3 tonnes
UK: 8.4 tonnes
China: 5.8 tonnes
World average: 4.5 tonnes
India: 1.4 tonnes
Africa average: 1.1 tonnes
Chad: 0.03 tonnes
(Oversigt over alle)

CO2-udledning er afhængig af industrialiseringsgrad, varmeøkonomi, transportøkonomi og graden af omstilling til vedvarende energi. Når nogle af de nye økonomier som Kina og Indien er ved at lægge sig i spidsen, skyldes det bl.a., at vi importerer industrivarer fra dem. Der er sket store ændringer i den internationale arbejdsdeling de senere år, så de nye økonomier (emerging economies) overtager industriproduktion. Men det skyldes også, at deres produktion alt andet lige er mere energiintensiv.

Kilde: The Guardian og IEA

 

En tredje interessant måde at opgøre det på er at se på det, man kalder forbrugsemissionen. Her måler man landets fodaftryk ved at trække emissionen fra produktionen af de eksportvarer, der konsumeres i et andet land, fra og lægge importerede varer til. Denne opgørelse tager altså hensyn til den ændrede internationale arbejdsdeling, når hvert lands bidrag måles. Så ser det således ud:

1. US: 29 tonnes
2. Australia: 21 tonnes
3. Canada: 20 tonnes
4. Switzerland: 18 tonnes
5. Finland: 18 tonnes
6. Netherlands: 17 tonnes
7. Belgium: 17 tonnes
8. Ireland: 16 tonnes
9. Cyprus: 16 tonnes
10. UK: 15 tonnes

 

Comments Off on CO2 – jagten på “syndere”

Konferencehype og COP 15 Blues

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 12/12/2010

Hvad kan retfærdiggøre, at tusindevis af mennesker flyver i jetfly til Cancun i Mexico og derved bidrager kraftigt til den globale opvarmning, de skulle mødes for at nedbringe? Svar: Resultater! – Og hvad nu, hvis resultaterne beklageligvis er udeblevet?

Svar: Så må man producere noget spin i medierne, der retfærdiggør mødet. Det er præcist, hvad der skete.

Kilde: Pol.dk

Den ene avis efter den anden faldt over hinanden for at komme frem med det glade budskab: FN-talebutikken har reddet jorden fra global opvarmning.

Realiteten er, at der stadig ikke er lavet en juridisk bindende aftale, der kan lægge bånd på udledningerne af CO2. Der er vedtaget en erklæring, der fortsætter linjen fra den mislykkede Københavnskonference i 2009. Det er til gengæld så lykkedes at få banket alle u-lande, bortset fra Bolivia, på plads.

Erklæringen bekræfter kønne målsætninger om, at temperaturstigningerne skal holdes under 2 grader i forhold til det præindustrielle niveau, men angiver ikke forpligtende vej til målet. Det bekræftes også, at de udviklede lande skal stille med 100 mia dollar i en grøn klimafond. Det er en god ide, men der er ikke  bevilget konkrete penge endnu, og erfaringer fra tidligere højtidelige mødeerklæringer om undsætning af fattige lande finansielt, lover ikke godt for den faktiske målopfyldelse.  Det iøjnefaldende ved denne konference er stats- og regeringsledernes fravær. Det har formentlig gjort det lettere at nå til enighed om en erklæring, men vil på den anden side også kunne gøre det lettere at løbe fra løfterne.

I modsætning til den euforiske presse må man gratulere EU’s klimakommissær Connie Hedegaard for en prisværdig realisme i vurderingen af resultatet, når hun på Kommissionens hjemmeside siger:

“the two weeks in Cancún have shown once again how slow and difficult the process is. Everyone needs to be aware that we still have a long and challenging journey ahead of us to reach the goal of a legally binding global climate framework”.

En “juridisk bindende global aftale”.  Præcist det, der stadig mangler. Der er både USA, Kina, Japan og mange flere storudledere af CO2, der først skal bringes til vandingstruget, før egentlige resultater er nået.

Kunsten bliver at nå en aftale, inden Kyotoprotokollen udløber i 2012. Kyotoprotokollen sætter bindende grænser for udledning af drivhusgasser for EU og 37 andre industrilande. Cancunerklæringen tager ikke stilling til, hvad der skal ske, når Kyotoprotokollen udløber. Det er overladt til næste års møde i Sydafrika.

De første wikileaks embassy cables fra den amerikanske ambassade i København begynder at dukke op. I et fra februar 2010 skriver ambassadøren om det danske COP-formandsskab, at statsminister Rasmussens optræden under mødet ville få konsekvenser for Danmarks varetagelse af funktionen resten af året og for Danmarks optræden i internationale forsamlinger. Hun citerer Berlingske Tidende for, at han gav Bo Lidegaard, hans klimachefrådgiver, en overhaling  foran danske delegerede efter, at “han selv følte sig ydmyget af fremmede diplomater, da han overtog ledelsen af mødet og det gik ind i sin slutfase. Hun citerer en anonym international analytiker, der kritiserer de danske beslutningstagere for at lade en ikke-forberedt Rasmussen gå ind i denne ilddåb i internationalt mødediplomati. Det var ensbetydende med at “smide ham for hajerne”.  Hun nævner den danske oppositions kritik af, at han “smider håndklædet i ringen” og opgiver at være dirigent, da han mødes af stædig kritk fra de latinamerikanske ALBA-landes side.

Det kan undre – eller det kan det måske ikke? – at ambassadøren ikke nævner hendes eget lands rolle i, at den danske fadæse udviklede sig som den gjorde. Hun læser nok ikke den britiske avis The Guardian. Fadæsen var nemlig bl.a. forårsaget af den såkaldte “danske tekst”, der blev afsløret af The Guardian, og som mere end noget andet var medvirkende til at bringe u-landene på krigsstien, idet de følte sig tilsidesat i den studehandel af et kompromis, “teksten” lagde op til.  Det er ikke usandsynligt, at “teksten” er blevet forfattet i et tæt samarbejde med Danmarks nærmeste allierede, USA og Storbritannien.  “Teksten var klart til fordel for USA og Vesten” (ifølge FN-chefforhandler Yvo De Boer).

Man må sige, når man ser tilbage på året, at ambassadørens spådomme er gået i opfyldelse. Danmark ser ikke ud til at have spillet nogen særlig fremtrædende formandsrolle i løbet af året. – Og det er måske godt det samme? Det har alt andet lige nok været nemmere for Mexico, med forbindelser både til u-landsgruppen og USA,  at strikke et forlig sammen. I den forstand er det måske “starten på en ny æra”.

Det er for øvrigt tankevækkende, at de genstridige ALBA-lande (Venezuela, m.fl.) denne gang er reduceret til ét land, nemlig Bolivia.  Dette land påkalder sig særlige problemer i forbindelse med de mangelfulde resultater, eller den manglende juridiske forpligtethed.

Den globale opvarmning er allerede begyndt at have alvorlige konsekvenser for miljøet og naturen på den bolivianske højslette.  Bolivianerne mener endvidere, at handelen med CO2-kvoter bliver et kommercielt cirkus, der især vil gavne de store multinationale virksomheder. Cancun-erklæringen indeholder endvidere en aftale om redning af jordens skove, den såkaldte REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation in Developing Countries).
REDD vil give forurenere i Nord en chance for at købe carbonkreditter mod til gengæld at beskytte skovene. Bolivia opfatter dette som en markedsmæssiggørelse af skovene i Syd, som vil true indianske befolkingers kontrol over skovene og deres livsgrundlag samtidig med, at den reelt vil give forurenerne ret til fortsat at forurene.

Comments Off on Konferencehype og COP 15 Blues

Klimaforhandlinger revisited

Posted in Klimapolitik by Gregers Friisberg on 12/04/2010

Kilde: IEA

En af The Guardians hovedhistorier i dag er de sammenbrudte klimaforhandlinger i København og årsagen til sammenbruddet: Lækningen af den “danske tekst” på et tidligt tidspunkt i forhandlingerne. Det er den indiske klimaminister Jairam Ramesh, der bekræfter det:

The Danish draft was circulated at the beginning of the conference, which got mysteriously leaked to the Guardian. That completely destroyed trust. It was the leak of the Danish draft that destroyed Copenhagen from day one,” said Ramesh, at a sustainable growth forum in Hainan.

Den vestlige arrogance, som det lækkede dokument, er udtryk for, ser i øvrigt ud til at køre videre, hvis ellers Ramesh står til troende. Han nævner således, at USA ikke agter at lade fondspenge fra den klimafond, der skal oprettes, tilflyde de lande, f.eks. Ecuador og Bolivia, der ikke undertegnede aftalen. Og for at gøre farcen total: Formelt set blev der ikke indgået en aftale. Den såkaldte Copenhagen Accord var et papir, landene blev inviteret til at deltage i, efter eget forgodtbefindende.

Figuren ovenover illustrerer alvoren af CO2-emissions problematikken, – og også hvem der stadig er de store syndere. I sammen nr af Guardian mener man for øvrigt at kunne afsløre endnu et lækket dokument! Det drejer sig om udviklingen i USA’s klimapolitik, hvor lækket skulle vise, at der er en “hardening” på vej. Det falder vel godt i tråd med hele den omsiggribende revisionisme som klimadebatten er inde i for øjeblikket. Det er lige fra den hårde vinter og til et USA, der åbenbart vil skrue tiden tilbage til Bush-epoken.

Comments Off on Klimaforhandlinger revisited