Gregers Friisberg

Finanskrise og fordelingsproblematik i Barcelona

Posted in EU, Latino, Politisk økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 13/02/2017

Barcelona er en by, som igennem lange perioder har nydt godt af forskellige former for internationale økonomiske forbindelser. Som hovedbyen for Catalonien har den været centrum for en catalansk økonomi, som har nydt godt af økonomiske forbindelser til store dele af Middelhavsområdet og været bindeled mellem dette og økonomien i det catalanske og – fra det 19. århundrede – det spanske bagland.
I dag er byen en af Europas største turistmagneter. Byen giver enestående muligheder for både storbyferie og strandferie. Det skulle give gode muligheder for udvikling af servicesektoren.
Byen forsøger samtidig at tilpasse sig afindustrialisering (faldende beskæftigelse i traditionelle industrier) og globalisering ved at udvikle højere uddannelser, IT og nye typer af iværksættervirksomhed.

Finanskrisen
Byen er blevet ramt hårdt af finanskrisen fra 2008 – ca 2014. Spanien er blevet indrangeret under det såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien), som er blevet ramt i krydsfeltet af germansk austerity-politik og en relativ lønhøjde, der har gjort, at det har været svært at konkurrere med Østen og Sydasien om at få outsourcing-investeringer fra de rigeste lande. Tidligere justerede flere af de sydeuropæiske lande med regelmæssige mellemrum deres valuta i forhold til den hårde Deutsch-mark. Efter euroens indførelse kan de ikke længere det. Nu er de nødt til at outperforme Nordeuropa m.h.t. lavinflation, – eller sats på strukturel konkurrenceevne, hvad de ikke har haft stor succes med i de første år efter finanskrisen. Det har heller ikke hjulpet, at de kom ind i denne krise med opsvulmede ejendoms- og anlægssektorer, et resultat af fællesvalutaen og lavrentepolitikken i den europæiske Centralbank, som førte til prioritering af boliginvesteringer.

Årsager til stigende ulighed
Den spanske avis El Pais peger på følgende hovedfaktorer som årsag til stigende ulighed:

1 Finans- og investeringsplanlægning, der muliggør mindre territoriel rodfæstethed og gør det lettere at undgå skatteforpligtelser, hvilket giver på den ene side større ophobning af indkomster hos nogle og ringere ressourcer hos de offentlige myndigheder til styrke fordelingspolitikken fra det offentliges side.
2 Vekselvirkningen mellem globalisering og teknologiske ændringer giver betydelige virkninger på arbejdsmarkedet, idet nogle udsættes for for tidlig udstødning, andre kommer ud i marginaliseret beskæftigelse, og endelig er der en almindelig tendens til fald i indkomster.

Vekselvirkningen mellem teknologiudvikling og arbejdsmarked gør lønhierarkierne yderligere hierarkiske, når globaliseringen  bevirker en langt større efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft end lavtuddannet.
Det virker voldsomt i et land som Spanien, hvor uddannelsessektoren er udbygget de senere år men uden, der er tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder lokalt.
Mange nyuddannede arbejdstagere har dog draget fordel af det indre markeds fri bevægelighed til at forlade landet og søge arbejde andre steder. Denne brain drain har ikke gjort det spanske problem mindre.
Fra 2014 er det efter mange økonomers mening begyndt at gå lidt fremad m.h.t. vækst og beskæftigelse.
Det ser ikke så sort ud som i Grækenland, et land, der har tabt 25 af sit BNP siden finanskrisen, men det har i perioder været lidt derhenad.

Ulighed imellem bydele i Barcelona
Arbejdsløsheden i Spanien er stadig meget høj, og bedringen af økonomien sker langsomt. Hertil kommer, at, ifølge den catalanske avis El Periodico, så sker der en fortsat uddbygning af indkomstforskelle i storbyen Barcelona. Ud fra indsamlede data fra skattekontoret – og altså ud de opgive skattedata – kan man se, at indkomstforskelle er blevet dramatisk forøget under krisen. Det rigeste kvarter i byen, Pedralbes, har gennemsnitsindkomster, der er over 7 gange så høje som det fattigste kvarter, la Trinitet Nova, der ligger i den nordlige del af byen omgivet af andre tilsvarende fattige kvarterer.

barca0
Kilde: El Periodico.  På linket til venstre får du forbindelse til kortet, der er vist ovenover. Faneblade øverst giver (på linket) mulighed for at sammenligne udviklingen fra 2014-15.
Ordforklaring: Indice de renta familiar: Indeks for familieindkomst (gennemsnitsindkomst indeks 100). Muy baja: Meget lav. Muy alta: meget høj. Der er lavet en ranking af kvartererne fra 1, det rigeste, til 72, det fattigste. Når man klikker på kvartererne på kortet, viser det en taleboble som ovenfor med oplysningerne. Los barrios (kvartererne) indgår i distritos (distrikter).

El Periodico følger op med en artikel 17. januar: La Rente sigue a cayendo....  Indkomsten fortsætter med at falde som bly i de fattigste kvarterer i Barcelona.

I denne artikel vises der en figur over udviklingen i kvarterer på forskellige indkomstniveauer:

barca1

Avisen mener, at trods al snakken om økonomisk opsving uddybes de sociale kløfter stadig i en by som Barcelona:

Byen er “stadig offer for krisen”, skriver man. De deprimerende tal kommer fra Barcelonas kommune (ayuntamiento de Barcelona).

Bystyre og lokalt demokrati?
Barcelonas bystyre har traditionelt været præget af en gammel “politisk kaste”,  der består dels de landsdækkende partier Partido Popular (Konservative) og PSOE (socialdemokrater), dels regionale catalanske partier som CiU (det tradtionelt dominerende borgerligt catalansk-nationalistiske parti) og det mere venstredrejede ERC (Esquerra Republicana Cataluna).
Finanskrisens voldsomme gennemslag i Spanien med massearbejdsløshed, tvangsauktioner og udsættelse af lejere, som ikke kunne betale huslejen, førte til dannelse af spontane græsrodsbevægelser.
Ved sidste valg til bystyret i 2015 opstillede disse bevægelser et fælles politisk valgprogram (Barcelona en comun), og de rykkede ind i bystyret med Barcelonas første kvindelige borgmester, Ada Colau, der havde været aktiv i bevægelsen imod udsættelser. Det politiske flertal var skiftet, og der blev fremlagt planer om støtte til nogle af de værst fattigdomsramte bydele:

Denne uge annoncerede den nuværende kvindelige borgmester Ada Colau (Barcelona en Comú, “Barcelona Står sammen”), en plan for kvartererne, der just lægger hovedvægten på de værst ramte kvarterer i byen, så som Nou Barris, Ciutat-Vella y Sants-Montjuïc. Borgmesteren lovede en investering på 150 mio euro i 15 kvarterer“.

Det må siges at være et relativt begrænset beløb, og man kan spekulere over, hvor stor forskel det kan gøre? Men det er som bekendt svært at klippe flere hår af en skaldet. Der må satses på udvikling af økonomien, dels efter velkendte markedsøkonomiske principper, og dels efter principperne om kollaborativ økonomi, som de blomstrende græsrodsbevægelser i byen har eksperimenteret med.

Den nye spanske politiske bevægelse Podemos (“Vi kan”) står relativt stærkt i Barcelona. Partiet er mere åbent over for catalanernes krav om folkeafstemning om selvstændighed end de etablerede partier, det konservative Partido Popular og det socialdemokratiske PSOE. I et forsøg på at få løst op for fastlåste regeringsforhandlinger i Madrid har man dog renonceret lidt på kravet.

EU 
Spanien er underskriver af Finanspagten i EU (2014), hvor man fastsatte som mål, at et land højst må have 0,5 pct i strukturelt underskud på statsbudgettet. Det strukturelle underskud er underskuddet renset for virkningerne af konjunkturen.
Det er den tyske besparelsespolitik (austerity), der slår igennem som fælles økonomisk politik for eurozonen (Danmark er dog også med i finanspagten, selv om DK ikke er med i euroen).
Man forsøger at spare sig ud af de store statsbudgetunderskud, der underminerer mulighederne for at få orden i den offentlige sektors økonomi fremover p.g.a. voksende rente- og afdragsudgifter på statsgælden. Politikken kritiseres af keynesianske økonomer, som mener, det fører til en nedadgående økonomisk spiral i især de svageste lande.

Økonomiske nøgletal 
Er det korrekt, at man nu har set bunden af krisen, og det går fremad for den spanske økonomi?

Man kan faktisk se spæde tegn på en fremgang:
barca2
Kilde: The Economist 8.2.17.

Figuren ovenover viser, at der er nogenlunde fremgang i produktionen (GDP, BNP), men med svagt faldende tendens fra 2016-17. Selv forbrugerprierne er nu stigende. Spanien er ellers tæt på at være blevet ramt af det europæiske deflationsspøgelse – med negativ prisudvikling. Det afgørende opmuntrende – hvis man kan kalde arbejdsløshedstal på over 18 pct det – er, at arbejdsløsheden (og ungdomsledigheden) har været faldende de sidste par år.

Andre økonomiske indikatorer vidner også om en spæd fremgang:
barca3
Kilde: Samme som foregående.

Spaniens handelsbalance (trade balance) er stadig negativ med et minus på over 20 mia euro. Men betalingsbalancen, som også indbefatter tjenesteydelser, er i plus, endda et ret stort plusbeløb. Det er bla. Barcelonas ganske betydelige turistindustri, der er med til at skovle disse penge ind. Spanien er en del af eurozonen. Så der er ikke noget overraskende i valutakursen. Det mest negative nøgletal er nok det offentlige budgetunderskud på -4,6 pct af BNP. Det skyldes dels virkningerne af krisen, som giver lavere skatteindtægter og større udbetalinger af understøttelser, dels at centralregeringen i Madrid har evige problemer med at styre de ret “autonome” provinsers (Las Autonomías) finanser. Catalonien overfører som en af  de rigeste af provinserne ganske betydelige midler til centralregeringen, hvad der traditionelt er et af hovedkonfliktpunkterne imellem Catalonien og Madrid. Et centralt krav for selvstændighedsbevægelsen er egen skatte- og finanspolitik, så man selv kan bestemme over finansoverførslerne via centralregeringen i Madrid til de fattige regioner.

Man kan se på især renten (interest rate) på benchmark-obligationen, den tiårige statsobligation (government bond), at Spanien er ved at have fjernet sig fra en situation som den, den græske katastrofeøkonomi er i.
Der er stadig langt ned til dansk eller tysk lavrente, men selv med en rente på 1,82 er det formodentlig ikke helt umuligt at forrente og afdrage statsgælden. Med det fortsat betydelige budgetunderskud, der løbende skal finansieres igennem optagelse af statslån, kan man dog ikke sige, at Spanien er helt ude af krisen. Udviklingen i industriproduktionen ser heller ikke for god ud.


Husbesætterbevægelsen
Finanskrisen ramte hårdt i Spanien, og bl.a. i Barcelona var antallet af tvangsauktioner stort:
husudsaettelserbardelona
Kilde: El Periodico (catalansk avis). Desahucios: Husudsættelser (ved fogedens hjælp). Impago de alquiler: Manglende huslejebetaling. Impago de hipotecas: Manglende prioritetslånsbetaling. Ved 353 huse og lejligheder (viviendas) blev der ydet støtte i 2015 fra de sociale myndigheder til evt genhusning eller anden hjælp.
husudsaettelserbarcelona2

De mange husudsættelser førte til dannelse af bevægelsen imod (Desahucios). I lighed med andre sociale bevægelser, der kom i medfør af krisen, f.eks. arbejdsløshedsbevægelsen og den bredt baserede 15-M bevægelse, der bl.a. var med til dannelsen af partiet Podemos, der fik stor tilslutning ved de seneste valg i december 2015 og juni 2016. Det tabte dog en del stemmer ved valget i 2016, men var i stand til at opretholde samme parlamentariske repræsentation, idet det var gået i valgsamarbejde med partiet IU (Unidos Podemos).
Der blev også dannet et parti i den politiske midte. Partiet Ciudadanos (“borgere”). Det blev dannet på modstand imod korruption i det politiske system.
I december 2015 blev spansk politik altså totalt omkalfatret. Siden systemskiftet i 1978, hvor en  demokratisk forfatning blev indført, var magten skiftet imellem de to partier, Partido Popular (konservativt) og PSOE (socialdemokratisk). Mange spaniere var trætte af de to partier og belønnede de nye bevægelser (Podemos og Ciudadanos) ved stor vælgerstøtte i 2015. De havde dog vanskeligheder ved at klare overgangen fra at være bevægelser til at være partier. Regeringsforhandlingerne efter valget i 2015 trak ud, og det endte nærmest i kaos, som førte til nyt valg i juni 16. Her blev PP-statsministeren Rajoy belønnet for sin stædighed i fastholdelse af regeringsmagten, så PP fik betydelig fremgang. Rajoy dannede en skrøbelig mindretalsregering med støtte fra Ciudadanos. Det systemskifte Podemos havde håbet på, hvor partiet ville passere PSOE, materialiserede sig ikke.

diputados
Kilde: El Mundo.

Spanien er et parlamentarisk demokrati, hvor et regerende flertal i Deputeretkammeret udgør 176, jvf fig. ovenover. Rajoy-regeringen har ikke flertal alene eller sammen med Ciudadanos. En mulighed kan være småpartierne, der stiller op både til parlamentet i Madrid og i provinsparlamenterne, f.eks. ERC fra Catalonien eller EAJ-PNV fra Baskerlandet. ERC ligger noget til venstre for PP og vil derfor nok ikke kunne indgå i parlamentarisk basis. Mandatet fra de Kanariske Øer og EAJ-PNV vil være mere oplagte. PSOE kan måske også være en mulighed, med mindre socialdemokraterne frygter for vælgerafskalning til Podemos, hvis de støtter en finanslov med PP.


Links:
Udvikling i gini-koefficient. (Worldbank)
Landeprofil Spanien hos worldbank.org.
Arbejdsløshed (Spanien sammenlignet med EU. Hos Eurostat). Arbejdsløshed i Catalonien og Barcelona (tasa de Paro: Arbejdsløshedsrate).
Gini-koefficienter ifølge Eurostat.
Risiko for fattigdom regionalt fordelt. Og stigning i risici for fattigdom regionalt.

Barcelonas kommunalstatistik indeholder interessante tal for udviklingen i indkomstfordeling, fattigdom og social eksklusion: http://www.idescat.cat/pub/?id=ecv&n=7596&lang=en

Min baggrund for at skrive om Catalonien er bogen Catalonien vil Selv (Geografforlaget 2006), som jeg har skrevet sammen med geografen Per Werge.

Advertisements

Comments Off on Finanskrise og fordelingsproblematik i Barcelona

Adiós til industrien?

Posted in Latino by Gregers Friisberg on 10/03/2013

Under ovenstående overskrift har den spanske avis El Pais en interessant artikel om tilbagegangen i spansk industri under krisen, en tilbagegang, der giver et væsentligt bidrag til at forstå, hvorfor arbejdsløsheden i landet med nu over 5 mio arbejdsløse slår rekord i EU-sammenhæng.
Industribeskæftigelsen alene er faldet med 30 pct, eller over 1/2 mio arbejdere, siden 2007.

Figur 1: Udviklingen i værditilvækst (gul kurve) og industribeskæftigelse (blå kurve), som andele af hele økonomien i Spanien 1970 – 2008

Spanskindustribesk

Kilde: El Confidencial.

Spanien har i det taget en lille industrisektor. Den udgjorde kun 13 pct af den samlede produktion i 2011, en nedgang fra over 17 pct i 2001. Industrien gav dermed et noget lavere bidrag til BNP end i lande som Italien (3 pct points mere) eller Tyskland (9 pct points mere). En væsentlig grund er, at Spanien stort set ikke har oplevet den første industrielle revolution. Under Franco blev industri bygget op bag beskyttende toldmure. En stor del af industrien er senere kommet til udefra, f.eks. i form af direkte investeringer fra andre EU-lande efter at landet kom i EU. Mange af disse investeringer forsvandt, da konkurrenceevnen blev undermineret i 00’ernes El Dorado-økonomi i byggesektor og finanssektor. Det var let og hurtigt – og nemt at få finansieret – når man investerede i byggeri, hvorimod industrielle investeringer kan være krævende m.h.t. at have innovationsevne og et højt uddannelsesniveau blandt de ansatte.

Under den konservative PP-ledede (Partido Popular) Maria Aznar regering i starten af 00’erne, havde man bevidst fravalgt at have en industriminister. Det hed Ministeriet for videnskab og Teknologi. Man var tændt på de økonomiske teorier, der sagde, at der skulle ske en stor omdannelse af økonomien til service- og informationsøkonomi.

Figur 2: Bruttoværditilvækst i industri, som andel af økonomiens samlede værditilvækst, i Tyskland, Sverige, Italien, EU-27 og Spanien

spanskindustriKilde: Eurostat (og El Confidencial). Det danske tal var 17,5. Det giver en vis overdrivelse af det danske tal i forhold til øvrige EU, at energiproduktion er med, da DK relativt set har en ganske betydelig produktion af dette.

En stor del af den spanske industri er lavteknologisk. Det er kun en  lille pct-andel af industribeskæftigelsen, der ligger i sektorer med højteknologiske metoder og produkter. Det er en hovedgrund til at produktiviteten (produktionsværdi pr beskæftiget) er steget langt mindre i Spanien end i andre EU-landes industri. Derfor har spansk industri også været særlig sårbar over for konkurrence fra lavtlønslande.

I dag har man erkendt, at en stærk og innoverende servicesektor forudsætter en stærk industrisektor. Der er næsten en symbiose mellem de to.  Og begge forudsætter et veludviklet uddannelsessystem.  Når det gælder erhvervsservice, så kan servicesektoraktiviteter være indeholdt i industriaktiviteter, eller de kan være udskilt i selvstændige servicevirksomheder. Derfor kan det da også være en noget arbitrær definition, der skiller de to sektorer op. Men hvorom alting er: Spanierne erkender, at de har en væsentlig udviklingsproblematik på dette område.  Traditionel industri skal i betydeligt omfang erstattes af nanoteknologiske og bioteknologiske industrigrene,  samt informationsteknologisk industri, hvor landet står foran væsentlige udfordringer. Man erkender, at udviklingen ikke længere bare kommer af sig selv, som da byggeindustrien var med i ejendomsspekulationsboblen i 00’erne, men at man må satse på industri, der er baseret på viden og som har konkurrenceevne nok til at eksportere.

Og dog, så mærkes der en vis fremgang på nogle områder, især fødevareindustri og kemisk industri.

Det er toner, man har hørt i Danmark også.

Comments Off on Adiós til industrien?

Mas independencia?

Posted in Latino by Gregers Friisberg on 16/12/2012

Det er ulige størrelser, der er ved at udforme det parlamentariske grundlag for en catalansk regering efter valget i november 2012.

eleccatal

Kilde: El Pais. Escanos: Sæder/mandater.

Figuren ovenover viser resultatet af valget. Det nationalistisk-konservative CiU fik ikke det flertal, lederen Artur Mas var gået efter. Til gengæld gik det venstredrejede ERC (Esquerra Republicana), der forlanger fuld selvstændighed for Catalonien, stærkt frem. Det fordoblede sit mandattal og er nu det næststørste parti i lokalparlamentet.

Artur Mas’ snak om en folkeafstemning om selvstændighed i 2017 fik vælgerne af hus og har ført til et ret så polariseret parlament. Mange, f.eks. indvandrere fra det øvrige Spanien, er ikke begejstrede for en selvstændighed, der måske vil tvinge dem til at skulle vælge mellem spansk og catalansk statsborgerskab, så partier, der er imod selvstændighed, f.eks. Partido Popular, gik også frem.

Som betingelse for at støtte en ny Mas-regering har ERC krævet, at folkeafstemningen om suverænitet rykkes frem til 2014, samtidig med den skotske afstemning om selvstændighed.

Der er den store forskel mellem de to suverænitetsafstemninger, at den skotske er legitim. Der er indgået en aftale med den britiske regering i London. Den spanske centralregering har dømt catalansk suverænitet forfatningsstridig, og det kan ende i et retligt efterspil. På den anden side: Hvem tør tilsidesætte et folkeligt ønske udtrykt i en folkeafstemning. Det kunne man nok gøre under Franco, men er det realistisk i dag?

Det er dog stadig uvist, om det lykkes for ERC og CiU at indgå i en effektiv koalition. ERC stiller krav til den økonomiske politik, som ikke er tiltrækkende for det borgerlige CiU. Man kræver således etablering af en uafhængig catalansk nationalbank hurtigst muligt. Og det skal være en bank, der påtager sig erhvervspolitiske forpligtelser, så som at låne ud til nye virksomheder. Ifølge ERC’s økonomiske analyser er den spanske banksektor dybt dysfunktionel i forhold til at få gang i den spanske økonomi. I stedet for at bruge pengene, man har fået fra den europæiske centralbank offensivt i krisebekæmpelse, stikkes de under madrassen i forsøg på at forbedre bankernes balancer. ERC stiller også krav til den europæiske centralbank. Den skal  – udover at fungere som centralbank for eurozonen –  gøres til en udviklingsbank, der låner penge ud til infrastrukturprojekter, der kan fremme den økonomiske vækst i EU. Det er tanker med et socialistisk islæt, der ikke huer Mas og CiU, så det er et betydeligt dilemma de er kommet ud i.

Hvor står de catalanske partier i suverænitetsspørgsmålet?:

Avisen El Mundo har forsøgt at indkredse de førende politiske bevægelsers positioner i spørgsmålet om katalansk selvstændighed:

Convergència i Unió(CiU)

Partiet har bevæget sig imellem autonomismen og independentismen, uden klart at formulere sit valg. Lige nu har Artur Mas lovet at fremme en folkeafstemning om retten til selvbestemmelse og forsyne Catalonien med “statsstrukturer”.

Ciutadans

Autonomiatilhængerparti, som vil fastholde den nuværende situation, herunder også en begrænsning af autonomiet og en styrkelse af båndene til resten af Spanien. Dette parti mere end fordoblede sit mandattal. Det får bl.a. støtte blandt spanske immigranter til Catalonien. Hvorfor skal vores børn tvinges til at vælge mellem catalansk og spansk identitet/statsborgerskab? siger de, når de føler sig som både spanske og catalanske. Det viser i tydelig form et af de store dilemmaer i den proces, der er i gang.

Esquerra Republicana de Catalunya (ERC)

Den traditionelt stærkest independentista-tilhænger. Den går ind for en selvstændig stat, der er medlem af EU.

Iniciativa per Catalunya (ICV)

Forsvarer en føderal statsordning, men kræver samtidig retten til selvbestemmelse juridisk anerkendt, og man forlanger et referendum om uafhængighed.

Partido Popular (PP)

Går ind for autonomiaordningen, som den er nu. Foreslår en forbedring af den finansielle situation for Catalonien, men autonomistatutten i den nuværende form forsvares, så Spaniens enhed garanteres.

Partit dels Socialistes de Catalunya (PSC)

Er i teorien føderalistisk, men i partirækkerne er der mange independentister og autonomister (som indrømmet også af partiets ledelse). De spanske socialdemokrater respekterer forfatningen af 1978 og vil følge lovens vej til en ændring af forfatningen, så Spanien bliver en føderal union.

Solidaritat Catalana per la Independència

Hovedkrav er Cataloniens uafhængighed. Foreslår, at det katalanske parlament foretager en ensidig deklaration om landets brud med Spanien.

Link:

El Pais har lavet en fin interaktiv netside, der giver mulighed for at se de skiftende stemmeandele igennem tiden og delt op på H-V skala, stemmeafgivning i catalanske provinser m.v.

Resultat af valget 2012.

Comments Off on Mas independencia?

Spanien øger arbejdsløshedsunderstøttelse

Posted in Latino by Gregers Friisberg on 21/08/2012

Det er typisk for den spanske socialmodel – og måske “utypisk” for den krise, landet er i, at man øger arbejdsløshedsunderstøttelsen for arbejdsløse med to børn, der skal forsørges. Arbejdesløshedsunderstøttelsen øges fra 399 euro til 450 euro mdl for en sådan person. Nu kan man sige, at det er jo ikke ret mange penge – målt efter danske forhold. Men niveauet og priserne på fornødenheder er langt lavere i Spanien end i Danmark.

Under alle omstændigheder er det et interessant signal at sende ud midt i eurokrisen.

Comments Off on Spanien øger arbejdsløshedsunderstøttelse