Gregers Friisberg

Erdogans gamble

Posted in EU, Mellemøsten by Gregers Friisberg on 15/03/2017

Præsident Erdogan spiller højt spil. Han har længe villet reformere den tyrkiske forfatning, så præsidentmagten øges, men han har problemer med at gøre det på en måde, der ikke støder vælgerflertallet så langt væk, at han taber folkeafstemningen den 16. april. Det er det, der forklarer den voldsomme retorik, hvor han beskylder Holland og Tyskland for fascisme og nazisme. Det var ellers beskyldninger, der kunne rettes mod ham selv, når man tænker på den måde, militærkupforsøget i juli 2016 blev slået ned på, – og ikke mindst efterspillet, hvor medier lukkes, journalister forfølges og offentlig ansatte i titusindevis mister deres job på formodede mistanker.
Han mener, det er udslag af fascisme, at regeringerne i Holland og Tyskland udelukker tyrkiske ministre i at komme til valgmøder om forfatningsudkastet for at “oplyse” tyrkere med stemmeret i udlandet om udkastet. Derved skulle den demokratiske debat angiveligt være trådt under fode.

Realiteten er imidlertid, at det er en autoritær statsmagt, der sender sine ministre ud for at propagandere for en forfatning, der vil gøre Erdogan til en slags enevoldshersker. Det er ikke en fri debat mellem ligeværdige. Derfor er reaktionen fra hollandsk og tysk side forståelig. Den hollandske reaktion er også begrundet i indenrigspolitiske forhold. Den hollandske statsminister har behov for at vise “fasthed” i konfrontationen med Geert Wilders ved valget i Holland den 15. marts.

Professor i politologi ved Syracuse University Yüksel Sezgin analyserer forfatningsreformen i Washington Post.  Reformen skal ændre Tyrkiets politiske system fra et parlamentarisk system, hvor præsidenten mest har ceremonielle funktioner, til et præsidentielt system. Det er imidlertid et præsidentielt system, der tildeler præsidenten mere magt, end man har i både Frankrigs og USA’s præsidentialisme.
Præsidenten leder regeringen. Statsministerposten afskaffes. Præsidenten vil blive både regeringschef og statsoverhoved. Præsidenten skal kunne sidde i tre femårsperioder. Og han vil kunne fortsætte som leder af sit parti (AKP). Det vil indebære, at Erdogan vil kunne sidde til 2029, – forudsat at vælgerne giver ham flertal. Men det er der gode muligheder for – af let gennemskuelige grunde. Han vil selv kunne udpege, hvem der stiller op til parlamentet for AKP. Det vil have let ved at fortsætte som dominerende parti. Det er allerede sådan, at der er en spærregrænse til repræsentation i parlamentet på 10 pct, noget, der udelukker oppositionsgrupper fra at komme ind.
Valg til præsident og parlament skal holdes på samme dag, hvad det vil lette det for magten, når valgene skal tilrettelægges og synkroniseres.
Regeringsmedlemmer udpeges af præsidenten, herunder også vicepræsidenten, der bliver stedfortræder for præsidenten, når denne er væk på rejser. Kabinettets (ledende ministres) udnævnelser skal ikke godkendes i parlamentet, som det f.eks. er tilfældet i USA. Forfatningen nævner ikke parlamentariske kontrolmuligheder, så som f.eks. forespørgsel eller muligheder for mistillidsvotum, som det kendes fra parlamentariske systemer. Der bliver ikke mulighed for impeachment (rigsretssag) imod præsidenten, som det er tilfældet i USA, men præsidenten kan med 2/3 flertal indlages for Højesteret for forbrydelser, han måtte have begået i sit hverv som præsident. Men præsidenten kan på et hvilket som helst tidspunkt selvstændigt beslutte at opløse parlamentet og udskrive valg.

Præsidenten kan endvidere udstede dekreter, der har lovvirkning.
Man mangler altså en del af de checks and balances (magtafbalancering, .f.eks. ministerudnævnelsers godkendelse) og magtdeling mellem udøvende og lovgivende magt, som man har i det amerikanske system. Den amerikanske præsidents dekreter skal holdes inden for eksisterende lovgivning.

Hensigten med den nye forfatning er angiveligt at “øge stabiliteten” i landet i en vanskelig tid med terrorisme og kupforsøg som det i juli, hvor fjendtlige kræfter truer landets sikkerhed, herunder også nogle, der, som f.eks. Gulen, gør det fra en position i udlandet.

Erdogans AKP parti har i de senere år kunnet ride på en bølge af økonomisk fremgang. Der har været god vækst i den tyrkiske økonomi, som har kunnet komme relativt brede lag af befolkningen til gode. Det har imidlertid ændret sig noget de seneste år. Arbejdsløsheden er nu relativt høj (12 pct). Priserne stiger meget og truer dermed levestandarden for store grupper af befolkningen. Der er voksende ulighed,  både mellem forskellige grupper af befolkningen og imellem forskellige dele af landet.

De kraftige prisstigninger hænger bl.a. sammen med en større glidende devaluering af den tyrkiske lira de senere år, bl.a. som følge af store betalingsbalanceunderskud.
Landet har en stor udenrigshandel, ikke mindst med EU (60-70 mia euro hver vej), og importvarerne stiger i pris med devalueringen og forringer dermed levevilkårene for den almindelige befolkning.

Det kan være med til at forklare Erdogans populistiske retorik. Han forsøger at aflede opmærksomheden fra problemer, der bliver mere og mere påtrængende. Og han har fundet en bekvem prügelknabe i den europæiske union, som man igennem mange år har forhandlet optagelse i EU med, – men foreløbig uden andet resultat end et medlemsskab af toldunionen. Man har måttet lide den tort at få at vide, at man ikke lever op til de såkaldte Københavnskriterier for medlemsskab (demokrati, menneskerettigheder og retsstat). Hvad er så mere nærliggende over for den indenlandske opinion end at vende disse kriterier om imod EU og beskylde unionen for hykleri, når den forhindrer tyrkiske ministre i at komme ind og debattere “forfatningsreformer”, der skal vedtages ved en formodet demokratisk referendumafstemning i april? Det er grov vildledende demagogi.

Tyrkiet har haft betydelige fordele af at være med i toldunionen. Den er mere vidtgående m.h.t. handelsfordele end de associeringsaftaler, andre middelhavslande har fået tilbudt. Og der har været betydelige EU-investeringer i landet. Erdogan kan potentielt  løbe en betydelig risiko ved nu at køre retorikken så langt, at han begynder at true EU med økonomiske sanktioner og med at ophæve aftalen om indsats imod menneskesmuglerne, som kan forhindre yderligere flygtningestrømme fra Syrien. Hvordan vil der blive reageret fra EU’s side? Man kan forestille sig, at det kan blive vanskeligt at udforme en fælles beslutning om reaktion fra EU-side. Måske skal den fremprovokeres af yderligere eskalering af konfliktniveauet?

tyrkiskvalgnov15
Kilde: The Guardian 2.11.15. HDP: Moderne parti med kurderstøtte. CHP: Det republikanske Folkeparti: Det førende sækulariserede parti med fortsættelse af det kemalistiske tankesæt. AK/AKP: Retfærdigheds- og udviklingspartiet. Moderat islamisk konservativt-nationalistisk parti ledet af Erdogan. Der er kun vist partier, der fik repræsentation (med over 10 pct af afgivne stemmer).

 

Der var parlamentsvalg i Tyrkiet 2 gange i 2016, først i juni, hvor Erdogan/AKP ikke fik det ønskede absolutte flertal, og anden gang 1.11., hvor det lykkedes at få absolut flertal, men ikke nok (330) til at lave folkeafstemning om ny forfatning. Det højrenationalistiske parti MHP leverede de nødvendige stemmer til dette i januar 17.

Comments Off on Erdogans gamble