Gregers Friisberg

Valg i Holland

Posted in Demokrati, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/03/2017

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

hollandskvalg2017
Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Advertisements

Comments Off on Valg i Holland

Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Posted in Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 23/02/2017

Man vil gerne være i regering og i opposition samtidig. Anders Samuelsen vil køre i ministerbil og samtidig løfte den ideologiske fane højt.

Han er gerådet ud i lidt af et stormvejr denne gang, når regeringens støtteparti, DF, taler om, at “det kan få konsekvenser”, når han taler om, at DF og Socialdemokraterne “trækker Danmark ned” efter den nys gennemførte regulering af Uber og taxa-branchen.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står og holder hr. Schwann i hånden, mens muligheder for velstand og frihed passerer Danmark forbi.

Sådan beskriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) situationen på Christiansborg med endnu en henvisning til tv-serien Matador, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også tog op i sin nytårstale.

Når store anliggender, der vedrører os alle, trækkes frem af den politiske top, skal der snart per automatik henvises til serien Matador. Lars Løkke Rasmussen erklærede i sin nytårstale, at han har set den 20 gange. Jeg diskuterede det med en gruppe unge. De syntes ikke, det var særlig cool med en statsminister, der ser Matador 20 gange. – Sjovt nok, når man samtidig gerne vil være med på noderne fra Silicon Valley.

Men Samuelsen mener, han har Silicon Valley og de unge med.

Problemet med Samuelsens argumentation er, at Uber-Taxa aftalen misbruges på det skammeligste med hensyn til de påståede konsekvenser for Danmarks muligheder for at gå med på den teknologiske vogn, der drøner afsted med buldrende fart, som han påstår.Det er almindeligt, at europæiske lande forsøger at holde fast i en vis beskyttelse af arbejdskraften samtidig med indførelsen af de teknologiske fornyelser. Selv EU-kommissionen, der ellers går vidt m.h.t. liberalisering af markedet, har i sin nylige vurdering af spansk økonomi advaret imod virkningerne af de arbejdsmarkedsmæssige reformer, der er indført. Zero-hour contracts, hvor arbejdsgiverne ikke er forpligtet på minimumstimetal, pensionsforpligtelser m.v., har meget iøjnefaldende virkninger på indkomstfordeling og beskyttelse i arbejdet.

Samuelsens adfærd er forståelig ud fra de begrænsninger, som regeringsdeltagelsen har bragt det ellers så frembrusende og strømlinede liberale oppositionsparti ud i. Man kan ikke længere uden komplikationer klatre op i det ideologiske træ og vifte med fanen. Sagerne vælter ud af skabene. Det nye igangværende eksempel er Postnord, hvor LA-minister Birk Olesen end ikke ville referere konklusionerne fra det møde, hvor et flertal af partier ville opretholde udbringningsforpligtelsen for et omdannet postselskab.

Der må sluges mange kameler, når man af hensyn til et regeringssamarbejde  – og den parlamentariske basis i øvrigt  –  bliver tvunget til at stikke fanen ind;  og dermed risikerer partiet ridser i lakken over for liberale vælgere, som partiet ellers har været bannerfører for.

Ligesom når det gælder de påståede effekter af topskattelettelser, er Samuelsens argumentation meget tynd i denne sag. Når det kommer til at dokumentere sine påstande, står han ikke meget tilbage for en Donald Trump.
Man stopper ikke den teknologiske udvikling og udnyttelse af fremskridt ved at ville sørge for en ordentlig regulering af arbejdsmæssige forhold. Tværtimod. Det er igennem en høj standard i lønmodtagerbeslyttelse, at virksomheder tvinges til at udvikle sig. Robotisering og ny teknologi indføres de steder, hvor arbejdskraften er dyr.
Det vidner om et partis frustration over ikke at kunne være i regering og køre i ministerbil og samtidig markere sig ideologisk over for vælgerne. Når det gælder de mulige parlamentariske konsekvenser af de popsmarte bemærkninger, kan Matador desværre ikke hjælpe.

Comments Off on Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Flugten fra Syrien

Posted in Menneskerettigheder, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/02/2017

Den catalanske avis El Periodicos forsidehistorie i dag er annonceringen af en stor demonstration, der skal gå igennem Barcelona i eftermiddag. Temaet er solidaritet med flygtninge.
ninosdibujan

Kortet øverst til højre viser ruten igennem byen. I spidsen vil gå parlamentarikere fra Cataloniens delstatsparlament, repræsenterende de politiske partier. Til venstre syriske flygtningebørn, der tegner deres indtryk af turen over Middelhavet.

Man kan ikke andet end blive rørt over spaniernes solidaritet. Og man sidder tilbage med en stille undren over, hvad der foregår i dette store sydeuropæiske land, hvor de højrepopulistiske bevægelser endnu ikke har fået fodfæste.

Og hvad foregår der i Danmark. Her har parlamentet travlt med at definere, hvad der er forskellen på “danskere” og de fremmede, med henblik på at udtrykke bekymring over, hvad der sker, hvis “danskere” kommer i mindretal.

Det har ført til en forespørgsel om, hvad regeringen vil stille op over for problemet med den “voldsomme indvandring”, der bringer danskerne i mindretal i deres eget land. Og et flertal i Folketinget vedtog en resolution med følgende ordlyd:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Regeringen og Folketinget har gennemført en række stramninger, der har begrænset asyltilstrømningen markant, og som modvirker parallelsamfund.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere og antallet af familiesammenførte, der kommer til Danmark.

Vedtaget 55 stemmer for forslaget (DF, V, LA, KF) 54 stemmer imod forslaget (S, EL, ALT, RV, SF) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Ud fra en totalt arbitrær definition af “danskere”, bruger det høje ting tid på at diskutere, hvordan man undgår, at “danskere” kommer i mindretal i Brøndby Strand, et område, den danske stat selv har defineret som et “Ghetto-område”, og hvor en meget stor del af de, der tilhører den påståede “majoritet”, er mennesker, der har været i Danmark igennem mange år og har primær tilknytning til landet.
Hvornår var det sidst, at en europæisk stat havde stor iver efter at få defineret, hvem de rigtige nationale indbyggere var?

 

 

Comments Off on Flugten fra Syrien

Austerity er ikke en sællert

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 01/06/2012

Det kan man vist roligt konstatere efter den seneste Megafonmåling af vælgeropinionen. Der er givet mange forklaringer på de to regeringspartiers, SF og Socialdemokratiet, tilbagegang, hvis man ellers kan fæste lid til resultatet. Men selv med en statistisk usikkerhed på 3 pct, som er givet i og med stikprøvens størrelse, er der nok en tendens.

Der peges på, at regeringen, bortset fra De Radikale, har været dårlige til at kommunikere deres politik. Det er der nok noget om. Men den mest nærliggende forklaringer ligger nok i austerity-politikken. Det forklarer også, hvorfor De Radikale ikke rammes af nedsmeltning. Deres vælgere har lettere ved at genkende sig selv i politikken.

Dansk politik er ramt af græsk syge. Omend i noget mildere grad. Det er dybt ironisk, når man tænker på, at dansk økonomi er en relativ succeshistorie. Dansk økonomi ses som så sund i udlandet, at de mange bange penge pt vælter ind i landet og presser den danske rente ned.

Austerity (“strenghed”) betyder jo nedskærings- og sparepolitik. Ultimativt står politikken for en bestræbelse på at balancere det offentlige budget, så offentlige indtægter og udgifter går lige op, hvad der ikke altid er anbefalelsesværdigt, når man er i økonomisk krise. Og det er en politik, der er udbudssideorienteret i forhold til arbejdsmarkedet.
Bortset fra kickstarten med fremskudte offentlige investeringer, har regeringen bundet sig op på denne politik i en grad, der nok gør store vælgergrupper vrede, dels i  forbindelse med trepartsforhandlinger (helligdage, der kommer i spil), dels svigtet over for de svagest stillede, når man vil indeksere ydelser som førtidspension og arbejdsløshedsunderstøttelse via priserne i stedet for lønudviklingen.
Den økonomiske udbudssidepolitik lægger problemet hos den arbejdsløse. Det er den arbejdsløse, der skal gøre sig mere fleksibel og gå ned i understøttelse for at konkurrere om de jobs, der ikke findes. Det føles uretfærdigt hos store dele af de vælgergrupper, der traditionelt stemmer SF/SD. Og det er dumt, når anstændige velfærdsydelser kan medvirke til at opretholde den samlede efterspørgsel efter varer og tjenester i samfundet midt i recessionen.
Nogle vælger at få den virkelig blå vare, andre at gå til Enhedslisten.

Hvis Helle Thorning og Villy Søvndal havde holdt med Francois Hollande i stedet for Angela Merkel i den store euro-ideologistrid om EU-pengene, ville meget nok have set anderledes ud på vælgerfronten. Det franske præsidentvalg har jo givet kortene på ny i europolitikken. Det gør anti-austerity politik mere realistisk, når mange er med, og det koordineres i europæisk sammenhæng.

Det svigt, vælgere oplever m.h.t. til den økonomisk-sociale politik, er dog ikke nok til at forklare det kraftige udslag i meningsmålingen. Den slår selv de dårlige målinger, socialdemokraterne havde efter Poul Nyrup Rasmussens efterlønsaftale med Venstre i 1998/99. Der er sket noget med vælgerne. De er blevet mere volatile. Trofastheden over for de gamle, velprøvede partier er ikke længere så stor. Igen byder sammenligningen med græsk politik sig til, selv om de to lande befinder sig i meget forskellige situationer i the North-South Divide.

Comments Off on Austerity er ikke en sællert

In Search of Excellence?

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 07/06/2011

Det er ikke nogen særlig genial idé at offentliggøre eksamensgennemsnit for landets gymnasier og HF-kurser, som Undervisningsministeriet gjorde det i går. Det er ikke god “forbrugervejledning” for elever og forældre, hvis det er ment som sådan.

Det er kun karaktererne i de skriftlige eksaminer, der er nogenlunde “objektive” udtryk for, hvad eleverne kan. Ellers er karakterer i betydeligt omfang “kulturelle” fænomener, hvor den pågældende uddannelsesinstitutions kultur, lærerforventninger, holdninger til undervisning og elever, etc spiller en betydelig rolle for karaktergennemsnittet.
    Det allermest afgørende er dog, at den sociale rekrutering til skolerne er forskellig.  Hvor bor de ressourcestærke? Det bekræftes f.eks., når man ser listen over de 5 bedste:

Aurehøj gymnasium 7,91
Sankt Annæ Gymnasium 7,89
Aarhus Katedralskole 7,87
Østre Borgerdyd Gymnasium 7.87
Ingrid Jespersens Gymnasieskole 7,82

Det er almindelig kendt, at disse fem institutioner i højere grad rekruterer fra de “dannede” middellag end de dårligt scorende institutioner. Når man får godt elevmateriale ind, vil scoren alt andet lige blive højere. Det gode elevmateriale findes i bestemte kvarterer i storbyerne, og det findes generelt højere grad i universitets- og centerfunktionsbyer som København og Aarhus. Derved kommer offentliggørelse af listen også til at emme af social nedgørelse af Udkantsdanmark.
     Der kan komme altså til at ligge et element af noget socialt diskriminerende i offentlggørelse af listen. Den kan blive til en selvopfyldende profeti snarere end en spore til at excellere, fordi ansøgerne måske vil søge væk fra de dårligst scorende mod de bedst scorende, i hvert fald i områder, hvor der kan vælges mellem institutioner.
    Det kan også komme til at underminere eksamens- og karaktersystemet. Det følger jo af, at det netop ikke –  bortset fra nogle skriftlige eksaminer – er “objektive” forhold, som karaktererne måler. Formentlig vil næste års resultat gennemsnitligt komme til at ligge højere. Men er det ikke bare dejligt at se, at Vidensdanmark klarer sig så godt?

Comments Off on In Search of Excellence?

2 + 2 = 5,5

Posted in Økonomi, Politik by Gregers Friisberg on 16/03/2011

At 2 + 2 = 5,5 er en logik, der ikke kun gennemtrænger den moderne del af finansverdenen, når den udvikler sjove finansielle instrumenter, men også dansk politik, når nye partier gebærder sig på det politiske marked.

Et af Anders Samuelsens yndlingscitater er en udtalelse af Churchill om, at “man skal ikke have tillid til andre statistikker end dem, man selv har manipuleret” (Do not trust any statistics you did not fake yourself). Statistik er for den behændige politiske konstruktør talkonstruktioner, der frembringes og sammensættes for at tjene et formål i den politisk-økonomiske konstruktion af den politiske diskurs, hvis fornemste rolle er at fiske vælgere, der søger efter et standpunkt.

Når man tager partiets program i betragtning kan man udvide citatet til, at “man skal ikke have tillid til anden økonomisk-politisk teori end den, man selv har manipuleret”. Partiets hovedpåstand om de økonomiske sammenhænge bygger på noget, der ifølge folkloren blev nedfældet på en papirsserviet af en en af præsident Ronald Reagans økonomiskie rådgivere.  

Der er en tydelig sans for, at politik er et diskursivt spil, hvor det gælder om at formulere sig på en måde, der slår igennem hos det segment, man sigter mod – næsten uanset sandhedsværdien i udsagnene, der bruges til at få vælgerne i nettet med, i øvrigt.

Anders Samuelsen og Liberal Alliance er i gang med at bygge en politisk diskurs, som kan sikre partiet repræsentation i det næste folketing med et pænt antal mandater.

I opbygningen af diskursen lægger man vægt på nogle enkle sandheder, som man forsøger at banke ind. Pengedoping fra Saxobank og andre Joakim von And’er giver ressourcerne til store reklamekampagner. Lavere skatter giver øget vækst, påstås det frejdigt uden dokumentation. Større personlig frihed gennem fjernelse af den statslige “Big Mother”. Indvandrerpolitikken skal være præget af “åbne grænser, men lukkede kasser”, så man får de kvalificerede udlændinge ind og siger nej til de uuddannede og dyre.

Samtidig forsøger man at lægge en kant til de andre partier i Folketinget. Det sker bl.a. v.h.a. vedlagte figur.

 http://www.liberalalliance.dk/presse/annoncer

De andre partier beskrives som bærere af den danske tradition for “socialdemokratisk velfærdsstat” i større eller mindre grad, hvorved de i deres tåbelige selvtilfredshed har underlagt sig den velfærdsstatslige Big Mama; hvorimod Liberal Alliance løfter sig i frihed og globalt udsyn. Man må håbe for partiet, at figuren er lavet med et smil. Ellers står det galt til med humoren i partiet.

De enkle sandheder om skattens betydning for konkurrenceevnen drives frem igen og igen. Partiet tager ikke stilling til, hvordan de enorme skattelettelser skal finansieres. Det må formodes, at man forestiller sig, at det skal ske ved de såkaldte “dynamiske effekter”, dvs lysten til at producere stiger i takt med det økonomiske udbytte .

 Hvordan sådanne effekter opstår under lavkonjunktur, siges der ikke noget om. Det tages blot for givet, at virketrangen i erhvervslivet vil vokse ligefrem proportionalt med lavere skatteprocenter, især på topskatten. Det er den velkendte incitamentøkonomiske diskurs, som allerede Laffer og Reagan kørte frem med i 80’erne. Allerede dengang viste den sig ikke at holde stik, idet den amerikanske vækst bl.a. skyldtes øgede forsvarsudgifter. Samtidig førte disse til et stigende statsunderskud i USA.

En ny politisk diskurs skal gerne  ud over en række argumenter også bestå af italesættelse og lidt sprogekvilibrisme, der serverer en ny og indbydende sproglig palet for vælgerne. I figuren ovenover bruges f.eks. to adjektiver til at beskrive værdiorienteringen i 1. kvadrants y-akse: Moderne og global. Det er to plusord. Hvem vil ikke gerne være moderne og global? Det vil partierne i 3. kvadrant sikkert også gerne være!

Omvendt med den nedadgående y-akse.  Her bruges to navneord: Tradition og nationalisme. Det er anderledes tungt og negativt ladet i forhold til at være moderne og global.

Hvad nu hvis disse to tillægsord skrives om til navneord: Modernitet og globalisering? De skifter i betydelig grad betydning. Modernitet står for en kompleks samfundstilstand, der er meget andet end det positive ord “moderne”. “Globalisering” er også et meget mere komplekst begreb end global. At være “global” er udtryk for udsyn til Verden. “Globalisering” beskriver komplekse processer og samfundstilstande, der ofte opleves som havende negative bibetydninger: Outsourcing, sweatshops, finanskrise.

Et blik på den foregående blogpost kan give et indtryk af nogle af problemerne, som den økonomiske frihed, Liberal Alliance gør sig til fortaler for, kan indebære. Vi har allerede set, hvordan Verdensøkonomien har været tæt på at gå i stå som følge af lidt for meget frihed og kreativitet i finanssektoren. Problemet med Samuelsens frihedsbegreb er, at det omfatter denne “frihed” plus en lang række yderligere friheder, altsammen bragt sammen i en pærevælling af forvirring, der lukker for klare politiske optioner og valg, snarere end at give disse.

Liberal Alliance vælger at lægge skattelettelserne der, hvor de har mindst effekt. Det vil ikke have meget virkning at sænke selskabsskatten, da virksomhederne i forvejen via gunstige afskrivningsregler kan nedbringe, eller evt. helt undlade at betale denne skat. Topskattelettelser kan muligvis have en effekt på arbejdsudbudet under højkonjunktur med mangel på arbejdskraft, men har det næppe i krisetider. Desuden kan virkningen gå den anden vej: Folk erhverver eventuelt mere fritid, når den disponible indkomst gør det muligt. Derved falder arbejdsudbudet altså. Sådanne indvendinger fra universitetsøkonomiens teori er imidlertid irrelevante for partiet. Der argumenteres frejdigt ud fra den såkaldte “reformdagsorden”, som liberale økonomer har formuleret som svaret på den “lille åbne økonomis” udfordringer i lyset af den tiltagende globalisering.

Udover at indeholde en temmelig tyndbenet økonomisk politik er Liberal Alliances diskurs også en anti-establishment diskurs. Man kæmper for at gøre demokratiet mere autentisk. Det påstås, at demokratiet er afløst af en kamp om swing votes.  Nogle hundrede tusinde vælgere er svingvælgere mellem rød og blå blok, og det har reduceret dansk politik til en march på stedet, hvor kampen står om disse vælgere.  Det er en ofte fremført påstand i visse dele af  politisk teori, hvor man ser den politiske valgproces som et spejlbillede af markedet: Politikerne sælger budskaber, som var det vaskepulver, og vælgerne vælger blandt budskaberne efter, hvad der giver fuld valuta for den afgivne stemme.  
     Påstanden om demokratiets forarmelse i de store partiers kamp om svingvælgernel gøres til byggestenen for en antiestablishment diskurs, hvor ét parti – Liberal Alliance –  postulerer at stå for den autentiske vare, for Liberal Alliance kan nu sige, at alle de øvrige partier er ens m.h.t. at ligge i den socialdemokratiske velfærdssump, mens Lib. Alliance tager den påståede autenticitet i vælgernes ønsker om klare valgmuligheder alvorligt.

Spørgsmålet er, om Liberal Alliance virkelig har lært af Ny Alliances børnesygdomme. Det var bl.a. spørgsmålet om en manglende konsistent og sammenhængende politik, der fik det nystartede projekt til at lide skibbrud. Det samme ser ud til at ske for Liberal Alliance. Berlinske Tidende spurgte således om partiets holdning til aktuelle velfærdsspørgsmål, så som afskaffelse af børnecheck, ældrecheck m.v., hvor partiets kandidater udtrykte meget divergerende holdninger. Partilederen svarede:

LA-partileder Anders Samuelsen vil ikke høre tale om, at hans kandidater er splittede.»Vi går ikke til valg på at afskaffe hverken børnecheck, ældrecheck og folkepension. Og det er der heller ikke nogen af mine kandidater, der går til valg på,« siger Samuelsen.

Det lyder som om, man siger det, vælgerne gerne vil høre (populisme). Med den skattepolitik, man vil føre, kan det blive nødvendigt at skære ned på diverse velfærdsordninger. Der skal gerne være sammenhæng i et partiprogram m.h.t., hvilke udgiftsforslag der er, og hvordan de tænkes finansieret.

Avisen er også snedig nok til at spørge, om partiet går ind for fri hash. Her er der også forskellige holdninger. Partilederen går ind for det, ifølge Berl. Tidende, men vil ikke gøre det til en mærkesag, der skal kæmpes for. Det menes bare ud fra forskellige overvejelser at være en fornuftig politik, f.eks. m.h.t. at bekæmpe bandekriminalitet via det økonomiske grundlag for den. – “Og det ser ud til at have fungeret fint i Holland”. Lakmusprøven må imidlertid være, om man er klar til at tage det med i sit partiprogram og udforme en sammenhængende politik på området.

Den manglende indbyrdes programmatiske konsistens kompenseres der til gengæld for via kandidaternes formodede kândiseffekt. Adskillige af partiets topkandidater er kendte mennesker, der forventes at trække stemmer.

Comments Off on 2 + 2 = 5,5

Totalitarisme

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 27/02/2011

Der er en del forvirrede forsøg i medierne på at opklare, hvad det egentlig er for et regime Gaddafi har etableret i Libyen igennem årene. Undertrykkelsen og volden er så forfærdelig, at man leder efter forklaringer og modeller. Reelt findes der ikke helt tilsvarende paralleller.

Er det en form for totalitarisme?

Det kan minde om totalitarisme, men er det ikke. Ved en totalitær samfundsmodel forstås et styre, der gennemsyrer samfundet helt ned i den mindste detalje. Det dominerer f.eks. socialisationsprocesserne, dvs opdragelse og indlæring af roller, normer, sociale værdier og personligheder. Dertil har Gaddafis styre ikke sat sig tilstrækkeligt på samfundet. Af gennemførte totalitære samfund nævner man ofte Nazityskland og Stalins Sovjetunion. Det var samfund præget af, at søjler af magt gik ned i samfundet og dominerede det totalt – deraf betegnelsen totalitarisme. Der var en totalitær ideologi, der gennemsyrede samfundet, og som individerne forventedes at have på rygraden.  George Orwell har leveret en parodi på denne samfundsmodel i sin bog 1984.

Gaddafi har brugt udtrykket Jamahiriya om den libyske samfundsmodel. Det  betyder direkte oversat “massernes stat”.  Grundlaget for styret er Folkekongresser, hvor repræsentanter for de forskellige stammer i landet sidder. Og Gaddafi er ikke hverken præsident, regeringsleder eller noget tilsvarende, men revolutionær leder, som leder revolutionen. Libyen har altså ikke de sædvanlige statsorganer, der gør, at et evt. magtskifte kan finde sted. Landet er personligt ledet af en enkelt man og kliken omkring ham.  Hitlertyskland og Stalins sovjetunion havde trods alt statsorganer. Der var partier, et udbygget statsapparat, og organisationer, hvorigennem styrets magt kunne formuleres. Det mangler delvist i Libyen.  Det er altså ikke totalitarisme i traditionel forstand. Det er med til at give forklaringen på, hvorfor revolutionen, oprøret imod Kaddafi og forsøgene på nedkæmpelse af den,  bliver så kaotisk, når den kommer. Og det forklarer også , hvorfor oprøret søger efter samlende symboler, f.eks.flag og samlende personligheder fra området før Gaddafi.

Det er svært at forestille sig traditionel totalitarisme i vore dages globaliserede verden. De totalitære samfundsmodeller var nationalistiske modeller. Det var samfund, der lukkede sig af over for den øvrige Verden. Derfor kan man også se tendenser til totalitarisme i Kina op til og med kulturrevolutionen. Da Kina begyndte at åbne sig op over for den øvrige verden fra slutningen af 1970’erne, udvikledes snarere en autoritær samfundsmodel i landet.

Comments Off on Totalitarisme

Knibtangsmanøvrer

Posted in Økonomi, Politik by Gregers Friisberg on 09/01/2011

Kilde: Tal fra Økonomisk redegørelse, dec. 2010. Finansministeriet. Ark her.

Det er dog ganske utroligt som denne figur er blevet brugt som støtte for velfærdsdiskurser på det sidste. Lars Løkke Rasmussen bruger den i sit “brev til danskerne” og som afsæt for forslaget om afskaffelse af efterlønnen. Og Socialdemokraterne bruger den – forlænget bagud nogle år –  i deres argumentation imod VK’s økonomiske politik.

Der er flere kommunkationsfolk, der har sat spørgsmålstegn ved, om denne måde at bruge statistik på er den rette måde at kommunikere politiske budskaber på. Men det er der nok ikke nogen tvivl om, at det er, hvad de voldsomt svingende meningsmålinger måske også giver en antydning af. Men grunden til det er da også netop, at en statistisk sammenhæng som den ovenstående både er meget enkel og meget grafisk. Den viser helt konkret en “knibtangsmanøvre”, og oven på den megen snak om eurokrise, og hvordan krise påvirker dansk økonomi, er den perfekt til at fremmane et billede af blindgyde, man skal vogte sig for at gå ned ad.

Sagen er imidlertid den, at man ud fra de enkle statistikker og fremskrivninger i Økonomisk redegørelse kan tegne mange scenarier for dansk økonomi  –  også nogle, der er ret optimistiske, f.eks. tallene for betalingsbalancen, der jo nærmest viser Danmark som hørende til klubben af nordeuropæiske superøkonomier. Så er der andre tal, f.eks. konkurrenceevnetal og tal for budgetbalance på offentlige budgetter, samt arbejdsløsheden, der peger i en anden retning.

Tallene giver altså som helhed gode muligheder for at stille forskellige diskurser op, dels f.eks. den, at den økonomiske ledelse af landet har været lemfældig  – med for store skattelettelser, dels, at problemerne er kommet til os udefra  –  men måske kunne have været bedre håndteret.

Men det er også et spørgsmål om præsentation. Lige så grafisk advarende knibtangen er, lige så søvndyssende beroligende kan en anden præsentation af tallene virke, jvf fig. herunder, hvor beskæftigelsen er vist med en anden målestok på y-aksen.

Nok kan landets økonomiske situation tage sig alvorlig ud, sammenlignet med f.eks. lande som Tyskland, Sverige og Holland, der har værnet bedre om konkurrenceevnen, men det er så sandelig også et spørgsmål om præsentation, og hvilken diskurs denne skal støtte.

Hvis man f.eks. vil stille spørgsmålstegn ved, hvorfor netop efterlønnen er taget ud til særbehandling, så kan man gå historikken i V’s afsøgning af muligheder for økonomisk-politiske indgreb igennem, hvor både førtidspension, SU-reform og andet har været inde i billedet, og man kan stille argumentationen om efterlønnens muligheder for at tilvejebringe økonomisk sanering op på forskellige måder, jvf figuren ovenover (hvor der i denne omvendte diskurs’ interesse er manipuleret med y-aksen).  Eller når man inddrager udgifterne til sociale overførselsindkomster i alt, hvor Økonomisk redegørelse har en udførlig tabel, der sætter tingene ganske meget i perspektiv, jvf også figuren herunder, tegner der sig interessante alternativbilleder.

Både antal efterlønsmodtagere og udgiften til dem er faldende.  En afskaffelse af efterlønnen vil som bekendt nok føre til besparelse på denne offentlige udgiftspost, men vil til gengæld kunne få nogle af de andre til at svulme, afhængig af, hvor alternativordninger for forsørgelse af +60-årige vil blive bygget op. Snakken om besparelse på 15 mia kr er altså, i hvert fald på det kortere sigt, vildt optimistisk.

Comments Off on Knibtangsmanøvrer

Fornyelse i britisk politik?

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 16/04/2010

Kan Clegg, den liberaldemokratiske leder i Storbritannien, forny britisk politik? Det spørgsmål stiller adskillige britiske medier i dag efter TV-debatten i går, den første nogensinde.  At dømme efter meningsmålinger havde debatten en betydelig virkning m.h.t. at flytte stemmer.  Debatten blev set af 9,4 mio, og umiddelbart må man betegne den som en succes. Der var hurtige meningsudvekslinger, og de tre politikere gjorde det godt, især altså Clegg.

Han udpeges også mange steder af kommentatorer som “vinderen” af TV-debatten. Efter skandalen om de britiske parlamentarikeres udgiftsbilag er der betydelig politikerlede i Storbritannien. Den rammer især det siddende regeringsparti, Labour, men også De Konservative, der fører i meningsmålingerne. Men De Konservative er ramt af flere skandaler, både udgiftsbilag og Lord Ashcroft, en udlandsbrite, som har en fremtrædende position i partiet, har givet støtte til det, samtidig med at han har undgået at betale skat.

Liberaldemokraterne går heller ikke ram forbi m.h.t. manipulation med expeses-bilag, men i mindre omfang end de to store partier.

Gordon Brown, PM for Labour, lægger op til samarbejde med Liberaldemokraterne. Det er udsigten til dødt løb – et “hung parliament”, der gør det. I går forsøgte han under debatten at få Clegg med i en “knibtangsmanøvre” over De Konservative, – i en fælles indkredsning af de svage punkter i Camerons politik. Men Clegg hoppede ikke på den. Han kritiserede tværtimod Labour for ikke at have gjort noget alvorligt ved de demokratiske reformer af britiske politik, som er blevet lovet, og som Liberaldemokraterne i Underhuset har stillet forslag om.

I går strøg løfterne om reformen igen gennem luften: Recall (mulighed for at tilbagekalde en MP’s mandat, hvis valgkredsen er utilfreds med den førte politik. Et valgt overhus. Petitionmulighed fra vælgernes side,
Reformer af valgmåden, etc. Labour lovede allerede før valget i 1997, hvor partiet tog over fra De Konservative, at der skulle laves reformer af valgmåden til Underhuset (flertalsvalg i enkeltmandskredse, som favoriserer de store partier).  Labour har frafaldet det tidligere ambitiøse, men mere demokratiske krav om at gå over til forholdstalsvalg. Nu foreslår partiet et såkaldte Alternative vote system, der indebærer to stemmesedler. Vælgerne skal altså sætte to kryds, og en kandidat er først valgt, når kandidaten har nået 50 pct med 1. og 2. stemmer.  Man mener dermed, at det giver bedre  legitimitet, fordi halvdelen af en valgkreds’ vælgere står bag den pågældende.  Problemet er imidlertid, at alternative vote systemet ikke flytter ret mange mandater – ikke nær så mange som forholdstalsvalg vil gøre.  I det hele taget virker de to gamle partier noget lunkne i deres fornyelsespolitik.

Den politisk-ideologiske forskel imellem dem er også ret begrænsede. Labour er mere stat  – og mindre personlig frihed/menneskerettigheder (ifølge Konservative og Liberaldemokrater). Konservative er mere personlig frihed (efter egen mening)og kommunitarisme – og mindre stat. Den økonomiske krise kan gå hen og koste David Cameron den sejr, der ellers i lang tid har set sikker ud.  Han har kritiseret det store budgetunderskud på statsbudgettet, men det ser ud til, at Browns argumenter om, at det er nødvendigt som krisebekæmpende politik er ved at gå ind hos vælgerne. Derfor ser man også Cameron trække kraftigt i land, hver gang Brown går i kødet på ham med spørgsmål om, hvor præcist det er der skal spares. 

Der er langt fra Cameron til Thatcher. I modsætning til hende mener Cameron faktisk, at der er et samfund. Befolkningen er ikke bare en samling atomiserede individer på et marked. Der er skruet ned for den liberalistiske ideologi.  Kommunitarismen er den mest fremtrædende del af De Konservatives forslag til ny politik efter Labour.  Men om det kan lade sig gøre at engagere borgerne i community service i den grad, De Konservative forestiller sig det, er nok tvivlsomt.

Comments Off on Fornyelse i britisk politik?