Gregers Friisberg

Klimavalg?

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 12/06/2019

Ifølge DR.dk nyheder var valget den 5. juni 2019 et “klimavalg”.

Man begrunder det med resultatet af en undersøgelse lavet på RUC’s center for journalistik:

Hvad handlede valget om?

  1. Klima og miljø: 23 procent
  2. EU: 22 procent
  3. Flygtninge og indvandrere: 20 procent
  4. Velfærd: 14 procent
  5. Økonomi: 9 procent
  6. Pension: 5 procent
  7. Sundhed: 3 procent
  8. Normeringer i daginstitutioner: 3 procent
  9. Forsvaret: 1 procent

Kilde: RUC og DR nyheder.

Det er resultatet af en såkaldt kvantitativ medieanalyse, en indholdsanalyse, hvor man har talt op, i hvor høj grad emnerne er blevet omtalt i i alt 99 medier i Danmark.

Der er nok noget om det; man skal dog være opmærksom på, at der kan være en del problemer i forbindelse med brug af en sådan undersøgelse. Det gælder bl.a., at man jo tæller alt, skidt og kanel i én pærevælling, hvor man i stedet kunne have inddelt omtaler af klima efter væsentlighedskriterier.
Hertil kommer, at selve det at det nævnes i medierne, ikke nødvendigvis betyder, at det hæfter sig i vælgernes bevidsthed – og endnu vigtigere – i vælgernes prioritering af emnerne. Og endelig: Hvordan fortolker politikerne, hvad der sker?

klimamarch2
Fra “Folkets klimamarch” før folketingsvalget.

Her kan man selvfølgelig sige, at f.eks. Dansk Folkepartis (DF) totale fejlfortolkning af, hvad der rørte sig, når de talte om “klimatosser” og “klimahysteri” netop kunne vise betydningen af at forstå undersøgelsens kodning af vælgernes bevidsthed.
På den anden side kan det hævdes, at DF stadig fortolker sit særlige vælgersegments holdninger, men at partiet ikke helt har set, hvordan dette segment er mindsket i størrelse, når mange vælgere er sivet til Socialdemokratiet, Venstre og populisterne på den yderste højrefløj.

Man har igennem mange år i politologisk forskning undersøgt vælgernes politiske dagsorden. Det er sket igennem spørgeskemaundersøgelser, hvor man spørger til, hvordan vælgeren vil prioritere de vigtigste politiske sagsområder.

Vælgernes politiske dagsorden:

Procent 2011 2015
1. Arbejdsløshed 12 6
2. Betalingsbalancen 0 0
3. Skat 4 5
4. Økonomi i øvrigt 22 7
Økonomiske emner i alt 38 18
5. Miljø 6 7
6. Velfærd 37 43
7. Indvandring 6 17
8. EU, udenrigs- og forsvarspolitik 2 3
9. Andet 11 12

Der har ifølge valgundersøgelserne efter flere folketingsvalg været en tendens til faldende betydning af de økonomiske emner.
Det går meget godt i tråd med den udbredte antagelse om, at værdipolitik bliver vigtigere og vigtigere, og fordelingspolitik omvendt aftager i betydning. M.h.t. klima er der dog den vigtige pointe, at dette émne indeholder væsentlige fordelingsdimensioner. Det er de socialt og økonomisk udsatte, der rammes hårdest af klimaændrinernes virkninger på økonomien og fordelingen af de producerede goder. Det er  dermed afhængig af ideologi og holdninger til Højre-Venstre.
Det er heller ikke ligegyldigt, om klimaproblemerne kan løses inden for systemets rammer, eller om det kræver dyberegående systemændringer.
Det sidste har dog ikke figureret særlig meget i den danske debat og i mediebilledet.
Her antages det friskt og frejdigt, at man kan nedbringe CO2-udledningen 60/70 pct inden 2030, og landet kan gøres CO2-frit inden 2050, –  uden at inddrage det danske forbrug og den globaliserede transportsektor, hvor udviklingen er præget af en outsourcing af produktion til de nye industriøkonomier som Kina og Indien. For Danmark har det været relativt nemt at nedbringe CO2, fordi landet har udviklet sig fra industriøkonomi til service- og informationsøkonomi.
Problemet er flyttet andre steder hen. Så længe det ikke koster noget, er det nemt at være klimakriger!

GroenStormagt
Socialdemokratisk valgplakat. Socialdemokraterne var mere heldige end DF’erne med deres “klimatosse”-bemærkning til at lodde folkestemningen. Men læg mærke til de meget generaliserende bemærkninger om sagsområdet. Der er ikke lovet noget særlig konkret, specielt ikke med den skjulte Trump-inspiration (“MAGA”).

 

 

Advertisements

Comments Off on Klimavalg?

FV2019 og den svære vej frem i det nye folketing

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 07/06/2019

På en måde kan man sige, at vælgernes tale var klar ved folketingsvalget den 5. juni. Man vil have “en ny retning for Danmark”. Der blev et “rødt flertal” i folketinget på 91 mandater (SD 48, Enh.listen 13, SF 14 og Radikale 16).

Men det blev alligevel til en slags “grumset folketing”, idet disse 4 partier indbyrdes stiller med ret så forskellige krav og er forskellige i deres økonomiske politik. De Radikale har nok et  humanistisk hjerte for børnene fra Sjælsmark og flygtninge/asylansøgere, hvad der har givet partiet et godt valgresultat (fordobling af mandattallet), men de har en borgerlig økonomisk politik, der ikke lader blå blok meget tilbage m.h.t. ønsker om arbejdsmarkedsreformer efter bedste nyliberale opskrift, så arbejdsudbudet kan øges til de danske virksomheder, der angiveligt midt under højkonjunkturen står og mangler arbejdskraft.

Det lagde op til svære regeringsforhandliger for den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen, der fik til opdrag af dronningen at skulle undersøge mulighederne for dannelse af en regering, der ikke ville få et flertal i Folketinget imod sig.

VHkosmopol

Note: Ordet “globalisering” kan ses som et tvetydigt begreb i  den værdipolitiske akse øverst. Ved åbenhed for globalisering forstås der, at man går imod nationalistiske løsninger og ind for mere samarbejde i politisk globalisering. Men der kan være modstand imod negative virkninger af den som f.eks. social dumping som konsekvens af arbejdskraftens frie bevægelighed. Den vandrette fordelingspolitiske akse er en traditionel VH-akse, der går på ligheds-ulighedspolarisering via skattepolitik og velfærdspolitikkens fordelingsvirkninger. Links;  Danmarks Statistiks temaside om folketingsvalget. Se i øvrigt valgresultatet her: DR’s overbliksartikel med valggrafikker,., DR’s webdok, hvor man kan se fordelingen af de 3,6 millioner stemmer – helt ned til lokale gymnastiksale.

 

Mette Frederiksen ønskede at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Der var mange modstridende politikker, der skulle falde i hak, før en sådan regering ville kunne få tilstrækkelig parlamentarisk støtte.
Mette Frederiksen har drejet Socialdemokratiet til højre i indvandrerpolitikken. Begrundelsen er angiveligt, at prisen for ureguleret globalisering med masseindvandring og fri bevægelse af arbejdskraft er blevet betalt af arbejderklassen i form af lavere realløn igennem større konkurrence om jobs og boliger. Hun har set værdipolitik i et fordelingspolitisk perspektiv. Det har hjulpet med til at kapre vælgere fra Dansk Folkeparti, men gjorde det vanskeligere at indgå aftale om parlamentarisk støtte med venstrefløjen (incl. Radikale), der nu værdipolitisk står langt til venstre for hende i disse politiske sager.
På den anden side har det løftet det værdipolitiske åg, som Socialdemokraterne har måttet leve med siden 2001, nemlig at valg og regeringsdannelse i Danmark har været bestemt af, at DF og andre borgerlige partier har “spillet det indvandrerpolitiske kort” og derved har kunnet holde sig ved magten.

Når hun ville danne en mindretalsregering, er det åbenbart for at stå med større manøvremuligheder i det nye folketing, idet hun vil kunne bruge de højrestillede partier til et samarbejde om vedtagelse af finanslov og økonomisk politik, samt ikke mindst indvandrer- og udlændingepolitik, og de venstrestillede partier til dele af velfærdspolitikken, klima- , energi- og transportpolitik. DP

De Radikale kan komme til at overspille deres genvundne position som kongemager midt i HV-spektret. De har som “kongemager” og tunge på vægtskålen muligheden for at lægge deres lodder i den ene eller anden vægtskål.

Det er forståeligt, at Mette Frederiksen vælger étpartiregeringsstrategien, idet bl.a. “vælgerlussingen” til Dansk Folkeparti (DF) delvist kan forklares ved vælgere, der er trætte af den form for blokpolitik, der er ført de forløbne år, hvor mange forlig i Folketinget mellem den blå regering og DF er startet i DF’s inderkreds og har fået farve af den xenofobiske politik, partiet har stået fadder til.
Integrationsminister Inger Støjbergs fødselsdagslagkage med fejringen af 50 udlændingestramninger er ikke kun symbolpolitik, men udtryk for en snigende xenofobisering af dansk politik og den politiske diskurs, der til sidst viser sig at have taget alt for mange vælgere med bukserne nede om haserne.

Det er imidlertid et spørgsmål, om Frederiksens håb om en  “a la carte parlamentarisme” vil være en holdbar vej frem i det nye folketing.
De partier, hun indgår forlig med på nogle områder, vil forsøge at stille betingelser, der binder hende på andre områder.

Når hun går efter denne strategi, er det formentlig bl.a. på baggrund af erfaringerne med S/SF/R – regeringsdannelsen i 2011, hvor De Radikale var bundet op på forlig indgået under den tidligere VK-regering, og dette kom til at lægge rammer for S/SF/R-regeringens arbejde – og dens sluttelige sprængning i januar 2014, da SF gik ud.
Foranlediget af intern splittelse omkring spørgsmålet om salg af aktier i DONG Energy til Goldman Sachs måtte SF gå ud.

Socialdemokratiet er bundet af velfærdsforliget fra 2006. Hovedideen i dette forlig er at opjustere alderen for, hvornår danskerne gennemsnitligt kan gå på pension, i takt med den stigende levealder. Det er svaret på “den demografiske udfordring”, der ellers vil gøre det vanskeligere at finansiere velfærdsstaten (flere og flere over-80-årige, der skal forsørges af færre og færre i de arbejdsdygtige aldre).
Det har ligget som en skygge over SD’s forsøg på at formulere en ny pensionspolitik. Og det har formentlig spillet en rolle for partiets valgresultat, at man ikke over for vælgerne har kunnet skabe klarhed over de fremtidige pensionsvilkår, når og hvis partiet kommer til magten.

Efter nogle ugers forhandlinger kunne Mette Frederiksen præsentere en socialdemokratisk mindretalsregering, som skal bygge på parlamentarisk støtte fra de partier, der anbefalede hende som leder af forhandlingerne om dannelse af regering. Enigheden mellem partierne blev formuleret i en aftale.

BILAG:
Et nyt paradigmeskifte?

Den helt store knast for de kommende regeringsforhandliger bliver formentlig det såkaldte “paradigmeskift”, som det tidligere folketing – foranlediget af DF – vedtog i starten af 2019. Det var i medfør af finanslovsaftalen for 2019, og går under navnet Lov 140: Ifølge Folketingets web lyder det således (resume):

Ministerområde:

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Resumé:
Lovforslaget er en implementereting af de dele af finanslovsaftalen mellem regeringen (V, LA, K) og Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. Aftalen blev indgået den 30. november 2018.
Lovforslaget indeholder ændringer i en række love herunder særligt udlændingeloven, integrationsloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og den kommunale og regionale valglov mm.
I udlændingeloven ændres ordlyden i § 7 og § 8, så det fremgår, at opholdstilladelserne gives med henblik på midlertidigt ophold. Samtidig understreges, at hovedreglen ift. flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse skal være, at en opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, når det er muligt, med mindre det er i direkte modstrid med Danmarks internationale forpligtelser. Ministeren får endvidere mulighed for at indføre et loft over familiesammenføring, hvis kapaciteten hos udlændingemyndigheder og absorptionsevnen i kommunerne er under pres.
Lovforslaget indeholder endvidere en skærpelse af reglerne og straffen for at overtræde opholds- og meldepligt for personer, der er til fare for statens sikkerhed, fremmedkrigere eller afviste udlændinge, der har begået kriminalitet. Et element i stramningen er muligheden for at indføre melde- opholdspligt på f.eks. øen Lindholm. Et andet element i forslaget er en øget straf for brud på et indrejseforbud. Straffen udløses også ved førstegangsovertrædelser.
Derudover omdøbes Integrationsprogram og Integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og til overgangsydelse. Samtidig reduceres satserne, og refusionen for hjælp i særlige tilfælde omlægges. Kommunernes pligt til at anvise en bolig ændres til en pligt til at anvise et midlertidig opholdssted. Det betyder, at det hidtidige retskrav på en permanent bolig til flygtninge ophæves.
Lovforslaget indeholder en styrkelse af mulighederne for og en øget rådgivning om repatriering. Personkredsen med adgang til repatrieringsydelse udvides. F.eks. får personer med dobbelt statsborgerskab adgang til repatriering.
Endelig ændres den kommunale og regionale valglov, så man skal ophold i Danmark 4 år forud for kommunale og regionale valg for at opnå valgret og valgbarhed mod 3 år i dag.
Lovforslaget trådte i kraft den 1. marts 2019. Dele af lovforslaget træder dog i kraft på forskellige tidspunkter over de næste to år.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 76 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 24 (EL, ALT, RV og SF)

 

Socialdemokraterne har altså stemt for dette, og Mette Frederiksen har personligt tilsluttet sig paradigmeskiftet.

Paradigmeskiftet er lodret imod, hvad de øvrige partier, især Enhedslisten og Radikale, mener. Der er tale om skærende kontraster i de politiske holdninger til et væsentligt politikområde. Det lykkedes dog i “aftalen” om et regeringsgrundlag at bygge nogenlunde bro over modsætningerne, så den nydannede regering kunne gå i gang med sit arbejde.

Comments Off on FV2019 og den svære vej frem i det nye folketing

Valg 2019. Kamp om velfærdsdiskursen

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 10/05/2019

Løkke Rasmussen opdager lidt vel sent inden valget, at vælgerflertallets prioritering af lavere skat i forhold til velfærd  ser ud til at have flyttet sig. Nu går han ind for stort set det samme velfærdsløft (vækst i offentlig sektors forbrug), som Socialdemokraterne har gjort sig til talsmand for. Velfærden skal stige 0,65 pct årligt frem til 2025. Det skulle gøre det muligt at løfte den såkaldte demografiske udfordring, der består i, at både antallet af ældre og antallet af børn forventes at stige i den pågældende periode, hvad der vil udløse øgede offentlige udgifter til ældrepleje og børnepasning. Altså alt andet lige: Status quo for den såkaldte kernevelfærd.
Det er det såkaldte økonomiske råderum, der disponeres over. Det opstår ved, at der bliver rum til øgede offentlige udgifter, når indtægterne til det offentlige stiger som følge af BNP-vækst.

For at det kan få maksimal effekt i en valgkamp har han så sagt, at det offentlige forbrug på 500 milliarder vil blive øget med 69 mia kr., hvad der er blevet bestridt, idet der opstår tvivl om, hvordan man når frem til tallet.   Måske er tallet i virkeligheden kun godt 20 milliarder.

Det er utroligt, at der kan opstå så meget diskussion om nogle relativt simple tal.

Udvikling i offentligt forbrug ved stigning på 0,65 pct årligt
År 2019 20 21 22 23 24 2025
Off. For-brug 500 503 507 510 513 516 520
Akkumuleret Off. Forbrug 3 7 10 13 16 20 69 (Sum)

Note: Forudsætning om realvækst eller 0-inflation. Download beregning her.

 

Tal er ikke i sig selv diskursive. Men det bliver de meget let, når de skal anvendes i en mere kompleks kontekst.

Og der er ingen tvivl om, at der er mere knaldeffekt for pengene, når man kan sige, at man vil løfte den offentlige velfærd med 69 mia i stedet for kun godt 20 mia. Det sidstnævnte tal er velfærdsløftet i året 2025. Men når de samlede udgiftsstigninger lægges sammen som akkumuleret offentligt forbrug over årene, jvf sidste række i tabellen ovenover, så kan det summe sammen til 69 mia.

Problemet for Løkke er for det første, at han løber sur i tallene – eller snarere i diskursen, idet han ikke får forklaret, hvori forskellen i beregningen af de to tal nærmere er, for det andet, at han ikke har inddraget, eller informeret, sine regeringspartnere. De må stå med en underlig smag i munden. Men i en valgkamp er enhver sig selv nærmest, synes logikken at være.

Comments Off on Valg 2019. Kamp om velfærdsdiskursen

Første meningsmåling efter valgets udskrivelse

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 08/05/2019

Allerede på dagen for valgets udskrivelse fik Epinion lavet den første meningsmåling for DR.
Den viser en stærk fremgang for rød blok i forhold til valget i 2015. Fremgangen er så stor, at det er svært at forestille sig, at blå blok vil kunne indhente denne føring. Socialdemokraterne skulle altså have gode muligheder for at danne regering.
En sådan undersøgelse er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed. Men selv med inddragelse af en beregning af den statistiske usikkerhed, ser resultatet ud til at være ret signifikant.

Ifølge målingen får det nye parti Stram Kurs 2,6 pct. Med en beregning af den statistiske usikkerhed’, vil det give et interval på +/- 0,8. Dvs at resultatet med 95 pct sandsynlighed kan forventes at ligge på mellem 1,8 – 3,4. Der er altså ikke statistisk sikkerhed for, at partiet kommer ind, set ud fra denne opinionsmåling.

Det kan nå at ændre sig meget inden valget. Rasmus Paludans gentagelser under partilederdebatten i TV om aftenen 7.5. af løftet om hjemsendelse af i hundredetusindevis af indvandrere vil næppe gøre en folketingsrepræsentation sandsynlig, når common sense sænker sig over vælgerne inden valget. Det er interessant at se, at partiet har 60-70 pct større procentvis tilslutning blandt unge vælgere end i befolkningen som helhed. Er det effekten af de mange youtube-videoer, han har underholdt danske børn og unge med?
Der er en historisk parallel. Hitlers DNSAP fik procentvist betydelig overvægt af unge, da partiet gik frem ved valgene i 1928 og 1930.
Paludan fremførte igen tidligere påstande om, at den dansk-etniske befolkning om føje år vil være erstattet af muslimer, både som følge af indvandring og som følge af større fertilitet. Det sidste kan let tilbagevises med henvisning til den demografiske statistik over udviklingen i fødselstallet blandt første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere, hvor fertilitetsmønstret blandt de, der har været længe i Danmark, ændret sig, så det næsten ligger på linje med dansk-etniske kvinder. Kønsrolleændringer og påvirkning fra kultur og livsform spiller en rolle, så familiestørrelserne kommer til at ligne de dansk-etniske.

Der ser ud til at blive kraftig tilbagegang for DF. Man kan klikke på vælgervandringer i meningsmålingen og se, at det parti, DF afgiver flest vælgere til i forhold til 2015, er Socialdemokratiet (SD).

Figur 1: Vælgermåling: Hvor er DF’s vælgere gået hen fra 2015 til meningsmåling maj 2019?
DFvandr
Kilde: Epinion og DR.

Det kunne tyde på, at Mette Frederiksen/SD er lykkedes med at kopiere den hårde flygtninge-/indvandrerpolitik. Populært sagt har SD taget en kæmpeblok arbejderstemmer tilbage fra DF.
Det har samtidig rykket forholdet mellem blokkene og gjort det muligt for SD at indtage sin klassiske position som regeringsbærende parti.
Det er tænkeligt, at SD vil vælge at benytte sig af en position som midterparti til at samarbejde og finde flertal til begge sider af Folketinget.

Det fremgår desuden af figur 1, at et stort antal DF-vælgere er gået til Stram Kurs (P) og Nye Borgerlige (D). Det er da fra DF, at disse to partier især har hentet vælgere. Det er ikke så mærkeligt, da de står for en hårdere indvandrerpolitik end DF.

Under partilederdebatten tog alle afstand fra samarbejde med Stram Kurs. Det kan måske få konsekvenser for regeringsdannelsen efter valget.
I det omfang Lars Løkke Rasmussen ikke kan indtænke eventuelle SK-mandater i en evt. parlamentarisk basis for en regering, vil det yderligere kunne cementere Mette Frederiksens chancer for at danne en SD-regering.

 

*Note:
Den statistiske usikkerhed for SK måles med formlen =1,96*KVROD(2,6*(100-2,6)/1616), hvor tallet 1616 er stikprøvestørrelsen. Det giver 95 pct sandsynlighed for, at resultatet på 2,6 pct ligger inden for intervallet.

 

 

 

 

Comments Off on Første meningsmåling efter valgets udskrivelse

Demokratisk udfordring

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 07/05/2019

Tænk, hvis Rasmus Paludan kommer i Folketinget med Stram Kurs.

Hvordan vil det påvirke dansk politik, hvis han kommer ind med et antal MF’er?
Venstre og Konservative har ifølge Politiken ikke afvist muligheden af at tælle hans mandater med i et flertal. Det er lodret modsat den holdning, de politiske partier i Sverige har indtaget i forhold til Sverigesdemokraterne.

Dansk Folkeparti har udtrykt, at det er op til vælgerne at afgøre, om han skal sidde i Folketinget.

Det lyder meget demokratisk, at det er vælgernes ansvar at afgøre, om han skal repræsenteres.
Spørgsmålet er blevet aktuelt efter, at det er kommet frem, at han ikke alene har en “racisme-dom” (for overtrædelse af straffelovens §266 B om forhånelse af en gruppe), men også en dom for at svine en offentlig politiembedsmand til:

“… han var tiltalt for i flere mails at have hånet og fornærmet en politiassistent fra Københavns politi. Blandt andet kaldte han politiassistenten ‘kriminel snothvalp’, ‘ulækker’, ‘følelsesmæssig uligevægtig’ og ‘ildelugtende slum”” (straffelovens §121).

DF’s holdning er forståelig ud fra den betragtning, at det kunne virke som om, DF ville være bange for eventuel konkurrence om vælgernes gunst op til et valg. Det ville kunne svække partiet i konkurrencen med Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Man skal ikke gå længere væk end til Stram Kurs’ website for at finde lignende – eller faktisk endnu værre lignelser og ubehagelige sprogblomster. F.eks.:

Demonstration for PROFETEN MUHAMMADS DYRESEX og afbrænding af koran
Tid og sted: Søndag den 3. marts 2019 kl. 14.00 på den ovale cirkel midt i Hånbækparken i Frederikshavn
Undertema: Før vi brænder koranen uddeler vi 500 eksemplarer af en tegning, der viser profeten Muhammad blive penetreret analt af en hund, mens han udfører analsex på en orne.
Demonstration for DANMARK og afbrænding af koran
Tid og sted: Lørdag den 16. marts 2019 kl. 23.00-02.00 for enden af Old Irish Pub i Jomfru Ane Gade i Aalborg
Undertema: Før vi brænder koranen putter vi rå stykker bacon mellem dens sider.

Når det danske demokrati skal hædres, er det meget ofte grundloven, der trækkes frem. Det er den borg, det danske repræsentative demokrati er bygget på. Grundloven står som lov over de love, Folketinget vedtager.

Grundloven udtaler sig ganske utvetydigt om valgbarheden for en mand som Rasmus Paludan. Det står klart i § 30:

§ 30 
Stk. 1. 
Valgbar til folketinget er enhver. som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget. (Grundloven)

Der er ikke meget tvivl om, at Rasmus Paludan med racismedommen ifølge grundloven er uværdig til at sidde i Folketinget. At det kan få den slags konsekvenser, er tilsyneladende en holdning, han selv har delt, men nu tager afstand fra.
Man risikerer at gøre det høje Ting til endnu mere politisk teater, end det er i forvejen.
Man har måske glemt, at MF’erne nyder beskyttelse af parlamentarisk immunitet (grl. §57). Det vil give Paludan licens til at fremture med sit teater og gøre en joke ud af Tinget og den danske lovgivningsproces.

 

Comments Off on Demokratisk udfordring

Stram kurs i Folketinget?

Posted in English, Politik by Gregers Friisberg on 02/05/2019

Så kom den første meningsmåling efter Blågaards-Pladsoptøjerne lige før påske.
Balladen om Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs. førte til over 70 ildspåsættelser rundt omkring i Københavns-området. Det sikrede den indirekte anstifter Paludan celebrity-status i løbet af få døgn.

Det er den rekordhurtige indsamling af over 21.000 underskrifter og disses mulige godkendelse, der gør, at meningsmålingsinstitutterne nu inddrager partiet. Herunder kommer resultatet af Megafonmålingen for TV2, som faktisk indikerer en mulighed for repræsentation, idet partiet kommer over de 2 pct spærregrænse.

StramkursiFT

Her er det, man må sige, at medierne har gjort deres arbejde godt. Det er overvejende sandsynligt, at det er den store presseomtale, der har givet Rasmus Paludan en politisk platform af dette omfang.

Og hvad er det så for en gøgeunge, man hjælper med at få lempet ind i Demokratiets rede?

pal1
Anti-Paludan demo outside Paludan’s attorney’s office in Copenhagen working class area Sydhavnen

 

 

Det er en bigot højrenationalist – en nativist-identitær af værste skuffe. Og samtidig en mand, der har mentalt voldforført en stor del af den opvoksende ungdom – uden at forældre og undervisningsinstitutioner har opdaget det. Indimellem er det foregået midt i skoletiden, hvor det er lykkedes Paludan at få børn i tale.  Man må lade ham et vist talent m.h.t. at kommunikere med børn i øjenhøjde.

Partiet beskriver på sin hjemmeside det ideologiske udgangspunkt som: “Vores filosofiske grundlag er etnonationalistisk utilitarisme.”

Hermed roder partiet sig ud i problemet med at skulle definere, hvad en dansker er. Det bliver til en intellektuel øvelse, der ikke viger meget tilbage for noget lignende, der skete med vedtagelsen af Nürnberglovene i 1935 i nazi-Tyskland.

Danskere er personer, der var etniske danskere ved fødsel eller blev adopteret som spædbørn. Danskere har dansk slægt og dansk modersmål. Herudover er en dansker karakteriseret ved, at han eller hun har haft dansk statsborgerskab fra sin fødsel og ikke har noget andet statsborgerskab. En dansker er en del af og omfavner den danske kultur og er præget af oplysningstiden og af vesteuropæisk og nordisk civilisation. En del af den danske kultur er det kulturkristne livssyn og anerkendelsen af det verdslige samfund.

Hertil kommer så en stram udsendelsespolitik til de mennesker, der ikke lever op til kriterierne:

Danmark skal udvise enhver ikke-vestlig person, der har opnået asyl og som ikke er oprindelig statsborger i et af Danmarks nabolande. Danmark skal udvise enhver ikke-vestlig person, der ikke er dansk statsborger. Udvisningen skal ske således, at ikke-vestlige personer med midlertidig opholdstilladelse ikke får deres opholdstilladelse fornyet. Ikke-vestlige fremmede med permanent opholdstilladelse bør som udgangspunkt have tilladelsen annulleret og udvises.

Partiet taler om at den “etnonationale homogenitet” skal blive “genoprettet. Først, når der er identitær sammenhængskraft, kan friheden blomstre og statens magt mindskes

Partiet mener, at Danmark skal opsige FN-konventionerne. Det vil være nødvendigt for at realisere denne fascistoide politik (a la Nürnberglovene og racepolitikken i Tyskland).

Partiet vil også være nødt til at ændre grundloven: Det er partiets politik, at islam skal være forbudt i Danmark.
Det er imod den grundlovssikrede frihed til at udøve sin religion. Partiet mener dog, at en bestemmelse i grundloven skulle gøre det muligt: § 67 om religion: “[…] dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Det vil derfor være i overensstemmelse med grundloven at forbyde islam fx ved at nægte at anerkende islam som trossamfund i Danmark.

Det er imidlertid en misforståelse af §67. Det er ikke religionen islam, der udfordrer den offentlige orden. §67 er desuden møntet på brud på sædelighed, f.eks. når reliøse sekter har adfærdsformer og livsstile, der bryder med almindelige samfundsnormer.

Stram Kurs har stort set ikke udformet politik for andre områder end udlændinge og indvandring.  Andre politikområder ses også i relation til de xenofobiske holdninger til udlændinge/indvandrere. Velfærd skal f.eks. være forbeholdt de etniske kernedanskere:

Den vigtigste besparelse på velfærden er dette: Velfærd skal kun ydes til danskere. Al velfærd til fremmede skal stoppes. Fremmede skal ikke modtage nogen form for offentlige ydelser. Adgang til sundhedsvæsnet skal ligeledes være forbeholdt danskere.

Det er også imod grundloven, som ikke foretager en sådan skelnen. Grundlovens § 75 siger f.eks.: Stk. 2. Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.

Hvis partiet kommer i Folketinget, vil det få travlt med at udvikle politiske forslag på andre politikområder, idet vælgere vil forlange at vide, hvad partiet mener på andre politikområder.

VHkosmopolit

Derfor er det også med en vis usikkerhed, man anbringer partiet i et venstre-højre skala diagram som det ovenover.

Der er dog næppe nogen tvivl om, at der er en stærk tendens over i retning ad det liberalistiske standpunkt mod højre. Partiet er klart det mest yderligtgående på den nord-sydgående værdipolitiske skala. Den kasernegermanske 30’eropfattelse af begrebet race/etnonational og hierarki af racer/etnonationaliteter gør partiet betydelig mere radikalt-ekstremt, end hvad man hidtil har set i dansk politik.

 

 

 

Comments Off on Stram kurs i Folketinget?

Valg i Holland

Posted in Demokrati, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/03/2017

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

hollandskvalg2017
Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Comments Off on Valg i Holland

Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Posted in Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 23/02/2017

Man vil gerne være i regering og i opposition samtidig. Anders Samuelsen vil køre i ministerbil og samtidig løfte den ideologiske fane højt.

Han er gerådet ud i lidt af et stormvejr denne gang, når regeringens støtteparti, DF, taler om, at “det kan få konsekvenser”, når han taler om, at DF og Socialdemokraterne “trækker Danmark ned” efter den nys gennemførte regulering af Uber og taxa-branchen.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står og holder hr. Schwann i hånden, mens muligheder for velstand og frihed passerer Danmark forbi.

Sådan beskriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) situationen på Christiansborg med endnu en henvisning til tv-serien Matador, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også tog op i sin nytårstale.

Når store anliggender, der vedrører os alle, trækkes frem af den politiske top, skal der snart per automatik henvises til serien Matador. Lars Løkke Rasmussen erklærede i sin nytårstale, at han har set den 20 gange. Jeg diskuterede det med en gruppe unge. De syntes ikke, det var særlig cool med en statsminister, der ser Matador 20 gange. – Sjovt nok, når man samtidig gerne vil være med på noderne fra Silicon Valley.

Men Samuelsen mener, han har Silicon Valley og de unge med.

Problemet med Samuelsens argumentation er, at Uber-Taxa aftalen misbruges på det skammeligste med hensyn til de påståede konsekvenser for Danmarks muligheder for at gå med på den teknologiske vogn, der drøner afsted med buldrende fart, som han påstår.Det er almindeligt, at europæiske lande forsøger at holde fast i en vis beskyttelse af arbejdskraften samtidig med indførelsen af de teknologiske fornyelser. Selv EU-kommissionen, der ellers går vidt m.h.t. liberalisering af markedet, har i sin nylige vurdering af spansk økonomi advaret imod virkningerne af de arbejdsmarkedsmæssige reformer, der er indført. Zero-hour contracts, hvor arbejdsgiverne ikke er forpligtet på minimumstimetal, pensionsforpligtelser m.v., har meget iøjnefaldende virkninger på indkomstfordeling og beskyttelse i arbejdet.

Samuelsens adfærd er forståelig ud fra de begrænsninger, som regeringsdeltagelsen har bragt det ellers så frembrusende og strømlinede liberale oppositionsparti ud i. Man kan ikke længere uden komplikationer klatre op i det ideologiske træ og vifte med fanen. Sagerne vælter ud af skabene. Det nye igangværende eksempel er Postnord, hvor LA-minister Birk Olesen end ikke ville referere konklusionerne fra det møde, hvor et flertal af partier ville opretholde udbringningsforpligtelsen for et omdannet postselskab.

Der må sluges mange kameler, når man af hensyn til et regeringssamarbejde  – og den parlamentariske basis i øvrigt  –  bliver tvunget til at stikke fanen ind;  og dermed risikerer partiet ridser i lakken over for liberale vælgere, som partiet ellers har været bannerfører for.

Ligesom når det gælder de påståede effekter af topskattelettelser, er Samuelsens argumentation meget tynd i denne sag. Når det kommer til at dokumentere sine påstande, står han ikke meget tilbage for en Donald Trump.
Man stopper ikke den teknologiske udvikling og udnyttelse af fremskridt ved at ville sørge for en ordentlig regulering af arbejdsmæssige forhold. Tværtimod. Det er igennem en høj standard i lønmodtagerbeslyttelse, at virksomheder tvinges til at udvikle sig. Robotisering og ny teknologi indføres de steder, hvor arbejdskraften er dyr.
Det vidner om et partis frustration over ikke at kunne være i regering og køre i ministerbil og samtidig markere sig ideologisk over for vælgerne. Når det gælder de mulige parlamentariske konsekvenser af de popsmarte bemærkninger, kan Matador desværre ikke hjælpe.

Comments Off on Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Flugten fra Syrien

Posted in Menneskerettigheder, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/02/2017

Den catalanske avis El Periodicos forsidehistorie i dag er annonceringen af en stor demonstration, der skal gå igennem Barcelona i eftermiddag. Temaet er solidaritet med flygtninge.
ninosdibujan

Kortet øverst til højre viser ruten igennem byen. I spidsen vil gå parlamentarikere fra Cataloniens delstatsparlament, repræsenterende de politiske partier. Til venstre syriske flygtningebørn, der tegner deres indtryk af turen over Middelhavet.

Man kan ikke andet end blive rørt over spaniernes solidaritet. Og man sidder tilbage med en stille undren over, hvad der foregår i dette store sydeuropæiske land, hvor de højrepopulistiske bevægelser endnu ikke har fået fodfæste.

Og hvad foregår der i Danmark. Her har parlamentet travlt med at definere, hvad der er forskellen på “danskere” og de fremmede, med henblik på at udtrykke bekymring over, hvad der sker, hvis “danskere” kommer i mindretal.

Det har ført til en forespørgsel om, hvad regeringen vil stille op over for problemet med den “voldsomme indvandring”, der bringer danskerne i mindretal i deres eget land. Og et flertal i Folketinget vedtog en resolution med følgende ordlyd:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Regeringen og Folketinget har gennemført en række stramninger, der har begrænset asyltilstrømningen markant, og som modvirker parallelsamfund.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere og antallet af familiesammenførte, der kommer til Danmark.

Vedtaget 55 stemmer for forslaget (DF, V, LA, KF) 54 stemmer imod forslaget (S, EL, ALT, RV, SF) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Ud fra en totalt arbitrær definition af “danskere”, bruger det høje ting tid på at diskutere, hvordan man undgår, at “danskere” kommer i mindretal i Brøndby Strand, et område, den danske stat selv har defineret som et “Ghetto-område”, og hvor en meget stor del af de, der tilhører den påståede “majoritet”, er mennesker, der har været i Danmark igennem mange år og har primær tilknytning til landet.
Hvornår var det sidst, at en europæisk stat havde stor iver efter at få defineret, hvem de rigtige nationale indbyggere var?

 

 

Comments Off on Flugten fra Syrien

Austerity er ikke en sællert

Posted in Politik by Gregers Friisberg on 01/06/2012

Det kan man vist roligt konstatere efter den seneste Megafonmåling af vælgeropinionen. Der er givet mange forklaringer på de to regeringspartiers, SF og Socialdemokratiet, tilbagegang, hvis man ellers kan fæste lid til resultatet. Men selv med en statistisk usikkerhed på 3 pct, som er givet i og med stikprøvens størrelse, er der nok en tendens.

Der peges på, at regeringen, bortset fra De Radikale, har været dårlige til at kommunikere deres politik. Det er der nok noget om. Men den mest nærliggende forklaringer ligger nok i austerity-politikken. Det forklarer også, hvorfor De Radikale ikke rammes af nedsmeltning. Deres vælgere har lettere ved at genkende sig selv i politikken.

Dansk politik er ramt af græsk syge. Omend i noget mildere grad. Det er dybt ironisk, når man tænker på, at dansk økonomi er en relativ succeshistorie. Dansk økonomi ses som så sund i udlandet, at de mange bange penge pt vælter ind i landet og presser den danske rente ned.

Austerity (“strenghed”) betyder jo nedskærings- og sparepolitik. Ultimativt står politikken for en bestræbelse på at balancere det offentlige budget, så offentlige indtægter og udgifter går lige op, hvad der ikke altid er anbefalelsesværdigt, når man er i økonomisk krise. Og det er en politik, der er udbudssideorienteret i forhold til arbejdsmarkedet.
Bortset fra kickstarten med fremskudte offentlige investeringer, har regeringen bundet sig op på denne politik i en grad, der nok gør store vælgergrupper vrede, dels i  forbindelse med trepartsforhandlinger (helligdage, der kommer i spil), dels svigtet over for de svagest stillede, når man vil indeksere ydelser som førtidspension og arbejdsløshedsunderstøttelse via priserne i stedet for lønudviklingen.
Den økonomiske udbudssidepolitik lægger problemet hos den arbejdsløse. Det er den arbejdsløse, der skal gøre sig mere fleksibel og gå ned i understøttelse for at konkurrere om de jobs, der ikke findes. Det føles uretfærdigt hos store dele af de vælgergrupper, der traditionelt stemmer SF/SD. Og det er dumt, når anstændige velfærdsydelser kan medvirke til at opretholde den samlede efterspørgsel efter varer og tjenester i samfundet midt i recessionen.
Nogle vælger at få den virkelig blå vare, andre at gå til Enhedslisten.

Hvis Helle Thorning og Villy Søvndal havde holdt med Francois Hollande i stedet for Angela Merkel i den store euro-ideologistrid om EU-pengene, ville meget nok have set anderledes ud på vælgerfronten. Det franske præsidentvalg har jo givet kortene på ny i europolitikken. Det gør anti-austerity politik mere realistisk, når mange er med, og det koordineres i europæisk sammenhæng.

Det svigt, vælgere oplever m.h.t. til den økonomisk-sociale politik, er dog ikke nok til at forklare det kraftige udslag i meningsmålingen. Den slår selv de dårlige målinger, socialdemokraterne havde efter Poul Nyrup Rasmussens efterlønsaftale med Venstre i 1998/99. Der er sket noget med vælgerne. De er blevet mere volatile. Trofastheden over for de gamle, velprøvede partier er ikke længere så stor. Igen byder sammenligningen med græsk politik sig til, selv om de to lande befinder sig i meget forskellige situationer i the North-South Divide.

Comments Off on Austerity er ikke en sællert