Allons Enfants!

Les Gilets Jaunes – de “gule vestes” oprør. Er det en gentagelse af poujadismen, eller er det en form for græsrodsbevægelse?

Under alle omstændigheder ser man en bevægelse, der i stand til at ryste – ikke alene Frankrig, men også Europa i øvrigt.

Pierre Poujade var en fransk politiker, som satte gang i et oprør imod stigende skatter i 1950’ernes midte.

Det, vi ser nu, er ikke poujadisme. Der er genkendelige træk. Den lille mands oprør imod en overvælgende statsmagts krav om skatter og administrativ regulering. Men poujadisme havde sin rod i små erhvervsdrivende og deres kamp for økonomisk overlevelse. Det gav grobund for en særlig form for populistisk politik.

De “gule vestes oprør er bredere funderet – også selv om det er startet som et oprør imod en økoinspireret forhøjelse af benzin- og dieselafgifter.

Bevægelsen er vanskelig at rubricere efter almindelige politologiske kasser. Normalt er der i et demokratisk politisk system et slags transmissionslag imellem de valgte politikere og vælgerne. Det består af politiske partier, pressionsgrupper og græsrodsbevægelser, som formidler imellem de ledende politikere og folket. Det er væk i dette tilfælde. De gule veste har skåret dette led over og er gået i direkte clinch med magten. Derfor ser man også denne fuldstændig overrumplet. Det varede temmelig længe før Jupiter, Præsidenten selv, vovede sig ud af sit hi i Elyseepalæet for at sige nogle ord til folket om sagen.

Bevægelsen har i sit udspring været meget tværpolitisk sammensat. Venstre- højredimensionen har ikke kunnet bruges til rubricering af deltagerne. At repræsentanterne for politiske grupperinger og ideologier siden er løbet til og forsøgt at sætte sit præg på bevægelsen, fortolke den og give den retning, rører ikke ved, at den fra start var a-ideologisk.

Aktionerne startede i midten af november 2018 ved at personer fra store dele af den franske provins satte hinanden stævne via Facebook og foranstaltede vejblokeringer ved rundkørsler og vejknudepunkter.
Anledningen kunne synes bagatelagtig – for “eliten” – en ca 50 øres forhøjelse af dieselafgifter for at undgå forurening af diselpartikler og CO2. Men det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Økoskatten vendte fordelingsmæssigt den tunge ende nedad. Det, der var en økoproblematik for de højere magter, var et anslag imod livsformen for mennesker, der var afhængige af at bruge bil til at komme til og fra arbejde i småbyer og mellemstore provinsbyer uden meget offentlig transport.

Ifølge den franske geograf Hervé Le Bras kommer en stor del af de aktive i De gule Veste fra det, han kalder den tomme diagonal (Le Diagonal Vide), en diagonal, der går fra Ardennerne i nord til Pyrenæerne i syd, jvf Frankrigskortet ovenover. Det er et område, der igennem nogle årtier er blevet affolket, bl.a. som følge af den globaliserede økonomis måde at allokere befolkning, kapital og ressourcer på efter den økonomiske logik i denne form for økonomisk udvikling. Befolkningstømningen er yderligere forstærket af nedskæringerne på offentlige velfærdsbudgetter, der forsøger at imødekomme den perverse økonomiske logik i den nyliberale globaliseringsdiskurs. I området inden for diagonalen er man blevet afhængig af bilen til transport til og fra arbejde og til de daglige indkøb, hvor der bliver længere og længere imellem megabutikkerne.

Det var dog meget mere end denne afgift på brændstof, der satte gang i gemytterne. Det var protester imod den stigende ulighed i Frankrig, som præsident Macrons nyliberale reformer har medført.
De dygtige og aktive på arbejdsmarkedet skulle have flere incitamenter. Derfor afskaffelse af formueskat og reduktion af skatter på investeringsindkomst og på virksomhederne. Hertil kom et mere “fleksibelt arbejdsmarked” igennem lovindgreb imod fagforeningernes normsættende magt på arbejdsmarkedet.

Det havde måske ikke fået de virkninger for udløsning af aktioner og protester, hvis reformpolitikken var lykkedes, og det franske BNP og indkomsterne var steget markant. Det skete ikke. Godt nok har Frankrig fået lidt del i den økonomiske vækst i euro-zonen de sidste par år, men slet ikke tilstrækkeligt til markant at reducere den fortsat meget høje arbejdsløshed. Og fremgangen i indkomster er højst ulige fordelt. De allerrigeste har fået en uforholdsmæssig stor andel, og de lavere indkomster (herunder “middelklassen”) en ringe del.

Måske som en følge af den særlige politiske kultur i Frankrig er protesterne sat ind her først. Men der er nok ikke noget mærkeligt i, at de ser ud til at brede sig til Belgien og Holland. Hvad skyldes det?

Det er muligt, at den økonomiske politik i euro-zonen kan give en del af baggrunden for det. Den såkaldte “austerity”-politik med vedtagelsen af finanspagten i 2015, der kun giver rum for et underskud på statsbudgetterne på 0,5 pct (“strukturelt” underskud) levner ikke mange frihedsgrader for regeringer, som vil stimulere økonomien og dermed bekæmpe arbejdsløshed v.h.a. offentlige investeringer.
Til gengæld har austeritypolitikken (nedskæringer på offentlige budgetter m.h.p. budgetbalance) ikke givet nævneværdige problemer for de mest konkurrencedygtige euro-zoneøkonomier, f.eks. Tyskland.  Traditionelt har Frankrig kunnet gøre noget ved faldende konkurrenceevne i forhold til Tyskland ved at devaluere franken. Det kan man ikke, når man er med i euro-zonen.

Det er formentlig i denne påtvungne økonomiske stagnation, hvor man er bastet og bundet af den “hårde euro”, der er en væsentlig baggrund for de protester, man ser nu. Og hvis den såkaldte “højkonjunktur” er ved at fade ud, og den stramme økonomiske politik opretholdes, vil man nok komme til at imødese nye, og måske forstærkede protester.

Figur 1: BNP pr indbygger (Internationale $ købekraftsparitet)

Kilde: Verdensbanken.

Diagrammet ovenover siger det tydeligere end nok så mange ord. Af de to lande er det især Tyskland, der har fået glæde af Euro fort  (“faste og stærke euro”) politikken. Tyskland stryger forbi Frankrig og fortsætter mere og mere i overhalingsbanen,  omtrent lige fra det øjeblik, hvor den fælles euro indføres (omkring 2000). Den franske økonomi har stagneret, og det har ikke hjulpet på det, at man har ført en kynisk “reformpolitik”, der især har begunstiget de højeste indkomster.

Advertisements

Finanskrise og fordelingsproblematik i Barcelona

Barcelona er en by, som igennem lange perioder har nydt godt af forskellige former for internationale økonomiske forbindelser. Som hovedbyen for Catalonien har den været centrum for en catalansk økonomi, som har nydt godt af økonomiske forbindelser til store dele af Middelhavsområdet og været bindeled mellem dette og økonomien i det catalanske og – fra det 19. århundrede – det spanske bagland.
I dag er byen en af Europas største turistmagneter. Byen giver enestående muligheder for både storbyferie og strandferie. Det skulle give gode muligheder for udvikling af servicesektoren.
Byen forsøger samtidig at tilpasse sig afindustrialisering (faldende beskæftigelse i traditionelle industrier) og globalisering ved at udvikle højere uddannelser, IT og nye typer af iværksættervirksomhed.

Finanskrisen
Byen er blevet ramt hårdt af finanskrisen fra 2008 – ca 2014. Spanien er blevet indrangeret under det såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien), som er blevet ramt i krydsfeltet af germansk austerity-politik og en relativ lønhøjde, der har gjort, at det har været svært at konkurrere med Østen og Sydasien om at få outsourcing-investeringer fra de rigeste lande. Tidligere justerede flere af de sydeuropæiske lande med regelmæssige mellemrum deres valuta i forhold til den hårde Deutsch-mark. Efter euroens indførelse kan de ikke længere det. Nu er de nødt til at outperforme Nordeuropa m.h.t. lavinflation, – eller sats på strukturel konkurrenceevne, hvad de ikke har haft stor succes med i de første år efter finanskrisen. Det har heller ikke hjulpet, at de kom ind i denne krise med opsvulmede ejendoms- og anlægssektorer, et resultat af fællesvalutaen og lavrentepolitikken i den europæiske Centralbank, som førte til prioritering af boliginvesteringer.

Årsager til stigende ulighed
Den spanske avis El Pais peger på følgende hovedfaktorer som årsag til stigende ulighed:

1 Finans- og investeringsplanlægning, der muliggør mindre territoriel rodfæstethed og gør det lettere at undgå skatteforpligtelser, hvilket giver på den ene side større ophobning af indkomster hos nogle og ringere ressourcer hos de offentlige myndigheder til styrke fordelingspolitikken fra det offentliges side.
2 Vekselvirkningen mellem globalisering og teknologiske ændringer giver betydelige virkninger på arbejdsmarkedet, idet nogle udsættes for for tidlig udstødning, andre kommer ud i marginaliseret beskæftigelse, og endelig er der en almindelig tendens til fald i indkomster.

Vekselvirkningen mellem teknologiudvikling og arbejdsmarked gør lønhierarkierne yderligere hierarkiske, når globaliseringen  bevirker en langt større efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft end lavtuddannet.
Det virker voldsomt i et land som Spanien, hvor uddannelsessektoren er udbygget de senere år men uden, der er tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder lokalt.
Mange nyuddannede arbejdstagere har dog draget fordel af det indre markeds fri bevægelighed til at forlade landet og søge arbejde andre steder. Denne brain drain har ikke gjort det spanske problem mindre.
Fra 2014 er det efter mange økonomers mening begyndt at gå lidt fremad m.h.t. vækst og beskæftigelse.
Det ser ikke så sort ud som i Grækenland, et land, der har tabt 25 af sit BNP siden finanskrisen, men det har i perioder været lidt derhenad.

Ulighed imellem bydele i Barcelona
Arbejdsløsheden i Spanien er stadig meget høj, og bedringen af økonomien sker langsomt. Hertil kommer, at, ifølge den catalanske avis El Periodico, så sker der en fortsat uddbygning af indkomstforskelle i storbyen Barcelona. Ud fra indsamlede data fra skattekontoret – og altså ud de opgive skattedata – kan man se, at indkomstforskelle er blevet dramatisk forøget under krisen. Det rigeste kvarter i byen, Pedralbes, har gennemsnitsindkomster, der er over 7 gange så høje som det fattigste kvarter, la Trinitet Nova, der ligger i den nordlige del af byen omgivet af andre tilsvarende fattige kvarterer.

Kilde: El Periodico.  På linket til venstre får du forbindelse til kortet, der er vist ovenover. Faneblade øverst giver (på linket) mulighed for at sammenligne udviklingen fra 2014-15.
Ordforklaring: Indice de renta familiar: Indeks for familieindkomst (gennemsnitsindkomst indeks 100). Muy baja: Meget lav. Muy alta: meget høj. Der er lavet en ranking af kvartererne fra 1, det rigeste, til 72, det fattigste. Når man klikker på kvartererne på kortet, viser det en taleboble som ovenfor med oplysningerne. Los barrios (kvartererne) indgår i distritos (distrikter).

El Periodico følger op med en artikel 17. januar: La Rente sigue a cayendo....  Indkomsten fortsætter med at falde som bly i de fattigste kvarterer i Barcelona.

I denne artikel vises der en figur over udviklingen i kvarterer på forskellige indkomstniveauer:

Avisen mener, at trods al snakken om økonomisk opsving uddybes de sociale kløfter stadig i en by som Barcelona:

Byen er “stadig offer for krisen”, skriver man. De deprimerende tal kommer fra Barcelonas kommune (ayuntamiento de Barcelona).

Bystyre og lokalt demokrati?
Barcelonas bystyre har traditionelt været præget af en gammel “politisk kaste”,  der består dels de landsdækkende partier Partido Popular (Konservative) og PSOE (socialdemokrater), dels regionale catalanske partier som CiU (det tradtionelt dominerende borgerligt catalansk-nationalistiske parti) og det mere venstredrejede ERC (Esquerra Republicana Cataluna).
Finanskrisens voldsomme gennemslag i Spanien med massearbejdsløshed, tvangsauktioner og udsættelse af lejere, som ikke kunne betale huslejen, førte til dannelse af spontane græsrodsbevægelser.
Ved sidste valg til bystyret i 2015 opstillede disse bevægelser et fælles politisk valgprogram (Barcelona en comun), og de rykkede ind i bystyret med Barcelonas første kvindelige borgmester, Ada Colau, der havde været aktiv i bevægelsen imod udsættelser. Det politiske flertal var skiftet, og der blev fremlagt planer om støtte til nogle af de værst fattigdomsramte bydele:

“Denne uge annoncerede den nuværende kvindelige borgmester Ada Colau (Barcelona en Comú, “Barcelona Står sammen”), en plan for kvartererne, der just lægger hovedvægten på de værst ramte kvarterer i byen, så som Nou Barris, Ciutat-Vella y Sants-Montjuïc. Borgmesteren lovede en investering på 150 mio euro i 15 kvarterer“.

Det må siges at være et relativt begrænset beløb, og man kan spekulere over, hvor stor forskel det kan gøre? Men det er som bekendt svært at klippe flere hår af en skaldet. Der må satses på udvikling af økonomien, dels efter velkendte markedsøkonomiske principper, og dels efter principperne om kollaborativ økonomi, som de blomstrende græsrodsbevægelser i byen har eksperimenteret med.

Den nye spanske politiske bevægelse Podemos (“Vi kan”) står relativt stærkt i Barcelona. Partiet er mere åbent over for catalanernes krav om folkeafstemning om selvstændighed end de etablerede partier, det konservative Partido Popular og det socialdemokratiske PSOE. I et forsøg på at få løst op for fastlåste regeringsforhandlinger i Madrid har man dog renonceret lidt på kravet.

EU 
Spanien er underskriver af Finanspagten i EU (2014), hvor man fastsatte som mål, at et land højst må have 0,5 pct i strukturelt underskud på statsbudgettet. Det strukturelle underskud er underskuddet renset for virkningerne af konjunkturen.
Det er den tyske besparelsespolitik (austerity), der slår igennem som fælles økonomisk politik for eurozonen (Danmark er dog også med i finanspagten, selv om DK ikke er med i euroen).
Man forsøger at spare sig ud af de store statsbudgetunderskud, der underminerer mulighederne for at få orden i den offentlige sektors økonomi fremover p.g.a. voksende rente- og afdragsudgifter på statsgælden. Politikken kritiseres af keynesianske økonomer, som mener, det fører til en nedadgående økonomisk spiral i især de svageste lande.

Økonomiske nøgletal 
Er det korrekt, at man nu har set bunden af krisen, og det går fremad for den spanske økonomi?

Man kan faktisk se spæde tegn på en fremgang:

Kilde: The Economist 8.2.17.

Figuren ovenover viser, at der er nogenlunde fremgang i produktionen (GDP, BNP), men med svagt faldende tendens fra 2016-17. Selv forbrugerprierne er nu stigende. Spanien er ellers tæt på at være blevet ramt af det europæiske deflationsspøgelse – med negativ prisudvikling. Det afgørende opmuntrende – hvis man kan kalde arbejdsløshedstal på over 18 pct det – er, at arbejdsløsheden (og ungdomsledigheden) har været faldende de sidste par år.

Andre økonomiske indikatorer vidner også om en spæd fremgang:

Kilde: Samme som foregående.

Spaniens handelsbalance (trade balance) er stadig negativ med et minus på over 20 mia euro. Men betalingsbalancen, som også indbefatter tjenesteydelser, er i plus, endda et ret stort plusbeløb. Det er bla. Barcelonas ganske betydelige turistindustri, der er med til at skovle disse penge ind. Spanien er en del af eurozonen. Så der er ikke noget overraskende i valutakursen. Det mest negative nøgletal er nok det offentlige budgetunderskud på -4,6 pct af BNP. Det skyldes dels virkningerne af krisen, som giver lavere skatteindtægter og større udbetalinger af understøttelser, dels at centralregeringen i Madrid har evige problemer med at styre de ret “autonome” provinsers (Las Autonomías) finanser. Catalonien overfører som en af  de rigeste af provinserne ganske betydelige midler til centralregeringen, hvad der traditionelt er et af hovedkonfliktpunkterne imellem Catalonien og Madrid. Et centralt krav for selvstændighedsbevægelsen er egen skatte- og finanspolitik, så man selv kan bestemme over finansoverførslerne via centralregeringen i Madrid til de fattige regioner.

Man kan se på især renten (interest rate) på benchmark-obligationen, den tiårige statsobligation (government bond), at Spanien er ved at have fjernet sig fra en situation som den, den græske katastrofeøkonomi er i.
Der er stadig langt ned til dansk eller tysk lavrente, men selv med en rente på 1,82 er det formodentlig ikke helt umuligt at forrente og afdrage statsgælden. Med det fortsat betydelige budgetunderskud, der løbende skal finansieres igennem optagelse af statslån, kan man dog ikke sige, at Spanien er helt ude af krisen. Udviklingen i industriproduktionen ser heller ikke for god ud.

---

Husbesætterbevægelsen
Finanskrisen ramte hårdt i Spanien, og bl.a. i Barcelona var antallet af tvangsauktioner stort:

Kilde: El Periodico (catalansk avis). Desahucios: Husudsættelser (ved fogedens hjælp). Impago de alquiler: Manglende huslejebetaling. Impago de hipotecas: Manglende prioritetslånsbetaling. Ved 353 huse og lejligheder (viviendas) blev der ydet støtte i 2015 fra de sociale myndigheder til evt genhusning eller anden hjælp.

De mange husudsættelser førte til dannelse af bevægelsen imod (Desahucios). I lighed med andre sociale bevægelser, der kom i medfør af krisen, f.eks. arbejdsløshedsbevægelsen og den bredt baserede 15-M bevægelse, der bl.a. var med til dannelsen af partiet Podemos, der fik stor tilslutning ved de seneste valg i december 2015 og juni 2016. Det tabte dog en del stemmer ved valget i 2016, men var i stand til at opretholde samme parlamentariske repræsentation, idet det var gået i valgsamarbejde med partiet IU (Unidos Podemos).
Der blev også dannet et parti i den politiske midte. Partiet Ciudadanos (“borgere”). Det blev dannet på modstand imod korruption i det politiske system.
I december 2015 blev spansk politik altså totalt omkalfatret. Siden systemskiftet i 1978, hvor en  demokratisk forfatning blev indført, var magten skiftet imellem de to partier, Partido Popular (konservativt) og PSOE (socialdemokratisk). Mange spaniere var trætte af de to partier og belønnede de nye bevægelser (Podemos og Ciudadanos) ved stor vælgerstøtte i 2015. De havde dog vanskeligheder ved at klare overgangen fra at være bevægelser til at være partier. Regeringsforhandlingerne efter valget i 2015 trak ud, og det endte nærmest i kaos, som førte til nyt valg i juni 16. Her blev PP-statsministeren Rajoy belønnet for sin stædighed i fastholdelse af regeringsmagten, så PP fik betydelig fremgang. Rajoy dannede en skrøbelig mindretalsregering med støtte fra Ciudadanos. Det systemskifte Podemos havde håbet på, hvor partiet ville passere PSOE, materialiserede sig ikke.

Kilde: El Mundo.

Spanien er et parlamentarisk demokrati, hvor et regerende flertal i Deputeretkammeret udgør 176, jvf fig. ovenover. Rajoy-regeringen har ikke flertal alene eller sammen med Ciudadanos. En mulighed kan være småpartierne, der stiller op både til parlamentet i Madrid og i provinsparlamenterne, f.eks. ERC fra Catalonien eller EAJ-PNV fra Baskerlandet. ERC ligger noget til venstre for PP og vil derfor nok ikke kunne indgå i parlamentarisk basis. Mandatet fra de Kanariske Øer og EAJ-PNV vil være mere oplagte. PSOE kan måske også være en mulighed, med mindre socialdemokraterne frygter for vælgerafskalning til Podemos, hvis de støtter en finanslov med PP.

---

Links:
Udvikling i gini-koefficient. (Worldbank)
Landeprofil Spanien hos worldbank.org.
Arbejdsløshed (Spanien sammenlignet med EU. Hos Eurostat). Arbejdsløshed i Catalonien og Barcelona (tasa de Paro: Arbejdsløshedsrate).
Gini-koefficienter ifølge Eurostat.
Risiko for fattigdom regionalt fordelt. Og stigning i risici for fattigdom regionalt.

Barcelonas kommunalstatistik indeholder interessante tal for udviklingen i indkomstfordeling, fattigdom og social eksklusion: http://www.idescat.cat/pub/?id=ecv&n=7596&lang=en

Min baggrund for at skrive om Catalonien er bogen Catalonien vil Selv (Geografforlaget 2006), som jeg har skrevet sammen med geografen Per Werge.

Beviset for at Keynes havde ret?

Paul Krugman har pt travlt på sin blog med at forsøge at bevise, at Keynes havde ret: Det virker, når staten stimulerer økonomien igennem offentlig forbrug og investeringer.
    Man må også sige, at han har været flittig. Figuren herunder er en såkaldt korrelation mellem to variable. Ud ad x-aksen (horisontalt midt i diagrammet) viser han ændringer i statsligt forbrug og investeringer (govt purchases). Op ad y-aksen måler han så den formodet afhængige variabel: ændringer i BNP for EU-landene (kilde: Eurostat).  Det bekræfter hans hypotese, at EU pt er ved at male sig ned i en nedadgående økonomisk spiral som følge af nedskæringspolitikken.
    Men som han også er inde på: Kunne kausaliteten i virkeligheden være den modsatte? Nogle lande har økonomisk fremgang, f.eks. Polen, og så har de råd til at lade det offentlige bruge penge?
    Det er jo også ret oplagt, hvad det er, der forårsager polsk fremgang. Landet ligger klos op ad Tyskland. Der er en kæmpepool af billig arbejdskraft, der er gefundenes fressen for den tyske eksportindustri. Der er nogle faktorer her, der formentlig kan forklare meget i sig selv. Krugman er da også klar over den metodisk tynde is, han går på. Han har med vilje ladet være med at tegne den såkaldte regressionslinje (forbindelsen mellem punkterne), men nævner blot, at den ville vise, at multiplikatoren ville være 3, hvad han godt selv kan se er en overdrevet konklusion.
    Den keynesianske multiplikator er en modelbetragtning, primæt  for en lukket økonomi. Når man åbner økonomien, er virkningerne i en globaliseret økonomi ikke nemme at forudse i praksis, fordi der kan være så mange modvirkende faktorer.
    I den åbne økonomi kan øgede offentlige udgifter ende med at skabe jobs i udlandet, mere end i indlandet, som f.eks. når de store græske udgifter til forsvaret er endt med at skabe massevis af jobs i Tyskland og Frankrig. Grækenland har købt flere hundrede tyske Leopardkampvogne (uden at have råd til krudt og kugler). Ifølge The Independent skulle de to lande aktivt have hjulpet disse handeler på vej.

Politikken i økonomien

Greg Mankiw er professor i økonomi ved Harvard. Han er en af USA’s kendteste økonomer. Rådgiver for præsident George W. Bush og for Mitt Romney, sandsynlig kommende præsidentkandidat for Republikanerne ved præsidentvalget i 2012. Han har desuden skrevet to af de mest anvendte lærebøger i økonomi.

Den 2. november udvandrede de studerende fra hans introducerende økonomikursus på Harvard. De var  “utilfredse med den ideologiske skævvridning” (bias), de så i  økonomikurset, som de udtrykte i et brev til ham. Brevet er trykt i Harvards studenterblad Harvard Political Review.

De studerende havde håbet på at få et bredt introducerende økonomikursus, men blev ifølge det åbne brev udsat for et specifikt, begrænset syn på økonomi, som de mener fører til en “fortsættelse af problematiske og ineffektive former for ulighed i dagens samfund”. 

De studerende er øjensynligt påvirket af Occupy bevægelsen og dens syn på den øgede ulighed i USA. I modsætning til professor Mankiw mener de, at uligheden ikke er befordrende for økonomisk effektivitet.

Mankiw er en kendt fortaler for den nyliberale økonomiske skole, hvor skattelettelser ses som vejen frem. Økonomien kræver incitamenter for at kunne levere resultater.

I sin mikroøkonomiske (forbrugere, virksomheder, markeder) opfattelse er Mankiw præget af efficient markets hypotesen, som siger, at frie markeder vil søge imod ligevægt med fuld beskæftigelse, og at frie markeder er bedst til at sikre den mest effektive produktion og fordeling. Det sker via udbud og efterspørgsel. Forbrugerne forsøger at maksimere deres nytte ved at bruge deres indkomst så effektivt som muligt i en afvejning af de økonomiske muligheder og behovene, og producenterne/udbyderne maksimerer deres interesser ved at producere med lavest mulige omkostninger og under ønsket om at opnå den størst mulige fortjeneste. På den måde får man størst mulig økonomisk velfærd i samfundet.  Det hele er formaliseret i udbyggede matematiske modeller.

Man glemmer bare, at markederne ikke er perfekte. Forbrugere og producenter har ikke fuld oplysning. Producenterne bliver til monopolister, når de bliver tilstrækkelig store, og ofte manipulerer de via reklame forbrugerne til at købe. Det nyliberale paradigme glemmer interesserne og politikken i økonomien. Forbrugerne kan ikke se, hvad fødevareindustrien putter i den færdiglavede mad. De kan ikke se, hvordan de store medicinalvirksomheder sidder med, når det fastlægges, hvad psykisk abnormalitet er, og i det hele taget, hvad livsstilssygdomme er, herunder  hvad eksempelvis symptomer på psykose og neurose kan være. De kan ikke se, hvordan medicinalindustrien laver kurser for de praktiserende læger. 

Forbrugerne handler i modsætning til pris- og velfærdsopstimeringsmodellen ofte irrationelt og imod, hvad deres langsigtede interesser skulle tilsige. Er det f.eks. rationelt, at en relativt stor del af de 14 – 15 årige piger i Danmark er blevet hyppige konsumenter af alkohol de senere år, fordi drikkevareindustrien har introduceret alkoholsodavand ( Bacardi Breezer, Smirnoff Ice, m.fl.). Det er relativt stærke drikke, hvor alkoholen leges ind, fordi det ikke smages i den søde vand.  De unge er lette ofre for alkopopreklamerne og produkterne, fordi de er i et stadium af deres liv, hvor de søger identitet. Der er smarthed forbundet med dette konsum. Det er stærkt og sejt, og man udviser formodentlig “voksenadfærd”. Det er på lag af underordnet bevisthed i psyken og kan således udnyttes af dybdepsykologisk inspirerede reklamefolk. Man kan efterligne de voksnes livsstil og bliver så at sige “voksen før tid”. Der er ikke meget rationalitet i en sådan identitetssøgen. 
    
    Når der altså snarere er tale om irrationalitet i reklamens forførelse af forbrugere igennem anvendelse af viden om underbevidstheden i tilrettelæggelsen af kampagner i livsstilsforbrug, kommer argumentet ind for at overlade en betydningsfuld plads til politikken. Markedet skal reguleres ud fra f.eks. forbrugerinteressen i at udvikle et samfund, der bygger på velfærd og livskvalitet. Der er masser af eksempler på relevansen af dette i overflodssamfundet. Tænk blot på problemerne med den globale opvarmning!

På det makroøkonomiske plan viser de fejlagtige modeller sig i påstandene om ulighed og efficiens.
     De matematiske modeller i den nyliberale økonomi hviler på forsimplende antagelser, hvor man tager udgangspunkt i et menneskebillede, der ikke har udviklet sig meget siden Jeremy Benthams nyttefilosofi. Derfor bliver deres forudsigelser ofte forkerte.  Det har vist sig at være forkert, at der generelt skulle være en trickle-down effekt (spredningsvirkning af vækst) af den øgede rigdom hos den ene procent af befolkningen, der bliver rigere og rigere, så de  fattigere 99 pct skulle blive tilgodeset af øget økonomisk volumen.
    Påstanden er fremsat mange steder. Den indgår bl.a. i den såkaldte Lafferkurve, der viser, hvordan de samlede indtægter af skattestigninger begynder at falde, når skatten når et vist punkt. Det skyldes de aftagende incitamenter.

Greg Maniw gentager mantraet:   “Hvad kan politikerne gøre for at stimulere de rå dyriske instinkter (animal spirits) i økonomien og derved animere erhvervslivet til at investere? Et åbenbart oplagt skridt ville være at nedsætte beskatningen af erhvervenes kapitalindkomst. Ifølge en 2008 rapport fra OECD: “Skatter på erhvervslivet er de, der skader vækst mest””.

Rovdyrsinstinktmetaforen er inspireret af Keynes. Han var  –  som Maniw  – optaget af, hvad det er, der driver investeringer i en kapitalistisk økonomi. Det er selvsagt et interessant spørgsmål, og det er klart, at en vis sammenligning af den kapitalistiske foretager med rovdyr, der vil frem i junglen, nok ikke er helt ved siden af. Men rovdyrene kommer kun frem for at fouragere, hvis der er et bytte. Og det er der ikke i en økonomi i stagnation. Det er derfor, det er så vigtigt at påvirke den overordnede efterspørgsel.  Varer og tjenester afsætter sig ikke af sig selv. Muligheden for afsætning afhænger af konjunkturer og efterspørgsel. Derfor er skattelettelser heller ikke altid vejen frem.

Harvardstudenternes ønsker om en mere afbalanceret økonomiundervisning bringer mindelser om fagkritikken på danske universiteter i 1970’erne. Dengang forlangte man også en mere autentisk undervisning. Det er nødvendigt at erkende, at økonomien ikke er en objektiv videnskab. Der indgår interesser. Der tages udgangspunkt i forsimplende antagelser om virkeligheden. Når de forsimplende antagelser laves, sker der en udvælgelse, der igen kan være udtryk for en politisk-ideologisk prioritering. Det er nødvendigt at erkende dette, hvis man vil have en mere autentisk økonomividenskab.