Gregers Friisberg

Bipolaritet og vælgere

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 26/08/2017

Valgresultatet til det britiske parlamentsvalg 8.6.17 er på mange måder skelsættende.

Et overraskende udviklingstræk er styrkelsen af de to store partier, Labour og Konservative. De går begge frem, Labour mere end Konservative, og de får igen tilsammen over 80 pct af stemmerne.

Det går imod den almindelige tendens til, at gamle etablerede partier skulle svækkes af den moderne udvikling, til fordel for nye politiske grupperinger og politiske bevægelser, som man f.eks. har set det i Frankrig.

UKIP’s kollaps har især begunstiget De Konservative. Labour har taget stemmer fra hele det politiske spektrum ved dette valg.

Analytikere af britiske valgdata mener at kunne se en stadig mere svækket klassestemme:

ukklassestemme
Kilde: FT.com

Figuren ovenover viser tendensen: En faldende relativ middelklassestemme til De Konservative og en mindre pro-Labour arbejderstemme til Labour. Ikke desto mindre kan man se, at DE-segmentet stadig tendentielt er mere ovre mod Labour end mod Konservative.

Ved dette valg er alder blevet en af de store skillelinjer:

ukaldersstemme
Kilde: Samme som foregående figur.

Det er en meget markant udvikling, som for en stor del kan forklares ved den generationskonflikt, som den socioøkonomiske udvikling – meget hjulpet på vej af 7 års konservativt styre i Storbritannien – har afstedkommet. Det gælder bolig-, velfærds- og uddannelsespolitik.
Den konservative/Lib-dem regering fra 2010-15 indførte tuition fees (“skolepenge”) til de højere uddannelser (op til 9000£ årligt). Globaliseringen og den økonomiske politik medførte boligbobler i storbyerne, især London, som gjorde det svært for unge at komme ind på boligmarkedet. Børnefamilier blev ramt af økonomiske stramninger, etc. Den konservative finansminister George Osbornes austerity politik (besparelsespolitik) på de offentlige finanser ramte hårdt. Det var en politik, der blev videreført under den konservative majoritetsregering fra 2015. Det store vælgersving over mod Labour har været en reaktion fra de trængte grupper. Og det er tilsyneladende lykkedes at få dem ud at stemme. Financial Times mener, det vil virke polariserende på britisk politik de kommende år:

 Early figures this year suggest that young people turned out in force on Thursday. If they feel their efforts were rewarded, a simultaneous ramping up of youth engagement and age-based polarisation could create a heated political debate for years to come.

Polariseringen sker ikke kun ved, at de unge stemmer Labour, men også ved, at de ældre over 65 massivt stemmer konservativt.
Den såkaldte “dementia tax” skulle rette lidt op på “generationsrovet”, men det var medvirkende til Theresa Mays dårlige valgresultat, at man lavede en u-turn næsten overnight, og pillede dette forslag om egenbetaling af hjemmehjælp m.m. af bordet, hvad der forstærkede indtrykket af tilfældig hovsapolitik.

Ved det franske præsidentvalg tidligere på året og ved valget af Donald Trump til præsident i USA så man tydelige tendenser til, at tendens til at stemme højreorienteret var ligefrem korreleret med dårligt helbred. Den samme tendens kan ses ved det britiske underhusvalg: jo dårligere helbred blandt borgerne i en valgkreds, jo højere stemmeprocent til De konservative:

ukhealthogstemme

Det kan undre rent intuitivt, fordi det er Labour, der har The National Health Service (NHS, det universelle gratis sundhedssystem i Storbritannien), og man derfor ville tro, vælgerne ville vise deres opbakning til denne afgørende faktor for deres levevilkår. Og det vil de måske også i mange tilfælde, men forbindelsen mellem gratis sundhed og politiske valg er ikke umiddelbart synlig.
Og hertil kommer, at helbred som en slags klassemarkør manifesterer sig i kultur og livsstil. Det er udtryk for, at man har penge til at spise sundt, at man har uddannelse til at indse sammenhængene mellem livsstil og sundhed/forventet levetid, og at man har økonomi til at bo et sted, der befordrer sund livsstil og samværsforhold med andre (social kapital), som giver psykisk velbefindende.

Der kan også ses sammenhænge mellem holdninger til EU/Brexit, frygt for globalisering og konservativ stemme, hvad der også rimer med tilsvarende tendenser i Frankrig og USA:

ukleavevoteversuslabconswing
Altså: Jo flere Labour leavestemmer, jo større swing af stemmer fra Labour til Konservative. Hvert rødligt punkt i diagrammet repræsenterer en valgkreds. Der vil typisk være stor sammenhæng i kredse, hvor der er afindustrialiseret og flyttet/outsourcet arbejdspladser til udlandet – og hvor der har været betydelig indvandring af fremmed arbejdskraft, f.eks. fra Østeuropæiske EU-medlemslande. Dele af den herved klemte arbejderklasse har stemt UKIP og er ved dette valg svinget til De Konservative.

Der har ved valget været et voldsomt sving over mod Labour i London og andre storbyer, hvor økonomien har draget fordel af globaliseringen. I London er gennemsnitsindkomsterne 60-70 pct højere end i resten af Storbritannien.
I frankrig fik Macron et godt valg i Paris og andre steder med “ny, it- og globaliseringsbaseret økonomi”.

Advertisements

Comments Off on Bipolaritet og vælgere

Resultat af britisk valg til Underhuset

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 09/06/2017

Det blev ikke det udfald af parlamentsvalget 8.6., som Theresa May havde drømt om.

ukres17Kilde: The Economist. Valgkredsen Kensington i London (den hvide prik) var ikke talt op endnu dagen efter valget, hvad der skyldtes et meget tæt løb mellem Konservative og Labour (den endte med at gå til Labour med kun 20 stemmers overvægt). Det et en kreds, der altid har stemt konservativt, så det siger meget om britisk vælgeradfærds udvikling, at den skifter farve. De unge, uddannede og storbyboere stemmer i stigende grad Labour, mens De konservative fastholder – og måske øger – sit tag i nationalkonservative, globaliseringsfobiske vælgere i landets provins og udkanter.

Resultatet er meget overraskende, idet mange meningsmålinger ikke har tippet så godt et resultat for Labour. Efter den personkampagne, der er kørt imod Labours leder Jeremy Corbyn, har adspurgte i meningsmålinger måske ikke haft lyst til at indrømme det, hvis de ville stemme på Labour. Opinionsmålingsinstituttet You Gov er et af de få, der har forudset resultatet, måske p.g.a. webbaserede målinger.

De Konservative skyder sig i foden for anden gang ved at prøve at løse interne problemer i Det konservative parti ved at spørge vælgerne. Første gang var da David Cameron lovede en folkeafstemning om Storbritanniens medlemsskab af EU, hvad der hjalp ham til valgsejren i 2015. Det bragte samtidig den interne EU-kritiske fløj i partiet til ro. Men afstemningen (52/48 leave/remain) gik ham imod, og han overlod ledelsen af parti og regering til Theresa May.
Denne gang så May et behov for at få et styrket mandat til at føre Brexit-forhandlingerne med EU. De kunne også blive forstyrret af den EU-kritiske fløj i partiet med opslidende diskussioner, og når man evt kom hjem med forhandlingsresultater, der ville blive betragtet som uspiselige.

Nu står man endnu dårligere, end hvis man ikke havde udskrevet valget, og adskillige forventer, at det bliver meget op ad bakke for den britiske premierminister. Forhandlingerne med EU kan blive kaotiske, hvis man fortsat vil gå efter en hard Brexit med udtræden fra både det indre marked og EU’s toldunion.
Samtidig skal det kommende støtteparti DUP, Democratic Unionists Partys, krav imødekommes. Det drejer sig bl.a. om fortsat åbne grænser til Republikken Irland (medlem af EU), og at Nordirland ikke skal have særstatus i forhold til EU, hvad der ellers, efter Brexit-afstemningen i området med betydeligt flertal for remain, har været forventninger om hos nogle. Man vil være en fuldgyldig del af UK. Det er jo sådan set det, Unionisternes politik går ud på. Den konservative regering løber imidlertid ind i det problem, at den risikerer at tage alt for tydeligt parti for den ene part i den gamle konflikt om Nordirlands status – DUP over for Sinn Fein (udgået af IRA og tilhænger af tilslutning til Republikken Irland), når man laver et formelt samarbejde med DUP i Westminster. Hertil kommer, at DUP har en stærkt højreorienteret arv med i bagagen, bl.a. i abort- og LGBT-issues.



Store forskelle på vælgerprisen på et mandat (stemmetal divideret med mandattal):

LANDSDÆKKENDE PARTIER

Conservatives: 318 seats (-12). 13,650,900 votes. 42.4% share

Labour: 261 seats           (+29). 12,858,652 votes. 40% share

Liberal Democrats: 12 seats (+4). 2,368,048 votes. 7.4% share

Greens: 1 seat (=). 524,604 votes. 1.6% share

UKIP: 0 seats (-1). 593,852 votes. 1.8% share

 

REGIONALE PARTIER, DER STILLER OP TIL UNDERHUSET I WESTMINSTER I DERES REGION

Scottish National Party : 35 seats (-21). 977,569 votes. 3% share

Democratic Unionists Party (Ulster): 10 seats (+2). 292,316 votes. 0.9% share

Sinn Fein (Ulster) : 7 seats (+3). 238,915 votes. 0.7% share

Plaid Cymru (Wales): 4 seats (+1). 164,466 votes. 0.5% share

Note: Kensington indgår ikke i tallene ovenover.

Hvor det Grønne mandat “koster” over 500.000 stemmer, er “prisen” på et mandat for Konservative eller Labour langt mindre, kun 40-50.000 stemmer. Valgmåden favoriserer de store partier, med mindre det drejer sig om fokuserede regionale partier, f.eks. i Ulster (Nordirland).

 


Valgresultat i Kensington efter 3. og sidste optælling (kun 4 største partier vist her):

PARTY VOTES
Party

Labour

Emma Dent Coad Votes  16,333
Party

Conservative

Victoria Borwick Votes  16,313
Party

Liberal Democrat

Annabel Mullin Votes  4,724
Party

Green Party

Jennifer Nadel Votes  767
Kilde: BBC. (A YouthQuake?) .

Comments Off on Resultat af britisk valg til Underhuset

Britisk valg: Kan engagerede medier afgøre udfaldet?

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 08/06/2017

Det er ikke alle i Storbritannien, der ser med udelt begejstring på Jeremy Corbyns opstigning i vælgerpopularitet. I Storbritannien er der stadig mange, der læser traditionelle aviser, ikke mindst de såkaldte tabloids som The Sun, The Daily Mail og The Mirror.
Flere af de britiske medier har kastet sig ud i en temmelig usmagelig kampagne imod Corbyn som f.eks. denne forside på selve valgdagen:

corbin

Det er en kampagne af en art, man nok skal til Storbritannien for at se. Hvis det var Donald Trump, det var gået ud over, havde han sendt en hær af højtbetalte advokater af sted for at call the perpetrators to justice.  Men det er ikke ualmindeligt i Storbritannien. Det er velkendt, at Murdoch-avisen The Sun har været der før over for politikere af Labour observans sådan, at de måske ligefrem har kunnet afgøre valg.

Det er ikke utænkeligt, det kan ske igen. Hvis der er nogenlunde tæt løb mellem de to hovedaktører, skal der ikke rykkes mange stemmer i et valg med flertalsvalgmåde (first-past-the-post) for, at udfaldet rykker til den ene eller anden side.

 

Comments Off on Britisk valg: Kan engagerede medier afgøre udfaldet?

Britisk valg

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 08/06/2017

Man kunne også kalde overskriften på dette blogindlæg for the come-back kid.  Den helt store overraskelse  ved det britiske parlamentsvalg, general election, til Underhuset, er Labourlederen Jeremy Corbyns fremgang i meningsmålingerne frem til valget. Det ser dog, ifølge meningsmålingerne, fortsat ud til, at De Konservative med Theresa May vil vinde valget. Hun sidder med et lille flertal i Underhuset efter 2015 valget, og det er et forsøg på at styrke sit mandat til Brexitforhandlingerne, der fik hende til at udskrive valget tre år før tid.  Det har måske også været ud fra et forfængeligt håb om at smadre Labour.

Med hendes daværende komfortable føring på omkring 20 pct-points i forhold til Labour var det en mulighed, som ikke mindst hænger sammen med det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse. Der vælges 650 medlemmer til Underhuset i enkeltmandskredse. Dvs i hver valgkreds er det den kandidat, der får flest stemmer (kommer first-past-the-post), som er valgt. Det er foretrukket en del steder i Verden, fordi det giver kandidaterne en tilknytning til en lokal valgkreds, som de repræsenterer i parlamentet, og fordi det letter dannelsen af regeringsduelige flertal. Det kan på den anden side virke udemokratisk, fordi holdningerne iblandt vælgerne ikke kommer til så tydeligt til udtryk i parlamentets sammensætning, som det sker i den såkaldte forholdstalsvalgmåde, vi har i f.eks. Danmark.

Figur   : Den politiske valggeografi på valgkredse efter 2015-valget

ukcurrent

Kilde: The Telegraph. SNP: Scottish National Party. UKIP: United Kingdom Independent Party.

I kommentarerne til de store udsving i vælgerholdninger op til valget har man hæftet sig ved, at Theresa May har lavet en dårlig valgkamp, hvor hun har skiftet holdning undervejs. F.eks. stillede De Konservative forslag om den såkaldte “dementia Law”, som skal føre til større egenbetaling fra ældres side til dækning af udgifter til hjemmehjælp, plejehjem m.v. således, at de kun får lov til at beholde lidt under 100.000 £ i opsparet friværdi/kapital til sig selv. Resten skal indbetales som dækning for det offentliges udgifter. Da man fornemmede ramaskriget over det, som det også viste sig i meningsmålinger, blev det taget af bordet igen.

En stor undladelsessynd var desuden, at hun ikke ville stille op til direkte møde med Corbyn i en TV-debat. Hun har forsøgt at dække sig bag “statsmandsværdigheden”, hvad der ikke er faldet i vælgernes smag.

Figur 2: Sammenvejede resultater af meningsmålinger frem til valget

ukpolling
Kilde: Engelsk wikipedia. Hver prik i billedet svarer til et partis resultat i en meningsmåling (og kurverne altså sammenvejede resultater). Der har været meget diskussion om meningsmålinger – ikke mindst efter de overraskende Brexit- og Trumpafstemninger. Det gælder ikke mindst You Govs netbaserede målinger, som var de første til at vise Corbyns overraskende stærke fremgang. De vægter på forskellig vis for socioøkonomiske faktorer (big data modelling).

 

Målingerne peger stadig på en May-sejr, men valgsystemet kan give overraskelser. Det skyldes ikke mindst, at tilhængere af f.eks. Liberaldemokraterne, kan overveje at lægge deres stemme hos ét af de store partier for at undgå stemmespild, idet partiet kun står til at vinde mandatet i de 8-10 valgkredse, hvor LibDem traditionelt står stærkest. Og disse stemmer vil sandsynligvis overvejende gå til Labour.

Det, der nok også er sket i løbet af valgkampen er, at “klassepolitikken” er kommet tilbage på scenen. Både i 2010-15 under David Camerons koalitionsregering af Konservative og Liberaldemokrater og under den konservative et-partiregering siden 2015 er der foretaget betydelige nedskæringer på velfærdsstatens ydelser. Det er gjort i et forsøg på at rette op på de offentlige budgetters underskud, men også for at skabe økonomiske incitamenter ud fra en nyliberal ideologi.
Et traditionelt billede af “nasty tories” har dermed (gen)fæstnet sig i mange vælgeres bevidsthed.
Mange børn i dårligt stillede familier er endt i fattigdom. Familier på bunden af samfundet henter mad i de såkaldte food banks. Det er på den anden side lykkedes for Labour under Corbyn at komme fri af det image, det havde fået under “tredje-vejs” politikerne Tony Blair og Gordon Brown, så partiet igen står for en bred velfærdspolitik, der bl.a. indebærer genindførelse af gratis undervisning på de højere uddannelser. Det er i en del henseender noget, der ligner et nordisk velfærdssystem, man foreslår for Storbritannien.
Lige frem til terroraktionerne i Manchester og London, som har sat sig på valgets dagsordener, lykkedes det for Labour at gøre den stigende ulighed i Storbritannien til valgkampstema. Når de måske ikke vinder valget i dag, kan det tænkes, at det kan hænge sammen med, at det nye tema er kommet indover på så voldsom en facon, som det er sket.

Appendix: Lidt mere om mekanikken i valgmåden

Et ofte fremført argument for flertalsvalg i enkeltmandskredse er, at det er lettere for vælgerne at forstå: Der vælges simpelthen én i hver valgkreds, og det er den af de opstillede, der har fået flest stemmer. Eksempel fra 3 valgkredse, Brighton, Edinburgh og Kensington i Londen:

uk3constituencies
Kilde: Engelsk Wikipedia. Nederste linjer under hver valgkreds er 2015 valgresultatet. Linjen over er fra en meningsmåling.

I den øverste får den grønne kandidat flest stemmer (47 % af de afgivne) og er dermed valgt. I nr 2, som er en traditionel Labour valgkreds, får Labourkandidaten flest (40 %) og er dermed valgt. I den tredje, en traditionel konservativ upper-class London kreds, er den konservative kandidat valgt med overvældende flertal.

Det kan godt betyde noget, at et valgsystem er gennemskueligt i sine virkninger for vælgerne. Hvis man spørger en brite om, hvilken valgkreds (constituency), vedkommende tilhører, og hvem der repræsenterer vedkommende i Underhuset, vil man ofte få et svar.
Mange danskere vil ikke vide dette. Hvis man spørger en dansk vælger, hvordan tillægsmandater fordeles ved et dansk folketingsvalg for at opnå “matematisk retfærdighed” i fordelingen af mandater i forhold til valgresultatet, vil man ofte blive svar skyldig.

 

Comments Off on Britisk valg

G20 markeringer omkring TTIP

Posted in Global økonomi, Storbritannien by Gregers Friisberg on 16/11/2014

David Cameron, den britiske premierminister, er kendt for at kunne tale med store bogstaver ved internationale møder – og herunder også komme af med nogle af sine yndlingsaversioner. G20 i Brisbane er i den henseende ingen undtagelse. Ved mødets slutning tog han fat på TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og den britiske modstand imod denne aftale. Det er et stort og kompliceret spørgsmål, som har delt mange vande på tværs af Atlanten. Der er blandt forbrugerorganisationer og -interesser frygt for GMO, flere Frankenfoods og andre vederstyggeligheder, som kan risikere at flyve over hegnet ind på det europæiske marked.

Når det tages op i så kraftige toner, som det sker her, er det utvivlsomt fordi, det er en vigtig sag ikke alene for briterne, men også for amerikanerne, der står stærkt på markederne for service og fødevareteknologi, og hvad er mere opportunt end at tage fat på det, hvor  der nu kan være en mulighed for at få en vestlig enighed igennem. Samtidig kan Cameron score indrepolitiske points.

Cameron kører lige ind i hoveduenigheden i den britiske debat: Spørgsmålet om, hvad der kan tænkes at ske med det britiske sundhedssystem, The National Health Service, når TTIP evt går i gang.  The National Health Service, NHS, er den universelle del af det britiske velfærdssystem, det område af velfærden, hvor briterne ikke behøver at skamme sig over for skandinaver eller franskmænd. Og Labourlederen Ed Milliband har linet NHS op som et af hovedspørgsmålene i den britiske valgkamp op til Underhusvalget i 2015. Hvis Cameron kan stille en troværdig argumentation op omkring, at NHS ikke behøver at blive truet af TTIP, har han vundet mange, både hjemlige og internationale points. Hertil kommer de ideologiske stik, der kan tages hjem, hvis TTIP kommer til at booste BNP i de involverede økonomier.

Sagen er imidlertid, at det er meget svært at sige noget om, hvorvidt NHS som universelt sundhedsvelfærdssystem er truet, eller ikke truet, af TTIP. Amerikanerne lægger op til, at det skal være en dynamisk fungerende aftale, når den evt. er etableret, dvs erhvervssynspunkter skal have mulighed for at komme på banen i standardiseringskommiteerne i højere grad end det er tilfældet i EU’s indre marked. Og amerkanerne har et stort marked for sundhed. Det er faktisk det område af amerikansk økonomi, som i de senere år har været en af de mest ekspansive økonomiske sektorer. Det er ikke utænkeligt, at der vil blive presset kraftigt på for at få mere marked og kommercialisering på sundhedsområdet, hvorefter folkevalgte politikere og demokratiet kan blive sat ud af kraft, når sager skal afgøres i arbitreringskommitteer.

Imod det står argumentet om de ekstra arbejdspladser, som den formodede øgede økonomiske aktivitet udløst af en mere omfattende frihandelsaftale kan indebære.

Men det skal ses i forhold til frygten for, at TTIP og TTP (Stillehavsaftalen med asiatiske lande, som ikke indbefatter Kina) fører til isolation af de, der står udenfor.

Det er vigtige spørgsmål, der diskuteres her. Men det er ikke taget særlig meget op i dansk debat. Det kan hænge sammen med, at eliten i dansk offentlighed, Dansk Industri og det meste af regering og folketing forlængst har besluttet sig for, at TTIP er til fordel for Danmark. Og det er sager, der som handels- og toldspørgsmål ordnes af EU-kommissionen. Men som det er set før, er det ikke sikkert, at al globalisering i sig selv er lykkebringende. Det kan komme an på, hvordan det sker.

Comments Off on G20 markeringer omkring TTIP

Kan spinkonge levere formlen for en Labourvalgsejr i 2015?

Posted in Storbritannien, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/04/2014

Den britiske Labourleder Ed Milliband har lige kontraheret med David Axelrod, manden der har været leveringsdygtig i effektivt spin til Barack Obama i en årrække.  Axelrod skal levere skyts til Ed Milliband, så danne kan vinde valget til Underhuset, som formentlig vil blive holdt i maj 2015.

Millibands problem er, at De Konservative i meningsmålinger har tangeret den ellers så relativt sikre føring, han har haft. De Konservative scorer højere m.h.t. lederskab og håndtering af økonomien, de to områder valg traditionelt er blevet afgjort på.
Alle tegne i sol og måne tyder på, at den britiske økonomi er ved at rette sig op efter finanskrisen. Det tyder endda på en vækst, der ligger højst blandt OECD-lande. En regering, der ellers var blevet ret upopulær i brede kredse af befolkningen p.g.a. sine beskæringer af velfærden, ser ud til at få ny genvind hos vælgerne, fordi økonomien er begyndt at vise tegn på fremgang.

Foreløbig har Millibands strategi fokuseret på temaer som  “jobløs vækst” og “faldende levestandard” blandt almindelige mennesker. Det er et spørgsmål, om det er nok? Det er her, Axelrod kommer som en frelsende engel.

Hvad er det, Axelrod formodes at kunne? Ja, vi husker allesammen “Yes, we can” og lignende nemme slagord, der ikke desto mindre blev umiskendelige succeser, fordi de faktisk slog igennem i en grad, så de bevægede sig ud over grænserne og blev globale clicheer. – Og blev vendt humoristisk imod præsidenten (“Yes, we scan”). Men det har været mere end det. Axelrod var med til at knække Mitt Romney i 2012. Det var ikke mindst Romney-fortalelserne om, at halvdelen af amerikanerne var kommet på støtten, der blev vendt til et billede af Romneys foragt for almindelige mennesker.

Og så var Axelrod med til at formulere formlen for, hvordan den kapitalistiske “vækst uden velfærd” og “vækst uden jobs” kunne vendes til en progressiv kandidats fordel.

Hvordan vende hele temaet om 1% og 99%, som Occupy bevægelsen havde kørt effektivt, så kapitalismekritikken ikke risikerede at ramme den progressive kandidat, der måske ikke havde effektive bud på, hvad der skulle stilles op  –  uden at det gik ud over kapitalistisk økonomis formodede effektivitetsmekanisme? Den grundlæggende kontrakt, som USA levede på i det 20. århundrede om, at  det er i orden, at de rige bliver rigere, hvis det sker samtidig med, at hårdt arbejde for de mange kan betale sig, så ud til at være brudt p.g.a. den globale økonomis funktionsmåde.

Det drejede sig bl.a. om at forsyne den progressive kandidat med en argumentation, der overbevisende kunne sælge budskabet om, at velfærd, offentlig sundhed og fordeling fremmer kapitalistisk økonomisk effektivitet.
Obama gjorde bl.a. i sin tale i Osowatomie Kansas i 2011, en tale, der blev holdt på baggrund af både Tea Partys og Occupy-bevægelsens offensiver i perioden inden da. Opskriften er at finde en historisk parallel, i dette tilfælde den republikanske præsident Theodore Roosevelt, der i starten af det 20. århundrede gik i lag med de store monopoler, der var bygget op i den kapitalistiske ekspansionsperiode i 1890’erne og i starten af det 20. århundrede:

…..in 1910, Teddy Roosevelt came here to Osawatomie and he laid out his vision for what he called a New Nationalism. “Our country,” he said, “…means nothing unless it means the triumph of a real democracy…of an economic system under which each man shall be guaranteed the opportunity to show the best that there is in him.” (Applause.)

Now, for this, Roosevelt was called a radical. He was called a socialist — (laughter) — even a communist. But today, we are a richer nation and a stronger democracy because of what he fought for in his last campaign: an eight-hour work day and a minimum wage for women — (applause) — insurance for the unemployed and for the elderly, and those with disabilities; political reform and a progressive income tax

Der jævnføres så med situationen i dag, hvor den globale kapitalisme har skabt en økonomi, hvor fordelene tilfalder de få på bekostning af de mange. Der citeres tal for, hvordan afstanden mellem topdirektørerne og manden på gulvet er øget, og hvordan indkomst- og formuefordelingen generelt er blevet meget skævere:

Look at the statistics. In the last few decades, the average income of the top 1 percent has gone up by more than 250 percent to $1.2 million per year. I’m not talking about millionaires, people who have a million dollars. I’m saying people who make a million dollars every single year. For the top one hundredth of 1 percent, the average income is now $27 million per year. The typical CEO who used to earn about 30 times more than his or her worker now earns 110 times more. And yet, over the last decade the incomes of most Americans have actually fallen by about 6 percent.

Now, this kind of inequality — a level that we haven’t seen since the Great Depression — hurts us all. When middle-class families can no longer afford to buy the goods and services that businesses are selling, when people are slipping out of the middle class, it drags down the entire economy from top to bottom. America was built on the idea of broad-based prosperity, of strong consumers all across the country. That’s why a CEO like Henry Ford made it his mission to pay his workers enough so that they could buy the cars he made. It’s also why a recent study showed that countries with less inequality tend to have stronger and steadier economic growth over the long run.

Det amerikanske præsidentvalg, hvor Obama genvalgtes, blev i vidt omfang vundet på denne politiske kommunikation, der greb fat i de problemer, der optog mange vælgere. At så vanskelighederne kommer bagefter, når man skal udvikle en politik, der kan bære det igennem, er en anden sag. Men som kommunikation var det ret effektivt.

Kan det overføres til britiske forhold? Det er en anden historie. Axelrod har udviklet sin formel i et amerikansk topartisystem, og det britiske partisystem er måske ved – på trods af flertalsvalget i enkeltmandskredse – at udvikle sig til et firepartisystem. Ikke alene ser Liberaldemokraterne ud til at overleve Welfare cuts regeringen. På højrefløjen ser UKIP (United Kingdom Independence Party) ud til at befæste sin stilling hos vælgerne. Det gør det til en mere kompleks opgave at udvikle politisk kommunikation end i en situation med et valg mellem to, hvor en klodset Romney snublede på et afgørende tidspunkt i den amerikanske valgkamp. Nigel Farage, lederen af UKIP, hav vist sig at være en dreven debattør, som kan nå at mudre billedet temmelig meget, idet han også adresserer de spørgsmål, som Obama tager op i sin Kansas-tale.

Comments Off on Kan spinkonge levere formlen for en Labourvalgsejr i 2015?

Den klemte “middelklasse”

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 29/08/2013

Hvem havde troet, at man skulle anbefale skriverier fra the Daily Mail, en af de britiske populæraviser. Men det er ikke desto mindre tilfældet med en artikel om den trængte middelklasse, som avisen bragte for omkring en uge siden. Middelklassen er under pres i både USA og Storbritannien. Det skyldes outsourcing af jobs og altså globaliseringen, der får mange af de ellers sikre livstidsjobs til at forsvinde. Gennemsnitsindkomsten er stagneret de sidste omkring 30 år. Også The Spectator taler om the “strange death of the middle class”.
En af The Guardians kommentatorer ser en risiko for demokratiet i denne udvikling. Denne styreform er traditionelt blevet båret af den voksende middelklasse.

The Daily Mail karakteriserer mange af Marx’ ideer som “outlandish”, men netop m.h.t. den trængte middelklasse, mener forfatteren af artiklen, han havde ret. Det er dog en noget sjov sammenblanding af perspektiver i klasseanalysen. Marx’ overornede perspektiv var proletariseringen af arbejderklassen og den heraf øgede klassebevidsthed. Middelklassen så han som mindre næringsdrivende, der ville blive udkonkurreret og dermed synke ned i arbejderklassen eller pjalteproletariatet. Den “middelklasse”, artiklen interesserer sig for, er snarere en del af de “højere” dele af den arbejderklasse, Marxistiske sociologer taler om.

Den “trængte middelklasse” kendes også fra udviklingen på det europæiske kontinent, især i Sydeuropa. I de nordeuropæiske velfærdsstater ser man også delvist denne udvikling, men her har en sundere økonomi kunnet holde den værste proletarisering tilbage.

Comments Off on Den klemte “middelklasse”

Britiske krise- og velfærdsdiskurser

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 05/04/2013

“Broke Britain” (“Fallerede Storbritannien”) er et tema, der genlyder i britisk debat om nationens økonomi.

Derfor skal der spares. Og derfor har den konservative britiske regering indledt et sparefelttog over for velfærdsordninger, der for mange ser ud som opgøret med den gamle Beveridge-model for velfærd i Storbritannien. Beveridgemodellen fremstilles sommetider som det, man kalder en residual velfærdsmodel, dvs velfærd gives hovedsagelig til de fattige og trængende – og ikke til alle efter et universelt princip. Det er dog ikke en helt korrekt betegnelse, når man ser på, hvordan den i perioder har udviklet sig, og specielt ikke når det gælder dele af det statslige pensionssystems ydelser, og når det gælder sundhed, hvor der er universelle træk.
1. april trådte kraftige velfærdsforringelser i kraft. Den mest forhadte er måske den såkaldte bedroom tax (“soveværelsesskat”), der nedsætter boligstøtten til familier med et ekstra værelse i boligen. Den er blevet sammenlignet med den forhadte “kopskat” (poll tax) fra Thatcherperioden. Det gælder også skattens muligheder for at sætte gang i sociale protestbevægelser.  Hensigten er at få folk til at rykke sammen under krisen, så der opstår et større boligmarked til de hjemløse. Virkningen kan imidlertid blive, at fattige mennesker i hundredetusindevis tvinges til at flytte fra hus og hjem  –  og reelt ikke har nogen steder at flytte hen.
Mindstesatsen for arbejdsløshedsunderstøttelse (job seeker’s allowance) er reduceret til 53 £ ugentlig i et land, hvor leveomkostningerne ikke ligger meget under dansk niveau. Socialminister Iain Duncan Smith har erklæret, at han da godt selv ville kunne leve for dette beløb. Desværre ser det ikke ud til, at det vil komme an på en prøve!

Beveridgeplanens største bedrift, The National Health Service, det statlige universelle sundhedssystem, udsættes for kraftige privatiseringstiltag, idet de private klinikker nu får stærkt øget mulighed for at byde ind som sundhedsudbydere.

Men er det egentlig nødvendigt at gå så hårdt til værks. Tax Justice Network betvivler det, og de har ladet en gruppe økonomer punktere de konservative myter om økonomiens tilstand.

uknetdebt9717

Kilde: New Economics.

Når man ser figuren ovenover, der viser den britiske statsgæld i pct af BNP, vil man umiddelbart være tilbøjelig til at give austerity-økonomerne (austerity=spare-/nedskæringspolitik) ret. Der er vel ikke rum og råd til andet, end det Osborne i The Treasury (Finansministeriet)  og hans venner er i gang med?

Men hvad nu når man ser det i et noget længere tidsperspektiv?:

uknetdebt170017

Set i det lange tidsperspektiv er den nuværende gældsbyrde sat noget i perspektiv. Og når man ser på rentebetalingernes vægt på statsbudgettet, ser det heller ikke så sort ud:

UKinterestpayments

Hvad skal man da gøre i den nuværende situation?
Investere sig ud af krisen, lyder svaret fra de optimistiske økonomer. Og der er råd til det. I modsætning til de sydeuropæiske euro-medlemmer, har Storbritannien egen valuta og egen centralbank. Det er bare at gå i gang med investeringerne. Så vil væksten øges, og skatteindbetalingerne vil strømme ind i Osbornes skattekammer i meget bredere strømme end nu.

Tænk engang, at det kan være så simpelt!

Velfærdsmodellen bringes ind i debatten om, hvorvidt der er råd. De Konservative hævder, at de i virkeligheden kæmper for den lille mands ret til at kunne se, at der er en forskel på, hvad man kan tjene i et job på den ene side, og på den anden side få i velfærd.  De arbejdsløse og velfærdsmodtagernes fremstilles som snyltere. Den ene notoriske sag efter den anden drages frem, lige fra indvandrerfamilier, der “lever i luksus” i dyre boliger i London, altsammen betalt af den hårdtplagede skatteyder, og til den uhyggelige Mick Philpott-sag, hvor en far til 17 børn angiveligt er kommet til at brænde 6 af disse børn inde i et fingeret forsøg på at skabe en situation, hvor han kunne redde dele af sine velfærdsindtægter.

scroungers

“Scrounger” Mick Philpott med en del af sin familie.

Derfor er en del af de store velfærdsreformer at redde den hårdtarbejdende brite fra synet af “the scroungers” og deres udsvævende liv på statens regning. Der er lagt et loft over, hvor meget en familie kan få i samlet velfærdsydelser, på, hvad der svarer til en brites gennemsnitsindkomst, pt 26000 £ om året. Da nogle af de berørte familier kan have mange børn, kan dette drive mange børn i Storbritannien ud i ekstrem fattigdom.

Scrounger-livsstilen gøres til problemet, frem for, at man siger, at problemet er, at der ikke er jobs til folk. Der opstår eller udvikles en diskurs til det, hvor sociale problemer individualiseres og forsøges gjort til et udelukkende individuelt ansvar.  Storbritannien er i krise, og landet er ved at grave sig endnu dybere ned i krisen som følge af Konservatives og Lib-dems økonomiske politik. Man må dog også sige, at der opstår uenighed i koalitionsregeringen på det diskursive plan. For De Konservative er det et middel til at få rettet op på dårlige meningsmålinger. J. Osborne skulle have studeret politik i USA og her lært nogle “dirty tricks” udi den electorale politiks finesser.

Samtidig er man i gang med at ødelægge Beveridgevelfærdsmodellen, når man forbinder dens velfærd med “dependency-retorikken” (“velfærd skaber afhængighed af det sociale system”).  Thatcher-æraen kritiseres for at medvirke til denne “afhængighedsskabende velfærd”, når Thatcher anbragte en del arbejdsløse på sygedagpenge og invalideydelser. Det er en del af den konservative diskurs, at velfærdspolitikken skal udvikles, så den styrker Storbritanniens muligheder for at klare sig i den globale konkurrence. Det skal kunne “betale sig at arbejde”. Skatten for de laveste indtægter sættes ned, idet bundfradraget for skat øges, og den øverste marginalskat sættes ned til 45 pct, hvor den lå frem til 2010, hvor den blev sat op til 50 pct af Labours daværende finansminister Alastair Darling.

James Cameron gik til valg i 2010 med løfter om at gøre noget ved “Broken Britain” (“det socialt nedbrudte Storbritannien”). Det skulle bl.a. ske igennem den storstilede “Big Society” ide, hvor civilsamfundet skulle på banen. Igennem en øget frivilligindsats og udbygning af sammenhængskraft og solidaritet i lokalsamfundene, skulle marginaliserings- og udstødningsmekanismer reduceres. Det har vist sig at være et ideologisk røgslør for en social nedskæringspolitik, der for mange fremstår som om muligt endnu mere brutal end det, der skete under Margaret Thatcher.

Comments Off on Britiske krise- og velfærdsdiskurser

Statistisk gys fra Storbritannien

Posted in Global økonomi, Storbritannien by Gregers Friisberg on 26/01/2013

Den britiske finansminister George Osborn mødes nu af ny kritik for sin økonomiske besparelses- og nedskæringspolitik (austerity) efter at det britiske statistikkontor ONS (Office of National Statistics) har offentliggjort tal for BNP i fjerde kvartal af 2012. Tallene viser et fald på 0,3 pct. Det var kun i 3.kvartal, hvor der var olympiade, at økonomien voksede en smule. Samlet set er det økonomiske resultat for 2012 et stort 0, og samlet set har økonomien trukket sig sammen med 3 pct siden 2007-08, lige før den økonomiske nedtur begyndte med Lehmann Brothers krakket i USA i september 2008. Det får britiske aviser til at tale om “økonomisk depression” og en krise, der er værre end den i 30’erne, jvf figuren herunder.

Figur 1: 4 – 5 års recessioner sammenlignet. BNP ændringer i pct i faste priser.

reccomparedKilde: The Guardian. Link her til britiske  BNP-tal fra 1955 til i dag.

2008-recessionen er den fuldt optrukne røde kurve.

Tallene gør indtryk, bl.a. fordi både USA og Tyskland nu har en produktion, der er større end i perioden lige før krisen satte ind. Bortset fra skrantende sydeuropæiske lande fremstår Storbritannien mere og mere som “Europas syge mand”.

Hvad er der galt? spørger man, når landet ovenikøbet har kunne devaluere valutaen. Bebrejdelserne rettes i stigende grad imod finansminister Osborn og hans austerity-politik. Nu også fra de konservatives egne rækker. Britisk konservatismes enfant terrible, Londonborgmesteren Boris Johnson, bliver mere og mere højrøstet i sin kritik (“junk the rhetoric of austerity“) af  regeringens økonomiske politik, og forlanger en mere udgiftsorienteret politik, bl.a. med infrastrukturinvesteringer. Selv for Goldman Sachs er det blevet for meget.  Og som en fremtrædende liberaldemokrat siger: “Det er på tide at udfordre den finansministerielle ortodoksi, der intet har lært siden 1930’erne”. Det er sjovt  –  eller måske snarere tragikomisk –  at se historien gentage sig på den måde. Det var det samme opgør, John M. Keynes havde med datidens økonomer af samme ortodokse variant.

Som Johnson og flere andre påpeger, det er nødvendigt at indgyde mere tillid, så forbrugerne begynder at forbruge mere, og erhvervslivet sætter mere gang i investeringerne. Derfor er det nødvendigt med et retorik- og diskursskifte, så økonomien i højere grad “tales op” end tales ned. I økonomi kan ganske meget afhænge af forventninger.

Det kan dog også være hårdere økonomiske realiteter end retorik og forventninger, der spiller en rolle. Der kører en debat i landet om, hvorvidt Storbritannien har afindustrialiseret i for høj grad, siden Thatcher-æraen i 1980’erne fik landet til at satse på servicesektoren, herunder finansielle ydelser med “Big Bang” (deregulering og liberalisering) på Londonbørsen i 1986. De økonomiske effekter af en liberaliseret finanssektor er for længst fordampet. Imens kan briterne sidde og se misundeligt til, mens stjernevirksomheder i de industrielle bælter i Benelux, Nordfrankrig og Tyskland nyder godt af en eksportoffensiv på Verdensmarkedet, bl.a. i de voksende BRIK-økonomier.

Comments Off on Statistisk gys fra Storbritannien

Britisk problemøkonomi

Posted in Storbritannien by Gregers Friisberg on 22/08/2012

Da den britiske regering af Konservative og Liberaldemokrater tiltrådte i maj 2010 lovede den at bringe det britiske underskud på de offentlige budgetter ud af verden inden næste valg i 2015. De senest offentliggjorte budgettal i landet viser, hvor sørgeligt langt fra at løse denne problemstilling, man er. George Osborne, den britiske finansminister, er i serious trouble m.h.t. at leve op til løfterne. Økonomer vurderer, at pr april 2013 vil man være over 40 mia £ væk fra regeringens sparemål.

Og det sker efter runder af besparelser og budget beskæringer, der har udløst betydelige sociale problemer i landet. I dag forsøger man i mange lokalsamfund at bruge David Camerons grandiose plan om et civilsamfundsbaseret Big Society til at oprette “madbanker“, folkekøkkener m.v. for de fattige, der ikke kan leve af de beskårne sociale ydelser.  De studerende skal betale op til 9000£ for undervisningen på landets højere læreanstalter, og tilgangen til uddannelserne er faldt kraftigt. Det videnssamfund, landet skulle leve af, har det svært.

Det viser, at man ikke kan spare sig ud af budgetproblemer, når økonomien er i recession – eller i hvert fald, at en økonomi som den britiske ikke kan det. Det var – og er – en økonomi, der for en stor del var baseret på forbrugerkredit (i husfriværdier) og en svulmende finanssektor. Man troede, at ved at spare ville eksportindustrien blomstre og sende eksportvarer ud på de globale markeder. Det er desværre ikke sket – eller i alt for utilstrækkeligt et omfang. Og pundet er endda devalueret betydeligt over for en række hovedvalutaer. Morale: Man skal åbenbart passe på med at afindustrialisere et land og håbe på, at industrien bare vender tilbage, når arbejdslønninger efter en international målestok er “lave nok”.

The Guardians økonomiredaktør Larry Elliott bringer Keynes på banen for at vise Cameron-Clegg-duoens mangelfulde økonomiforståelse: “Pas på økonomien, og underskuddet vil passe på sig selv”, som Keynes sagde i rådgivning til politikere i 30’erne. Med en vækst af en vis højde vil den offentlige balance komme af sig selv.

Og dog må man nok også sige, at disse vise ord fra den klassiske mester i efterspørgselsøkonomi ikke helt lever op til kravene i den globaliserede tidsalder, vi er kommet ind i. Der er jo faktisk lande med stærke eksportøkonomier, der kan spare sig til en slags økonomisk succes, i hvert fald under den hidtidige recession. De lader eksporten trække efterspørgselen i den indenlandske økonomi op. Men Storbritannien har ikke kunnet som følge af den letsindige økonomiske politik i årtier, hvor den industrielle basis gradvist er blevet delvist afmonteret og nedlagt.

Der synes at være en manglende forståelse hos David Cameron og George Osborne for, hvad det er for et kompliceret samspil mellem den offentlige sektor og den private sektor, der kan give udvikling i en stagnerende kapitalistisk økonomi. Man synes at tro, at det er nok blot at deregulere, spare og herefter lade markederne ordne resten. Men det sker ikke. Man havde kalkuleret med erhvervsinvesteringer, der ville stige 40 pct. De er tværtimod stagnerende. Med en mindsteløn under 6£ i timen kan det næppe være lønkonkurrenceevnen, den er gal med.

Hvad skal der til for, at virksomhederne igen investerer i nye jobs?  Det korte svar er nok: Bedre afsætningsmuligheder, højere profit og rentabilitet. Ja, men man kan også bruge samspillet mellem offentlig og privat på en mere gennemtænkt måde, end det pt sker i Storbritannien. De skandinaviske lande og Tyskland er bedre til at bruge uddannelses- og forskningsinvesteringer offensivt. USA bruger sit militær-industrielle kompleks. Og man behøver ikke gå meget i detalje om, hvad Kina gør. I Storbritannien hviler arven fra Thatcher for tungt i Det konservative Parti.
Der er samtidig også sket det, at landets finanssektor og centrumet for denne sektor i Londons finansdistrikt, pt har vist voksende problemer med at konkurrere med Wall Street. Mange af de store finansvirksomheder flytter jobs til deres afdeling i New York.

Comments Off on Britisk problemøkonomi