Befolkningsvækst i Egypten

Arabisk forår i Egypten? Det udviklede sig måske snarere til – først patriarkens – dernæst patriarkernes efterår.
Nu viser det sig, at det egyptiske forår har kastet andre problemer af sig. The Guardian skriver, at landet nu står over for en befolkningseksplosion, der sprænger alle hidtidige rammer. Der er kommet over en halv mio flere fødsler i landet (pr år) det sidste par år end hidtil forudset. Det arabiske forår får sjovt nok en del af skylden.  – Hvorfor nu det?

Jo, under Mubarak blev der lavet familiepolitik, hvor man forsøgte at begrænse antallet af fødsler i familierne. Det blev droppet, først under indtryk af økonomisk-sociale problemer i forbindelse med finanskrisen, og senere af den socialt konservative politik, der blev ført under Morsis præsidentembede fra 2012. Det muslimske Broderskab ville ikke blande sig i familiernes egne dispositioner.

Egypten har en høj befolkningsvækst. Ifølge Verdensbanken 1, 8 pct om året. Det giver en vækst på knap 1,5 mio om året. Det kan fødevareproduktion og udbygning af offentlig infrastruktur ikke følge med til. Det nævnes i artiklen, at i forvejen er klassekvotienterne i skolerne 40 – 60, og det kan ikke lade sig gøre for landet at udbygge skolerne i det fornødne tempo. Der er i forvejen en relativt høj analfabetisme i landet.

FN’s befolkningsprogram laver løbende prognoser af befolkningsudviklingen i medlemslandene. Her kan man lave projektioner over forventet befolkningsudvikling frem til 2100, både med forventninger om en medium og en høj variant af forventet befolkningsvækst, jvf figuren herunder.

Kilde: FN. Link her til regneark (FN programmet giver mulighed for download som CSVfil, der kan omdannes til Excel.

Allerede i 2050 vil befolkningen være 137 mio. Det kunne give et vitamintilskud til EU’s aldrende befolkning, at der ligger sådan en demografisk bombe i det sydlige Middelhavsområde. Men det er næppe realistisk, at de fælles problemer vil blive løst på den måde.  Egypten har i forvejen store problemer med en galopperende ungdomsarbejdsløshed, og man kan da nok forvente, at presset på EU’s ydre grænser vil tiltage.

Fra kleptokrati til demokrati?

Ifølge forskellige undersøgelser og rapporter skulle det være godtgjort, at Mubarakfamilien har været i stand til at udplyndre Egypten for store summer. Der kan være tale om beløb op til 70 mia$. Det er ikke alene Hosni Mubarak selv, men også hustruen og sønnerne, der har taget godt for sig af retterne, hver med personlige formuer på mia af dollars. Der er ikke noget usædvanligt i dette. Det er en del af de despotiske regimers kultur i de mellemøstlige lande.  Ifølge andre kilder er det ikke bevist, at Mubarakfamilien har raget så meget til sig. Embedsmænd i Washington taler om et beløb på 2 – 3 mia $.  Det er naturligvis også i sig selv et problem. Men det egentlig store problem er nok snarere den crony capitalism, der har forhindret egentlige reformer i at slå igennem og derved har holdt økonomisk udvikling tilbage.  En stålmagnat har f.eks. monopol på det egyptiske marked, som han har opnået igennem politiske forbindelser med bl.a. Gamal Mubarak. Og det bevirker, at der ikke importeres f.eks. langt billigere kinesisk stål.

Det er en del af en kultur, der hænger sammen med klientelisme systemet. Man beskytter sig og sine og betaler for tjenester, der er ydet. Det viser sig mange steder i samfundet. Mubarakfamilien er toppen af en pyramide af offentlig korruption og klientelisme. Mange offentlig ansatte er dårligt lønnet og forsøger i stedet at supplere deres indkomst med ekstraarbejde og i mange tilfælde betaling for korruption. Det har, sammen med forventninger om, at man er berettiget til en offentlig ansættelse, hvis man har fået en højere uddannelse, givet en overopsvulmet offentlig sektor. En ægte demokratisk udvikling kan hjælpe med at addressere dette problem, idet de valgte politikere vil kunne stilles til ansvar for, hvordan den offentlige sektor fungerer, og blive skiftet ud, hvis de ikke passer jobbet.

Demokratiudvikling får støtte udefra. Danmark har således givet støtte via Det arabiske Initiativ og Dialoginstituttet i Egypten. Der er tale om hæderværdige forsøg, men fremmer de virkelig de folkelige kræfter, der vil et ægte demokrati?

At indføre demokrati i et land som Egypten kan være vanskeligt af flere grunde. Mubarakstyrets accept af  at afholde de manipulerede valg, der faktisk har været der,  har hængt sammen med ønsker om at imødekomme de udenlandske samarbejdspartnere, der har stillet betingelser for at yde bistand. Derfor er det heller ikke blevet et ægte demokrati, men et demokrati, der gøres til genstand for manipulation. Det gode ved Tahrirpladsoprøret er, at det  nu er folkelige kræfter fra neden, der stiller krav om demokrati. Det er bl.a. de unge, der er hårdt ramt af den økonomiske krise, og som benytter sig af mulighederne for kommunikation på SMS, Facebook og Twitter til hastigt at mobilisere netværkene.  Demokratibevægelsen vurderes at være en bredt baseret bevægelse.:

Det er en bredt baseret bevægelse, bestående af flere sociale klasser. Egyptere fra arbejderklassen udgør klart en betydelig andel af mængden på Tahrir pladsen. 

Denne bevægelse  har i starten  fejet den gamle opposition af Det muslimske Broderskab og de intellektuelle liberale partier til side.  Under oprøret indgår de dog i samarbejde med hinanden, og man kan sammen pege på El Baaradei, Nobelprisvinderen, som en samlende figur, der kan lede forhandlinger. Det er dog ikke den løsning, der ender med at  blive bakket op af USA og EU.

 Ved et EU topmøde i Bruxelles 4. februar blev der talt om en skærpet europæisk holdning og herunder en vag trussel om  evt tilbageholdelse af udviklingsbistand til Egypten.  Men som sædvanlig var EU lammet af forskellige holdninger hos de store lande, idet Italiens leder Berlusconi ikke så noget af kritisere hos den egyptiske leder, tværtimod. Men lederen af Centrum-Venstre gruppen i Europaparlamentet Martin Schultz kritiserede den svage EU-udenrigspolitik:

EU opfører sig som en skræmt kanin foran lygterne på en bil. EU topmødet burde komme med en klar udtalelse om, at den egyptiske præsident Mubaraks tid er talt.

EU’s udenrigsminister, Baronesse Ashton, rykkede ud med en kommentar i The Guardian.  Her erklærede hun, at EU står klar til at hjælpe Egypten og Tunesien. Der er behov for et “dybt demokrati”, skriver hun. Ved det forstår hun et “demokrati, der er mere end stemmer og valg”. Hun henviser bl.a. til den lange proces, som prægede dannelsen af det europæiske proces.  “Dybt demokrati” drejer sig om “respekt for retssamfundet, ytringsfrihed, et uafhængigt retssystem og en upartisk administration. Der skal være garanti for ejendomsret (enforceable property rights) og frie fagforeninger. Det drejer sig ikke kun om at kunne skifte regeringer ud, men også om at bygge de rette institutioner og holdninger.”

Klientelismesystemet rækker på sin vis ud over landets grænser. Egypten er effektivt en klientstat af USA. Ved sin tale ved sikkerhedskonferencen i München 5.2. gav USA’s udenrigsminister udtryk for opbakning til Mubaraks mand, vicepræsident Omar Suleiman. Mubarak fik silkesnoren. Som en avis udtrykte det: “Mubaraks magt svinder, idet USA bakker op bag hans vicepræssident”.  Suleiman fik til opgave at sørge for en “orderly transition”, hvor ordentlige valg kan forberedes i ro og mag til afholdelse i september. Hvor demonstranterne havde ønsket sig en meget hurtigere indførelse af reelt demokrati. Den amerikanske løsning blev sekunderet af EU.

Figur 1: BNP pr indbygger i sammenlignelige løbende dollars

Kilde: IMF. World Economic Outlook database. Hent ark her. I perioden 1980-2010 har infl. i $ været ca 160 pct.

Det er en gammelkendt sandhed, at økonomisk udvikling kan være en forudsætning for demokrati. Igennem økonomisk udvikling skabes nye sociale lag, der kan bære et demokrati, som vi har set det i Europa siden den industrielle revolution, oplysningstiden og den franske revolution. Men det er ikke ligegyldigt, hvad det er for en økonomisk udvikling, der sker. Hvis det skal fremme opbygningen af et nationalt demokrati, skal det ikke være en afhængig økonomi.  En sådan økonomi vil fortsat være for meget underlagt styring fra udlandet. Som man kan se af figur1, har udviklingen været præget af, at Egypten nok ligger ret lavt i BNP pr indbygger, men der har været en ret kraftig vækst.

Figur 2: BNP pr indbygger i løbende sammenlignelige dollars. 1980=100

Kilde: Samme som Figur 1. Estimerede tal fra ca 2008.

Det viser sig tydeligt, når man laver samme basisår for de 4 landes vækst. Indien og Egypten spurter af sted med høje vækstrater, netop de senere år, i hvert fald før krisen satte ind. Det kan give det, udviklingssociologer kalder the “revolution of rising expectations”, de voksende forventningers revolution; og det kan meget vel være en del af det, der ligger bag den egyptiske revolution. Når de voksende forventninger støder ind i inertien af et gammeldags, autokratisk og korrupt styre, og det hele forbindes med en midlertidig nedgang i væksten, sker der ting og sager.

Efter at have givet sin støtte til Omar Suleiman, stod USA tilbage med problemet, om dette nu var foreneligt med den “demokratiske revolution“. Suleiman er en forlængelse af det styre, der har siddet.  Ved at tillade Mubarakstyret at sætte hælene i igen og konsolidere sin magt, vil man kunne deraile (afspore) den folkelige revolution, som det er blevet sagt. Man vil bringe landet endnu længere væk fra det “dybe demokrati”, som EU-udenrigsministeren taler om. Stillet over for tiltagende amerikansk lunkenhed kunne det være interessant, hvis EU bakkede den folkelige revolution op. I stedet for en intellektuel udredning om “dybe revolutioner” kunne EU-udenrigsministeren have foreslået noget mere aktiv opbakning fra EU-side.  Oprørerne har nogle af de samme mål som EU’s middelhavsinitiativ: Demokrati og menneskerettigheder.

Oprør i Tunesien breder sig

Oprøret i Tunesien ser nu ud til at brede sig til Nordafrikas mest folkerige land, Egypten. The Guardian, der har kontakt med bloggere og reportere i Egypten, skriver:

• Tens of thousands of anti-government protesters have clashed with police in Cairo in the largest demonstration in Egypt in a generation. Demonstrators want an end to the authoritarian president Hosni Mubarak’s near 30 years of power.

• Police have responded with batons, water cannons and tear gas in a bid to quell the crowd. The demonstration, said to be inspired by the uprising in Tunisia, began peacefully before clashes occurred.

• As night falls in Egypt protests have also broken out in the Mediterranean port city of Alexandria. Roads are also being blocked by demonstrators in the Sinai Peninsula, and large rallies are being reported across the Nile Delta and the Suez Canal region.

Lige som i Tunesien er også disse protester inspireret af en enkelt persons skæbne, nemlig Khaled Said, der skulle være udsat for tortur af politiet, med efterfølgende død. På samme måde som i Tunesien har en bevægelse spredt sig via Facebook og Twitter. Og så samme måde som i Tunesien har det autoritære Mubarakregime forsøgt at forbyde Twitter. Facebook-bevægelsen,  We are all Khaled Said, skulle dog stadig være levende og aktiv.

Der har været meget diskussion i især franske medier om det tunesiske oprør, bl.a. om det er en revolution eller bare en paladsrevolution? Og der er gjort meget ud af de specifikt tunesiske træk ved opstanden i Tunesien. Dette land har en meget sekulær tradition og en ret stor og relativt veluddannet middelklasse. Den udviklede nordlige del af Tunesien hører måske kulturelt mere til Europa og Middelhavskulturen end til traditionel nomadisk-arabisk kultur. Ben Ali styret satte sig tungt på magten i over 23 år, som det f.eks. beskrives i et Wikileaks-telegram fra den amerikanske ambassade i Tunis:

På mange måder burde Tunesien være en nær USA-allieret. Men det er landet ikke. Hvor vi deler nogle kerneværdier,  og landet har opnået udviklingsresultater, har Tunesien imidlertid store problemer. Præsident Ben Ali er aldrende, hans regime er præget af sclerose, og der er ingen klar efterfølger. Mange tunesere er frustrerede over mangelen på politisk frihed, og de er vrede over den præsidentielle families korruption, den høje arbejdsløshed og de regionale uligheder. Ekstremismen udgør en fortsat trussel. Og det medvirker til problemerne, at den tunesiske regering ikke tager imod eller tåler nogen form for råd eller kritik, hverken indenlandsk eller internationalt. I stedet søger den at iværksætte stadig større kontrol, ofte gennem brug af politiet. Det er sigende for situationen i landet, at regimet har forsøgt at forbyde og forhindre adgang til disse Wikileaks-telegrammer, hvor den amerikanske ambassadør blotlægger den socioøkonomiske og politiske situation i landet på en måde, der ikke var tilsigtet offentliggørelse.

Egypten er om muligt et mindre udviklet land. Gennemsnitsindkomsten for en egypter er under 1/10 af EU-gennemsnittet.  Mubarak har, i lighed med forgængeren Anwar Sadat, forsøgt sig med økonomiske reformer. De har måske medvirket til en vis vækst, men den berømte “nedrislingseffekt” af nyliberal politik er udeblevet:

Sadat bekendtgjorde økonomiske reformer, bl.a. privatisering, idet han pegede på, at et friere marked ville tilgodese alle egyptere. Disse tanker er blevet gentaget under Mubarak, især siden udpegelsen af premierminster Nazif og hans regering af økonomiske reformatorer i 2004. De økonomiske fremskridt er dog, på samme måde som i 1981, ufuldkomne. Kæmpemæssige statssubsidier har nu, som dengang, tjent til at bremse større økonomiske reformer. I 1981 gik 21,5 % af Bruttonationalindkomsten (BNI) til de rigeste 5 % af befolkningen, mens de fattigste 20 % af befolkningen kun modtog 5 pct af de samlede indkomster. I 2007 vedbliver en almindelig opfattelse af, at Egyptens økonomiske vækst kun tilgodeser en meget lille del af befolkningen. 17 % lever under fattigdomsgrænsen, næsten identisk med tallene i 1981. 
    Det kan altså så diskuteres, om de nyliberale reformer ikke er ført konsekvent nok igennem, eller om disse reformer i virkeligheden har været en del af problemet? Nogen kinesisk eller indisk udviklingsmodel har der ikke været tale om, selv om størrelsen af det indre marked med en befolkning på over 85 mio måske kunne gøre det muligt.

Figur 1: BNP per indbygger i Algeriet, Tunesien og Egypten. 1950-2008. Geary-Khamis$

Kilde: The Conference Board. Ark kan downloades her . Note: Geary-Khamis$: Teoretisk international købekraftsparitets$ (PPP), hvor valutaenheden måles i forhold til den købekraft, amerikanske dollars havde i USA i 1990 eller 2000.

Når man sammenligner Maghgreb-økonomierne Algeriet og Tunesien med Egypten over et længere historisk forløb, jvf figtur 1, kan man se, at Tunesien måske har nydt godt af den åbne økonomi og placeringen tæt på EU, i hvert fald når det vurderes på gennemsnitlig BNP pr indbygger. Problemet er, som nævnt, at der ikke har været nok “nedrisling” (“trickling-down-effect”). Indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Samtidig er landene ramt hårdt af krisen fra 2008, hvad der virker som en kraftig knock-down effekt på den “revolution af stigende forventninger”, der har præget den voksende middelklasse i alle tre lande siden sluthalvfemserne.  Det kan forklare revolutionen, og at den bliver sekulær. Denne effekt er stærkest i Tunesien.  Algeriet er præget af perioden med kraftig økonomisk nedgang, først da franskmændene forlod landet omkring 1960, og siden i slutfirserne og  begyndelsen af halvfemserne, hvor FIS, den islamiske bevægelse blev snydt for en valgsejr (1991), og det som bekendt førte til et tiår med borgerkrigslignende tilstande. Både dengang og nu er demokratibevægelserne, hvor forskellige de end er, blevet svigtet af Vesten.

Egypten er præget af nogle af de samme politiske problemer som Tunesien under Ben Ali, med en sklerotisk, aldrende ledelse og overdreven udøvelse af poitimyndighed og tortur. Mubarak førte en politik, hvor han tillod en svag og ineffektiv intellektuel opposition, og lod denne stille op til valg. Herved skabte han en facade af “demokrati” med manipulerede valg og mangel på presse- og ytringsfrihed. Hans egen søn kørtes i stilling til at efterfølge ham, hvorved kongedømmet næsten  –  dog uden formel kongetitel – kunne genindføres ad bagvejen. Det har været med til at stille det sekulære styre og dets samarbejde med Vesten i et dårligt lys over for befolkningen. Samtidig blev det Islamiske Broderskab, der havde bred opbakning i befolkningen, isoleret og gjort ulovligt. Med det nuværende oprør er der meget hurtigt dannet en ny opposition af unge, der kommunikerer via de sociale net, Facebook, Twitter, m.fl. De er dog blevet udsat for systematisk forfølgelse, en forfølgelse, der kulminerede den 28.1., hvor hele Internettet blev lukket ned, angiveligt første gang, dette skete i et større land i Internettes historie.

EU har forsøgt at udvikle regionen og knytte den nærmere til Europa igennem associeringsaftaler og anspore til udvikling inden for rammerne af Barcelonainitiativet. Reelt har man dog været alt for sendrægtige m.h.t. at udøve effektiv kritik af de diktatoriske regimer. De har været effektive håndlangere i kampen mod terror, og så har man set igennem fingre med de menneskeretskrænkelser og den korruption, der er foregået. Specielt når det gælder Tunesien, har ladet været et mønsterland for nyliberal økonomisk politik. Landet er åbnet op for udenlandske investeringer og samhandel, og det har p.g.a. den overvejende sekulariserede kultur været set som et idealland.
    EU burde have medvirket mere aktivt  til en reel udvikling af landene i Nordafrika, fra Maghreb i Vest til Egypten i øst.
    I stedet for indenlandsk drevet ekspansion, er økonomien i Tunesien karakteriseret ved en fastholdelse i en regional arbejdsdeling, hvor de tunesiske kystområder er investeringsområde for den europæiske turistindustri, og det indre af landet er leverandør af råvarer og lavtbetalt arbejdskraft. Det har nok givet en vis fremgang i den gennemsnitlige indkomst, jf figtur 1. Den fattige del af befolkningen fastholdes dog i arbejdsfunktioner i turistindustri og præindustrielt landbrug, som ikke har meget udviklingspotentiale.  Mange steder er landbruget blevet udkonkurreret af det mere effektive EU-landbrug og landbrugsstøtteordningerne.

I stedet har man i Maghreblandene måttet bruge store mængder fremmedvaluta på import af basale fødevarer. Det gælder ikke mindst et land som Algeriet, at fødevareimportafhængigheden er blevet en økonomisk fælde, idet landet via en ret høj olieproduktion har haft valutaindtægterne til import. På den måde er olieindtægter nærmest blevet en sovepude, i stedet for at blive brugt til udvikling.