Gregers Friisberg

Fransk præsidentvalg. 1. runde: Vælgeradfærd

Posted in Frankrig by Gregers Friisberg on 25/04/2017

Hvilke socio-økonomiske kategorier af vælgere stemte på hvilke kandidater?:

franskvaelgeradf17
Kilde: Election Presidentielle Slideshare. Undersøgelsen er lavet på en repræsentativ stikprøve på knap 4700 interviewpersoner, der er udspurgt over Internettet.
Tabellen skal læses på tværs, så den altså viser, hvor stor andel af den socio-økonomiske kategori, der går til den pågældende kandidat.
Kategorier: Cadre: Højere funktionær (ikke helt synonymt med højere uddannet, men vil være det i stort omfang). Profession intermediaire: Mellemlag. Employé: Funktionær (mellem/lavere). Ouvrier: arbejder.  Retraité: Pensionist.

Man siger ofte, at Front National/Le Pen samler arbejderne. Det er korrekt, når man ser på de 37 pct af arbejderstemmerne, – samt en høj pct employés – stemmer.
Med 24 pct arbejderstemmer og 22 pct employés er det imidlertid også en betydelig del af arbejderstemmerne, der går til det “nye venstres” kandidat Melenchon, der var en af de 4 topscorere ved valget med 19,2 pct af stemmerne i første valgrunde.

Tendensen m.h.t. globaliserings- og EU-skepsis i arbejderklassen og omvendt globaliserings- og EU-tiltro hos de højereuddannede ses i vinderkandidaterne Le Pens og  Emmanuel Macrons respektive stemmeandele i disse grupper.
Pensionisterne går i stort omfang til det traditionelle højre (Fillon/Republikanere) og den nye midte (Macron/En Marche). Hvor Front National altså nok kan minde om Dansk Folkeparti m.h.t. at være største arbejderparti (målt på andel af arbejderstemmer), er det ikke et udpræget pensionistparti som DF.

Vælgerundersøgelsen viser en vælgerbefolkning, der i betydelig grad er delt efter uddannelse og globaliserings- og urbaniserings dimensionerne. Le Pen får stor støtte i “Udkantsfrankrig”, de arbejdsløshedsramte områder i Nord- og Sydfrankrig.

Undersøgelsen viser også, at den store stemmesluger blandt de unge 18-24-årige er Jean-Luc Melenchon (30 pct af denne gruppes stemmer).

Den såkaldte klassestemmehypotese siger, at underklassen stemmer på socialistiske partier, som går ind for udjævning af indkomster og formuer via skattepolitikken og velfærdspolitikken, mens de velaflagte stemmer på konservative-liberalistiske partier, som accepterer ulighed (lavere progression i beskatningen). Hvordan rimer det med valgresultatet?:

husstandsindkomst
Ordforklaring: Revenu du foyer: Husstandsindkomst.

En vis bekræftelse kan ses – især hvis man ser FN som “arbejderparti”. Under Marine Le Pens ledelse har partiet gjort mere ud af sikring af social tryghed.

En stor del af de lavestlønnedes (moins de/mindre end 1250 euro pr måned) stemmer Melenchon eller Le Pen. De højtlønnedes (over 3000 euro pr måned) stemmer går for en stor del til Fillon og Macron.

Det siges ofte, at venstre-højreskalaen ikke er relevant mere. Det er dog ofte mere ønsketænkning end realitet. De franske valgdata antyder, at skalaen stadig spiller en rolle i en del vælgeres bevidsthed. De er blevet spurgt om, hvordan de selv vil anbringe sig på en højre-venstreskala:

vhskalapositioneringfr
Ord fra top: I alt. Politisk selvpositionering. Tres a gauche: Meget til venstre. Til venstre. Snarere (plutot) til venstre. Overvejende (SurTout) Venstre. Centrum (au Centre). Snarere (plotot) til højre. Til højre. Meget til højre. Ni a gauche….: Hverken venstre eller højre.

 

Her kan man forestille sig, at vælgerne kan forvirres af, at venstre og højre ofte defineres meget forskelligt i medierne. Når Le Pen kaldes “ekstremt højre”, tænker man først og fremmest på udlændinge- og lov-og-orden politikken. I velfærdspolitikken er partiet imidlertid gået ind imod midten (lige som DF i Danmark). VH-skala kan altså både tænkes nypolitisk og traditionelt som fordelingspolitisk dimension.

Det kan således diskuteres, om den stærke tendens til venstreorienterethed, som kan ses i vælgerdataene hos en del af vælgerbefolkningen, især skal beskrives som en form for politisk kultur eller det er fordelingspolitiske holdninger. Det er formentlig en blanding.

Det er interessant, at “hverken venstre eller højre” tendensen især findes hos de ikke-traditionelle partier/bevægelser, der har markeret sig ved dette valg: Le Pen, Melenchon og Macron.

Hvad med land contra by? Det er blevet fremhævet som en stadig vigtigere politisk deling. Alle landsbytosserne stemmer på Le Pen, mens de veluddannede, der er tændt på modernitetens og oplysningens fremtidsprojekt stemmer på kandidater, der bærer på urbanitetens kultur? Så enkelt er det desværre ikke, selv om man nok kan se nogle tendenser i den retning:

stemmeefterbymaessighed
Figuren viser stemmeandele i forhold til grad af landlighed – bymæssighed, lige fra landlig (rural) over småbyer med under 20.000 indbyggere til den meget store Paris-region, hvor op imod en femtedel af Frankrigs befolkning bor. Le Pen får ikke vildt mange stemmer i Metropolen Paris (men dog immervæk 14 pct). Men ellers er det spredt nogenlunde ligeligt ud, som f.eks. også Melenchons valgdata viser.

Snarere end en generel modsætning land-by, kan vi se en slags gentagelse af det trumpske Ohiosyndrom: Der er klart voldsomt stor overvægt i de mest økonomisk nedtrykte arbejderområder. Det kan dog ikke ses af tabellen ovenover, men det drejer sig om industribyer i det nordlige Frankrig, hvor produktionsgrundlaget er udhulet af globaliseringens arbejdsdeling og konkurrencen fra Østeuropa og Kina.

Comments Off on Fransk præsidentvalg. 1. runde: Vælgeradfærd

Fransk valg – skæbnevalg for Europa?

Posted in EU, Frankrig by Gregers Friisberg on 23/04/2017

Overskriften er dramatisk – men det er ikke desto mindre, hvad man ser i dele af den internationale presse.

Hvordan er det kommet så vidt, at et bestemt udfald af valget i dag skulle indebære en opløsning af EU, eller dele af EU-samarbejdet?

Som vi var inde på i sidste blogpost, så ligger en betydelig del af skylden hos EU selv. Euroen var et politisk motiveret projekt, der er blevet presset ned over et alt for uensartet økonomisk grundlag, uden at man har sørget for den nødvendige politiske overbygning. Og problemerne er blevet forværret af den uforstandige økonomiske politik, som de stærke EU-økonomier har ført.
Et Frankrig, der er præget af betydelige statsligt dirigerede velfærdstraditioner, kan logisk set tvinges til at vælge en anden vej, hvis man vil beskytte sin velfærdsmodel.
Det er mærkeligt, at der er så ringe forståelse for det, men at man mere ser euroskepsisen som en uforståelig form for nationalchauvisme.
Det er en snæversynet måde at se det på.

nyedelinger2
Kilde: Le Monde. Det er kun de fem kandidater med størst tilslutning i vælgermålingerne, der er vist ovenfor. I alt er der 11 kandidater med forskellige politiske og økonomisk-sociale prioriteringer.

Når det er sagt, så er det nok alt for tidligt at varsle EU’s undergang som følge af Frankrigs valg. Den kandidat, der ser ud til at stå stærkest, Emmanuel Macron (jvf figuren ovenover), er stærk tilhænger af EU. Og de fleste meningsmålinger tyder på, at han vil slå Le Pen i 2. valgrunde, fordi han som midterkandidat vil samle over et bredere politisk spektrum end hun kan. Men det er klart at drabet på en politibetjent et par dage før valget – på selveste Champs Elysees i centrum af Paris, kan sætte ny gang i terrorfrygten i den franske befolkning og dermed måske gøre udfaldet usikkert.

Det er dog svært at forudsige, hvordan valget vil falde ud denne gang, fordi en stor del af vælgerne få dage før valget ikke har bestemt sig for, hvilken kandidat de vil stemme på. Der er blandt vælgerne en stigende fremmedgørelse i forhold til det, der er kaldt “den politiske klasse”, en stigende afstand imellem elite og folk.
Det ser ud til, at “den politiske klasse” har erkendt dette. Det er et valg, der er præget af en utrolig mængde af forskellige politiske prioriteringer og nye ideer. Der er vilje til at bevæge sig. Det er f.eks. slående at se, hvordan PS-kandidaten Benoit Hamon tilfører nye ideer til det traditionelle socialdemokratiske tankegods, f.eks. mere direkte demokrati, skat på robotter, borgerløn (revenue universelle), erkendelse af “udbrændthed” på arbejdsmarkedet og politiske initiativer imod det. Der tages afstand fra den nyliberale politik under Francois Hollande.
Der er kritisk af den franske 5. republik (præsidentiel forfatning indstiftet af De Gaulle i 1958) for at være for kejserligt præsidentiel. Altså mere magt til Nationalforsamlingen og mere direkte demokrati med konsultering af vælgerne.

POLITISK IDEOLOGISKE DELINGSLINJER:

nyedelinger
Ovenover er hovedskillelinjer i det politisk-ideologiske landskab mellem de 5 førende kandidater søgt skildret. Og herunder kan man se resultatet af en socioøkonomisk kortlægning via interviewdata af vælgerpositionerne.

Det socioøkonomiske vælgerkort feb. 17:

nyedelinger3
Kilde: Le Monde. Cadre superieur: Højere funktionær (ikke synonymt med højere uddannet, men vil være det i stort omfang). Profession independante: Selvstændig. Retraité: Pensionist. Autres inactifs: Andre uden for arbejdsmarkedet.

Man siger, at klassestemme af faldende i det senmoderne samfund, hvor industrien afløses af serviceerhverv og IT. Det er imidlertid en noget let omgang med politisk sociologi. Det er korrekt, hvis man ser klassestemmehypotesen som det traditionelle politisk-ideologiske mønster, hvor arbejderne forventes at stemme socialistisk, og borgerskab og de mere velstående forventes at stemme borgerligt.
Det fremgår af de ovenstående interviewdata, at de franske arbejdere (ouvrier) overvejende stemmer på Le Pen. Men der er også mange, der (absentionistes potentiels) vil vælge sofaen. Sofa-partiet er det største arbejderparti. Blandt de, der har tilendegivet, de vil stemme, er FN det største parti. Det er kun en mindre del af arbejderne, der vil stemme socialistisk (Melenchon eller Hamon).
Det kan minde om dansk vælgeradfærd, hvor de tilsvarende grupper for en stor del stemmer Dansk Folkeparti.
De lavere funktionærer (emploiée) stemmer også for en stor del på Le Pen. De højere funktionærer (cadre superieur) stemmer i vidt omfang på Macron og i meget mindre omfang på Le Pen.  Forsåvidt kan man, hvis man ser FN som arbejderparti, sige, at der stadig er en udstrakt grad af klassestemme.

Men man kan også se, at delingerne går på globalisering og kultur/livsstil. De uddannede (Cadre superieur og profession intermediaire) er åbne for globalisering og multikulturalitet (kandidater som Macron, Hamon og Melenchon).
Folk på landet/bønder (Agriculteur exploitant/landmænd) er det relativt største sofa-parti, og blandt de, der tilkendegiver at ville stemme, er FN det største parti.

Man finder nogle af de sammen skismaer mellem storbykultur og udkants- og småbykultur, som man så ved det danske 2015-valg. Men skismaerne er større i Frankrig end i Danmark. FN står mere til højre i kultur- og identitetspolitik end DF, og Danmark er en større økonomisk “globaliseringssucces” end Frankrig.

Fransk valg – Nye politiske delinger

Posted in EU, Frankrig, Uncategorized by Gregers Friisberg on 20/04/2017

Det franske præsidentvalg 23. april og 7. maj illustrerer de politiske delinger, som EU’s indre marked, euroen og den økonomiske globalisering har ført med sig. Det er ikke fordi, der i sig selv nødvendigvis er noget forkert i disse fænomener; det er snarere uforstandighed og politisk selvovervurdering i måden, de er forsøgt implementeret på.

eurodilemmaer

Det traditionelle partimønster med to fløje omkring PS (Parti Socialiste/socialdemokrater) fra Venstre fløj og Republikanerne fra Højre fløj  er mere eller mindre gået i opløsning. Ganske vist repræsenteres de sidstnævnte af den katolsk konservative Francois Fillon, men de tre øvrige frontløbere i første valgrunde den 23. april stiller op med “egen liste” eller med et parti (Front National), der som outsidere dårligt nok er parlamentarisk repræsenteret i den franske nationalforsamling. Det hænger sammen med den specielle franske valgmåde, hvor der laves valg ad to omgange; og selv om Front National får mange vælgere, taber de ved præsidentvalg ofte i 2. runde, når de andre partier samles om en mere midtersøgende kandidat.
Parti Socialiste (PS) stiller op med kandidaten Benoit Hamon, der bl.a. foreslår borgerløn som en del af det postindustrielle samfunds løsninger. Han lagde rimelig godt ud, men faldt efterhånden til 7-8 pct af vælgerne. PS blev “straffet” af vælgerne for den nyliberale arbejdsmarkedspolitik.

Mange arbejdervælgere fra socialt og økonomisk nedtrådte dele af Frankrig, herunder også mange tidligere kommunister, går til Le Pen. Front National (FN) er vokset støt siden 1980’erne, hvor liberaliseringer i EU (indførelse af frie kapitalbevægelser og indre marked) begyndte at sætte traditionelle franske erhverv som sværindustrien under pres for outsourcing til billiglande.  I de senere år har FN også hentet store vælgergrupper i “Udkantsfrankrig”, de tradtionelle landbrugsområder, der lider under tiltagene for reformer af EU’s landbrugspolitik. Her forventer man nye – eller genindførelse – af nationale støtteordninger til landbruget og et mere beskyttet marked, end det EU efterhånden kan tilbyde.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon får også betydelig støtte i arbejderklassen, men ellers henter han den hos funktionærer og i de uddannede mellemlag i Frankrigs storbyer, et socialt lag, der i meget højere grad føler sig udsat arbejdsmarkedsmæssigt af den økonomiske globalisering end den tilsvarende gruppe gør i de stærkere EU-økonomier. Melanchon vender sig imod borgerlønsideen, som han frygter fører til mere proletarisering/fattigdom, når den f.eks. som en universel ordning overtager dele af arbejdsgivernes lønforpligtelser.

Frankrig befinder sig et sted midt imellem de økonomisk stærke lande og de økonomisk svage lande i EU.
Landet har høj arbejdsløshed (i underkanten af 10 pct), specielt blandt de unge. Der er gennemført nyliberale arbejdsmarkedsmæssige reformer, der skulle have styrket landets økonomi på udbudssiden, men som kun har gjort dette i meget begrænset omfang, så BNP-væksten har været stagnerende i en længere årrække med dårlige virkninger på beskæftigelsen.

bnptyfr
Kilde: Eurostat.

Hvad er baggrunden?

Det er ikke kommet særlig klart frem i mediedækningen af det franske valg. Men en stor del af de politiske uenigheder drejer sig om virkningerne af ØMU’en (Økonomisk-Monetær Union) og fællesvalutaen euroen. Det er et politisk, føderalistisk projekt, der blev startet af kommissionsformand Jacues Delors, den tyske kansler Helmuth Kohl og den franske præsident Francois Mitterrand som udløbere af den europæiske fællesakt (det indre marked med de 4 friheder) og Maastrichttraktaten. Det var forhastet i forhold til de europæiske økonomiske realiteter, ikke mindst efter optagelsen af 10 østeuropæiske lande i 2004. Den politiske vilje var stærkere end de økonomiske realiteter.
For at kunne få en fællesvaluta til at fungere er det nødvendigt med en betydelig ensartethed i økonomisk udvikling og økonomisk styrke. Eller også skal man have en overbygning i form af en politisk union med fælles finans- og skattepolitik. Det har midterkandidaten til præsidentvalget Emmunel Macron forstået. Han vil løse ØMU’ens problemer med mere integration. Han forestiller sig, at der skal laves en føderalistisk styring af ØMU’en med et parlament for euro-zonen og en harmonisering af de økonomisk-sociale politikker.

Harmonisering (“konvergens”) troede man i lang tid ville komme mere eller mindre af sig selv. Der blev opstillet konvergenskriterier med krav til størrelsen af statsgæld, underskud på statsbudgettet i pct af BNP (højst 3 pct) og ensartede inflationsrater og renter.
Det viste sig imidlertid, at der var for store forskelle i økonomisk styrke imellem en højtudviklet kerne af lande i Nord- og Centraleuropa (Tyskland, Benelux, Østrig og de nordiske lande) og økonomisk lavereudviklede lande i Sydeuropa og Østeuropa.
I de første har man bedre kunnet drage fordel af globaliseringen. Man har deltaget i den nye internationale arbejdsdeling, den har ført med sig. Der var der store overskud på betalingsbalancerne og lav arbejdsløshed, mens der i de sidste, Spanien, Grækenland, Italien og Portugal, var tendenser til meget svagere økonomi, med ringere betalingsbalancer og større arbejdsløshed. Globaliseringen har splintret disse landes økonomier og skabt sociale delinger. Den sociale kontrakt, man havde under den tidligere industrialisering, er brudt op.
Disse lande kunne ikke længere devaluere den nationale valuta, som nogle af dem havde gjort før, fordi de jo havde fællesvalutaen euro. Og de måtte derfor vente på en langsom forbedring af den strukturelle konkurrenceevne.
I Frankrig har det under Francois Hollande ført til reformer, som er blevet voldsomt upopulære i socialdemokraternes traditionelle vælgerlag i arbejderklassen, – ikke mindst blandt de unge, der lider under de mange midlertidige ansættelsesforhold. Forsøgene på at lave en mere fleksibel økonomi er kun ført halvhjertet igennem og har skabt delinger blandt lønmodtagerne i A- og B-hold.

I især Frankrig og Italien bredte den folkelige skepsis sig i form af dannelsen af populistiske bevægelser, Front National i Frankrig under ledelse af Marine le Pen, og fem-stjernebevævelsen i Italien under ledelse af Beppe Grillo. De forlangte deres lande trukket ud af euroen/folkeafstemninger om fortsat deltagelse. Marine Le Pen har i valgkampen 2017 illustreret problematikken, som den ser ud fra hendes synsvinkel, med diagrammet herunder.

lepensgrafik
Kilde: Le Figaro.  Figuren viser udviklingen i industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og de svagere sydeuropæiske lande. Det hænger sammen med stærkere tysk konkurrenceevne. Euroen er en “billig valuta” for Tyskland, en dyr for de svagere sydeuropæiske økonomier.

I Frankrig deltes den folkelige skepsis imod “elitens EU-projekt” op til præsidentvalget i 2017 i dels Marine Le Pens højrenationalisme, dels i den mere venstreorienterede retning under ledelse af Jean-Luc Melenchon, hvor man vil genforhandle den økonomiske del af EU-traktaten og reetablere Frankrigs deltagelse i internationalt samarbejde på et mere universalistisk, FN-baseret grundlag.

De to kandidater er ofte set som en del af samme kategori. Begge populister. Begge “uansvarlige” økonomisk og politisk. De er dog så forskellige, at det er meget angribeligt at se dem som to alen ud af et stykke. Le Pen har nok set noget rigtigt i det franske konkurrenceevneefterslæb og de tilhørende problemer i euro-konstruktionen, men ellers er hendes 144 forslag til præsidentiel politik i den kommende 5-års periode en deprimerende udstilling af højrenational, xenofobisk, lov-og-orden og isolationistisk politik.
Det er derfor mere relevant at sammenligne hende med Donald Trump, end når det gælder Melenchon. Han er blevet dæmoniseret i dele af den franske presse som en fransk “Hugo Chavez” tilsat lidt Fidel Castro. Det er urimeligt, da hans politik hviler på et gennemarbejdet økonomisk program, som ikke er en kopi af sydamerikanske samfundsmodeller.
Men man kan ikke lade være med at spørge, om ikke meget af det er prøvet før? Det gælder f.eks. forslagene om nedsættelse af arbejdstiden og forøgelsen af mindstelønnen (Le SMIC, Salaire Minimum), der som bekendt er fastsat ved lov i Frankrig. Det var nogenlunde det samme, socialisten (PS)  Francois Mitterrand forsøgte i 1981 efter at være blevet valgt til præsident. Det førte til en svækkelse af fransk konkurrenceevne, stigende inflation, voksende underskud på statens budget og betalingsbalanceunderskud, og man måtte i løbet af et par år skifte kurs. Det skete imidlertid i en anden konjunktursituation end den, Frankrig formodentlig står over for nu, hvor der langt om længe ser ud til at være tendens til øget økonomisk vækst i EU-kerneområdet.

I de franske erhvervsinteressers talerør Les Echos har der mildt sagt ikke været opbakning bag en fransk udtræden af euroen. Det vil angiveligt øge udlandsgælden, føre til fordyrelse af importen (efter devaluering), skræmme investeringer væk og føre til kaotiske forhold for de mange komplicerede værdi- og forsyningskæder, som over 30.000 globaliserede franske vireksomheder deltager i henover grænserne. Økonomierne er så sammenfiltret, at det ses som eventyrpolitik at genetablere en mere national økonomisk ramme med en ny franc til erstatning for euro.
Så selv om arbejdsløsheden i 2017 var knap 10 pct i Frankrig og under 5 pct i Tyskland, og sidstnævnte land endvidere havde et eksportoverskud på over 8 pct af BNP, var det ikke på dette plan, en løsning for Frankrig skulle findes, hvis man “spørger virksomhederne”.

ØMU’ens problemer med skabelse af et stærkt center og svage periferier reproduceres internt i den franske økonomi. I Paris-området og andre centre er arbejdsløsheden meget lavere end i den franske udkant.

Arbejdsløshedsprocenten (taux de chomage) i egne af Frankrig. (I pct af erhvervsaktive):

arbejdslfr
Kilde: Le Monde. Moins de: Under.

I de franske udkantsområder er arbejdsløsheden over dobbelt så høj som i centret. Det er i disse områder Le Pen får størst opbakning.

Det hjalp ikke til at få afhjulpet ØMU’ens problemer, at den konservative tyske regering under ledelse af CDU (Kristelig Demokratiske Union) insisterede på økonomisk besparelsespolitik (austerity politik) med krav om ligevægt eller meget små underskud (op til 0,5 pct af BNP) i underskud på statsbudgetterne i ØMU-medlemslandene. Hvis man i stedet i de økonomisk stærke lande efter finanskrisen havde ført en økonomisk stimulanspolitik med større offentlige investeringer og udgifter, ville man i højere grad have kunnet skabe et marked for de fattigere lande i syd, så de interne spændinger i unionen ikke havde udviklet sig så voldsomt.

Det er ikke kun de økonomiske spørgsmål, der fører til nye delinger i vælgermassen. Det gør det multikulturelle samfund også. Frankrig  er et af de lande, der har størst muslimsk befolkningsgruppe, og tørklæde og andre religiøse symboler er stødt på hård modstand fra den franske sækulariseringstradition (adskillelse af kirke og stat), hvor religionen søges holdt ude af det offentlige rum. I 2016 blev den såkaldte burkini forbudt af 30 franske borgmestre, især i det sydlige Frankrig. Forbudet blev senere dømt ude af den franske forfatningsdomstol. Samtidig er frygten for de kulturelle strømninger udefra forøget som følge af terrorismen, der har ramt Frankrig særlig hårdt de seneste år. Det er en frygt, især Front National har formået at drage fordel af.

Comments Off on Fransk valg – Nye politiske delinger

En forhammer til klimapolitikken

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 24/03/2017

Forslaget til budget for USA’s forbundsregering er forstemmende læsning. Den del af aktiviteterne, der skal skæres mest, er USA’s miljøagentur EPA (Environmental Protection Agency):

Figur    : Det hvide Hus’ forslag til budget for 2018
usbudget
Kilde: Washington Post.

Udgifterne til miljøagenturet foreslås begrænset med 31 pct. Med Washington Posts ord er det en forkammer, der bringes i brug over bl.a. udgifterne til bekæmpelse af den globale opvarmning. Men man må sige, at Trump lever op til løfterne fra præsidentvalgkampen. Det anerkendes ikke, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Og desuden satses på fortsatte muligheder for den fossile brændselsindustri.
Det er stærkt betænkeligt, når der lige fremlægges nye rapporter om, at kloden nu ser ud til at blive varmere og varmere fra år til år. Med det resultat, at den arktiske is trækker sig mere og mere tilbage.
Udenrigsministeriet (State Department) står også til kraftig reduktion. Det er bl.a. bistandspolitikken, der rammes.
Til gengæld foreslås forsvarsudgifterne (Defense Department) øget markant.

 

 

Comments Off on En forhammer til klimapolitikken

Et kapitel i US – tyske relationer

Posted in Amerikansk udenrigspolitik by Gregers Friisberg on 21/03/2017

merkeltweet

Man kan sige meget om Trump, men at han forstår at få fuld valuta for pengene, når han tweeter, kan der ikke herske nogen tvivl om. I en sag som det vigtige forhold til den ledende europæiske magt, Tyskland, skal man ikke lade sig begrænse af Twitter-grænsen på 140 karakterer. Har man et vigtigt budskab, spreder man sig naturligvis over to tweets, som altså skal læses bagfra.

Der behøver vel næppe længere at være nogen tvivl om, hvad retningen for USA’s udenrigspolitik under Trump vil blive: The Business man’s udenrigspolitik. Tyskland skylder angiveligt penge for i så lang tid at have betalt for beskyttelse under USA’s atomparaply. Det er ikke kun et spørgsmål om at leve op til 2 pct målet for forsvarsudgifterne, men om også at betale for det omfattende amerikanske militær, der har  været udstationeret i Tyskland.

Det er et absurd krav, og det illustrerer et gammelt ordsprog om, at ikke alt kan opgøres i penge. Det indgår åbenbart ikke i Trumps regnestykke, at USA selv har haft en interesse i at sikre sin indflydelse i Europa og sikre sig en position som leder af “den frie Verden”, noget, tidligere amerikanske præsidenter har påpeget gang på gang. Hvad denne interessevaretagelse for USA er værd, kan vanskeligt opgøres i penge.

Mødet var åbenbart – set fra Trumps side – “GREAT”, trods den pinagtige handshake-scene, der må få smilet frem hos enhver diplomat, der bare er nogenlunde trænet på de bonede gulve. Det kan minde om onkel Alberts uheldige opførsel ved familiefesten, når han har fået for meget at drikke og falder i søvn under talen til konfirmanden. Men er det det, det drejer sig om her?

Måske handles der fuldt bevidst og med køligt overlæg fra Trumps side – og ikke impulsivt og ud fra mavefornemmelser, som mange synes at mene. Bemærkningen “Send nu nogle gode billeder tilbage til Tyskland” siger det hele.

Det hensynsløse snub af kansler Merkel kan forklares ved enten præsidentens kvindeforagt eller hans frygt for sit populistiske vælgerbagland. Efter strongman-retorikken i valgkampen er det svært hurtigt at blive alfavnende statsmand.
Han viser, at han billedligt talt “ikke sælger ud” til hverken en kvinde eller til de tyske interesser, som han er optaget af at få placeret på rette sted. Tysklands plads er – ikke i Europa, men et sted, hvor et land med blot 80 mio indbyggere bør ligge. Hun forsøges pillet ned fra piedestalen som “den frie verdens nye leder” og flygtningenes ven, når han hævder, hun gør ubodelig skade med denne politik.
Hans opførsel var anderledes, da Theresa May var på besøg. Det var et besøg, der var i en anden kategori. Hun ilede til Washington hurtigst muligt, som repræsentant for klientnationen, der er blevet helt afhængig af USA efter Brexit-afstemningen. Tyskland ses som en udfordrer – og i Trumps øjne en ikke værdig udfordrer.
Det er ham uforståeligt, hvorfor den amerikanske middelstand og overklasse foretrækker at køre i BMW eller Mercedes frem for Chevrolet eller Cadillac. Det store tyske  – og i øvrigt europæiske  –  handelsoverskud i samhandelen med USA er en stor anstødssten, som Trump agter, i samarbejde med handelszar Peter Navarro, at gøre noget ved. Det er ikke kun NATO og sikkerhedspolitikken, der er en bad deal for USA.

Den centrale antagelse hos Trump og Navarro er, at euroen er en konstruktion, der leverer en undervalueret valuta til det konkurrencedygtige tyske erhvervsliv.
– Og det er der måske nok lidt om!
På den anden side var amerikanerne bare kommet til at betale endnu mere for de eftertragtede tyske produkter, hvis valutaen havde ligget højere i værdi. Amerikanernes svage konkurrenceevne inden for disse produktområder er et problem, de selv har været med til at skabe. – Hvad tyskerne diskret har gjort opmærksom på igennem deres lærlinge-træningsprogrammer ved BNW-fabrikken i Spartanburg, South Carolina.
Trump ligger under for en farlig illusion, hvis han tror, at manglende konkurrenceevne er et problem, der kan klares med snuptagsløsninger (som f.eks. en 35 pct told på tyske biler). Det vil kunne varme lidt i starten, men vil give problemer på længere sigt.

Set fra en forretningsmands synsvinkel må det til gengæld glæde Trump, at USA sidder på mindst halvdelen af våbenhandelen i Verden, ifølge The Washington Post.

usarmssales
Kilde: Washington Post 22.3.17. Nogle af de største aftagere, Saudiarabien, Israel, Forenede Arabiske Emirater, Australien og Taiwan, er ikke med i figuren ovenover.

Igen er der tale om noget, som ikke bare kan gøres op i dollars og cents. USA har store fordele af at sidde på denne våbenhandel, teknologisk og handelspolitisk. Og det er ingen hemmelighed, at EU-landene igennem en del år har set med slet skjult misundelse på det. Det er en del af baggrunden for det forsvarsmæssige samarbejde i EU. En koordineret EU politik vil kunne øge Europas økonomiske fordele og mindske importafhængigheden af USA.

Det er to meget forskellige politikere, der mødtes i Washington. Kropssprogene er afslørende. Han buser ud, og hun holder sig til takt og tone og siger tingene på en mere indirekte måde.
Amerikansk diplomati kan komme rendende bagefter og feje op efter den uslebne forretningsmand. Det har man set i både Ukraine-politikken og Kina-politikken. Amerikansk udenrigspolitik har en lang historisk tradition og et stort bureaukrati i State Department bag sig, som formentlig vil medvirke til en vis kontinuitet. Prøveballonen om et-Kina politikken blev hurtigt skudt ned. Men den Trumpske impulsivitet kan komme til at anrette meget skade på amerikanske interesser rundt omkring i Verden, før en evt. rigsretssag for løgnagtighed og fake news tvinger ham til at indstille skydningen.

 

Comments Off on Et kapitel i US – tyske relationer

Valg i Holland

Posted in Demokrati, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/03/2017

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

hollandskvalg2017
Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Comments Off on Valg i Holland

Erdogans gamble

Posted in EU, Mellemøsten by Gregers Friisberg on 15/03/2017

Præsident Erdogan spiller højt spil. Han har længe villet reformere den tyrkiske forfatning, så præsidentmagten øges, men han har problemer med at gøre det på en måde, der ikke støder vælgerflertallet så langt væk, at han taber folkeafstemningen den 16. april. Det er det, der forklarer den voldsomme retorik, hvor han beskylder Holland og Tyskland for fascisme og nazisme. Det var ellers beskyldninger, der kunne rettes mod ham selv, når man tænker på den måde, militærkupforsøget i juli 2016 blev slået ned på, – og ikke mindst efterspillet, hvor medier lukkes, journalister forfølges og offentlig ansatte i titusindevis mister deres job på formodede mistanker.
Han mener, det er udslag af fascisme, at regeringerne i Holland og Tyskland udelukker tyrkiske ministre i at komme til valgmøder om forfatningsudkastet for at “oplyse” tyrkere med stemmeret i udlandet om udkastet. Derved skulle den demokratiske debat angiveligt være trådt under fode.

Realiteten er imidlertid, at det er en autoritær statsmagt, der sender sine ministre ud for at propagandere for en forfatning, der vil gøre Erdogan til en slags enevoldshersker. Det er ikke en fri debat mellem ligeværdige. Derfor er reaktionen fra hollandsk og tysk side forståelig. Den hollandske reaktion er også begrundet i indenrigspolitiske forhold. Den hollandske statsminister har behov for at vise “fasthed” i konfrontationen med Geert Wilders ved valget i Holland den 15. marts.

Professor i politologi ved Syracuse University Yüksel Sezgin analyserer forfatningsreformen i Washington Post.  Reformen skal ændre Tyrkiets politiske system fra et parlamentarisk system, hvor præsidenten mest har ceremonielle funktioner, til et præsidentielt system. Det er imidlertid et præsidentielt system, der tildeler præsidenten mere magt, end man har i både Frankrigs og USA’s præsidentialisme.
Præsidenten leder regeringen. Statsministerposten afskaffes. Præsidenten vil blive både regeringschef og statsoverhoved. Præsidenten skal kunne sidde i tre femårsperioder. Og han vil kunne fortsætte som leder af sit parti (AKP). Det vil indebære, at Erdogan vil kunne sidde til 2029, – forudsat at vælgerne giver ham flertal. Men det er der gode muligheder for – af let gennemskuelige grunde. Han vil selv kunne udpege, hvem der stiller op til parlamentet for AKP. Det vil have let ved at fortsætte som dominerende parti. Det er allerede sådan, at der er en spærregrænse til repræsentation i parlamentet på 10 pct, noget, der udelukker oppositionsgrupper fra at komme ind.
Valg til præsident og parlament skal holdes på samme dag, hvad det vil lette det for magten, når valgene skal tilrettelægges og synkroniseres.
Regeringsmedlemmer udpeges af præsidenten, herunder også vicepræsidenten, der bliver stedfortræder for præsidenten, når denne er væk på rejser. Kabinettets (ledende ministres) udnævnelser skal ikke godkendes i parlamentet, som det f.eks. er tilfældet i USA. Forfatningen nævner ikke parlamentariske kontrolmuligheder, så som f.eks. forespørgsel eller muligheder for mistillidsvotum, som det kendes fra parlamentariske systemer. Der bliver ikke mulighed for impeachment (rigsretssag) imod præsidenten, som det er tilfældet i USA, men præsidenten kan med 2/3 flertal indlages for Højesteret for forbrydelser, han måtte have begået i sit hverv som præsident. Men præsidenten kan på et hvilket som helst tidspunkt selvstændigt beslutte at opløse parlamentet og udskrive valg.

Præsidenten kan endvidere udstede dekreter, der har lovvirkning.
Man mangler altså en del af de checks and balances (magtafbalancering, .f.eks. ministerudnævnelsers godkendelse) og magtdeling mellem udøvende og lovgivende magt, som man har i det amerikanske system. Den amerikanske præsidents dekreter skal holdes inden for eksisterende lovgivning.

Hensigten med den nye forfatning er angiveligt at “øge stabiliteten” i landet i en vanskelig tid med terrorisme og kupforsøg som det i juli, hvor fjendtlige kræfter truer landets sikkerhed, herunder også nogle, der, som f.eks. Gulen, gør det fra en position i udlandet.

Erdogans AKP parti har i de senere år kunnet ride på en bølge af økonomisk fremgang. Der har været god vækst i den tyrkiske økonomi, som har kunnet komme relativt brede lag af befolkningen til gode. Det har imidlertid ændret sig noget de seneste år. Arbejdsløsheden er nu relativt høj (12 pct). Priserne stiger meget og truer dermed levestandarden for store grupper af befolkningen. Der er voksende ulighed,  både mellem forskellige grupper af befolkningen og imellem forskellige dele af landet.

De kraftige prisstigninger hænger bl.a. sammen med en større glidende devaluering af den tyrkiske lira de senere år, bl.a. som følge af store betalingsbalanceunderskud.
Landet har en stor udenrigshandel, ikke mindst med EU (60-70 mia euro hver vej), og importvarerne stiger i pris med devalueringen og forringer dermed levevilkårene for den almindelige befolkning.

Det kan være med til at forklare Erdogans populistiske retorik. Han forsøger at aflede opmærksomheden fra problemer, der bliver mere og mere påtrængende. Og han har fundet en bekvem prügelknabe i den europæiske union, som man igennem mange år har forhandlet optagelse i EU med, – men foreløbig uden andet resultat end et medlemsskab af toldunionen. Man har måttet lide den tort at få at vide, at man ikke lever op til de såkaldte Københavnskriterier for medlemsskab (demokrati, menneskerettigheder og retsstat). Hvad er så mere nærliggende over for den indenlandske opinion end at vende disse kriterier om imod EU og beskylde unionen for hykleri, når den forhindrer tyrkiske ministre i at komme ind og debattere “forfatningsreformer”, der skal vedtages ved en formodet demokratisk referendumafstemning i april? Det er grov vildledende demagogi.

Tyrkiet har haft betydelige fordele af at være med i toldunionen. Den er mere vidtgående m.h.t. handelsfordele end de associeringsaftaler, andre middelhavslande har fået tilbudt. Og der har været betydelige EU-investeringer i landet. Erdogan kan potentielt  løbe en betydelig risiko ved nu at køre retorikken så langt, at han begynder at true EU med økonomiske sanktioner og med at ophæve aftalen om indsats imod menneskesmuglerne, som kan forhindre yderligere flygtningestrømme fra Syrien. Hvordan vil der blive reageret fra EU’s side? Man kan forestille sig, at det kan blive vanskeligt at udforme en fælles beslutning om reaktion fra EU-side. Måske skal den fremprovokeres af yderligere eskalering af konfliktniveauet?

tyrkiskvalgnov15
Kilde: The Guardian 2.11.15. HDP: Moderne parti med kurderstøtte. CHP: Det republikanske Folkeparti: Det førende sækulariserede parti med fortsættelse af det kemalistiske tankesæt. AK/AKP: Retfærdigheds- og udviklingspartiet. Moderat islamisk konservativt-nationalistisk parti ledet af Erdogan. Der er kun vist partier, der fik repræsentation (med over 10 pct af afgivne stemmer).

 

Der var parlamentsvalg i Tyrkiet 2 gange i 2016, først i juni, hvor Erdogan/AKP ikke fik det ønskede absolutte flertal, og anden gang 1.11., hvor det lykkedes at få absolut flertal, men ikke nok (330) til at lave folkeafstemning om ny forfatning. Det højrenationalistiske parti MHP leverede de nødvendige stemmer til dette i januar 17.

Comments Off on Erdogans gamble

Kina – “Verdens fabrik”

Posted in Økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/03/2017

Kina – “Verdens fabrik” er måske ved at være en saga blot. Det er der i hvert fald en del medier, der rapporterer i denne tid. Det rappoDrteres, at en gennemsnitstimeløn i Kinas industri er 3,60 $ pr time i 2016, en stigning på 64 pct siden 2011. Lønnen i Kinas industri skulle så være 5 gange så høj som lønnen i Indiens industri, højere end i Brazilien og tæt på at være på højde med den fattigste del af Sydeuropa.

Så kunne tro, at så må Kina høre op med at være Verdens fabrik, som alle har travlt med at outsource til. Det sidste er nok korrekt. Outsourcingstempoet vil formodentlig falde noget. Og det skyldes ikke kun Trump og hans nationalkonservative America1st politik.

Det er dog ikke sikkert, at rollen som “Verdens fabrik” er et overstået stade – ikke helt i hvert fald. Kina er i gang med at tilpasse sig de højere lønninger. Det sker ved, at landet går mere upmarket, og ved at der indføres mere automatiserede produktionsmetoder. Hemmeligheden bag udviklingen i Kina er, at der allerede er foregået store produktivitetsstigninger, og at landet derfor er i stand til at betale højere timelønninger. Det ser ud som om, Kina er ved at gennemgå en udvikling, der ligner den, Japan var igennem i 1980’erne og 90’erne. Lønningerne steg, fordi produktiviteten steg. Og de steg kraftigt målt i global fællesvaluta som $, fordi landets konkurrenceevne afspejledes i en højere kurs på den nationale valuta.

Noget lignende er sket i Kina og vil formentlig ske også i de kommende år. Der vil ske en valutarisk tilpasning, som vil afspejle sig i endnu højere lønninger fremover, målt i f.eks. amerikanske $. – Hvis ikke en ny global krise sætter en stopper for denne udvikling!

 

Comments Off on Kina – “Verdens fabrik”

Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Posted in Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 23/02/2017

Man vil gerne være i regering og i opposition samtidig. Anders Samuelsen vil køre i ministerbil og samtidig løfte den ideologiske fane højt.

Han er gerådet ud i lidt af et stormvejr denne gang, når regeringens støtteparti, DF, taler om, at “det kan få konsekvenser”, når han taler om, at DF og Socialdemokraterne “trækker Danmark ned” efter den nys gennemførte regulering af Uber og taxa-branchen.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står og holder hr. Schwann i hånden, mens muligheder for velstand og frihed passerer Danmark forbi.

Sådan beskriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) situationen på Christiansborg med endnu en henvisning til tv-serien Matador, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også tog op i sin nytårstale.

Når store anliggender, der vedrører os alle, trækkes frem af den politiske top, skal der snart per automatik henvises til serien Matador. Lars Løkke Rasmussen erklærede i sin nytårstale, at han har set den 20 gange. Jeg diskuterede det med en gruppe unge. De syntes ikke, det var særlig cool med en statsminister, der ser Matador 20 gange. – Sjovt nok, når man samtidig gerne vil være med på noderne fra Silicon Valley.

Men Samuelsen mener, han har Silicon Valley og de unge med.

Problemet med Samuelsens argumentation er, at Uber-Taxa aftalen misbruges på det skammeligste med hensyn til de påståede konsekvenser for Danmarks muligheder for at gå med på den teknologiske vogn, der drøner afsted med buldrende fart, som han påstår.Det er almindeligt, at europæiske lande forsøger at holde fast i en vis beskyttelse af arbejdskraften samtidig med indførelsen af de teknologiske fornyelser. Selv EU-kommissionen, der ellers går vidt m.h.t. liberalisering af markedet, har i sin nylige vurdering af spansk økonomi advaret imod virkningerne af de arbejdsmarkedsmæssige reformer, der er indført. Zero-hour contracts, hvor arbejdsgiverne ikke er forpligtet på minimumstimetal, pensionsforpligtelser m.v., har meget iøjnefaldende virkninger på indkomstfordeling og beskyttelse i arbejdet.

Samuelsens adfærd er forståelig ud fra de begrænsninger, som regeringsdeltagelsen har bragt det ellers så frembrusende og strømlinede liberale oppositionsparti ud i. Man kan ikke længere uden komplikationer klatre op i det ideologiske træ og vifte med fanen. Sagerne vælter ud af skabene. Det nye igangværende eksempel er Postnord, hvor LA-minister Birk Olesen end ikke ville referere konklusionerne fra det møde, hvor et flertal af partier ville opretholde udbringningsforpligtelsen for et omdannet postselskab.

Der må sluges mange kameler, når man af hensyn til et regeringssamarbejde  – og den parlamentariske basis i øvrigt  –  bliver tvunget til at stikke fanen ind;  og dermed risikerer partiet ridser i lakken over for liberale vælgere, som partiet ellers har været bannerfører for.

Ligesom når det gælder de påståede effekter af topskattelettelser, er Samuelsens argumentation meget tynd i denne sag. Når det kommer til at dokumentere sine påstande, står han ikke meget tilbage for en Donald Trump.
Man stopper ikke den teknologiske udvikling og udnyttelse af fremskridt ved at ville sørge for en ordentlig regulering af arbejdsmæssige forhold. Tværtimod. Det er igennem en høj standard i lønmodtagerbeslyttelse, at virksomheder tvinges til at udvikle sig. Robotisering og ny teknologi indføres de steder, hvor arbejdskraften er dyr.
Det vidner om et partis frustration over ikke at kunne være i regering og køre i ministerbil og samtidig markere sig ideologisk over for vælgerne. Når det gælder de mulige parlamentariske konsekvenser af de popsmarte bemærkninger, kan Matador desværre ikke hjælpe.

Comments Off on Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Flugten fra Syrien

Posted in Menneskerettigheder, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/02/2017

Den catalanske avis El Periodicos forsidehistorie i dag er annonceringen af en stor demonstration, der skal gå igennem Barcelona i eftermiddag. Temaet er solidaritet med flygtninge.
ninosdibujan

Kortet øverst til højre viser ruten igennem byen. I spidsen vil gå parlamentarikere fra Cataloniens delstatsparlament, repræsenterende de politiske partier. Til venstre syriske flygtningebørn, der tegner deres indtryk af turen over Middelhavet.

Man kan ikke andet end blive rørt over spaniernes solidaritet. Og man sidder tilbage med en stille undren over, hvad der foregår i dette store sydeuropæiske land, hvor de højrepopulistiske bevægelser endnu ikke har fået fodfæste.

Og hvad foregår der i Danmark. Her har parlamentet travlt med at definere, hvad der er forskellen på “danskere” og de fremmede, med henblik på at udtrykke bekymring over, hvad der sker, hvis “danskere” kommer i mindretal.

Det har ført til en forespørgsel om, hvad regeringen vil stille op over for problemet med den “voldsomme indvandring”, der bringer danskerne i mindretal i deres eget land. Og et flertal i Folketinget vedtog en resolution med følgende ordlyd:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Regeringen og Folketinget har gennemført en række stramninger, der har begrænset asyltilstrømningen markant, og som modvirker parallelsamfund.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere og antallet af familiesammenførte, der kommer til Danmark.

Vedtaget 55 stemmer for forslaget (DF, V, LA, KF) 54 stemmer imod forslaget (S, EL, ALT, RV, SF) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Ud fra en totalt arbitrær definition af “danskere”, bruger det høje ting tid på at diskutere, hvordan man undgår, at “danskere” kommer i mindretal i Brøndby Strand, et område, den danske stat selv har defineret som et “Ghetto-område”, og hvor en meget stor del af de, der tilhører den påståede “majoritet”, er mennesker, der har været i Danmark igennem mange år og har primær tilknytning til landet.
Hvornår var det sidst, at en europæisk stat havde stor iver efter at få defineret, hvem de rigtige nationale indbyggere var?

 

 

Comments Off on Flugten fra Syrien