Gregers Friisberg

Fransk valg – Nye politiske delinger

Posted in EU, Frankrig, Uncategorized by Gregers Friisberg on 20/04/2017

Det franske præsidentvalg 23. april og 7. maj illustrerer de politiske delinger, som EU’s indre marked, euroen og den økonomiske globalisering har ført med sig. Det er ikke fordi, der i sig selv nødvendigvis er noget forkert i disse fænomener; det er snarere uforstandighed og politisk selvovervurdering i måden, de er forsøgt implementeret på.

eurodilemmaer

Det traditionelle partimønster med to fløje omkring PS (Parti Socialiste/socialdemokrater) fra Venstre fløj og Republikanerne fra Højre fløj  er mere eller mindre gået i opløsning. Ganske vist repræsenteres de sidstnævnte af den katolsk konservative Francois Fillon, men de tre øvrige frontløbere i første valgrunde den 23. april stiller op med “egen liste” eller med et parti (Front National), der som outsidere dårligt nok er parlamentarisk repræsenteret i den franske nationalforsamling. Det hænger sammen med den specielle franske valgmåde, hvor der laves valg ad to omgange; og selv om Front National får mange vælgere, taber de ved præsidentvalg ofte i 2. runde, når de andre partier samles om en mere midtersøgende kandidat.
Parti Socialiste (PS) stiller op med kandidaten Benoit Hamon, der bl.a. foreslår borgerløn som en del af det postindustrielle samfunds løsninger. Han lagde rimelig godt ud, men faldt efterhånden til 7-8 pct af vælgerne. PS blev “straffet” af vælgerne for den nyliberale arbejdsmarkedspolitik.

Mange arbejdervælgere fra socialt og økonomisk nedtrådte dele af Frankrig, herunder også mange tidligere kommunister, går til Le Pen. Front National (FN) er vokset støt siden 1980’erne, hvor liberaliseringer i EU (indførelse af frie kapitalbevægelser og indre marked) begyndte at sætte traditionelle franske erhverv som sværindustrien under pres for outsourcing til billiglande.  I de senere år har FN også hentet store vælgergrupper i “Udkantsfrankrig”, de tradtionelle landbrugsområder, der lider under tiltagene for reformer af EU’s landbrugspolitik. Her forventer man nye – eller genindførelse – af nationale støtteordninger til landbruget og et mere beskyttet marked, end det EU efterhånden kan tilbyde.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon får også betydelig støtte i arbejderklassen, men ellers henter han den hos funktionærer og i de uddannede mellemlag i Frankrigs storbyer, et socialt lag, der i meget højere grad føler sig udsat arbejdsmarkedsmæssigt af den økonomiske globalisering end den tilsvarende gruppe gør i de stærkere EU-økonomier. Melanchon vender sig imod borgerlønsideen, som han frygter fører til mere proletarisering/fattigdom, når den f.eks. som en universel ordning overtager dele af arbejdsgivernes lønforpligtelser.

Frankrig befinder sig et sted midt imellem de økonomisk stærke lande og de økonomisk svage lande i EU.
Landet har høj arbejdsløshed (i underkanten af 10 pct), specielt blandt de unge. Der er gennemført nyliberale arbejdsmarkedsmæssige reformer, der skulle have styrket landets økonomi på udbudssiden, men som kun har gjort dette i meget begrænset omfang, så BNP-væksten har været stagnerende i en længere årrække med dårlige virkninger på beskæftigelsen.

bnptyfr
Kilde: Eurostat.

Hvad er baggrunden?

Det er ikke kommet særlig klart frem i mediedækningen af det franske valg. Men en stor del af de politiske uenigheder drejer sig om virkningerne af ØMU’en (Økonomisk-Monetær Union) og fællesvalutaen euroen. Det er et politisk, føderalistisk projekt, der blev startet af kommissionsformand Jacues Delors, den tyske kansler Helmuth Kohl og den franske præsident Francois Mitterrand som udløbere af den europæiske fællesakt (det indre marked med de 4 friheder) og Maastrichttraktaten. Det var forhastet i forhold til de europæiske økonomiske realiteter, ikke mindst efter optagelsen af 10 østeuropæiske lande i 2004. Den politiske vilje var stærkere end de økonomiske realiteter.
For at kunne få en fællesvaluta til at fungere er det nødvendigt med en betydelig ensartethed i økonomisk udvikling og økonomisk styrke. Eller også skal man have en overbygning i form af en politisk union med fælles finans- og skattepolitik. Det har midterkandidaten til præsidentvalget Emmunel Macron forstået. Han vil løse ØMU’ens problemer med mere integration. Han forestiller sig, at der skal laves en føderalistisk styring af ØMU’en med et parlament for euro-zonen og en harmonisering af de økonomisk-sociale politikker.

Harmonisering (“konvergens”) troede man i lang tid ville komme mere eller mindre af sig selv. Der blev opstillet konvergenskriterier med krav til størrelsen af statsgæld, underskud på statsbudgettet i pct af BNP (højst 3 pct) og ensartede inflationsrater og renter.
Det viste sig imidlertid, at der var for store forskelle i økonomisk styrke imellem en højtudviklet kerne af lande i Nord- og Centraleuropa (Tyskland, Benelux, Østrig og de nordiske lande) og økonomisk lavereudviklede lande i Sydeuropa og Østeuropa.
I de første har man bedre kunnet drage fordel af globaliseringen. Man har deltaget i den nye internationale arbejdsdeling, den har ført med sig. Der var der store overskud på betalingsbalancerne og lav arbejdsløshed, mens der i de sidste, Spanien, Grækenland, Italien og Portugal, var tendenser til meget svagere økonomi, med ringere betalingsbalancer og større arbejdsløshed. Globaliseringen har splintret disse landes økonomier og skabt sociale delinger. Den sociale kontrakt, man havde under den tidligere industrialisering, er brudt op.
Disse lande kunne ikke længere devaluere den nationale valuta, som nogle af dem havde gjort før, fordi de jo havde fællesvalutaen euro. Og de måtte derfor vente på en langsom forbedring af den strukturelle konkurrenceevne.
I Frankrig har det under Francois Hollande ført til reformer, som er blevet voldsomt upopulære i socialdemokraternes traditionelle vælgerlag i arbejderklassen, – ikke mindst blandt de unge, der lider under de mange midlertidige ansættelsesforhold. Forsøgene på at lave en mere fleksibel økonomi er kun ført halvhjertet igennem og har skabt delinger blandt lønmodtagerne i A- og B-hold.

I især Frankrig og Italien bredte den folkelige skepsis sig i form af dannelsen af populistiske bevægelser, Front National i Frankrig under ledelse af Marine le Pen, og fem-stjernebevævelsen i Italien under ledelse af Beppe Grillo. De forlangte deres lande trukket ud af euroen/folkeafstemninger om fortsat deltagelse. Marine Le Pen har i valgkampen 2017 illustreret problematikken, som den ser ud fra hendes synsvinkel, med diagrammet herunder.

lepensgrafik
Kilde: Le Figaro.  Figuren viser udviklingen i industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og de svagere sydeuropæiske lande. Det hænger sammen med stærkere tysk konkurrenceevne. Euroen er en “billig valuta” for Tyskland, en dyr for de svagere sydeuropæiske økonomier.

I Frankrig deltes den folkelige skepsis imod “elitens EU-projekt” op til præsidentvalget i 2017 i dels Marine Le Pens højrenationalisme, dels i den mere venstreorienterede retning under ledelse af Jean-Luc Melenchon, hvor man vil genforhandle den økonomiske del af EU-traktaten og reetablere Frankrigs deltagelse i internationalt samarbejde på et mere universalistisk, FN-baseret grundlag.

De to kandidater er ofte set som en del af samme kategori. Begge populister. Begge “uansvarlige” økonomisk og politisk. De er dog så forskellige, at det er meget angribeligt at se dem som to alen ud af et stykke. Le Pen har nok set noget rigtigt i det franske konkurrenceevneefterslæb og de tilhørende problemer i euro-konstruktionen, men ellers er hendes 144 forslag til præsidentiel politik i den kommende 5-års periode en deprimerende udstilling af højrenational, xenofobisk, lov-og-orden og isolationistisk politik.
Det er derfor mere relevant at sammenligne hende med Donald Trump, end når det gælder Melenchon. Han er blevet dæmoniseret i dele af den franske presse som en fransk “Hugo Chavez” tilsat lidt Fidel Castro. Det er urimeligt, da hans politik hviler på et gennemarbejdet økonomisk program, som ikke er en kopi af sydamerikanske samfundsmodeller.
Men man kan ikke lade være med at spørge, om ikke meget af det er prøvet før? Det gælder f.eks. forslagene om nedsættelse af arbejdstiden og forøgelsen af mindstelønnen (Le SMIC, Salaire Minimum), der som bekendt er fastsat ved lov i Frankrig. Det var nogenlunde det samme, socialisten (PS)  Francois Mitterrand forsøgte i 1981 efter at være blevet valgt til præsident. Det førte til en svækkelse af fransk konkurrenceevne, stigende inflation, voksende underskud på statens budget og betalingsbalanceunderskud, og man måtte i løbet af et par år skifte kurs. Det skete imidlertid i en anden konjunktursituation end den, Frankrig formodentlig står over for nu, hvor der langt om længe ser ud til at være tendens til øget økonomisk vækst i EU-kerneområdet.

I de franske erhvervsinteressers talerør Les Echos har der mildt sagt ikke været opbakning bag en fransk udtræden af euroen. Det vil angiveligt øge udlandsgælden, føre til fordyrelse af importen (efter devaluering), skræmme investeringer væk og føre til kaotiske forhold for de mange komplicerede værdi- og forsyningskæder, som over 30.000 globaliserede franske vireksomheder deltager i henover grænserne. Økonomierne er så sammenfiltret, at det ses som eventyrpolitik at genetablere en mere national økonomisk ramme med en ny franc til erstatning for euro.
Så selv om arbejdsløsheden i 2017 var knap 10 pct i Frankrig og under 5 pct i Tyskland, og sidstnævnte land endvidere havde et eksportoverskud på over 8 pct af BNP, var det ikke på dette plan, en løsning for Frankrig skulle findes, hvis man “spørger virksomhederne”.

ØMU’ens problemer med skabelse af et stærkt center og svage periferier reproduceres internt i den franske økonomi. I Paris-området og andre centre er arbejdsløsheden meget lavere end i den franske udkant.

Arbejdsløshedsprocenten (taux de chomage) i egne af Frankrig. (I pct af erhvervsaktive):

arbejdslfr
Kilde: Le Monde. Moins de: Under.

I de franske udkantsområder er arbejdsløsheden over dobbelt så høj som i centret. Det er i disse områder Le Pen får størst opbakning.

Det hjalp ikke til at få afhjulpet ØMU’ens problemer, at den konservative tyske regering under ledelse af CDU (Kristelig Demokratiske Union) insisterede på økonomisk besparelsespolitik (austerity politik) med krav om ligevægt eller meget små underskud (op til 0,5 pct af BNP) i underskud på statsbudgetterne i ØMU-medlemslandene. Hvis man i stedet i de økonomisk stærke lande efter finanskrisen havde ført en økonomisk stimulanspolitik med større offentlige investeringer og udgifter, ville man i højere grad have kunnet skabe et marked for de fattigere lande i syd, så de interne spændinger i unionen ikke havde udviklet sig så voldsomt.

Det er ikke kun de økonomiske spørgsmål, der fører til nye delinger i vælgermassen. Det gør det multikulturelle samfund også. Frankrig  er et af de lande, der har størst muslimsk befolkningsgruppe, og tørklæde og andre religiøse symboler er stødt på hård modstand fra den franske sækulariseringstradition (adskillelse af kirke og stat), hvor religionen søges holdt ude af det offentlige rum. I 2016 blev den såkaldte burkini forbudt af 30 franske borgmestre, især i det sydlige Frankrig. Forbudet blev senere dømt ude af den franske forfatningsdomstol. Samtidig er frygten for de kulturelle strømninger udefra forøget som følge af terrorismen, der har ramt Frankrig særlig hårdt de seneste år. Det er en frygt, især Front National har formået at drage fordel af.

Comments Off on Fransk valg – Nye politiske delinger

En forhammer til klimapolitikken

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 24/03/2017

Forslaget til budget for USA’s forbundsregering er forstemmende læsning. Den del af aktiviteterne, der skal skæres mest, er USA’s miljøagentur EPA (Environmental Protection Agency):

Figur    : Det hvide Hus’ forslag til budget for 2018
usbudget
Kilde: Washington Post.

Udgifterne til miljøagenturet foreslås begrænset med 31 pct. Med Washington Posts ord er det en forkammer, der bringes i brug over bl.a. udgifterne til bekæmpelse af den globale opvarmning. Men man må sige, at Trump lever op til løfterne fra præsidentvalgkampen. Det anerkendes ikke, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Og desuden satses på fortsatte muligheder for den fossile brændselsindustri.
Det er stærkt betænkeligt, når der lige fremlægges nye rapporter om, at kloden nu ser ud til at blive varmere og varmere fra år til år. Med det resultat, at den arktiske is trækker sig mere og mere tilbage.
Udenrigsministeriet (State Department) står også til kraftig reduktion. Det er bl.a. bistandspolitikken, der rammes.
Til gengæld foreslås forsvarsudgifterne (Defense Department) øget markant.

 

 

Comments Off on En forhammer til klimapolitikken

Et kapitel i US – tyske relationer

Posted in Amerikansk udenrigspolitik by Gregers Friisberg on 21/03/2017

merkeltweet

Man kan sige meget om Trump, men at han forstår at få fuld valuta for pengene, når han tweeter, kan der ikke herske nogen tvivl om. I en sag som det vigtige forhold til den ledende europæiske magt, Tyskland, skal man ikke lade sig begrænse af Twitter-grænsen på 140 karakterer. Har man et vigtigt budskab, spreder man sig naturligvis over to tweets, som altså skal læses bagfra.

Der behøver vel næppe længere at være nogen tvivl om, hvad retningen for USA’s udenrigspolitik under Trump vil blive: The Business man’s udenrigspolitik. Tyskland skylder angiveligt penge for i så lang tid at have betalt for beskyttelse under USA’s atomparaply. Det er ikke kun et spørgsmål om at leve op til 2 pct målet for forsvarsudgifterne, men om også at betale for det omfattende amerikanske militær, der har  været udstationeret i Tyskland.

Det er et absurd krav, og det illustrerer et gammelt ordsprog om, at ikke alt kan opgøres i penge. Det indgår åbenbart ikke i Trumps regnestykke, at USA selv har haft en interesse i at sikre sin indflydelse i Europa og sikre sig en position som leder af “den frie Verden”, noget, tidligere amerikanske præsidenter har påpeget gang på gang. Hvad denne interessevaretagelse for USA er værd, kan vanskeligt opgøres i penge.

Mødet var åbenbart – set fra Trumps side – “GREAT”, trods den pinagtige handshake-scene, der må få smilet frem hos enhver diplomat, der bare er nogenlunde trænet på de bonede gulve. Det kan minde om onkel Alberts uheldige opførsel ved familiefesten, når han har fået for meget at drikke og falder i søvn under talen til konfirmanden. Men er det det, det drejer sig om her?

Måske handles der fuldt bevidst og med køligt overlæg fra Trumps side – og ikke impulsivt og ud fra mavefornemmelser, som mange synes at mene. Bemærkningen “Send nu nogle gode billeder tilbage til Tyskland” siger det hele.

Det hensynsløse snub af kansler Merkel kan forklares ved enten præsidentens kvindeforagt eller hans frygt for sit populistiske vælgerbagland. Efter strongman-retorikken i valgkampen er det svært hurtigt at blive alfavnende statsmand.
Han viser, at han billedligt talt “ikke sælger ud” til hverken en kvinde eller til de tyske interesser, som han er optaget af at få placeret på rette sted. Tysklands plads er – ikke i Europa, men et sted, hvor et land med blot 80 mio indbyggere bør ligge. Hun forsøges pillet ned fra piedestalen som “den frie verdens nye leder” og flygtningenes ven, når han hævder, hun gør ubodelig skade med denne politik.
Hans opførsel var anderledes, da Theresa May var på besøg. Det var et besøg, der var i en anden kategori. Hun ilede til Washington hurtigst muligt, som repræsentant for klientnationen, der er blevet helt afhængig af USA efter Brexit-afstemningen. Tyskland ses som en udfordrer – og i Trumps øjne en ikke værdig udfordrer.
Det er ham uforståeligt, hvorfor den amerikanske middelstand og overklasse foretrækker at køre i BMW eller Mercedes frem for Chevrolet eller Cadillac. Det store tyske  – og i øvrigt europæiske  –  handelsoverskud i samhandelen med USA er en stor anstødssten, som Trump agter, i samarbejde med handelszar Peter Navarro, at gøre noget ved. Det er ikke kun NATO og sikkerhedspolitikken, der er en bad deal for USA.

Den centrale antagelse hos Trump og Navarro er, at euroen er en konstruktion, der leverer en undervalueret valuta til det konkurrencedygtige tyske erhvervsliv.
– Og det er der måske nok lidt om!
På den anden side var amerikanerne bare kommet til at betale endnu mere for de eftertragtede tyske produkter, hvis valutaen havde ligget højere i værdi. Amerikanernes svage konkurrenceevne inden for disse produktområder er et problem, de selv har været med til at skabe. – Hvad tyskerne diskret har gjort opmærksom på igennem deres lærlinge-træningsprogrammer ved BNW-fabrikken i Spartanburg, South Carolina.
Trump ligger under for en farlig illusion, hvis han tror, at manglende konkurrenceevne er et problem, der kan klares med snuptagsløsninger (som f.eks. en 35 pct told på tyske biler). Det vil kunne varme lidt i starten, men vil give problemer på længere sigt.

Set fra en forretningsmands synsvinkel må det til gengæld glæde Trump, at USA sidder på mindst halvdelen af våbenhandelen i Verden, ifølge The Washington Post.

usarmssales
Kilde: Washington Post 22.3.17. Nogle af de største aftagere, Saudiarabien, Israel, Forenede Arabiske Emirater, Australien og Taiwan, er ikke med i figuren ovenover.

Igen er der tale om noget, som ikke bare kan gøres op i dollars og cents. USA har store fordele af at sidde på denne våbenhandel, teknologisk og handelspolitisk. Og det er ingen hemmelighed, at EU-landene igennem en del år har set med slet skjult misundelse på det. Det er en del af baggrunden for det forsvarsmæssige samarbejde i EU. En koordineret EU politik vil kunne øge Europas økonomiske fordele og mindske importafhængigheden af USA.

Det er to meget forskellige politikere, der mødtes i Washington. Kropssprogene er afslørende. Han buser ud, og hun holder sig til takt og tone og siger tingene på en mere indirekte måde.
Amerikansk diplomati kan komme rendende bagefter og feje op efter den uslebne forretningsmand. Det har man set i både Ukraine-politikken og Kina-politikken. Amerikansk udenrigspolitik har en lang historisk tradition og et stort bureaukrati i State Department bag sig, som formentlig vil medvirke til en vis kontinuitet. Prøveballonen om et-Kina politikken blev hurtigt skudt ned. Men den Trumpske impulsivitet kan komme til at anrette meget skade på amerikanske interesser rundt omkring i Verden, før en evt. rigsretssag for løgnagtighed og fake news tvinger ham til at indstille skydningen.

 

Comments Off on Et kapitel i US – tyske relationer

Valg i Holland

Posted in Demokrati, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/03/2017

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

hollandskvalg2017
Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Comments Off on Valg i Holland

Erdogans gamble

Posted in EU, Mellemøsten by Gregers Friisberg on 15/03/2017

Præsident Erdogan spiller højt spil. Han har længe villet reformere den tyrkiske forfatning, så præsidentmagten øges, men han har problemer med at gøre det på en måde, der ikke støder vælgerflertallet så langt væk, at han taber folkeafstemningen den 16. april. Det er det, der forklarer den voldsomme retorik, hvor han beskylder Holland og Tyskland for fascisme og nazisme. Det var ellers beskyldninger, der kunne rettes mod ham selv, når man tænker på den måde, militærkupforsøget i juli 2016 blev slået ned på, – og ikke mindst efterspillet, hvor medier lukkes, journalister forfølges og offentlig ansatte i titusindevis mister deres job på formodede mistanker.
Han mener, det er udslag af fascisme, at regeringerne i Holland og Tyskland udelukker tyrkiske ministre i at komme til valgmøder om forfatningsudkastet for at “oplyse” tyrkere med stemmeret i udlandet om udkastet. Derved skulle den demokratiske debat angiveligt være trådt under fode.

Realiteten er imidlertid, at det er en autoritær statsmagt, der sender sine ministre ud for at propagandere for en forfatning, der vil gøre Erdogan til en slags enevoldshersker. Det er ikke en fri debat mellem ligeværdige. Derfor er reaktionen fra hollandsk og tysk side forståelig. Den hollandske reaktion er også begrundet i indenrigspolitiske forhold. Den hollandske statsminister har behov for at vise “fasthed” i konfrontationen med Geert Wilders ved valget i Holland den 15. marts.

Professor i politologi ved Syracuse University Yüksel Sezgin analyserer forfatningsreformen i Washington Post.  Reformen skal ændre Tyrkiets politiske system fra et parlamentarisk system, hvor præsidenten mest har ceremonielle funktioner, til et præsidentielt system. Det er imidlertid et præsidentielt system, der tildeler præsidenten mere magt, end man har i både Frankrigs og USA’s præsidentialisme.
Præsidenten leder regeringen. Statsministerposten afskaffes. Præsidenten vil blive både regeringschef og statsoverhoved. Præsidenten skal kunne sidde i tre femårsperioder. Og han vil kunne fortsætte som leder af sit parti (AKP). Det vil indebære, at Erdogan vil kunne sidde til 2029, – forudsat at vælgerne giver ham flertal. Men det er der gode muligheder for – af let gennemskuelige grunde. Han vil selv kunne udpege, hvem der stiller op til parlamentet for AKP. Det vil have let ved at fortsætte som dominerende parti. Det er allerede sådan, at der er en spærregrænse til repræsentation i parlamentet på 10 pct, noget, der udelukker oppositionsgrupper fra at komme ind.
Valg til præsident og parlament skal holdes på samme dag, hvad det vil lette det for magten, når valgene skal tilrettelægges og synkroniseres.
Regeringsmedlemmer udpeges af præsidenten, herunder også vicepræsidenten, der bliver stedfortræder for præsidenten, når denne er væk på rejser. Kabinettets (ledende ministres) udnævnelser skal ikke godkendes i parlamentet, som det f.eks. er tilfældet i USA. Forfatningen nævner ikke parlamentariske kontrolmuligheder, så som f.eks. forespørgsel eller muligheder for mistillidsvotum, som det kendes fra parlamentariske systemer. Der bliver ikke mulighed for impeachment (rigsretssag) imod præsidenten, som det er tilfældet i USA, men præsidenten kan med 2/3 flertal indlages for Højesteret for forbrydelser, han måtte have begået i sit hverv som præsident. Men præsidenten kan på et hvilket som helst tidspunkt selvstændigt beslutte at opløse parlamentet og udskrive valg.

Præsidenten kan endvidere udstede dekreter, der har lovvirkning.
Man mangler altså en del af de checks and balances (magtafbalancering, .f.eks. ministerudnævnelsers godkendelse) og magtdeling mellem udøvende og lovgivende magt, som man har i det amerikanske system. Den amerikanske præsidents dekreter skal holdes inden for eksisterende lovgivning.

Hensigten med den nye forfatning er angiveligt at “øge stabiliteten” i landet i en vanskelig tid med terrorisme og kupforsøg som det i juli, hvor fjendtlige kræfter truer landets sikkerhed, herunder også nogle, der, som f.eks. Gulen, gør det fra en position i udlandet.

Erdogans AKP parti har i de senere år kunnet ride på en bølge af økonomisk fremgang. Der har været god vækst i den tyrkiske økonomi, som har kunnet komme relativt brede lag af befolkningen til gode. Det har imidlertid ændret sig noget de seneste år. Arbejdsløsheden er nu relativt høj (12 pct). Priserne stiger meget og truer dermed levestandarden for store grupper af befolkningen. Der er voksende ulighed,  både mellem forskellige grupper af befolkningen og imellem forskellige dele af landet.

De kraftige prisstigninger hænger bl.a. sammen med en større glidende devaluering af den tyrkiske lira de senere år, bl.a. som følge af store betalingsbalanceunderskud.
Landet har en stor udenrigshandel, ikke mindst med EU (60-70 mia euro hver vej), og importvarerne stiger i pris med devalueringen og forringer dermed levevilkårene for den almindelige befolkning.

Det kan være med til at forklare Erdogans populistiske retorik. Han forsøger at aflede opmærksomheden fra problemer, der bliver mere og mere påtrængende. Og han har fundet en bekvem prügelknabe i den europæiske union, som man igennem mange år har forhandlet optagelse i EU med, – men foreløbig uden andet resultat end et medlemsskab af toldunionen. Man har måttet lide den tort at få at vide, at man ikke lever op til de såkaldte Københavnskriterier for medlemsskab (demokrati, menneskerettigheder og retsstat). Hvad er så mere nærliggende over for den indenlandske opinion end at vende disse kriterier om imod EU og beskylde unionen for hykleri, når den forhindrer tyrkiske ministre i at komme ind og debattere “forfatningsreformer”, der skal vedtages ved en formodet demokratisk referendumafstemning i april? Det er grov vildledende demagogi.

Tyrkiet har haft betydelige fordele af at være med i toldunionen. Den er mere vidtgående m.h.t. handelsfordele end de associeringsaftaler, andre middelhavslande har fået tilbudt. Og der har været betydelige EU-investeringer i landet. Erdogan kan potentielt  løbe en betydelig risiko ved nu at køre retorikken så langt, at han begynder at true EU med økonomiske sanktioner og med at ophæve aftalen om indsats imod menneskesmuglerne, som kan forhindre yderligere flygtningestrømme fra Syrien. Hvordan vil der blive reageret fra EU’s side? Man kan forestille sig, at det kan blive vanskeligt at udforme en fælles beslutning om reaktion fra EU-side. Måske skal den fremprovokeres af yderligere eskalering af konfliktniveauet?

tyrkiskvalgnov15
Kilde: The Guardian 2.11.15. HDP: Moderne parti med kurderstøtte. CHP: Det republikanske Folkeparti: Det førende sækulariserede parti med fortsættelse af det kemalistiske tankesæt. AK/AKP: Retfærdigheds- og udviklingspartiet. Moderat islamisk konservativt-nationalistisk parti ledet af Erdogan. Der er kun vist partier, der fik repræsentation (med over 10 pct af afgivne stemmer).

 

Der var parlamentsvalg i Tyrkiet 2 gange i 2016, først i juni, hvor Erdogan/AKP ikke fik det ønskede absolutte flertal, og anden gang 1.11., hvor det lykkedes at få absolut flertal, men ikke nok (330) til at lave folkeafstemning om ny forfatning. Det højrenationalistiske parti MHP leverede de nødvendige stemmer til dette i januar 17.

Comments Off on Erdogans gamble

Kina – “Verdens fabrik”

Posted in Økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/03/2017

Kina – “Verdens fabrik” er måske ved at være en saga blot. Det er der i hvert fald en del medier, der rapporterer i denne tid. Det rappoDrteres, at en gennemsnitstimeløn i Kinas industri er 3,60 $ pr time i 2016, en stigning på 64 pct siden 2011. Lønnen i Kinas industri skulle så være 5 gange så høj som lønnen i Indiens industri, højere end i Brazilien og tæt på at være på højde med den fattigste del af Sydeuropa.

Så kunne tro, at så må Kina høre op med at være Verdens fabrik, som alle har travlt med at outsource til. Det sidste er nok korrekt. Outsourcingstempoet vil formodentlig falde noget. Og det skyldes ikke kun Trump og hans nationalkonservative America1st politik.

Det er dog ikke sikkert, at rollen som “Verdens fabrik” er et overstået stade – ikke helt i hvert fald. Kina er i gang med at tilpasse sig de højere lønninger. Det sker ved, at landet går mere upmarket, og ved at der indføres mere automatiserede produktionsmetoder. Hemmeligheden bag udviklingen i Kina er, at der allerede er foregået store produktivitetsstigninger, og at landet derfor er i stand til at betale højere timelønninger. Det ser ud som om, Kina er ved at gennemgå en udvikling, der ligner den, Japan var igennem i 1980’erne og 90’erne. Lønningerne steg, fordi produktiviteten steg. Og de steg kraftigt målt i global fællesvaluta som $, fordi landets konkurrenceevne afspejledes i en højere kurs på den nationale valuta.

Noget lignende er sket i Kina og vil formentlig ske også i de kommende år. Der vil ske en valutarisk tilpasning, som vil afspejle sig i endnu højere lønninger fremover, målt i f.eks. amerikanske $. – Hvis ikke en ny global krise sætter en stopper for denne udvikling!

 

Comments Off on Kina – “Verdens fabrik”

Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Posted in Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 23/02/2017

Man vil gerne være i regering og i opposition samtidig. Anders Samuelsen vil køre i ministerbil og samtidig løfte den ideologiske fane højt.

Han er gerådet ud i lidt af et stormvejr denne gang, når regeringens støtteparti, DF, taler om, at “det kan få konsekvenser”, når han taler om, at DF og Socialdemokraterne “trækker Danmark ned” efter den nys gennemførte regulering af Uber og taxa-branchen.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står og holder hr. Schwann i hånden, mens muligheder for velstand og frihed passerer Danmark forbi.

Sådan beskriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) situationen på Christiansborg med endnu en henvisning til tv-serien Matador, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også tog op i sin nytårstale.

Når store anliggender, der vedrører os alle, trækkes frem af den politiske top, skal der snart per automatik henvises til serien Matador. Lars Løkke Rasmussen erklærede i sin nytårstale, at han har set den 20 gange. Jeg diskuterede det med en gruppe unge. De syntes ikke, det var særlig cool med en statsminister, der ser Matador 20 gange. – Sjovt nok, når man samtidig gerne vil være med på noderne fra Silicon Valley.

Men Samuelsen mener, han har Silicon Valley og de unge med.

Problemet med Samuelsens argumentation er, at Uber-Taxa aftalen misbruges på det skammeligste med hensyn til de påståede konsekvenser for Danmarks muligheder for at gå med på den teknologiske vogn, der drøner afsted med buldrende fart, som han påstår.Det er almindeligt, at europæiske lande forsøger at holde fast i en vis beskyttelse af arbejdskraften samtidig med indførelsen af de teknologiske fornyelser. Selv EU-kommissionen, der ellers går vidt m.h.t. liberalisering af markedet, har i sin nylige vurdering af spansk økonomi advaret imod virkningerne af de arbejdsmarkedsmæssige reformer, der er indført. Zero-hour contracts, hvor arbejdsgiverne ikke er forpligtet på minimumstimetal, pensionsforpligtelser m.v., har meget iøjnefaldende virkninger på indkomstfordeling og beskyttelse i arbejdet.

Samuelsens adfærd er forståelig ud fra de begrænsninger, som regeringsdeltagelsen har bragt det ellers så frembrusende og strømlinede liberale oppositionsparti ud i. Man kan ikke længere uden komplikationer klatre op i det ideologiske træ og vifte med fanen. Sagerne vælter ud af skabene. Det nye igangværende eksempel er Postnord, hvor LA-minister Birk Olesen end ikke ville referere konklusionerne fra det møde, hvor et flertal af partier ville opretholde udbringningsforpligtelsen for et omdannet postselskab.

Der må sluges mange kameler, når man af hensyn til et regeringssamarbejde  – og den parlamentariske basis i øvrigt  –  bliver tvunget til at stikke fanen ind;  og dermed risikerer partiet ridser i lakken over for liberale vælgere, som partiet ellers har været bannerfører for.

Ligesom når det gælder de påståede effekter af topskattelettelser, er Samuelsens argumentation meget tynd i denne sag. Når det kommer til at dokumentere sine påstande, står han ikke meget tilbage for en Donald Trump.
Man stopper ikke den teknologiske udvikling og udnyttelse af fremskridt ved at ville sørge for en ordentlig regulering af arbejdsmæssige forhold. Tværtimod. Det er igennem en høj standard i lønmodtagerbeslyttelse, at virksomheder tvinges til at udvikle sig. Robotisering og ny teknologi indføres de steder, hvor arbejdskraften er dyr.
Det vidner om et partis frustration over ikke at kunne være i regering og køre i ministerbil og samtidig markere sig ideologisk over for vælgerne. Når det gælder de mulige parlamentariske konsekvenser af de popsmarte bemærkninger, kan Matador desværre ikke hjælpe.

Comments Off on Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Flugten fra Syrien

Posted in Menneskerettigheder, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/02/2017

Den catalanske avis El Periodicos forsidehistorie i dag er annonceringen af en stor demonstration, der skal gå igennem Barcelona i eftermiddag. Temaet er solidaritet med flygtninge.
ninosdibujan

Kortet øverst til højre viser ruten igennem byen. I spidsen vil gå parlamentarikere fra Cataloniens delstatsparlament, repræsenterende de politiske partier. Til venstre syriske flygtningebørn, der tegner deres indtryk af turen over Middelhavet.

Man kan ikke andet end blive rørt over spaniernes solidaritet. Og man sidder tilbage med en stille undren over, hvad der foregår i dette store sydeuropæiske land, hvor de højrepopulistiske bevægelser endnu ikke har fået fodfæste.

Og hvad foregår der i Danmark. Her har parlamentet travlt med at definere, hvad der er forskellen på “danskere” og de fremmede, med henblik på at udtrykke bekymring over, hvad der sker, hvis “danskere” kommer i mindretal.

Det har ført til en forespørgsel om, hvad regeringen vil stille op over for problemet med den “voldsomme indvandring”, der bringer danskerne i mindretal i deres eget land. Og et flertal i Folketinget vedtog en resolution med følgende ordlyd:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Regeringen og Folketinget har gennemført en række stramninger, der har begrænset asyltilstrømningen markant, og som modvirker parallelsamfund.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere og antallet af familiesammenførte, der kommer til Danmark.

Vedtaget 55 stemmer for forslaget (DF, V, LA, KF) 54 stemmer imod forslaget (S, EL, ALT, RV, SF) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Ud fra en totalt arbitrær definition af “danskere”, bruger det høje ting tid på at diskutere, hvordan man undgår, at “danskere” kommer i mindretal i Brøndby Strand, et område, den danske stat selv har defineret som et “Ghetto-område”, og hvor en meget stor del af de, der tilhører den påståede “majoritet”, er mennesker, der har været i Danmark igennem mange år og har primær tilknytning til landet.
Hvornår var det sidst, at en europæisk stat havde stor iver efter at få defineret, hvem de rigtige nationale indbyggere var?

 

 

Comments Off on Flugten fra Syrien

Finanskrise og fordelingsproblematik i Barcelona

Posted in EU, Latino, Politisk økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 13/02/2017

Barcelona er en by, som igennem lange perioder har nydt godt af forskellige former for internationale økonomiske forbindelser. Som hovedbyen for Catalonien har den været centrum for en catalansk økonomi, som har nydt godt af økonomiske forbindelser til store dele af Middelhavsområdet og været bindeled mellem dette og økonomien i det catalanske og – fra det 19. århundrede – det spanske bagland.
I dag er byen en af Europas største turistmagneter. Byen giver enestående muligheder for både storbyferie og strandferie. Det skulle give gode muligheder for udvikling af servicesektoren.
Byen forsøger samtidig at tilpasse sig afindustrialisering (faldende beskæftigelse i traditionelle industrier) og globalisering ved at udvikle højere uddannelser, IT og nye typer af iværksættervirksomhed.

Finanskrisen
Byen er blevet ramt hårdt af finanskrisen fra 2008 – ca 2014. Spanien er blevet indrangeret under det såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland, Spanien), som er blevet ramt i krydsfeltet af germansk austerity-politik og en relativ lønhøjde, der har gjort, at det har været svært at konkurrere med Østen og Sydasien om at få outsourcing-investeringer fra de rigeste lande. Tidligere justerede flere af de sydeuropæiske lande med regelmæssige mellemrum deres valuta i forhold til den hårde Deutsch-mark. Efter euroens indførelse kan de ikke længere det. Nu er de nødt til at outperforme Nordeuropa m.h.t. lavinflation, – eller sats på strukturel konkurrenceevne, hvad de ikke har haft stor succes med i de første år efter finanskrisen. Det har heller ikke hjulpet, at de kom ind i denne krise med opsvulmede ejendoms- og anlægssektorer, et resultat af fællesvalutaen og lavrentepolitikken i den europæiske Centralbank, som førte til prioritering af boliginvesteringer.

Årsager til stigende ulighed
Den spanske avis El Pais peger på følgende hovedfaktorer som årsag til stigende ulighed:

1 Finans- og investeringsplanlægning, der muliggør mindre territoriel rodfæstethed og gør det lettere at undgå skatteforpligtelser, hvilket giver på den ene side større ophobning af indkomster hos nogle og ringere ressourcer hos de offentlige myndigheder til styrke fordelingspolitikken fra det offentliges side.
2 Vekselvirkningen mellem globalisering og teknologiske ændringer giver betydelige virkninger på arbejdsmarkedet, idet nogle udsættes for for tidlig udstødning, andre kommer ud i marginaliseret beskæftigelse, og endelig er der en almindelig tendens til fald i indkomster.

Vekselvirkningen mellem teknologiudvikling og arbejdsmarked gør lønhierarkierne yderligere hierarkiske, når globaliseringen  bevirker en langt større efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft end lavtuddannet.
Det virker voldsomt i et land som Spanien, hvor uddannelsessektoren er udbygget de senere år men uden, der er tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder lokalt.
Mange nyuddannede arbejdstagere har dog draget fordel af det indre markeds fri bevægelighed til at forlade landet og søge arbejde andre steder. Denne brain drain har ikke gjort det spanske problem mindre.
Fra 2014 er det efter mange økonomers mening begyndt at gå lidt fremad m.h.t. vækst og beskæftigelse.
Det ser ikke så sort ud som i Grækenland, et land, der har tabt 25 af sit BNP siden finanskrisen, men det har i perioder været lidt derhenad.

Ulighed imellem bydele i Barcelona
Arbejdsløsheden i Spanien er stadig meget høj, og bedringen af økonomien sker langsomt. Hertil kommer, at, ifølge den catalanske avis El Periodico, så sker der en fortsat uddbygning af indkomstforskelle i storbyen Barcelona. Ud fra indsamlede data fra skattekontoret – og altså ud de opgive skattedata – kan man se, at indkomstforskelle er blevet dramatisk forøget under krisen. Det rigeste kvarter i byen, Pedralbes, har gennemsnitsindkomster, der er over 7 gange så høje som det fattigste kvarter, la Trinitet Nova, der ligger i den nordlige del af byen omgivet af andre tilsvarende fattige kvarterer.

barca0
Kilde: El Periodico.  På linket til venstre får du forbindelse til kortet, der er vist ovenover. Faneblade øverst giver (på linket) mulighed for at sammenligne udviklingen fra 2014-15.
Ordforklaring: Indice de renta familiar: Indeks for familieindkomst (gennemsnitsindkomst indeks 100). Muy baja: Meget lav. Muy alta: meget høj. Der er lavet en ranking af kvartererne fra 1, det rigeste, til 72, det fattigste. Når man klikker på kvartererne på kortet, viser det en taleboble som ovenfor med oplysningerne. Los barrios (kvartererne) indgår i distritos (distrikter).

El Periodico følger op med en artikel 17. januar: La Rente sigue a cayendo....  Indkomsten fortsætter med at falde som bly i de fattigste kvarterer i Barcelona.

I denne artikel vises der en figur over udviklingen i kvarterer på forskellige indkomstniveauer:

barca1

Avisen mener, at trods al snakken om økonomisk opsving uddybes de sociale kløfter stadig i en by som Barcelona:

Byen er “stadig offer for krisen”, skriver man. De deprimerende tal kommer fra Barcelonas kommune (ayuntamiento de Barcelona).

Bystyre og lokalt demokrati?
Barcelonas bystyre har traditionelt været præget af en gammel “politisk kaste”,  der består dels de landsdækkende partier Partido Popular (Konservative) og PSOE (socialdemokrater), dels regionale catalanske partier som CiU (det tradtionelt dominerende borgerligt catalansk-nationalistiske parti) og det mere venstredrejede ERC (Esquerra Republicana Cataluna).
Finanskrisens voldsomme gennemslag i Spanien med massearbejdsløshed, tvangsauktioner og udsættelse af lejere, som ikke kunne betale huslejen, førte til dannelse af spontane græsrodsbevægelser.
Ved sidste valg til bystyret i 2015 opstillede disse bevægelser et fælles politisk valgprogram (Barcelona en comun), og de rykkede ind i bystyret med Barcelonas første kvindelige borgmester, Ada Colau, der havde været aktiv i bevægelsen imod udsættelser. Det politiske flertal var skiftet, og der blev fremlagt planer om støtte til nogle af de værst fattigdomsramte bydele:

Denne uge annoncerede den nuværende kvindelige borgmester Ada Colau (Barcelona en Comú, “Barcelona Står sammen”), en plan for kvartererne, der just lægger hovedvægten på de værst ramte kvarterer i byen, så som Nou Barris, Ciutat-Vella y Sants-Montjuïc. Borgmesteren lovede en investering på 150 mio euro i 15 kvarterer“.

Det må siges at være et relativt begrænset beløb, og man kan spekulere over, hvor stor forskel det kan gøre? Men det er som bekendt svært at klippe flere hår af en skaldet. Der må satses på udvikling af økonomien, dels efter velkendte markedsøkonomiske principper, og dels efter principperne om kollaborativ økonomi, som de blomstrende græsrodsbevægelser i byen har eksperimenteret med.

Den nye spanske politiske bevægelse Podemos (“Vi kan”) står relativt stærkt i Barcelona. Partiet er mere åbent over for catalanernes krav om folkeafstemning om selvstændighed end de etablerede partier, det konservative Partido Popular og det socialdemokratiske PSOE. I et forsøg på at få løst op for fastlåste regeringsforhandlinger i Madrid har man dog renonceret lidt på kravet.

EU 
Spanien er underskriver af Finanspagten i EU (2014), hvor man fastsatte som mål, at et land højst må have 0,5 pct i strukturelt underskud på statsbudgettet. Det strukturelle underskud er underskuddet renset for virkningerne af konjunkturen.
Det er den tyske besparelsespolitik (austerity), der slår igennem som fælles økonomisk politik for eurozonen (Danmark er dog også med i finanspagten, selv om DK ikke er med i euroen).
Man forsøger at spare sig ud af de store statsbudgetunderskud, der underminerer mulighederne for at få orden i den offentlige sektors økonomi fremover p.g.a. voksende rente- og afdragsudgifter på statsgælden. Politikken kritiseres af keynesianske økonomer, som mener, det fører til en nedadgående økonomisk spiral i især de svageste lande.

Økonomiske nøgletal 
Er det korrekt, at man nu har set bunden af krisen, og det går fremad for den spanske økonomi?

Man kan faktisk se spæde tegn på en fremgang:
barca2
Kilde: The Economist 8.2.17.

Figuren ovenover viser, at der er nogenlunde fremgang i produktionen (GDP, BNP), men med svagt faldende tendens fra 2016-17. Selv forbrugerprierne er nu stigende. Spanien er ellers tæt på at være blevet ramt af det europæiske deflationsspøgelse – med negativ prisudvikling. Det afgørende opmuntrende – hvis man kan kalde arbejdsløshedstal på over 18 pct det – er, at arbejdsløsheden (og ungdomsledigheden) har været faldende de sidste par år.

Andre økonomiske indikatorer vidner også om en spæd fremgang:
barca3
Kilde: Samme som foregående.

Spaniens handelsbalance (trade balance) er stadig negativ med et minus på over 20 mia euro. Men betalingsbalancen, som også indbefatter tjenesteydelser, er i plus, endda et ret stort plusbeløb. Det er bla. Barcelonas ganske betydelige turistindustri, der er med til at skovle disse penge ind. Spanien er en del af eurozonen. Så der er ikke noget overraskende i valutakursen. Det mest negative nøgletal er nok det offentlige budgetunderskud på -4,6 pct af BNP. Det skyldes dels virkningerne af krisen, som giver lavere skatteindtægter og større udbetalinger af understøttelser, dels at centralregeringen i Madrid har evige problemer med at styre de ret “autonome” provinsers (Las Autonomías) finanser. Catalonien overfører som en af  de rigeste af provinserne ganske betydelige midler til centralregeringen, hvad der traditionelt er et af hovedkonfliktpunkterne imellem Catalonien og Madrid. Et centralt krav for selvstændighedsbevægelsen er egen skatte- og finanspolitik, så man selv kan bestemme over finansoverførslerne via centralregeringen i Madrid til de fattige regioner.

Man kan se på især renten (interest rate) på benchmark-obligationen, den tiårige statsobligation (government bond), at Spanien er ved at have fjernet sig fra en situation som den, den græske katastrofeøkonomi er i.
Der er stadig langt ned til dansk eller tysk lavrente, men selv med en rente på 1,82 er det formodentlig ikke helt umuligt at forrente og afdrage statsgælden. Med det fortsat betydelige budgetunderskud, der løbende skal finansieres igennem optagelse af statslån, kan man dog ikke sige, at Spanien er helt ude af krisen. Udviklingen i industriproduktionen ser heller ikke for god ud.


Husbesætterbevægelsen
Finanskrisen ramte hårdt i Spanien, og bl.a. i Barcelona var antallet af tvangsauktioner stort:
husudsaettelserbardelona
Kilde: El Periodico (catalansk avis). Desahucios: Husudsættelser (ved fogedens hjælp). Impago de alquiler: Manglende huslejebetaling. Impago de hipotecas: Manglende prioritetslånsbetaling. Ved 353 huse og lejligheder (viviendas) blev der ydet støtte i 2015 fra de sociale myndigheder til evt genhusning eller anden hjælp.
husudsaettelserbarcelona2

De mange husudsættelser førte til dannelse af bevægelsen imod (Desahucios). I lighed med andre sociale bevægelser, der kom i medfør af krisen, f.eks. arbejdsløshedsbevægelsen og den bredt baserede 15-M bevægelse, der bl.a. var med til dannelsen af partiet Podemos, der fik stor tilslutning ved de seneste valg i december 2015 og juni 2016. Det tabte dog en del stemmer ved valget i 2016, men var i stand til at opretholde samme parlamentariske repræsentation, idet det var gået i valgsamarbejde med partiet IU (Unidos Podemos).
Der blev også dannet et parti i den politiske midte. Partiet Ciudadanos (“borgere”). Det blev dannet på modstand imod korruption i det politiske system.
I december 2015 blev spansk politik altså totalt omkalfatret. Siden systemskiftet i 1978, hvor en  demokratisk forfatning blev indført, var magten skiftet imellem de to partier, Partido Popular (konservativt) og PSOE (socialdemokratisk). Mange spaniere var trætte af de to partier og belønnede de nye bevægelser (Podemos og Ciudadanos) ved stor vælgerstøtte i 2015. De havde dog vanskeligheder ved at klare overgangen fra at være bevægelser til at være partier. Regeringsforhandlingerne efter valget i 2015 trak ud, og det endte nærmest i kaos, som førte til nyt valg i juni 16. Her blev PP-statsministeren Rajoy belønnet for sin stædighed i fastholdelse af regeringsmagten, så PP fik betydelig fremgang. Rajoy dannede en skrøbelig mindretalsregering med støtte fra Ciudadanos. Det systemskifte Podemos havde håbet på, hvor partiet ville passere PSOE, materialiserede sig ikke.

diputados
Kilde: El Mundo.

Spanien er et parlamentarisk demokrati, hvor et regerende flertal i Deputeretkammeret udgør 176, jvf fig. ovenover. Rajoy-regeringen har ikke flertal alene eller sammen med Ciudadanos. En mulighed kan være småpartierne, der stiller op både til parlamentet i Madrid og i provinsparlamenterne, f.eks. ERC fra Catalonien eller EAJ-PNV fra Baskerlandet. ERC ligger noget til venstre for PP og vil derfor nok ikke kunne indgå i parlamentarisk basis. Mandatet fra de Kanariske Øer og EAJ-PNV vil være mere oplagte. PSOE kan måske også være en mulighed, med mindre socialdemokraterne frygter for vælgerafskalning til Podemos, hvis de støtter en finanslov med PP.


Links:
Udvikling i gini-koefficient. (Worldbank)
Landeprofil Spanien hos worldbank.org.
Arbejdsløshed (Spanien sammenlignet med EU. Hos Eurostat). Arbejdsløshed i Catalonien og Barcelona (tasa de Paro: Arbejdsløshedsrate).
Gini-koefficienter ifølge Eurostat.
Risiko for fattigdom regionalt fordelt. Og stigning i risici for fattigdom regionalt.

Barcelonas kommunalstatistik indeholder interessante tal for udviklingen i indkomstfordeling, fattigdom og social eksklusion: http://www.idescat.cat/pub/?id=ecv&n=7596&lang=en

Min baggrund for at skrive om Catalonien er bogen Catalonien vil Selv (Geografforlaget 2006), som jeg har skrevet sammen med geografen Per Werge.

Comments Off on Finanskrise og fordelingsproblematik i Barcelona

Supermagtskonfrontation?

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 07/02/2017

Det er muligt, man skal trække noget fra, når man ser på Trumps udtalelser om forholdet til Kina. Det kan også være, han mener det. Foreløbig har han skrinlagt TPP-aftalen om en storstilet handelsaftale mellem 12 lande omkring Stillehavet. Kina var ikke med i denne aftale.

Aftalen var faktisk ment som en måde at komme omkring Kinas voksende indflydelse i Stillehavsområdet på. Den ville have styrket USA’s forbindelser til en hel række af voksende økonomier i området.
Trump må have haft sit handelsskeptiske bind for øjnene, når han på denne måde sætter USA’s interesser i skyggen over for et stadig stærkere Kina. Man kan da også se, at Kina er hurtige til at tage bolden op. Xi Jinpings tale i Davos fornylig vidner om et Kina, der ser sig som USA’s arvtager m.h.t. fremme af en markedsbaseret globalisering – og så formodes vi måske at glemme det manglende demokrati og menneskerettighedskrænkelserne i Kina?

uschinagdpcompared
Kilde: Verdensbanken.

Tallenes tale er tydelig: Det ser ud til, at vi – når styrke måles på BNP –  er ved at gå fra et unipolært system under amerikansk dominans, over et bipolært system i disse år, til et system, hvor Kina kan komme i en dominerende position. Økonomisk styrke vil normalt føre til øget politisk styrke.

Kina er i disse år ved at passere USA m.h.t. størrelsen af produktion/nationalindkomst, i hvert fald når man opgør det i købekraftsparitet (PPP).
I en PPP-måling ser man på, hvordan de forskellige prisniveauer i landene spiller ind på opgørelsen i markedspriser (landenes BNP i sammenlignelige $-værdier).
I en mere realistisk PPP-baseret opgørelse er den kinesiske produktion nu større end den amerikanske, jvf tabellen ovenover.

kinausabnp
Kilde: The Economist. Den årlige vækst er ved at nærme sig 6 pct. (Klik på linket og stil på den interaktive model. Værdier er årlige ændringer i procent). Ord: Yuan appreciation: Yuanopskrivning. BNP måles i tusinder mia (trn.).

Når man laver projektioner ud fra eksisterende tal, ser det ud til, at paritet mellem de to lande nås i 2024 (figur ovenover), når der forudsættes en kinesisk vækst på 6 pct om året, en nogenlunde parallel inflation og en yuan-opskrivning årligt på 2 pct. Yuan-opskrivningen kan muligvis komme til at ske med større satser, så USA indhentes noget tidligere.
Forskellen på BNP til markedspriser og BNP målt ved købekraftsparitet kunne tyde på, at den kinesiske valuta er undervurderet, når man ser på  PPP-opgørelsen.

Det indtryk får man også, når man kigger på det såkaldte BigMac indeks, hvor man kan konstatere, at prisen på en burger er langt lavere i f.eks. Kina eller Vietnam end i Danmark, USA eller Norge/Schweiz. Det interessante ved dette amerikanske produkt er, at det laves over hele kloden. Derfor kan det bruges til sammenligninger af valutaer, økonomisk effektivitet og prisniveauer i landene. Det er lidt som en genvej til PPP-måling (hvor det er en kurv af varer for et gennemsnitsforbrug, der anvendes).
På det tidspunkt, hvor indekset blev samlet ind i starten af 2017, var den amerikanske dollar lige steget betydeligt i værdi. Det afspejler altså, at priskonkurrenceevnen for amerikanske produkter lavet i USA var faldet (til stor fortrydelse for Trum. Derfor har han også forsøgt at “tale den ned”).
Omvendt var konkurrenceevnen målt på denne måde steget i f.eks. Danmark, hvor man kunne lave en Big Mac billigere end i USA (hvad der var ret usædvanligt i forhold til tidligere år). Men i Kina kan man altså lave en BigMac superbilligt, hvad der både vidner om lave priser i landet og en effektiv og relativt lavtlønnet arbejdskraft.

I handelsrelationerne ser Kina ud til at være stærkest, især i varehandelen:
kinausahandelsbalance
Kilde: The Economist.

Læg mærke til, at det er målt i pct af BNP. Det forklarer en stor del af den faldende tendens i Kinas eksportoverskud efter 2005-6. BNP-stigningen i Kina betyder, at eksportoverskuddet sættes i forhold til et hastigt voksende BNP.

Det er disse tal, der har ført til den kraftige mistænkeliggørelse af Kina fra Trumps side. Vi har været her før. I 1980’erne var det Japan, det drejede sig om, og om nogle år formentlig Vietnam, Indonesien og Malaysia.

En stor del af mistænkeliggørelsen er overdreven. Det gælder f.eks. påstandene om valutamanipulation. Kina har faktisk på det seneste forsøgt at understøtte kursen på yuan, så den ikke blev devalueret så meget, som markederne ellers lagde op til. Kina har været udsat for lidt af det samme nedagående pres på valutakursen, andre emerging economies har oplevet, som følge af de faldende råvarepriser de seneste år.

Kina blev medlem af WTO i 2001, og det var med til at danne baggrund for en kraftig fremgang i kinesisk eksport, fordi der fra da af ikke længere var så gode begrundelser for at beskylde Kina for at dumpe varer billigt på eksportmarkederne og lægge hindringer i vejen for landets eksport. Det kan man forestille sig, der vil komme fremover – i hvert fald fra Trumpadministrationens side. Og der vil komme kraftige reaktioner fra kinesisk side, reaktioner, der kan ende i konfrontationer mellem de to stormagter.
Den siddende kinesiske ledelse virker ikke som én, der vil lade sig bosse rundt i manegen af en Trump. Og spørgsmålet er egentlig, hvor mange Trump cards, han kan spille ud med?
Kinesernes verdensbillede er i dag præget af et indtryk af globaliseringens muligheder og ikke mindst det vakuum, der står tilbage i Asien og Stillehavsområdet efter, at USA har kastet TPP (Transpacific Partnership) på møddingen. Men der kan stadig være rester af det postkoloniale verdensbillede med de uretfærdige handelstraktater, landet blev udsat for efter Opiumskrigene og den engelske kolonialisme i midten af det 19. århundrede, hvor de sidste kejserdømmer blev kørt over af Vestmagterne.
Nok er de to landes BNP ved at nærme sig hinanden i størrelse, men når vi antager, at der måske allerede nu er parallellitet, så indebærer det jo også et amerikansk BNP pr indbygger, der er over 4 gange det kinesiske. Den amerikanske velstand er altså betydelig større. Det kan hænge sammen med et større kapitalapparat og et højere teknologisk niveau, men det hænger måske også sammen med en evne til at tage højere priser for ens varer – og ikke mindst tjenesteydelser. Der er bygget globale forsynings- og værdikæder op, som gør Vesten overlegen i forhold til “Verdens fabrik”, som har fået overladt den mere forurenende og billigere industriproduktion. Fra kinesisk side ses dette som mere end bare udtryk for større dygtighed og mere avanceret teknologi. Der indgår også magtaspekter i ulige økonomiske relationer, magtaspekter kineserne gerne vil have gjort op med.
Man vil ikke én gang til underlægge sig Vestens fortolkning af situationen. Det er en måde at se virkeligheden på, der er totalt fremmed for en Trump med hans énsidige America First optik. Det kan derfor være ret uforudsigeligt, hvad en konfrontation mellem USA og Kina kan udvikle sig til.

Comments Off on Supermagtskonfrontation?