Der er en vis ironi i, at de, der har været mest højrøstede omkring ytringsfrihed som en menneskeret, har haft mest travlt med at overvåge deres borgeres adfærd på Internettet. De fleste har nok anet, hvad der foregik – og foregår – alligevel er The Guardians afsløringer af det amerikanske National Security Agency’s Prismeprogram ret rystende. Ifølge mange kommentatorer er whistleblower Edward Snowden kriminel. Andre ser ham som det modsatte, fordi hans handling kan ses som et forsvar for grundlæggende amerikanske værdier. Sådan ser han også sig selv. Han stiller en anden legalitet op over for det amerikanske retssystem, der behandler ham som kriminel og kræver ham udleveret til retsforfølgelse. Det er en legalitet funderet i den amerikanske forfatnings beskyttelse af individets rettigheder, retten til ytringsfrihed og privatlivets fred.
Via prismeprogrammet har det amerikanske sikkerhedsagentur haft en reel backdoor adgang til de fleste sociale mediers servere – uden at skulle den besværlige retlige omvej ad dommerkendelse m.v. Det yderligere overraskende er, at Google, Facebook m.fl. først benægtede kendskab til det, siden at adgang ikke var totalt uindskrænket. Men hvis man skal “lede efter en nål i en høstak”, så må man logisk set have adgang til hele høstakken. Derfor bygges der gigantiske aflytningsenheder med kæmpemæssig computerkraft.
Alt det, man har kritiseret Kina for igennem mange år, statens nærmest uindskrænkede mulighed for at overvåge Nettet, er man selv en del af. I den sammenhæng virker det ikke særlig betryggende, at præsident Obama rykker ud med forsikringer om, at overvågningen overvåges og kontrolleres i Kongressen af lovgivere, som vælgerne selv har valgt. Det skulle være forsikringen i et demokratisk system – i modsætning til Kina. Det er imidlertid de samme lovgivere, som har givet efter for kravene om øgede muligheder for aflytning og tapning af data.
Som The Guardian skriver, så står vi endda først ved begyndelsen til en digital revolution, der vil give langt større muligheder for en Big Brother stat. Via digital facial recognition technology (digital ansigtsgenkendelse), der allerede nu er en mulighed, vil man ud fra f.eks. Facebook data kunne danne en database med udførlige individuelle oplysninger om mere end en mia mennesker.
Det vil føje sig til den kommercielle udnyttelse af de samme data. Mange er benovede over alt det, de får “gratis” som kunder hos LinkedIn, Facebook, Google, m.fl. Det er imidlertid ikke gratis. Der betales på anden vis. Folk er ikke “kunder” med kunders rettigheder. De er brugere uden rettigheder. Rettighederne gav de fra sig, da de signede up for at blive bruger eller få en e-mailkonto. Samtidig afgav de rettigheden til dataene til Internetvirksomhederne.
Det er vel i virkeligheden en form for digitalt fedualt system. Hvor bønderne skabte værdi for herremanden ved at dyrke dennes jord, skaber brugere på Facebook værdi ved at afgive data om sig selv (fotos, søgemønstre, “venskaber”, likes, College Yearbook, etc). Sammen dyrker man Nettets grønne ager af nye muligheder. Eller laver sharecropping, som man kalder det på engelsk. Brugerne er sammen med Google og Facebook med til at producere tonsvis af udnyttelig viden, videnssamfundets vigtigste råstof. I den “åbne digitale Verden” producerer brugerne viden om sig selv og hinanden. Sharing the crop. Det er imidlertid ikke en god forretning for sharecropperen, der endda kan risikere ikke at kunne få et job, når bad knowledge-viden om personer også spredes til jobdatabaser.
Fæstbønderne skulle kun aflevere 10 pct til herremanden. Facebookbrugerne skal aflevere 100 pct. til Herremand Zuckerberg, der kan gøre med dataene, hvad han vil. Oplysningerne kommercialiseres via reklameindtægter, når Facebook og Google sælger dataene videre.
Samfundet 