Gregers Friisberg

Hovedløse besparelser på ungdomsuddannelser

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 27/02/2019

Statens besparelser på gymnasieuddannelserne, der går under betegnelsen omprioriteringsbidraget, er ødelæggende for disse uddannelser. Så kort kan det siges.
Omprioriteringsbidraget er på 2 pct og skal gå fra 2016 til 2022.

Det er hovedløse besparelser. Man skærer ned uden at kende konsekvenserne af besparelserne. Det må være ud fra devisen: ”De finder nok ud af det på en eller anden måde”.

Og det må man på sin vis give regeringen ret i. De har foreløbig ”fundet ud af” at få undervisningen til at køre videre, men det sker på en måde, der er ødelæggende for kvaliteten. For at forstå det, er det nødvendigt at kende baggrunden for, hvordan uddannelserne fungerer.

Indtil 2013 var gymnasielærerarbejdet organiseret sådan, at kvaliteten af undervisningsydelsen blev sikret igennem en detaljeret opmåling af arbejdet i akkorder for undervisning, responsgivning og coaching af skriftligt arbejde og forberedelsestid til timerne.
Lærernes arbejdstid blev målt efter, hvor mange hold/timer de havde, og hvor mange skriftlige opgaver der skulle rettes.
Men som daværende finansminister Bjarne Corydon formulerede det: Gymnasielærernes arbejde skal ”normaliseres”.

Det kom til at indebære en ny overenskomst i 2013, hvorefter akkordsystemet blev afskaffet. Disse overenskomstforhandlinger var præget af en traditionel arbejdsgiver-lønmodtager modstilling, hvor arbejdets særlige karakter som kulturarbejde ikke blev inddraget. Det drejede sig fra arbejdsgiverside om produktivitets- og effektivitetsovervejelser hentet fra ledelsesfilosofien i den private sektor.
Arbejdsgiverne argumenterede bl.a. med, at akkordsystemet var et indgreb i arbejdsgivernes ledelsesret, idet der i den landsdækkende overenskomst var fastlagt rammer for lærernes forberedelsestid. Og det indebar, at den enkelte institution ikke kunne bestemme over denne del af arbejdstiden.

Ledelsesretten er imidlertid ikke absolut. Det har altid været sådan i den danske model, at ledelsesretten er begrænset af de aftaler, der indgås imellem lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverne (på undervisningsområdet Finansministeriet).

Arbejdsgivernes krav blev forstærket af den pædagogiske diskurs for de 16 – 19 åriges uddannelse, som sagde, at opdelingerne i klasser og hold er forældet. Der skal i højere grad arbejdes på tværs af disse. Informationsteknologi (IT) skal inddrages. Der skal arbejdes med pædagogisk-faglige mål i stedet for pensum, fordi det fører til udvikling af elevernes evne til tænkning, selvstændighed og refleksion. Lærerne skal facilitere det i form af mere projektarbejde og coaching af eleverne.
Der er meget rigtigt i disse tanker. Og de er i vidt omfang blevet gennemført rundt omkring på skolerne.

Men det er et stort problem, at denne omstilling sker samtidig med de massive besparelser. Der er blevet mindre tid til den enkelte elev. Og den IT-baserede model med individuel og gruppeopdelt opgaveløsning ved PC’en har ikke kunnet tage over i tilstrækkeligt omfang.

Samtidig står man med det alvorlige problem, at læreplaner for fagene og eksaminerne ikke er fulgt med den nye pædagogiske tænkning – og praksis. Eleverne skal stadig op i skriftlig matematik – og engelsk, dansk, etc – efter den gamle model. Det skaber en skizofrent, splittet virkelighed for lærerne. De skal på én gang leve op til kravene om tværgående projekter og individuelt, IT-baseret læring, samtidig med, at den gamle velkendte disciplin- og fagopdelte skole med traditionelle eksaminer – og en national studentereksamen, kører videre.

Hvis Folketinget og regeringen havde handlet ansvarligt, havde man enten moderniseret gymnasielov og læreplaner, så de havde svaret til ønskerne om nye former for læring, eller man havde tilført tilstrækkeligt med ressourcer til at den skizoide virkelighed for lærere og elever kunne være undgået.

At man ikke har haft tilstrækkelig indsigt i denne virkelighed og handlet ud fra den, er udtryk for grov uansvarlighed fra det politiske systems side. Resultatet er, at uddannelser, der ellers har ligget højt i international sammenligning, er i færd med at synke i grus. Derfor kan man ikke kraftigt nok opfordre til, at grønthøsterbesparelserne hører op, inden disse uddannelser er kørt helt i sænk.

Advertisements

Comments Off on Hovedløse besparelser på ungdomsuddannelser

Udenrigspolitik på listefødder

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, EU, Uncategorized by Gregers Friisberg on 09/01/2019

EU har sin egen diplomatiske mission i USAs hovedstad Washington. Det har man set som nødvendigt for, at unionen kan være repræsenteret på effektiv vis over for de amerikanske forbundsmyndigheder. Det er der ikke i sig selv noget mærkeligt i.

Men man kan risikere, at det politiseres. Mange vil f.eks. spørge: Hvilken rolle får EU herved, og hvordan italesættes EU i det globale magtspil? Der er en hel teoriretning i International Politik, der ser det internationale spil i høj grad bestemt af, hvordan “virkeligheden tager sig ud” i vore øjne. Når aktørerne agerer sker det ud fra billeder af, hvordan Verden ser ud. Og det vil indebære, at EU “tager sig mere ud” i Verdensbilledet, der er konstrueret, som en enhed – en potentielt supermagt om man vil, mere end som blot en samling af stater.

Der kan også ske “politisering” på andre måder. USA har – uset af de fleste – for ikke så længe siden downgradet EU-missionens akkreditering (diplomatisk “tilmelding”) over for den amerikanske forbundsadministration fra nationsstatus til status som international organisation.  Det ser ud til at vække harme i Europa, idet det ses om en slags “næse” (snub). – Og sådan er det vel også tilsigtet fra Trumpadministrationens side. EU blev ikke engang orienteret om den ændrede status.

Selv om USA og EU/europæiske NATO-medlemmer er allierede, har præsident Trump set EU som i bedste fald en konkurrent, i værste fald en slags fjende. Man erindrer stadig, hvordan forbundskansleren og EU-toppolitikeren Angela Merkel blev “snubbet”  af Trump under sit første besøg i Washington. Det kunne ses som macho-adfærd, men nok også et udtryk for en demonstration af, hvem der er den stærke i det globale væddeløb, USA eller EU/Tyskland.

Man kan også forsøge at være venlig over for Trump og f.eks. se drengestregerne i forbindelse med Merkel-besøget og efterfølgende topmøder som udtryk for manglende erfaring som politiker.
Eller man kan se en form for begrundelse i Trumps nulsums-verdensbillede. Når USA skal gøres Great Again, hænger det i Trump-optikken bl.a. sammen med, at de påstået ulige handelsrelationer, der viser sig i et stort amerikanske betalingsbalanceunderskud over for EU. Det skal der bødes for. Det ses ikke som et resultat af dårligere amerikansk konkurrenceevne, som det kunne være op til USA selv at gøre noget ved igennem.

En tredje mulighed er at se det som en på sæt og vis velplaceret snub.   Og altså i virkeligheden ikke en snub, men en realistisk forholden sig til, hvordan Verden ser ud.  For, som en dansk politiker har formuleret det: “Unionen er stendød”. Og hvorfor skal den så repræsenteres som “nation” i Washington. Det kan være venligt nok at lade den være en “international organisation”.

Sagen er nok, at EU er både det ene og det andet. Og at sige, at EU kun er én af delene, er noget af en tilsnigelse, et udtryk for, at man ikke vil anerkende af denne økonomiske supermagt (og militære og politiske dværg) hører til den virkelighed, man bliver nødt til at forholde sig til.
Det er desværre udtryk for Trumps klodsede tilgang til udenrigspolitik, herunder sine allierede, at han ikke erkender, at virkeligheden er mere kompleks end som umiddelbart givet, og at man ikke altid bare kan verbalkonstruere sig ud af den.

 

Comments Off on Udenrigspolitik på listefødder

Vil robotterne tage vore jobs?

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 02/02/2018

The Guardians økonomiredaktør Larry Elliott synes ikke at være i tvivl. Han har besøgt Seattle, hvor Amazon netop har indrettet en ny butik, og det har gjort et stort indtryk på ham, – og på en anden af avisens reportere.

Og imponerende – eller skræmmende? – ser det ud:

amazongo

En kunde er på vej ind i butikken Amazon Go. Det eneste, hun skal gøre, at at swipe sin phone, hvor hun har downloadet en app til “købeoplevelsen”. Dernæst går hun ind og tager varer ned fra hylderne, hvor sensorer registrerer hendes køb. Det følges også af sensorer og computersystemer installeret i butikkens loft. Kunden slipper for at stå i kø ved kassen. Det kan have sine fordele – ikke mindst for småbørnsforældre, der slipper for frontalangrebet fra oplevelsesudhungrede børn, der i det traditionelle supermared vil tage for sig af de ting, butikkerne stiller i øjenhøjde for børnene lige før kasseapparatet.
Når hun har tilfredsstillet sin powershopping mania, går hun ud igen. 10 minutter senere kommer der en kvittering frem på telefonen, hvor det vises, at pengene er trukket fra hendes konto, og hvad hun har købt.

The Guardians reporter forsøgte at snyde systemet ved hurtigt at tage varer ned fra hylder, sætte dem op igen og skifte ud med andre. Det blev registreret korrekt af systemet, hvad der var blevet købt og taget med ud af butikken. Det kræver altså et minimum af indsats fra shopperens side. – Og det kan føre til et kæmpetab af arbejdspladser i detailsektoren, når denne teknik er implementeret. For det nytter nok ikke meget at kæmpe imod, som journalisten bemærker. Det har tidligere forsøg på at modsætte sig teknologisk fornyelse vist. Det være sig de velkendte Luddites, der kæmpede imod dampdrevne spinderimaskiner for længe siden i England, eller typograferne på aviser rundt omkring. Den teknologiske fornyelse kom før eller siden.

Samtidig kan man dog konstatere, at forudsigelser om ringere samlet beskæftigelse gang på gang er blevet gjort til skamme. De forsvundne jobs er blevet erstattet af andre. Det sker bl.a. igennem den såkaldte Keynes-effekt: Realindkomsterne stiger, når det bliver muligt at producere varer og serviceydelser billigere, og dermed stiger den samlede efterspørgsel og produktionen på andre områder.

Der er dog økonomer, der mener, at det denne gang kan gå hen og udvikle sig anderledes. Dels er denne 4. industrielle revolution mere teknologisk gennemgribende, fordi maskin- og computersystemerne får indbygget “kunstig intelligens”, og de dermed får selvforstærkende automatiseringsvirkninger, idet systemerne jo selv kan bruge indvundne erfaringer til at blive mere produktive og effektive. Dels ser den kapitalistiske markedsmodel i dens globalkapitalistiske udformning ud til at give stigende ulighed, en ulighed, der kan modvirke den omtalte Keynes-effekt (realindkomsterne stiger kun, eller mest, for de højere lag i indkomstfordelingen, som ikke har samme forbrugstilbøjelighed som de fattigere lag).

Den nye teknologi med Internet-of-things, hvor maskinerne kommunikerer indbyrdes, kan føre til store muligheder for overvågning.
Forbrugernes adfærd kan registreres og kortlægges på alle mulige måder. Og de virksomheder (Amazon, Google, Facebook m.fl.), der bliver bedst til at samle enorme mængder af data sammen, får store fordele i konkurrencen. Derfor kan der da også være meget fordel i at gøre dem til public utilities (offentlige servicevirksomheder), i stedet for, at de er private virksomheder, idet det så vil blive reguleret og stillet til rådighed for alle aktører på markedet. Men her er problemet, at der ikke er nogen fælles statsmagt oven over nationalstaterne, som vil kunne udfylde denne rolle. Men kunne det lade sig gøre via et mere intensiveret samarbejde internationalt, f.eks. i FN-regi?

Men paradoksalt er det vel egentlig, at man skal have så negativt syn på muligheden for at blive fri for arbejdets tyranni. Den nye teknologi giver mulighed for nedsættelse af arbejdstiden. Når vi ikke ser det som en mulighed, hænger det sammen med, at vi er fanget ind af den dominerende opfattelse af, at vi skal konkurrere med andre nationer. Derfor strammer vi balderne og lægger os i selen for at holde føringen i forhold til indere og kinesere. Der er tale om fremmedgørende virkninger af markedsrelationerne, som man kunne frigøre sig fra. Som en kendt filosof formulerede det for lang tid siden:
Med fremmedgørelsens ophævelse…..

 regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker. Dette at vi gror fast i en social virksomhed, at vort eget produkt konsoliderer sig til en tinglig magt over os, som vokser ud af vor kontrol, gennemkrydser vore forventninger, tilintetgør vore beregninger, er et af hovedmomenterne i den hidtidige historiske udvikling (Den tyske Ideologi)

Det kan nok virke lidt utopisk på mange. Men mindre kunne også indebære betydelige fremskridt i forhold til den nuværende laden-stå-til, hvor IT-giganterne under foregivelse af varetagelse af almene og fælles interesser, sætter sig mere og mere på en teknik, der burde komme alle til gode.

 

 

“Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Posted in Indien, Kina, Uncategorized by Gregers Friisberg on 13/09/2017

Hvad skal der til for at kalde en statsleder for “ond”? At Hitler var det i form af det direkte ansvar for holocaust, kan der nok argumenteres for.
Men hvad med Mao Zedong, som der reelt ikke har været et officielt opgør med, efter at  Deng Xiaoping, efterfølgeren på magten i Kina, bedømte, at han havde 70 pct ret og 30 pct fejl i sin udøvelse af magten? Det var en nem måde at slippe uden om problematikken: Maos eftermæle.   Var han “ond”?
For at være “ond” skal der vel have været en bevidst intention om at ville udøve “ondskab”.

DR K har med en række udsendelser sat sig for at vise “ondskabens ansigter”.

Turen kom den 11.9. til Mao Zedong, Kinas leder fra revolutionen i 1949 til hans død i 1976.
Her fik vi angiveligt serveret sandheden om “den store rorgænger”. Man så, hvordan han systematisk ryddede modstandere af vejen på sin rute til magtens top, hvis eneste formål angiveligt var at fremme egen magt og ambitioner. Det var historiefortælling, mere end historieskrivning. Det var endda dramatisering af historien. Af den mest primitive slags, hvor man så en rollespilsagtig “genopførelse” af scener fra perioden, så man næsten fik det indtryk, at det var Mao personligt, der stod i bødlens rolle. Der var ingen forholden sig til kilder, ikke den mindste stoppen op for at stille relevante spørgsmål. Alt gik ud på at fremme en bestemt pointe: Mandens “ondskab”.

Det er klart, at hvis man mener at kunne bevise, at et menneske –  direkte  – er skyld i “40 – 70 mio menneskers død” (tal, der blev nævnt i udsendelsen), og dette dødstal kunne være undgået, så må det være et ondt menneske, man står overfor, – næsten uanset hvordan man definerer ondskab.
Det var næppe det, der var tale om.
Det betyder ikke, at man skal retfærdiggøre Mao. Men man skal se ham som en del af en anden historisk periode, end vi er i nu og dermed se hans handlinger i et andet perspektiv end den almindelige morders, der laver overlagt mord ud fra tvivlsomme motiver.

Man kan altså diskutere, om ondskab er en særlig relevant term, når man står i nutiden og ser på en tidligere historisk periode og et samfund, som var i en ganske anden situation udviklingsmæssigt end der, hvor vi er i dag i de rige vestlige samfund.
Det kan også diskuteres, om vestlige samfund, især Storbritannien, ikke også har en del af skylden (opiumshandel, tvangsåbning af landet og uretfærdige traktater) for, at Kina kom ned med nakken og stod på randen af totalt kaos og indre opløsning i midten af det 20. århundrede, en situation Mao ville hjælpe landet ud af.

Det var ikke uden videre let at lave jordreformer i et land, hvor godsejere – og fraværende godsejere – sad på en meget stor del af jorden, hvad der førte masser af ineffektivitet og undertrykkelse af småbønder og jordløse bønder med sig. Det var ikke let at bryde konfucianismes og traditionelle tænkemåders magt over sindene.

Mao var en brutal realpolitiker, der brugte ideologi som et legitimationsinstrument for at fremme både personlige ambitioner og det, han så som udviklingsvejen for Kina.
Det store spring Fremad var en fiasko, set på det korte sigt. En del af fiaskoen hang dog også sammen med dårlig høst forårsaget af vejrforhold.
Tvangskollektiviseringer og Kulturrevolutionen bragte mange lidelser med sig. Og en del kunne være undgået med en mere behændig, menneskelig og klartsynende ledelse.

Men den maoistiske politik var også med til at berede et grundlag for Kinas senere økonomiske fremgang. Maoisterne havde en anden opfattelse af kvindens stilling i samfundet, end man havde i det traditionelle kinesiske samfund.
De havde forståelse for, at man skal igennem en industrialiseringsproces for at få udviklet økonomien, og at befolkningen skal have basisuddannelse og sikret grundlæggende sociale og sundhedsmæssige forhold. Som forudsætninger for udvikling ville man også ændre mentaliteten i en traditionelt tænkende befolkning. Skolingskampagner og kulturrevolution var nogle af midlerne til det.

Figur  : Udviklingen i Kinas og Indiens BNP i mia$ 1960-1980 (Verdensbankdata)

chinaindia
Kilde: World Bank.

Tallenes tale er tydelig. Det var ikke først fra Deng XiaoPing reformerne i 1978-80, at Kinas økonomi udviklede sig. Vigtige forudsætninger blev bragt til veje under Mao – efter at de regressive effekter af Det store Spring fremad var overvundet.
Så måske var han medvirkende til, at millioner af kinesere blev hjulpet ud af den mest ekstreme fattigdom. Han kan have frelst mange fra en pinefuld sultedød.

Det kolporterede billede af Mao kommer i sidste instans fra Jung Changs og Jon Halliday’s “Mao, the Unknown Story”, en mursten af en bog, som bygger på interviews og læsning af forskellige kilder, men som ifølge kritikere er præget af en alt for lemfældig omgang med disse, så man ikke kan checke om oplysningerne er korrekte. En af kritikerne går i rette med Chang og Halliday på følgende måde:

Chang and Halliday are magpies: every bright piece of evidence goes in, no matter where it comes from or how reliable it is. Jade and plastic together, the pieces are arranged in a stark mosaic, which portrays a possible but not a plausible Mao. This Mao is lazy, uncommitted, driven by lust for power and comfort, lacking in original ideas, tactically smart but strategically stupid, disliked by everyone he works with, selfish and mindlessly cruel. ‘Absolute selfishness and irresponsibility lay at the heart of Mao’s outlook.’ Mao was a ‘lukewarm believer’ in Marxism. ‘Mao discovered in himself a love for bloodthirsty thuggery.’ He ‘demonstrated a penchant for slow killing’. He ‘out-bandited the bandits’. He ‘was addicted to comfort’. His ‘most formidable weapon was pitilessness’. This was a man with many enemies, generated and regenerated by his persecutions and oppressions. ‘Mao evinced no particular sympathy for peasants’; ‘Mao was extremely unpopular’; ‘Mao was disliked by the locals.’ (London Rev. of Books. LRB)

How could a man like this win power?   –  spørges der?  Ja, det er måske fordi, han har villet noget med magten og været (hensynsløst) dygtig i forsøgene på at nå målene. Ifølge LBR er det gådefulde puslespil omkring Kinas historie ikke faldet på plads med Changs og Hallidays bog:

Chang and Halliday position themselves as near omniscient narrators, permitting themselves to say constantly what Mao and others really thought or really intended, when we seldom have any way of knowing. A cautious historian would avoid taking poems or speeches from Mao as a clear expression of what he felt or intended, understanding that poetry may express a state of feeling, and that a political speech or dialogue may contain rhetorical flourishes, humour or irony, or may be intended to mislead. Chang and Halliday take what Mao says literally, even his well-known outrageous statements that famine and nuclear warfare were no big deal.

Det er klart, at det er problematisk at bedømme en politiker som Mao på retorik. Men hvad skal han da bedømmes på? – Resultater evt. , f.eks. de økonomiske resultater, som faktisk ikke først viste sig efter hans død (jvf diagrammet ovenover), – selv om det er hævdet af adskillige.

I hvert fald kunne man ønske sig et mere nuanceret syn (med brug af mere kildekritik og større forståelse for de historieskabte rammer) end det, der blev præsenteret af TV K i “Ondskabens ansigter”. Det er utrolig, at et public service medie formidler den slags så ukritisk.

Comments Off on “Ondskab” – et anvendeligt begreb i politisk reportage?

Fransk valg – Nye politiske delinger

Posted in EU, Frankrig, Uncategorized by Gregers Friisberg on 20/04/2017

Det franske præsidentvalg 23. april og 7. maj illustrerer de politiske delinger, som EU’s indre marked, euroen og den økonomiske globalisering har ført med sig. Det er ikke fordi, der i sig selv nødvendigvis er noget forkert i disse fænomener; det er snarere uforstandighed og politisk selvovervurdering i måden, de er forsøgt implementeret på.

eurodilemmaer

Det traditionelle partimønster med to fløje omkring PS (Parti Socialiste/socialdemokrater) fra Venstre fløj og Republikanerne fra Højre fløj  er mere eller mindre gået i opløsning. Ganske vist repræsenteres de sidstnævnte af den katolsk konservative Francois Fillon, men de tre øvrige frontløbere i første valgrunde den 23. april stiller op med “egen liste” eller med et parti (Front National), der som outsidere dårligt nok er parlamentarisk repræsenteret i den franske nationalforsamling. Det hænger sammen med den specielle franske valgmåde, hvor der laves valg ad to omgange; og selv om Front National får mange vælgere, taber de ved præsidentvalg ofte i 2. runde, når de andre partier samles om en mere midtersøgende kandidat.
Parti Socialiste (PS) stiller op med kandidaten Benoit Hamon, der bl.a. foreslår borgerløn som en del af det postindustrielle samfunds løsninger. Han lagde rimelig godt ud, men faldt efterhånden til 7-8 pct af vælgerne. PS blev “straffet” af vælgerne for den nyliberale arbejdsmarkedspolitik.

Mange arbejdervælgere fra socialt og økonomisk nedtrådte dele af Frankrig, herunder også mange tidligere kommunister, går til Le Pen. Front National (FN) er vokset støt siden 1980’erne, hvor liberaliseringer i EU (indførelse af frie kapitalbevægelser og indre marked) begyndte at sætte traditionelle franske erhverv som sværindustrien under pres for outsourcing til billiglande.  I de senere år har FN også hentet store vælgergrupper i “Udkantsfrankrig”, de tradtionelle landbrugsområder, der lider under tiltagene for reformer af EU’s landbrugspolitik. Her forventer man nye – eller genindførelse – af nationale støtteordninger til landbruget og et mere beskyttet marked, end det EU efterhånden kan tilbyde.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Melenchon får også betydelig støtte i arbejderklassen, men ellers henter han den hos funktionærer og i de uddannede mellemlag i Frankrigs storbyer, et socialt lag, der i meget højere grad føler sig udsat arbejdsmarkedsmæssigt af den økonomiske globalisering end den tilsvarende gruppe gør i de stærkere EU-økonomier. Melanchon vender sig imod borgerlønsideen, som han frygter fører til mere proletarisering/fattigdom, når den f.eks. som en universel ordning overtager dele af arbejdsgivernes lønforpligtelser.

Frankrig befinder sig et sted midt imellem de økonomisk stærke lande og de økonomisk svage lande i EU.
Landet har høj arbejdsløshed (i underkanten af 10 pct), specielt blandt de unge. Der er gennemført nyliberale arbejdsmarkedsmæssige reformer, der skulle have styrket landets økonomi på udbudssiden, men som kun har gjort dette i meget begrænset omfang, så BNP-væksten har været stagnerende i en længere årrække med dårlige virkninger på beskæftigelsen.

bnptyfr
Kilde: Eurostat.

Hvad er baggrunden?

Det er ikke kommet særlig klart frem i mediedækningen af det franske valg. Men en stor del af de politiske uenigheder drejer sig om virkningerne af ØMU’en (Økonomisk-Monetær Union) og fællesvalutaen euroen. Det er et politisk, føderalistisk projekt, der blev startet af kommissionsformand Jacues Delors, den tyske kansler Helmuth Kohl og den franske præsident Francois Mitterrand som udløbere af den europæiske fællesakt (det indre marked med de 4 friheder) og Maastrichttraktaten. Det var forhastet i forhold til de europæiske økonomiske realiteter, ikke mindst efter optagelsen af 10 østeuropæiske lande i 2004. Den politiske vilje var stærkere end de økonomiske realiteter.
For at kunne få en fællesvaluta til at fungere er det nødvendigt med en betydelig ensartethed i økonomisk udvikling og økonomisk styrke. Eller også skal man have en overbygning i form af en politisk union med fælles finans- og skattepolitik. Det har midterkandidaten til præsidentvalget Emmunel Macron forstået. Han vil løse ØMU’ens problemer med mere integration. Han forestiller sig, at der skal laves en føderalistisk styring af ØMU’en med et parlament for euro-zonen og en harmonisering af de økonomisk-sociale politikker.

Harmonisering (“konvergens”) troede man i lang tid ville komme mere eller mindre af sig selv. Der blev opstillet konvergenskriterier med krav til størrelsen af statsgæld, underskud på statsbudgettet i pct af BNP (højst 3 pct) og ensartede inflationsrater og renter.
Det viste sig imidlertid, at der var for store forskelle i økonomisk styrke imellem en højtudviklet kerne af lande i Nord- og Centraleuropa (Tyskland, Benelux, Østrig og de nordiske lande) og økonomisk lavereudviklede lande i Sydeuropa og Østeuropa.
I de første har man bedre kunnet drage fordel af globaliseringen. Man har deltaget i den nye internationale arbejdsdeling, den har ført med sig. Der var der store overskud på betalingsbalancerne og lav arbejdsløshed, mens der i de sidste, Spanien, Grækenland, Italien og Portugal, var tendenser til meget svagere økonomi, med ringere betalingsbalancer og større arbejdsløshed. Globaliseringen har splintret disse landes økonomier og skabt sociale delinger. Den sociale kontrakt, man havde under den tidligere industrialisering, er brudt op.
Disse lande kunne ikke længere devaluere den nationale valuta, som nogle af dem havde gjort før, fordi de jo havde fællesvalutaen euro. Og de måtte derfor vente på en langsom forbedring af den strukturelle konkurrenceevne.
I Frankrig har det under Francois Hollande ført til reformer, som er blevet voldsomt upopulære i socialdemokraternes traditionelle vælgerlag i arbejderklassen, – ikke mindst blandt de unge, der lider under de mange midlertidige ansættelsesforhold. Forsøgene på at lave en mere fleksibel økonomi er kun ført halvhjertet igennem og har skabt delinger blandt lønmodtagerne i A- og B-hold.

I især Frankrig og Italien bredte den folkelige skepsis sig i form af dannelsen af populistiske bevægelser, Front National i Frankrig under ledelse af Marine le Pen, og fem-stjernebevævelsen i Italien under ledelse af Beppe Grillo. De forlangte deres lande trukket ud af euroen/folkeafstemninger om fortsat deltagelse. Marine Le Pen har i valgkampen 2017 illustreret problematikken, som den ser ud fra hendes synsvinkel, med diagrammet herunder.

lepensgrafik
Kilde: Le Figaro.  Figuren viser udviklingen i industriproduktionen i Tyskland, Frankrig og de svagere sydeuropæiske lande. Det hænger sammen med stærkere tysk konkurrenceevne. Euroen er en “billig valuta” for Tyskland, en dyr for de svagere sydeuropæiske økonomier.

I Frankrig deltes den folkelige skepsis imod “elitens EU-projekt” op til præsidentvalget i 2017 i dels Marine Le Pens højrenationalisme, dels i den mere venstreorienterede retning under ledelse af Jean-Luc Melenchon, hvor man vil genforhandle den økonomiske del af EU-traktaten og reetablere Frankrigs deltagelse i internationalt samarbejde på et mere universalistisk, FN-baseret grundlag.

De to kandidater er ofte set som en del af samme kategori. Begge populister. Begge “uansvarlige” økonomisk og politisk. De er dog så forskellige, at det er meget angribeligt at se dem som to alen ud af et stykke. Le Pen har nok set noget rigtigt i det franske konkurrenceevneefterslæb og de tilhørende problemer i euro-konstruktionen, men ellers er hendes 144 forslag til præsidentiel politik i den kommende 5-års periode en deprimerende udstilling af højrenational, xenofobisk, lov-og-orden og isolationistisk politik.
Det er derfor mere relevant at sammenligne hende med Donald Trump, end når det gælder Melenchon. Han er blevet dæmoniseret i dele af den franske presse som en fransk “Hugo Chavez” tilsat lidt Fidel Castro. Det er urimeligt, da hans politik hviler på et gennemarbejdet økonomisk program, som ikke er en kopi af sydamerikanske samfundsmodeller.
Men man kan ikke lade være med at spørge, om ikke meget af det er prøvet før? Det gælder f.eks. forslagene om nedsættelse af arbejdstiden og forøgelsen af mindstelønnen (Le SMIC, Salaire Minimum), der som bekendt er fastsat ved lov i Frankrig. Det var nogenlunde det samme, socialisten (PS)  Francois Mitterrand forsøgte i 1981 efter at være blevet valgt til præsident. Det førte til en svækkelse af fransk konkurrenceevne, stigende inflation, voksende underskud på statens budget og betalingsbalanceunderskud, og man måtte i løbet af et par år skifte kurs. Det skete imidlertid i en anden konjunktursituation end den, Frankrig formodentlig står over for nu, hvor der langt om længe ser ud til at være tendens til øget økonomisk vækst i EU-kerneområdet.

I de franske erhvervsinteressers talerør Les Echos har der mildt sagt ikke været opbakning bag en fransk udtræden af euroen. Det vil angiveligt øge udlandsgælden, føre til fordyrelse af importen (efter devaluering), skræmme investeringer væk og føre til kaotiske forhold for de mange komplicerede værdi- og forsyningskæder, som over 30.000 globaliserede franske vireksomheder deltager i henover grænserne. Økonomierne er så sammenfiltret, at det ses som eventyrpolitik at genetablere en mere national økonomisk ramme med en ny franc til erstatning for euro.
Så selv om arbejdsløsheden i 2017 var knap 10 pct i Frankrig og under 5 pct i Tyskland, og sidstnævnte land endvidere havde et eksportoverskud på over 8 pct af BNP, var det ikke på dette plan, en løsning for Frankrig skulle findes, hvis man “spørger virksomhederne”.

ØMU’ens problemer med skabelse af et stærkt center og svage periferier reproduceres internt i den franske økonomi. I Paris-området og andre centre er arbejdsløsheden meget lavere end i den franske udkant.

Arbejdsløshedsprocenten (taux de chomage) i egne af Frankrig. (I pct af erhvervsaktive):

arbejdslfr
Kilde: Le Monde. Moins de: Under.

I de franske udkantsområder er arbejdsløsheden over dobbelt så høj som i centret. Det er i disse områder Le Pen får størst opbakning.

Det hjalp ikke til at få afhjulpet ØMU’ens problemer, at den konservative tyske regering under ledelse af CDU (Kristelig Demokratiske Union) insisterede på økonomisk besparelsespolitik (austerity politik) med krav om ligevægt eller meget små underskud (op til 0,5 pct af BNP) i underskud på statsbudgetterne i ØMU-medlemslandene. Hvis man i stedet i de økonomisk stærke lande efter finanskrisen havde ført en økonomisk stimulanspolitik med større offentlige investeringer og udgifter, ville man i højere grad have kunnet skabe et marked for de fattigere lande i syd, så de interne spændinger i unionen ikke havde udviklet sig så voldsomt.

Det er ikke kun de økonomiske spørgsmål, der fører til nye delinger i vælgermassen. Det gør det multikulturelle samfund også. Frankrig  er et af de lande, der har størst muslimsk befolkningsgruppe, og tørklæde og andre religiøse symboler er stødt på hård modstand fra den franske sækulariseringstradition (adskillelse af kirke og stat), hvor religionen søges holdt ude af det offentlige rum. I 2016 blev den såkaldte burkini forbudt af 30 franske borgmestre, især i det sydlige Frankrig. Forbudet blev senere dømt ude af den franske forfatningsdomstol. Samtidig er frygten for de kulturelle strømninger udefra forøget som følge af terrorismen, der har ramt Frankrig særlig hårdt de seneste år. Det er en frygt, især Front National har formået at drage fordel af.

Comments Off on Fransk valg – Nye politiske delinger

En forhammer til klimapolitikken

Posted in Uncategorized by Gregers Friisberg on 24/03/2017

Forslaget til budget for USA’s forbundsregering er forstemmende læsning. Den del af aktiviteterne, der skal skæres mest, er USA’s miljøagentur EPA (Environmental Protection Agency):

Figur    : Det hvide Hus’ forslag til budget for 2018
usbudget
Kilde: Washington Post.

Udgifterne til miljøagenturet foreslås begrænset med 31 pct. Med Washington Posts ord er det en forkammer, der bringes i brug over bl.a. udgifterne til bekæmpelse af den globale opvarmning. Men man må sige, at Trump lever op til løfterne fra præsidentvalgkampen. Det anerkendes ikke, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Og desuden satses på fortsatte muligheder for den fossile brændselsindustri.
Det er stærkt betænkeligt, når der lige fremlægges nye rapporter om, at kloden nu ser ud til at blive varmere og varmere fra år til år. Med det resultat, at den arktiske is trækker sig mere og mere tilbage.
Udenrigsministeriet (State Department) står også til kraftig reduktion. Det er bl.a. bistandspolitikken, der rammes.
Til gengæld foreslås forsvarsudgifterne (Defense Department) øget markant.

 

 

Comments Off on En forhammer til klimapolitikken

Valg i Holland

Posted in Demokrati, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/03/2017

Det hollandske Valg blev fra medieside framet som en kamp for at stoppe en fremadbrusende højrepopulisme.
Det blev fremstillet som kampen mellem to politikere, Mark Rutte fra det konservativt-liberale VVD, og Geert Wilders, den islamofobiske, nationalkonservative politiker fra Frihedspartiet.
I framingen indgik også det større europæiske og vestlige domino-billede: Ville den højrepopulistiske bølge, der startede med Brexit og valget af Trump i 2016, rulle videre til det franske valg i april/maj og dermed måske tage EU med sig?

Sådan blev det ikke. Bølgen stoppede foreløbig med det hollandske valg. Det, der i stedet er interessant ved valget, er den voldsomme fraktionering af den hollandske vælgermasse, som det viser.
Den hollandske valgmåde, uden spærregrænse, hvor blot 0,7 pct af stemmerne giver ret til repræsentation i Underhuset, hjælper med til at vise den stærkt fraktionerede vælgermasse. Og valgmåden giver mulighed for, at nye trends i vælgeradfærden viser sig hurtigere end i andre lande, fordi vælgerholdningerne med den direkte, uhindrede adgang uden spærregrænse åbner op for det.
Og i den sammenhæng må man konstatere, at det mest interessante ved valget som trendsætter for sammenlignelige lande (Danmark) er, hvordan identitetspolitik viser sig meget markant, jvf fremgangen for Wilders parti (hvid, indfødt identitet, nationalitet), pensionistpartiet, dyrevennerne i dyrenes parti, muslimerne i Denk, the modern urbanites i GL, etc. Hertil kommer de religiøse identiteter.

Iøjnefaldende er således også den voldsomme tilbagegang for et traditionelt klasseparti som det hollandske arbejderparti.
Det skyldes bl.a., hvad partiet måtte medvirke til af f.eks. arbejdsmarkedsreformer under deltagelsen i Ruttes koalitionsregering før valget. Mange af de 75 pct af arbejderpartiets vælgere, der har sagt farvel, er gået over til GL, Green Left.

Figur   : Resultatet af det hollandske parlamentsvalg 15.3.17 (foreløbige tal)

hollandskvalg2017
Kilde: Daily Mail.

Resultatet af valget 15.3.17:
People’s Party for Freedom and Democracy (VVD): 33 seats –  the liberal/ conservative party of PM Mark Rutte
Party For Freedom (PVV): 20 – Geert Wilders’ anti-immigrant, anti Muslim party
Christian Democratic Appeal (CDA): 19moderate pro-religion party
Democrats 66 (D66): 19 – liberals who want direct democracy
GreenLeft (GL): 14 – mixture of far-left and Greens
Socialist Party (SP): 14 – “klassisk socialdemokratisme”/SF længere til venstre end LabourLabour Party (PvdA): 9 – social democratic party, sister party of British LabourChristian Union:  5 – conservative religious party
Party for the Animals (PvdD): 5animal rights and welfare party
50PLUS (50+): 4 – pensioners’ interests party (identitets- eller klasseparti?)
Reformed Political Party (SGP): 3Protestant party, oldest in Netherlands
Denk: 3anti-racist Labour offshoot formed by two Turkish-Dutch politicians
Forum for Democracy (FvD): 2fights against political system status quo.

 

Der er mange ligheder med dansk politik. De danske socialdemokrater kunne have oplevet noget lignende som PvdA – og kan måske nå det endnu? Der er flere årsager til de nordeuropæiske socialdemokratiers implosion: Arbejdervælgerne splittes i modstående socialistisk/nationalkonservative fraktioner som følge af indvandring og islamofobi. Erhvervsstrukturen med stigende servicebeskæftigelse skaber mere individualiserede vælgergrupperinger. Og konkurrencestatens pres modsvares af nyliberale tiltag, der splitter den gamle alliance mellem uddannede mellemlag og kortuddannede lønmodtagere, der tidligere holdt den universelle velfærdsstat oppe.

PvdA har fået klø af vælgerne for i koalitionen med Mark Ruttes VVD at have medvirket til dette velkendte mix af nyliberale reformer:
Nedskæringer på arbejdsløshedsdagpengeperiode, forlængelse af pensionsalder, fleksibilisering af arbejdsmarkedet (hyr og fyr, midlertidige arbejdskontrakter), som har ført til skabelse af et prekariat af midlertidigt ansatte og marginaliserede på det hollandske arbejdsmarked. Det er det, der er bagsiden af medaljen, den stærke hollandske økonomi, som framingen af landet i de mainstreammedierne ellers har gjort meget ud af. – Meget lig Danmark.

Den store succes på venstrefløjen, GL, GroeneLinks, er et rød-grønt parti, der kan ligne et mix af Enhedslisten og Alternativet.

Holland og Danmark ligner hinanden meget økonomisk og strukturelt. Begge er avancerede, åbne økonomier, der både nyder godt af, men også arver problemer fra, naboskabet til den dynamiske, globaliserede europæiske kerneøkonomi, Tyskland.
Eksponeringen til den globale økonomi giver stigende ulighed, som man har svært ved at bekæmpe, fordi globaliseringens primat hævder sig i den interne økonomi og sociale struktur. Det giver i stigende grad fragmenterede og hierarkiserede arbejdsmarkeder og reformønsker fra umættelige udbudssideøkonomer.
Når den politiske diskurs slører modsætningerne, er der lagt op til det store vælgerbedrag. Og der kommer udsivning fra pattierne, når det går op for vælgerne, hvad der sker. Når man ikke kan få tilgodeset sin traditionelle økonomiske interesse, vender man sig i stedet til protestpartiet eller identitetspartierne.

Det kan på overfladen ligne en succes, at man fik stoppet den tilsyneladende ustoppelige Wilders, men det kan vise sig at blive en Pyrrhussejr.
Vanskelighederne kommer nu, hvor de ulige “sejrrige” parter fra valget skal forsøge at danne en regering ud fra et parlamentarisk virvar. Det vil blive svært at forlige de ideologiske modsætninger mellem VVD’s konservatisme og midterpartiernes og venstrefløjens holdninger.

Comments Off on Valg i Holland

Kina – “Verdens fabrik”

Posted in Økonomi, Uncategorized by Gregers Friisberg on 01/03/2017

Kina – “Verdens fabrik” er måske ved at være en saga blot. Det er der i hvert fald en del medier, der rapporterer i denne tid. Det rappoDrteres, at en gennemsnitstimeløn i Kinas industri er 3,60 $ pr time i 2016, en stigning på 64 pct siden 2011. Lønnen i Kinas industri skulle så være 5 gange så høj som lønnen i Indiens industri, højere end i Brazilien og tæt på at være på højde med den fattigste del af Sydeuropa.

Så kunne tro, at så må Kina høre op med at være Verdens fabrik, som alle har travlt med at outsource til. Det sidste er nok korrekt. Outsourcingstempoet vil formodentlig falde noget. Og det skyldes ikke kun Trump og hans nationalkonservative America1st politik.

Det er dog ikke sikkert, at rollen som “Verdens fabrik” er et overstået stade – ikke helt i hvert fald. Kina er i gang med at tilpasse sig de højere lønninger. Det sker ved, at landet går mere upmarket, og ved at der indføres mere automatiserede produktionsmetoder. Hemmeligheden bag udviklingen i Kina er, at der allerede er foregået store produktivitetsstigninger, og at landet derfor er i stand til at betale højere timelønninger. Det ser ud som om, Kina er ved at gennemgå en udvikling, der ligner den, Japan var igennem i 1980’erne og 90’erne. Lønningerne steg, fordi produktiviteten steg. Og de steg kraftigt målt i global fællesvaluta som $, fordi landets konkurrenceevne afspejledes i en højere kurs på den nationale valuta.

Noget lignende er sket i Kina og vil formentlig ske også i de kommende år. Der vil ske en valutarisk tilpasning, som vil afspejle sig i endnu højere lønninger fremover, målt i f.eks. amerikanske $. – Hvis ikke en ny global krise sætter en stopper for denne udvikling!

 

Comments Off on Kina – “Verdens fabrik”

Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Posted in Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 23/02/2017

Man vil gerne være i regering og i opposition samtidig. Anders Samuelsen vil køre i ministerbil og samtidig løfte den ideologiske fane højt.

Han er gerådet ud i lidt af et stormvejr denne gang, når regeringens støtteparti, DF, taler om, at “det kan få konsekvenser”, når han taler om, at DF og Socialdemokraterne “trækker Danmark ned” efter den nys gennemførte regulering af Uber og taxa-branchen.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står og holder hr. Schwann i hånden, mens muligheder for velstand og frihed passerer Danmark forbi.

Sådan beskriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) situationen på Christiansborg med endnu en henvisning til tv-serien Matador, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også tog op i sin nytårstale.

Når store anliggender, der vedrører os alle, trækkes frem af den politiske top, skal der snart per automatik henvises til serien Matador. Lars Løkke Rasmussen erklærede i sin nytårstale, at han har set den 20 gange. Jeg diskuterede det med en gruppe unge. De syntes ikke, det var særlig cool med en statsminister, der ser Matador 20 gange. – Sjovt nok, når man samtidig gerne vil være med på noderne fra Silicon Valley.

Men Samuelsen mener, han har Silicon Valley og de unge med.

Problemet med Samuelsens argumentation er, at Uber-Taxa aftalen misbruges på det skammeligste med hensyn til de påståede konsekvenser for Danmarks muligheder for at gå med på den teknologiske vogn, der drøner afsted med buldrende fart, som han påstår.Det er almindeligt, at europæiske lande forsøger at holde fast i en vis beskyttelse af arbejdskraften samtidig med indførelsen af de teknologiske fornyelser. Selv EU-kommissionen, der ellers går vidt m.h.t. liberalisering af markedet, har i sin nylige vurdering af spansk økonomi advaret imod virkningerne af de arbejdsmarkedsmæssige reformer, der er indført. Zero-hour contracts, hvor arbejdsgiverne ikke er forpligtet på minimumstimetal, pensionsforpligtelser m.v., har meget iøjnefaldende virkninger på indkomstfordeling og beskyttelse i arbejdet.

Samuelsens adfærd er forståelig ud fra de begrænsninger, som regeringsdeltagelsen har bragt det ellers så frembrusende og strømlinede liberale oppositionsparti ud i. Man kan ikke længere uden komplikationer klatre op i det ideologiske træ og vifte med fanen. Sagerne vælter ud af skabene. Det nye igangværende eksempel er Postnord, hvor LA-minister Birk Olesen end ikke ville referere konklusionerne fra det møde, hvor et flertal af partier ville opretholde udbringningsforpligtelsen for et omdannet postselskab.

Der må sluges mange kameler, når man af hensyn til et regeringssamarbejde  – og den parlamentariske basis i øvrigt  –  bliver tvunget til at stikke fanen ind;  og dermed risikerer partiet ridser i lakken over for liberale vælgere, som partiet ellers har været bannerfører for.

Ligesom når det gælder de påståede effekter af topskattelettelser, er Samuelsens argumentation meget tynd i denne sag. Når det kommer til at dokumentere sine påstande, står han ikke meget tilbage for en Donald Trump.
Man stopper ikke den teknologiske udvikling og udnyttelse af fremskridt ved at ville sørge for en ordentlig regulering af arbejdsmæssige forhold. Tværtimod. Det er igennem en høj standard i lønmodtagerbeslyttelse, at virksomheder tvinges til at udvikle sig. Robotisering og ny teknologi indføres de steder, hvor arbejdskraften er dyr.
Det vidner om et partis frustration over ikke at kunne være i regering og køre i ministerbil og samtidig markere sig ideologisk over for vælgerne. Når det gælder de mulige parlamentariske konsekvenser af de popsmarte bemærkninger, kan Matador desværre ikke hjælpe.

Comments Off on Kan Uber-drømme bringe en regering til fald?

Flugten fra Syrien

Posted in Menneskerettigheder, Politik, Uncategorized by Gregers Friisberg on 18/02/2017

Den catalanske avis El Periodicos forsidehistorie i dag er annonceringen af en stor demonstration, der skal gå igennem Barcelona i eftermiddag. Temaet er solidaritet med flygtninge.
ninosdibujan

Kortet øverst til højre viser ruten igennem byen. I spidsen vil gå parlamentarikere fra Cataloniens delstatsparlament, repræsenterende de politiske partier. Til venstre syriske flygtningebørn, der tegner deres indtryk af turen over Middelhavet.

Man kan ikke andet end blive rørt over spaniernes solidaritet. Og man sidder tilbage med en stille undren over, hvad der foregår i dette store sydeuropæiske land, hvor de højrepopulistiske bevægelser endnu ikke har fået fodfæste.

Og hvad foregår der i Danmark. Her har parlamentet travlt med at definere, hvad der er forskellen på “danskere” og de fremmede, med henblik på at udtrykke bekymring over, hvad der sker, hvis “danskere” kommer i mindretal.

Det har ført til en forespørgsel om, hvad regeringen vil stille op over for problemet med den “voldsomme indvandring”, der bringer danskerne i mindretal i deres eget land. Og et flertal i Folketinget vedtog en resolution med følgende ordlyd:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Regeringen og Folketinget har gennemført en række stramninger, der har begrænset asyltilstrømningen markant, og som modvirker parallelsamfund.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde videre med en politisk målsætning om at reducere antallet af asylansøgere og antallet af familiesammenførte, der kommer til Danmark.

Vedtaget 55 stemmer for forslaget (DF, V, LA, KF) 54 stemmer imod forslaget (S, EL, ALT, RV, SF) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Ud fra en totalt arbitrær definition af “danskere”, bruger det høje ting tid på at diskutere, hvordan man undgår, at “danskere” kommer i mindretal i Brøndby Strand, et område, den danske stat selv har defineret som et “Ghetto-område”, og hvor en meget stor del af de, der tilhører den påståede “majoritet”, er mennesker, der har været i Danmark igennem mange år og har primær tilknytning til landet.
Hvornår var det sidst, at en europæisk stat havde stor iver efter at få defineret, hvem de rigtige nationale indbyggere var?

 

 

Comments Off on Flugten fra Syrien