Gregers Friisberg

Affordable Care Act

Posted in USA by Gregers Friisberg on 23/06/2017

Overskriften lyder som noget, George Orwel kunne have satiriseret over. Det er det, der i daglig tale går under betegnelsen “Obamacare” efter den tidligere præsident, der så at sige stod fadder til sundhedssystemet, selv om det fik meget kraftige republikanske fingeraftryk i forsøgene på at få den komplekse lovgivning igennem Kongressen.

Nu ser det ud til, at det republikanske flertal i Kongressen er ved at nå til vejs end med deres “repeal” (tilbagetrækning) af Obamacare og dens erstatning af en ny ordning, som skulle forbedre sundhedssystemet i USA.

Torsdag den 21.6. fremlagdes loven for Senatet. Repræsentanternes Hus har allerede vedtaget deres version.

Under præsidentvalgkampen var Obamacare et af de største hadeobjekter for republikanerne. Med det forslag, der nu fremlægges – og måske kan vedtages – ser det ud til, at man skyder sig selv i foden i forhold til dele af de vælgergrupper i arbejderklassen, der stemte på Donald Trump ved præsidentvalget.

Barack Obama, der ellers har forholdt sig ret tavs siden valget, tager i et indlæg på sin facebookside bladet fra munden:

The Senate bill, unveiled today, is not a health care bill. It’s a massive transfer of wealth from middle-class and poor families to the richest people in America. It hands enormous tax cuts to the rich and to the drug and insurance industries, paid for by cutting health care for everybody else. Those with private insurance will experience higher premiums and higher deductibles, with lower tax credits to help working families cover the costs, even as their plans might no longer cover pregnancy, mental health care, or expensive prescriptions. Discrimination based on pre-existing conditions could become the norm again. Millions of families will lose coverage entirely.

Simply put, if there’s a chance you might get sick, get old, or start a family – this bill will do you harm.

Knap halvdelen af amerikanerne får deres sundhedsforsikring via en arbejdsgiver. Godt en tredjedel af befolkningen, de fattige og de ældre, får sundhedsdækning via Medicaid og Medicare. Og endelig får 9 pct dækning via sundhedsforsikringer, de køber på markeder etableret via Obamacare.

Republikanernes lovgivning forbedrer skattefradragsmuligheder for de velhavende, begunstiger forsikringsselskaberne og forringer ordningerne for de fattige. Det skønnes, at op imod 20 mio amerikanere har fået sundhedsforsikring via The affordable Care Act. Ordningerne for disse forringes, og mange vil opgive at være med.

Onlinemediet Politico.com har lave følgende oversigt over, hvordan den foreslåede lovgivning vil virke:

What the Senate health care bill does to Obamacare:

Individual mandate eliminated
Cost-sharing subsidies eliminated
Planned Parenthood funding eliminated
Pre-existing conditions changed
Medicaid expansion changed
Traditional Medicaid changed
Insurance subsidies changed
Opioid funding changed
 Den individuelle forpligtelse (individual mandate) i Obamacare fastsatte en pligt for alle til at have en forsikring. Hvis ikke, ville man skulle betale med en straf/bøde (penalty). Det slipper man for efter lovforslaget. Det kan lyde som en foræring i frihedens ånd at blive stillet fri på denne måde, men konsekvensen vil blive en afgang i store tal fra ordningen.
Cost-sharing indebærer offentlig støtte til forsikringsselskaber, der skal dække regninger for folk med lavere indkomster, som er forsikret efter ordningen. Efter en overgangsperiode på to år falder støtten væk.
Planned parenthood er hjælp til fødende kvinder og unge familier.
Når man går rækken ned er der tale om forskellige former for forringelser af Obamacare.
Ikke underligt, at Obama er stærkt kritisk over at se det, der måske skulle have været hans største politiske eftermæle blive demonteret på denne måde.
    Trump har udtrykt støtte til at få loven igennem. Således i en tweet efter lovforslagets fremlæggelse for Senatet:
I am very supportive of the Senate #HealthcareBill. Look forward to making it really special! Remember, ObamaCare is dead.
Det kan ende med ham selv som Dead Man Walking i amerikansk politik. Det vil jo, som sagt, kunne udvikle sig til lidt af et selvmål i forhold til nogle af de vælgere, der stemte på ham.
USA bruger mere på sundhed end noget andet rigt land. Ifølge OECD 17 pct af BNP. Og alligevel har man på nogle punkter sundhedsindikatorer, der placerer landet på linje med lande, der nærmest har u-landsstatus.
Det viser, at det ikke altid er korrekt, at produktion i offentligt regi betalt via skatter er dyrere end det, de private markeder kan præstere.
Hvad er årsagerne til det dyre amerikanske sundhedssystem.
Topcheferne (CEO) inden for sundhedssektoren er de højst lønnede i amerikansk erhvervsliv, med gennemsnitlige lønpakker på 37 mio$. De mange tvister om forsikringsordningerne har ført til en hær af vellønnede advokater. Hertil kommer mange andre faktorer.

 

Comments Off on Affordable Care Act

Fænomenet Trump

Posted in USA by Gregers Friisberg on 09/05/2016

Hvordan skal man egentlig forklare fænomenet Trump. Han synes at være svær at kategorisere. Er han fascist i den gamle tradition fra 20’ernes Italien – eller i en mere moderne variant i Twitters eller Facebooks tidsalder?

Eller er han en performance populist, der skifter standpunkt som andre skifter skjorte? – Bare man er god til at kommunikere budskabet, så går det vel nok! – Rent bortset fra, at man skal nu nok ikke undervurdere vælgerne. Og det er Trump måske i gang med. Og det kan gå hen og blive grundlaget for hans nederlag ved præsidentvalget i november.

The Economist skriver om ham:

it is increasingly clear that Mr Trump has elements of a world view from which he does not waver (see article). These beliefs lack coherence or much attachment to reality. They are woven together by a peculiarly 21st-century mastery of political communication, with a delight in conflict and disregard for facts, which his career in reality television has honed. But they are firm beliefs and long-held.

Beyond the braggadocio
That world view was born, in part, on his father’s construction sites in New York in the 1960s. Mr Trump likes to explain that he once spent his summers working in such places alongside carpenters, plumbers and men carrying heavy scaffolding poles. That experience, he claims, gave him an understanding of the concerns of the hard-working blue-collar men whom American politics has left behind. It explains his deep-rooted economic nationalism..

En forklaring på, hvordan det er lykkedes ham at indfange millioner af hvide arbejdervælgere. Han ved af egen erfaring, hvad der optager dem. Det er måske også derfor, at han lige har ændret signaler omkring holdninger i økonomiske spørgsmål som beskatning og mindsteløn.

Vejen er ved at være banet foren b ham til præsidentvalget i november. Skal han slå Clinton, kræver det en bredere funderet politik. Men dermed åbner han sig også for kritik fra hendes side, som kan blive katastrofal for ham. Hvis hun forstår at fremstille den bratte u-turn i skatteplitik og mindstelønspolitik, kan han få det svært. Det bliver manddomsprøven for performance populisten!

Comments Off on Fænomenet Trump

Cromnibus

Posted in Uncategorized, USA by Gregers Friisberg on 14/12/2014

Det engelske sprog er beriget med et nyt ord, cromnibus. Det er en sammenskrivning af CR, continuing resolution (fortsat/midlertidig beslutning om provisorisk bevilling, der bringer den føderale stats finanser videre på det korte sigt, når parterne ikke kan enes om langsigtet bevilling) og omnibus, en betegnelse for det samlede sæt af finanslovgivning. Cromnibus er endnu et trist symbol på det amerikanske politiske systems dysfunktionalitet.  Denne gang var det kun 3 timer før den føderale regering ville lukke ned af mangel på penge. Men bevillingen på 1.1 trillion$ kom da igennem i sidste øjeblik.

Den republikanske højrefløj ville bruge flertallets magt over bevillingerne til at presse præsident Obama til at komme med indrømmelser i indvandringspolitikken, hvor han via executive order (præsidentiel beslutning for at gennemføre eksisterende lovgivning eller forfatningsbestemmelser) vil give amnesti til flere millioner af de mange illegale (“undocumented“) indvandrere i landet.
Det havde ellers ikke skortet på indrømmelser til Republikanerne. Det mest spektakulære (selv om det var skjult godt i den 1600 sider omnibus-finanslov) var indrømmelser til Wall Street-interesserne, som får det amerikanske repræsentative demokrati til at ligne en billig udgave af beslutningsprocesserne i Andeby, nemlig en tifoldig forøgelse af mulighederne for at private kan give donationer til politiske partier og kampagner, samt en udvanding af Frank-Dodd lovkomplekset om regulering af finanssektoren, som vil betyde, at den føderale regering i Washington kan komme til at baile out (“frikøbe”/understøtte) finansforetagender, der laver risikobetonet derivathandel.

For at få loven igennem opstod der en midlertidig noget uhellig alliance mellem den moderate fløj af Repbublikanerne og Det Hvide Hus. Og Demokraterne befandt sig i en tilstand af måske uoprettelig splittelse mellem en venstrefløj omkring senator Elizabeth Warren og en moderat fløj, der holdt Det hvide Hus’ ønsker om at komme igennem med en lov, der ville redde betydelige dele af den offentlige sektor fra at måtte lukke ned.

Comments Off on Cromnibus

Betydningen af en faldende lønkvote i USA

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 26/10/2013

Den amerikanske centralbanks (Federal Reserve) lokale afdeling i St. Louis har offentliggjort meget interessante tal for lønkvotens udvikling i USA fra 1947 – 2012:

USAloenkvote

Kilde: St. Louis Fed.  Link her til regnearket med dataene.

Grafen viser de lønindkomsters andel af BNP, også kaldet lønkvoten i økonomien.  Det ser ud som om, der sker noget ganske afgørende omkring 1970. Fra begyndelsen af 70’erne begynder lønkvoten at gå ubønhørligt mod sydøst i diagrammet. Der er ups and Downs undervejs, men den langsigtede tendens er et fald. Der kan opstilles mange hypoteser om, hvad årsagerne – eller hovedårsagen – til det er.

USA’s øgede deltagelse i konkurrencen på de globale markeder spiller sandsynligvis ind. Men der skete også en svækkelse af lønmodtagerorganisationerne fra begyndelsen af 70’erne. Organisationsprocenten, andelen af lønmodtagere, der er medlemmer af fagforeninger, faldt. Udover den intensiverede konkurrence på markederne er den faldende lønkvote også udtryk for styrkeforholdet mellem lønarbejde og kapital (det omvendte af lønkvoten er profitkvoten, overskuds, selvstændiges indkomster, og renter og udbytters andele af BNP).  Man kan se, at i perioder med konjunkturopgang, f.eks. 60’ernes sidste halvdel og 90’erne (dot.com bølgen) bedres lønandelen, delvist fordi der bliver en relativ mangel på arbejdskraft, og lønmodtagernes “bargaining power” dermed forbedres.

Men det må vel være herligt for den amerikanske økonomi? Det må vel føre til mere opsparing og dermed flere investeringer og økonomisk vækst – for de rige kan vel ikke spise så meget, at overskuddet forsvinder?
Det har sikkert og vist givet rum for en udvidelse af finanssektoren fra omkring 4 pct til omkring 8 pct af BNP, og det har ført til voldsomme ændringer i indkomstfordelingen, så den er blevet mere ulige. Men det er just her, at amerikansk økonomis problemer på længere sigt kan forklares. Der er med den skæve fordeling ikke tilstrækkeligt med købekraft til at holde efterspørgselen oppe. Det forklarer krisetendenserne i forbindelse med finanskrisen. Da der blev prikket hul på de spekulative bobler i ejendoms- og børssektorerne, som havde holdt efterspørgselen kunstigt oppe, faldt økonomien sammen, og den har haft svært ved rigtigt at komme på fode igen. Der ligger nok her en af de væsentligste langsigtede  forklaringer på den økonomiske krise.

Der er lige blevet offentliggjort statistik i amerikanske blade, der viser, at en gruppe amerikanske CEO’s sidste år havde lønninger på over 100 mio$ hver. Antallet af milliardærer vokser. Samtidig stagnerer den almindelige lønmodtagers realløn og har gjort det siden 1980’erne. Den amerikanske mindsteløn på omkring 7,5 $ pr time stagnerer også. Den øverste rige pct bliver altså rigere og rigere, og indkomsterne for resten stagnerer. Neoklassiske økonomer har svært ved at forklare denne udvikling. Ifølge deres glansbillede af den kapitalistiske markedsøkonomi aflønnes en produktionsfaktor efter dens bidrag til produktionen. Arbejde og kapital er produktionsfaktorer og de aflønnes altså i overensstemmelse med, hvad den sidst indsatte enhed af faktoren (marginal) tilfører af produktionsværdi. Økonomien  og indkomstfordelingen er altså dermed ud fra dette glansbillede “retfærdig”. Man ser bort fra, at der i virkelighedens verden er tale om et styrkeforhold imellem sociale parter, og altså et styrkeforhold, der bliver mere og mere ulige.

Comments Off on Betydningen af en faldende lønkvote i USA

Vingeskudt supermagt

Posted in Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/10/2013

Det er en noget forpjusket vingeskudt supermagt, der står tilbage efter det forbitrede opgør imellem Demokrater og Republikanere i Kongressen om forlængelse af gældsloftet og vedtagelsen af budgettet for næste finansår. En yderliggående gren af Republikanerne, anført af den såkaldte Tea Party bevægelse, forsøgte at skyde USA tilbage til det agrar-romantiske udgangspunkt før uafhængighedserklæringen i 1776, hvor en mand dyrkede sin jord og brugte sin gun til at beskytte jord og ejendom. Og engang imellem rejste han til Washington for at delibrere lidt om forholdet mellem centralmagt og staters magt. – Hvis man nu sådan skal sige det lidt firkantet. Nu er dette skønne billede truet af den fremadskridende modernisering af samfundet, som bl.a. vil give de mindrebemidlede sundhedsforsikring.

Figur 1: Udviklingen i føderal gæld (brutto og netto) og balance på budgettet i pct af BNP
usgaeldBNP

Kilde: Office of Management and Budget. The White House.  Anm: Forskellen på de to gældsbegreber udgøres af gæld, som føderale agencies og institutioner har som finansielle mellemværender med hinanden.

Der har været en del diskussion om, hvorvidt den amerikanske økonomiske politik er groft uansvarlig m.h.t. at underskud blot fortsætter uden, at den langsigtede  finansielle dækning af statens udgifter tages virkelig seriøst.  Man kan se problemet i figuren. Der er få år, hvor der har været et egentligt overskud. Samtidig har der også været betydelige underskud på betalingsbalancen.  Er det dermed troværdigt, at USA fungerer som “Verdens central banker”, der forsyner Verdensøkonomien med dollarbetalingsmidler ved at lade seddelpressen løbe og dække underskud gennem salg af statsobligationer?.

Hertil må man sige, at det har været rimelig troværdigt indtil nu. Det, der bringer Uncle Sam – globaliseringen i fare er Tea Party fantasternes ageren. Hvis der opstår usikkerhed om, hvorvidt der er dækning for amerikanske statspapirer (statsobligationerne, de såkaldte “Treasuries”), så er den først gal.  Man har da også set den amerikanske dollar falde i værdi de seneste uger.  Det er problematisk for verdensøkonomien, fordi der er ikke for øjeblikket nogen anden reservevaluta, der kan tage over.

Hvor længe endnu kan USA blive ved med at “kick the can Down the road”? Ja, nu kan Tea party aktivisternes ageren nok rejse tvivl om, hvor længe endnu, men hvis man ellers ser på de grundlæggende økonomiske facts, er det måske temmelig længe endnu. Den amerikanske stat kunne 15. oktober låne 3-årigt til en rente på kun 0,68. Den tiårige statsgældsrente er noget højere, 2,75 pct, og den er steget. Men når man ser på nettogældens udvikling i figuren ovenover – og dens størrelse – ser det ikke umiddelbart ud som om, en bankerot lurer lige om hjørnet. Og det er der flere grunde til. Økonomien er – i hvert fald indtil for nylig – i en vis opadgående fremgangslinje. Det amerikanske BNP stiger betydelig mere end det europæiske. Set i forhold til BNP er budgetunderskud og underskud på betalingsbalancen faldende.

Nye NSA-afsløringer

Posted in Menneskerettigheder, USA by Gregers Friisberg on 01/08/2013

The guardian bringer i dag nye afsløringer af det mangfoldige materiale om den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA’s muligheder for overvågning af Internettet. Programmet XKeystore giver detaljerede muligheder for at lave søgninger i det enorme materiale, man har adgang til. Det er beskrevet nærmere i undervisningsmateriale til de folk, der bruger systemet. Man kan f.eks. søge efter e-mailadresser, og når man har en adresse, kan agenten læse e-mails. Det kræver blot en begrundelse (justification), f.eks. en mistanke om, at vedkommende e-mailindehaver er involveret i et jihadistnetværk ell. lign.
Edward Snowden har tidligere i et videointerview beskrevet mulighederne. Det involverer e-mails, søgningshistorik på nettet og aktivitet på de sociale medier.

I interviewet efterlyser Snowden en højere grad af offentlig bevidsthed om, at denne aflytning foregår. På det punkt er han delvist imødekommet, idet den amerikanske kongres har diskuteret en ændring (amendment) til sikkerhedslovgivningen, som NSA opererer ud fra, en lovændring, der skulle begrænse aflytningen og overvågningen. Det er den såkaldte Amash-amendment, fremsat af den republikanske Congressmand Justin Amash fra Michigan. Den blev nedstemt med kun få stemmers overvægt. Afstemningen er interessant, idet den giver indsigt i, hvordan Kongressen, eller i hvert fald Repræsentanternes Hus, er delt i spørgsmålet om beskyttelse af de individuelle borgerrettigheder (ytringsfrihed og privatlivets fred) contra statens påståede behov for overvågning og kontrol af brogerne. Afstemningen deler begge partier på tværs, den civillibertære tradition hos Republikanerne og Demokraternes venstrefløj på den ene side og på den anden side den statsautoritære tradition hos Demokrater og republikanere.

NSAamash

Comments Off on Nye NSA-afsløringer

Gatsbykurven og IT-økonomien i Californien

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 26/05/2013

Det er sjældent, at en roman når en så stor berømmelse, at den kommer til at give navn til en samfundsvidenskabelig teori eller påstand. Det er sket med den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby. Den beskriver livsstilen hos de ekstremt rige mennesker i 1920’ernes fineste forstæder på Long Island uden for New York. Romanen har fået en betydelig renæssance de senere år, hvad der måske hænger sammen med, at den ulighed, man havde i det amerikanske samfund i 1920’erne, er kommet tilbage på omtrent samme niveau i starten af det 21. århundrede.

Påstanden går under navnet “The Great Gatsby Curve” og er udformet af den canadiske økonom Miles Corak:

gatsbykurve

Kilde: Miles Corak. (Klik for større udgave af figuren). Figuren viser landes ulighed ud ad x-aksen. Uligheden er målt ved ginikoefficienten, der viser den økonomiske indkomstulighed på en skala fra 0 (lavest mulig ulighed) til 100 (total ulighed, hvor en person har alle indkomster).  Op ad y-aksen måles, hvor let eller svært det er at få samme eller bedre økonomiske vilkår som forældregenerationen (generational mobility). Et lavt tal her udtrykker stor evne/tendens  til generationsmobilitet, et højt tal lav generationsmobilitet.  (R2, R squared, er 0,76, som på en skala fra 0 – 1 siger, hvor tæt dataene er på den lineære sammenhæng. 1=100 pct sammenhæng (siger dog ikke nødvendigvis, at der er årsagssammenhæng)).

Figuren er blevet brugt til påstanden: Hvis uligheden bliver meget høj, så bliver den sociale mobilitet i samfundet lav. Det forklares f.eks. i virkelighedens verden ved, at der er ret lukket adgang til uddannelser. De forbeholdes eliten, som man f.eks. ser det i USA “ivy league” skoler (Harvard, Princeton, Yale, Stanford, etc), eller tilsvarende i England (“Oxbridge” universiteterne).

Det har været en i almindelighed udokumenteret påstand, at IT-økonomien skulle åbne op for større social mobilitet. Alle skulle teoretisk set kunne blive deres egen lille IT-direktør ved at starte et IT-selskab, der producerer Apps til smartphones. Man kan formodentlig lave et nyt Twitter, Facebook, eller Just Eat for den sags skyld, og på den måde skyde genvej til eliten, realisere den amerikanske drøm.

Det er der nok nogle, der kan, men det er generelt en naiv forestilling, i hvert fald hvis man skal dømme efter situationen i IT-industriens vækstcentre, hvor industrien har nået sit “modenhedsstade”. The Guardian beskriver det ret så levende i en artikel, der samtidig knytter an til ekstremt lempelige skatteforhold for IT-virksomhederne:

Hver morgen ruller ifølge artiklen  i hundredevis af hvide busser med tonede ruder ud igennem San Franciscos traffic jams og videre via 1 times transport ned til Silicon Valleys solbeskinnede IT-virksomheder, hvor de ansatte kan nyde deres priviligerede liv i virksomhedernes kantiner, lounges, idrætsfaciliteter og massage parlours,  fjernt fra fattigdom og sociale problemer i storbyen. Virksomhederne lukker sig socialt og skærmer sig imod omgivelserne, både direkte og i mere overført betydning.

Samtidig med, at de stort set ingen skat betaler af deres betydelige indtægter, går IT-iværksætterne rundt og beklager sig over den ringe offentlige service, der gør det så sørgeligt svært at være iværksætter.  Det er udtryk for en økonomi og et samfund, der er i færd med at miste sin sociale sammenhængskraft. IT-sektoren og finanssektoren har sammen med andre priviligerede erhvervssektorer løsrevet sig fra den øvrige økonomi. Sociale problemer, der udvikler sig i og med den økonomiske krise, bider sig for fast som følge af den lukkede enklaveøkonomi. USA ser dog ud til at have fået større hold på krisen end f.eks. det statsgældsplagede Europa.

Comments Off on Gatsbykurven og IT-økonomien i Californien

Integrationsudfordring

Posted in USA by Gregers Friisberg on 21/04/2013

Meeting it – by and large. En artikel i The New York Times i dag om integration af den store indvandrerbefolkning af latinoer. Det viser sig ifølge forskning i emnet, at integrationen i det store hele gør betydelige fremskridt. Det er gode nyheder nu, hvor man er i gang med at få en immmigrationsreform igennem Kongressen, som vil give statsborgerskab til en del af de illegale indvandrere, der har været i landet i lang tid.

Comments Off on Integrationsudfordring

Den amerikanske nytårsgyser

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 31/12/2012

– Tab af 10.000 arbejdspladser i Danmark, hvis de ikke når en aftale i Washington!

Det er meldingen fra danske økonomer her op til nytår, hvor medierne rapporterer om den store nytårsgyser i Washington: Lykkes det at lave en aftale i Kongressen i Washington, så USA kommer igennem nytåret uden store budgetnedskæringer og skattestramninger? Hvis man kører hen over the fiscal cliff/afgrunden (-falder ned i den, eller hvordan den umulige metafor nu skal udlægges) uden en aftale, skønnes det, at den amerikanske økonomi vil falde 0,5 pct i BNP  –  i stedet for en skønnet vækst på 2,5 pct. Og det vil selvsagt påvirke amerikanernes indkøb fra resten af Verden, herunder Europa og Danmark. Det vil kunne føre til nye konjunkturnedgange og krisens forlængelse.

De såkaldte “fiscal cliff” scenarie er en udløber af en aftale i Kongressen i sommeren 2011. Her aftaltes en stor studehandel: Hvis Kongressen gav ny bemyndigelse til at hæve USA’s låneloft, skete det under forudsætning af, at skattelettelser fra præsident George W. Bush’ tid løb videre, og de sociale velfærdsprogrammer (entitlement programs så som social security, medicare og medicaid) altså også løber videre frem til 1.1.13.

Hvis man ikke inden denne skæringsdata laver en ny aftale, vil der ske kraftige budgetbeskæringer og skattestigninger.

Det kunne i sig selv hjælpe til at bringe de enorme budgetoverskridelser under mere kontrol, så stigningen i den føderale gæld (forbundsstatens gæld) kunne stoppes. Men det er ikke god medicin i en økonomisk krisetid. Og da USA pt kan låne penge til en ekstremt lav rente, er det den bedste krisepolitik ifølge stimulansøkonomerne, som især Demokraterne sværger til. Republikanerne går med deres minimalstatsfilosofi ind for, at skatterne ikke må stige.

Figur 1:Indtægter (receipts) og udgifter (outlays) på USA’s føderale budget i pct af BNP (tal fra Office of Management and Budget)

USFEDBUDGAnm: tallene fra 2013 er (meget optimistisk) skønnede.

Den budgetmæssige afgrund ses i figuren ovenover, hvis man skræller de meget optimistiske skøn for 2013-17 væk og i stedet forlænger gabet i budgettet ud i fremtiden. Det vil da også føre til en yderligere eksplosionsangtig stigning i den føderale gæld (figur nedenfor).

Figur 2: Forbundsstatens gæld i pct af BNP

USfeddebt

Avisen The Washington Post har lavet en overskuelig fremstilling af konsekvenserne af, at der ikke indgås en aftale, og skattelettelserne altså falder væk. Der vil da ske skattestigninger, højst på de højeste indkomster.

Spørgsmålet er, hvor interesseret parterne i virkeligheden er i en aftale? Hvis der ikke laves en sådan, kan Demokraterne læne sig tilbage og henvise til Republikanernes uansvarlighed og manglende sociale hjerte (når bl.a. 2 mio arbejdsløse ikke får deres understøttelse forlænget). Hertil kommer, at en manglende aftale faktisk vil genoprette USA’s finanser på længere sigt, hvorimod man på længere sigt vil stå med uoverstigelige budgetproblemer og gæld, hvis skattelettelserne bliver permanente.
Republikanerne vil kunne undgå at stemme direkte for skattelettelser. Repræsentanternes Hus’ formand John Boehner, fremlagde i sidste uge en “plan  B”  –  for  at vise en form for ansvarlighed, der indebar skattestigninger for indkomster over en mio$ om året. Det kunne ikke samle flertal i Huset, idet Tea Partyfløjen i partiet ikke ville stemme for. Efter nederlaget ved præsidentvalget i november mangler Republikanerne en egentlig landsledelse, der kan udstikke en retning for partiet på nationalt plan. De enkelte republikanske parlamentarikere, især i Repræsentanternes Hus, reagerer mere ud fra deres mavefornemmelser fra de gerrymanderede valgdistrikter, de er valgt i, og her er skatter ikke populære. Det lægger mere op til obstruktionspolitik, frem for bestræbelser på at finde løsninger og kompromismuligheder. Hertil kommer, at en del republikanske politikere ikke længere finder “the cliff” særlig interessant mere. Nej, det er meget mere spændende, hvad der sker i februar 2013, når låneloftet igen skal forlænges/øges. Det giver nye muligheder for at afpresse præsidenten og Demokraterne til nye nedskæringer i entitlement programs.

Vi danskere må sidde og se til, mens dramaet blandt dinosaurerne i Washington udfolder sig. Sådan er det nu engang at leve i en globaliseret verdensøkonomi.

Og er USA’s overforbrug ikke bare vidunderligt, når det stimulerer vores økonomi? Det er dejligt, at amerikanerne vil, når tyskerne nu ikke vil!!
Det kan vi sagtens mene, men amerikanerne er selv i syv sind omkring det.

Det er klart, at det på længere sigt vil være fremmende for økonomisk ansvarlighed, at man opgav Bush-æraens skattelettelser, men det kan give koldstart til økonomien, hvis man gør det for hurtigt. Derfor bør det gøres gradvist, f.eks. over en fem-ti-årig periode. Den såkaldte “middelklasse” slipper næppe for at betale skat, hvis både velfærd og forsvar skal opretholdes nogenlunde intakt, selv om præsident Obama gør meget for at bilde dem det ind.

Opdatering:

Det lykkedes i sidste time at indgå et kompromis, men foreløbig kun i Senatet. Det var vicepræsident Joe Biden og lederen af Republikanerne i Senatet McConnell, der landede en aftale. Det er karakteristisk for beslutningsprocessen, at det er to gamle rotter i faget, en gammel og en tidligere senator, der tidligere har “brokered deals”, og som sætter sig og finder ud af at brygge noget sammen.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor langtidsholdbart det er?
Den i Senatet indgåede aftale gør Bush-æraens skattelettelser permanente, bortset fra indtægter over 400,000$ for enlige (450.000 for familier), som kommer op på godt 39 pct af føderal indkomstskat på den sidst tjente dollar. Arbejdsløshedsunderstøttelsen for de langtidsledige forlænges et år. Payroll-skatten (en slags obligatoriske sociale bidrag), der finansierer  Social Security og Medicare, øges med omkring 1000$ årligt for en “middelklasse”-skatteyder. De sociale nedskæringer udskydes et par måneder, når låneloftet skal forlænges.

Denne aftale blev udsat for kritik fra både Demokraternes venstrefløj og højrefløjsrepublikanere. De sidste er rasende over skattestigningerne, de første over den høje indkomst for skatteprogressionen. Og “ansvarlige” økonomer er rystede over aftalens langsigtede “uansvarlighed”: Hvordan kan USA  blive ved med at opkræve 20 cents i skat af hver indkomstkrone, men bruge 25 cents af den? Og så er der endda ikke taget hensyn til de langsigtede udfordringer for amerikansk økonomi, med ændret aldersfordeling og behov for at investere i infrastruktur og uddannelser. “Uansvarligheden” kan dog forsvares med behovet for at føre økonomisk stimulanspolitik under den fortsatte krise. Værre er imidlertid, at der mangler en overordnet ide og styring af statens indtægter og udgifter. Det er udtryk for et ulige og delt samfund, hvor partikulære interesser får sat sine fingeraftryk på de fælles beslutninger. Nogle beskylder præsident Obama for ikke at udvise tilstrækkeligt lederskab. Det er præsidentens opgave at være en samlende faktor, der kan forklare  problemer i, samt konsekvenser af, den førte politik og lægge op til mere langsigtede løsninger.

Sent tirsdag aften, den 1.1., lige i tid før børsernes åbning, stemte Repræsentanternes Hus (med 257 for og 167 imod) for “Fiscal Cliff” pakken fra Senatet. Det var første gang i over 20 år, at republikanerne stemte for generelle skatteøgninger.
Som Washington Post skriver, afhænger den økonomiske vurdering af aftalen meget af det økonomisk-teoretiske udgangspunkt, man har. Fra en keynesiansk synsvinkel er der ikke meget økonomisk stimulansvirkning at hente. Det havde selvfølgelig været langt værre, hvis der ikke var indgået en aftale. Men payroll skatten piller så meget ud af stimulansvirkninger, at det holder vækstvirkninger nede.
Incitament-økonomen Greg Mankiw kritiserer aftalen for ikke at indeholde et opgør med de stadig dyrere entitlement-programmer (Social Security, Medicare og Medicaid), endsige oplæg til reel incitamentøkonomisk skattereform. Ud fra et dansk perspektiv må man trække lidt på smilebåndet ad denne arguementation. Selv når man lægger enkeltstats- og andre lokale skatter til, er man stadig i USA et stykke fra dansk højeste marginalskat (ca. 56 pct), og den danske højeste marginalskat sætter ind ved en indkomst på under 1/5 af den tilsvarende amerikanske.

Politisk vurdering:

Præsident Obama var tidligt ude med en italesættelse af forliget:
“The central premise of my campaign for president was to change the tax code that was too skewed towards the wealthy at the expense of working, middle-class Americans. Tonight we have done that,”  (“Udgangspunktet for min kampagne var at ændre skattelovgivningen, der var for skævt vægtet til de riges fordel, på bekostning af arbejdende middelklasseamerikanere. Det har vi gjort i nat”).
På mange måder kan man da også sige, at præsidentens taktik er lykkedes langt hen ad vejen. Ideen med Joe Biden som vicepræsident var præcist at gøre brokering i Kongressen mulig, når det var en erfaren mand, der kendte spillet, der blev udnævnt. Præsidenten kunne følge med fra sidelinjen, mens hans håndgangne mand klarede at få en aftale i stand med så stort flertal bag sig i Senatet, at det var svært for Repræsentanternes Hus at tilsidesætte det ved en yderligere forlængelse af processen. Forliget er en triumf m.h.t. at få brudt Republikanernes 20 åprige afvisning af skatteforhøjelser. Men det var ikke en livret for Tea Party fraktionen hos Republikanerne, og det kan hurtigt vise sig at blive en Pyrhus-sejr, når Låneloftet for den offentlige gæld på 16,4 trn$ skal forlænges/fornys om et par måneder. Så kan det republikanske Højre sætte tommelskruerne på i en gentagelse af mareridtsscenenariet fra sommeren 2011.
Der er et voldsomt oversell af skatteforhøjelsen til “de rige”. Med så højt et indtægtsniveau for marginalskatten og skattelovgivningens fradragsmuligheder er det kun omkring 0,7 pct af amerikanerne, der rammes. Den amerikanske skattelovgivning er et sammensurium af regler, der gør det muligt netop for de, der har penge at slippe billigere. De, der betaler de omtalte skattesatser, er mest de lavere indkomster, der har deres indtægt i form af lønarbejde, hvor der skal indberettes. De amerikanere, der tjener over 200.000$ årligt, betaler for knap halvdelens vedkommende kun 20 pct eller mindre i skat. Skatteforhøjelsen for de, der tjener over 400.000,  lukker dermed på ingen måde hullet i budgettet.
Link: Det Hvide Hus’ “Fact sheet” om aftalen.  Det er en interessant diskursanalytisk øvelse at undersøge dette “fact-sheet”. Det lykkes Det hvide Hus’ spindoktorer at oversælge aftalen som en aftale der vil “sætte gang i væksten” i dette “fact-sheet”. En mere passende formulering kunne være: Det bedst opnåelige i situationen. Og det er der endda mange, der sætter et stort ?? ved.

Comments Off on Den amerikanske nytårsgyser

Sjove julelege med verdensøkonomien

Posted in USA by Gregers Friisberg on 06/12/2012

Den bedste måde at oversætte begrebet The fiscal Cliff er måske “den økonomiske afgrund”. Men når man nu alligevel skal ud i de frie oversættelser, der fjerner begrebet fra den bogstavelige betydning, hvorfor så ikke “den økonomiske uansvarlighed”. Der leges julelege  –  ikke alene med USA’s økonomi – men med verdensøkonomien.

Det skyldes den betydning, den amerikanske økonomi har for resten af Verdens økonomi. Den amerikanske økonomi er stadig den største i Verden. Der udgår en stor efterspørgsel fra USA’s økonomi. Hvis den falder brat, går efterspørgselen efter varer og tjenester ned i de lande, USA handler mest med, herunder Europæiske lande.

grimoutlook

Kilde: Goldman Sachs. Current growth assumption: Løbende vækstantagelse. tax hikes: Skattestigninger (v. udløbet af Bush’ midlertidige skattelettelser). Tax cuts extended: Skattenedsættelser forlænget.

Se f.eks. bare her ovenover, hvordan det tager sig ud efter Goldman Sachs’ beregninger. De mørkeblå søjler er det føderale budgets påvirkning af BNP, de lyseblå statslige og lokale påvirkninger. Effekten af 2009 stimulansen ses tydeligt. Og senere ses effekten af  the fiscal cliff, hvis Kongres og præsident ikke kan enes inden 1. januar, og skattestramninger og automatiske sociale nedskæringer træder i kraft som stipuleret i Kongressens aftale sommeren 2011 (som betingesle for at udvide den amerikanske stats låneloft). Vi andre må bare sidde tilbage og vente spændt på, om Uncle Sam er i julehumør i år!

Comments Off on Sjove julelege med verdensøkonomien