Gregers Friisberg

Obamacare og det dysfunktionelle politiske system i USA

Posted in USA by Gregers Friisberg on 19/07/2017

Så skete det, alle havde frygtet, men som de fleste nok havde regnet med: Det lykkedes ikke at få en repeal and replace (nedstem og erstat med noget nyt) lovgivning om Affordable Care Act (Obamacare) igennem Kongressen, og det skønt Republikanerne sidder på både præsidentmagt, et flertal (240 ud af 435) i Repræsentanternes Hus og et flertal (52 ud af 100) i Senatet. Enkelte af senatorerne holdt fast i deres afvisning af en lovgivning, der ville have ført til, at formentlig over 20 millioner amerikanere ville miste deres sundhedsforsikring.

I stedet forsøger man at lave en repeal – no replace lovgivning om sundhed, så Obamacare altså forkastes, men uden der er vedtaget en omfattende reform. I stedet skal man så lade systemet køre videre i en eller anden form op til to år, mens man forsøger at blive enige om en erstatning. Men denne strategi kan man heller ikke enes om.

Hvorfor er sundhed så dyr i USA (17-18 pct af BNP), selv om det, man får, er meget ringere end i mange andre lande, hvor sundhedsektoren kun udgør 8 – 11 pct af BNP, f.eks. de nordiske lande og Storbritannien (National Health Service)?

Det korte svar er, at USA er fanget i landets egne ideologiske forestillinger om, hvordan mixet af offentlig service og marked bedst udformes. Man er havnet i en situation med monopoler i sundhedssektoren, som tager sig for rigeligt betalt for deres ydelser.

sundhedssystemer

Det er lidt enkelt sagt et organisationsproblem, hvor man ikke har formået at styre fri af monopoliserede sektorer, jvf figuren ovenover. 4 søjler står, forenklet set,  for organiseringen af udbuddet af sundhedsydelser: 1 Læger, 2 Hospitaler, 3 medicinal og medico-industrien og forsikringssektoren, som spiller en meget stor rolle i USA, – en mindre rolle i de nordiske lande, hvor man har et statsligt system til finansiering over skatterne.

problemet for amerikanerne er, at der har udviklet sig alt for stærke monopoler i disse fire søjler, monopoler man ikke har kunnet tøjle. Der foregår en monopolprisdannelse. Et monopol er en enesælger af en vare og kan derfor sikre sig en høj pris.

Det kendes også – og er også et problem – i den nordiske sundhedsmodel. Tænk blot på Novos faktiske monopol i diabetesbehandling, og som man kan se af størrelsen af denne virksomheds overskud, tager man sig godt  betalt for ydelserne, men der er næppe nogen steder sådanne virksomheder tjener så godt, som netop i USA. Når man i de nordiske lande har haft en vis succes m.h.t. at kontrollere omkostningerne, er det fordi, monopolerne her står over for en anden monopolist, nemlig staten, der bestemmer på finansierings- og indkøbssiden.
På indkøbssiden kalder man et sådant indkøbssystem for et monopson (enekøber). Det er fraværende i USA, hvor det ovenikøbet er blevet en del af den politiske korrekthed, at man slet ikke må diskutere det ideologiske indhold i forestillingen om markedets uovertruffenhed som problemløser. Markedsdiskursen er blevet en hegemon diskurs, som er uden for diskussion. Ingen må sætte spørgsmålstegn ved speciallægers løn. Ingen må debattere, om det er fint, at hospitaler eller medicofirmaer kan opnå store monopolprofitter. De er jo kommet via markedet, og markedet er ufejlbarligt.

Både Clinton og Obama led skibbrud i deres forsøg på at reformere systemet. Det lykkedes dog sidstnævnte at komme igennem med den amputerede Affordable Care Act, som sikrede sundhed for millioner af fattige amerikanere ved, at der skete en udvidelse af Medicaid og dannelse af et forsikringsmarked med støtte, dels igennem forsikringsordninger med solidariske elementer og igennem offentlig støtte.  Det krævede en marginal fordyrelse af de rige amerikaneres forsikringer og skatter, og det er denne marginale fordyrelse, som en stor del af debatten blandt republikanerne har drejet sig om og grunden til, at Obamacare er blevet lagt for had. Når hele processen kommer til give problemer for Republikanerne, skyldes det et skifte i den offentlige opinion. Hvor den ideologiske offensiv fra højrefløjen imod Obamacare tidligere nød udbredt offentlig støtte, så er en del af den amerikanske opinion vendt, så amerikanere over en bred front nu ser med bekymring på, hvad der vil ske, hvis Obamacare kommer ud i et endeligt forlis.

 

 

Comments Off on Obamacare og det dysfunktionelle politiske system i USA

G20 i konfrontationens tegn

Posted in EU, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 08/07/2017

G20 mødet i juli 2017 var præget af konfrontationer. Først og fremmest en konfrontation mellem frihandelstilhængere repræsenteret ved Tyskland/EU og Kina på den ene side og nyprotektionister repræsenteret ved Trump/Putin på den anden side. Hertil kom USA’s meddelelse om at ville trække sig fra Paris-aftalen om klima.

Over 50.000 demonstranter har vist deres utilfredshed med den manglende demokratiske jordforbindelse i topledernes aftaler, men der er også en mere generel utilfredshed med, at dette globale forum viser en forbløffende mangel på evne til at adressere de virkelige problemer, Verden står overfor: Klimaproblemet, terrorproblemer og flygtningekrisen, der hænger sammen med de fortsatte økonomiske fattigdoms- problemer i dele af verden.

G20 blev dannet i forlængelse af finanskrisen i 2008. Man erkendte, at G7 ikke var tilstrækkelig længere, når Verden nu består af flere betydelige økonomier, herunder Kina, Indien, Rusland og Brazilien (BRIK) end den mere snævre klub af G7. Men G20 er aldrig blevet noget effektivt beslutningstagende forum. Dertil er forskellene imellem landenes interesser for store, og de formelle muligheder for at tage bindende beslutninger for begrænsede. Men det rører ikke ved, at der kan sendes signaler ud om, hvad der rører sig i toppen af den internationale elite. Og det kan være vigtigt nok.

Paradoksalt nok er dette G20 under tysk ledelse præget af en slags EU-revival.        Opinionsundersøgelser i EU-landene viser en øget opbakning bag det europæiske projekt, – ikke mindst blandt de unge.
Paradoksalt, fordi man befinder sig midt i Brexit-problematikken, der fører til britisk udmelding. Men det er måske netop det, der kan danne baggrund for, at de, der er tilbage, samler sig om de ting, der forener, – snarere end det, der skiller. – Og det, der skiller, kan være tungt nok. Det er ikke mindst fremgangen for den populistiske nationalkonservatisme, symboliseret ved Donald Trump og Vladimir Putin, som kan true den globale økonomiske frihandelsorden, andre gerne ser fremmet – ikke mindst Angela Merkel og den kinesiske leder Xi Jinping.

Op til mødet er det lykkedes EU at få vedtaget en frihandelsaftale med Japan. Det vil lægge pres på Donald Trump, der ikke kan fremvise lignende resultater for sin insulære America First politik.

Tyskerne vil få svært ved at få en nogenlunde enig og sammenhængende resolution ud af mødet, men kan trøste sig med, at ikke ret mange gider læse den slags tekster. Mere afgørende kan det blive, at Angela Merkel – og måske Xi Jin Ping, kan stå sammen om at vise en fortsat globaliseringsdagsorden frem for Verden. Den er blevet forberedt af kineserne igennem det berømte Pandadiplomati.

Figur  1  : Fortsatte globale økonomiske ubalancer international investeringsposition (tilgodehavender/gæld) i pct af BNP og betalingsbalanceuligevægte i pct af BNP.

g20tal
Kilde: IMF.org. Row deficit: Rest of World deficit (underskud) og surplus (overskud). Oil: Olieeksporterende lande.

Verdensøkonomien er stadig præget af de “klassiske” uligevægte. Der er overskudslande som Tyskland, Japan og Kina, der genererer store eksportoverskud og får flere tilgodehavender end gæld i kapitalbalancerne (venstre side).

Det er alvorlige problemer, som giver gnidninger – og har gjort det i mange år. Det nye er, at USA nu har fået en præsident, der ser dette som et af hovedproblemerne. Måden, han forsøger at tackle det på, har dog indtil videre ikke vist sig at være særlig konstruktiv. Tværtimod er det den “nye duo” af Tyskland og Kina, der høster image-points på fortsat at ville holde Verden åben for frihandel og globalisering, som står med palmerne.
Xi Jin Ping pointerede dette allerede ved sin tale på World Economic Forum i januar. Angela Merkels bemærkninger om, at Europa ikke er en peninsular udvækst på Asien lader antyde, at der er  – om ikke en rivalisering for globalt lederskab mellem de to globalister, så et klart tysk ønske om at markere interesseskellene, og de er fra tysk side i høj grad økonomiske:

Beijing views Europe as an Asian peninsula. We see it differently,” ….. “Nevertheless, it is a fact that parts of German industry are dependent on China. So we need to deal with China’s demands in a way that brings harmony and advantages for both sides.” (Reuters) .

Merkel har reageret på Trumps nationalistiske America First politik ved at tage den europæiske lederkappe på. Det er sket med udtalelser om, at hvis amerikanerne ikke længere vil prioritere NATO og det atlantiske samarbejde højt, så må europæerne tage skæbnen i egne hænder.

Det er en forståelig reaktion, men det klinger lidt hult så længe, det er Tyskland, der især høster fordele af den austerity  (besparelses-) politik (f.eks. finanspagten), som landet har påtvunget en stor del af det øvrige EU.

Det tyske omverdensrov

Det britiske ugemagasin The Economist har i den sammenhæng nogle instruktive økonomiske statistikker: Et betalingsbalanceoverskud på over 8 pct af BNP.

Figur 2: Tysklands betalingsbalances løbende poster i pct af BNP

g20tal2
Kilde: The Economist.

En arbejdsløshed, der er gået ned under 4 pct af arbejdsstyrken og endelig en voksende positiv balance på de offentlige budgetter (hvad der kun er meget få lande forundt), – og endelig en industribeskæftigelse på knap 20 pct af den erhvervsaktive befolkning, hvad der er næsten det dobbelte af tallene for Storbritannien og USA.  Tyskland har undgået outsourcings- og afindustrialiseringsspøgelset, der eller hjemsøger betydelige dele af Vesteuropa og Nordamerika, og som giver røstelser i det politiske system, når vælgerbefolkningerne samler sig om populistiske politikere, der vil rette op på det.
På dette punkt har den tyske politik været temmelig usolidarisk med det øvrige Europa. Store overskud svarer jo til underskud andre steder. Det er udtryk for, at Tyskland sparer for meget op i forhold til andre lande.

Den stærke eksportsektor er næsten “en historisk arv” for landet, jvf figur 2. Undtagelserne kan forklares som – netop undtagelser.
Det var den tyske genforening i 1990, der pressede lønniveauet op i det samlede Tyskland, fordi en valutaunion i øst og vest blev indført alt for hurtigt med en 1:1 ombytning de to valutaer imellem. Og den førte til store udpumpninger fra den tyske statskasse til genopbygningen af det tidligere DDR. Samtidig skete der en devaluering af andre valutaer i – og udenfor – det europæiske valutasamarbejde, EMS’en. Da disse problemer var overvundet gik det kun fremad med tysk  konkurrenceevne og eksportoffensiv på eksportmarkederne, så den tyske økonomi med Verdens største betalingsbalanceoverskud nu er en trusset for Verdensøkonomien p.g.a. de ubalancer, det skaber. På dette punkt kan man give Trump-administrationen i Washington ret. Men den amerikanske præsident har i øvrigt en alt for naiv opfattelse af handelsproblemerne. Det er ikke en two-way street, der kan klares med bilaterale aftaler. Det er et kompliceret mønster af handelsforbindelser, som store dele af amerikansk erhvervsliv også drager fordel af.

Det, der imidlertid er interessant, er, at der er en udvikling på vej, som på sigt kan reducere problemet med det tyske omverdensrov, i hvert fald i en EU-sammenhæng, jvf figur 3.

Figur 3: Betalingsbalanceunderskud i pct af BNP i euro-zonen. Tyskland og USA.

g20tal3
Kilde: OECD.

Euro-zonen er som samlet økonomisk blok ved at oparbejde et stort eksportoverskud. Målt i absolutte tal er det større end det tyske alene.

Det er ikke bare det tyske overskud, der trækker euro-zonen som helhed op. Adskillige lande har i de senere år forbedret de udenrigsøkonomiske balancer, f.eks. også store økonomier som Italien og Spanien.

Figur 4: Betalingsbalancer i pct af BNP i traditionelle overskudslande og Italien, Spanien og Grækenland
g20tal4
I den forstand er euro-området i gang med at udvikle sig til – om ikke et optimalt valutaområde – så dog et område, der er betydelig mere økonomisk integreret end tidligere. Det kan give mere lovende udsigter for EU m.h.t. at få integrationen til at virke i højere grad til alle landes gavn.
Det er sket igennem en hård proces, der går under betegnelsen “intern devaluering”, dvs man forbedrer konkurrenceevne over flere år igennem en hård nedskæringspolitik og lønreduktion. Det forbedrer lønkonkurrenceevne, men ikke i særlig grad konkurrenceevne igennem højere kvalitet og mere teknologiindhold i varerne. Det øger uligheder, både internt i landene og imellem overskudslande og de traditionelle underskudslande i Sydeuropa.

I forhold til snakken om Angela Merkel som den liberale Verdens og den åbne globaliserings leder, kan man sige, at Tyskland i lyset af disse handelstal spiller sin rolle dårligt. Man beviser jo, at den åbne globalisering ikke er en win-win for alle. Det har ikke engang været en win-win for EU, fordi Tyskland med sin austerity politik har vundet fordele på Sydeuropas bekostning og samtidig har vist manglende vilje til at reformere EU, så handels- og budgetoverskud kunne blive lige så “strafbart” som underskud.

Tyskland har, den stærke økonomi til trods, ikke volumen til at være leder, højst moralsk, hvad der da imidlertid slet heller ligger det kristeligt-konservative CDU fjernt.

Samtidig ser det ud til, at USA har udspillet sin rolle som Verdens leder. Det er i hvert fald en konklusion, som The New York Times er nået frem til:

What recent events have underscored, though — and especially at the G-20 — is that no nation is today large or powerful enough to impose rules on everyone else. In advancing his views, Mr. Trump has alienated allies and made the United States seem like its own private island.

Hvad der må stå klart for alle efter dette G20 topmøde er, at mødet er en milepæl, der viser, at Verden har ændret sig nu. Det er ikke længere en unipolær Verden. Det er heller ikke en bipolær, selv om Putins og Trumps tête-a-tête i over to timer (mens de andre talte om klimapolitik) måske kunne være ment som en antydning af det. Men hvor USA som sin egen “private island” er begyndt at punche under sin vægt, må man nok sige, at Putins Rusland puncher vildt over sin vægt. Ligesom Tyskland i øvrigt gør det med udgangspunkt i det austerity prægede tyske Europa.
Er det da en verden, der må beskrives som multipolær? Det er næppe heller en relevant kategorisering, da enkelte af de store magter er langt større og vægtigere end de andre. Hertil kommer, at magt kan være mange ting. Det er meget andet end BNP og militær styrke.

Ved et G20 møde kommer de andre aspekter i spil. Og det er netop det, der giver muligheder for udøvelse af  “blød” magt som EU, der som bekendt er EU’s specialitet.

G20-mødet i Hamburg vil måske især blive husket for, at det var ved dette møde, præsident Donald Trump forsøgte at realisere et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen, nemlig at nedtone den grønne omstilling af energipolitikken ved bl.a. at trække USA ud af Paris-aftalen om global opvarmning og klimaet. Det var med følgende ordlyd i sluterklæringen fra mødet:

…..24. We take note of the decision of the United States of America to withdraw from the
Paris Agreement. The United States of America announced it will immediately cease
the implementation of its current nationally-determined contribution ………
25. The Leaders of the other G20 members state that the Paris Agreement is
irreversible. We reiterate the importance of fulfilling the UNFCCC commitment by
developed countries in providing means of implementation including financial
resources to assist developing countries…….

Trump trak ved senere interviews lidt i land i forhold til denne holdning, idet han lagde op til en mere pragmatisk amerikansk tilgang med erklæringer som “We’ll see…”.

2017_G20_Hamburg_summit_leaders_group_photo

Den amerikanske isolation viser sig næsten i symbolsk form i gruppebilledet fra mødet. At være isoleret er formentlig ikke noget, der generer Trump særlig meget, men det kan genere USA’s interesser i at gøre sig gældende i Verden. Billedet viser – uden at man naturligvis skal gøre for meget ud af en sådan opstilling – en Verden, hvor EU og Kina – sammen med pragmatisk-moderate stormagter som Japan og Indien er ved at placere sig i centrum, – og USA anbringer sig en selvvalgt isolation.
Oppe mod venstre ser man Christine Lagarde, repræsentanten for Den internationale Valutafond, en institution, der har spillet en stigende rolle de senere år m.h.t. økonomisk governance.

Trumps ageren under mødet har formentlig en indenrigspolitisk baggrund. Det er en relativt gratis omgang at markere sig til fordel for de fossile brændslers økonomi og derved imødekomme dele af det bagland i stater som Kentucky, West-Virginia og Midtvesten, der var med til at sikre ham magten ved præsidentvalget. Der kom følgende ord med i sluterklæringen om USA’s globale energipolitiske rolle:

The United States of America states it will endeavour to work closely with other countries to help them access and use fossil fuels more cleanly and efficiently and help deploy renewable and other clean energy sources, given the importance of energy access and security in their nationally determined contributions.
Vedvarende energi skal efter denne formulering ses i lyset af adgang til energi og national sikkerhed. Men det afgørende har været at få lavet en symbolpolitisk viften med flaget i forhold til baglandet i indenrigspolitikken.

 

Comments Off on G20 i konfrontationens tegn

Affordable Care Act

Posted in USA by Gregers Friisberg on 23/06/2017

Overskriften lyder som noget, George Orwel kunne have satiriseret over. Det er det, der i daglig tale går under betegnelsen “Obamacare” efter den tidligere præsident, der så at sige stod fadder til sundhedssystemet, selv om det fik meget kraftige republikanske fingeraftryk i forsøgene på at få den komplekse lovgivning igennem Kongressen.

Nu ser det ud til, at det republikanske flertal i Kongressen er ved at nå til vejs end med deres “repeal” (tilbagetrækning) af Obamacare og dens erstatning af en ny ordning, som skulle forbedre sundhedssystemet i USA.

Torsdag den 21.6. fremlagdes loven for Senatet. Repræsentanternes Hus har allerede vedtaget deres version.

Under præsidentvalgkampen var Obamacare et af de største hadeobjekter for republikanerne. Med det forslag, der nu fremlægges – og måske kan vedtages – ser det ud til, at man skyder sig selv i foden i forhold til dele af de vælgergrupper i arbejderklassen, der stemte på Donald Trump ved præsidentvalget.

Barack Obama, der ellers har forholdt sig ret tavs siden valget, tager i et indlæg på sin facebookside bladet fra munden:

The Senate bill, unveiled today, is not a health care bill. It’s a massive transfer of wealth from middle-class and poor families to the richest people in America. It hands enormous tax cuts to the rich and to the drug and insurance industries, paid for by cutting health care for everybody else. Those with private insurance will experience higher premiums and higher deductibles, with lower tax credits to help working families cover the costs, even as their plans might no longer cover pregnancy, mental health care, or expensive prescriptions. Discrimination based on pre-existing conditions could become the norm again. Millions of families will lose coverage entirely.

Simply put, if there’s a chance you might get sick, get old, or start a family – this bill will do you harm.

Knap halvdelen af amerikanerne får deres sundhedsforsikring via en arbejdsgiver. Godt en tredjedel af befolkningen, de fattige og de ældre, får sundhedsdækning via Medicaid og Medicare. Og endelig får 9 pct dækning via sundhedsforsikringer, de køber på markeder etableret via Obamacare.

Republikanernes lovgivning forbedrer skattefradragsmuligheder for de velhavende, begunstiger forsikringsselskaberne og forringer ordningerne for de fattige. Det skønnes, at op imod 20 mio amerikanere har fået sundhedsforsikring via The affordable Care Act. Ordningerne for disse forringes, og mange vil opgive at være med.

Onlinemediet Politico.com har lave følgende oversigt over, hvordan den foreslåede lovgivning vil virke:

What the Senate health care bill does to Obamacare:

Individual mandate eliminated
Cost-sharing subsidies eliminated
Planned Parenthood funding eliminated
Pre-existing conditions changed
Medicaid expansion changed
Traditional Medicaid changed
Insurance subsidies changed
Opioid funding changed
 Den individuelle forpligtelse (individual mandate) i Obamacare fastsatte en pligt for alle til at have en forsikring. Hvis ikke, ville man skulle betale med en straf/bøde (penalty). Det slipper man for efter lovforslaget. Det kan lyde som en foræring i frihedens ånd at blive stillet fri på denne måde, men konsekvensen vil blive en afgang i store tal fra ordningen.
Cost-sharing indebærer offentlig støtte til forsikringsselskaber, der skal dække regninger for folk med lavere indkomster, som er forsikret efter ordningen. Efter en overgangsperiode på to år falder støtten væk.
Planned parenthood er hjælp til fødende kvinder og unge familier.
Når man går rækken ned er der tale om forskellige former for forringelser af Obamacare.
Ikke underligt, at Obama er stærkt kritisk over at se det, der måske skulle have været hans største politiske eftermæle blive demonteret på denne måde.
    Trump har udtrykt støtte til at få loven igennem. Således i en tweet efter lovforslagets fremlæggelse for Senatet:
I am very supportive of the Senate #HealthcareBill. Look forward to making it really special! Remember, ObamaCare is dead.
Det kan ende med ham selv som Dead Man Walking i amerikansk politik. Det vil jo, som sagt, kunne udvikle sig til lidt af et selvmål i forhold til nogle af de vælgere, der stemte på ham.
USA bruger mere på sundhed end noget andet rigt land. Ifølge OECD 17 pct af BNP. Og alligevel har man på nogle punkter sundhedsindikatorer, der placerer landet på linje med lande, der nærmest har u-landsstatus.
Det viser, at det ikke altid er korrekt, at produktion i offentligt regi betalt via skatter er dyrere end det, de private markeder kan præstere.
Hvad er årsagerne til det dyre amerikanske sundhedssystem.
Topcheferne (CEO) inden for sundhedssektoren er de højst lønnede i amerikansk erhvervsliv, med gennemsnitlige lønpakker på 37 mio$. De mange tvister om forsikringsordningerne har ført til en hær af vellønnede advokater. Hertil kommer mange andre faktorer.

 

Comments Off on Affordable Care Act

Fænomenet Trump

Posted in USA by Gregers Friisberg on 09/05/2016

Hvordan skal man egentlig forklare fænomenet Trump. Han synes at være svær at kategorisere. Er han fascist i den gamle tradition fra 20’ernes Italien – eller i en mere moderne variant i Twitters eller Facebooks tidsalder?

Eller er han en performance populist, der skifter standpunkt som andre skifter skjorte? – Bare man er god til at kommunikere budskabet, så går det vel nok! – Rent bortset fra, at man skal nu nok ikke undervurdere vælgerne. Og det er Trump måske i gang med. Og det kan gå hen og blive grundlaget for hans nederlag ved præsidentvalget i november.

The Economist skriver om ham:

it is increasingly clear that Mr Trump has elements of a world view from which he does not waver (see article). These beliefs lack coherence or much attachment to reality. They are woven together by a peculiarly 21st-century mastery of political communication, with a delight in conflict and disregard for facts, which his career in reality television has honed. But they are firm beliefs and long-held.

Beyond the braggadocio
That world view was born, in part, on his father’s construction sites in New York in the 1960s. Mr Trump likes to explain that he once spent his summers working in such places alongside carpenters, plumbers and men carrying heavy scaffolding poles. That experience, he claims, gave him an understanding of the concerns of the hard-working blue-collar men whom American politics has left behind. It explains his deep-rooted economic nationalism..

En forklaring på, hvordan det er lykkedes ham at indfange millioner af hvide arbejdervælgere. Han ved af egen erfaring, hvad der optager dem. Det er måske også derfor, at han lige har ændret signaler omkring holdninger i økonomiske spørgsmål som beskatning og mindsteløn.

Vejen er ved at være banet foren b ham til præsidentvalget i november. Skal han slå Clinton, kræver det en bredere funderet politik. Men dermed åbner han sig også for kritik fra hendes side, som kan blive katastrofal for ham. Hvis hun forstår at fremstille den bratte u-turn i skatteplitik og mindstelønspolitik, kan han få det svært. Det bliver manddomsprøven for performance populisten!

Comments Off on Fænomenet Trump

Cromnibus

Posted in Uncategorized, USA by Gregers Friisberg on 14/12/2014

Det engelske sprog er beriget med et nyt ord, cromnibus. Det er en sammenskrivning af CR, continuing resolution (fortsat/midlertidig beslutning om provisorisk bevilling, der bringer den føderale stats finanser videre på det korte sigt, når parterne ikke kan enes om langsigtet bevilling) og omnibus, en betegnelse for det samlede sæt af finanslovgivning. Cromnibus er endnu et trist symbol på det amerikanske politiske systems dysfunktionalitet.  Denne gang var det kun 3 timer før den føderale regering ville lukke ned af mangel på penge. Men bevillingen på 1.1 trillion$ kom da igennem i sidste øjeblik.

Den republikanske højrefløj ville bruge flertallets magt over bevillingerne til at presse præsident Obama til at komme med indrømmelser i indvandringspolitikken, hvor han via executive order (præsidentiel beslutning for at gennemføre eksisterende lovgivning eller forfatningsbestemmelser) vil give amnesti til flere millioner af de mange illegale (“undocumented“) indvandrere i landet.
Det havde ellers ikke skortet på indrømmelser til Republikanerne. Det mest spektakulære (selv om det var skjult godt i den 1600 sider omnibus-finanslov) var indrømmelser til Wall Street-interesserne, som får det amerikanske repræsentative demokrati til at ligne en billig udgave af beslutningsprocesserne i Andeby, nemlig en tifoldig forøgelse af mulighederne for at private kan give donationer til politiske partier og kampagner, samt en udvanding af Frank-Dodd lovkomplekset om regulering af finanssektoren, som vil betyde, at den føderale regering i Washington kan komme til at baile out (“frikøbe”/understøtte) finansforetagender, der laver risikobetonet derivathandel.

For at få loven igennem opstod der en midlertidig noget uhellig alliance mellem den moderate fløj af Repbublikanerne og Det Hvide Hus. Og Demokraterne befandt sig i en tilstand af måske uoprettelig splittelse mellem en venstrefløj omkring senator Elizabeth Warren og en moderat fløj, der holdt Det hvide Hus’ ønsker om at komme igennem med en lov, der ville redde betydelige dele af den offentlige sektor fra at måtte lukke ned.

Comments Off on Cromnibus

Betydningen af en faldende lønkvote i USA

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 26/10/2013

Den amerikanske centralbanks (Federal Reserve) lokale afdeling i St. Louis har offentliggjort meget interessante tal for lønkvotens udvikling i USA fra 1947 – 2012:

USAloenkvote

Kilde: St. Louis Fed.  Link her til regnearket med dataene.

Grafen viser de lønindkomsters andel af BNP, også kaldet lønkvoten i økonomien.  Det ser ud som om, der sker noget ganske afgørende omkring 1970. Fra begyndelsen af 70’erne begynder lønkvoten at gå ubønhørligt mod sydøst i diagrammet. Der er ups and Downs undervejs, men den langsigtede tendens er et fald. Der kan opstilles mange hypoteser om, hvad årsagerne – eller hovedårsagen – til det er.

USA’s øgede deltagelse i konkurrencen på de globale markeder spiller sandsynligvis ind. Men der skete også en svækkelse af lønmodtagerorganisationerne fra begyndelsen af 70’erne. Organisationsprocenten, andelen af lønmodtagere, der er medlemmer af fagforeninger, faldt. Udover den intensiverede konkurrence på markederne er den faldende lønkvote også udtryk for styrkeforholdet mellem lønarbejde og kapital (det omvendte af lønkvoten er profitkvoten, overskuds, selvstændiges indkomster, og renter og udbytters andele af BNP).  Man kan se, at i perioder med konjunkturopgang, f.eks. 60’ernes sidste halvdel og 90’erne (dot.com bølgen) bedres lønandelen, delvist fordi der bliver en relativ mangel på arbejdskraft, og lønmodtagernes “bargaining power” dermed forbedres.

Men det må vel være herligt for den amerikanske økonomi? Det må vel føre til mere opsparing og dermed flere investeringer og økonomisk vækst – for de rige kan vel ikke spise så meget, at overskuddet forsvinder?
Det har sikkert og vist givet rum for en udvidelse af finanssektoren fra omkring 4 pct til omkring 8 pct af BNP, og det har ført til voldsomme ændringer i indkomstfordelingen, så den er blevet mere ulige. Men det er just her, at amerikansk økonomis problemer på længere sigt kan forklares. Der er med den skæve fordeling ikke tilstrækkeligt med købekraft til at holde efterspørgselen oppe. Det forklarer krisetendenserne i forbindelse med finanskrisen. Da der blev prikket hul på de spekulative bobler i ejendoms- og børssektorerne, som havde holdt efterspørgselen kunstigt oppe, faldt økonomien sammen, og den har haft svært ved rigtigt at komme på fode igen. Der ligger nok her en af de væsentligste langsigtede  forklaringer på den økonomiske krise.

Der er lige blevet offentliggjort statistik i amerikanske blade, der viser, at en gruppe amerikanske CEO’s sidste år havde lønninger på over 100 mio$ hver. Antallet af milliardærer vokser. Samtidig stagnerer den almindelige lønmodtagers realløn og har gjort det siden 1980’erne. Den amerikanske mindsteløn på omkring 7,5 $ pr time stagnerer også. Den øverste rige pct bliver altså rigere og rigere, og indkomsterne for resten stagnerer. Neoklassiske økonomer har svært ved at forklare denne udvikling. Ifølge deres glansbillede af den kapitalistiske markedsøkonomi aflønnes en produktionsfaktor efter dens bidrag til produktionen. Arbejde og kapital er produktionsfaktorer og de aflønnes altså i overensstemmelse med, hvad den sidst indsatte enhed af faktoren (marginal) tilfører af produktionsværdi. Økonomien  og indkomstfordelingen er altså dermed ud fra dette glansbillede “retfærdig”. Man ser bort fra, at der i virkelighedens verden er tale om et styrkeforhold imellem sociale parter, og altså et styrkeforhold, der bliver mere og mere ulige.

Comments Off on Betydningen af en faldende lønkvote i USA

Vingeskudt supermagt

Posted in Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/10/2013

Det er en noget forpjusket vingeskudt supermagt, der står tilbage efter det forbitrede opgør imellem Demokrater og Republikanere i Kongressen om forlængelse af gældsloftet og vedtagelsen af budgettet for næste finansår. En yderliggående gren af Republikanerne, anført af den såkaldte Tea Party bevægelse, forsøgte at skyde USA tilbage til det agrar-romantiske udgangspunkt før uafhængighedserklæringen i 1776, hvor en mand dyrkede sin jord og brugte sin gun til at beskytte jord og ejendom. Og engang imellem rejste han til Washington for at delibrere lidt om forholdet mellem centralmagt og staters magt. – Hvis man nu sådan skal sige det lidt firkantet. Nu er dette skønne billede truet af den fremadskridende modernisering af samfundet, som bl.a. vil give de mindrebemidlede sundhedsforsikring.

Figur 1: Udviklingen i føderal gæld (brutto og netto) og balance på budgettet i pct af BNP
usgaeldBNP

Kilde: Office of Management and Budget. The White House.  Anm: Forskellen på de to gældsbegreber udgøres af gæld, som føderale agencies og institutioner har som finansielle mellemværender med hinanden.

Der har været en del diskussion om, hvorvidt den amerikanske økonomiske politik er groft uansvarlig m.h.t. at underskud blot fortsætter uden, at den langsigtede  finansielle dækning af statens udgifter tages virkelig seriøst.  Man kan se problemet i figuren. Der er få år, hvor der har været et egentligt overskud. Samtidig har der også været betydelige underskud på betalingsbalancen.  Er det dermed troværdigt, at USA fungerer som “Verdens central banker”, der forsyner Verdensøkonomien med dollarbetalingsmidler ved at lade seddelpressen løbe og dække underskud gennem salg af statsobligationer?.

Hertil må man sige, at det har været rimelig troværdigt indtil nu. Det, der bringer Uncle Sam – globaliseringen i fare er Tea Party fantasternes ageren. Hvis der opstår usikkerhed om, hvorvidt der er dækning for amerikanske statspapirer (statsobligationerne, de såkaldte “Treasuries”), så er den først gal.  Man har da også set den amerikanske dollar falde i værdi de seneste uger.  Det er problematisk for verdensøkonomien, fordi der er ikke for øjeblikket nogen anden reservevaluta, der kan tage over.

Hvor længe endnu kan USA blive ved med at “kick the can Down the road”? Ja, nu kan Tea party aktivisternes ageren nok rejse tvivl om, hvor længe endnu, men hvis man ellers ser på de grundlæggende økonomiske facts, er det måske temmelig længe endnu. Den amerikanske stat kunne 15. oktober låne 3-årigt til en rente på kun 0,68. Den tiårige statsgældsrente er noget højere, 2,75 pct, og den er steget. Men når man ser på nettogældens udvikling i figuren ovenover – og dens størrelse – ser det ikke umiddelbart ud som om, en bankerot lurer lige om hjørnet. Og det er der flere grunde til. Økonomien er – i hvert fald indtil for nylig – i en vis opadgående fremgangslinje. Det amerikanske BNP stiger betydelig mere end det europæiske. Set i forhold til BNP er budgetunderskud og underskud på betalingsbalancen faldende.

Nye NSA-afsløringer

Posted in Menneskerettigheder, USA by Gregers Friisberg on 01/08/2013

The guardian bringer i dag nye afsløringer af det mangfoldige materiale om den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA’s muligheder for overvågning af Internettet. Programmet XKeystore giver detaljerede muligheder for at lave søgninger i det enorme materiale, man har adgang til. Det er beskrevet nærmere i undervisningsmateriale til de folk, der bruger systemet. Man kan f.eks. søge efter e-mailadresser, og når man har en adresse, kan agenten læse e-mails. Det kræver blot en begrundelse (justification), f.eks. en mistanke om, at vedkommende e-mailindehaver er involveret i et jihadistnetværk ell. lign.
Edward Snowden har tidligere i et videointerview beskrevet mulighederne. Det involverer e-mails, søgningshistorik på nettet og aktivitet på de sociale medier.

I interviewet efterlyser Snowden en højere grad af offentlig bevidsthed om, at denne aflytning foregår. På det punkt er han delvist imødekommet, idet den amerikanske kongres har diskuteret en ændring (amendment) til sikkerhedslovgivningen, som NSA opererer ud fra, en lovændring, der skulle begrænse aflytningen og overvågningen. Det er den såkaldte Amash-amendment, fremsat af den republikanske Congressmand Justin Amash fra Michigan. Den blev nedstemt med kun få stemmers overvægt. Afstemningen er interessant, idet den giver indsigt i, hvordan Kongressen, eller i hvert fald Repræsentanternes Hus, er delt i spørgsmålet om beskyttelse af de individuelle borgerrettigheder (ytringsfrihed og privatlivets fred) contra statens påståede behov for overvågning og kontrol af brogerne. Afstemningen deler begge partier på tværs, den civillibertære tradition hos Republikanerne og Demokraternes venstrefløj på den ene side og på den anden side den statsautoritære tradition hos Demokrater og republikanere.

NSAamash

Comments Off on Nye NSA-afsløringer

Gatsbykurven og IT-økonomien i Californien

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 26/05/2013

Det er sjældent, at en roman når en så stor berømmelse, at den kommer til at give navn til en samfundsvidenskabelig teori eller påstand. Det er sket med den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby. Den beskriver livsstilen hos de ekstremt rige mennesker i 1920’ernes fineste forstæder på Long Island uden for New York. Romanen har fået en betydelig renæssance de senere år, hvad der måske hænger sammen med, at den ulighed, man havde i det amerikanske samfund i 1920’erne, er kommet tilbage på omtrent samme niveau i starten af det 21. århundrede.

Påstanden går under navnet “The Great Gatsby Curve” og er udformet af den canadiske økonom Miles Corak:

gatsbykurve

Kilde: Miles Corak. (Klik for større udgave af figuren). Figuren viser landes ulighed ud ad x-aksen. Uligheden er målt ved ginikoefficienten, der viser den økonomiske indkomstulighed på en skala fra 0 (lavest mulig ulighed) til 100 (total ulighed, hvor en person har alle indkomster).  Op ad y-aksen måles, hvor let eller svært det er at få samme eller bedre økonomiske vilkår som forældregenerationen (generational mobility). Et lavt tal her udtrykker stor evne/tendens  til generationsmobilitet, et højt tal lav generationsmobilitet.  (R2, R squared, er 0,76, som på en skala fra 0 – 1 siger, hvor tæt dataene er på den lineære sammenhæng. 1=100 pct sammenhæng (siger dog ikke nødvendigvis, at der er årsagssammenhæng)).

Figuren er blevet brugt til påstanden: Hvis uligheden bliver meget høj, så bliver den sociale mobilitet i samfundet lav. Det forklares f.eks. i virkelighedens verden ved, at der er ret lukket adgang til uddannelser. De forbeholdes eliten, som man f.eks. ser det i USA “ivy league” skoler (Harvard, Princeton, Yale, Stanford, etc), eller tilsvarende i England (“Oxbridge” universiteterne).

Det har været en i almindelighed udokumenteret påstand, at IT-økonomien skulle åbne op for større social mobilitet. Alle skulle teoretisk set kunne blive deres egen lille IT-direktør ved at starte et IT-selskab, der producerer Apps til smartphones. Man kan formodentlig lave et nyt Twitter, Facebook, eller Just Eat for den sags skyld, og på den måde skyde genvej til eliten, realisere den amerikanske drøm.

Det er der nok nogle, der kan, men det er generelt en naiv forestilling, i hvert fald hvis man skal dømme efter situationen i IT-industriens vækstcentre, hvor industrien har nået sit “modenhedsstade”. The Guardian beskriver det ret så levende i en artikel, der samtidig knytter an til ekstremt lempelige skatteforhold for IT-virksomhederne:

Hver morgen ruller ifølge artiklen  i hundredevis af hvide busser med tonede ruder ud igennem San Franciscos traffic jams og videre via 1 times transport ned til Silicon Valleys solbeskinnede IT-virksomheder, hvor de ansatte kan nyde deres priviligerede liv i virksomhedernes kantiner, lounges, idrætsfaciliteter og massage parlours,  fjernt fra fattigdom og sociale problemer i storbyen. Virksomhederne lukker sig socialt og skærmer sig imod omgivelserne, både direkte og i mere overført betydning.

Samtidig med, at de stort set ingen skat betaler af deres betydelige indtægter, går IT-iværksætterne rundt og beklager sig over den ringe offentlige service, der gør det så sørgeligt svært at være iværksætter.  Det er udtryk for en økonomi og et samfund, der er i færd med at miste sin sociale sammenhængskraft. IT-sektoren og finanssektoren har sammen med andre priviligerede erhvervssektorer løsrevet sig fra den øvrige økonomi. Sociale problemer, der udvikler sig i og med den økonomiske krise, bider sig for fast som følge af den lukkede enklaveøkonomi. USA ser dog ud til at have fået større hold på krisen end f.eks. det statsgældsplagede Europa.

Comments Off on Gatsbykurven og IT-økonomien i Californien

Integrationsudfordring

Posted in USA by Gregers Friisberg on 21/04/2013

Meeting it – by and large. En artikel i The New York Times i dag om integration af den store indvandrerbefolkning af latinoer. Det viser sig ifølge forskning i emnet, at integrationen i det store hele gør betydelige fremskridt. Det er gode nyheder nu, hvor man er i gang med at få en immmigrationsreform igennem Kongressen, som vil give statsborgerskab til en del af de illegale indvandrere, der har været i landet i lang tid.

Comments Off on Integrationsudfordring