Gregers Friisberg

MMT

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 21/03/2019

MMT står for Modern Monetary Theory (“moderne pengeteori”). Det er en “teori”, der er kommet meget i vælten på det seneste. Det skyldes imidlertid mere en “politisk konjunktur” end, at det er en egentlig ny teori.

Når opfattelsen, eller “teorien” om man vil, har fået stor udbredelse, skyldes det ikke mindst det nye politiske ikon hos Demokraterne i USA, Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af  Den amerikanske Kongres i 2018. Hun bruger MMT som økonomisk begrundelse for den økonomiske politik, hun foreslår.
Hendes forslag til grøn økonomiske omstilling er fremlagt som et resolutionsforslag i Kongressen under navnet en Green New Deal. For at en sådan kan lade sig gøre, skal der laves omfattende infrastrukturinvesteringer, der kan lette overgangen til elektriske biler, “intelligente” el-net, vedvarende energi (vind og sol), etc.

Hun har ikke villet lade sig slå omkuld af moderate økonomiske kommentatorer, som kritiserer teorien, og som har spurgt, hvor pengene skal komme fra i en amerikansk økonomi, der i forvejen er præget af et stort underskud på statsbudgettet og voksende statsgæld.

Hun har foreslået, at penge kan komme fra det enorme amerikanske militærbudget, højere progressiv skat på de høje indkomster, samt ikke mindst større accept af underskudsfinansiering på statsbudgettet.

Det centrale i MMT er, at en stor offentlig gæld ikke nødvendigvis er det problem, som det gøres til i traditionel økonomisk teori, hvor man mener, at budgettet skal holdes i balance for at undgå inflation og for at undgå, at offentligt forbrug og offentlige investeringer presser private ud.

MMT medgiver, at det kan medvirke til inflation, hvis budgettet er i underskud i længere tid, men mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at centralbanken pengestimulerer økonomien, når der er ledig arbejdskraft og ledig kapacitet i erhvervslivet.
Det er imidlertid ikke problemet i amerikansk økonomi pt. Præsident Donald Trump har ført en ekspansiv finanspolitik med kraftig underskudsbudgettering for at opretholde den økonomiske højkonjunktur, og han kritiserer centralbanken (Federal Reserve), når den som modtræk vil stramme pengepolitikken igennem renteforhøjelser og stop for centralbankens køb af obligationer (gennem køb af obligationer pumpes der penge ud i økonomien).
Ifølge konventionel økonomisk visdom skal man have en uafhængig centralbank, der kan rette op på lovgivernes tendenser til at imødekomme eventuelle vælgerønsker om større offentligt forbrug. Det ses som den bedste garanti for en stabil økonomi på længere sigt.

Når Trump kan gøre det, kan Demokraternes venstrefløj  vel også gøre det, hvis de vil have luft under vingerne på deres grønne New Deal?, lyder argumentet.
Fuld beskæftigelse er målet for økonomisk politik ifølge MMT, og Centralbankens opgave er at følge op på dette mål – i stedet for lade lavinflation være det centrale mål. MMT vender den økonomiske lære fra den nyliberale periode siden 1970’erne og 1980’erne (Milton Friedman i USA og Thatcher i Storbritannien) om den offentlige sparepolitiks dyder på hovedet, når teorien siger, at en stat, der udsteder sin egen valuta, ikke kan gå fallit. Folk ikke at gå arbejdsløse, når de kan sættes i beskæftigelse i offentlige arbejder, hvor udgifterne finansieres igennem statens pengeforbrug (hvor pengene hentes i Centralbanken, når det er nødvendigt).

Det er en politik, der på længere sigt er mere realistisk i et land som USA, der udsteder en dominerende international reservevaluta, end det er realistisk i et mindre europæisk land med en åben økonomi og egen valuta. Her vil en løs pengepolitik føre til inflation og devaluering af valutaen. Devalueringen af valutaen vil yderligere sætte gang i inflation.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle.
Selv om USA udsteder den internationale reservevaluta US-dollar, vil en meget stor pengemæssig stimulans kunne udløse en global inflation. Men i mindre omfang – og i
kortere tidsintervaller – er der ikke noget i vejen for, at USA kan underskudsbudgettere og finansiere en voksende offentlig gæld. Når den amerikanske dollar er international reservevaluta, vil der vedblive med at være stor efterspørgsel efter den til internationale betalinger og til værdiopbevaring af pengene. Derfor vil den undgå devaluering i større omfang.
Men det kan på længere sigt give betydelige problemer – både for USA og andre lande.

 

Advertisements

Comments Off on MMT

Performativ populisme

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/03/2019

abebully

Er Trump i højere grad populist i de af sine taler, hvor han holder sig til scriptet i teleprompteren, end når han forlader teleprompter og taler uden manuskript? Ja, måske.

Det er i hvert fald resultatet af en dyberegående analyse af Trumps taler.  Ifølge analysen er Trump i højere grad populist i de scriptede taler end i det, han siger uden manuskript. Også selv om der sniger sig flere fake news ind i det sidste.

Trump har flere gange i taler udnyttet afstandtagen til telepromptertaler til at komme tæt på sit publikum. Og ifølge den nævnte analyse elsker hans publikum ham for det. Det er en del af populistens opgør med eliten, at en intellektuels indstuderede “ideelle populisttale” skubbes til side til fordel for det spontant formulerede ord. Derfor trækker det ikke ned i publikums vurdering af ham, at han laver fortalelser, og at der opstår “forglemmelser”. Det er en del af gamet, som viser, han connecter til sit segment.

Trumps populisme er i højere grad en performativ populisme end det er en politologisk populisme i idealtypisk form. Den idealtypiske retoriske populisme indeholder følgende tre hovedelementer:

1: Et manikæisk verdensbillede, dvs man deler Verden op i godt og ondt – uden for mange nuancer imellem.

2: Folket-centrisme, dvs der leveres et romantiseret billede af “folket” og en “fælles folkets vilje”.

3: Anti-elitisme, dvs de “almindelige menneskers” vanskeligheder forklares ved, at der er et ondsindet establishment, som har fundet ud af at udnytte systemet til deres egen fordel.

I en samtale med Stephen Bannon, Trumps nære kampfælle fra Breitbart.com, i 2010 om muligheden af en “presidential run“, , skulle Trump have rettet Bannon, hver gang denne sagde “populist” og erstattet ordet “populist” til “popularist”, en rolle han åbenbart syntes, det i højere grad ville være passende at indtage. Dvs han har set sig selv i højere grad som kommunikator og formidler end som “populist”.

Der er i Trumps optrædender snarere tale om en form for performativ populisme. Trump har ved flere lejligheder kritiseret præsidentkandidaters brug af telepromptere i deres taler i det offentlige rum. Man kan ved brugen af dem stikke blår i øjnene på vælgerne. De kan jo ikke vide, om personen bag er intelligent eller uintelligent, har han sagt.
Derfor har han ved flere lejligheder – og til stor begejstring for tilhørerne – skubbet teleprompteren til side og talt off the record. – Med alle de muligheder, det giver, for at “komme til at sige noget forkert”.  Men til gengæld måske sige noget, der virker mere autentisk. Pointen er, at det er vigtigere at virke autentisk end at være sandfærdig.

Comments Off on Performativ populisme

Trumps Nulsums-Verden

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 10/06/2018

Er det en præsident eller en reality TV star, der sidder i Det hvide Hus – eller måske en sprængfarlig cocktail af de to, når præsidentens narcissistiske karaktertræk tilføjes?

TrumpsWreckingBall

Kilde: The Economist forside 7.juni 2018. En wrecking-ball er en stor tung, svingende metalkugle, som entreprenører bruger til at rive en bygning ned med. “Bygningen” er i dette tilfælde den amerikanske verdensorden, som USA byggede op efter II. Verdenskrig, og som ikke mindst efter 1989 har sikret et globalt hegemoni for landet.

 

Med America First politikken står USA for en ekstrem realisme i udenrigspolitikken (foreign Policy). Det er national økonomisk interesse i snæver forstand, det drejer sig om. Trump er vred over, hvad han som businessman ser som en “bad deal” for USA, når landet er i underskud i udenrigshandelen. Det indgår ikke i regnestykket, at landet har fået mange fordele af den “skæve udenrigshandel” (jvf nedenfor), fordi man har kunnet financiere det ved at være global banker (global bankmand), der stod for at trykke den internationale møntfod, samtidig med at det har sikret USAs globale hegemoni, og de fordele, det har indebåret.

AngelaogTrump_FacingOff
Foto fra situation imellem mødesessioner ved G7-topmødet. Billedet er taget af den tyske delegations fotograf Jesco Denzel.

Udover ekstrem realisme kommer imidlertid også et farligt performanceaspekt ind. Et G7-møde er “uinteressant” for Trump, fordi det ses som en “snakkeklub”, der blot befæster og bekræfter gamle venskaber. Det virkelig interessante er at spille en rolle, ja, nærmere performe, i storpolitikken – uden tanke og overvejelse over de relativt svære strategiske problemstillinger m.h.t. de nye globale balancer, der er ved at opstå med Kina-Rusland som modsætninger på den storpolitiske arena.

Den “præsidentielle adfærd” i storpolitikken tyder mere og mere på performanceaspekt end fornuftig og rationel realistisk interessevaretagelse.
Som nu når Trump forlader G7 topmødet i Canada før tid efter at USA først har tilsluttet sig en fællesudtalelse og derefter forkastet den. Og med et par velrettede tweets leveret efter mødet fornærmer han værten, Justin Trudeau, ved at kalde ham “uærlig og svag”:

Trumptweetjuni18

Vigtigere end at udbygge og befæste forholdet til gamle venner og allierede, er det åbenbart at “gå over i historien” som den præsident, der løste problemerne på den koreanske halvø.
Trump overser, at han risikerer at blive nyttig idiot for Kim Jung-Un i dennes forsøg på at afbalancere den kinesiske indflydelse på den koreanske halvø. Kim Jung-Un kan spille USA og Kina ud imod hinanden og derved opnå fordele for Nordkorea. V.h.a den fredsindstillede præsident Moon i Sydkorea er en tilnærmelse mellem de to Korea’er blev mulig.
Amerikanerne kan også have øjnet en mulighed for at dæmme op for kinesisk indflydelse ved at binde både Nordkorea og Sydkorea – og måske med tiden et samlet Korea – tættere til sig. Men det bringer de traditionelle alliancer i opbrud – ikke mindst kan det blive interessant at se, hvordan japan vil reagere.

Bilaterale handelsforhold

Det lyder snart som en forarmelsesteori. USA  har kun lænkerne at miste, når man nu er 500 mia$ nede i handelsunderskud over for resten af Verden. Når man medregner den for USA vigtige balance i handelen med tjenesteydelser, ser billedet ikke nær så sort ud.

Trump er ikke helt uden pointer i hans bekymring over de bilaterale økonomiske relationer til Kina. I modsætning til mange andre tidligere u-lande har Kina stillet krav om deling af teknologi, når landets virksomheder skulle indgå i samarbejde med vestlige. Og der er “stjålet” teknologi igennem disrespekt for copyright – eller “right to copy”, som det ironisk formuleres af forurettede vesterlændinge.

I det hele taget er der meget surhed over, at kineserne ser ud til at være både hurtigere og bedre i konkurrencestatskapløbet end Vesten. F.eks. siger USA’s merkantilistiske handels minister Wilbur Ross:

They have been the factory floor of the world, now their vision is to be the technology center for the world,” Ross said.

“What they are really trying to do is take their immense trade surplus from the conventional industries of today … and plow them into semiconductor research and every kind of research you can imagine.”
Men kineserne er alligevel i vidt omfang begyndt at spille efter de internationale spilleregler – i en erkendelse af, at det på langt sigt er til egen fordel.

En stor del af handelsunderskuddet hænger sammen med, at amerikanske virksomheder importerer halvfabrikata og råvarer til deres afdelinger eller samarbejdspartnere i Kina, som forarbejder dem og eksporterer tilbage til USA. Hvis det lykkes Trump at eskalere handelskrigen, vil det betyde, at USA i vidt omfang kommer til at skyde sig selv i foden, fordi de amerikanske virksomheder rammes på deres forsyningskæder med filialer i Kina.

Det er ikke kun amerikanske virksomheder, som vil få “disrupted” deres forsyningskæder. En række asiatiske økonomier, der eksporterer til Kina kan blive hårdt ramt:

Forsyningskædelande for kinesisk eksport. Værdiøgning af kinesisk eksport til USA som pct af landenes BNP.

supplychainpain
Kilde: The Economist 30.3.18

Det bekymrer åbenbart ikke Trump. A bad deal is a bad deal, no matter what. Eller sådan er der nogle, der fortolker det. Rent faktisk ved man ikke, hvad der foregår i hovedet på ham, og hvor langt han vil lade handelskrigen udvikle sig.

USA’s handelsbalance (varer) med Kina i mia $

useximp18
Kilde: Economist .

Det hjælper selvfølgelig ikke på det gode humør, at man kan se underskuddet vokse og vokse. Selv når tjenesteydelser, hvor USA står stærkt, regnes med, er underkuddet langt over 300 mia. Det skyldes bl.a., at levestandarden i Kina (f.eks. målt i BNP pr indbygger) stadigvæk er betydelig lavere i Kina.

bnpprindbDKUSKINA
Kilde: Verdensbanken.

Der vil være tendens til, at det generelle lønniveau følger BNP pr indbygger. Med den lavere løn kan Kina producere billigere end de rige lande, hvis ellers Kinas produktivitet (produktion pr arbejder) følger nogenlunde med, – og det har den gjort.

Kina lader kursen på sin valuta følge dollaren, hvad der gør, at problemet intensiveres samtidig med en stigende kinesisk konkurrenceevne. Med den økonomiske vækst, som har været hastig de seneste årtier er teknisk niveau og kvalitet blevet løbende forbedret, og det har muliggjort en stærk eksportfremgang. Den hurtigt stigende eksport er en del af hemmeligheden bag den stærke vækst.

Fremgangen i eksporten har især været hurtig efter 2001, hvor Kina blev medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

Økonomer i Deutsche Bank har lavet en opgørelse, der viser, at USA er i overskud i forhold til resten af Verden. Dette overskud fremkommer, når man ikke alene tager tjenesteposterne med i betalingsbalancen, men også inddrager en opgørelse over, hvad amerikanske virksomheder sælger i udlandet i forhold til, hvad udenlandske virksomheder sælger i USA:

US-SurplusTotal
Her efter Bloomberg.com.

Selv i forhold til Kina er USA løbet ind i et mindre overskud, når handelsrelationen opgøres på denne måde.

Handelskrigen er så småt gået i gang. Det startede med stål og aluminium, og derefter har USA udtaget en liste over kinesiske eksportvarer på over 50 mia$, som skal have smækket betydelige toldsatser på. Kineserne reagerer prompte ved at udtage amerikanske varegrupper, og de udtages i områder, hvor Trumps kernevælgergrupper kan blive ramt. Da Kina eksporterer langt flere forskellige varenumre end USA, løber Kina hurtigere tør for reaktionsmuligheder inden for handelsområdet. Og en kommentator konkluderer tørt, at snart har Kina ikke andre reaktionsmuligheder end atomvåbnet tilbage.

Det skønnes, at kineserne har en beholdning på over 1200 mia$ amerikanske statsobligationer.  –  Hvad der kan blive et våben for Kina, før atomvåbnet sættes ind! Et salg kan formindske prisen (kursen) på obligationerne og dermed føre til rentestigning. Herved vil kineserne imidlertid ramme sig selv. Det vigtigste ved en sådan handling vil være signalværdien. Tilliden til amerikanske værdipapirer kan lide et alvorligt knæk. Det største knæk for amerikansk økonomi er imidlertid allerede i gang. Og det hænger sammen med den uigennemskuelige og impulsive adfærd, Trump udviser. Han har delvist ret i sine påstande. Det er en bad deal, USA er endt med over for både Kina og EU, men måden, han griber det an på, er ikke heldig. Hvis en ødelæggende handelskrig skal undgås, vil det være en god ide at involvere WTO og lade forhandlinger foregå i regi af denne organisation.

EU har et handelsoverskud over for USA, der nærmer sig 100 mia $. Begge lægger told på varerne, men EU’s (f.eks. på biler) er i gennemsnit højere.

Hertil kommer EU’s aggressive pengepolitik, der føres via den europæiske centralbank, ECB. Dens quantitave easing (pengeudpumpning via køb for over 60 mia euro pr måned af obligationer) fører til lavere rente og dermed tendens til en lavere kurs på euro. Og det giver eurozonen (og lande, der har lagt deres kurs fast over for euro, som f.eks. Danmark, en konkurrencefordel i handelen med USA.

Man kan undre sig over, hvorfor USA hidtil har accepteret det? Det hænger nok sammen med, at USA skabte den internationale økonomi i sit eget billede efter II. Verdenskrig. Andre valutaer blev bundet i kurs over for amerikanske dollar i og med Bretton Woods aftalerne og USA var primus motor i udformningen af det internationale handelssystem med først GATT og siden WTO. Og USA accepterede betydelige handelsunderskud, fordi man kunne finansiere disse igennem salg af amerikanske Treasuries (statsobligationer) og altså via en politik, der nærmest var identisk med at trykke dollars til dækning af underskuddet. Det var med til at fastholde de andre lande i et tæt økonomisk samarbejdsforhold med USA.

Når dette ikke længere er så let, er det udtryk for, at USA ikke længere er så dominerende en økonomi som tidligere. Og landets militære dominans er også ved at blive mindre:

USA, Kina og EU sammenlignet med hensyn til BNP i købekraftsparitet, eksport af varer og militærbudgetter

kinaUSapr
Kilde: The Economist, primo april 18

Målt i volumen (mængden af producerede varer målt ved PPP) er den kinesiske økonomi allerede størst. Og Kina er klart verdens største eksportør.
Med hensyn til militærudgifter ligger landet stadig langt efter USA, men det er begyndt at hale hastigt ind på USA, jvf 3. diagram til højre ovenover.

Imperial Overstretch?

USA har længe lidt af imperial overstretch.
Trumps America First politik er en erkendelse af dette. Man trækker sig tilbage for at slikke sårene. – Og måske komme tilbage med fornyet styrke? MAGA  –  Make America Great Again?

Det kan man selvfølgelig prøve på. Men det er nok ikke den rigtige vej til det, man har valgt at følge med Trumps politik. Det er ikke så meget det, at man er gået i gang med at bygge toldmure, der er problemet. Det er der mange lande, der pt er i gang med. Det er mere den ensidige tro på, at gammeldags protektionisme er en vej frem. USA kunne alternativt forsøge at forbedre sin konkurrenceevne over for omverdenen ved sats på udbygning af uddannelsessektor og infrastruktur, og igennem formindskelse af de etniske modsætninger og konflikter i landet.
Man kan sige meget om Trump, men ærligheden omkring det at være merkantilister, tjener amerikanerne til ære. – Selv om det gøres med lige lovlig voldsomme fanfarer i det Trumpske tilfælde.
Andre lande er betydelig mere diskrete, når de indfører handelsprotektionistiske tiltag. Kina har f.eks. været meget mere diskret. Det er nok en brat opvågnen, de har været ude for i konfrontationen med den grænseløse Trump.

Det danske handelsoverskud i forhold til USA

Et land, der relativt set har et eksportoverskud  over for USA, der er langt større end Kinas er sjovt nok Danmark.

DKUS_handel15
Kilde: Danmarks Statistik.

På vareområdet er det især medicinalindustri og maskiner og transportmidler, og på tjenesteområdet søtransport, der giver de store overskud til Danmark.

Underligt nok har Danmark ikke hørt et ondt ord herom. Og danskerne er ovenikøbet ikke så flinke som kineserne til at finansiere det amerikanske underskud igennem investering i amerikanske aktiver.

 

Kina er med Belt and Road initiativet i gang med et globaliseringskoncept, der vil give amerikanerne nye hovedbrud:

BeltandRoadInitiative
Kilde: China Daily.

Det er et kæmpemæssigt handels-, energi- , transport- og infrastrukturprojekt, der skal binde 71 lande i Asien, Europa og Afrika sammen. Det er en slags genoplivelse af den gamle “Silkevej”, hvorad varer blev transporteret mellem Østasien og Europa. Men denne gang bliver det ikke på heste- og kamelryg, men via højhastighedstog og skibsruter.

Noget af det nye i denne udvikling er kinesiske forestillinger om, at initiativet udbygges med en “arktisk silkevej”. Kina blev observatør i Arktisk Råd i 2013, og man er begyndt at bruge denne udsigtspost til at lufte forestillinger om et kinesisk engagement i Arktis.

ArktiskSilkevej
Kilde: The Economist, 12.4.18.

Lugter det hele af nyimperialisme? Vil Kina blive en trussel?

Det er der delte meninger om.  – Ikke en trussel ifølge Stratfor analytiker Zhang Zhixing, som ikke mener, man kan forvente så aggressiv en adfærd fra Kinas side, som man har oplevet det i Det sydkinesiske Hav, hvor Kina udbygger basefaciliteter på kunstige øer for at kunne forsvare de livsvigtige søruter, bl.a. igennem at hævde territoriel overhøjhed over en større del af området. Men det er af gode grunde ikke muligt i Arktis. Det forventes først, at området er tilstrækkelig isfrit i løbet af nogle år.

Andre ser knap så lyst på det: “Man skal lægge mærke til Grønland. Politiske eliter der går ind for uafhængighed fra Danmark, men vil ikke tage springet, fordi øens økonomi er så afhængig af dansk støtte. Udsigten til kinesiske investeringer kunne ændre på dette. Skulle Grønland blive uafhængig, kunne Kina udløse sin pondus og gennemslagskraft i Det arktiske Råds (observatørpost) til at fremme sine interesser, når de arktiske stater mødes” (The Economist 12.4.18).

Det er jo interessante perspektiver for Grønland: Hvilke imperialister er de mest behagelige: Kinesiske eller amerikanske?

 

Comments Off on Trumps Nulsums-Verden

A Borderline Case?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/01/2018

Personer med borderline har, som det også er tilfældet med personer med andre former for personlighedsforstyrrelser, en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for individet selv og omgivelserne. Der findes mange forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan fx være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt en tomhedsfølelse. (Psykiatrifonden)

Det ser ud som om, den amerikanske præsidents tweets bliver vildere og vildere. Nogle af de seneste har rejst en debat i USA, om Trump har “lost it” (som forfatteren til bogen Fire and Fury har sagt)?, dvs på godt gammelt dansk “gået fra snøvsen”, altså har overskredet grænsen til det psykotiske. Det er bl.a. tweets som nedenstående, der kunne lægge op til det:

trumptweetjan18

Man kan vælge at se det fra den humoristiske side. Og så ligner det jo to umodne drenge, der står og sammenligner: “Min er større end din”.

Man kan også, som Carol Cohn gør i New York Times, underkaste det en feministisk diskursanalyse, og så når hun frem til, at det er en farlig sammenblanding af maskulinitet og missiler:

……with his fragile ego and his particularly obsessive concern with his reputation for manliness — may have brought these dynamics to the surface, but they have been there all along, if in less crude and lurid ways. (“med hans skrøbelige ego og hans specielt tvangsmæssige optagethed af sit omdømme for mandighed – kan disse dynamikker være kommet op på overfladen, men de har været der hele tiden, omend i mindre grove og skumle former”)

Er personligheden “winding down”, altså i en slags frit fald til et oprindeligt infantilt stadium, som iagttagere har været inde på?

Michael Wolff, forfatter til Fire and Fury, beretning fra iagttagelser og interviews i Det hvide Hus, skriver, at præsidenten er at sammenligne med en ni-årig: Det drejer sig om øjeblikkelig tilfredsstillelse (instant gratification). Og hvis det ikke opnås, frustreres man og man skynder sig videre til noget andet, der bedre imødekommer det narcissistiske behov for anerkendelse.  Udenrigsminister Rex Tillerson, der i et udbrud skulle have kaldt præsidenten for a moron (en idiot) afviser dog, at han ligefrem er psykotisk.
En anden hypoteser går på, at de mange besynderligheder, der udfoldes i tweetsene er udtryk for en prøven-grænser-af, altså en slags infantilisme, der dog ikke er det samme som et mentalt sammenbrud eller borderline-adfærd.

Når der spørges til intellektuelle evner til at bestride det krævende job som præsident, henviser præsidenten i en tweet til, at han er et “stabilt geni” (a stable genius). Det er måske igen et forsøg på at være morsom!  Begrundelsen skulle ellers angiveligt være, at han er kommet igennem en collegeuddannelse (i lighed med 30-40 pct af amerikanerne!), og at han har bygget en milliardforretning op!

Det er imidlertid netop denne “business-mind”, og den måde en sådan variant af “business-mind” opererer på, der gør, at man må betvivle evnerne til at udføre et job som USA’s præsident. Kig engang på de to øvrige tweets ovenover. På basis af en total mangel på kendskab til historikken og generel viden om, hvad konflikterne i Palæstina egentlig drejer sig om, konkluderer Trump, at man må tage den amerikanske u-landsbistand af bordet, fordi palæstinenserne angiveligt ikke har kunnet blive trukket til forhandlingsbordet.
Løsning af internationale konflikter sammenlignes med indgåelsen af en forretningsaftale, hvor det forventes, at blot betalingen er stor nok, må en aftale kunne indgås. Der er ingen sans for kompleksiteten i en international konflikt som den, der udfolder sig i Palæstina og Mellemøsten. Med sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har Trump valgt side i den palæstinensisk-israelske konflikt. Og det har gjort det mangefold vanskeligere for USA at indtræde i en neutral mæglerrolle.
Man kan næsten se en bekræftelse på nogle af påstandene i Fire and Fury om, at præsidenten ikke læser ret meget, men får de fleste af sine informationer fra overfladisk TV-kigning på Fox News og andre, endnu mere tvivlsomme informationskanaler.

Derudover må man selvfølgelig sige, at Wolffs beretninger skal underkastes kritisk granskning. Den form for reportager er ofte præget af beretterens forudfattede meninger, og materialet, der bringes videre, vil tilsvarende være bestemt af dette.

Men præsidentens tweets taler unægtelig for sig selv.

En del af Trumps selvros kører omkring de påståede økonomiske resultater. Han skriver bl.a. i en tweet 5.jan. 18:

Dow goes from 18,589 on November 9, 2016, to 25,075 today, for a new all-time Record. Jumped 1000 points in last 5 weeks, Record fastest 1000 point move in history. This is all about the Make America Great Again agenda! Jobs, Jobs, Jobs. Six trillion dollars in value created!

Dow Jones er som bekendt det traditionelt ledende amerikanske aktieindeks (30 af de mest handlede aktier i Wall Street). At det er steget med 6000 mia$, tages som udtryk for jobskabelse og en “værdi”, der er skabt. Det er imidlertid “værdi”, der kan forsvinde fra den ene time til den anden.
Det kan lige så vel være udtryk for en aktieboble, som der går hul på på et tidspunkt – med alvorlige konsekvenser for ikke alene USAs økonomi, men for Verdensøkonomien. Det har ikke meget med Make America Great Again!, men måske snarere Make America economically explosive again! – lidt som i 1929  og september 2008 hvor den varme, tomme luft fra indholdsløse penge var med til at udløse økonomiske kriser.

We want a real leader – 
Not a Creepy Tweeter!

råbte unge demonstranter i gaderne efter Trumps indsættelse som præsident.

Trumps folk har forklaret de mange besynderlige tweets med, at præsidenten ønsker at gå udenom de filtre, der omgiver de traditionelle medier. Han udnytter mulighederne for at kommunikere direkte til det amerikanske folk  –  og resten af Verden, for den sags skyld.

Men indtil videre er denne glimrende mulighed blevet forspildt til fordel for, at man uforvarende er kommet til at udvikle “the best and funniest show in town”. Men det er knap so sjovt, når udløsningsknappen til et evt. atomragnarok skal indgå i et traditionelt macho-sammenligningsspil, hvor Trump kan berolige sig og sine compatriots med, at de sidder øverst på ophobningen af amerikansk teknologisk og økonomisk magt, – og derfor relativt let vil kunne udradere dette “depleted and poor country”, som hans rådgivere åbenbart har belært ham om i et af introkurserne i elementær samfundskundskab i Det hvide Hus.

 

Comments Off on A Borderline Case?

Præsidentiel “stil”

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 29/12/2017

Den ekstraordinære kulde, som det nordøstlige USA oplever disse dage, har fremkaldt nye lyriske udbrud på den presidentielle tweet fra Det hvide Hus:
trumptweet
Som sædvanlig en præsident in poor style.  Han er tilsyneladende uvidende om, at en periode med koldt vejr kan være mulig, selv om der er en global opvarmning i gang. Det sidste vedrører dybereliggende og længerevarende klimatiske ændringer, og det kan ske samtidig med perioder i det daglige vejrlig, hvor det er koldt.
Men det er også tænkeligt, at tweeten mere skal ses som et udslag af den særlige fandenivoldske stil, Donald Trump har gjort til sit adelsmærke: At vise Verden, at han tør udfordre med provokerende bemærkninger – og provokerende politik!

Populister er kendt for at turde kalde en spade for en spade. No nonsense politik for baglandet! Det er realpolitik – og burde som sådan kunne være befriende. Det er imidlertid ikke rart, når det er Verdens dominerende magt, der optræder på den internationale scene på den måde.

Dybere set er det dårlig interessevaretagelse for USA. Og det er langt fra at gøre America Great again! Snarere tværtimod. Amerikansk økonomi forsinkes i den nødvendige omstilling til en mere grøn økonomi. Man holder fast i fossil energi i en blind tro på, at denne energi giver arbejdspladser. Hvad den måske gør på det korte sigt, men ikke på det længere sigt.

Der er en forurettet tone: “Our country, but not other countries, was going to pay TRILLIONS of dollars to protect against”.  Ejendomsspekulanten vil have fuld valuta for pengene. Men det er ikke sådan, internationalt samarbejde virker! Ulande, og de såkaldte emerging economies, har berettigede krav om, at det også er deres tur til at få en industriel udvikling i gang, så de kan komme op på de rige, vestlige landes niveau.

Det er desværre helt i tråd med Trumps politik i øvrigt, f.eks. den nylige anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.
Efterfølgende skal FN straffes med trusler om indeholdelse af amerikansk kontingent, fordi Generalforsamlingen med overvældende flertal tog afstand fra anerkendelsen. Som jo ret beset er imod folkeretten, idet FN med beslutningerne i 1947-48 gav Jerusalem status af international by – med lige ret for palæstinensere og israelere.

“That good old Global Warming”!  –  Med sin latterliggørelse af FNs klimapolitik isolerer USA sig yderligere.

 

 

Comments Off on Præsidentiel “stil”

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Trumps sejrrige skattepolitik

Posted in USA by Gregers Friisberg on 03/12/2017

Trumps skatteforslag er – med forskellige ændringer og varianter – nu vedtaget i Den amerikanske Kongres. Den er vedtaget af Republikanerne i både Senatet (med 51 ctr 49) stemmer og Repræsentanternes Hus (House). Der tilbagestår nu udarbejdelsen af et fælles forslag, der kan sendes til præsidenten til underskrift.

I en analyse af lovgivningsprocessen beskriver bladet The New Yorker det som en “parodi på en lovgivningsproces”. Loven er hastet igennem på få uger og i løbet af den afsluttende nats debat, og med sider i den trykte tekst, hvor der er tilføjet håndskrevne notater, som bl.a. er kommet ind som sidste-øjebliks rettelser, der skal imødekomme nogle republikanske “tvivlere”, ofte af konservativ observans (Steve Daines fra Montana og Ron Johnson fra Wisconsin). Angiveligt for at hjælpe ejere af småvirksomheder, er der tilføjet regler om såkaldt pass-through indkomst. For at undgå dobbeltbeskatning kan overskud i virksomheder overføres direkte til ejerne, hvad der gør det muligt at reducere marginalskatten for disse fra 39,6 pct til under 30 pct. Den rigeste ene procent af skatteyderne, der ifølge bladet modtager over halvdelen af den pass-through indkomst, der genereres i den amerikanske økonomi, er derved blevet begunstiget endnu mere end i de oprindelige skatteforslag. Det gælder bl.a. Donald Trump, der “ejer i dusinvis” af sådanne foretagender.

Senatsplanen beholder de nuværende skattetrin, men nedbringer  nedsætter satserne. Forslaget indebærer, at man går tilbage til de nuværende satser i 2025, idet formålet jo er stimulans til økonomien:

 

Indkomst skattesatser Indkomst niveauer for enlige og par:
Nuværende satser Senatets forslag Enlige Gift-Fælles
10% 10% $0-$9,524 $0-$19,049
15% 12% $9,525-$38,699 $19,050-$77,399
25% 22.5% $38,700-$59,999 $77,400-$119,999
25% – 28% 25% $60,000-$169,999 $120,000-$389,999
33% 32.5% $170,000-$199,999 $390,000-$449,999
33% – 35% 35% $200,000-$499,999 $450,000-$999,999
39.6% 38.5% $500,000+ $1M+

 

Repræsentanternes Hus’ forslag reducerer antallet af skattetrin til fire og sænker 3 satser:

 

Indkomstskattesatser Indkomst niveauer for enlige og par::
Nuværende satser Repræsentanternes Hus’

forslag

Enlige Gift/Fælles
10-15% 12% $0-$44,999 $0-$89,999
25-28% 25% $45,000-$199,999 $90,000-$259,999
28-39.6% 35% $200,000-$499,999 $260,000-$999,999
39.6% 39.6% $500,000+ $1M+
Planen indebærer fjernelse af en række fradrag. Dog opretholdes fradrag for velgørenhed, prioritetsrenter, ejendomsskatter og pensionsindbetalinger.

Selskabsskatten nedsættes fra 35 pct til 20 pct. Det kan lyde dramatisk – og er det forsåvidt også, især med henblik på signalværdien. I forvejen betaler mane virksomheder ikke meget mere end 15 pct i selskabsskat (skat af virksomhedsoverskud), idet afskrivningsregler, fradragsmuligheder og skattetænkning i forvejen giver store muligheder for nedbringelse af de faktiske selskabsskatter.

Det er sandsynligt, at forslagene vil gå igennem med mindre ændringer. Det er en betydelig politisk sejr for Donald Trump. Ovenpå fiaskoen med afvikling af Obamacare får han endelig et betydeligt reformforslag igennem Kongressen.

De sociale virkninger kan blive betydelige. Der gives især lettelser til virksomheder og de velstående. Det vil derfor kunne øge uligheden i det amerikanske samfund betydeligt. Det kan booste privatforbruget. Og det er næppe det, USA har behov for. Der er tværtimod behov for investeringer i Uddannelse, sundhed og infrastruktur, herunder ikke mindst energiomstilling.

De økonomiske virkninger kan blive omfattende, især med hensyn til forøgelse af USA’s i forvejen meget store statsgæld. De optimistiske forventninger til dynamiske effekter i form af øget økonomisk vækst, vil formentlig kun komme til at virke i begrænset omfang. USA ligger i forvejen pt på kapacitetsgrænsen for, hvor meget økonomien kan udvide,  – specielt også p.g.a. Trumps indvandringspolitik (sværere at få udenlandsk arbejdskraft, der kunne udfylde de ledige positioner på arbejdsmarkedet).
Derfor vil den lempede skattepolitik kunne få inflationære virkninger og dermed påvirke konkurrenceevnen negativt. Så måske vil USA’s i forvejen store betalingsbalanceunderskud stige p.g.a. stigende import.

 

Comments Off on Trumps sejrrige skattepolitik

Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/10/2017

Er det virkelig så simpelt, når man skal forklare, hvorfor Kongressen vil bevilge enorme skattelettelser til de rigeste i USA?

Det er i hvert fald, hvad senator Bernie Sanders hævder i en artikel i The Guardian 

Opinionsundersøgelse efter opinionsundersøgelse fortæller os, at det overvældende flertal af amerikanere ikke ønsker, at Kongressen skal beskære Medicare eller Medicaid, og de ønsker ikke at give skattenedsættelser til de rige eller til store virksomheder. ….

Hvorfor kommer med Republikanerne med et sådant absurd budget, som – i næsten enhver henseende  –  er diametralt modsat, hvad det amerikanske folk vil?
    Svaret er ikke svært. Følg pengene. 
    I dag har vi et korrupt valgkampagnefinansieringssystem, som sætter multimillionærer, sammen med nogle af de mest magtfulde topdirektører i USA, i stand til at bidrage med i hundredevis af millioner af dollars til valg af republikanske kandidater, som giver dem mulighed for at få deres synspunkter frem. Derved er den rigeste 1 pct blevet i stand til at sætte det politiske system op, så det favoriserer dem på bekostning af stort set alle andre. Et par eksempler:
    Det republikanske budget (for 2018) vil – hvis vedtaget – give den rigeste familie i USA, Waltonfamilien fra Walmart, en skattenedsættelse på op til 52 mia $ ved at fjerne ejendomsskatten (estate tax) – en skat, der kun gælder for mangemillionærer og milliardærer.  Men hvis du er en ældre medborger på lav indkomst, så vil du og 700.000 andre familier ikke være i stand til at holde varmen til vinter p.g.a. en beskæring på omkring 4 mia $ på varmepengebidraget  (the Low Income Home Energy Assistance Program.).
    ….. Hvis du tilhører den næstrigeste familie i USA, Koch brødrene, så vil du se en skattenedsættelse på op til 33 mia$. Men hvis du omvendt er en studerende fra arbejderklassen, der prøver at finde ud af, hvordan du overhovedet kan få en collegeuddannelse, så vil denne din drøm fordufte sammen med 8 mio andre studerendes drømme, p.g.a. beskæring på mere end 100 mia$ i Pell Grants og andre studiefinansieringsprogrammer.

Man må formode, at Bernie Sanders har ret i denne opgørelse. En amerikansk senator råder over eget sekretariat til fremskaffelse af dokumentation. Og det ville være katastrofalt for ham, hvis han blev taget i at lade sine medarbejdere producere fake news. Man behøver dog ikke gå længere end til en artikel i Forbes Magazine for at finde samme oplysninger.

Hvad er den egentlige forklaring på, at man fremlægger sådanne forslag, som et flertal af befolkningen har udtrykt i meningsmålinger at være klart imod? Der er ikke så lang tid til næste midtvejsvalg i 2018, hvor Repræsentanterne i Repræsentanternes Hus og 1/3 af Senatet er på valg?

Det minder måske lidt om den måde, hvorpå Liberal Alliance, CEPOS og andre økonomiske tænketanke, inklusive nogle officielle økonomiske computersimuleringsprogrammer har villet overbevise den danske befolkning om gavnligheden af topskattelettelser. Det påstås at skabe incitamenter, som øger den økonomiske dynamik, så det vil frembringe en vækst i  BNP, som vil stille alle bedre. Og altså medføre, at skattelettelsen bliver selvfinansierende.

Problemet med denne argumentation er, at den aldrig er blevet overbevisende empirisk dokumenteret.
Tværtimod har økonomer påvist, at der er en klar modtendens: Når folks indkomster stiger, vil de konvertere arbejdstid til fritid, fordi fritid har større “forbrugsværdi” for dem end de materielle goder, der kan erhverves med den kolde indkomstforøgelse. Det er imidlertid argumenter, der meget sjældent trækkes frem i debatten.

Ifølge The National Bureau of Economic Research (NBER) tyder data, de (Romer and Romer) har undersøgt (for mellemkrigsperioden), på, at virkningen af en nedsættelse af marginalskatterne på 1 pct er en 0,2 pct forøgelse i den skattepligtige indkomst i en senere periode.
Den beskrives som signifikant, men af begrænset størrelse. Den ligger lidt under, hvad undersøgelser for perioden efter II. Verdenskrig skulle vise: “Denne elasticitet er lavere, end hvad de fleste sammenlignelige studier, der bruger efterkrigsdata, finder, specielt for højere indkomster.”

De langsigtede effekter ses også som værende begrænsede. Hertil kommer, at dataene for mellemkrigsperioden ses som målt mere præcist, fordi der i denne periode var større svingninger i marginalskattesatserne.

C. Romer skriver i artikel i The New York Times (Wishful Thinking about Tax Rates):

I det mindste siden Calvin Coolidge har politikere udbasuneret udbudssideeffekterne af at beskære marginalindkomstskattesatserne. Lavere satser vil udløse økonomisk vækst, og nedsættelser vil i det store hele blive selvfinansierende – eller sådan hævdes det ofte. Imidlertid viser omhyggelige studier, at der er ringe evidens for sådanne effekter. Måske er det på tide at basere reformer af skattepolitikken på kendsgerninger, ikke udtjente antagelser.”

Det meste af den incitamentøkonomiske argumentation for de dynamiske effekter af lettelser af den marginale indkomstskat har altså ringe empirisk belæg.
Forbes.com skriver om forslagene til skattelettelser: Corporations, business owners and the 1% are the big winners.  Det kan lede i retning af en bekræftelse af Sanders’ politiske analyse: “The political system is rigged“!

 

Comments Off on Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Bipartisan President?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/09/2017

Trumturn_Borowitz
The New Yorker vælger at se det fra den humoristiske side. Nu kan Demokraterne samarbejde med Trump om impeachment (rigsretssag) af præsidenten!

“Bipartisan” betyder lidt løst oversat “topartisk”. Det bruges om politikere i et topartisystem, der arbejder til begge sider i det politiske spektrum. Det er tidligere set i amerikansk politik, f.eks. under demokraten Lyndon Johnson i 1960’erne, hvor republikanere i Kongressen støttede dele af Johnsons lovgivning. Og man så det under præsident Reagan i 80’erne, hvor demokrater i nogle sager arbejdede sammen med den republikanske præsident.

Måske derfor kommer det som lidt af en overraskelse, at man nu ser præsident Donald Trump benytte sig af demokratiske mindretal i Kongressen for at få lovgivning igennem, første gang for nogle uger siden, da man fik forlænget det føderale gældsloft, og i sidste uge, hvor et politisk forlig blev strikket sammen med Demokraterne om hjælpe de 800.000 udokumenterede indvandrerbørn og -unge (“DACA”), der kom ind i USA med deres forældre, da de var små børn.

Det, der forbløffer er måske også, at specielt Donald Trump udviser sådan en pragmatisme, at sagen nu pludselig står over ideologien og “partitilhørsforholdet”. Men der er her tale om en præsident, der efterhånden har behov for at vise resultater. Og han har formentlig lyst til at sige “tak for sidst” til sit “eget parti” for den kranke skæbne, som “repeal Obamacare” fik, da dette lovforslag blev fældet på et par stemmer, bl.a. John McCains, hvorefter Obamacare sejler videre og står overfor at skulle hjælpes videre via indgreb i forsikringsmarkedet.

Det skorter i pressen ikke imod advarsler imod de to minoritetsledere i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, Schumer og Pelosi. Trump beskrives som Mercurial (letbevægelig og omskiftelig).  Så efter at have siddet til højenbords med Trump og nippet til rødvin og hvidvin, kan de snart blive udsat for en kold skulder, som mange har oplevet det.
Og Trump selv risikerer at støde sit hvidt-nationalistiske nationalkonservative bagland fra sig. Og står han så helt uden venner? Det får tiden vise. Det kommer nok også til at afhænge af, hvordan den amerikanske offentlighed reagerer. Måske har populisten Trump kunnet lodde stemningerne iblandt vælgerne – eller dele af dem. De vil se resultater af den siddende præsident.

Alt i alt er det dog en noget tynd form for bipartisanship, der måske mest af alt er udtryk for, at Trump vil give et signal til “partikammeraterne” om, at de ikke skal tage ham for givet.
At forlænge et gældsloft er ikke store resultater, når man tænker på, at Republikanerne har sat sig på både præsidentposten og flertallet i begge Kongressens kamre. Der var i valgkampen lagt op til sundhedsreform, en stor skattereform og store investeringer i infrastruktur. Det er ikke foreløbig blevet til noget I stedet har man barslet med et par små mus og lavet ødelæggende besparelsestiltag over for føderale udgiftsprogrammer, samt reduceret USA’s magt i Verden igennem en dårligt udtænkt og gennemført “America First” politik, hvor man f.eks. trækker USA ud af TPP og overlader initiativet på dette område til Kina, og spillet med Nordkorea om Nukes og missiler har udviklet sig til musens leg med elefanten, i stedet for det omvendte.

Comments Off on Bipartisan President?

Steve Bannons projekt

Posted in Global økonomi, Kina, USA by Gregers Friisberg on 15/09/2017

Hvad har Steve Bannon, den tidligere mørkets fyrste/chefrådgiver i Det hvide Hus, egentlig gang i? Og hvor meget nyder han stadig opbakning fra Mr. Trump himself?

Et af Donald Trumps store udenrigspolitiske projekter var fra starten af præsidentvalgkampen og præsidentperioden forholdet til Kina. Under præsidentvalgkampen beskyldte han Kina for at være valutamanipulator.

Kina holdt altså angiveligt kunstigt en lav kurs på yuan/renminbi for at kunne sælge eksportvarer billigere, bl.a. til USA. Det skulle angiveligt være forklaringen på det store amerikanske handelsunderskud (amerikansk import større end amerikansk eksport til Kina) i samhandelen med Kina. Trump truede med ensidige forhøjelser af told på kinesiske varer og tjenester (helt op til 45 pct), hvis Kina ikke rettede ind og gjorde noget ved problemet.

Det kunne på overfladen se ud til at være ligetil at ordne denne sag. Det viste sig imidlertid at blive vanskeligt. Kina ville ikke uden videre acceptere præmissen, at de manipulerede med valutaen. Uafhængige økonomiske eksperter har betvivlet, at Kina bevidst manipulerer med valutaen, i hvert fald hvis man ser på de seneste år, hvor den kinesiske valuta øgede sin værdi. Og hvis de gør det, kan det måske snarere være i modsat retning, altså i retning ad revaluering.

Trumps USA har imidlertid også andre bekymringer end valutaen.

I september 2017 var Trumps fratrådte chefrådgiver Stephen Bannon i Hong Kong, hvor han holdt oplæg om USA’s forhold til Kina.
Det var en forløber for Trumps senere statsbesøg i landet i november 2017. Bannons besøg har formodentlig været et signal til den kinesiske ledelse om, at USA ønsker Kina som medspiller i denne – og andre sager, f.eks. Nordkoreas missilaffyringer – og hvis ikke Kina vil det, kan det blive ubehageligt.

Under besøget advarer Bannon om, at USA specielt ser med alvor på teknologioverførslen fra USA til Kina, når der handles og – ikke mindst – investeres. Når kinesiske virksomheder køber amerikanske virksomheder – eller bare investerer ved at købe aktier i dem – kan der ske en teknologioverførsel, når kineserne herved får indsigt i den amerikanske teknologi. Amerikanerne er bange for, at deres teknologiførerskab sættes over styr, hvorved USA’s supermagtsstatus kan gå tabt.

Figur  : Udviklingen i vekselkursforholdet renminbi/dollar

chinUSexchangerate
Kilde: St.Louis Fed.

Som man kan se af diagrammet ovenover, er der faktisk sket en revaluering af den kinesiske valuta, renminbien, i det lange forløb fra 2004 – 17. Interessant er det at se, at der siden Trumps tiltræden som præsident er sket en revaluering, der dog nok snarere er en spejling af dollarens devaluering. Det interessante er, at den kinesiske valuta ikke har fulgt dollaren hele vejen, – ikke engang halvdelen af vejen i denne depreciering af $.

Tabel   : US/Kina balance i handelen med varer 2017
chinustradebalance
Kilde: Census.gov.

Den kinesisk-amerikanske handelsbalance har i de seneste år svinget i et plus i kinesisk favør på over 300 mia$. Det ser ikke ud til at devalueringen af dollar det seneste halve år har påvirket dette særlig meget – om overhovedet. Men man mangler tallene fra tjenestebalancen, hvor USA har et overskud, dog ikke nær så stort som varehandelsbalancen. En del af det skyldes amerikanske multinationale koncerners investeringer og interne handel.

Det er for snævert kun at se på én bilateral handelsrelation. Kina har formindsket overskud i forhold til andre lande, og i forhold til nogle af disse har USA forbedret balancen. Steve Bannon og Trump har ikke haft særlig godt øje for disse multilaterale totale balancer, hvor også servicehandel inddrages. Deres kommunikation omkring problemerne kommer derved til at antage for meget karakter af China-bashing, hvad der ikke er fremmende for gode relationer imellem de to stormagter. For Trump er det svært at styre sig, når man skal realisere løfterne i den populistiske politik, man gik til valg på.

 

 

Comments Off on Steve Bannons projekt