Gregers Friisberg

A Borderline Case?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/01/2018

Personer med borderline har, som det også er tilfældet med personer med andre former for personlighedsforstyrrelser, en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for individet selv og omgivelserne. Der findes mange forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan fx være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt en tomhedsfølelse. (Psykiatrifonden)

Det ser ud som om, den amerikanske præsidents tweets bliver vildere og vildere. Nogle af de seneste har rejst en debat i USA, om Trump har “lost it” (som forfatteren til bogen Fire and Fury har sagt)?, dvs på godt gammelt dansk “gået fra snøvsen”, altså har overskredet grænsen til det psykotiske. Det er bl.a. tweets som nedenstående, der kunne lægge op til det:

trumptweetjan18

Man kan vælge at se det fra den humoristiske side. Og så ligner det jo to umodne drenge, der står og sammenligner: “Min er større end din”.

Man kan også, som Carol Cohn gør i New York Times, underkaste det en feministisk diskursanalyse, og så når hun frem til, at det er en farlig sammenblanding af maskulinitet og missiler:

……with his fragile ego and his particularly obsessive concern with his reputation for manliness — may have brought these dynamics to the surface, but they have been there all along, if in less crude and lurid ways. (“med hans skrøbelige ego og hans specielt tvangsmæssige optagethed af sit omdømme for mandighed – kan disse dynamikker være kommet op på overfladen, men de har været der hele tiden, omend i mindre grove og skumle former”)

Er personligheden “winding down”, altså i en slags frit fald til et oprindeligt infantilt stadium, som iagttagere har været inde på?

Michael Wolff, forfatter til Fire and Fury, beretning fra iagttagelser og interviews i Det hvide Hus, skriver, at præsidenten er at sammenligne med en ni-årig: Det drejer sig om øjeblikkelig tilfredsstillelse (instant gratification). Og hvis det ikke opnås, frustreres man og man skynder sig videre til noget andet, der bedre imødekommer det narcissistiske behov for anerkendelse.  Udenrigsminister Rex Tillerson, der i et udbrud skulle have kaldt præsidenten for a moron (en idiot) afviser dog, at han ligefrem er psykotisk.
En anden hypoteser går på, at de mange besynderligheder, der udfoldes i tweetsene er udtryk for en prøven-grænser-af, altså en slags infantilisme, der dog ikke er det samme som et mentalt sammenbrud eller borderline-adfærd.

Når der spørges til intellektuelle evner til at bestride det krævende job som præsident, henviser præsidenten i en tweet til, at han er et “stabilt geni” (a stable genius). Det er måske igen et forsøg på at være morsom!  Begrundelsen skulle ellers angiveligt være, at han er kommet igennem en collegeuddannelse (i lighed med 30-40 pct af amerikanerne!), og at han har bygget en milliardforretning op!

Det er imidlertid netop denne “business-mind”, og den måde en sådan variant af “business-mind” opererer på, der gør, at man må betvivle evnerne til at udføre et job som USA’s præsident. Kig engang på de to øvrige tweets ovenover. På basis af en total mangel på kendskab til historikken og generel viden om, hvad konflikterne i Palæstina egentlig drejer sig om, konkluderer Trump, at man må tage den amerikanske u-landsbistand af bordet, fordi palæstinenserne angiveligt ikke har kunnet blive trukket til forhandlingsbordet.
Løsning af internationale konflikter sammenlignes med indgåelsen af en forretningsaftale, hvor det forventes, at blot betalingen er stor nok, må en aftale kunne indgås. Der er ingen sans for kompleksiteten i en international konflikt som den, der udfolder sig i Palæstina og Mellemøsten. Med sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har Trump valgt side i den palæstinensisk-israelske konflikt. Og det har gjort det mangefold vanskeligere for USA at indtræde i en neutral mæglerrolle.
Man kan næsten se en bekræftelse på nogle af påstandene i Fire and Fury om, at præsidenten ikke læser ret meget, men får de fleste af sine informationer fra overfladisk TV-kigning på Fox News og andre, endnu mere tvivlsomme informationskanaler.

Derudover må man selvfølgelig sige, at Wolffs beretninger skal underkastes kritisk granskning. Den form for reportager er ofte præget af beretterens forudfattede meninger, og materialet, der bringes videre, vil tilsvarende være bestemt af dette.

Men præsidentens tweets taler unægtelig for sig selv.

En del af Trumps selvros kører omkring de påståede økonomiske resultater. Han skriver bl.a. i en tweet 5.jan. 18:

Dow goes from 18,589 on November 9, 2016, to 25,075 today, for a new all-time Record. Jumped 1000 points in last 5 weeks, Record fastest 1000 point move in history. This is all about the Make America Great Again agenda! Jobs, Jobs, Jobs. Six trillion dollars in value created!

Dow Jones er som bekendt det traditionelt ledende amerikanske aktieindeks (30 af de mest handlede aktier i Wall Street). At det er steget med 6000 mia$, tages som udtryk for jobskabelse og en “værdi”, der er skabt. Det er imidlertid “værdi”, der kan forsvinde fra den ene time til den anden.
Det kan lige så vel være udtryk for en aktieboble, som der går hul på på et tidspunkt – med alvorlige konsekvenser for ikke alene USAs økonomi, men for Verdensøkonomien. Det har ikke meget med Make America Great Again!, men måske snarere Make America economically explosive again! – lidt som i 1929  og september 2008 hvor den varme, tomme luft fra indholdsløse penge var med til at udløse økonomiske kriser.

We want a real leader – 
Not a Creepy Tweeter!

råbte unge demonstranter i gaderne efter Trumps indsættelse som præsident.

Trumps folk har forklaret de mange besynderlige tweets med, at præsidenten ønsker at gå udenom de filtre, der omgiver de traditionelle medier. Han udnytter mulighederne for at kommunikere direkte til det amerikanske folk  –  og resten af Verden, for den sags skyld.

Men indtil videre er denne glimrende mulighed blevet forspildt til fordel for, at man uforvarende er kommet til at udvikle “the best and funniest show in town”. Men det er knap so sjovt, når udløsningsknappen til et evt. atomragnarok skal indgå i et traditionelt macho-sammenligningsspil, hvor Trump kan berolige sig og sine compatriots med, at de sidder øverst på ophobningen af amerikansk teknologisk og økonomisk magt, – og derfor relativt let vil kunne udradere dette “depleted and poor country”, som hans rådgivere åbenbart har belært ham om i et af introkurserne i elementær samfundskundskab i Det hvide Hus.

 

Advertisements

Comments Off on A Borderline Case?

Præsidentiel “stil”

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 29/12/2017

Den ekstraordinære kulde, som det nordøstlige USA oplever disse dage, har fremkaldt nye lyriske udbrud på den presidentielle tweet fra Det hvide Hus:
trumptweet
Som sædvanlig en præsident in poor style.  Han er tilsyneladende uvidende om, at en periode med koldt vejr kan være mulig, selv om der er en global opvarmning i gang. Det sidste vedrører dybereliggende og længerevarende klimatiske ændringer, og det kan ske samtidig med perioder i det daglige vejrlig, hvor det er koldt.
Men det er også tænkeligt, at tweeten mere skal ses som et udslag af den særlige fandenivoldske stil, Donald Trump har gjort til sit adelsmærke: At vise Verden, at han tør udfordre med provokerende bemærkninger – og provokerende politik!

Populister er kendt for at turde kalde en spade for en spade. No nonsense politik for baglandet! Det er realpolitik – og burde som sådan kunne være befriende. Det er imidlertid ikke rart, når det er Verdens dominerende magt, der optræder på den internationale scene på den måde.

Dybere set er det dårlig interessevaretagelse for USA. Og det er langt fra at gøre America Great again! Snarere tværtimod. Amerikansk økonomi forsinkes i den nødvendige omstilling til en mere grøn økonomi. Man holder fast i fossil energi i en blind tro på, at denne energi giver arbejdspladser. Hvad den måske gør på det korte sigt, men ikke på det længere sigt.

Der er en forurettet tone: “Our country, but not other countries, was going to pay TRILLIONS of dollars to protect against”.  Ejendomsspekulanten vil have fuld valuta for pengene. Men det er ikke sådan, internationalt samarbejde virker! Ulande, og de såkaldte emerging economies, har berettigede krav om, at det også er deres tur til at få en industriel udvikling i gang, så de kan komme op på de rige, vestlige landes niveau.

Det er desværre helt i tråd med Trumps politik i øvrigt, f.eks. den nylige anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.
Efterfølgende skal FN straffes med trusler om indeholdelse af amerikansk kontingent, fordi Generalforsamlingen med overvældende flertal tog afstand fra anerkendelsen. Som jo ret beset er imod folkeretten, idet FN med beslutningerne i 1947-48 gav Jerusalem status af international by – med lige ret for palæstinensere og israelere.

“That good old Global Warming”!  –  Med sin latterliggørelse af FNs klimapolitik isolerer USA sig yderligere.

 

 

Comments Off on Præsidentiel “stil”

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Trumps sejrrige skattepolitik

Posted in USA by Gregers Friisberg on 03/12/2017

Trumps skatteforslag er – med forskellige ændringer og varianter – nu vedtaget i Den amerikanske Kongres. Den er vedtaget af Republikanerne i både Senatet (med 51 ctr 49) stemmer og Repræsentanternes Hus (House). Der tilbagestår nu udarbejdelsen af et fælles forslag, der kan sendes til præsidenten til underskrift.

I en analyse af lovgivningsprocessen beskriver bladet The New Yorker det som en “parodi på en lovgivningsproces”. Loven er hastet igennem på få uger og i løbet af den afsluttende nats debat, og med sider i den trykte tekst, hvor der er tilføjet håndskrevne notater, som bl.a. er kommet ind som sidste-øjebliks rettelser, der skal imødekomme nogle republikanske “tvivlere”, ofte af konservativ observans (Steve Daines fra Montana og Ron Johnson fra Wisconsin). Angiveligt for at hjælpe ejere af småvirksomheder, er der tilføjet regler om såkaldt pass-through indkomst. For at undgå dobbeltbeskatning kan overskud i virksomheder overføres direkte til ejerne, hvad der gør det muligt at reducere marginalskatten for disse fra 39,6 pct til under 30 pct. Den rigeste ene procent af skatteyderne, der ifølge bladet modtager over halvdelen af den pass-through indkomst, der genereres i den amerikanske økonomi, er derved blevet begunstiget endnu mere end i de oprindelige skatteforslag. Det gælder bl.a. Donald Trump, der “ejer i dusinvis” af sådanne foretagender.

Senatsplanen beholder de nuværende skattetrin, men nedbringer  nedsætter satserne. Forslaget indebærer, at man går tilbage til de nuværende satser i 2025, idet formålet jo er stimulans til økonomien:

 

Indkomst skattesatser Indkomst niveauer for enlige og par:
Nuværende satser Senatets forslag Enlige Gift-Fælles
10% 10% $0-$9,524 $0-$19,049
15% 12% $9,525-$38,699 $19,050-$77,399
25% 22.5% $38,700-$59,999 $77,400-$119,999
25% – 28% 25% $60,000-$169,999 $120,000-$389,999
33% 32.5% $170,000-$199,999 $390,000-$449,999
33% – 35% 35% $200,000-$499,999 $450,000-$999,999
39.6% 38.5% $500,000+ $1M+

 

Repræsentanternes Hus’ forslag reducerer antallet af skattetrin til fire og sænker 3 satser:

 

Indkomstskattesatser Indkomst niveauer for enlige og par::
Nuværende satser Repræsentanternes Hus’

forslag

Enlige Gift/Fælles
10-15% 12% $0-$44,999 $0-$89,999
25-28% 25% $45,000-$199,999 $90,000-$259,999
28-39.6% 35% $200,000-$499,999 $260,000-$999,999
39.6% 39.6% $500,000+ $1M+
Planen indebærer fjernelse af en række fradrag. Dog opretholdes fradrag for velgørenhed, prioritetsrenter, ejendomsskatter og pensionsindbetalinger.

Selskabsskatten nedsættes fra 35 pct til 20 pct. Det kan lyde dramatisk – og er det forsåvidt også, især med henblik på signalværdien. I forvejen betaler mane virksomheder ikke meget mere end 15 pct i selskabsskat (skat af virksomhedsoverskud), idet afskrivningsregler, fradragsmuligheder og skattetænkning i forvejen giver store muligheder for nedbringelse af de faktiske selskabsskatter.

Det er sandsynligt, at forslagene vil gå igennem med mindre ændringer. Det er en betydelig politisk sejr for Donald Trump. Ovenpå fiaskoen med afvikling af Obamacare får han endelig et betydeligt reformforslag igennem Kongressen.

De sociale virkninger kan blive betydelige. Der gives især lettelser til virksomheder og de velstående. Det vil derfor kunne øge uligheden i det amerikanske samfund betydeligt. Det kan booste privatforbruget. Og det er næppe det, USA har behov for. Der er tværtimod behov for investeringer i Uddannelse, sundhed og infrastruktur, herunder ikke mindst energiomstilling.

De økonomiske virkninger kan blive omfattende, især med hensyn til forøgelse af USA’s i forvejen meget store statsgæld. De optimistiske forventninger til dynamiske effekter i form af øget økonomisk vækst, vil formentlig kun komme til at virke i begrænset omfang. USA ligger i forvejen pt på kapacitetsgrænsen for, hvor meget økonomien kan udvide,  – specielt også p.g.a. Trumps indvandringspolitik (sværere at få udenlandsk arbejdskraft, der kunne udfylde de ledige positioner på arbejdsmarkedet).
Derfor vil den lempede skattepolitik kunne få inflationære virkninger og dermed påvirke konkurrenceevnen negativt. Så måske vil USA’s i forvejen store betalingsbalanceunderskud stige p.g.a. stigende import.

 

Comments Off on Trumps sejrrige skattepolitik

Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/10/2017

Er det virkelig så simpelt, når man skal forklare, hvorfor Kongressen vil bevilge enorme skattelettelser til de rigeste i USA?

Det er i hvert fald, hvad senator Bernie Sanders hævder i en artikel i The Guardian 

Opinionsundersøgelse efter opinionsundersøgelse fortæller os, at det overvældende flertal af amerikanere ikke ønsker, at Kongressen skal beskære Medicare eller Medicaid, og de ønsker ikke at give skattenedsættelser til de rige eller til store virksomheder. ….

Hvorfor kommer med Republikanerne med et sådant absurd budget, som – i næsten enhver henseende  –  er diametralt modsat, hvad det amerikanske folk vil?
    Svaret er ikke svært. Følg pengene. 
    I dag har vi et korrupt valgkampagnefinansieringssystem, som sætter multimillionærer, sammen med nogle af de mest magtfulde topdirektører i USA, i stand til at bidrage med i hundredevis af millioner af dollars til valg af republikanske kandidater, som giver dem mulighed for at få deres synspunkter frem. Derved er den rigeste 1 pct blevet i stand til at sætte det politiske system op, så det favoriserer dem på bekostning af stort set alle andre. Et par eksempler:
    Det republikanske budget (for 2018) vil – hvis vedtaget – give den rigeste familie i USA, Waltonfamilien fra Walmart, en skattenedsættelse på op til 52 mia $ ved at fjerne ejendomsskatten (estate tax) – en skat, der kun gælder for mangemillionærer og milliardærer.  Men hvis du er en ældre medborger på lav indkomst, så vil du og 700.000 andre familier ikke være i stand til at holde varmen til vinter p.g.a. en beskæring på omkring 4 mia $ på varmepengebidraget  (the Low Income Home Energy Assistance Program.).
    ….. Hvis du tilhører den næstrigeste familie i USA, Koch brødrene, så vil du se en skattenedsættelse på op til 33 mia$. Men hvis du omvendt er en studerende fra arbejderklassen, der prøver at finde ud af, hvordan du overhovedet kan få en collegeuddannelse, så vil denne din drøm fordufte sammen med 8 mio andre studerendes drømme, p.g.a. beskæring på mere end 100 mia$ i Pell Grants og andre studiefinansieringsprogrammer.

Man må formode, at Bernie Sanders har ret i denne opgørelse. En amerikansk senator råder over eget sekretariat til fremskaffelse af dokumentation. Og det ville være katastrofalt for ham, hvis han blev taget i at lade sine medarbejdere producere fake news. Man behøver dog ikke gå længere end til en artikel i Forbes Magazine for at finde samme oplysninger.

Hvad er den egentlige forklaring på, at man fremlægger sådanne forslag, som et flertal af befolkningen har udtrykt i meningsmålinger at være klart imod? Der er ikke så lang tid til næste midtvejsvalg i 2018, hvor Repræsentanterne i Repræsentanternes Hus og 1/3 af Senatet er på valg?

Det minder måske lidt om den måde, hvorpå Liberal Alliance, CEPOS og andre økonomiske tænketanke, inklusive nogle officielle økonomiske computersimuleringsprogrammer har villet overbevise den danske befolkning om gavnligheden af topskattelettelser. Det påstås at skabe incitamenter, som øger den økonomiske dynamik, så det vil frembringe en vækst i  BNP, som vil stille alle bedre. Og altså medføre, at skattelettelsen bliver selvfinansierende.

Problemet med denne argumentation er, at den aldrig er blevet overbevisende empirisk dokumenteret.
Tværtimod har økonomer påvist, at der er en klar modtendens: Når folks indkomster stiger, vil de konvertere arbejdstid til fritid, fordi fritid har større “forbrugsværdi” for dem end de materielle goder, der kan erhverves med den kolde indkomstforøgelse. Det er imidlertid argumenter, der meget sjældent trækkes frem i debatten.

Ifølge The National Bureau of Economic Research (NBER) tyder data, de (Romer and Romer) har undersøgt (for mellemkrigsperioden), på, at virkningen af en nedsættelse af marginalskatterne på 1 pct er en 0,2 pct forøgelse i den skattepligtige indkomst i en senere periode.
Den beskrives som signifikant, men af begrænset størrelse. Den ligger lidt under, hvad undersøgelser for perioden efter II. Verdenskrig skulle vise: “Denne elasticitet er lavere, end hvad de fleste sammenlignelige studier, der bruger efterkrigsdata, finder, specielt for højere indkomster.”

De langsigtede effekter ses også som værende begrænsede. Hertil kommer, at dataene for mellemkrigsperioden ses som målt mere præcist, fordi der i denne periode var større svingninger i marginalskattesatserne.

C. Romer skriver i artikel i The New York Times (Wishful Thinking about Tax Rates):

I det mindste siden Calvin Coolidge har politikere udbasuneret udbudssideeffekterne af at beskære marginalindkomstskattesatserne. Lavere satser vil udløse økonomisk vækst, og nedsættelser vil i det store hele blive selvfinansierende – eller sådan hævdes det ofte. Imidlertid viser omhyggelige studier, at der er ringe evidens for sådanne effekter. Måske er det på tide at basere reformer af skattepolitikken på kendsgerninger, ikke udtjente antagelser.”

Det meste af den incitamentøkonomiske argumentation for de dynamiske effekter af lettelser af den marginale indkomstskat har altså ringe empirisk belæg.
Forbes.com skriver om forslagene til skattelettelser: Corporations, business owners and the 1% are the big winners.  Det kan lede i retning af en bekræftelse af Sanders’ politiske analyse: “The political system is rigged“!

 

Comments Off on Følg pengene? – Bliver USA rigere af skattenedsættelser?

Bipartisan President?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 17/09/2017

Trumturn_Borowitz
The New Yorker vælger at se det fra den humoristiske side. Nu kan Demokraterne samarbejde med Trump om impeachment (rigsretssag) af præsidenten!

“Bipartisan” betyder lidt løst oversat “topartisk”. Det bruges om politikere i et topartisystem, der arbejder til begge sider i det politiske spektrum. Det er tidligere set i amerikansk politik, f.eks. under demokraten Lyndon Johnson i 1960’erne, hvor republikanere i Kongressen støttede dele af Johnsons lovgivning. Og man så det under præsident Reagan i 80’erne, hvor demokrater i nogle sager arbejdede sammen med den republikanske præsident.

Måske derfor kommer det som lidt af en overraskelse, at man nu ser præsident Donald Trump benytte sig af demokratiske mindretal i Kongressen for at få lovgivning igennem, første gang for nogle uger siden, da man fik forlænget det føderale gældsloft, og i sidste uge, hvor et politisk forlig blev strikket sammen med Demokraterne om hjælpe de 800.000 udokumenterede indvandrerbørn og -unge (“DACA”), der kom ind i USA med deres forældre, da de var små børn.

Det, der forbløffer er måske også, at specielt Donald Trump udviser sådan en pragmatisme, at sagen nu pludselig står over ideologien og “partitilhørsforholdet”. Men der er her tale om en præsident, der efterhånden har behov for at vise resultater. Og han har formentlig lyst til at sige “tak for sidst” til sit “eget parti” for den kranke skæbne, som “repeal Obamacare” fik, da dette lovforslag blev fældet på et par stemmer, bl.a. John McCains, hvorefter Obamacare sejler videre og står overfor at skulle hjælpes videre via indgreb i forsikringsmarkedet.

Det skorter i pressen ikke imod advarsler imod de to minoritetsledere i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, Schumer og Pelosi. Trump beskrives som Mercurial (letbevægelig og omskiftelig).  Så efter at have siddet til højenbords med Trump og nippet til rødvin og hvidvin, kan de snart blive udsat for en kold skulder, som mange har oplevet det.
Og Trump selv risikerer at støde sit hvidt-nationalistiske nationalkonservative bagland fra sig. Og står han så helt uden venner? Det får tiden vise. Det kommer nok også til at afhænge af, hvordan den amerikanske offentlighed reagerer. Måske har populisten Trump kunnet lodde stemningerne iblandt vælgerne – eller dele af dem. De vil se resultater af den siddende præsident.

Alt i alt er det dog en noget tynd form for bipartisanship, der måske mest af alt er udtryk for, at Trump vil give et signal til “partikammeraterne” om, at de ikke skal tage ham for givet.
At forlænge et gældsloft er ikke store resultater, når man tænker på, at Republikanerne har sat sig på både præsidentposten og flertallet i begge Kongressens kamre. Der var i valgkampen lagt op til sundhedsreform, en stor skattereform og store investeringer i infrastruktur. Det er ikke foreløbig blevet til noget I stedet har man barslet med et par små mus og lavet ødelæggende besparelsestiltag over for føderale udgiftsprogrammer, samt reduceret USA’s magt i Verden igennem en dårligt udtænkt og gennemført “America First” politik, hvor man f.eks. trækker USA ud af TPP og overlader initiativet på dette område til Kina, og spillet med Nordkorea om Nukes og missiler har udviklet sig til musens leg med elefanten, i stedet for det omvendte.

Comments Off on Bipartisan President?

Steve Bannons projekt

Posted in Global økonomi, Kina, USA by Gregers Friisberg on 15/09/2017

Hvad har Steve Bannon, den tidligere mørkets fyrste/chefrådgiver i Det hvide Hus, egentlig gang i? Og hvor meget nyder han stadig opbakning fra Mr. Trump himself?

Et af Donald Trumps store udenrigspolitiske projekter var fra starten af præsidentvalgkampen og præsidentperioden forholdet til Kina. Under præsidentvalgkampen beskyldte han Kina for at være valutamanipulator.

Kina holdt altså angiveligt kunstigt en lav kurs på yuan/renminbi for at kunne sælge eksportvarer billigere, bl.a. til USA. Det skulle angiveligt være forklaringen på det store amerikanske handelsunderskud (amerikansk import større end amerikansk eksport til Kina) i samhandelen med Kina. Trump truede med ensidige forhøjelser af told på kinesiske varer og tjenester (helt op til 45 pct), hvis Kina ikke rettede ind og gjorde noget ved problemet.

Det kunne på overfladen se ud til at være ligetil at ordne denne sag. Det viste sig imidlertid at blive vanskeligt. Kina ville ikke uden videre acceptere præmissen, at de manipulerede med valutaen. Uafhængige økonomiske eksperter har betvivlet, at Kina bevidst manipulerer med valutaen, i hvert fald hvis man ser på de seneste år, hvor den kinesiske valuta øgede sin værdi. Og hvis de gør det, kan det måske snarere være i modsat retning, altså i retning ad revaluering.

Trumps USA har imidlertid også andre bekymringer end valutaen.

I september 2017 var Trumps fratrådte chefrådgiver Stephen Bannon i Hong Kong, hvor han holdt oplæg om USA’s forhold til Kina.
Det var en forløber for Trumps senere statsbesøg i landet i november 2017. Bannons besøg har formodentlig været et signal til den kinesiske ledelse om, at USA ønsker Kina som medspiller i denne – og andre sager, f.eks. Nordkoreas missilaffyringer – og hvis ikke Kina vil det, kan det blive ubehageligt.

Under besøget advarer Bannon om, at USA specielt ser med alvor på teknologioverførslen fra USA til Kina, når der handles og – ikke mindst – investeres. Når kinesiske virksomheder køber amerikanske virksomheder – eller bare investerer ved at købe aktier i dem – kan der ske en teknologioverførsel, når kineserne herved får indsigt i den amerikanske teknologi. Amerikanerne er bange for, at deres teknologiførerskab sættes over styr, hvorved USA’s supermagtsstatus kan gå tabt.

Figur  : Udviklingen i vekselkursforholdet renminbi/dollar

chinUSexchangerate
Kilde: St.Louis Fed.

Som man kan se af diagrammet ovenover, er der faktisk sket en revaluering af den kinesiske valuta, renminbien, i det lange forløb fra 2004 – 17. Interessant er det at se, at der siden Trumps tiltræden som præsident er sket en revaluering, der dog nok snarere er en spejling af dollarens devaluering. Det interessante er, at den kinesiske valuta ikke har fulgt dollaren hele vejen, – ikke engang halvdelen af vejen i denne depreciering af $.

Tabel   : US/Kina balance i handelen med varer 2017
chinustradebalance
Kilde: Census.gov.

Den kinesisk-amerikanske handelsbalance har i de seneste år svinget i et plus i kinesisk favør på over 300 mia$. Det ser ikke ud til at devalueringen af dollar det seneste halve år har påvirket dette særlig meget – om overhovedet. Men man mangler tallene fra tjenestebalancen, hvor USA har et overskud, dog ikke nær så stort som varehandelsbalancen. En del af det skyldes amerikanske multinationale koncerners investeringer og interne handel.

Det er for snævert kun at se på én bilateral handelsrelation. Kina har formindsket overskud i forhold til andre lande, og i forhold til nogle af disse har USA forbedret balancen. Steve Bannon og Trump har ikke haft særlig godt øje for disse multilaterale totale balancer, hvor også servicehandel inddrages. Deres kommunikation omkring problemerne kommer derved til at antage for meget karakter af China-bashing, hvad der ikke er fremmende for gode relationer imellem de to stormagter. For Trump er det svært at styre sig, når man skal realisere løfterne i den populistiske politik, man gik til valg på.

 

 

Comments Off on Steve Bannons projekt

Obamacare og det dysfunktionelle politiske system i USA

Posted in USA by Gregers Friisberg on 19/07/2017

Så skete det, alle havde frygtet, men som de fleste nok havde regnet med: Det lykkedes ikke at få en repeal and replace (nedstem og erstat med noget nyt) lovgivning om Affordable Care Act (Obamacare) igennem Kongressen, og det skønt Republikanerne sidder på både præsidentmagt, et flertal (240 ud af 435) i Repræsentanternes Hus og et flertal (52 ud af 100) i Senatet. Enkelte af senatorerne holdt fast i deres afvisning af en lovgivning, der ville have ført til, at formentlig over 20 millioner amerikanere ville miste deres sundhedsforsikring.

I stedet forsøger man at lave en repeal – no replace lovgivning om sundhed, så Obamacare altså forkastes, men uden der er vedtaget en omfattende reform. I stedet skal man så lade systemet køre videre i en eller anden form op til to år, mens man forsøger at blive enige om en erstatning. Men denne strategi kan man heller ikke enes om.

Hvorfor er sundhed så dyr i USA (17-18 pct af BNP), selv om det, man får, er meget ringere end i mange andre lande, hvor sundhedsektoren kun udgør 8 – 11 pct af BNP, f.eks. de nordiske lande og Storbritannien (National Health Service)?

Det korte svar er, at USA er fanget i landets egne ideologiske forestillinger om, hvordan mixet af offentlig service og marked bedst udformes. Man er havnet i en situation med monopoler i sundhedssektoren, som tager sig for rigeligt betalt for deres ydelser.

sundhedssystemer

Det er lidt enkelt sagt et organisationsproblem, hvor man ikke har formået at styre fri af monopoliserede sektorer, jvf figuren ovenover. 4 søjler står, forenklet set,  for organiseringen af udbuddet af sundhedsydelser: 1 Læger, 2 Hospitaler, 3 medicinal og medico-industrien og forsikringssektoren, som spiller en meget stor rolle i USA, – en mindre rolle i de nordiske lande, hvor man har et statsligt system til finansiering over skatterne.

problemet for amerikanerne er, at der har udviklet sig alt for stærke monopoler i disse fire søjler, monopoler man ikke har kunnet tøjle. Der foregår en monopolprisdannelse. Et monopol er en enesælger af en vare og kan derfor sikre sig en høj pris.

Det kendes også – og er også et problem – i den nordiske sundhedsmodel. Tænk blot på Novos faktiske monopol i diabetesbehandling, og som man kan se af størrelsen af denne virksomheds overskud, tager man sig godt  betalt for ydelserne, men der er næppe nogen steder sådanne virksomheder tjener så godt, som netop i USA. Når man i de nordiske lande har haft en vis succes m.h.t. at kontrollere omkostningerne, er det fordi, monopolerne her står over for en anden monopolist, nemlig staten, der bestemmer på finansierings- og indkøbssiden.
På indkøbssiden kalder man et sådant indkøbssystem for et monopson (enekøber). Det er fraværende i USA, hvor det ovenikøbet er blevet en del af den politiske korrekthed, at man slet ikke må diskutere det ideologiske indhold i forestillingen om markedets uovertruffenhed som problemløser. Markedsdiskursen er blevet en hegemon diskurs, som er uden for diskussion. Ingen må sætte spørgsmålstegn ved speciallægers løn. Ingen må debattere, om det er fint, at hospitaler eller medicofirmaer kan opnå store monopolprofitter. De er jo kommet via markedet, og markedet er ufejlbarligt.

Både Clinton og Obama led skibbrud i deres forsøg på at reformere systemet. Det lykkedes dog sidstnævnte at komme igennem med den amputerede Affordable Care Act, som sikrede sundhed for millioner af fattige amerikanere ved, at der skete en udvidelse af Medicaid og dannelse af et forsikringsmarked med støtte, dels igennem forsikringsordninger med solidariske elementer og igennem offentlig støtte.  Det krævede en marginal fordyrelse af de rige amerikaneres forsikringer og skatter, og det er denne marginale fordyrelse, som en stor del af debatten blandt republikanerne har drejet sig om og grunden til, at Obamacare er blevet lagt for had. Når hele processen kommer til give problemer for Republikanerne, skyldes det et skifte i den offentlige opinion. Hvor den ideologiske offensiv fra højrefløjen imod Obamacare tidligere nød udbredt offentlig støtte, så er en del af den amerikanske opinion vendt, så amerikanere over en bred front nu ser med bekymring på, hvad der vil ske, hvis Obamacare kommer ud i et endeligt forlis.

 

 

Comments Off on Obamacare og det dysfunktionelle politiske system i USA

G20 i konfrontationens tegn

Posted in EU, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 08/07/2017

G20 mødet i juli 2017 var præget af konfrontationer. Først og fremmest en konfrontation mellem frihandelstilhængere repræsenteret ved Tyskland/EU og Kina på den ene side og nyprotektionister repræsenteret ved Trump/Putin på den anden side. Hertil kom USA’s meddelelse om at ville trække sig fra Paris-aftalen om klima.

Over 50.000 demonstranter har vist deres utilfredshed med den manglende demokratiske jordforbindelse i topledernes aftaler, men der er også en mere generel utilfredshed med, at dette globale forum viser en forbløffende mangel på evne til at adressere de virkelige problemer, Verden står overfor: Klimaproblemet, terrorproblemer og flygtningekrisen, der hænger sammen med de fortsatte økonomiske fattigdoms- problemer i dele af verden.

G20 blev dannet i forlængelse af finanskrisen i 2008. Man erkendte, at G7 ikke var tilstrækkelig længere, når Verden nu består af flere betydelige økonomier, herunder Kina, Indien, Rusland og Brazilien (BRIK) end den mere snævre klub af G7. Men G20 er aldrig blevet noget effektivt beslutningstagende forum. Dertil er forskellene imellem landenes interesser for store, og de formelle muligheder for at tage bindende beslutninger for begrænsede. Men det rører ikke ved, at der kan sendes signaler ud om, hvad der rører sig i toppen af den internationale elite. Og det kan være vigtigt nok.

Paradoksalt nok er dette G20 under tysk ledelse præget af en slags EU-revival.        Opinionsundersøgelser i EU-landene viser en øget opbakning bag det europæiske projekt, – ikke mindst blandt de unge.
Paradoksalt, fordi man befinder sig midt i Brexit-problematikken, der fører til britisk udmelding. Men det er måske netop det, der kan danne baggrund for, at de, der er tilbage, samler sig om de ting, der forener, – snarere end det, der skiller. – Og det, der skiller, kan være tungt nok. Det er ikke mindst fremgangen for den populistiske nationalkonservatisme, symboliseret ved Donald Trump og Vladimir Putin, som kan true den globale økonomiske frihandelsorden, andre gerne ser fremmet – ikke mindst Angela Merkel og den kinesiske leder Xi Jinping.

Op til mødet er det lykkedes EU at få vedtaget en frihandelsaftale med Japan. Det vil lægge pres på Donald Trump, der ikke kan fremvise lignende resultater for sin insulære America First politik.

Tyskerne vil få svært ved at få en nogenlunde enig og sammenhængende resolution ud af mødet, men kan trøste sig med, at ikke ret mange gider læse den slags tekster. Mere afgørende kan det blive, at Angela Merkel – og måske Xi Jin Ping, kan stå sammen om at vise en fortsat globaliseringsdagsorden frem for Verden. Den er blevet forberedt af kineserne igennem det berømte Pandadiplomati.

Figur  1  : Fortsatte globale økonomiske ubalancer international investeringsposition (tilgodehavender/gæld) i pct af BNP og betalingsbalanceuligevægte i pct af BNP.

g20tal
Kilde: IMF.org. Row deficit: Rest of World deficit (underskud) og surplus (overskud). Oil: Olieeksporterende lande.

Verdensøkonomien er stadig præget af de “klassiske” uligevægte. Der er overskudslande som Tyskland, Japan og Kina, der genererer store eksportoverskud og får flere tilgodehavender end gæld i kapitalbalancerne (venstre side).

Det er alvorlige problemer, som giver gnidninger – og har gjort det i mange år. Det nye er, at USA nu har fået en præsident, der ser dette som et af hovedproblemerne. Måden, han forsøger at tackle det på, har dog indtil videre ikke vist sig at være særlig konstruktiv. Tværtimod er det den “nye duo” af Tyskland og Kina, der høster image-points på fortsat at ville holde Verden åben for frihandel og globalisering, som står med palmerne.
Xi Jin Ping pointerede dette allerede ved sin tale på World Economic Forum i januar. Angela Merkels bemærkninger om, at Europa ikke er en peninsular udvækst på Asien lader antyde, at der er  – om ikke en rivalisering for globalt lederskab mellem de to globalister, så et klart tysk ønske om at markere interesseskellene, og de er fra tysk side i høj grad økonomiske:

Beijing views Europe as an Asian peninsula. We see it differently,” ….. “Nevertheless, it is a fact that parts of German industry are dependent on China. So we need to deal with China’s demands in a way that brings harmony and advantages for both sides.” (Reuters) .

Merkel har reageret på Trumps nationalistiske America First politik ved at tage den europæiske lederkappe på. Det er sket med udtalelser om, at hvis amerikanerne ikke længere vil prioritere NATO og det atlantiske samarbejde højt, så må europæerne tage skæbnen i egne hænder.

Det er en forståelig reaktion, men det klinger lidt hult så længe, det er Tyskland, der især høster fordele af den austerity  (besparelses-) politik (f.eks. finanspagten), som landet har påtvunget en stor del af det øvrige EU.

Det tyske omverdensrov

Det britiske ugemagasin The Economist har i den sammenhæng nogle instruktive økonomiske statistikker: Et betalingsbalanceoverskud på over 8 pct af BNP.

Figur 2: Tysklands betalingsbalances løbende poster i pct af BNP

g20tal2
Kilde: The Economist.

En arbejdsløshed, der er gået ned under 4 pct af arbejdsstyrken og endelig en voksende positiv balance på de offentlige budgetter (hvad der kun er meget få lande forundt), – og endelig en industribeskæftigelse på knap 20 pct af den erhvervsaktive befolkning, hvad der er næsten det dobbelte af tallene for Storbritannien og USA.  Tyskland har undgået outsourcings- og afindustrialiseringsspøgelset, der eller hjemsøger betydelige dele af Vesteuropa og Nordamerika, og som giver røstelser i det politiske system, når vælgerbefolkningerne samler sig om populistiske politikere, der vil rette op på det.
På dette punkt har den tyske politik været temmelig usolidarisk med det øvrige Europa. Store overskud svarer jo til underskud andre steder. Det er udtryk for, at Tyskland sparer for meget op i forhold til andre lande.

Den stærke eksportsektor er næsten “en historisk arv” for landet, jvf figur 2. Undtagelserne kan forklares som – netop undtagelser.
Det var den tyske genforening i 1990, der pressede lønniveauet op i det samlede Tyskland, fordi en valutaunion i øst og vest blev indført alt for hurtigt med en 1:1 ombytning de to valutaer imellem. Og den førte til store udpumpninger fra den tyske statskasse til genopbygningen af det tidligere DDR. Samtidig skete der en devaluering af andre valutaer i – og udenfor – det europæiske valutasamarbejde, EMS’en. Da disse problemer var overvundet gik det kun fremad med tysk  konkurrenceevne og eksportoffensiv på eksportmarkederne, så den tyske økonomi med Verdens største betalingsbalanceoverskud nu er en trusset for Verdensøkonomien p.g.a. de ubalancer, det skaber. På dette punkt kan man give Trump-administrationen i Washington ret. Men den amerikanske præsident har i øvrigt en alt for naiv opfattelse af handelsproblemerne. Det er ikke en two-way street, der kan klares med bilaterale aftaler. Det er et kompliceret mønster af handelsforbindelser, som store dele af amerikansk erhvervsliv også drager fordel af.

Det, der imidlertid er interessant, er, at der er en udvikling på vej, som på sigt kan reducere problemet med det tyske omverdensrov, i hvert fald i en EU-sammenhæng, jvf figur 3.

Figur 3: Betalingsbalanceunderskud i pct af BNP i euro-zonen. Tyskland og USA.

g20tal3
Kilde: OECD.

Euro-zonen er som samlet økonomisk blok ved at oparbejde et stort eksportoverskud. Målt i absolutte tal er det større end det tyske alene.

Det er ikke bare det tyske overskud, der trækker euro-zonen som helhed op. Adskillige lande har i de senere år forbedret de udenrigsøkonomiske balancer, f.eks. også store økonomier som Italien og Spanien.

Figur 4: Betalingsbalancer i pct af BNP i traditionelle overskudslande og Italien, Spanien og Grækenland
g20tal4
I den forstand er euro-området i gang med at udvikle sig til – om ikke et optimalt valutaområde – så dog et område, der er betydelig mere økonomisk integreret end tidligere. Det kan give mere lovende udsigter for EU m.h.t. at få integrationen til at virke i højere grad til alle landes gavn.
Det er sket igennem en hård proces, der går under betegnelsen “intern devaluering”, dvs man forbedrer konkurrenceevne over flere år igennem en hård nedskæringspolitik og lønreduktion. Det forbedrer lønkonkurrenceevne, men ikke i særlig grad konkurrenceevne igennem højere kvalitet og mere teknologiindhold i varerne. Det øger uligheder, både internt i landene og imellem overskudslande og de traditionelle underskudslande i Sydeuropa.

I forhold til snakken om Angela Merkel som den liberale Verdens og den åbne globaliserings leder, kan man sige, at Tyskland i lyset af disse handelstal spiller sin rolle dårligt. Man beviser jo, at den åbne globalisering ikke er en win-win for alle. Det har ikke engang været en win-win for EU, fordi Tyskland med sin austerity politik har vundet fordele på Sydeuropas bekostning og samtidig har vist manglende vilje til at reformere EU, så handels- og budgetoverskud kunne blive lige så “strafbart” som underskud.

Tyskland har, den stærke økonomi til trods, ikke volumen til at være leder, højst moralsk, hvad der da imidlertid slet heller ligger det kristeligt-konservative CDU fjernt.

Samtidig ser det ud til, at USA har udspillet sin rolle som Verdens leder. Det er i hvert fald en konklusion, som The New York Times er nået frem til:

What recent events have underscored, though — and especially at the G-20 — is that no nation is today large or powerful enough to impose rules on everyone else. In advancing his views, Mr. Trump has alienated allies and made the United States seem like its own private island.

Hvad der må stå klart for alle efter dette G20 topmøde er, at mødet er en milepæl, der viser, at Verden har ændret sig nu. Det er ikke længere en unipolær Verden. Det er heller ikke en bipolær, selv om Putins og Trumps tête-a-tête i over to timer (mens de andre talte om klimapolitik) måske kunne være ment som en antydning af det. Men hvor USA som sin egen “private island” er begyndt at punche under sin vægt, må man nok sige, at Putins Rusland puncher vildt over sin vægt. Ligesom Tyskland i øvrigt gør det med udgangspunkt i det austerity prægede tyske Europa.
Er det da en verden, der må beskrives som multipolær? Det er næppe heller en relevant kategorisering, da enkelte af de store magter er langt større og vægtigere end de andre. Hertil kommer, at magt kan være mange ting. Det er meget andet end BNP og militær styrke.

Ved et G20 møde kommer de andre aspekter i spil. Og det er netop det, der giver muligheder for udøvelse af  “blød” magt som EU, der som bekendt er EU’s specialitet.

G20-mødet i Hamburg vil måske især blive husket for, at det var ved dette møde, præsident Donald Trump forsøgte at realisere et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen, nemlig at nedtone den grønne omstilling af energipolitikken ved bl.a. at trække USA ud af Paris-aftalen om global opvarmning og klimaet. Det var med følgende ordlyd i sluterklæringen fra mødet:

…..24. We take note of the decision of the United States of America to withdraw from the
Paris Agreement. The United States of America announced it will immediately cease
the implementation of its current nationally-determined contribution ………
25. The Leaders of the other G20 members state that the Paris Agreement is
irreversible. We reiterate the importance of fulfilling the UNFCCC commitment by
developed countries in providing means of implementation including financial
resources to assist developing countries…….

Trump trak ved senere interviews lidt i land i forhold til denne holdning, idet han lagde op til en mere pragmatisk amerikansk tilgang med erklæringer som “We’ll see…”.

2017_G20_Hamburg_summit_leaders_group_photo

Den amerikanske isolation viser sig næsten i symbolsk form i gruppebilledet fra mødet. At være isoleret er formentlig ikke noget, der generer Trump særlig meget, men det kan genere USA’s interesser i at gøre sig gældende i Verden. Billedet viser – uden at man naturligvis skal gøre for meget ud af en sådan opstilling – en Verden, hvor EU og Kina – sammen med pragmatisk-moderate stormagter som Japan og Indien er ved at placere sig i centrum, – og USA anbringer sig en selvvalgt isolation.
Oppe mod venstre ser man Christine Lagarde, repræsentanten for Den internationale Valutafond, en institution, der har spillet en stigende rolle de senere år m.h.t. økonomisk governance.

Trumps ageren under mødet har formentlig en indenrigspolitisk baggrund. Det er en relativt gratis omgang at markere sig til fordel for de fossile brændslers økonomi og derved imødekomme dele af det bagland i stater som Kentucky, West-Virginia og Midtvesten, der var med til at sikre ham magten ved præsidentvalget. Der kom følgende ord med i sluterklæringen om USA’s globale energipolitiske rolle:

The United States of America states it will endeavour to work closely with other countries to help them access and use fossil fuels more cleanly and efficiently and help deploy renewable and other clean energy sources, given the importance of energy access and security in their nationally determined contributions.
Vedvarende energi skal efter denne formulering ses i lyset af adgang til energi og national sikkerhed. Men det afgørende har været at få lavet en symbolpolitisk viften med flaget i forhold til baglandet i indenrigspolitikken.

 

Comments Off on G20 i konfrontationens tegn

Affordable Care Act

Posted in USA by Gregers Friisberg on 23/06/2017

Overskriften lyder som noget, George Orwel kunne have satiriseret over. Det er det, der i daglig tale går under betegnelsen “Obamacare” efter den tidligere præsident, der så at sige stod fadder til sundhedssystemet, selv om det fik meget kraftige republikanske fingeraftryk i forsøgene på at få den komplekse lovgivning igennem Kongressen.

Nu ser det ud til, at det republikanske flertal i Kongressen er ved at nå til vejs end med deres “repeal” (tilbagetrækning) af Obamacare og dens erstatning af en ny ordning, som skulle forbedre sundhedssystemet i USA.

Torsdag den 21.6. fremlagdes loven for Senatet. Repræsentanternes Hus har allerede vedtaget deres version.

Under præsidentvalgkampen var Obamacare et af de største hadeobjekter for republikanerne. Med det forslag, der nu fremlægges – og måske kan vedtages – ser det ud til, at man skyder sig selv i foden i forhold til dele af de vælgergrupper i arbejderklassen, der stemte på Donald Trump ved præsidentvalget.

Barack Obama, der ellers har forholdt sig ret tavs siden valget, tager i et indlæg på sin facebookside bladet fra munden:

The Senate bill, unveiled today, is not a health care bill. It’s a massive transfer of wealth from middle-class and poor families to the richest people in America. It hands enormous tax cuts to the rich and to the drug and insurance industries, paid for by cutting health care for everybody else. Those with private insurance will experience higher premiums and higher deductibles, with lower tax credits to help working families cover the costs, even as their plans might no longer cover pregnancy, mental health care, or expensive prescriptions. Discrimination based on pre-existing conditions could become the norm again. Millions of families will lose coverage entirely.

Simply put, if there’s a chance you might get sick, get old, or start a family – this bill will do you harm.

Knap halvdelen af amerikanerne får deres sundhedsforsikring via en arbejdsgiver. Godt en tredjedel af befolkningen, de fattige og de ældre, får sundhedsdækning via Medicaid og Medicare. Og endelig får 9 pct dækning via sundhedsforsikringer, de køber på markeder etableret via Obamacare.

Republikanernes lovgivning forbedrer skattefradragsmuligheder for de velhavende, begunstiger forsikringsselskaberne og forringer ordningerne for de fattige. Det skønnes, at op imod 20 mio amerikanere har fået sundhedsforsikring via The affordable Care Act. Ordningerne for disse forringes, og mange vil opgive at være med.

Onlinemediet Politico.com har lave følgende oversigt over, hvordan den foreslåede lovgivning vil virke:

What the Senate health care bill does to Obamacare:

Individual mandate eliminated
Cost-sharing subsidies eliminated
Planned Parenthood funding eliminated
Pre-existing conditions changed
Medicaid expansion changed
Traditional Medicaid changed
Insurance subsidies changed
Opioid funding changed
 Den individuelle forpligtelse (individual mandate) i Obamacare fastsatte en pligt for alle til at have en forsikring. Hvis ikke, ville man skulle betale med en straf/bøde (penalty). Det slipper man for efter lovforslaget. Det kan lyde som en foræring i frihedens ånd at blive stillet fri på denne måde, men konsekvensen vil blive en afgang i store tal fra ordningen.
Cost-sharing indebærer offentlig støtte til forsikringsselskaber, der skal dække regninger for folk med lavere indkomster, som er forsikret efter ordningen. Efter en overgangsperiode på to år falder støtten væk.
Planned parenthood er hjælp til fødende kvinder og unge familier.
Når man går rækken ned er der tale om forskellige former for forringelser af Obamacare.
Ikke underligt, at Obama er stærkt kritisk over at se det, der måske skulle have været hans største politiske eftermæle blive demonteret på denne måde.
    Trump har udtrykt støtte til at få loven igennem. Således i en tweet efter lovforslagets fremlæggelse for Senatet:
I am very supportive of the Senate #HealthcareBill. Look forward to making it really special! Remember, ObamaCare is dead.
Det kan ende med ham selv som Dead Man Walking i amerikansk politik. Det vil jo, som sagt, kunne udvikle sig til lidt af et selvmål i forhold til nogle af de vælgere, der stemte på ham.
USA bruger mere på sundhed end noget andet rigt land. Ifølge OECD 17 pct af BNP. Og alligevel har man på nogle punkter sundhedsindikatorer, der placerer landet på linje med lande, der nærmest har u-landsstatus.
Det viser, at det ikke altid er korrekt, at produktion i offentligt regi betalt via skatter er dyrere end det, de private markeder kan præstere.
Hvad er årsagerne til det dyre amerikanske sundhedssystem.
Topcheferne (CEO) inden for sundhedssektoren er de højst lønnede i amerikansk erhvervsliv, med gennemsnitlige lønpakker på 37 mio$. De mange tvister om forsikringsordningerne har ført til en hær af vellønnede advokater. Hertil kommer mange andre faktorer.

 

Comments Off on Affordable Care Act