Gregers Friisberg

Vil Trump købe Grønland?

Posted in Racisme, USA by Gregers Friisberg on 16/08/2019

Den britiske avis The  Guardian lancerer historien om, at Trump har sonderet planer om at købe Grønland. Bladet har “nyheden” fra det amerikanske finansblad Wall Street Journal. Trump skulle angiveligt have spurgt sine rådgivere om, hvad man mente om den idè, men, som avisen skriver, “med varierende grader af alvor”.

Det er typisk for Trumps måde at kommunikere på. Først som en joke, eller fjern mulighed, senere med en vis interesse. Og måske går han endelig med alvor ind i sagen.

Som avisen også skriver, så har Danmark jo tidligere solgt land til USA, nemlig De vestindiske Øer i 1917. Så hvorfor ikke også Grønland? Med et personale på over 600 i det øverste nordvestlige hjørne af øen og med Grønland som en vigtig del af det amerikanske radar-overvågningssystem, vil det være en lækkerbidsken at eje.
Om det så er Trump personligt, eller USA, der skal eje øen, kan være ligegyldigt. Det vil under alle omstændigheder medvirke til at Make America Great Again (And Keep America Great).

Der er dog et enkelt lille problem, der skal løses, inden man kan begynde at opføre Trump Towers i de grønlandske bygder: Danmark skal spørges, skriver avisen. –  Hvad med grønlænderne?
Det sidste nævner avisen ikke noget om. Har man “colonial lmindsets”, både i Washington og i The Guardians redaktionslokaler.

Det er ikke klart, hvad Danmark mener om sagen“, skriver Guardian. Man har spurgt ambassaden i Washington, men har ikke fået noget øjeblikkeligt svar. Om det så er udtryk for diplomatisk finfølelse, eller afventning af svar på en forespørgsel, er uvist.

Helt uden for nummer, må man nok tilføje, at i den verden, vi nu lever i, er selv megastore colonial mindsets ikke stærke nok til at kunne tvinge en pekuniær løsning igennem.
Der er næppe nogen pekuniær løsning – selv om det givetvis ville kunne blive en overordentlig lukrativ investering.
Der er gået storpolitik i det grønlandske problem. Man ville stå med store forklaringsproblemer over for andre interessentmagter i Arktisk Råd.

Men ideen om forgyldte Trumptowers i egen baghave, må da kunne appellere til danskerne. Under alle omstændigheder må denne lille business da kunne vendes med Trump den 2.-3. september.  Som Trump skulle have sagt, da han rejste sagen: “What do you guys think about that“?

trumpGreenland
(Common Dreams)

Advertisements

Comments Off on Vil Trump købe Grønland?

Rammes Danmark af Trumps “valutavrede” 2.-3. september?

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 12/08/2019

Cheføkonom Steen Bocian diskuterer ovenstående spørgsmål i Børsen den 12.8.? Anledningen er præsidentens besøg i Danmark i starten af september, og Bocian mener, at det muligvis kan blive aktuelt, fordi Danmark er et af de lande, der har størst handelsoverskud over for USA. Han mener dog ikke, at der er overhængende fare for, at Danmark vil blive kaldt “valutamanipulator”, som Kina er blevet det, da den danske valutafastsættelse som bekendt sker ved, at kronens kurs ligger fast i forhold til euroen.

Det er naturligvis korrekt. Men Bocian tager ikke i betragtning, at det, der har Trumps hovedinteresse næppe er det danske handelsforhold, men snarere forholdet til hovedvalutaerne yuan og euro og det økonomiske samkvem mellem disse store blokke. Samlet set er der et stort amerikansk handelsunderskud over for EU:

useutrade19
Kilde: Congressional Research service. Goods: Varer. Services: Tjenesteydelser. Det amerikanske underskud i handelen med varer over for EU var 169 mia$ i 2018. Tjenestehandelen har nok rettet lidt op på det, da USA har ret stor konkurrenceevne inden for IT og tjenesteydelser.

 

Der er et stort – og tilsyneladende – voksende handelsunderskud. Det er dog af begrænset størrelse i forhold til det underskud, USA har over for Kina:

uschtrade19
Kilde: BBC News. Trade deficit: Handelsunderskud.

 

Trump glemmer som regel at fortælle, at store amerikanske virksomheder har mange fordele af denne samhandel. Det samme har amerikanske forbrugere, da det sikrer dem billige forbrugsvarer (ofte via indkøb i de kæmpemæssige Walmartmarkeder). Trumps meget aggressive handelspolitik kan da let gå hen og blive et skud i foden, der kan forhindre hans genvalg til præsident i 2020.

Når det gælder EU, er det især den tyske bilindustri, Trump har i kikkerten. Ellers er det især den enorme danske pilleeksport til den amerikanske sundhedssektor, der kommer i skudlinjen, men her især m.h.t. priserne på medicin – mere end handelsmæssig uligevægt.

Men har der været tale om “valutamanipulation”, der kunne gøre den amerikanske vrede delvist berettiget?

 

Kursen på US$/Danske kroner (Værdi af 100$ målt i danske kr):
usdk$
Kilde: Nationalbanken.

 

Som bekendt afspejler den danske krone euroens værdi (100 euro = 746 kr). Derfor kan man aflæse dollarværdien både i forhold til kr og euro i ovenstående figur fra Nationalbankens daglige valutanoteringer.
Figuren viser, at den danske krone faktisk er faldet i værdi (devalueret) med omkring 10% i forhold til US$ fra slutningen af februar 2018 til begyndelsen af august 2019 (hvor værdien af 1$ er ca 6,67).
Det kan lyde voldsomt, og man kan se, at devalueringen er endnu større, hvis 2014 tages som udgangspunkt.

Det er dog ikke normalt noget, man vil kalde valutamanipulation, da det er udtryk for svingninger mellem store økonomiske områders valutaer – og ikke bestemte nationale valutamyndigheders politisk-centralbankmæssige beslutninger om pengepolitik og valutakurs. Men der er næppe nogen tvivl om, at det har styrket europæisk priskonkurrenceevne over for USA og dollarzonelandene i øvrigt(de lande, der følger den amerikanske dollar i deres valutapolitik). – Og det er det, der gør Trump rasende, når han ser på handelssamkvemmet, fordi han lægger hovedbegrundelsen for den for USA svage udvikling her. Han ser ikke på, at konkurrenceevne kan udgøres af meget andet end netop den valutarisk bestemte indflydelse.

USAs og EUs centralbanker har de seneste år ført modsatgående pengepolitikker. The Federal Reserve (USAs centralbank) har sat renten op; først fornylig har man for første gang i 11 år sat den 1/4 pct ned) EU-eurozonens centralbank ECB har omvendt sat renten ned, så man nu mange steder skal betale for at låne penge.
Det har ført til en øget efterspørgsel efter dollar, fordi det har gjort det attraktivt for investorer at parkere penge i USA, hvor man både får et pænt renteafkast og sikkerhed for investeringen. Og dermed er dollarkursen steget. Og den er altså steget i forhold til euro og dermed givet euroområdet en priskonkurrencefordel.

En rasende Trump har reageret på dette ved at gå voldsomt i rette med den af ham selv udpegede Federal Reserve-chef Jerome Powell. På sæt og vis kan man altså sige, at Trump forsøger at manipulere dollarkursen ned ved at få Fed til at føre end anderledes pengepolitik, end den stabilitetsorienterede inflationsdæmpende politik, the Fed har ført – under hensyntagen til, at der er konjunkturopgange og begyndende arbejdskraftmangel i USA.

Vi kommer nok til at møde en amerikansk præsident, der går med en betydelig vrede over disse ting. Men om han vil lade galden flyde på dansk grund, ved vi naturligvis ikke på nuværende tidspunkt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments Off on Rammes Danmark af Trumps “valutavrede” 2.-3. september?

Chef-twitter Trumps kortsigtede business-agenda

Posted in Kina, Politisk økonomi, USA by Gregers Friisberg on 08/08/2019

Chef-twitter  i Det hvide Hus, Donald Trump, er løbet ind i betydelige vanskeligheder. Det drejer sig dels om den identitære politik, dels om den økonomiske.
Det er ikke første gang, det er sket for chef-twitteren. Men denne gang ser det ud til for alvor at kunne true hans chancer for genvalg til præsident i 2020.

Masseskyderiet i El Paso, hvor 22 mennesker – heraf en stor del hispanics – måtte lade livet, har efterladt en grim smag i munden hos mange vælgere. Ikke mindst p.g.a. det manifest, the shooter har offentliggjort til forsvar for sin gerning, og som viser, hvor en betydelig del af inspirationen til den hæslige gerning kommer fra.

Angreb på FED’s pengepolitik

På det økonomiske plan har chef-twitteren været engageret i konstante raids imod den centralbankchef, Jerome Powel, Trump selv har udnævnt, og som ser ud til at kunne have en fyreseddel hængende over hovedet, selv om en fyring vil være temmelig usædvanlig (fordi USA normalt har hyldet princippet om en uafhængig centralbank).

Det er velkendt, at centralbankchefer udpeges af præsidenten. Det er mindre velkendt – ja, normalt slet ikke forekommende, at centralbankchefer fyres af præsidenten.
Efter liberalistisk markedsøkonomisk opskrift skal en centralbankchef optræde uafhængigt af den politiske magt.
Hvis den politiske magt stimulerer økonomien for meget, så den trues af overophedning, skal centralbankchefen handle modsat, dvs stramme op på pengepolitikken ved f.eks. at hæve renten, så investeringer stilles i bero, og presset tages af efterspørgselen. Det er præcist det, Powel har gjort – indtil for nyligt, hvor the Fed (den amerikanske centralbank) satte renten (the Fed rate, som påvirker bankernes lån) en kvart pct op.

Hvorfor er Trump så blevet så vred på Powell?
Jo, Trump vil gerne vælges for en ny fire-årig periode i 2020. Den bedste vej til genvalg er formentlig at kunne vise over for vælgerne, at man har præsideret over – og øget intensiteten af – det længst varende økonomiske opsving i USAs historie. Ud over Trumps skattelettelser skulle denne udvikling gerne hjælpes med på vej af pengepolitiske lempelser, f.eks. rentenedsættelser.

InvertedYieldCurvesUSChina
Kilde: Real Donald Trump. Quantitative tightening: Centralbanken sælger obligationer, hvorved den nedbringer sin balance, inddrager likviditet og øger obligationsudbuddet (hæver obligationsrente). The Fed gør her det modsatte af, hvad den gjorde som middel imod 2008 great recession.

 

Tweets om pengepolitik er ikke det letteste at formulere. Det bliver hurtigt for langhåret, for at sige det på nu-dansk. Men Reality-TV stjernen Donald Trump er som bekendt ikke uden evner udi at kunne formulere sig kortfattet (dog med tab af væsentlige nuancer). Og ved at skrive henover flere tweets (læs dem nedefra og op) lykkes det nogenlunde at få formuleret det autoritært-populistiske budskab om den amerikanske økonomis stilling.

“Three more central banks cut rates”. Tre centralbanker mere sætter renten ned”, skriver Trump. Det er Indien, Thailand og New Zealand, der hentydes til. Derfor, mener han, kan USA også roligt sætte renten ned. Ligheder og forskelle mellem disse meget forskellige lande i øvrigt ufortalt.

Renterne signalerer kommende recession

Den amerikanske obligationsrente er allerede –  tvunget af markedskræfterne – sat betydeligt ned.

Ti-årig statsobligationsrente minus 3-måneders statsobligationsrente.
YieldUS1
Kilde: Federal Reserve Bank of St. Louis.

Normalt er den lange rente (10 år ovenfor) højere end den korte (f.eks. 3 mdr). Man kompenseres for at låne penge ud i en længere periode igennem en højere rente.
I USA er en lange rente på det seneste gået under den korte. Kursen på obligationer med lang løbetid er steget, fordi efterspørgselen efter dem har været stor. Dermed er den effektive rente, dvs afkast divideret med kurs) faldet. Dette fænomen kaldes the Inverted Yield Curve (den omvendte afkastkurve), som af mange økonomer omtales som et forvarsel om en sig nærmende økonomisk recession. Det viser mange økonomiske erfaringers empiri.

Omvendte afsatskurver efterfulgt af recessioner i USA:

YieldsUS2Kilde: Federal Resverve Bank of St. Louis.

Det er udtryk for, at ledige penge leder efter sikre måder at anbringe penge. Der er ikke tilstrækkeligt med seriøse og interessante investeringsmuligheder i IT, industri og håndværk. Og disse kan være risikable, jvf udviklingen i aktiekurser i diagrammet nedenunder.
I stedet søger man sikre anbringelser af pengene, det være sig i guld eller statspapirer/-obligationer. Intet er mere sikkert i denne verden end supermagtens statsgæld  –  eller for den sags skyld europæiske landes som Tyskland, Schweiz og Danmarks statsgæld, lande med stærke økonomier og dermed tilsvarende sikre investeringsmuligheder i statspapirer (og for Danmarks vedkommende realkreditobligationer).
Derfor de ekstremt lave/negative renter på lån. Det kan være godt for låntagere. – Men næppe for andre, da det er tegn på økonomier på vej ud i recession.
Og det er økonomier, som er på vej til at miste muligheden for fortsat pengepolitik, da der er grænser for, hvor meget lånerenten kan gå under nul.

Yderligere stimulans af økonomien kan føre til en overophedning, der kan gøre den efterfølgende recession alvorligere.

It’s the Economy, Stupid!

Det er imidlertid ikke Trumps bekymring. Det, der bekymrer ham, er ikke den økonomiske konjunktur, men derimod den vælgermæssige (the electoral cycle rather than the economic cycle). Genvalg afhænger af hans evne til at kunne leve op til ryet som business-man, der er blevet statsleder og derfor kan ordne økonomien godt.
Altså vil han tvinge the Fed til at sætte renten ned – og gerne langt hurtigere, end det er sket.

Og det er endda sådan, at han giver udtryk for, at The Feds pengepolitik er et alvorligere problem end Kinas påståede protektionistiske politik.

Trump har helt egensindigt probklameret en 10 pct told på de resterende 300 mia $ import fra Kina. Kina har svaret igen ved at standse al import af amerikanske landbrugsvarer.
Trump risikerer herved at bidrage til at kaste Verden ud i en global recession  – godt hjulpet på vej af pengepolitikken.
Det viste sig bl.a. i aktiekurserne, der kan ses som en slags temperaturmåling af investorernes lyst til at investere. Pengefolk flygter fra risikable aktiver som aktier, når der er alvorlig økonomisk optræk til krise.
Hvis aktiekurserne falder kraftigt, kan det altså skyldes frygt for den kommende udvikling i økonomien, og så trækkes der altså penge ud:

Dowaug19

Kilde: Dow Jones (indeks for aktierne i 30 af de største virksomheder i USA).

 

Kina har som modtræk flirtet med devaluering af valutaen yuan, hvilket vil forbedre landets priskonkurrenceevne på globale markeder, herunder det amerikanske, og således modvirke de amerikanske toldforhøjelser.
Trump har kaldt det for “valutamanipulation”.

Det er et udtryk, Trump ikke bruger om sin egen politik, skønt det i virkeligheden er sådan, at den egentlige grund til vreden over The Feds rentepolitik de seneste 2-3 år er, at denne rentepolitik medvirkede til at gøre USA attraktivt som sted at anbringe penge. Som han selv skriver i sine tweets: “Money is pouring into the US”. Det er bl.a. penge, der investeres i treasuries (amerikanske statsgældsobligationer) og bevirker, at renten på disse falder.
I forhold til Kina føler han, at USA er den sikre vinder.

Det er en meget kortsigtet og snævert nationalistiske måde at se det på. Han sigter imod, at USA skal klare sig i en priskonkurrence med et mellemindkomstland som Kina. Han har ikke meget forståelse for, at et land kan blive økonomisk stærkt, selv om det sælger varer og tjenester relativt dyrt. Det ville imidlertid kræve en helt anden økonomisk politik end den, Trump ellers har stået for.

 

Comments Off on Chef-twitter Trumps kortsigtede business-agenda

Har det amerikanske demokrati nået sit “point of no return”?

Posted in Demokrati, USA by Gregers Friisberg on 16/05/2019

Det ser sådan ud, hvis man skal tro Robert Reich, den tidligere arbejdsminister i Clintonadministrationen og nuværende professor i økonomi. Han når frem til konklusionen efter konstateringer af Trumps manglende imødekommelse af anmodninger og juridiske stævninger om udlevering af skatteoplysninger og info om sammenblanding af sin egen og statens økonomi.

Hertil kommer Trumps egenhændige indførelse af økonomiske sanktioner over for Kina og andre lande. Trumps begrundelse er nationale sikkerhedshensyn. Men det er spørgsmålet, om det er nok til den brede vifte af foranstaltninger, der tilsidesætter den lovgivende magt, Kongressen.

Den amerikanske forfatning med magtadskillelseslæren er netop blevet til på den måde for at undgå, at en tyran skal kunne tilrane sig ubegrænsede beføjelser. Derfor er der bygget et magtadskillelsessystem op (uafhængige magter: Folkevalgt Kongres, præsident og en Højesteret).

Every child in America is supposed to learn about the Constitution’s basic principles of separation of powers (magtadskillelse), and checks and balances (de tre magter holder hinanden i skak, f.eks. igennem præsidentielt veto, muligheden for at overrule det, udnævnelser til embeder/Senatets godkendelse af disse, etc) . But these days, every child and every adult in America is learning from Donald Trump that these principles are bunk.

Hvordan kan det nu lade sig gøre for en enkelt mand at pille det fra hinanden?
Det er forbløffende simpelt, ifølge Reich. Man gør det bare:

“Ved at udsende en generel afvisning af at svare på en stævning fra Kongressen siger Trump, at Kongressen ikke har nogen forfatningsmæssig myndighed til at kontrollere den udøvende magt (præsidenten og dennes regering). Han fortæller USA, at Kongressen er et underordnet regeringsorgan, snarere end en ligeværdig part. Glem alt om magtadskillelse”.

Ved rent faktisk at bruge penge på sin “mur” viser Trump, at det kan lade sig gøre at sætte Kongressens magt over bevillingerne, som Kongressen ellers har ifølge forfatningen, på stand-by. Det føderale retssystem af domstole giver dog ikke op så let.

Det nytter heller ikke noget at sætte en impeachment-proces (rigsretssag, hvor præsidenten afsættes af Kongressen) i gang, fordi det i en sådan er Senatet, der agerer domstol og Repræsentanternes Hus, der indstævner præsidenten. Men som bekendt har Republikanerne fortsat flertal i Senatet.

Det, der gør det muligt for Trump er, at han ser ud til at have et relativt godt tag i betydelige dele af den amerikanske vælgerbefolkning. I de såkaldte approval ratings (vælgerbedømmelser af præsidenten) har Trump længe ligget på 40-46 pct.

Det kan skyldes, at det i 2019 går relativt godt med økonomien. Der er vækst og lav arbejdsløshed, ikke mindst som følge af en ret letsindig udgifts- og skattepolitik, hvor der er givet skattelettelser til de mere velaflagte amerikanere.
Samtidig kan den amerikanske økonomi dog køre frem mod en stærkt stigende gældsbyrde og øget økonomisk ulighed. Derfor er det også en økonomisk politik, der deler den amerikanske befolkning.

På trods af Robert Reichs pessimisme er det ikke sikkert, at det sidste ord er sagt i magtkampen i Washington.

Økonomien vil næppe klare en fuldt skaleret handelskrig, – hvis denne får lov til at fortsætte i det omfang, som pokerspilleren Trump pt lægger op til.

 

FORFATNINGENS MAGTADSKILLELSE OG CHECKS AND BALANCES:

amerchecks
Note: Checks and Balances (Tjeks og afbalanceringer): Det er beskrevet i forfatningen, hvordan de forskellige ”magter” holder hinanden i skak, så ikke en enkelt af dem bliver for magtfuld. Præsidenten udnævner højesteretsdommere og ministre, men udnævnelser skal godkendes af Kongressen (Congress). Præsidenten kan nedlægge veto imod lovgivning (legislation) vedtaget (passed by) af Kongressen (Congress). Herefter kan loven kun komme igennem, hvis den vedtages med 2/3 flertal (overruling veto). Højesteret (the Supreme Court)  har mulighed for at prøve loves grundlovsmedholdelighed. Højesteret kan endvidere dømme om, at beslutninger og administrative rutiner er forfatningsstridige og derfor skal ændres.

 

Er der så en mulighed for, at det amerikanske demokrati kan ophøre med at være et demokrati?

I 2018 udgav de to amerikanske Harvard-politologer Steven Levitsky og Daniel Ziblatt bogen How Democracies Die.  Ifølge  Wikipedia-artiklen om bogen advarer den imod farerne, der kan opstå for den demokratiske proces i f.eks. USA, når der sker i et “sammenbrud i den gensidige tolerance og respekt for oppositionens politiske legitimitet. Denne tolerance involverer normalt en accept af resultaterne af frie og fair valg, hvor oppositionen har vundet, i modsætning til en tilstand, hvor der tales for en forkastelse af valgresultatet eller fremsættelse af falske klager over valg procedurerne.
Forfatterne hævder også vigtigheden i et demokrati af, at man respekterer meningerne hos de, der kommer til legitimt anderledes politiske meninger”.

Trump igennem sine handlinger og ytringer giver mange eksempler på disse ting, f.eks. hans mangel på respekt for de tidligere præsidenter (Clinton(Obama) og samtidige præsidentkandidater (Hillary Clinton/Joe Biden). Han er også gået let hen over det faktum, at Hillary Clinton fik omkring 3 mio flere stemmer end ham selv i 2018.

De to politologer fremhæver, at statsmagterne (de forskellige regerings-/domstolsgrene i et system med magtadskillelse råder over handlemuligheder, der fuldstændigt kunne underminere de de andre dele af magten eller oppositionen. De advarer imod, at præsidenten voldsgennemtvinger politiske dagsordener, eller  han/hun akkumulerer magt igennem forfatningsmæssig “armvridning”.
Det sidste har Trump f.eks. gjort ved at gennemtvinge, at flere mia$ af forsvarsbevillingerne skal bruges til at opføre en mur imod Mexico. Man skal angiveligt “forsvare sig imod en “invasion” af fattige mexicanere”. Men det var ikke lige det, der ellers skulle forstås som sikkerhedspolitiske formål for Pentagon (det amerikanske forsvarsministerium).

Comments Off on Har det amerikanske demokrati nået sit “point of no return”?

MMT

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 21/03/2019

MMT står for Modern Monetary Theory (“moderne pengeteori”). Det er en “teori”, der er kommet meget i vælten på det seneste. Det skyldes imidlertid mere en “politisk konjunktur” end, at det er en egentlig ny teori.

Når opfattelsen, eller “teorien” om man vil, har fået stor udbredelse, skyldes det ikke mindst det nye politiske ikon hos Demokraterne i USA, Alexandria Ocasio-Cortez, nyvalgt medlem af  Den amerikanske Kongres i 2018. Hun bruger MMT som økonomisk begrundelse for den økonomiske politik, hun foreslår.
Hendes forslag til grøn økonomiske omstilling er fremlagt som et resolutionsforslag i Kongressen under navnet en Green New Deal. For at en sådan kan lade sig gøre, skal der laves omfattende infrastrukturinvesteringer, der kan lette overgangen til elektriske biler, “intelligente” el-net, vedvarende energi (vind og sol), etc.

Hun har ikke villet lade sig slå omkuld af moderate økonomiske kommentatorer, som kritiserer teorien, og som har spurgt, hvor pengene skal komme fra i en amerikansk økonomi, der i forvejen er præget af et stort underskud på statsbudgettet og voksende statsgæld.

Hun har foreslået, at penge kan komme fra det enorme amerikanske militærbudget, højere progressiv skat på de høje indkomster, samt ikke mindst større accept af underskudsfinansiering på statsbudgettet.

Det centrale i MMT er, at en stor offentlig gæld ikke nødvendigvis er det problem, som det gøres til i traditionel økonomisk teori, hvor man mener, at budgettet skal holdes i balance for at undgå inflation og for at undgå, at offentligt forbrug og offentlige investeringer presser private ud.

MMT medgiver, at det kan medvirke til inflation, hvis budgettet er i underskud i længere tid, men mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at centralbanken pengestimulerer økonomien, når der er ledig arbejdskraft og ledig kapacitet i erhvervslivet.
Det er imidlertid ikke problemet i amerikansk økonomi pt. Præsident Donald Trump har ført en ekspansiv finanspolitik med kraftig underskudsbudgettering for at opretholde den økonomiske højkonjunktur, og han kritiserer centralbanken (Federal Reserve), når den som modtræk vil stramme pengepolitikken igennem renteforhøjelser og stop for centralbankens køb af obligationer (gennem køb af obligationer pumpes der penge ud i økonomien).
Ifølge konventionel økonomisk visdom skal man have en uafhængig centralbank, der kan rette op på lovgivernes tendenser til at imødekomme eventuelle vælgerønsker om større offentligt forbrug. Det ses som den bedste garanti for en stabil økonomi på længere sigt.

Når Trump kan gøre det, kan Demokraternes venstrefløj  vel også gøre det, hvis de vil have luft under vingerne på deres grønne New Deal?, lyder argumentet.
Fuld beskæftigelse er målet for økonomisk politik ifølge MMT, og Centralbankens opgave er at følge op på dette mål – i stedet for lade lavinflation være det centrale mål. MMT vender den økonomiske lære fra den nyliberale periode siden 1970’erne og 1980’erne (Milton Friedman i USA og Thatcher i Storbritannien) om den offentlige sparepolitiks dyder på hovedet, når teorien siger, at en stat, der udsteder sin egen valuta, ikke kan gå fallit. Folk ikke at gå arbejdsløse, når de kan sættes i beskæftigelse i offentlige arbejder, hvor udgifterne finansieres igennem statens pengeforbrug (hvor pengene hentes i Centralbanken, når det er nødvendigt).

Det er en politik, der på længere sigt er mere realistisk i et land som USA, der udsteder en dominerende international reservevaluta, end det er realistisk i et mindre europæisk land med en åben økonomi og egen valuta. Her vil en løs pengepolitik føre til inflation og devaluering af valutaen. Devalueringen af valutaen vil yderligere sætte gang i inflation.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle.
Selv om USA udsteder den internationale reservevaluta US-dollar, vil en meget stor pengemæssig stimulans kunne udløse en global inflation. Men i mindre omfang – og i
kortere tidsintervaller – er der ikke noget i vejen for, at USA kan underskudsbudgettere og finansiere en voksende offentlig gæld. Når den amerikanske dollar er international reservevaluta, vil der vedblive med at være stor efterspørgsel efter den til internationale betalinger og til værdiopbevaring af pengene. Derfor vil den undgå devaluering i større omfang.
Men det kan på længere sigt give betydelige problemer – både for USA og andre lande.

 

Comments Off on MMT

Performativ populisme

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/03/2019

abebully

Er Trump i højere grad populist i de af sine taler, hvor han holder sig til scriptet i teleprompteren, end når han forlader teleprompter og taler uden manuskript? Ja, måske.

Det er i hvert fald resultatet af en dyberegående analyse af Trumps taler.  Ifølge analysen er Trump i højere grad populist i de scriptede taler end i det, han siger uden manuskript. Også selv om der sniger sig flere fake news ind i det sidste.

Trump har flere gange i taler udnyttet afstandtagen til telepromptertaler til at komme tæt på sit publikum. Og ifølge den nævnte analyse elsker hans publikum ham for det. Det er en del af populistens opgør med eliten, at en intellektuels indstuderede “ideelle populisttale” skubbes til side til fordel for det spontant formulerede ord. Derfor trækker det ikke ned i publikums vurdering af ham, at han laver fortalelser, og at der opstår “forglemmelser”. Det er en del af gamet, som viser, han connecter til sit segment.

Trumps populisme er i højere grad en performativ populisme end det er en politologisk populisme i idealtypisk form. Den idealtypiske retoriske populisme indeholder følgende tre hovedelementer:

1: Et manikæisk verdensbillede, dvs man deler Verden op i godt og ondt – uden for mange nuancer imellem.

2: Folket-centrisme, dvs der leveres et romantiseret billede af “folket” og en “fælles folkets vilje”.

3: Anti-elitisme, dvs de “almindelige menneskers” vanskeligheder forklares ved, at der er et ondsindet establishment, som har fundet ud af at udnytte systemet til deres egen fordel.

I en samtale med Stephen Bannon, Trumps nære kampfælle fra Breitbart.com, i 2010 om muligheden af en “presidential run“, , skulle Trump have rettet Bannon, hver gang denne sagde “populist” og erstattet ordet “populist” til “popularist”, en rolle han åbenbart syntes, det i højere grad ville være passende at indtage. Dvs han har set sig selv i højere grad som kommunikator og formidler end som “populist”.

Der er i Trumps optrædender snarere tale om en form for performativ populisme. Trump har ved flere lejligheder kritiseret præsidentkandidaters brug af telepromptere i deres taler i det offentlige rum. Man kan ved brugen af dem stikke blår i øjnene på vælgerne. De kan jo ikke vide, om personen bag er intelligent eller uintelligent, har han sagt.
Derfor har han ved flere lejligheder – og til stor begejstring for tilhørerne – skubbet teleprompteren til side og talt off the record. – Med alle de muligheder, det giver, for at “komme til at sige noget forkert”.  Men til gengæld måske sige noget, der virker mere autentisk. Pointen er, at det er vigtigere at virke autentisk end at være sandfærdig.

Comments Off on Performativ populisme

Trumps Nulsums-Verden

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, Global økonomi, USA by Gregers Friisberg on 10/06/2018

Er det en præsident eller en reality TV star, der sidder i Det hvide Hus – eller måske en sprængfarlig cocktail af de to, når præsidentens narcissistiske karaktertræk tilføjes?

TrumpsWreckingBall

Kilde: The Economist forside 7.juni 2018. En wrecking-ball er en stor tung, svingende metalkugle, som entreprenører bruger til at rive en bygning ned med. “Bygningen” er i dette tilfælde den amerikanske verdensorden, som USA byggede op efter II. Verdenskrig, og som ikke mindst efter 1989 har sikret et globalt hegemoni for landet.

 

Med America First politikken står USA for en ekstrem realisme i udenrigspolitikken (foreign Policy). Det er national økonomisk interesse i snæver forstand, det drejer sig om. Trump er vred over, hvad han som businessman ser som en “bad deal” for USA, når landet er i underskud i udenrigshandelen. Det indgår ikke i regnestykket, at landet har fået mange fordele af den “skæve udenrigshandel” (jvf nedenfor), fordi man har kunnet financiere det ved at være global banker (global bankmand), der stod for at trykke den internationale møntfod, samtidig med at det har sikret USAs globale hegemoni, og de fordele, det har indebåret.

AngelaogTrump_FacingOff
Foto fra situation imellem mødesessioner ved G7-topmødet. Billedet er taget af den tyske delegations fotograf Jesco Denzel.

Udover ekstrem realisme kommer imidlertid også et farligt performanceaspekt ind. Et G7-møde er “uinteressant” for Trump, fordi det ses som en “snakkeklub”, der blot befæster og bekræfter gamle venskaber. Det virkelig interessante er at spille en rolle, ja, nærmere performe, i storpolitikken – uden tanke og overvejelse over de relativt svære strategiske problemstillinger m.h.t. de nye globale balancer, der er ved at opstå med Kina-Rusland som modsætninger på den storpolitiske arena.

Den “præsidentielle adfærd” i storpolitikken tyder mere og mere på performanceaspekt end fornuftig og rationel realistisk interessevaretagelse.
Som nu når Trump forlader G7 topmødet i Canada før tid efter at USA først har tilsluttet sig en fællesudtalelse og derefter forkastet den. Og med et par velrettede tweets leveret efter mødet fornærmer han værten, Justin Trudeau, ved at kalde ham “uærlig og svag”:

Trumptweetjuni18

Vigtigere end at udbygge og befæste forholdet til gamle venner og allierede, er det åbenbart at “gå over i historien” som den præsident, der løste problemerne på den koreanske halvø.
Trump overser, at han risikerer at blive nyttig idiot for Kim Jung-Un i dennes forsøg på at afbalancere den kinesiske indflydelse på den koreanske halvø. Kim Jung-Un kan spille USA og Kina ud imod hinanden og derved opnå fordele for Nordkorea. V.h.a den fredsindstillede præsident Moon i Sydkorea er en tilnærmelse mellem de to Korea’er blev mulig.
Amerikanerne kan også have øjnet en mulighed for at dæmme op for kinesisk indflydelse ved at binde både Nordkorea og Sydkorea – og måske med tiden et samlet Korea – tættere til sig. Men det bringer de traditionelle alliancer i opbrud – ikke mindst kan det blive interessant at se, hvordan japan vil reagere.

Bilaterale handelsforhold

Det lyder snart som en forarmelsesteori. USA  har kun lænkerne at miste, når man nu er 500 mia$ nede i handelsunderskud over for resten af Verden. Når man medregner den for USA vigtige balance i handelen med tjenesteydelser, ser billedet ikke nær så sort ud.

Trump er ikke helt uden pointer i hans bekymring over de bilaterale økonomiske relationer til Kina. I modsætning til mange andre tidligere u-lande har Kina stillet krav om deling af teknologi, når landets virksomheder skulle indgå i samarbejde med vestlige. Og der er “stjålet” teknologi igennem disrespekt for copyright – eller “right to copy”, som det ironisk formuleres af forurettede vesterlændinge.

I det hele taget er der meget surhed over, at kineserne ser ud til at være både hurtigere og bedre i konkurrencestatskapløbet end Vesten. F.eks. siger USA’s merkantilistiske handels minister Wilbur Ross:

They have been the factory floor of the world, now their vision is to be the technology center for the world,” Ross said.

“What they are really trying to do is take their immense trade surplus from the conventional industries of today … and plow them into semiconductor research and every kind of research you can imagine.”
Men kineserne er alligevel i vidt omfang begyndt at spille efter de internationale spilleregler – i en erkendelse af, at det på langt sigt er til egen fordel.

En stor del af handelsunderskuddet hænger sammen med, at amerikanske virksomheder importerer halvfabrikata og råvarer til deres afdelinger eller samarbejdspartnere i Kina, som forarbejder dem og eksporterer tilbage til USA. Hvis det lykkes Trump at eskalere handelskrigen, vil det betyde, at USA i vidt omfang kommer til at skyde sig selv i foden, fordi de amerikanske virksomheder rammes på deres forsyningskæder med filialer i Kina.

Det er ikke kun amerikanske virksomheder, som vil få “disrupted” deres forsyningskæder. En række asiatiske økonomier, der eksporterer til Kina kan blive hårdt ramt:

Forsyningskædelande for kinesisk eksport. Værdiøgning af kinesisk eksport til USA som pct af landenes BNP.

supplychainpain
Kilde: The Economist 30.3.18

Det bekymrer åbenbart ikke Trump. A bad deal is a bad deal, no matter what. Eller sådan er der nogle, der fortolker det. Rent faktisk ved man ikke, hvad der foregår i hovedet på ham, og hvor langt han vil lade handelskrigen udvikle sig.

USA’s handelsbalance (varer) med Kina i mia $

useximp18
Kilde: Economist .

Det hjælper selvfølgelig ikke på det gode humør, at man kan se underskuddet vokse og vokse. Selv når tjenesteydelser, hvor USA står stærkt, regnes med, er underkuddet langt over 300 mia. Det skyldes bl.a., at levestandarden i Kina (f.eks. målt i BNP pr indbygger) stadigvæk er betydelig lavere i Kina.

bnpprindbDKUSKINA
Kilde: Verdensbanken.

Der vil være tendens til, at det generelle lønniveau følger BNP pr indbygger. Med den lavere løn kan Kina producere billigere end de rige lande, hvis ellers Kinas produktivitet (produktion pr arbejder) følger nogenlunde med, – og det har den gjort.

Kina lader kursen på sin valuta følge dollaren, hvad der gør, at problemet intensiveres samtidig med en stigende kinesisk konkurrenceevne. Med den økonomiske vækst, som har været hastig de seneste årtier er teknisk niveau og kvalitet blevet løbende forbedret, og det har muliggjort en stærk eksportfremgang. Den hurtigt stigende eksport er en del af hemmeligheden bag den stærke vækst.

Fremgangen i eksporten har især været hurtig efter 2001, hvor Kina blev medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

Økonomer i Deutsche Bank har lavet en opgørelse, der viser, at USA er i overskud i forhold til resten af Verden. Dette overskud fremkommer, når man ikke alene tager tjenesteposterne med i betalingsbalancen, men også inddrager en opgørelse over, hvad amerikanske virksomheder sælger i udlandet i forhold til, hvad udenlandske virksomheder sælger i USA:

US-SurplusTotal
Her efter Bloomberg.com.

Selv i forhold til Kina er USA løbet ind i et mindre overskud, når handelsrelationen opgøres på denne måde.

Handelskrigen er så småt gået i gang. Det startede med stål og aluminium, og derefter har USA udtaget en liste over kinesiske eksportvarer på over 50 mia$, som skal have smækket betydelige toldsatser på. Kineserne reagerer prompte ved at udtage amerikanske varegrupper, og de udtages i områder, hvor Trumps kernevælgergrupper kan blive ramt. Da Kina eksporterer langt flere forskellige varenumre end USA, løber Kina hurtigere tør for reaktionsmuligheder inden for handelsområdet. Og en kommentator konkluderer tørt, at snart har Kina ikke andre reaktionsmuligheder end atomvåbnet tilbage.

Det skønnes, at kineserne har en beholdning på over 1200 mia$ amerikanske statsobligationer.  –  Hvad der kan blive et våben for Kina, før atomvåbnet sættes ind! Et salg kan formindske prisen (kursen) på obligationerne og dermed føre til rentestigning. Herved vil kineserne imidlertid ramme sig selv. Det vigtigste ved en sådan handling vil være signalværdien. Tilliden til amerikanske værdipapirer kan lide et alvorligt knæk. Det største knæk for amerikansk økonomi er imidlertid allerede i gang. Og det hænger sammen med den uigennemskuelige og impulsive adfærd, Trump udviser. Han har delvist ret i sine påstande. Det er en bad deal, USA er endt med over for både Kina og EU, men måden, han griber det an på, er ikke heldig. Hvis en ødelæggende handelskrig skal undgås, vil det være en god ide at involvere WTO og lade forhandlinger foregå i regi af denne organisation.

EU har et handelsoverskud over for USA, der nærmer sig 100 mia $. Begge lægger told på varerne, men EU’s (f.eks. på biler) er i gennemsnit højere.

Hertil kommer EU’s aggressive pengepolitik, der føres via den europæiske centralbank, ECB. Dens quantitave easing (pengeudpumpning via køb for over 60 mia euro pr måned af obligationer) fører til lavere rente og dermed tendens til en lavere kurs på euro. Og det giver eurozonen (og lande, der har lagt deres kurs fast over for euro, som f.eks. Danmark, en konkurrencefordel i handelen med USA.

Man kan undre sig over, hvorfor USA hidtil har accepteret det? Det hænger nok sammen med, at USA skabte den internationale økonomi i sit eget billede efter II. Verdenskrig. Andre valutaer blev bundet i kurs over for amerikanske dollar i og med Bretton Woods aftalerne og USA var primus motor i udformningen af det internationale handelssystem med først GATT og siden WTO. Og USA accepterede betydelige handelsunderskud, fordi man kunne finansiere disse igennem salg af amerikanske Treasuries (statsobligationer) og altså via en politik, der nærmest var identisk med at trykke dollars til dækning af underskuddet. Det var med til at fastholde de andre lande i et tæt økonomisk samarbejdsforhold med USA.

Når dette ikke længere er så let, er det udtryk for, at USA ikke længere er så dominerende en økonomi som tidligere. Og landets militære dominans er også ved at blive mindre:

USA, Kina og EU sammenlignet med hensyn til BNP i købekraftsparitet, eksport af varer og militærbudgetter

kinaUSapr
Kilde: The Economist, primo april 18

Målt i volumen (mængden af producerede varer målt ved PPP) er den kinesiske økonomi allerede størst. Og Kina er klart verdens største eksportør.
Med hensyn til militærudgifter ligger landet stadig langt efter USA, men det er begyndt at hale hastigt ind på USA, jvf 3. diagram til højre ovenover.

Imperial Overstretch?

USA har længe lidt af imperial overstretch.
Trumps America First politik er en erkendelse af dette. Man trækker sig tilbage for at slikke sårene. – Og måske komme tilbage med fornyet styrke? MAGA  –  Make America Great Again?

Det kan man selvfølgelig prøve på. Men det er nok ikke den rigtige vej til det, man har valgt at følge med Trumps politik. Det er ikke så meget det, at man er gået i gang med at bygge toldmure, der er problemet. Det er der mange lande, der pt er i gang med. Det er mere den ensidige tro på, at gammeldags protektionisme er en vej frem. USA kunne alternativt forsøge at forbedre sin konkurrenceevne over for omverdenen ved sats på udbygning af uddannelsessektor og infrastruktur, og igennem formindskelse af de etniske modsætninger og konflikter i landet.
Man kan sige meget om Trump, men ærligheden omkring det at være merkantilister, tjener amerikanerne til ære. – Selv om det gøres med lige lovlig voldsomme fanfarer i det Trumpske tilfælde.
Andre lande er betydelig mere diskrete, når de indfører handelsprotektionistiske tiltag. Kina har f.eks. været meget mere diskret. Det er nok en brat opvågnen, de har været ude for i konfrontationen med den grænseløse Trump.

Det danske handelsoverskud i forhold til USA

Et land, der relativt set har et eksportoverskud  over for USA, der er langt større end Kinas er sjovt nok Danmark.

DKUS_handel15
Kilde: Danmarks Statistik.

På vareområdet er det især medicinalindustri og maskiner og transportmidler, og på tjenesteområdet søtransport, der giver de store overskud til Danmark.

Underligt nok har Danmark ikke hørt et ondt ord herom. Og danskerne er ovenikøbet ikke så flinke som kineserne til at finansiere det amerikanske underskud igennem investering i amerikanske aktiver.

 

Kina er med Belt and Road initiativet i gang med et globaliseringskoncept, der vil give amerikanerne nye hovedbrud:

BeltandRoadInitiative
Kilde: China Daily.

Det er et kæmpemæssigt handels-, energi- , transport- og infrastrukturprojekt, der skal binde 71 lande i Asien, Europa og Afrika sammen. Det er en slags genoplivelse af den gamle “Silkevej”, hvorad varer blev transporteret mellem Østasien og Europa. Men denne gang bliver det ikke på heste- og kamelryg, men via højhastighedstog og skibsruter.

Noget af det nye i denne udvikling er kinesiske forestillinger om, at initiativet udbygges med en “arktisk silkevej”. Kina blev observatør i Arktisk Råd i 2013, og man er begyndt at bruge denne udsigtspost til at lufte forestillinger om et kinesisk engagement i Arktis.

ArktiskSilkevej
Kilde: The Economist, 12.4.18.

Lugter det hele af nyimperialisme? Vil Kina blive en trussel?

Det er der delte meninger om.  – Ikke en trussel ifølge Stratfor analytiker Zhang Zhixing, som ikke mener, man kan forvente så aggressiv en adfærd fra Kinas side, som man har oplevet det i Det sydkinesiske Hav, hvor Kina udbygger basefaciliteter på kunstige øer for at kunne forsvare de livsvigtige søruter, bl.a. igennem at hævde territoriel overhøjhed over en større del af området. Men det er af gode grunde ikke muligt i Arktis. Det forventes først, at området er tilstrækkelig isfrit i løbet af nogle år.

Andre ser knap så lyst på det: “Man skal lægge mærke til Grønland. Politiske eliter der går ind for uafhængighed fra Danmark, men vil ikke tage springet, fordi øens økonomi er så afhængig af dansk støtte. Udsigten til kinesiske investeringer kunne ændre på dette. Skulle Grønland blive uafhængig, kunne Kina udløse sin pondus og gennemslagskraft i Det arktiske Råds (observatørpost) til at fremme sine interesser, når de arktiske stater mødes” (The Economist 12.4.18).

Det er jo interessante perspektiver for Grønland: Hvilke imperialister er de mest behagelige: Kinesiske eller amerikanske?

 

Comments Off on Trumps Nulsums-Verden

A Borderline Case?

Posted in USA by Gregers Friisberg on 07/01/2018

Personer med borderline har, som det også er tilfældet med personer med andre former for personlighedsforstyrrelser, en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for individet selv og omgivelserne. Der findes mange forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan fx være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt en tomhedsfølelse. (Psykiatrifonden)

Det ser ud som om, den amerikanske præsidents tweets bliver vildere og vildere. Nogle af de seneste har rejst en debat i USA, om Trump har “lost it” (som forfatteren til bogen Fire and Fury har sagt)?, dvs på godt gammelt dansk “gået fra snøvsen”, altså har overskredet grænsen til det psykotiske. Det er bl.a. tweets som nedenstående, der kunne lægge op til det:

trumptweetjan18

Man kan vælge at se det fra den humoristiske side. Og så ligner det jo to umodne drenge, der står og sammenligner: “Min er større end din”.

Man kan også, som Carol Cohn gør i New York Times, underkaste det en feministisk diskursanalyse, og så når hun frem til, at det er en farlig sammenblanding af maskulinitet og missiler:

……with his fragile ego and his particularly obsessive concern with his reputation for manliness — may have brought these dynamics to the surface, but they have been there all along, if in less crude and lurid ways. (“med hans skrøbelige ego og hans specielt tvangsmæssige optagethed af sit omdømme for mandighed – kan disse dynamikker være kommet op på overfladen, men de har været der hele tiden, omend i mindre grove og skumle former”)

Er personligheden “winding down”, altså i en slags frit fald til et oprindeligt infantilt stadium, som iagttagere har været inde på?

Michael Wolff, forfatter til Fire and Fury, beretning fra iagttagelser og interviews i Det hvide Hus, skriver, at præsidenten er at sammenligne med en ni-årig: Det drejer sig om øjeblikkelig tilfredsstillelse (instant gratification). Og hvis det ikke opnås, frustreres man og man skynder sig videre til noget andet, der bedre imødekommer det narcissistiske behov for anerkendelse.  Udenrigsminister Rex Tillerson, der i et udbrud skulle have kaldt præsidenten for a moron (en idiot) afviser dog, at han ligefrem er psykotisk.
En anden hypoteser går på, at de mange besynderligheder, der udfoldes i tweetsene er udtryk for en prøven-grænser-af, altså en slags infantilisme, der dog ikke er det samme som et mentalt sammenbrud eller borderline-adfærd.

Når der spørges til intellektuelle evner til at bestride det krævende job som præsident, henviser præsidenten i en tweet til, at han er et “stabilt geni” (a stable genius). Det er måske igen et forsøg på at være morsom!  Begrundelsen skulle ellers angiveligt være, at han er kommet igennem en collegeuddannelse (i lighed med 30-40 pct af amerikanerne!), og at han har bygget en milliardforretning op!

Det er imidlertid netop denne “business-mind”, og den måde en sådan variant af “business-mind” opererer på, der gør, at man må betvivle evnerne til at udføre et job som USA’s præsident. Kig engang på de to øvrige tweets ovenover. På basis af en total mangel på kendskab til historikken og generel viden om, hvad konflikterne i Palæstina egentlig drejer sig om, konkluderer Trump, at man må tage den amerikanske u-landsbistand af bordet, fordi palæstinenserne angiveligt ikke har kunnet blive trukket til forhandlingsbordet.
Løsning af internationale konflikter sammenlignes med indgåelsen af en forretningsaftale, hvor det forventes, at blot betalingen er stor nok, må en aftale kunne indgås. Der er ingen sans for kompleksiteten i en international konflikt som den, der udfolder sig i Palæstina og Mellemøsten. Med sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har Trump valgt side i den palæstinensisk-israelske konflikt. Og det har gjort det mangefold vanskeligere for USA at indtræde i en neutral mæglerrolle.
Man kan næsten se en bekræftelse på nogle af påstandene i Fire and Fury om, at præsidenten ikke læser ret meget, men får de fleste af sine informationer fra overfladisk TV-kigning på Fox News og andre, endnu mere tvivlsomme informationskanaler.

Derudover må man selvfølgelig sige, at Wolffs beretninger skal underkastes kritisk granskning. Den form for reportager er ofte præget af beretterens forudfattede meninger, og materialet, der bringes videre, vil tilsvarende være bestemt af dette.

Men præsidentens tweets taler unægtelig for sig selv.

En del af Trumps selvros kører omkring de påståede økonomiske resultater. Han skriver bl.a. i en tweet 5.jan. 18:

Dow goes from 18,589 on November 9, 2016, to 25,075 today, for a new all-time Record. Jumped 1000 points in last 5 weeks, Record fastest 1000 point move in history. This is all about the Make America Great Again agenda! Jobs, Jobs, Jobs. Six trillion dollars in value created!

Dow Jones er som bekendt det traditionelt ledende amerikanske aktieindeks (30 af de mest handlede aktier i Wall Street). At det er steget med 6000 mia$, tages som udtryk for jobskabelse og en “værdi”, der er skabt. Det er imidlertid “værdi”, der kan forsvinde fra den ene time til den anden.
Det kan lige så vel være udtryk for en aktieboble, som der går hul på på et tidspunkt – med alvorlige konsekvenser for ikke alene USAs økonomi, men for Verdensøkonomien. Det har ikke meget med Make America Great Again!, men måske snarere Make America economically explosive again! – lidt som i 1929  og september 2008 hvor den varme, tomme luft fra indholdsløse penge var med til at udløse økonomiske kriser.

We want a real leader – 
Not a Creepy Tweeter!

råbte unge demonstranter i gaderne efter Trumps indsættelse som præsident.

Trumps folk har forklaret de mange besynderlige tweets med, at præsidenten ønsker at gå udenom de filtre, der omgiver de traditionelle medier. Han udnytter mulighederne for at kommunikere direkte til det amerikanske folk  –  og resten af Verden, for den sags skyld.

Men indtil videre er denne glimrende mulighed blevet forspildt til fordel for, at man uforvarende er kommet til at udvikle “the best and funniest show in town”. Men det er knap so sjovt, når udløsningsknappen til et evt. atomragnarok skal indgå i et traditionelt macho-sammenligningsspil, hvor Trump kan berolige sig og sine compatriots med, at de sidder øverst på ophobningen af amerikansk teknologisk og økonomisk magt, – og derfor relativt let vil kunne udradere dette “depleted and poor country”, som hans rådgivere åbenbart har belært ham om i et af introkurserne i elementær samfundskundskab i Det hvide Hus.

 

Comments Off on A Borderline Case?

Præsidentiel “stil”

Posted in Amerikansk udenrigspolitik, USA by Gregers Friisberg on 29/12/2017

Den ekstraordinære kulde, som det nordøstlige USA oplever disse dage, har fremkaldt nye lyriske udbrud på den presidentielle tweet fra Det hvide Hus:
trumptweet
Som sædvanlig en præsident in poor style.  Han er tilsyneladende uvidende om, at en periode med koldt vejr kan være mulig, selv om der er en global opvarmning i gang. Det sidste vedrører dybereliggende og længerevarende klimatiske ændringer, og det kan ske samtidig med perioder i det daglige vejrlig, hvor det er koldt.
Men det er også tænkeligt, at tweeten mere skal ses som et udslag af den særlige fandenivoldske stil, Donald Trump har gjort til sit adelsmærke: At vise Verden, at han tør udfordre med provokerende bemærkninger – og provokerende politik!

Populister er kendt for at turde kalde en spade for en spade. No nonsense politik for baglandet! Det er realpolitik – og burde som sådan kunne være befriende. Det er imidlertid ikke rart, når det er Verdens dominerende magt, der optræder på den internationale scene på den måde.

Dybere set er det dårlig interessevaretagelse for USA. Og det er langt fra at gøre America Great again! Snarere tværtimod. Amerikansk økonomi forsinkes i den nødvendige omstilling til en mere grøn økonomi. Man holder fast i fossil energi i en blind tro på, at denne energi giver arbejdspladser. Hvad den måske gør på det korte sigt, men ikke på det længere sigt.

Der er en forurettet tone: “Our country, but not other countries, was going to pay TRILLIONS of dollars to protect against”.  Ejendomsspekulanten vil have fuld valuta for pengene. Men det er ikke sådan, internationalt samarbejde virker! Ulande, og de såkaldte emerging economies, har berettigede krav om, at det også er deres tur til at få en industriel udvikling i gang, så de kan komme op på de rige, vestlige landes niveau.

Det er desværre helt i tråd med Trumps politik i øvrigt, f.eks. den nylige anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.
Efterfølgende skal FN straffes med trusler om indeholdelse af amerikansk kontingent, fordi Generalforsamlingen med overvældende flertal tog afstand fra anerkendelsen. Som jo ret beset er imod folkeretten, idet FN med beslutningerne i 1947-48 gav Jerusalem status af international by – med lige ret for palæstinensere og israelere.

“That good old Global Warming”!  –  Med sin latterliggørelse af FNs klimapolitik isolerer USA sig yderligere.

 

 

Comments Off on Præsidentiel “stil”

GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.

Posted in Økonomi, USA by Gregers Friisberg on 17/12/2017

GOP står, som de fleste bekendt, for Grand Old Party, Republikanerne. Det ser nu ud til, at den store skattereform kan blive vedtaget. Medlemmerne af de to kamres Joint Committee underskrev den endelige version af loven i fredags. Og den kan nu komme til afstemning for endelig vedtagelse i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Skønt Republianerne har et spinkelt flertal på 52-48 (den nyvalgte Demokrat fra Alabama tiltræder forst den 1.1.), så kan der alligevel opstå tvivl, idet to af de ældste senatorer McCain fra Arizona og Cochran fra Mississippi ikke er ved helt godt helbred, og måske derfor ikke når at deltage i afstemningen.

Trump er sejrssikker:  “I think we could go to 4%, 5% or even 6%, ultimately,” the president said. “We are back. We are really going to start to rock.”

En vækst på 4 pct blev nævnt som en mulighed allerede under præsidentvalgkampen. Nu antages den måske at kunne nå 6 pct. Hvad der vil være uhørt i en tid, hvor mindre årgange er på vej ud på arbejdsmarkedet, og man vil stoppe for indvandring/arbejdskraft fra udlandet.

Det er også et superoverdrevent vækstscenarie i betragtning af, at den amerikanske økonomi i forvejen er stærkt på vej til at nærme sig sin kapacitetsgrænse. Arbejdsløsheden er ved at være så lav, at det kan begynde at knibe med at få arbejdskraft nok til en større udvidelse af produktionen. Det kan tænkes, at det i stedet bliver importen, der øges. Det er ikke godt for et handelsbalanceunderskud, der i forvejen er alt for højt.

US18oek
Kilde: The Economist, 16.12.17. GDP: BNP. Annualised: På årsbasis.

Som man kan se af figuren, er det en mindre del af efterspørgselsvæksten, der kommer fra investeringer og eksport. Der kommer derimod meget fra det private forbrug.

us18oek2

Man plejer at sige, at i den situation vil der komme et opadgående pres på lønningerne. Arbejdsgiverne vil byde lønnen op i et forsøg på at få arbejdskraft. Det kan sætte gang i inflationen. Det er en velkendt, ja nærmest fortærsket økonomisk sammenhæng, der i fagjargon går under betegnelsen Phillips-kurven (faldende arbejdsløshed fører til stigende priser). Der er økonomer, der har forklaret den svagere Phillipskurvesammenhæng med, at den store pool af billig arbejdskraft, som den åbne globalisering har ført med sig, presser lønningerne i den vestlige verden, specielt lønninger for arbejdere og middelklasse. Det kan der nok være noget om. Hertil kommer fagforeningernes svækkede magt som følge af lavere organiseringsgrad, lovindgreb, den nyliberale diskurs’ sejr og de store virksomheders større indflydelse på løndannelsen.

En medvirkende faktor er også de mange billige varer og tjenesteydelser, som de indiske og kinesiske, m.fl. eksportoffensiver på Verdensmarkedet har ført med sig. Lønmodtagerne i Vesten har fået mere for deres løn ved indkøb i Wal-Mart, Ikea, Jysk Sengetøj o.lign., der importerer i stor stil fra de globale markeder.

Men man må dog nok stadig formode, at prispresset melder sig på et tidspunkt. Olieprisen er begyndt at stige, og de fossile brændsler udgør stadig langt størsteparten af energiforsyningen i de rige lande.

Derfor vil det være ret begrænset, hvor længe Trump får at nyde sin rocken med båden. Der er også stor risiko for, at den kæntrer. Der er for øjeblikket gang i en – ikke løninflation – men inflation i investeringsaktiver som aktier og ejerboliger. Der har i længere tid været spekulative bobler på vej på aktivmarkederne. Derfor kan der også være en umiddelbar risiko for, at det udvikler sig til en ny recession.

Reformerne er de mest vidtgående siden 1986: …………. (it) marks the most substantial redrawing of taxation in America since Ronald Reagan’s 1986 tax cuts. It would slash the tax burden on corporations from 35% to 21%, and the top level of individual taxes from 39.6% to 37%.
Det er paradoksalt, at skattereformen ventes at føre til en stærk stigning i den amerikanske stats gæld, og at Republikanerne selv var langt fremme i skoene m.h.t. at kritisere Barack Obama administrationen for at føre uansvarlig finanspolitik.

 

 

 

Comments Off on GOP skattereform (2): Smide benzin på et bål, der allerede brænder lystigt.